FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
E. SHARPSTON
fremsat den 21. december 2016 ( 1 )
Udtalelsessag 2/15
indledt som følge af anmodning fremsat af Europa-Kommissionen
»Anmodning om en udtalelse i henhold til artikel 218, stk. 11, TEUF — indgåelse af frihandelsaftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Singapore — fordeling af kompetencer mellem Den Europæiske Union og medlemsstaterne«
Indhold
1.
Europa-Kommissionen har anmodet om Domstolens udtalelse i medfør af artikel 218, stk. 11, TEUF om fordelingen af kompetencer mellem Den Europæiske Union og medlemsstaterne i forbindelse med indgåelsen af den påtænkte frihandelsaftale mellem Den Europæiske Union og Republikken Singapore (herefter »EUSFTA«) ( 2 ). Ifølge EUSFTA’s tekst, som forhandlet af Kommissionen, skal denne indgås som en aftale mellem Den Europæiske Union og Republikken Singapore (herefter »Singapore«) uden medlemsstaternes deltagelse. Kommissionen har ønsket Domstolens svar på, hvorvidt denne fremgangsmåde er korrekt.
2.
Kommissionen har gjort gældende, at Den Europæiske Union har enekompetence til at indgå EUSFTA. Ifølge Kommissionen er størstedelen af denne aftale omfattet af Den Europæiske Unions kompetence i henhold til artikel 207 TEUF hvad angår den fælles handelspolitik, som er en enekompetence [artikel 3, stk. 1, litra e), TEUF], og Den Europæiske Unions enekompetence til at indgå andre dele af aftalen følger af en lovgivningsmæssig retsakt, som bemyndiger den hertil (det første grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF), eller af den omstændighed, at indgåelsen af EUSFTA kan berøre fælles regler eller ændre deres rækkevidde (det tredje grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF). Europa-Parlamentet er generelt enigt med Kommissionen. De øvrige parter, som har indgivet indlæg, har alle hævdet, at Den Europæiske Union ikke kan indgå den pågældende aftale på egen hånd, da visse dele af EUSFTA er omfattet af delt kompetence mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater og endog af medlemsstaternes enekompetence. Som følge heraf bør medlemsstaterne også være part i EUSFTA.
3.
EUSFTA indgår i en ny generation af handels- og investeringsaftaler, som Den Europæiske Union og handelspartnere i andre regioner i verden har forhandlet eller forhandler om. Aftalen er ikke en »homogen aftale«, da den ikke dækker et bestemt område eller emne og heller ikke forfølger et enkelt mål. Formålet med aftalen er nærmere bestemt liberalisering af handel og investeringer, og den garanterer visse beskyttelsesstandarder på en måde, der forener økonomiske og ikke-økonomiske mål. Selv om EUSFTA tager udgangspunkt i eksisterende bestemmelser i Verdenshandelsorganisationens aftaler (herefter »WTO-aftaler«) ( 3 ), udvider denne aftale også disse regler og dækker emner, som (endnu) ikke indgår heri.
4.
For at det kan afgøres, hvorvidt Den Europæiske Union må indgå EUSFTA uden medlemsstaternes deltagelse, er det nødvendigt først at få en klar forståelse af, hvilke områder aftalen omfatter, og hvilke mål den forfølger ( 4 ). Dette vil derefter danne grundlag for anvendelsen af de forskellige traktatbestemmelser om tildeling af kompetencer til Den Europæiske Union samt arten af disse kompetencer. I denne forbindelse er det hensigtsmæssigt at anvende bestemmelserne i artikel 3, stk. 1, TEUF (om eksplicit enekompetence) for derefter at anvende bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, TEUF (om implicit enekompetence ( 5 )) og, om nødvendigt, bestemmelserne i artikel 4 TEUF (om delt kompetence).
EUSFTA
5.
I december 2006 henstillede Kommissionen, at Rådet for Den Europæiske Union bemyndigede den til at forhandle en frihandelsaftale med lande i Sammenslutningen af Sydøstasiatiske Nationer (herefter »ASEAN«) på vegne af Det Europæiske Fællesskab og medlemsstaterne. I april 2007 bemyndigede Rådet Kommissionen til at indlede forhandlinger. Forhandlingerne om en aftale mellem regioner viste sig at være vanskelige og blev derfor sat i bero. Kommissionen foreslog derefter at arbejde hen imod bilaterale frihandelsaftaler med relevante ASEAN-lande med Singapore som det første. I december 2009 bemyndigede Rådet Kommissionen til at forhandle en handelsaftale med Singapore på grundlag af de forhandlingsdirektiver, som det havde udstedt med henblik på forhandlingerne med ASEAN. Disse forhandlinger blev indledt i marts 2010. I september 2011 ændrede Rådet forhandlingsdirektiverne ved at tilføje investeringer til listen over emner omfattet af aftalen. I denne forbindelse anførte Rådet, at formålet var, at aftalens kapitel om investeringer skulle omfatte områder med delt kompetence, bl.a. porteføljeinvesteringer ( 6 ), tvistbilæggelse samt ejendom og ekspropriation.
6.
Den 20. september 2013 paraferede Den Europæiske Union (repræsenteret af Kommissionen) og Singapore teksten til EUSFTA (hvorved de godkendte, at den var endelig) med undtagelse af kapitlet om investering. Samme dag blev teksten offentliggjort.
7.
Da det stod klart, at EUSFTA ifølge denne tekst skulle undertegnes og indgås af Den Europæiske Union uden medlemsstaternes deltagelse, henviste Handelspolitikudvalget (et udvalg udpeget af Rådet i medfør af artikel 207, stk. 3, TEUF) i februar 2014 sagen til De Faste Repræsentanters Komité (herefter »Coreper«). Handelspolitikudvalget opfordrede Coreper til at bekræfte proceduren for undertegnelse og indgåelse af EUSFTA og anmodede desuden Coreper om at opfordre Kommissionen til, som forhandler på Den Europæiske Unions og medlemsstaternes vegne, at tilpasse teksten til denne type aftales blandede karakter. Coreper tilkendegav, at der var klar enighed blandt delegationerne om, at EUSFTA burde undertegnes og indgås som en blandet aftale i den betydning, at både Den Europæiske Union og medlemsstaterne skulle være parter i aftalen.
8.
Forhandlingerne om kapitlet om investeringer blev afsluttet i oktober 2014. I juni 2015 sendte Kommissionen den konsoliderede tekst til kapitlet om investeringer til Handelspolitikudvalget og anførte, at hele aftalen nu var paraferet.
9.
EUSFTA består af en præambel, 17 kapitler, en protokol og fem forståelser.
10.
Kapitel et (»Mål og generelle definitioner«) anfører, at formålene med EUSFTA er at oprette et frihandelsområde i overensstemmelse med artikel XXIV i GATT 1994 ( 7 ) og artikel V i GATS-aftalen ( 8 ) og at liberalisere og lette handel og investeringer mellem parterne i overensstemmelse med EUSFTA.
11.
Kapitel to (»National behandling og markedsadgang for varer«) indledes med en bekræftelse af parternes pligt til at indrømme national behandling ( 9 ) i henhold til artikel III i GATT 1994 (som indarbejdes i EUSFTA ved dette kapitel). Desuden fastlægger det forpligtelser vedrørende ikke-toldmæssige foranstaltninger. Særskilte bestemmelser vedrører tilrådighedsstillelse og deling af oplysninger, underretning og forespørgsler samt forvaltning hvad angår dækkede foranstaltninger.
12.
Kapitel tre (»Afbødende foranstaltninger på handelsområdet«) opstiller forpligtelser vedrørende for det første antidumping- og udligningsforanstaltninger og for det andet to former for beskyttelsesforanstaltninger (globale beskyttelsesforanstaltninger og bilaterale beskyttelsesforanstaltninger).
13.
Kapitel fire (»Tekniske handelshindringer«) har til formål at lette og øge handelen med varer mellem parterne ved at skabe et grundlag for forebyggelse, afdækning og fjernelse af unødvendige handelshindringer, der falder ind under TBT-aftalen (der er gjort til en del af EUSFTA).
14.
Formålet med Kapitel fem (»Sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger«) er a) at beskytte menneskers, dyrs og planters liv og sundhed på parternes respektive territorier og samtidig lette handelen mellem parterne for så vidt angår sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger (herefter »SPS-foranstaltninger«), b) at samarbejde om den videre gennemførelse af aftalen om anvendelse af sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger (herefter »SPS-aftalen«), og c) at tilvejebringe et middel til forbedring af kommunikation, samarbejde og løsning af problemer i forbindelse med gennemførelsen af SPS-foranstaltninger, der påvirker handelen mellem parterne.
15.
Kapitel seks (»Told- og handelslettelser«) anerkender vigtigheden af told- og handelslettelser i forbindelse med de skiftende globale handelsvilkår og af at styrke samarbejdet på dette område. Det fastlægger de principper, hvorpå parternes toldbestemmelser og -procedurer skal være baseret.
16.
Formålene med Kapitel syv (»Ikke-toldmæssige hindringer for handel og investeringer i forbindelse med produktion af vedvarende energi«) er at fremme, udvikle og øge produktionen af energi fra vedvarende og bæredygtige ikke-fossile kilder (herefter »grøn energi«), navnlig via handelslettelser og investeringer. Dette kapitel finder anvendelse på foranstaltninger, som kan påvirke handelen og investeringerne mellem parterne, i forbindelse med produktion af grøn energi, men ikke i forbindelse med de produkter, der anvendes til energiproduktionen.
17.
I kapitel otte (»Tjenesteydelser, etablering og elektronisk handel«) bekræfter parterne deres respektive forpligtelser i henhold til WTO-overenskomsten ( 10 ). Dette kapitel fastlægger de ordninger, der er nødvendige for en gradvis og gensidig liberalisering af handel med tjenesteydelser, dvs. grænseoverskridende levering af en tjenesteydelse fra den ene parts territorium til den anden parts territorium og på den ene parts territorium til en forbruger af tjenesteydelsen i den anden part, etablering samt fysiske personers midlertidige ophold i forretningsøjemed. Det indeholder særskilte bestemmelser om elektronisk handel. Desuden indeholder det bestemmelser om indenlandsk regulering af computertjenesteydelser, posttjenester, telekommunikationstjenester, finansielle tjenesteydelser og internationale søtransporttjenester.
18.
Kapitel ni (»Investeringer«) består af to dele.
19.
Afdeling A indeholder de materielle bestemmelser om beskyttelse af investeringer. I forbindelse med dette kapitel forstås ved en »investering«»alle typer aktiver, som har en investerings kendetegn, herunder kendetegn som f.eks. placering af kapital eller andre ressourcer, forventning om indtjening eller fortjeneste, påtagelsen af risiko eller en bestemt varighed«. De primære krav vedrører national behandling, fair og rimelig behandling og fuld beskyttelse og sikkerhed samt kompensation for tab, der er lidt på grund af krig eller anden væbnet konflikt, revolution, national undtagelsestilstand, opstand, oprør eller optøjer på den anden parts territorium. Desuden fastsættes det i afdeling A, at ingen af parterne direkte eller indirekte må nationalisere eller ekspropriere investeringer foretaget af den anden parts investorer, som er omfattet af denne afdeling, eller pålægge disse foranstaltninger, som har samme virkning som nationalisering eller ekspropriation, undtagen på visse betingelser. Endvidere skal hver part tillade, at alle former for overførsel vedrørende en investering omfattet af kapitel ni foretages i en frit konvertibel valuta uden begrænsninger eller forsinkelse. Ved EUSFTA’s ikrafttrædelse har de bilaterale aftaler mellem medlemsstaterne og Singapore, der er opført i bilag 9-D, ikke længere virkning, og de erstattes og afløses af EUSFTA.
20.
Afdeling B indfører en ordning for »tvistbilæggelse mellem investorer og stater« (herefter »ISDS-ordning«). Denne ordning, som kan involvere voldgift, finder anvendelse på en tvist mellem en klager i en af parterne og den anden part vedrørende den sidstnævnte parts behandling (herunder en undladelse), som hævdes at være en overtrædelse af bestemmelserne i afdeling A og at medføre tab eller skade for klageren eller dennes lokalt etablerede virksomhed. Ifølge en særskilt bestemmelse må ingen af parterne give diplomatisk beskyttelse eller indlede et internationalt søgsmål i forbindelse med en tvist, som en af deres investorer og den anden part har givet sit samtykke til at indgive eller har indbragt til voldgift i henhold til kapitel ni, afdeling B.
21.
Kapitel ti (»Offentlige udbud«) finder anvendelse på alle foranstaltninger vedrørende en form for udbud, der er omfattet af aftalen, dvs. udbud, der gennemføres af en anført enhed, og hvis værdi overstiger en nærmere angivet tærskel. I kapitlet fastsættes krav med hensyn til markedsadgang og ikke-markedsadgang.
22.
Kapitel elleve (»Intellektuel ejendomsret«) fastsætter rettigheder og forpligtelser hvad angår syv kategorier af intellektuel ejendomsret, som også er omfattet af TRIPS-aftalen, og én kategori, der ikke er omfattet af denne aftale, nemlig plantesortsrettigheder. Denne afdelings opbygning svarer til TRIPS-aftalens, idet hver underafdeling omhandler en intellektuel ejendomsret, som er omfattet af EUSFTA, og desuden indarbejder rettigheder og forpligtelser i henhold til andre multilaterale aftaler (hvoraf nogle er en del af TRIPS-aftalen og andre ikke).
23.
Kapitel tolv (»Konkurrence og beslægtede spørgsmål«) fokuserer på vigtigheden af fri og uhindret konkurrence i parternes handelsrelationer. Det opstiller principper vedrørende karteller og fusioner, offentlige virksomheder, virksomheder, der har fået overdraget særlige eller eksklusive rettigheder, og statsmonopoler og subsidier.
24.
Kapitel tretten (»Handel og bæredygtig udvikling«) vedrører parternes engagement med hensyn til at udbygge og fremme den internationale handel og deres bilaterale handel og økonomiske relationer på en sådan måde, at det bidrager til bæredygtig udvikling. De vigtigste forpligtelser kræver, at hver part etablerer sine egne standarder vedrørende miljø- og arbejdsmarkedsbeskyttelse og vedtager eller ændrer sine love og politikker i overensstemmelse dermed og i overensstemmelse med principperne i forbindelse med internationalt anerkendte miljø- og arbejdsmarkedsstandarder eller -aftaler, som parten har indgået. Kapitlet indeholder også særskilte forpligtelser vedrørende handel med træ og træprodukter og med fiskevarer samt særlige bestemmelser om tvistbilæggelse.
25.
Kapitel fjorten (»Gennemsigtighed«) indeholder forpligtelser, der har til formål at indføre gennemsigtige og forudsigelige lovgivningsmæssige rammer for økonomiske aktører og at fastlægge mere præcise og forbedrede ordninger med hensyn til gennemsigtighed, konsultation og bedre forvaltning for så vidt angår alment gældende foranstaltninger. Disse forpligtelser gælder i princippet sammen med mere specifikke regler i andre kapitler i EUSFTA.
26.
Kapitel femten (»Tvistbilæggelse«) fastlægger de almindeligt gældende regler vedrørende forebyggelse og bilæggelse af eventuelle tvister mellem parterne om fortolkningen og anvendelsen af EUSFTA med henblik på at nå frem til gensidigt acceptable løsninger, når det er muligt. De forskellige trin i tvistbilæggelsesproceduren er: anmodning om konsultationer, (anmodning om) nedsættelse af et voldgiftspanel, udarbejdelse af en interimsrapport og meddelelse af den endelige kendelse. Særskilte bestemmelser omhandler procedurer vedrørende efterlevelse og afbødende foranstaltninger med henblik på at foranledige efterlevelse.
27.
Kapitel seksten (»Mæglingsordning«) indfører en mæglingsordning, som har til formål at finde en gensidigt acceptabel løsning ved hjælp af en udførlig og hurtig procedure med mæglerbistand. Det finder anvendelse på foranstaltninger, der falder ind under EUSFTA’s anvendelsesområde, og som har negative virkninger for handel og investeringer mellem parterne, medmindre andet er aftalt.
28.
Kapitel sytten (»Institutionelle, almindelige og afsluttende bestemmelser«) indeholder tre kategorier af bestemmelser. Den første kategori fastlægger en institutionel struktur, der består af forskellige udvalg, i hvilke parterne mødes for at overvåge og lette gennemførelsen og anvendelsen af EUSFTA. Den anden kategori vedrører beslutningstagning, ændringer, ikrafttrædelse, direkte virkning, tiltrædelser, EUSFTA’s territoriale anvendelse, de forskellige bilag og øvrige tekster, der udgør en integrerende del af EUSFTA, samt de autentiske versioner af EUSFTA’s tekst. Den tredje kategori vedrører materielle spørgsmål, herunder beskatning, løbende betalinger og kapitalbevægelser, statslige investeringsfonde, restriktioner til beskyttelse af betalingsbalancen og undtagelser af sikkerhedshensyn.
29.
En protokol om oprindelsesregler, forståelser vedrørende artikel 17.6 (skattespørgsmål), aflønning af voldgiftsmænd, yderligere toldrelaterede bestemmelser, gensidig anerkendelse af programmer for autoriserede økonomiske operatører samt Singapores særlige pladsmæssige begrænsninger og adgang til naturressourcer er knyttet som bilag til teksten i EUSFTA’s kapitler.
30.
Bilaget til mit forslag til afgørelse indeholder en mere detaljeret sammenfatning af EUSFTA. Formålet med dette bilag er ikke at sammenfatte alle aspekter af EUSFTA, men at give en kort beskrivelse af de vigtigste punkter, som er relevante for dette forslag til afgørelse. Både beskrivelsen af anmodningen, parternes indlæg og min analyse af anmodningen bør sammenholdes med dette bilag.
EU-retten
Traktaten om Den Europæiske Union
31.
Artikel 5 TEU indfører princippet om kompetencetildeling, hvorefter beføjelser, der ikke er tildelt Den Europæiske Union i traktaterne, forbliver hos medlemsstaterne ( 11 ). Artikel 5, stk. 2, TEU bestemmer, at »[…] Unionen [kun] handler […] inden for rammerne af de beføjelser, som medlemsstaterne har tildelt den i traktaterne, med henblik på at opfylde de mål, der er fastsat heri«, og at »[b]eføjelser, der ikke er tildelt Unionen i traktaterne, forbliver hos medlemsstaterne«.
32.
Artikel 21, stk. 2, TEU anfører de principper og mål, som Den Europæiske Union skal tilstræbe ved fastlæggelsen af gennemførelsen af fælles politikker og tiltag. De samme principper og mål gælder for udarbejdelsen og gennemførelsen af Den Europæiske Unions optræden udadtil samt af de øvrige politikker for så vidt angår deres eksterne aspekter (artikel 21, stk. 3, TEU). Blandt disse mål er at »tilskynde til alle landes integration i den internationale økonomi, herunder gennem gradvis afskaffelse af hindringer for international handel« [artikel 21, stk. 2, litra e), TEU], og »bidrage til udarbejdelsen af internationale foranstaltninger med henblik på at beskytte og forbedre miljøkvaliteten og en bæredygtig forvaltning af de globale naturressourcer med det formål at sikre bæredygtig udvikling« [artikel 21, stk. 2, litra f), TEU].
Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
33.
Artikel 2 TEUF bestemmer bl.a.:
»1. Når Unionen i traktaterne tildeles enekompetence på et bestemt område, er det kun Unionen, der kan lovgive og vedtage juridisk bindende retsakter, og medlemsstaterne har kun beføjelse hertil efter bemyndigelse fra Unionen eller med henblik på at gennemføre EU-retsakter.
2. Når Unionen i traktaterne på et bestemt område tildeles en kompetence, som den deler med medlemsstaterne, kan Unionen og medlemsstaterne lovgive og vedtage juridisk bindende retsakter på dette område. Medlemsstaterne udøver deres kompetence, i det omfang Unionen ikke har udøvet sin [ ( 12 )]. Medlemsstaterne udøver på ny deres kompetence, i det omfang Unionen har besluttet at ophøre med at udøve sin.
[…]«
34.
Den eneste artikel i protokol nr. 25 ( 13 ) om delt kompetence anfører: »Når Unionen tager initiativer på et bestemt område, omfatter denne udøvelse af kompetence kun de elementer, der indgår i den pågældende EU-retsakt, og omfatter derfor ikke hele området, jf. artikel 2, stk. 2, [TEUF] om delt kompetence.«
35.
Artikel 3, stk. 1, TEUF beskriver de områder, hvorpå Den Europæiske Union har enekompetence, herunder:
»a)
toldunionen
[…]
d)
bevarelse af havets biologiske ressourcer inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik
e)
den fælles handelspolitik.«
36.
I henhold til artikel 3, stk. 2, TEUF har Den Europæiske Union ligeledes enekompetence til at indgå internationale aftaler, »når indgåelsen har hjemmel i en lovgivningsmæssig EU-retsakt [(det første grundlag)], eller når den er nødvendig for at give Unionen mulighed for at udøve sin kompetence på internt plan [(det andet grundlag)], eller for så vidt den kan berøre fælles regler eller ændre deres rækkevidde [(det tredje grundlag)]«.
37.
Artikel 4 TEUF vedrører delt kompetence og bestemmer:
»1. Unionen deler kompetence med medlemsstaterne, når traktaterne tildeler den en kompetence, der ikke vedrører de områder, der er nævnt i artikel 3 og 6[ ( 14 )].
2. Der er delt kompetence mellem Unionen og medlemsstaterne på følgende hovedområder:
a)
det indre marked
b)
social- og arbejdsmarkedspolitik for så vidt angår de aspekter, der er fastlagt i denne traktat
[…]
d)
landbrug og fiskeri undtagen bevarelse af havets biologiske ressourcer
e)
miljø
[…]
g)
transport
[…]
i)
energi
[…]«
38.
I henhold til artikel 9 TEUF, som indgår i de almindelige bestemmelser, skal Unionen ved fastlæggelsen og gennemførelsen af sine politikker og aktiviteter tage »hensyn til de krav, der er knyttet til fremme af et højt beskæftigelsesniveau, [og] sikring af passende social beskyttelse […]«.
39.
Artikel 11 TEUF (som også indgår i de almindelige bestemmelser) bestemmer, at »[m]iljøbeskyttelseskrav skal integreres i udformningen og gennemførelsen af Unionens politikker og aktioner, især med henblik på at fremme en bæredygtig udvikling«.
40.
Femte del, afsnit I, i TEUF, der omfatter artikel 205 TEUF til 207 TEUF, indeholder de almindelige bestemmelser om Den Europæiske Unions optræden udadtil.
41.
Artikel 206 TEUF bestemmer, at »[Unionen m]ed oprettelsen af en toldunion i overensstemmelse med artikel 28-32 bidrager […] i fælles interesse til en harmonisk udvikling af verdenshandelen, til en gradvis afskaffelse af restriktionerne for den internationale handel og de direkte udenlandske investeringer og til en sænkning af toldskranker og andre hindringer«.
42.
Artikel 207, stk. 1, TEUF bestemmer:
»Den fælles handelspolitik bygger på ensartede principper, navnlig for så vidt angår toldændringer, indgåelse af told- og handelsaftaler vedrørende handel med varer og tjenesteydelser, handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret, direkte udenlandske investeringer, gennemførelse af ensartethed i liberaliseringsforanstaltninger, eksportpolitik og handelspolitiske beskyttelsesforanstaltninger, herunder foranstaltninger mod dumping og subsidieordninger. Den fælles handelspolitik føres inden for rammerne af principperne og målene for Unionens optræden udadtil.«
43.
I henhold til artikel 207, stk. 5, TEUF »[er f]orhandling og indgåelse af internationale aftaler på transportområdet […] omfattet af tredje del, afsnit VI?, som indeholder bestemmelserne om den fælles transportpolitik,? samt af artikel 218«.
44.
Artikel 207, stk. 6, TEUF bestemmer: »Udøvelsen af de beføjelser, som denne artikel tillægger på området den fælles handelspolitik, berører ikke afgrænsningen af beføjelserne mellem Unionen og medlemsstaterne og vil ikke føre til en harmonisering af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser, i det omfang traktaterne udelukker en sådan harmonisering.«
45.
Artikel 216 TEUF fastsætter, hvornår Den Europæiske Union kan indgå en international aftale med et eller flere tredjelande. I henhold til artikel 216, stk. 1, TEUF kan den gøre dette, »når der i traktaterne er fastsat bestemmelser herom [(det første grundlag)], eller når indgåelsen af en aftale enten er nødvendig for i forbindelse med Unionens politikker at nå et af de mål, der er fastlagt i traktaterne [(det andet grundlag)], eller er foreskrevet i en juridisk bindende EU-retsakt [(det tredje grundlag)] eller kan berøre fælles regler eller ændre deres rækkevidde [(det fjerde grundlag)]«. Artikel 216, stk. 2, TEUF bestemmer, at sådanne aftaler er bindende for EU-institutionerne og medlemsstaterne.
46.
Artikel 218 TEUF fastlægger procedurereglerne for bl.a. forhandlingen, undertegnelsen og indgåelsen af internationale aftaler:
»1. Med forbehold af de særlige bestemmelser i artikel 207 forhandles og indgås aftaler mellem Unionen og tredjelande eller internationale organisationer efter nedenstående procedure.
2. Rådet godkender indledningen af forhandlinger, vedtager forhandlingsdirektiver, bemyndiger undertegnelse og indgår aftalerne.
3. Kommissionen […] forelægger henstillinger for Rådet, som vedtager en afgørelse om bemyndigelse til at indlede forhandlinger […].
4. Rådet kan give forhandleren direktiver og udpege et særligt udvalg, som der skal føres samråd med under forhandlingerne.
5. Rådet vedtager på forslag af forhandleren en afgørelse om bemyndigelse til undertegnelse af aftalen samt eventuelt om midlertidig anvendelse heraf inden ikrafttrædelsen.
6. Rådet vedtager på forslag af forhandleren en afgørelse om indgåelse af aftalen.
[…]
11. En medlemsstat, Europa-Parlamentet, Rådet eller Kommissionen kan indhente udtalelse fra Domstolen om en påtænkt aftales forenelighed med traktaterne. I tilfælde af negativ udtalelse fra Domstolen kan den påtænkte aftale kun træde i kraft, hvis den ændres, eller traktaterne revideres.«
Anmodningen om Domstolens udtalelse
47.
Kommissionen har ved anmodning af 10. juli 2015 i medfør af artikel 218, stk. 11, TEUF anmodet om Domstolens udtalelse vedrørende følgende spørgsmål:
»Har Unionen den fornødne kompetence til alene at undertegne og indgå [EUSFTA]? Nærmere bestemt:
—
Hvilke bestemmelser i aftalen er omfattet af Unionens enekompetence?
—
Hvilke bestemmelser i aftalen er omfattet af Unionens delte kompetence?
—
Er der nogen bestemmelser i aftalen, der er omfattet af medlemsstaternes enekompetence?«
48.
Der er indgivet skriftlige indlæg vedrørende Kommissionens anmodning af Rådet, Europa-Parlamentet og af alle medlemsstaternes regeringer undtagen Belgien, Kroatien, Estland og Sverige. Der blev afholdt retsmøde den 12. og 13. september 2016 med deltagelse af Kommissionen, Rådet, Parlamentet og den østrigske, den belgiske, den tjekkiske, den danske, den finske, den franske, den tyske og den græske regering, Irland samt den italienske, den litauiske, den nederlandske, den polske, den rumænske, den slovenske og den spanske regering.
Spørgsmålene rejst i Kommissionens anmodning om en udtalelse
49.
Der er ikke tvivl om, at Kommissionens anmodning om en udtalelse kan antages til realitetsbehandling, eftersom EUSFTA endnu ikke er indgået og derfor er en »påtænkt« aftale i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 218, stk. 11, TEUF. Anmodningen består nærmere bestemt af to dele.
50.
Den første del vedrører spørgsmålet om, hvorvidt Den Europæiske Union alene kan undertegne og indgå EUSFTA, dvs. uden at medlemsstaterne inddrages.
51.
I den anden del spørges der, hvilke bestemmelser i EUSFTA der er omfattet af Den Europæiske Unions enekompetence, Den Europæiske Unions delte kompetence og medlemsstaternes enekompetence.
52.
Hvis Domstolens svar på den første del er bekræftende, fordi EUSFTA i sin helhed er omfattet af Den Europæiske Unions eksterne enekompetence (på grundlag af enten artikel 3, stk. 1, TEUF eller artikel 3, stk. 2, TEUF), er det ikke nødvendigt at behandle den anden del. EUSFTA skal i så fald indgås af Den Europæiske Union alene.
53.
Hvis Den Europæiske Union ikke har enekompetence hvad angår hele EUSFTA, er situationen mere kompliceret. Såfremt kompetencen med hensyn til EUSFTA er delvis Den Europæiske Unions kompetence (i medfør af artikel 3 TEUF) og delvis delt kompetence (i henhold til artikel 4 TEUF), hvem kan (eller skal) da undertegne denne aftale ( 15 )?
54.
Jeg skal først redegøre for, hvordan intern og ekstern kompetence, sådan som jeg forstår ordningen, er indbyrdes forbundne.
55.
Artikel 2 TEUF til 4 TEUF skal fortolkes på baggrund af artikel 4 TEU og 5 TEU. De skal også fortolkes under hensyntagen til deres placering helt i begyndelsen af TEUF (»Første del – principperne«, Afsnit I – »Unionens kompetencekategorier og -områder«) og på baggrund af det, der gik forud for disse bestemmelser i de tidligere versioner af traktaterne.
56.
Her er det vigtigt at se tilbage på versionerne af det, som nu er TEUF, som de så ud efter Maastrichttraktaten (1992), Amsterdamtraktaten (1997) og Nicetraktaten (2001). Navnlig artikel 3b i EF-traktaten som ændret ved Traktaten om Den Europæiske Union i Maastricht (efterfølgende artikel 5 EF (Amsterdam og derefter Nice)) indeholdt en analyse af kompetence i artiklens tre stykker, som hver især indførte princippet om henholdsvis kompetencetildeling, subsidiaritetsprincippet og proportionalitetsprincippet ( 16 ). I hele den pågældende periode fandtes der imidlertid ikke nogen detaljeret liste over kompetencer. Den forkastede traktat om en forfatning for Europa ville have indført en sådan liste, og indholdet og de vigtigste elementer af, hvad der nu er artikel 2 TEUF, 3 TEUF og 4 TEUF, blev mere eller mindre taget direkte fra udkastet til forfatningen og indført i Lissabontraktaten ( 17 ).
57.
Det fremgår tydeligt af de nævnte tidligere versioner, at dette indledende afsnit til den nuværende TEUF ikke omhandler de eksterne forbindelser som sådan. Det drejer sig om det forfatningsmæssige kernespørgsmål om kompetencefordelingen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater – princippet om tildeling af kompetencer. I det væsentlige tildeles Den Europæiske Union kompetencer for at sætte den i stand til at lovgive på forskellige områder inden for politik og økonomisk virksomhed på Den Europæiske Unions område. Det er en EU-centrisk synsvinkel på verden (snarere end en »Weltanschauung«). Det drejer sig om at finde den ønskede ligevægt mellem den samlende (supranationale) centrale myndighed, som er oprettet ved traktaterne, og Den Europæiske Unions medlemmer, dvs. de stadige suveræne medlemsstater (de såkaldte »Herren der Verträge«). Det skal ud fra den fordeling af kompetencer, som hele projektet »Den Europæiske Union« er baseret på, være tydeligt, hvem der har kompetence til at handle på konkrete områder. Det primære fokus er på, »hvem der har kompetence til at handle på Den Europæiske Unions område, Den Europæiske Union eller medlemsstaterne«. Imidlertid vil fordelingen af kompetencer mellem Den Europæiske Union og medlemsstaterne i sagens natur også altid have konsekvenser for udøvelsen af ekstern kompetence.
58.
Hvilken virkning havde de ændringer, som blev indført ved Lissabontraktaten?
59.
En kort og udtømmende liste indeholder de områder, hvor kompetencen uigenkaldeligt (medmindre traktaten ændres) tildeles Den Europæiske Union (artikel 3, stk. 1, TEUF). De fleste kompetenceområder indgår imidlertid på listen over »hovedområder« – dvs. i en ikke-udtømmende liste – hvor der er delt kompetence (artikel 4, stk. 2, TEUF). Når en kompetence er defineret som »delt«, ændrer den sig aldrig til en a priori EU-enekompetence som omhandlet i artikel 3, stk. 1, TEUF. Når Den Europæiske Union ved at gøre brug af sin fortrinsret efter artikel 2, stk. 2, TEUF (som jeg skal komme nærmere ind på nedenfor) i realiteten har optaget et felt, bliver det pågældende felt i realiteten et område, hvor Den Europæiske Union de facto har enekompetence. Forskellen mellem på den ene side kompetencer, som er a priori EU-enekompetencer ifølge artikel 3, stk. 1, TEUF, og på den anden side kompetencer, der de facto bliver EU-enekompetencer via mekanismen i artikel 2, stk. 2, TEUF ( 18 ), er, at en kompetence, som er en a priori EU-enekompetence, aldrig (undtagen ved en ændring af traktaten) kan blive til en EU-kompetence, som ikke er en enekompetence. Det er derimod teoretisk muligt, at et område, som på nuværende tidspunkt er reguleret af EU-lovgivning der er vedtaget under udøvelse af fortrinsretten i henhold til artikel 2, stk. 2, igen kan falde ind under medlemsstaternes kompetence. Det eneste, der skal til, er, at EU-lovgiver beslutter at ophøre med at lovgive og at ophæve gældende EU-lovgivning på dette område.
60.
Endvidere er delt kompetence i henhold til artikel 4 TEUF uløseligt forbundet med eksistensen af en (særskilt) traktatbestemmelse, som tildeler Den Europæiske Union en kompetence, der hverken er enekompetence (artikel 3 TEUF) eller en supplerende kompetence (artikel 6 TEUF: »kompetence til at gennemføre tiltag for at understøtte, koordinere eller supplere medlemsstaternes tiltag«). Artikel 4, stk. 1, TEUF bestemmer nemlig, at »[Den Europæiske Union] deler kompetence med medlemsstaterne, når traktaterne tildeler den en kompetence, der ikke vedrører de områder, der er nævnt i artikel 3 og 6« ( 19 ). Artikel 4 TEUF fastsætter således eksistensen af forskellige kompetencer, som Den Europæiske Union og medlemsstaterne deler.
61.
Artikel 2 TEUF omhandler diverse aspekter af udøvelsen af kompetence. Navnlig artikel 2, stk. 2, andet punktum, indeholder Den Europæiske Unions »fortrinsret«. Denne bestemmelse giver Den Europæiske Union ret til at indlede udøvelsen af en af de anførte delte kompetencer. For så vidt som den gør dette (men kun for så vidt), kan medlemsstaterne ikke længere udøve deres delte kompetence i denne specifikke henseende. Protokol nr. 25 bestemmer således udtrykkeligt, at »[n]år [Den Europæiske Union] tager initiativer på et bestemt område, omfatter denne udøvelse af kompetence kun de elementer, der indgår i den pågældende EU-retsakt, og omfatter derfor ikke hele området«. Det er udtrykkeligt fastsat, at fortrinsretten efter artikel 2, stk. 2, TEUF er reversibel. Hvis Den Europæiske Union ophører med at handle hvad angår en bestemt del af en bestemt delt kompetence, vender denne kompetence tilbage til medlemsstaterne. Og delene skal altid sammenlagt udgøre en helhed – en kompetence, som udøves på et delt område, udøves enten af Den Europæiske Union eller af medlemsstaterne. Den kan ikke svæve midt imellem.
62.
En stor del af udøvelsen af Den Europæiske Unions kompetence vedrører stadig det, der foregår »internt« – dvs. på Den Europæiske Unions område. Der er visse aspekter af kompetenceopdelingen, som nødvendigvis fortsat har konsekvenser med hensyn til Unionens optræden udadtil. Dette gælder både for områder, hvor Den Europæiske Union har enekompetence, og områder med delt kompetence. Når denne optræden udadtil finder sted, skal den respektere den vedtagne opdeling af kompetencer mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater. Disse principper skal overholdes hvad angår alle Den Europæiske Unions tiltag, både interne og eksterne ( 20 ).
63.
Hvad angår kompetence inden for toldunionen og kompetence med hensyn den fælles handelspolitik (som begge er anført som Den Europæiske Unions enekompetencer i listen i artikel 3, stk. 1, TEUF) anerkendes og formuleres denne kompetence udførligt i artikel 206 TEUF (toldunionen) og artikel 207 TEUF (den fælles handelspolitik) i femte del af TEUF, der har overskriften »Unionens optræden udadtil«. Den fælles handelspolitik er et af de sjældne eksempler på en rent ekstern EU-kompetence. Selv om artikel 207, stk. 2, TEUF bemyndiger Europa-Parlamentet og Rådet til ved forordning efter den almindelige lovgivningsprocedure at vedtage foranstaltninger til fastlæggelse af rammerne for gennemførelsen af den fælles handelspolitik, er sådanne forordninger foranstaltninger hvad angår optræden udadtil (med det formål at regulere handelen med tredjestater ved brug af lovgivningsmæssige EU-retsakter). Den tilsvarende interne kompetence er kompetencen til, med henblik på tilnærmelse af lovene i artikel 114 TEUF og 115 TEUF, at regulere det indre marked, som artikel 4, stk. 2, litra a), TEUF definerer som en delt kompetence.
64.
I modsætning til artikel 3, stk. 1, TEUF, der ikke udtrykkeligt omtaler ekstern kompetence, henviser artikel 3, stk. 2, TEUF til de omstændigheder, hvorunder Den Europæiske Union »har enekompetence til at indgå internationale aftaler«. De fire ( 21 ) grundlag, som traktatforfatterne har fastsat (»når indgåelsen har hjemmel i en lovgivningsmæssig EU-retsakt«), »[når indgåelsen] er nødvendig for at give [Den Europæiske Union] mulighed for at udøve sin kompetence på internt plan«, og »for så vidt den kan berøre fælles regler eller ændre deres rækkevidde«), afspejler og kodificerer hovedsagelig Domstolens tidligere praksis ( 22 ). Artikel 216 TEUF (som indeholder de nærmere bestemmelser om, hvornår Den Europæiske Union »kan indgå en aftale med et eller flere tredjelande eller en eller flere internationale organisationer«), afspejler og kodificerer ligeledes Domstolens praksis om eksistensen af Den Europæiske Unions eksterne kompetence. Den er direkte forbundet med den opdeling af kompetencer, som artikel 2 TEUF til 4 TEUF omhandler. Artikel 216, stk. 1, TEUF fastsætter eksistensen af Den Europæiske Unions eksterne kompetence, men ikke dens karakter af enekompetence. Den sidstnævnte fastsættes af artikel 3, stk. 1 og 2, TEUF.
65.
På denne baggrund skal jeg nu se nærmere på ekstern kompetence.
66.
Hvad angår den fælles handelspolitik bestemmer artikel 3, stk. 1, litra e), TEUF, at Den Europæiske Union har enekompetence på dette område. Det fremgår tydeligt af artikel 207 TEUF, at den fælles handelspolitik »bygger på […] indgåelse af told- og handelsaftaler vedrørende [diverse områder]«. Det første grundlag i artikel 216, stk. 1, tilkendegiver, at Den Europæiske Union kan indgå en international aftale, »når der i traktaterne er fastsat bestemmelser herom«. Forudsat at et bestemt emne henhører under den fælles handelspolitik (et vanskeligt spørgsmål, som en stor del af analysen i resten af dette forslag til afgørelse er helliget), vil Den Europæiske Union derfor have ekstern enekompetence til at indgå en international aftale vedrørende dette emne. Det er muligt, at andre enekompetencer, som er anført i artikel 3, stk. 1, TEUF, kan knyttes til andre grundlag i artikel 216, stk. 1, TEUF, navnlig det andet grundlag (»når indgåelsen af en aftale […] er nødvendig for i forbindelse med [Den Europæiske Unions] politikker at nå et af de mål, der er fastlagt i traktaterne«).
67.
Hvis et af grundlagene i artikel 3, stk. 2, TEUF er opfyldt, og Den Europæiske Union har ekstern kompetence i overensstemmelse med de detaljerede regler i artikel 216, stk. 1, TEUF, der indrømmer kompetence til at indgå internationale aftaler, vil denne eksterne kompetence være en enekompetence. Jeg vil nu kort gennemgå disse grundlag et ad gangen.
68.
Kan vi for det første udpege en »juridisk bindende EU-retsakt«, som bestemmer, at Den Europæiske Union kan indgå en sådan international aftale (det tredje grundlag i artikel 216, stk. 1, TEUF)? Hvis dette er tilfældet, og hvis denne retsakt er en »lovgivningsmæssig EU-retsakt« (det første grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF) ( 23 ), vil den eksterne EU-kompetence, som følger heraf, være en enekompetence ( 24 ).
69.
Er, for det andet, indgåelsen af en international aftale »nødvendig for i forbindelse med [Den Europæiske Unions] politikker at nå et af de mål, der er fastlagt i traktaterne« (det andet grundlag i artikel 216, stk. 1, TEUF)? Hvis dette er tilfældet, og hvis en af Den Europæiske Unions interne kompetencer ganske enkelt ikke kan udøves i praksis, medmindre der også er et eksternt element (det andet grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF), vil den heraf følgende eksterne EU-kompetence ligeledes være en enekompetence. Som det fremgår af retspraksis fra før Lissabontraktatens ikrafttrædelse, er sådanne situationer sjældne, men mulige ( 25 ).
70.
Endelig er det spørgsmålet, hvorvidt der allerede har været så meget lovgivningsmæssig aktivitet på EU-plan, at Den Europæiske Union nu har ekstern EU-enekompetence som følge af den kodificerede »AETR-effekt« ( 26 )? Hvis det kan påvises, at indgåelsen af en international aftale »kan berøre fælles regler eller ændre deres rækkevidde« ( 27 ), er betingelserne i det fjerde grundlag i artikel 216, stk. 1, TEUF og det tredje grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF allerede opfyldt, og Den Europæiske Union vil derfor have ekstern enekompetence.
71.
Hvis Den Europæiske Union ikke har ekstern enekompetence i medfør af artikel 3 TEUF, har den da ekstern delt kompetence i medfør af artikel 2 TEUF og 4 TEUF (vedrørende delt kompetence) og artikel 216 TEUF (om tildeling af ekstern kompetence), eller har EU slet ingen ekstern kompetence måske bortset fra ekstern supplerende kompetence ( 28 )? Her er situationen mere kompliceret.
72.
Det skal først undersøges, hvorvidt der rent faktisk eksisterer en ekstern kompetence i henhold til artikel 4 TEUF. Hvis det antages, at dette spørgsmål skal besvares bekræftende, skal artikel 216, stk. 1, derefter undersøges for at konstatere, hvorvidt et af de heri anførte grundlag, der tildeler Den Europæiske Union kompetence til at indgå en international aftale, er opfyldt. Da der, ifølge denne hypotese, ikke findes en ekstern enekompetence i henhold til artikel 3, stk. 2, TEUF, er det sandsynligvis det første, det andet og det tredje grundlag i denne bestemmelse, som vil være relevant. Kombinationen af artikel 4 TEUF og artikel 216, stk. 1, TEUF skaber de nødvendige betingelser for eksistensen af en delt ekstern EU-kompetence. Hvordan forholder det sig så med dens udøvelse?
73.
Her er det nødvendigt at vende tilbage til artikel 2, stk. 2, TEUF og Den Europæiske Unions fortrinsret. Hvis Den Europæiske Union ikke vælger at udøve denne ret, vil den eksterne kompetence – ligesom den interne kompetence – forblive hos medlemsstaterne, og følgelig vil de (og ikke Den Europæiske Union) have kompetence til at forhandle, undertegne og indgå en international aftale, hvis emne ligger inden for dette område med delt kompetence. Artikel 2, stk. 2, TEUF kan imidlertid fortolkes således, at den giver Den Europæiske Union mulighed for at udøve sin fortrinsret hvad angår både ekstern og intern kompetence.
74.
Hvis denne fortolkning accepteres, medfører det ikke, at Den Europæiske Union nyder en uindskrænket ret til at gøre en ekstern kompetence gældende for alle de i artikel 4 anførte områder med delt kompetence, uanset om den har valgt at udøve denne ret på internt plan. Under retsmødet fremhævede Rådet, at det er »et politisk valg«, om Den Europæiske Union eller medlemsstaterne udøver ekstern kompetence til at indgå en bestemt international aftale på et område med delt kompetence. Efter min opfattelse skal den retlige sikkerhed, som dette politiske valg støtter sig på, findes i de detaljerede procedurer, der er opstillet i artikel 218 TEUF. Artikel 218, stk. 2, bestemmer, at »Rådet godkender indledningen af forhandlinger, vedtager forhandlingsdirektiver, bemyndiger undertegnelse og indgår aftalerne«. De efterfølgende stykker anfører, at indledningen af forhandlinger (artikel 218, stk. 3, TEUF), undertegnelsen af aftalen (artikel 218, stk. 5, TEUF) og dens indgåelse (artikel 218, stk. 6, TEUF) hver især kræver særskilte rådsafgørelser – dvs. afgørelser vedtaget af medlemsstaterne, der handler i egenskab af medlemmer af Rådet, hvorved den relevante EU-institution bemyndiges til at handle. Under hele proceduren træffer Rådet afgørelse med kvalificeret flertal undtagen på visse områder, hvor der kræves enstemmighed (artikel 218, stk. 8, TEUF), og indgåelsen af aftalen, for så vidt som den udgør udøvelse af Den Europæiske Unions eksterne kompetence, kræver normalt også Europa-Parlamentets godkendelse, eller i det mindste høring af dette [henholdsvis artikel 218, stk. 6, litra a) og b), TEUF].
75.
Det følger heraf, at en international aftale vedrørende områder, der er omfattet af delt ekstern kompetence, og som i sidste ende undertegnes og indgås af Den Europæiske Union alene, ikke er begrebsmæssigt helt forskellig fra en international aftale, som kun vedrører områder, der er omfattet af Den Europæiske Unions eksterne enekompetence. I det førstnævnte tilfælde har medlemsstaterne i fællesskab (idet de handler i egenskab af medlemmer af Rådet) beføjelse til at beslutte, at Den Europæiske Union handler, eller til at fastholde, at de fortsat vil udøve individuel ekstern kompetence. I det sidstnævnte tilfælde har de ikke dette valg, eftersom Den Europæiske Union allerede har ekstern enekompetence.
76.
Hvis en international aftale undertegnes af både Den Europæiske Union og dens medlemsstater, er både Den Europæiske Union og dens medlemsstater, i folkeretlig henseende, parter i denne aftale. Dette vil have konsekvenser navnlig hvad angår ansvar for tilsidesættelse af aftalen og retten til at anlægge sag vedrørende en sådan tilsidesættelse. Af hensyn til gennemsigtigheden i Den Europæiske Union og til det tredjeland (eller de tredjelande), hvormed den pågældende internationale aftale indgås, vil det derfor synes ønskværdigt, at sådanne afgørelser helt tydeligt angiver for det første, nøjagtigt hvilke aspekter af delt kompetence medlemsstaterne (der handler i egenskab af medlemmer af Rådet) har besluttet, at Den Europæiske Union skal udøve, og, for det andet, hvilke aspekter der (stadig) udøves af medlemsstaterne. En kompetenceerklæring knyttet som bilag til den pågældende aftale ville efter min opfattelse heller ikke være af vejen.
77.
Endelig står det i henhold til folkeretten fortsat de enkelte medlemsstater frit for at ophæve en international aftale, der er undertegnet af både Den Europæiske Union og dens medlemsstater, ifølge den gældende ophævelsesprocedure for den pågældende aftale. En medlemsstat deltager i sidste ende i aftalen som en suveræn stat og ikke blot som et påhæng til Den Europæiske Union (og i denne forbindelse er det irrelevant, at Den Europæiske Union eventuelt har haft en førende rolle ved forhandlingen af aftalen). Vælger en medlemsstat at ophæve en sådan aftale, vil artikel 216, stk. 2, TEUF imidlertid have den virkning – i EU-retlig henseende – at den pågældende medlemsstat stadig er bundet af de områder i aftalen, som er omfattet af Den Europæiske Unions kompetence (da den er en EU-medlemsstat), medmindre og indtil Den Europæiske Union ophæver aftalen ( 29 ). Muligheden for at handle selvstændigt i henhold til folkeretten afspejler, at medlemsstaten fortsat har international kompetence, mens den omstændighed, at medlemsstaten vedbliver med at være delvis bundet af aftalen, selv om den, i henhold til folkeretten, ophæver den, ikke følger af folkeretten, men af EU-retten.
78.
Situationen er en anden, såfremt medlemsstaten har enekompetence vedrørende en eller flere dele af en international aftale (og den øvrige del af aftalen er omfattet af Den Europæiske Unions enekompetence eller af delt kompetence). Her skal både medlemsstaterne og Den Europæiske Union indgå aftalen ( 30 ).
79.
Stadig ud fra den antagelse, at Domstolen skal besvare den anden del af anmodningen, behøver Domstolen da fastslå, hvem der har kompetence hvad angår hver eneste bestemmelse i EUSFTA?
80.
Det mener jeg ikke, at den behøver.
81.
I udtalelse 2/00 fastslog Domstolen, at hvis det antages, at kompetencen til at indgå en international aftale deles mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater, kan det nøjagtige omfang af såvel Den Europæiske Unions enekompetence og medlemsstaternes delte kompetence (eller enekompetence) hvad angår en konkret aftale ikke i sig selv have nogen betydning for Den Europæiske Unions kompetence til at tiltræde denne aftale og mere generelt for den materielle gyldighed eller formelle rigtighed af Den Europæiske Unions beslutning om at tiltræde den ( 31 ). Det specifikke formål med proceduren i artikel 218, stk. 11, TEUF er at forhindre de forviklinger, som kunne opstå både på internationalt plan og på EU-plan, hvis afgørelsen om tiltrædelse af aftalen blev fundet ugyldig ( 32 ). Inden for denne procedure tilkommer det ikke Domstolen specifikt at vejlede om, hvem der har kompetence hvad angår hver enkelt bestemmelse i den pågældende aftale, og hvem der er ansvarlig for opfyldelsen af de internationale forpligtelser, som den medfører ( 33 ).
82.
I min besvarelse af anden del af Kommissionens anmodning skal jeg i stedet undersøge, for hvilke dele af EUSFTA Den Europæiske Union har enekompetence (på grundlag af enten artikel 3, stk. 1, TEUF eller artikel 3, stk. 2, TEUF), hvorvidt der er dele af aftalen, for hvilke kompetencen deles med medlemsstaterne (på grundlag af artikel 4 TEUF), og hvorvidt der stadig er andre dele, hvor Den Europæiske Union ikke har nogen kompetence. EUSFTA er en meget heterogen aftale. Det betyder, at den analyse, som skal fastslå, hvem der har kompetence og i hvilken form (enekompetence eller delt kompetence), nødvendigvis (alt efter sammenhængen) må fokusere på et enkelt kapitel eller rækker af kapitler af EUSFTA, på en del eller dele af aftalen eller, i nogle tilfælde, på en individuel bestemmelse.
83.
Selv om anmodningen kun vedrører kompetencefordelingen mellem Den Europæiske Union og medlemsstaterne, tyder visse skriftlige indlæg (navnlig Rådets) på, at der muligvis også kan være en problematik hvad angår den proces, hvorved Kommissionen forhandlede EUSFTA og nu foreslår at undertegne den. Skønt forhandlingsdirektiverne foreskrev forhandling af en blandet aftale, forhandlede Kommissionen EUSFTA som en aftale udelukkende mellem Den Europæiske Union og Singapore. Tilsidesatte Kommissionen derved artikel 218, stk. 4, TEUF og princippet om loyalt samarbejde i henhold til artikel 13, stk. 2, TEU?
84.
Efter min opfattelse er det hverken nødvendigt eller hensigtsmæssigt at tage stilling til dette spørgsmål i forbindelse med den foreliggende sag. Den proces, hvorved EUSFTA blev forhandlet, påvirker som sådan ikke fordelingen af Den Europæiske Unions og medlemsstaternes kompetence til at indgå den. Dette ligger derfor uden for Kommissionens anmodning. En manglende iagttagelse af reglerne med hensyn til processen i henhold til EU-retten påvirker (i princippet) heller ikke aftalens gyldighed i henhold til folkeretten ( 34 ). Jeg vil derfor ikke komme nærmere ind på dette spørgsmål.
85.
Det er også vigtigt at huske på, at Kommissionens anmodning ikke vedrører den materielle forenelighed med traktaterne af (nogen som helst del af) EUSFTA. Domstolen anmodes således ikke om at tage stilling til f.eks. en ISDS-ordnings forenelighed med traktaterne. Denne form for tvistbilæggelse forekommer ikke kun i EUSFTA, men også i andre handels- og investeringsaftaler, som forhandles eller er ved at blive forhandlet af Den Europæiske Union. I den foreliggende sag er spørgsmålet hvad angår ISDS-ordningen (og andre former for tvistbilæggelse, som EUSFTA indeholder bestemmelser om) alene spørgsmålet om, »hvem der kan træffe afgørelse«. Min analyse i dette forslag til afgørelse er derfor med forbehold af sådanne (eventuelle) spørgsmål, som måtte vedrøre den materielle forenelighed af EUSFTA, herunder bestemmelserne om ISDS-ordningen, med traktaterne ( 35 ).
86.
Endelig (hvad der måske er indlysende) vedrører mit forslag til afgørelse i den foreliggende sag alene EUSFTA. Det berører ikke kompetencefordelingen mellem Den Europæiske Union og medlemsstaterne hvad angår andre handels- og investeringsaftaler.
87.
I det følgende skal jeg først redegøre for grundprincipperne for fordelingen af eksterne kompetencer mellem Den Europæiske Union og medlemsstaterne samt retsgrundlaget for handling på EU-plan. Derefter skal jeg undersøge de grundlæggende egenskaber af Den Europæiske Unions eksplicitte enekompetence hvad angår den fælles handelspolitik (artikel 207, stk. 1, TEUF), dens implicitte enekompetence (artikel 3, stk. 2, TEUF) og dens delte kompetence (artikel 4 TEUF) med hensyn til dens optræden udadtil. På denne generelle baggrund skal jeg derefter behandle kompetencefordelingen for så vidt angår de områder, EUSFTA regulerer.
Fordelingen af kompetencer mellem Den Europæiske Union og medlemsstaterne og retsgrundlaget for indgåelsen af EUSFTA
88.
Under retsmødet fremgik det klart, at Rådet og et antal medlemsstater er af den opfattelse, at det først skal fastslås, hvordan kompetencerne er fordelt mellem Den Europæiske Union og medlemsstaterne hvad angår EUSFTA, før det som det næste trin bestemmes, hvilket retsgrundlag Den Europæiske Unions beslutning om at undertegne og indgå EUFSTA skal hvile på.
89.
Domstolen er helt åbenlyst ikke blevet anmodet om at afgøre dette andet spørgsmål her. Det er dog min opfattelse, at Rådet og en række medlemsstater har en fejlagtig opfattelse af forholdet mellem principperne for fordelingen af (eksterne) kompetencer og principperne for valget af retsgrundlag for Den Europæiske Unions handling.
90.
Den Europæiske Union har kun tildelte beføjelser ( 36 ). Derfor skal den knytte en foranstaltning, som den vedtager, til en traktatbestemmelse, der bemyndiger den til at vedtage den pågældende foranstaltning ( 37 ). Dette retsgrundlag skal fastslås ud fra objektive forhold, som gør det muligt at foretage en domstolskontrol, og som omfatter foranstaltningens formål og indhold ( 38 ).
91.
I udtalelse 1/08 forklarede Domstolen, at spørgsmålet, om Den Europæiske Unions kompetence er eller ikke er en enekompetence med henblik på indgåelsen af aftaler, og spørgsmålet om det retsgrundlag, der skal anvendes hertil, udgør to nært forbundne spørgsmål ( 39 ). Spørgsmålet om, hvorvidt Den Europæiske Union alene er kompetent til at indgå en aftale, eller om en sådan kompetence deles med medlemsstaterne, afhænger navnlig af rækkevidden af de EU-retlige bestemmelser, der kan tildele EU-institutionerne kompetence til at deltage i en sådan aftale ( 40 ).
92.
Det er derfor en forudsætning for bestemmelsen af, hvordan kompetencen hvad angår en konkret optræden udadtil i henhold til artikel 3 TEUF og 4 TEUF fordeles mellem Den Europæiske Union og medlemsstaterne, at det fastslås, at Den Europæiske Union i det hele taget har kompetence til at handle på et bestemt område (og at retsgrundlaget for denne handling herved fastlægges) ( 41 ).
93.
I forbindelse med fastlæggelsen af retsgrundlaget fremgår det af fast retspraksis, at såfremt en aftale, der indgås af Den Europæiske Union, har mere end et formål eller består af flere led, og det ene af disse kan bestemmes som principielt eller fremherskende, mens det andet/de andre er sekundært/sekundære eller har en yderst begrænset rækkevidde, skal Den Europæiske Union indgå denne aftale på grundlag af et enkelt retsgrundlag, nemlig det, der kræves af det principielle eller fremherskende formål eller led ( 42 ). Hvis det fremherskende formål med EUSFTA således er den fælles handelspolitik, og andre aspekter af aftalen korrekt skal anses for enten en accessorisk betingelse for dette hovedelement eller for at have en yderst begrænset rækkevidde, vil det materielle retsgrundlag for indgåelsen af denne aftale være artikel 207, stk. 1, TEUF ( 43 ). Det ville i så fald følge af artikel 3, stk. 1, litra e), TEUF, at Den Europæiske Union har enekompetence til at indgå EUSFTA ( 44 ).
94.
Hvis Domstolen derimod fastslår, at EUSFTA på samme tid forfølger en række formål eller har adskillige led, der er uløseligt forbundne til hinanden og ikke sekundære, således at forskellige bestemmelser i traktaterne finder anvendelse, skal Den Europæiske Unions handling i form af indgåelsen af denne aftale være baseret på de forskellige retsgrundlag, som svarer til de pågældende led ( 45 ).
95.
På denne baggrund skal jeg nu undersøge den fælles handelspolitiks anvendelsesområde som omhandlet i artikel 207 TEUF.
Artikel 207, stk. 1, 5 og 6, TEUF
96.
Domstolen præciserede Den Europæiske Unions enekompetence hvad angår den fælles handelspolitik længe før ikrafttrædelsen af artikel 3, stk. 1, litra e), TEUF, som nu udtrykkeligt bekræfter Den Europæiske Unions enekompetence hvad angår denne politik. I sin allerførste udtalelse afgivet på grundlag af (hvad der nu er) artikel 218, stk. 11, TEUF fastslog Domstolen, at enekompetencen med hensyn til den fælles handelspolitik var begrundet, eftersom det, hvis medlemsstaterne havde mulighed for samtidig at udøve beføjelser på dette område, ville »svare til at anerkende, at medlemsstaterne i deres forbindelse med tredjelande kan indtage andre standpunkter end dem, som [Den Europæiske Union] påtænker at indtage, hvilket ville sætte den institutionelle ramme og den gensidige tillid inden for [Den Europæiske Union] på spil og forhindre denne i at udføre sin opgave i forsvaret af den fælles interesse« ( 46 ). Dette ræsonnement stemmer overens med opbygningen af toldunionen, som blev oprettet ved Romtraktaten. På det interne plan består denne union af et absolut forbud mod told ved indførsel og udførsel og andre afgifter med tilsvarende virkning mellem medlemsstaterne ( 47 ). Samtidig overdrager traktaterne Den Europæiske Union og dens institutioner den opgave at forsvare Den Europæiske Unions handelsmæssige interesser på eksternt plan. Hvis medlemsstaterne havde mulighed for at føre deres egen handelspolitik med tredjelande (og forfølge deres egne interesser i denne sammenhæng) sideløbende med Den Europæiske Unions tiltag, ville det åbenbart risikere at bringe denne centrale funktion i fare.
97.
I den foreliggende sag har Kommissionen opfordret Domstolen til at tage sin tidligere praksis vedrørende anvendelsesområdet for den fælles handelspolitik op til fornyet vurdering. Hvor vidt er dette anvendelsesområde blevet som følge af ændringer, der blev indført ved Lissabontraktaten (navnlig med hensyn til handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret, direkte udenlandske investeringer, handel med tjenesteydelser, undtagelsen vedrørende transportområdet i artikel 207, stk. 5, TEUF og begrænsningerne som følge af artikel 207, stk. 6, TEUF)?
98.
Visse medlemsstater har anført, at det som følge af Domstolens udtalelse 1/94 ikke længere er hensigtsmæssigt at anse den fælles handelspolitik for »dynamisk«.
99.
Jeg er ikke overbevist om, at det tjener noget særligt formål at drøfte, hvorvidt den fælles handelspolitik er »dynamisk« eller ikke. Det, der er vigtigt, er, at artikel 207, stk. 1, TEUF bør fortolkes på en måde, der både respekterer denne bestemmelses ordlyd og garanterer, at Den Europæiske Union er i stand til at føre en effektiv fælles handelspolitik under internationale handelsforhold, som hele tiden udvikler sig.
100.
Jeg er enig i det synspunkt, som generaladvokat Wahl gav udtryk for i sit forslag til afgørelse i udtalelsessag 3/15, nemlig at handelspraksis, -mønstre og -tendenser udvikler sig med tiden, hvorfor det hverken kan bestemmes teoretisk eller fastlægges på en statisk og rigid måde, hvad der er genstand for international samhandel ( 48 ). Hvad der skal anses for »handelspolitik« eller »investeringspolitik« hvad angår internationale forbindelser, og hvad der udgør fælles handelspolitik i EU-retlig henseende, er imidlertid ikke nødvendigvis det samme.
101.
Domstolen har også fremhævet nødvendigheden af at sikre Den Europæiske Unions fælles handelspolitiks effektivitet. I udtalelse 1/78 forklarede Domstolen, at det ikke længere ville være praktisk muligt at føre en fælles handelspolitik, hvis Den Europæiske Union blev afskåret fra også at anvende mere omfattende midler til handling, som ikke er begrænset til midler, som alene påvirker de traditionelle dele af den ydre handel. En »handelspolitik« i denne forstand ville være dømt til efterhånden at blive uden betydning ( 49 ) og herved gradvis forhindre Den Europæiske Union i at opfylde sin rolle som en global handelsaktør, både i bilaterale forbindelser med tredjelande og ved multilaterale tiltag ( 50 ). Den fælles handelspolitik er derfor ikke begrænset til foranstaltninger, der forfølger handelsmæssige formål. Den kan omfatte foranstaltninger, der forfølger mål, som ikke er rent handelsmæssige, f.eks. udvikling ( 51 ), udenrigs- og sikkerhedspolitik ( 52 ) eller beskyttelse af miljø eller menneskers sundhed ( 53 ), altid forudsat at disse foranstaltninger også har direkte og umiddelbare virkninger for samhandelen. Samspillet mellem den fælles handelspolitik og (de øvrige) principper for og formål med Den Europæiske Unions optræden udadtil er udtrykkeligt anerkendt i artikel 207, stk. 1, sidste punktum, TEUF.
102.
Dette betyder dog ikke, at der ikke er grænser for den fælles handelspolitiks anvendelsesområde. Den omstændighed, at et område er omhandlet i en handelsaftale (og investeringsaftale), er heller ikke tilstrækkeligt til, at dette område henhører under den fælles handelspolitik. Aftaler eller bestemmelser, som andre aktører i folkeretlig henseende eventuelt placerer inden for handelspolitiske rammer, er ikke nødvendigvis omfattet af traktaternes definition af »fælles handelspolitik«. Ved klarlæggelsen af denne politik er Domstolen begrænset af ordlyden af artikel 206 TEUF og 207 TEUF.
103.
Hvad der er vigtigt i forbindelse med artikel 207 TEUF, er, at Den Europæiske Unions (interne eller eksterne) skridt specifikt bør vedrøre international samhandel, dvs. handel med tredjelande (ikke handel i det indre marked) ( 54 ) derved, at den hovedsageligt har til formål at fremme, lette eller regulere samhandelen og har direkte og umiddelbare virkninger for denne ( 55 ). Den omstændighed i sig selv, at en foranstaltning, som træffes af Den Europæiske Union, kan have konsekvenser for den internationale samhandel, er således ikke tilstrækkeligt til at bevirke, at den henhører under den fælles handelspolitik.
104.
I sondringen mellem (internationale) forpligtelser, der henhører under den fælles handelspolitik, og forpligtelser, hvis primære formål er at forbedre det indre markeds funktion, er det vigtigt at fastlægge, hvorvidt aftalens formål i bund og grund er at udvide den tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning, som allerede »i vidt omfang er blevet foretaget« ved afledt EU-lovgivning vedrørende handel i det indre marked, ud over Den Europæiske Unions område ( 56 ). Hvis dette er tilfældet, kan den pågældende aftale formodes at have til formål at fremme den internationale samhandel, og dens indgåelse henhører derfor under den fælles handelspolitik. Såfremt denne »indre« tilnærmelse derimod netop er aftalens genstand, er aftalens fremherskende formål at forbedre det indre markeds funktion, og den henhører derfor ikke under den fælles handelspolitik, selv om den har virkninger for den internationale samhandel ( 57 ).
105.
En række parter er bekymrede for, at Kommissionens vide fortolkning af den fælles handelspolitiks anvendelsesområde efter Lissabontraktatens ikrafttrædelse enten generelt eller i forbindelse med et specifikt kapitel i EUSFTA fratager artikel 207, stk. 6, TEUF dens effektive virkning.
106.
Efter min opfattelse vedrører artikel 207, stk. 6, TEUF alene udøvelsen af de kompetencer, som Den Europæiske Union har ifølge artikel 207, stk. 1, TEUF. Den forudsætter, at denne kompetence er blevet fastslået. Den kan derfor ikke ændre ved Den Europæiske Unions eksterne enekompetence i henhold til artikel 207, stk. 1, TEUF. Artikel 207, stk. 6, TEUF indfører to begrænsninger, idet den anden dog synes at være en anvendelse af den første.
107.
For det første kan udøvelsen af kompetencen hvad angår den fælles handelspolitik ikke berøre afgrænsningen af kompetencer mellem Den Europæiske Union og medlemsstaterne. Efter min opfattelse er denne første begrænsning et udtryk for det princip om kompetencetildeling, som er fastsat i artikel 2, stk. 1 og 2, TEUF og yderligere beskrevet i erklæring nr. 18 om afgrænsning af kompetence ( 58 ). Med andre ord må udøvelsen af Den Europæiske Unions enekompetence hvad angår den fælles handelspolitik ikke ændre eller på anden måde berøre traktatbestemmelserne om kompetencefordelingen på andre områder, der ligger uden for denne kompetences rækkevidde (f.eks. handel i det indre marked). Min fortolkning bestyrkes af artikel 207, stk. 2, TEUF, der udgør retsgrundlag for vedtagelsen af »[…] foranstaltninger til fastlæggelse af rammerne for gennemførelsen af den fælles handelspolitik«, snarere end at fastslå, at Den Europæiske Union har enekompetence hvad angår alle foranstaltninger, som eventuelt skal vedtages for at udføre forpligtelser, der følger af en aftale indgået af Den Europæiske Union i udøvelsen af dens enekompetence hvad angår den fælles handelspolitik.
108.
Således betyder Den Europæiske Unions udøvelse af sin enekompetence i henhold til artikel 207, stk. 1, TEUF hvad angår hele TRIPS-aftalen ( 59 ) f.eks. ikke, at den har beføjelse til at regulere hvert eneste anliggende i det indre marked, som denne aftale omfatter. Denne udøvelse kan heller ikke ændre ved fordelingen mellem medlemsstaterne og Den Europæiske Union af de eksterne kompetencer hvad angår intellektuel ejendomsret i almindelighed.
109.
På den anden side fortolker jeg ikke den første begrænsning således, at udøvelsen af Den Europæiske Unions kompetence hvad angår den fælles handelspolitik afhænger af, hvorvidt Den Europæiske Union har intern kompetence på et andet grundlag eller har udøvet denne kompetence ( 60 ). Der er navnlig ingen af de andre dele af artikel 207 TEUF, som understøtter det synspunkt, at der skulle være en parallelitet mellem det eksterne aspekt af den fælles handelspolitik og de interne aspekter af andre EU-politikker. Artikel 207, stk. 4, TEUF bekræfter således udtrykkeligt, at den fælles handelspolitik kan omfatte handel med kulturelle og audiovisuelle tjenesteydelser og handel med sociale, uddannelsesmæssige og sundhedsmæssige tjenesteydelser. Den Europæiske Unions interne kompetencer på folkesundhedsområdet er imidlertid begrænsede, da de udelukkende supplerer medlemsstaternes tiltag ( 61 ). Endvidere skal Den Europæiske Unions tiltag respektere medlemsstaternes ansvar for udformningen af deres sundhedspolitik samt for organisation og levering af sundhedstjenesteydelser og behandling på sundhedsområdet ( 62 ).
110.
Den anden begrænsning, som artikel 207, stk. 6, TEUF pålægger, er, at udøvelsen af kompetencer inden for den fælles handelspolitik ikke må føre til harmonisering af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser, i det omfang traktaterne udelukker en sådan harmonisering. Som artikel 207, stk. 4, TEUF udtrykkeligt bekræfter, betyder denne begrænsning ikke, at den fælles handelspolitik ikke kan omfatte handel på områder, hvor andre traktatbestemmelser er til hinder for harmonisering (f.eks. inden for socialpolitik, uddannelse, folkesundhed og kultur) ( 63 ). Den betyder snarere, at Den Europæiske Union gennem udøvelsen af sine kompetencer efter artikel 207 TEUF ikke kan tage skridt til omgåelse af forbuddet i henhold til traktaterne mod harmonisering. Denne begrænsning er således en særlig anvendelse af den første begrænsning.
111.
Den udtalelsessag kræver også, at Domstolen fortolker artikel 207, stk. 5, TEUF, navnlig hvad angår forpligtelserne med hensyn til transport i EUSFTA’s kapitel otte (»Tjenesteydelser, etablering og elektronisk handel«) ( 64 ). I henhold til denne bestemmelse er forhandling og indgåelse af internationale aftaler på transportområdet omfattet af tredje del, afsnit VI, i TEUF, dvs. traktatens bestemmelser om Den Europæiske Unions transportpolitik. Derfor falder sådanne aftaler uden for den fælleshandelspolitik.
112.
Dette er ikke en ny undtagelse. Traktaterne har altid holdt transportpolitik uden for den fælles handelspolitik. Det var således denne undtagelse, der medførte, at Domstolen i AETR-dommen opstillede princippet om implicitte eksterne enekompetencer i modsætning til den eksplicitte enekompetence hvad angår den fælles handelspolitik ( 65 ).
113.
Selv om AETR-dommen vedrørte en aftale om sikkerhedsbestemmelser, fandt Domstolen i udtalelse 1/94 ikke nogen grund til at drage en anden konklusion i forbindelse med handelsmæssige aftaler, som også vedrører transport, herunder GATS-aftalen, i tvivl ( 66 ). Den bekræftede, at det fremgik »indirekte ?af AETR-dommen?, at internationale aftaler vedrørende transport ikke er omfattet af ?den fælles handelspolitik?« ( 67 ). Der blev ikke ændret ved denne situation i Nicetraktaten ( 68 ) eller Lissabontraktaten ( 69 ). Hvad angår international handel med transporttjenester tilsigter traktaterne derfor at »bevare en principiel parallelitet mellem den interne kompetence, som udøves gennem ensidig vedtagelse af [EU-]regler, og den eksterne kompetence, som udøves gennem indgåelse af internationale aftaler, idet begge kompetencer […] forbliver forankret i traktatens særlige afsnit om den fælles transportpolitik« ( 70 ).
114.
Derfor er anvendelsen af artikel 207, stk. 5, TEUF ikke begrænset til internationale aftaler, som udelukkende eller hovedsageligt vedrører handel med transporttjenester. Som Domstolen fastslog i udtalelse 1/08, ville en anden konklusion indebære, at bestemmelser i en international aftale med helt samme formål ville være omfattet af enten transportpolitikken eller handelspolitikken, hvilket alene ville afhænge af, om aftalens kontraherende parter havde besluttet kun at behandle handel med transporttjenesteydelser, eller om de var blevet enige om samtidig at behandle en sådan handel og handelen med andre typer tjenesteydelser, eller alle disse typer handel samlet ( 71 ).
115.
Selv om artikel 207, stk. 5, TEUF har et bredt anvendelsesmåde, bør udtrykket »internationale aftaler på transportområdet« efter min opfattelse ikke indebære, at alle aftaler, som finder anvendelse på transport (dvs. nærmere bestemt tjenesteydelser, der består i ved brug af et eller flere transportmidler at transportere varer eller personer fra et sted til et andet), skal udelukkes fra den fælles handelspolitik. Den omstændighed, at alment gældende foranstaltninger i praksis også kan anvendes på transport, udløser ikke nødvendigvis undtagelsen i artikel 207, stk. 5, TEUF. En international aftale »på transportområdet« er snarere en aftale, som indeholder bestemmelser, der specifikt vedrører transport. Dette forklarer, hvorfor Domstolen i udtalelse 1/08 fokuserede på de sektorspecifikke forpligtelser (og de horisontale forpligtelser, som fandt anvendelse ud over disse), da den fastslog, at betingelserne for anvendelsen af undtagelsen i artikel 207, stk. 5, TEUF var opfyldt.
116.
Den foreliggende sag viser, at der stadig hersker usikkerhed med hensyn til anvendelsesområdet for artikel 207, stk. 5, TEUF. Et af spørgsmålene hvad angår forpligtelser vedrørende handel med transporttjenester er, hvorvidt undtagelsen i artikel 207, stk. 5, TEUF omfatter etablering (som defineret i EUSFTA), selv om tredje del, afsnit VI, i TEUF ikke gælder for dette område, og hvorvidt »hjælpetjenester« til transporttjenester er omfattet af undtagelsen. Jeg skal behandle disse spørgsmål i min analyse af EUSFTA’s kapitel otte ( 72 ).
Artikel 3, stk. 2, TEUF
117.
På de områder, hvor Den Europæiske Union ikke har eksplicit enekompetence i medfør af artikel 3, stk. 1, TEUF til at indgå en international aftale, kan den imidlertid have implicit ekstern enekompetence på grundlag af artikel 3, stk. 2, TEUF. Både stk. 1 og 2 i artikel 3 TEUF vedrører specifikt fordelingen af kompetencer mellem Den Europæiske Union og medlemsstaterne. Til forskel fra artikel 3, stk. 1, TEUF vedrører artikel 3, stk. 2, TEUF imidlertid alene ekstern kompetence. De forskellige grundlag, som fastlægges heri, indebærer imidlertid alle en form for udøvelse af intern kompetence.
118.
Kommissionen har henvist til to grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF med henblik på at fastslå, at Den Europæiske Union har ekstern enekompetence.
119.
Hvad angår én del af kapitel otte vedrørende tjenesteydelser, etablering og elektronisk handel ( 73 ) har Kommissionen henvist til det første grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF, hvorefter Den Europæiske Union har enekompetence, »[…] når indgåelsen har hjemmel i en lovgivningsmæssig EU-retsakt«. I henhold til Domstolens praksis er logikken bag denne bestemmelse, at der kan være situationer, hvor Den Europæiske Union ganske vist ikke har ekstern kompetence i henhold til selve traktaterne, men hvor fælles regler, der er fastlagt af institutionerne, indebærer en sådan kompetence, idet de foreskriver indgåelsen af internationale aftaler ( 74 ). I disse situationer får Den Europæiske Union enekompetence som følge af fælles regler ( 75 ), da det kunne bringe den samordnede optræden udadtil på de områder, der er omfattet af de pågældende EU-regler, i fare, hvis medlemsstaterne kunne indgå deres egne internationale aftaler ( 76 ).
120.
Hvad angår andre dele af EUSFTA ( 77 ) har Kommissionen henvist til det tredje grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF. I henhold til dette grundlag har Den Europæiske Union enekompetence til at indgå en international aftale, »[…] for så vidt den kan berøre fælles regler eller ændre deres rækkevidde«. Dette grundlag svarer til det kriterium, som Domstolen opstillede i AETR-dommen, med henblik på at definere »[…] arten af de internationale forpligtelser, som medlemsstaterne ikke uden for EU-institutionerne kan påtage sig, når der er vedtaget fælles EU-regler for at gennemføre traktatens mål« ( 78 ).
121.
Det såkaldte »AETR-princip« er et grundlag, hvorpå Den Europæiske Union kan have implicit enekompetence til at indgå en international aftale. Det blev oprindelig udviklet under hensyntagen til dels primærrettens krav om, at medlemsstaterne skal træffe alle egnede foranstaltninger for at sikre opfyldelsen af forpligtelser, som følger af traktaterne eller af retsakter foretaget af institutionerne, dels medlemsstaternes pligt til at afholde sig fra at træffe foranstaltninger, der er egnede til at bringe virkeliggørelsen af traktaternes målsætning i fare ( 79 ). Den Europæiske Union har således ekstern enekompetence, når der er risiko for, at medlemsstaterne, når de træffer foranstaltninger uden for EU-institutionernes rammer, kan påtage sig internationale forpligtelser, som berører fælles regler eller ændrer deres rækkevidde. Dette ville være en omgåelse af traktaternes regler for gennemførelsen af EU-politikker og ville derfor kunne drage selve Den Europæiske Unions integrationsproces i tvivl.
122.
Domstolens praksis giver visse retningslinjer for efterprøvelsen af, hvorvidt betingelserne for anvendelsen af det tredje grundlag er opfyldt. Der skal foretages en særlig analyse af forholdet mellem den foreslåede internationale aftale og den på det relevante tidspunkt gældende EU-ret. I forbindelse med denne analyse er det, under hensyntagen til princippet om kompetencetildeling, den part, som hævder, at der er ekstern enekompetence, som skal påvise det ( 80 ).
123.
I det første trin i denne analyse skal det område, som den internationale aftale vedrører, indkredses, således at det kan fastlægges, hvilke fælles regler der er relevante. Aftalens emne kan fastlægges ved at tage hensyn til aftalens indhold og formål. Selv om det i denne forbindelse kan være muligt i analysen af såkaldte homogene aftaler at beskrive hele aftalen således, at den omfatter »et område«, og derefter kontrollere, hvorvidt fælles regler harmoniserer dette område fuldt ud, eller hvorvidt det pågældende område i vid udstrækning er reguleret af fælles regler ( 81 ), er det ikke så nemt at anvende denne tilgangsvinkel på en aftale som EUSFTA, som regulerer forskellige »områder« i forskellige kapitler eller dele af aftalen.
124.
Kommissionens argumenter i den foreliggende sag rejser et nyt spørgsmål. Finder det tredje grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF kun anvendelse, når EU-institutionerne under udøvelsen af Den Europæiske Unions lovgivningskompetencer allerede har vedtaget »fælles regler«, eller kan traktatbestemmelserne i sig selv også, under visse betingelser, udgøre »fælles regler«? Ifølge Kommissionens argument følger Den Europæiske Unions enekompetence hvad angår bestemmelser i EUSFTA, der vedrører andre former for investering end direkte udenlandske investeringer, af de »fælles regler« i selve artikel 63, TEUF. Jeg skal behandle dette spørgsmål i forbindelse med min analyse af EUSFTA’s kapitel ni, afsnit A ( 82 ).
125.
I det andet trin skal de fælles regler på området identificeres. Den internationale aftales og de fælles reglers anvendelsesområder behøver imidlertid ikke at være helt sammenfaldende ( 83 ). Det kan være tilstrækkeligt, at det område, som den internationale aftale vedrører, i vid udstrækning er reguleret af fælles regler ( 84 ). Relevante fælles regler kan omfatte ikke kun gældende lovgivning på det specifikke område, som aftalen regulerer, men også lovgivning med et bredere anvendelsesområde ( 85 ). Det har heller ikke betydning, at sådanne fælles regler (ikke) findes i en og samme EU-retsakt ( 86 ).
126.
Fælles regler er ikke kun regler, som regulerer situationer med et element, der vedrører forhold uden for EU og således har et eksternt aspekt ( 87 ). Når de fælles regler identificeres, skal der tages hensyn til både den nugældende EU-ret og perspektiverne for disse reglers udvikling, i det omfang den kan forudses på analysetidspunktet ( 88 ).
127.
Parternes argumenter, med hensyn til hvilke fælles regler der er relevante for anvendelsen af AETR-princippet på områderne transporttjenester og andre former for investering end direkte udenlandske investeringer, tyder på flere misforståelser hvad angår »fælles regler«. Den foreliggende sag giver Domstolen en anledning til at foretage den nødvendige præcisering ( 89 ).
128.
Det tredje trin omfatter en undersøgelse af den (mulige) virkning, som indgåelsen af den internationale aftale vil have på de relevante fælles regler. Det er ikke nødvendigt at påvise, at der er en sådan virkning. Det er tilstrækkeligt, at der er en risiko for, at fælles regler kan blive berørt, eller at deres rækkevidde kan blive ændret ( 90 ). Denne risiko findes, når forpligtelserne ifølge den internationale aftale ligger inden for de fælles reglers anvendelsesområde ( 91 ). Det er ikke nødvendigt at påvise, at der kan være en modsætning, dvs. en konflikt, mellem den internationale aftale og de fælles regler ( 92 ).
129.
I de tilfælde, hvor fælles regler udgør en fuldstændig harmonisering af det område, som reguleres af den internationale aftale ( 93 ), er det nemt at fastslå, at der er enekompetence til at indgå denne aftale. De harmoniserede regler formodes at blive berørt af de internationale forpligtelser, der følger med indgåelsen af den pågældende aftale.
130.
I de tilfælde, hvor der kun er delvis harmonisering, kan det ikke ud fra selve den omstændighed, at en international aftale (eller en eller flere dele heraf) vedrører et område, som »i vid udstrækning« er reguleret af EU-regler, automatisk konkluderes, at Den Europæiske Union har enekompetence til at forhandle hele den internationale aftale (eller den relevante del), uden at undersøge, hvorvidt AETR-princippet gælder. Alt afhænger af indholdet af de forpligtelser, der er indgået, og deres eventuelle tilknytning til EU-regler ( 94 ).
131.
Protokol nr. 25 om delt kompetence er ikke i strid med de ovenfor nævnte principper. Denne protokol vedrører kun artikel 2, stk. 2, TEUF. Dens eneste formål er at fastsætte rækkevidden af Den Europæiske Unions udøvelse af en kompetence, som deles med medlemsstaterne. Det fremgår tydeligt af protokollen, at udøvelsen af denne kompetence »kun [omfatter] de elementer, der indgår i den pågældende ?EU-?retsakt, og […] derfor ikke [omfatter] hele området«. Protokol nr. 25 kan derfor ikke fortolkes således, at den begrænser rækkevidden af Den Europæiske Unions eksterne enekompetence i de i artikel 3, stk. 2, TEUF omhandlede tilfælde, som præciseret i retspraksis ( 95 ).
132.
På denne baggrund skal jeg nu undersøge fordelingen af kompetencer mellem Den Europæiske Union og medlemsstaterne i forbindelse med EUSFTA.
Mål og generelle definitioner, der er relevante for EUSFTA (kapitel et i EUSFTA ( 96 ) )
Argumenter
133.
Kommissionen har gjort gældende, at kapitel et i sin helhed henhører under den fælles handelspolitik. Ifølge Kommissionen er de overordnede mål, som er fastsat i EUSFTA’s artikel 1.1 og 1.2, i vid udstrækning omfattet af målene for den fælles handelspolitik i artikel 206 TEUF. Målene for EUSFTA er kun en smule bredere end den fælles handelspolitiks mål. Hvor dette er tilfældet, falder disse mål alligevel inden for TEUF’s mål (navnlig artikel 63, stk. 1, TEUF og artikel 91 TEUF og 100 TEUF).
134.
De øvrige parter har ikke fremført argumenter, der specifikt vedrører kapitel et.
Analyse
135.
Efter min opfattelse har Den Europæiske Union enekompetence, på grundlag af artikel 207, stk. 1, TEUF, til at beslutte at oprette et frihandelsområde i overensstemmelse med artikel XXIV i GATT 1994 og artikel V i GATS-aftalen ( 97 ) samt til at aftale, at EUSFTA’s mål er at liberalisere og lette handel og investeringer. Disse områder henhører uden tvivl under den fælles handelspolitik.
136.
Desuden er de bestemmelser, som anfører almindeligt gældende definitioner, rent accessoriske. Disse bestemmelser kan ikke ændre fordelingen af kompetencer mellem Den Europæiske Union og medlemsstaterne hvad angår de øvrige bestemmelser i EUSFTA.
137.
Jeg konkluderer derfor, at kapitel et i sin helhed er omfattet af Den Europæiske Unions enekompetence i henhold til artikel 207 TEUF.
Handel med varer (kapitel to til seks i EUSFTA ( 98 )og protokol 1 til EUSFTA ( 99 ) )
Argumenter
138.
Kommissionen har gjort gældende, at kapitel to til seks i deres helhed henhører under den fælles handelspolitik.
139.
Ifølge Kommissionen vedrører alle bestemmelserne i kapitel to specifikt international handel med varer, da de tager sigte på liberalisering af handel med varer mellem parterne og har direkte og umiddelbare virkninger for denne samhandel. Dette er tilfældet både hvad angår dette kapitels bestemmelser om told, hvortil der henvises i artikel 207, stk. 1, TEUF, og hvad angår ikke-toldmæssige bestemmelser, som gentager, indarbejder ved henvisning eller uddyber eksisterende bestemmelser i GATT 1994 og andre multilaterale aftaler om handel med varer (og derfor, som Domstolen fastslog i udtalelse 1/94, automatisk henhører under den fælles handelspolitik).
140.
Kommissionen har fremført lignende argumenter vedrørende kapitel tre (artikel 207, stk. 1, TEUF vedrører »handelspolitiske beskyttelsesforanstaltninger, herunder foranstaltninger mod dumping og subsidieordninger«), kapitel fire (fordi det fremmer handel med varer, idet det skaber et grundlag for forebyggelse, afdækning og fjernelse af unødvendige handelshindringer, der falder ind under TBT-aftalen) og kapitel fem (fordi det tager sigte på at minimere de negative virkninger af SPS-foranstaltninger på handelen). Aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel af 1994 (herefter »antidumpingaftalen«), aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger (herefter »SCM-aftalen«), aftalen om beskyttelsesforanstaltninger, TBT-aftalen og SPS-aftalen indgår alle i de multilaterale aftaler om handel med varer, som i henhold til udtalelse 1/94 henhører under den fælles handelspolitik.
141.
Endelig er kapitel seks også specifikt relateret til den internationale samhandel, fordi det tilsigter at lette handelen med varer og sikre en effektiv toldkontrol. Kommissionen har tilføjet, at de fleste af bestemmelserne i dette kapitel svarer til mere detaljerede bestemmelser om det samme emne i WTO-aftalen om handelslettelser, som nu indgår i bilag 1A til WTO-overenskomsten ( 100 ). Ifølge Kommissionen har hverken medlemsstaterne eller de øvrige institutioner bestridt, at Den Europæiske Union har enekompetence hvad angår denne nye WTO-aftale.
142.
Parlamentet er i det væsentlige enigt i Kommissionens synspunkt.
143.
Rådet og de fleste af medlemsstaterne har ikke fremført argumenter, der specifikt vedrører kapitel to til seks, idet en enkelt medlemsstat dog har gjort gældende, at Den Europæiske Unions enekompetence ikke omfatter det toldsamarbejde, som er omhandlet i EUSFTA’s artikel 6.1, stk. 1, andet punktum. Artikel 206 TEUF henviser kun til oprettelsen af en toldunion i overensstemmelse med artikel 28 TEUF til 32 TEUF. Den vedrører derfor ikke artikel 33 TEUF, som udgør retsgrundlag for vedtagelsen af »[…] foranstaltninger til styrkelse af toldsamarbejdet mellem medlemsstaterne og mellem disse og Kommissionen«. Endvidere følger det af artikel 6, litra g), TEUF, som bekræftet i artikel 197, stk. 2, TEUF (den eneste bestemmelse i afsnit XXIV om »Administrativt samarbejde«), at Den Europæiske Union med hensyn til administrativt samarbejde kun har kompetence til at understøtte, koordinere eller supplere medlemsstaternes tiltag.
Analyse
144.
Kapitel to til seks omhandler forskellige aspekter af reguleringen af handel med varer. De emner, som reguleres af disse kapitler, og den type forpligtelser, de fastsætter, svarer i en vis udstrækning til visse WTO-aftaler vedrørende handel med varer.
145.
Allerede før Lissabontraktatens ikrafttrædelse regulerede den fælles handelspolitik handel med varer. I udtalelse 1/94 fastslog Domstolen, at Det (daværende) Europæiske Fællesskab i henhold til EF-traktatens artikel 113 var enekompetent til at indgå »de multilaterale overenskomster om samhandelen med varer«, dvs. aftalerne indeholdt i bilag 1A til WTO-overenskomsten (herefter »aftalerne i bilag 1A«) ( 101 ). Heri indgår GATT 1994, men også 12 andre aftaler. Domstolen fastslog, at alle aftalerne i bilag 1A henhørte under den fælles handelspolitik, uden at den undersøgte dem hver især ( 102 ). Derfor blev de alle anset for specifikt at vedrøre den internationale samhandel, idet de i det væsentlige havde til formål at fremme, lette eller regulere samhandelen og havde direkte og umiddelbare virkninger for denne. De fleste af aftalerne i bilag 1A til WTO-overenskomsten indeholder forpligtelser vedrørende bl.a. markedsadgang, national behandling og andre former for indenlandsk regulering, gennemsigtighed, retslig og administrativ prøvelse samt balance mellem handelsmæssige og ikke-handelsmæssige mål. Nogle af disse aftalers anvendelsesområde er defineret i forhold til den pågældende type varer (f.eks. landbrugsaftalen og aftalen om tekstilvarer og beklædningsgenstande), andre gælder for bestemte typer handelsinstrumenter (f.eks. TBT-aftalen, aftalen om handelsrelaterede investeringsforanstaltninger, antidumpingaftalen, SCM-aftalen og aftalen om beskyttelsesforanstaltninger), handelsforanstaltninger, som har et specifikt formål (f.eks. SPS-aftalen), eller visse faser i import- eller eksportprocessen (f.eks. aftalen om anvendelsen af artikel VII i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel af 1994 (herefter »toldværdikodeksen«), aftalen om inspektion inden afsendelse, aftalen om oprindelsesregler og aftalen om importlicensprocedurer).
146.
Det fremgår derfor tydeligt af udtalelse 1/94, at Den Europæiske Union har enekompetence vedrørende de spørgsmål, der er reguleret i disse aftaler, og de forpligtelser, som parterne pålægges herved ( 103 ). Situationen er den samme inden for Lissabontraktaten, som ikke ændrede beskrivelsen af den fælles handelspolitik, for så vidt som den vedrører handel med varer.
147.
På baggrund heraf er jeg ikke i tvivl om, at kapitel to til fem specifikt vedrører handel med varer. Emnet for disse kapitler svarer i det væsentlige til de emner, der reguleres ved visse aftaler i bilag 1A til WTO-overenskomsten, som er omfattet af Den Europæiske Unions enekompetence hvad angår den fælles handelspolitik. Kapitel to vedrører således emnet for artikel I, II og XI i GATT 1994, som indeholder de centrale forpligtelser om markedsadgang i forbindelse med handel med varer. De emner, som kapitel tre omhandler, er relateret til bestemmelserne i GATT 1994 om antidumping, subsidier og beskyttelsesforanstaltninger samt de tilsvarende mere specifikke aftaler (antidumpingaftalen, aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger og aftalen om beskyttelsesforanstaltninger) i bilag 1A til WTO-overenskomsten. Kapitel fire og fem vedrører ikke-toldmæssige hindringer, som er omhandlet i reglerne i artikel III i GATT 1994 (»national behandling«) og de mere specifikke regler i TBT-aftalen og SPS-aftalen, som også indgår i bilag 1A til WTO-overenskomsten.
148.
Disse spørgsmål vedrører processen med at flytte varer over grænser, frigive og toldbehandle dem samt deres behandling i et marked. De er således specifikt relateret til den internationale samhandel.
149.
Regler, som tager sigte på at lette denne proces (af grundlæggende betydning for importen og eksporten af varer) og på at gøre denne proces og reglerne for behandlingen af disse varer i et marked mere gennemsigtige, forudsigelige, effektive og omkostningseffektive, fremmer, letter eller regulerer desuden samhandelen og har direkte og umiddelbare virkninger for denne ( 104 ).
150.
Denne konklusion gælder også vedrørende toldsamarbejdet i henhold til kapitel seks og vedrørende de yderligere toldrelaterede bestemmelser i forståelse 3 samt reglerne i forståelse 4 om gensidig anerkendelse af programmer for autoriserede økonomiske operatører (begge forståelser er relateret til kapitel seks).
151.
Kapitel seks vedrører toldprocedurer og toldværdi samt handelslettelser (delvis reguleret af GATT 1994), toldværdikodeksen samt den seneste WTO-aftale om handelslettelser. De former for samarbejde, som kapitel seks omhandler, svarer i en vis udstrækning til de samarbejdsformer, der anvendes ved toldanliggender i henhold til GATT 1994 og toldværdikodeksen. Den sidstnævnte aftale indeholder også, foruden generelle bestemmelser om offentliggørelse ( 105 ), bestemmelser om rådslagning om spørgsmål vedrørende forvaltningen af toldværdisystemet ( 106 ). Endvidere indeholder GATT 1994 og aftalerne i bilag 1A, på et mere generelt niveau, mange lignende former for samarbejde om forskellige spørgsmål vedrørende handel med varer ( 107 ). Disse bestemmelser var ikke til hinder for, at Domstolen i udtalelse 1/94 fastslog, at disse aftaler i deres helhed henhører under den fælles handelspolitik ( 108 ).
152.
Jeg kan ikke tilslutte mig det formalistiske argument, som med hensyn til handelen med varer i det indre marked tager udgangspunkt i en sondring mellem traktatbestemmelserne om toldunionen (artikel 30-32 TEUF) og toldsamarbejdet (artikel 33 TEUF). Det er korrekt, at artikel 206 TEUF, som opstiller målene for toldunionen, kun henviser til artikel 28-32 TEUF. Det skyldes imidlertid, at det er disse bestemmelser, som opretter toldunionen. Det er ikke formålet med en bestemmelse som artikel 33 TEUF, der udgør retsgrundlag for vedtagelsen af lovgivning til styrkelse af toldsamarbejdet i Den Europæiske Union. Der kan derfor ikke på fornuftig vis drages nogen konklusion vedrørende anvendelsesområdet for den fælles handelspolitik ud fra den omstændighed, at artikel 206 TEUF ikke udtrykkeligt henviser til artikel 33 TEUF. Artikel 6, litra g), TEUF og artikel 197 TEUF har heller ikke nogen indvirkning på denne politiks anvendelsesområde. Disse bestemmelser omhandler i generelle vendinger det administrative samarbejde mellem medlemsstaterne og mellem medlemsstaterne og Den Europæiske Union. De berører derfor ikke Den Europæiske Unions enekompetence til i sin fælles handelspolitik at inddrage foranstaltninger, som har til formål at forbedre det administrative samarbejde med tredjelande vedrørende spørgsmål, som falder ind under denne politik.
153.
Endelig gælder min analyse af kapitel to til seks også vedrørende protokol 1 om definitionen af begrebet »produkter med oprindelsesstatus« og metoder for administrativt samarbejde. Denne protokol vedrører oprindelsesregler. Det er tydeligt, at den er specifikt relateret til international handel med varer.
154.
Jeg konkluderer derfor, at kapitel to til seks i deres helhed er omfattet af Den Europæiske Unions enekompetence hvad angår den fælles handelspolitik i henhold til artikel 207 TEUF.
155.
Jeg vil nu gå videre til kapitel otte. Da kapitel syv (Ikke-toldmæssige hindringer for handel og investeringer i forbindelse med produktion af vedvarende energi) og kapitel tretten (Handel og bæredygtig udvikling) rejser de samme spørgsmål om den fælles handelspolitiks anvendelsesområde og forholdet mellem handelsmæssige og ikke-handelsmæssige formål ( 109 ), vil jeg behandle kapitel syv nedenfor i forbindelse med kapitel tretten.
Tjenesteydelser, etablering og elektronisk handel (kapitel otte i EUSFTA ( 110 ) )
Argumenter
Generelle argumenter
156.
Kommissionen har anført, at afdeling A opstiller formålet med og anvendelsesområdet for EUSFTA’s kapitel otte. Afdeling B-D i dette kapitel er omfattet af Den Europæiske Unions enekompetence, fordi deres anvendelsesområde svarer til anvendelsesområdet for forpligtelserne med hensyn til levering af tjenesteydelser, modus 1, 2, 3 og 4, i GATS, som er reguleret ved artikel 207, stk. 1, TEUF. I overensstemmelse med GATS-aftalens artikel I, stk. 2, litra a)-d), omfatter disse fire modi levering af en tjenesteydelse: a) fra et (WTO-)medlems område til ethvert andet (WTO-)medlems område (»modus 1« eller »grænseoverskridende levering«), b) på et (WTO-)medlems område til en forbruger af tjenesteydelsen fra ethvert andet (WTO-)medlem (»modus 2« eller »forbrug i udlandet«), c) fra en leverandør af tjenesteydelser, der har hjemsted i et (WTO-)medlem, gennem en handelsmæssig tilstedeværelse på ethvert andet (WTO-)medlems område (»modus 3« eller »handelsmæssig tilstedeværelse«), og d) fra en leverandør af tjenesteydelser, der har hjemsted i et (WTO-)medlem, gennem tilstedeværelsen af fysiske personer fra et (WTO-)medlem på ethvert andet (WTO-)medlems område (»modus 4« eller »fysiske personers tilstedeværelse«).
157.
Ifølge Kommissionen er der hvad angår hver enkelt underafdeling af kapitel otte, afdeling E (»Retsgrundlag«), en tilstrækkelig tæt forbindelse til den internationale samhandel.
158.
For så vidt angår de almindelige bestemmelser (underafdeling 1) har Kommissionen taget udgangspunkt i en sammenligning med bestemmelserne i GATS-aftalen og en række ikke-bindende instrumenter, som er vedtaget af diverse WTO-organer. Kommissionen har endvidere gjort gældende, at EUSFTA’s artikel 8.16 om gensidig anerkendelse af kvalifikationer henhører under den fælles handelspolitik, fordi den letter adgangen til markedet for udenlandske tjenesteydere, og Domstolen har bekræftet, at disse forpligtelser i GATS-aftalen henhører under den fælles handelspolitik. EUSFTA’s artikel 8.17 om gennemsigtighed fastlægger forpligtelser, som er almindelige i internationale handelsaftaler og svarer til de forpligtelser, der følger af GATS-aftalens artikel III, stk. 1 og 4. Usikkerhed med hensyn til gældende foranstaltninger hvad angår regulering af handelsmæssige tiltag kan føre til, at tjenesteydere giver afkald på adgang til udenlandske markeder.
159.
Hvad angår indenlandsk regulering (underafdeling 2) har Kommissionen i det væsentlige gjort gældende, at denne underafdeling indfører betingelser, som sikrer, at licenskrav og -procedurer samt kvalifikationskrav og -procedurer ikke hindrer international samhandel. Deres formål svarer til formålet med GATS-aftalens artikel VI, stk. 4, som er at sikre, at sådanne standarder og procedurer ikke udgør unødige hindringer for handel med tjenesteydelser, selv om de ikke udgør forskelsbehandling. Endvidere svarer forpligtelsen i EUSFTA’s artikel 8.19, stk. 3, til at opretholde eller oprette domstole, voldgiftsretter eller forvaltningsdomstole eller tilsvarende procedurer med henblik på prøvelse af beslutninger til forpligtelsen i GATS-aftalens artikel VI, stk. 2, litra a).
160.
Ydermere er de specifikke bestemmelser om computertjenesteydelser, posttjenester, telekommunikationstjenester og finansielle tjenesteydelser (underafdeling 3, 4, 5 og 6), hvoraf nogle bekræfter eller tager udgangspunkt i forpligtelser i henhold til GATS-aftalen, ligeledes omfattet af Den Europæiske Unions kompetence i henhold til artikel 207, stk. 1, TEUF.
161.
Afdeling F indeholder hovedsagelig hensigtserklæringer. Den eneste materielle forpligtelse (i EUSFTA’s artikel 8.58) forbyder told, hvilket åbenlyst henhører under den fælles handelspolitik.
162.
Parlamentet og Rådet har ikke fremsat nogen specifikke argumenter vedrørende de bestemmelser i kapitel otte, som ikke vedrører transport ( 111 ).
163.
Medlemsstaterne har navnlig fokuseret på specifikke bestemmelser såsom bestemmelserne om finansielle tjenesteydelser og gensidig anerkendelse af faglige kvalifikationer.
164.
En række medlemsstater har gjort gældende, at underafdeling 6 om finansielle tjenesteydelser ikke henhører fuldt ud under Den Europæiske Unions fælles handelspolitik. Direktiv 2014/65 om markeder for finansielle instrumenter (herefter »MiFID II-direktivet«) ( 112 ), som træder i kraft i januar 2017, harmoniserer kun visse aspekter af tredjelandsstatsborgeres levering af finansielle tjenester og investeringstjenester.
165.
Regler for gensidig anerkendelse af faglige kvalifikationer henhører heller ikke under den fælles handelspolitik. For det første er den omstændighed alene, at et emne påvirker handelsforbindelser med tredjelande eller er reguleret af international økonomisk lovgivning, ikke tilstrækkeligt til, at det henhører under den fælles handelspolitik. For det andet berører direktiv 2005/36/EF om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer ( 113 ) ikke medlemsstaternes enekompetence hvad angår anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, der er erhvervet uden for Den Europæiske Unions område. På samme måde fastsætter de fælles regler, som er vedtaget på søtransportområdet, navnlig i Rådets direktiv 96/50/EF (om betingelserne for erhvervelse af nationale bådførercertifikater) og direktiv 2008/106/EF (om minimumsuddannelsesniveauet for søfartserhverv) ( 114 ), minimumsregler, som EUSFTA’s artikel 8.16 ikke kan berøre. For det tredje har Kommissionen ikke taget hensyn til, at GATS-aftalen (navnlig artikel VII, stk. 1) ikke kræver, at WTO-medlemmer anerkender tredjelandes faglige kvalifikationer, eller at de tiltræder internationale aftaler hvad dette angår.
166.
Ydermere vil eller kan den måde, hvorpå der skal opnås liberalisering i henhold til EUSFTA, navnlig på etableringsområdet, påvirke sundheds- og socialtjenester, et område, hvor medlemsstaterne fortsat har kompetence. Dette er uforeneligt med artikel 207, stk. 6, TEUF. Kommissionen har heller ikke ret i sit argument, hvorefter bestemmelserne om elektronisk handel kun indeholder hensigtserklæringer.
167.
Endelig kan Kommissionen ikke påberåbe sig artikel 216 TEUF som begrundelse for, at der er delt kompetence på områder, der ligger uden for Den Europæiske Unions enekompetence. Kommissionen har ikke påvist, at det er nødvendigt at tiltræde EUSFTA for at opnå et af de i traktaterne anførte mål.
Argumenter vedrørende transport
168.
Kommissionen har behandlet de forpligtelser i henhold til kapitel otte, som specifikt vedrører transport (i Den Europæiske Unions liste over specifikke forpligtelser i bilag 8-A og i underafdeling 7 i afdeling E om internationale søtransporttjenester), separat.
169.
Kommissionen har gjort gældende, at selv om en meget væsentlig del af handelen mellem Singapore og Den Europæiske Union inden for de fem transportsektorer, der er omfattet af EUSFTA (luft-, jernbane- og vejtransport, transport ad indre vandveje samt søtransport), finder sted inden for modus 3 (etablering), er bestemmelserne om etablering af leverandører af transporttjenester ikke omfattet af undtagelsen i artikel 207, stk. 5, TEUF. Dette skyldes, at etablering hvad angår transporttjenester ikke falder ind under anvendelsesområdet for tredje del, afsnit VI, TEUF (sammenholdt med artikel 58, stk. 1, TEUF), som artikel 207, stk. 5, TEUF henviser til, og traktaten indeholder ingen bestemmelser, som er til hinder for, at bestemmelserne om etableringsfrihed finder anvendelse på transport. Kommissionen har her draget en parallel til sondringen mellem på den ene side friheden til at levere transporttjenester i henhold til afledt ret vedtaget i overensstemmelse med tredje del, afsnit VI, TEUF, der er begrænset til modus 1, 2 og 4, og på den anden side etableringsfriheden i henhold til artikel 49 ff. TEUF.
170.
For så vidt angår forpligtelser i EUSFTA, som er omfattet af undtagelsen i artikel 207, stk. 5, TEUF, har Kommissionen gjort gældende, at Den Europæiske Unions enekompetence følger af det tredje grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF. Eksterne tiltag fra medlemsstaternes side ville risikere at berøre de fælles regler, som er vedtaget på området for transporttjenester, der i vid udstrækning er reguleret af fælles regler. Såfremt Domstolen er uenig og finder det nødvendigt at behandle forpligtelserne inden for hver enkelt transportsektor hver for sig, er i det mindste forpligtelserne i EUSFTA med hensyn til international søtransport, jernbanetransport og vejtransport samt visse hjælpetjenester omfattet af Den Europæiske Unions enekompetence.
171.
For så vidt angår lufttransporttjenester har Kommissionen gjort gældende, at Den Europæiske Unions enekompetence hvad angår reparation og vedligeholdelse af flyvemaskiner, under hvilken et luftfartøj tages ud af drift, salg og markedsføring af lufttransporttjenester og tjenester i forbindelse med edb-reservationssystemer (hvorpå afdeling B og C finder anvendelse) er delvis baseret på artikel 207, stk. 1, TEUF og delvis på det første og det tredje grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF. Med hensyn til reparation og vedligeholdelse af flyvemaskiner omhandler artikel 12 i forordning (EF) nr. 216/2008 ( 115 ) Den Europæiske Unions indgåelse af en aftale (det første grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF). Hvad angår salg og markedsføring af lufttransporttjenester har Kommissionen gjort gældende, at de ikke i sig selv indebærer gods- eller passagertransport, hvorfor de henhører under den fælles handelspolitik. Edb-reservationssystemer er i vid udstrækning reguleret af fælles regler, navnlig forordning (EF) nr. 80/2009 ( 116 ), og er derfor omfattet af Den Europæiske Unions enekompetence i overensstemmelse med det tredje grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF.
172.
På grund af Den Europæiske Unions og Singapores geografiske situation har modus 1, 2 og 4 begrænset praktisk relevans.
173.
Hvad specifikt angår transport ad indre vandveje udøves der således i praksis ingen ekstern kompetence via EUSFTA.
174.
For så vidt angår jernbanetransport har Den Europæiske Union ikke accepteret nogen forpligtelser inden for modus 1 og 4 og har alene accepteret ubegrænsede forpligtelser med hensyn til modus 2. De er under alle omstændigheder accessoriske i forhold til EUSFTA’s forpligtelser på transportområdet eller vedrørende den fælles handelspolitik. Hvad angår levering af jernbanetransporttjenester, som et datterselskab af et singaporeansk selskab, der er etableret i en medlemsstat, leverer til en anden medlemsstat (modus 3), tillader direktiv 2012/34/EU levering af ydelser inden for Unionen foretaget af operatører, som er etableret i en medlemsstat, uden at fastsætte krav om datterselskabets ejeres nationalitet ( 117 ). Dette område er således reguleret af fælles regler.
175.
Hvad angår vejtransport har Den Europæiske Union accepteret begrænsede forpligtelser med hensyn til passager- og godstransport. Der er ikke indgået forpligtelser inden for modus 1. Den Europæiske Union indgår derimod ubegrænset forpligtelse (uden forbehold) hvad angår modus 2 og en forpligtelse med forbehold hvad angår modus 4. I lighed med jernbanetransport er de forpligtelser, der er indgået, af begrænset praktisk betydning. Under alle omstændigheder er den specifikke forpligtelse inden for modus 2 accessorisk i forhold til de øvrige forpligtelser i henhold til EUSFTA. Hvad angår levering af disse ydelser foretaget af et datterselskab af et singaporeansk selskab, som er etableret i en medlemsstat, til en anden medlemsstat (modus 3) opstiller forordning (EF) nr. 1072/2009 ( 118 ) og forordning nr. 1073/2009 ( 119 ), sammenholdt med forordning (EF) nr. 1071/2009 ( 120 ), fælles regler om betingelserne for vejtransportoperatørers etablering i Den Europæiske Union. Da disse forordninger finder anvendelse uanset datterselskabets ejeres nationalitet, er grænseoverskridende levering af vejtransporttjenester foretaget af selskaber, som er etableret i Den Europæiske Union, i vid udstrækning reguleret af fælles regler. Den Europæiske Union har derfor ekstern enekompetence på dette område i henhold til artikel 3, stk. 2, TEUF. Endelig har Kommissionen i forbindelse med vejtransport fremført de samme argumenter vedrørende modus 4 som i forbindelse med søtransport ( 121 ). I praksis kan et vejtransportfirma fra Singapore sende nøglepersonale (højst sandsynligt virksomhedsinternt udstationerede ( 122 )) til den etablering, der er oprettet i en medlemsstat. I denne situation finder direktiv 2014/66/EU anvendelse på disse tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold inden for rammerne af en virksomhedsintern udstationering ( 123 ). Under alle omstændigheder er disse forpligtelser accessoriske i forhold til Den Europæiske Unions forpligtelse hvad angår levering af vejtransport via modus 3 (på hvilket område Den Europæiske Union har enekompetence ( 124 )).
176.
Hvad angår søtransport har Kommissionen gjort gældende, at der er fælles regler i Rådets forordning (EØF) nr. 4055/86 ( 125 ), som regulerer i det mindste en betydelig del af levering af søtransporttjenester mellem medlemsstaterne og tredjelande. Den regulerer også behandlingen af tredjelandsstatsborgere (nemlig visse rederier, der er etableret i tredjelande). I modsætning til forordningerne vedrørende lufttransport finder forordning nr. 4055/86 anvendelse på visse tredjelandsrederier ( 126 ). Denne forordning er heller ikke begrænset til søruter internt i Unionen. Desuden finder den anvendelse på (grænseoverskridende) levering af søtransporttjenester udført af singaporeanske rederier, som er etableret i en medlemsstat, fra denne medlemsstat til en anden medlemsstat.
177.
Hvad angår modus 4 har Kommissionen gjort gældende, at et søtransportfirma fra Singapore i praksis vil sende nøglepersonale (højst sandsynligt virksomhedsinternt udstationerede) til den etablering, der er oprettet i en medlemsstat. I denne situation finder direktiv 2014/66 anvendelse på betingelserne for tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold inden for rammerne af en virksomhedsintern udstationering. Under alle omstændigheder er forpligtelsen inden for modus 4 et nødvendigt supplement til forpligtelsen inden for modus 3, for hvilken Den Europæiske Union har enekompetence ( 127 ).
178.
Kommissionen har tilføjet, at tjenesteydelser i havne, som er genstand for EUSFTA’s artikel 8.56, stk. 6 (del af underafsnit 7), ikke er blevet liberaliseret for udenlandske leverandører af disse tjenester. Dette skyldes, at Den Europæiske Union ikke har accepteret forpligtelser i sin liste. EUSFTA’s artikel 8.56, stk. 6, er blot en yderligere uddybelse af pligten til national behandling hvad angår international søtransport, for så vidt som den er liberaliseret.
179.
Hvad angår hjælpetjenester i tilknytning til søtransport, transport ad indre vandveje, jernbanetransport og vejtransport har Kommissionen gjort gældende, at nogle af disse tjenester ikke er transporttjenester. De henhører således under Den Europæiske Unions fælles handelspolitik. Dette er særlig tilfældet hvad angår toldbehandling. For så vidt angår vedligeholdelse og reparation af udstyr til søtransport, transport ad indre vandveje, jernbanetransport og vejtransport har Kommissionen gjort gældende, at disse tjenesteydelser er omfattet af Den Europæiske Unions forpligtelser med hensyn til tjenesteydelser til virksomheder. De henhører derfor under den fælles handelspolitik.
180.
Såfremt Domstolen fastslår, at visse bestemmelser i EUSFTA vedrørende transporttjenester ikke er omfattet af Den Europæiske Unions enekompetence, har Kommissionen gjort gældende, at disse bestemmelser er omfattet af Den Europæiske Unions delte kompetence, da disse internationale forpligtelser er nødvendige for at nå et mål i traktaterne i overensstemmelse med det andet grundlag i artikel 216, stk. 1, TEUF. Kommissionen har navnlig henvist til det mål, der består i at fastsætte fælles regler for transporttjenester mellem Den Europæiske Union og tredjelande, jf. artikel 91, stk. 1, TEUF.
181.
Parlamentet har gjort gældende, at visse tjenesteydelser (lager- og pakhustjenester, spedition, slæbe- og bugsertjenester) er hjælpetjenester i tilknytning til søtransporttjenester og derfor skal behandles på samme måde som disse tjenesteydelser. Parlamentet har desuden gjort gældende, at forpligtelser inden for modus 4 (fysiske personers midlertidige ophold) er nødvendige for effektivt at sikre etableringsretten. Den retlige ordning for levering af tjenesteydelser inden for modus 4 skal derfor følge ordningen for modus 3 og må følgelig også ligge uden for undtagelsen i artikel 207, stk. 5, TEUF. Såfremt tjenesteydelser inden for modus 4 imidlertid bør behandles selvstændigt, er de tilsvarende forpligtelser stadig omfattet af artikel 207, stk. 1, TEUF, da fysiske personers midlertidige ophold er reguleret af traktatens bestemmelser om tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold på medlemsstaternes område og ikke af bestemmelserne om transportpolitik i tredje del, afsnit VI, TEUF. For så vidt angår søtransport har Parlamentet tilføjet, at Den Europæiske Union som følge af forordning nr. 4055/86 har enekompetence hvad angår lastfordelingsaftaler.
182.
Rådet og mange medlemsstater har gjort gældende, at der ikke er grundlag for at udelukke etablering på transportområdet fra anvendelsesområdet for artikel 207, stk. 5, TEUF. Hverken bestemmelserne i afsnit VI om transport eller retspraksis tyder på, at etablering på transportområdet ligger helt uden for disse bestemmelsers anvendelsesområde. Artikel 58, stk. 1, TEUF understøtter ikke Kommissionens fortolkning af artikel 207, stk. 5, TEUF. Det er ganske vist korrekt, at der ikke er en tilsvarende bestemmelse om etableringsret, men det er der heller ikke hvad angår arbejdskraftens frie bevægelighed og frie kapitalbevægelser. Kommissionens fortolkning ville begrænse afsnittet om transport til spørgsmål relateret til fri udveksling af tjenesteydelser. Under alle omstændigheder indgår artikel 58, stk. 1, TEUF ikke i afsnittet om transport. Det ville ikke være i overensstemmelse med traktaternes opbygning, hvis en bestemmelse, som i betydelig grad reducerer anvendelsesområdet for afsnittet om transport, ikke indgik i selve dette afsnit. Rådet og mange medlemsstater har nævnt eksempler på lovgivningsmæssige EU-retsakter, der er baseret på artikel 91, stk. 1, TEUF eller artikel 100, stk. 2, TEUF, og som vedrører etableringsfrihed eller arbejdskraftens frie bevægelighed på transportområdet ( 128 ).
183.
Rådet har gjort gældende, at de områder med relation til transport, som reguleres af EUSFTA, er af langt større omfang, end Kommissionen har anført. Rådet og mange medlemsstater har tilføjet, at den praktiske relevans af en bestemmelse i EUSFTA (navnlig hvad angår indre vandveje, jernbane og vej) ikke berører fordelingen af ekstern kompetence. På samme måde bliver et områdes omfang ikke mere begrænset som følge af forbehold, som Den Europæiske Union har taget til gavn for enkelte medlemsstater ( 129 ) (f.eks. med hensyn til udlejning og leasing uden personale vedrørende skibe, flyvemaskiner og andre transportmidler i Den Europæiske Unions liste over specifikke forpligtelser eller vedligeholdelse eller reparation af skibe, af jernbanetransportudstyr, af motorkøretøjer, motorcykler, snemobiler og vejtransportudstyr samt af fly og flydele i denne liste).
184.
Ifølge Rådet har Kommissionen ikke påvist, at betingelserne i artikel 3, stk. 2, TEUF er opfyldt hvad angår alle bestemmelserne vedrørende transport i kapitel otte. Følgende områder er således ikke omfattet af Den Europæiske Unions enekompetence: i) hjælpetjenester i tilknytning til transport ad vej, jernbane og indre vandveje og mange af hjælpetjenesterne i tilknytning til søtransporttjenester, ii) søtransporttjenester for så vidt angår skibe, der fører et tredjelands flag, søfartstjenester, som leveres via modus 3, og søtransporttjenester, der leveres via modus 4 hvad angår sælgere af tjenesteydelser til virksomheder og forretningsrejsende i etableringsøjemed, iii) tjenesteydelser vedrørende transport ad indre vandveje, iv) tjenesteydelser vedrørende jernbanetransport, der leveres via modus 2, og vedligeholdelse og reparation af udstyr til skinnebåret transport i by- og forstadsområder, v) vejtransporttjenester, der leveres via modus 2, og vejtransporttjenester, der leveres via modus 4 hvad angår sælgere af tjenesteydelser til virksomheder og forretningsrejsende i etableringsøjemed, samt vi) gensidig anerkendelse af faglige kvalifikationer. Selv om Domstolen skulle være enig i Kommissionens snævre fortolkning af artikel 207, stk. 5, TEUF, ville dele af kapitel otte under ingen omstændigheder være omfattet af Den Europæiske Unions enekompetence.
185.
Rådet og mange medlemsstater har også gjort gældende, at Kommissionen ikke kan samle alle emner med relation til transport i EUSFTA som et enkelt relevant »område« med henblik på anvendelsen af det tredje grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF. Ifølge Rådet er nogle af hjælpetjenesterne så adskilte fra de tjenester, de er tilknyttet, at de udgør et område i sig selv. I forbindelse med det tredje grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF skal de relevante »områder« fastlægges i forhold til de forskellige transportformer, og de er ikke i vid udstrækning reguleret af fælles regler.
186.
For så vidt angår søtransport indeholder de relevante bestemmelser i EUSFTA således forpligtelser, som ikke falder ind under anvendelsesområdet for forordning nr. 4055/86. Denne forordning har således et mere snævert anvendelsesområde. Desuden finder forordning nr. 4055/86, til forskel fra EUSFTA, ikke anvendelse på alle former for tjenesteydelser. Den vedrører ikke (hjælpe)havnetjenester eller andre hjælpetjenester i tilknytning til søtransport, kun person- og godsbefordring.
187.
I de tilfælde, hvor forordningen gælder, skal der sondres mellem lastfordelingsaftaler, som i vid udstrækning er reguleret af artikel 3 i forordning nr. 4055/86, og alle andre restriktioner, der hindrer fri udveksling af tjenesteydelser på søtransportområdet, som i vid udstrækning ikke er reguleret af denne forordning.
188.
Hvad angår transport ad indre vandveje har Kommissionen ikke identificeret fælles regler, som muligvis kunne blive berørt af EUSFTA’s bestemmelser. Det kan ikke på grundlag af Rådets forordning (EØF) nr. 3921/91 ( 130 ) eller Rådets forordning (EF) nr. 1356/96 fastslås, at Den Europæiske Union har enekompetence ifølge det tredje grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF ( 131 ).
189.
Hvad angår jernbanetransport kan forpligtelserne hvad angår modus 3 inden for EUSFTA muligvis berøre direktiv 2012/34 om oprettelse af et fælles europæisk jernbaneområde. Dette direktiv indeholder imidlertid ingen regler vedrørende modus 2.
190.
Hvad angår vejtransport har Kommissionen ikke kunnet udpege fælles regler, der vedrører modus 2. Endvidere – hvad angår modus 4 – finder direktiv 2014/66 ikke anvendelse på en singaporeansk virksomhed, som endnu ikke har en etablering i en medlemsstat. Der er kun fælles regler hvad angår modus 3. De findes navnlig i forordning nr. 1071/2009, nr. 1072/2009 og nr. 1073/2009, som ikke pålægger en nationalitetsbetingelse i forbindelse med levering af vejtransporttjenester.
191.
Hvad angår lufttransport har Den Europæiske Union i overensstemmelse med artikel 3, stk. 2, TEUF ekstern enekompetence hvad angår tjenesteydelser i forbindelse med edb-reservationssystemer som følge af forordning nr. 80/2009. Kommissionen tager imidlertid fejl hvad angår tjenesteydelser i forbindelse med reparation og vedligeholdelse af flyvemaskiner (vedrørende det angivelige grundlag for indgåelsen af en international aftale i artikel 12 i forordning nr. 216/2008) samt salg og markedsføring af lufttransporttjenester (som efter Kommissionens opfattelse ikke er omfattet af undtagelsen i artikel 207, stk. 5, TEUF). Disse tjenesteydelser er uløseligt forbundet med transport og endog uundværlige for levering af transport.
192.
For så vidt angår former for levering af transporttjenester (ikke transportformer) er der ingen fælles regler vedrørende levering af transporttjenester i modus 3 (etablering). Sådanne regler påtænkes heller ikke vedtaget i en overskuelig fremtid. Modus 4 er ikke fuldt reguleret af fælles regler, navnlig direktiv 2014/66. Dette direktiv finder navnlig anvendelse på virksomhedsintern udstationering af tredjelandsstatsborgere såsom ledere, specialister eller ansatte praktikanter, men ikke på andet nøglepersonale. Endvidere finder dets bestemmelser om betingelserne for tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold anvendelse med forbehold af gunstigere bestemmelser i a) EU-retten, herunder bilaterale og multilaterale aftaler, og b) bilaterale eller multilaterale aftaler, der er indgået mellem en eller flere medlemsstater og et eller flere tredjelande ( 132 ). EUSFTA indeholder sådanne gunstige bestemmelser, navnlig i artikel 8.14, sammenholdt med artikel 8.13. Mens Den Europæiske Union har implicit ekstern enekompetence hvad angår tidsbegrænset ophold (som følge af vedtagelsen af forordning nr. 810/2009 om en fællesskabskodeks for visa ( 133 )), har medlemsstaterne fortsat kompetence hvad angår langtidsvisa undtagen i særlige tilfælde, der er reguleret af fælles regler (f.eks. ved en virksomhedsintern udstationering).
193.
Medlemsstaterne har endvidere, til forskel fra Kommissionen, gjort gældende, at modus 4 er en særskilt form for levering af tjenesteydelser. Modus 4 kan ikke anses for et nødvendigt supplement til etablering (modus 3), som ofte indebærer ansættelse af lokale medarbejdere.
194.
Endelig ville en anerkendelse af Den Europæiske Unions eksterne enekompetence med hensyn til bestemmelserne i kapitel otte om fysiske personers midlertidige ophold medføre harmonisering og således tilsidesætte både fordelingen af kompetencer mellem Den Europæiske Union og medlemsstaterne som følge af protokol 21 og artikel 207, stk. 6, TEUF.
Analyse
Indledning
195.
I udtalelse 1/94 fastslog Domstolen vedrørende handel med tjenesteydelser – undtagen transport – der er reguleret af GATS-aftalen, at kun grænseoverskridende leveringer, som ikke forudsætter, at personer bevæger sig fra ét sted til et andet (»modus 1«), kunne sidestilles med vareudveksling og derfor var omfattet af den fælles handelspolitik ( 134 ). Modus 2-4 (dvs. henholdsvis forbrug i udlandet, handelsmæssig tilstedeværelse og tilstedeværelse af fysiske personer) forudsatte derimod, at personer bevægede sig, og vedrørte behandlingen af tredjelandes borgere ved overskridelse af medlemsstaternes ydre grænser. Disse modi lå derfor fortsat uden for den fælles handelspolitik ( 135 ).
196.
Derefter udvidede Nicetraktaten den fælles handelspolitiks rækkevidde, således at den også dækkede bl.a. forhandling og indgåelse af aftaler om handel med tjenesteydelser, for så vidt som disse aftaler endnu ikke var omfattet af den fælles handelspolitik ( 136 ). Der blev ikke sondret mellem leveringsmåder. Denne kompetence var imidlertid underlagt et kompleks af regler i artikel 133, stk. 5 og 6, EF. Der var fastsat en undtagelse, hvorefter aftaler vedrørende handel med tjenesteydelser inden for visse sektorer (kulturelle og audiovisuelle tjenesteydelser, tjenesteydelser i forbindelse med uddannelse, sociale tjenesteydelser og tjenesteydelser inden for menneskers sundhed) fortsat var omfattet af Det (daværende) Europæiske Fællesskabs og medlemsstaternes delte kompetence ( 137 ). Med forbehold af disse undtagelser fastslog Domstolen i udtalelse 1/08, at Fællesskabet havde erhvervet enekompetence til at indgå bl.a. internationale aftaler om handel med tjenesteydelser leveret i henhold til modus 2-4 ( 138 ). Den fastslog dette uden at undersøge nærmere, hvilken type forpligtelse der blev indgået for hver enkelt af disse leveringsmåder.
197.
Efter Lissabontraktatens ikrafttrædelse regulerer artikel 207, stk. 1, TEUF nu handel med tjenesteydelser inden for de fire modi, der er reguleret af GATS-aftalens artikel I, stk. 2, litra a)-d), idet sondringen mellem handel med varer og tjenesteydelser nu er fjernet. Artikel 207 TEUF indeholder ikke længere en (sektorspecifik) undtagelse fra Den Europæiske Unions enekompetence på dette område, selv om den almindelige undtagelse hvad angår transport fortsat finder anvendelse ( 139 ). Den fælles handelspolitik omfatter således nu hele GATS-aftalen, for så vidt som denne aftale finder anvendelse på andre tjenesteydelser end transport.
198.
Hvordan forholder det sig med hensyn til kapitel otte i EUSFTA?
199.
Med henblik på at fastslå, om Den Europæiske Union har kompetence, og hvilken form for kompetence, hvad angår kapitel otte, skal der sondres mellem de dele af kapitlet, som henhører under den fælles handelspolitik (artikel 207 TEUF), og de dele, som kan falde ind under Den Europæiske Unions kompetence på et andet grundlag. Artikel 207, stk. 5, TEUF udelukker nemlig udtrykkeligt tjenesteydelser på transportområdet fra den fælles handelspolitik.
200.
Jeg vil derfor først undersøge, hvorvidt kapitel otte, for så vidt som det ikke finder anvendelse på transporttjenester, er omfattet af Den Europæiske Unions enekompetence hvad angår den fælles handelspolitik. Derefter undersøger jeg separat Den Europæiske Unions kompetence hvad angår de bestemmelser i kapitel otte, der finder anvendelse på transporttjenester. I denne forbindelse skal der tages hensyn til de bestemmelser, som udtrykkeligt fastsætter, hvorvidt dette kapitel finder anvendelse på disse tjenesteydelser eller ikke, de almindeligt gældende bestemmelser, de særlige bestemmelser vedrørende internationale søtransporttjenester og forpligtelserne i listen over specifikke forpligtelser for Den Europæiske Union. Denne liste indeholder særskilte lister for grænseoverskridende levering af tjenesteydelser, etablering og nøglepersonale og praktikanter samt sælgere af tjenesteydelser til virksomheder. Disse særskilte lister indeholder (del)sektorspecifikke forpligtelser vedrørende transport (navnlig søtransport, transport ad indre vandveje, jernbanetransport, vejtransport, rørledningstransport af andet end brændstoffer) samt hjælpetjenester i tilknytning til disse forskellige transportformer.
Enekompetence på grundlag af artikel 207, stk. 1, TEUF, sammenholdt med artikel 3, stk. 1, TEUF.
201.
Kapitel otte, afdeling B-D (grænseoverskridende levering, forbrug i udlandet[ ( 140 )], etablering og fysiske personers midlertidige ophold i forretningsøjemed), finder anvendelse på levering af tjenesteydelser svarende til modus 1-4 i GATS-aftalen. Regler vedrørende disse leveringsmåder falder derfor principielt under anvendelsesområdet for artikel 207, stk. 1, TEUF. Det samme er tilfældet hvad angår de horisontale forpligtelser i afdeling E (»Retsgrundlag«), underafdeling 1 (almindelige bestemmelser) og 2 (indenlandsk regulering) og hvad angår de sektorspecifikke forpligtelser i underafdeling 3 (computertjenesteydelser), 4 (posttjenester), 5 (telekommunikationstjenester) og 6 (finansielle tjenesteydelser). På samme måde tager afdeling F om »Elektronisk handel« nærmere bestemt sigte på at øge handelsmuligheder, som kan resultere af anvendelsen og udviklingen af elektronisk handel. Afdeling G opstiller betingelserne for, at parterne kan vedtage foranstaltninger, som ellers kunne være uforenelige med kapitel otte, og bestemmer, at dette kapitel skal gennemgås. Disse afdelinger har derfor direkte og umiddelbare virkninger for samhandelen og henhører følgelig under Den Europæiske Unions fælles handelspolitik.
202.
Et særligt spørgsmål drejer sig om, hvorvidt afdeling C (»Etablering«, dvs. levering af tjenesteydelser inden for modus 3) også vedrører direkte udenlandske investeringer. Kommissionen har medgivet, at kapitel otte, afdeling C, i overensstemmelse med EUSFTA’s artikel 8.8, litra d), kan finde anvendelse på former for etablering med henblik på udøvelse af økonomisk virksomhed, der ikke (udelukkende) indebærer levering af tjenesteydelser. Derfor er disse former for etablering muligvis ikke omfattet af »handel med tjenesteydelser« som omhandlet i artikel 207, stk. 1, TEUF. Kommissionen har imidlertid gjort gældende, at etablering under alle omstændigheder er omfattet af Den Europæiske Unions fælles handelspolitik, såfremt den opfylder betingelserne for at kunne anses for »udenlandske direkte investeringer«. Jeg ser nærmere på dette argument i punkt 326 nedenfor.
203.
Som anført ( 141 ) er handel med tjenesteydelser, der leveres inden for modus 4 (fysiske personers midlertidige ophold), omfattet af anvendelsesområdet for den fælles handelspolitik, kun med forbehold af undtagelsen i artikel 207, stk. 5, TEUF. På dette grundlag afviser jeg de argumenter, som nogle af medlemsstaterne har fremført vedrørende protokol 21 og 22. Disse protokoller kan ikke have nogen indflydelse på spørgsmålet om det rette retsgrundlag for vedtagelsen af en rådsafgørelse om indgåelse af en international aftale. Det er retsgrundlaget for en foranstaltning, der afgør, hvilke protokoller der finder anvendelse, ikke omvendt ( 142 ). Begge protokoller vedrører tredje del, afsnit V, TEUF (et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed). Der er intet, der tyder på, at dette afsnit kan indgå i retsgrundlaget for afgørelsen om indgåelse af EUSFTA. Dette skyldes især EUSFTA’s artikel 8.1, stk. 4, og den omstændighed, at modus 4 (som omhandlet i EUSFTA) vedrører fysiske personers midlertidige ophold i forretningsøjemed.
204.
Jeg kan heller ikke tilslutte mig det argument vedrørende finansielle tjenesteydelser, som nogle medlemsstater har fremført. Dette argument kræver, at Den Europæiske Union har vedtaget afledt lovgivning, for at et område kan være omfattet af Den Europæiske Unions enekompetence hvad angår den fælles handelspolitik. Som allerede nævnt gør hverken artikel 3, stk. 1, litra e), TEUF eller artikel 207, stk. 1, TEUF Den Europæiske Unions kompetence afhængig af en forudgående vedtagelse af harmoniserede regler eller andre regler vedrørende handelsforbindelser mellem Den Europæiske Union og tredjelande ( 143 ). I denne forbindelse er det ufornødent at undersøge anvendelsesområdet for MiFiD II-direktivet, som der blev henvist til under retsmødet.
205.
Jeg er heller ikke overbevist om, at den fælles handelspolitik ikke omfatter EUSFTA’s artikel 8.16 om gensidig anerkendelse af faglige kvalifikationer. Denne gensidige anerkendelse kan have en direkte virkning på liberaliseringen af handel med tjenesteydelser, navnlig hvad angår modus 3 og 4, fordi den fremmer bevægeligheden for personer med henblik på levering af tjenesteydelser. Endvidere harmoniserer EUSFTA’s artikel 8.16 ikke krav med hensyn til kvalifikationer eller erhvervserfaring, og den hverken kræver eller er til hinder for, at parterne pålægger sådanne krav. Bestemmelsens sigte er snarere at tilskynde parterne til at vedtage en henstilling (og muligvis forhandle en aftale) om gensidig anerkendelse af krav med hensyn til kvalifikationer eller erhvervserfaring. Den svarer således i funktion til GATS-aftalens artikel VII.
206.
Endelig kan anvendelsesområdet for den fælles handelspolitik, der er en selvstændig politik, som jeg allerede har redegjort for ( 144 ), ikke gøres afhængigt af en forudgående vedtagelse af afledt EU-lovgivning, der regulerer det indre marked, eller a fortiori af denne lovgivnings anvendelsesområde og indhold. Direktiv 2005/36 kan derfor ikke ændre den fordeling af kompetencer, der følger af artikel 3, stk. 1, litra e), TEUF og artikel 207, stk. 1, TEUF.
207.
Derfor er min konklusion, at kapitel otte, afdeling B-G, under forbehold af undtagelsen vedrørende transport i artikel 207, stk. 5, TEUF, er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 207, stk. 1, TEUF. Som følge heraf henhører afdeling A, der opstiller målene og anvendelsesområdet for dette kapitel, også under den fælles handelspolitik (under forbehold af den samme undtagelse).
Emner, der som følge af artikel 207, stk. 5, TEUF ikke henhører under den fælles handelspolitik
208.
Regler om transport er som følge af artikel 207, stk. 5, TEUF ikke omfattet af Den Europæiske Unions enekompetence. For så vidt som kapitel otte finder anvendelse på transporttjenester, er det derfor nødvendigt at undersøge, hvorvidt Den Europæiske Union alligevel har enekompetence på grundlag af artikel 3, stk. 2, TEUF ( 145 ).
209.
De indlæg, der er indgivet i den foreliggende sag, viser, at der stadig er usikkerhed med hensyn til det præcise anvendelsesområde for undtagelsen i artikel 207, stk. 5, TEUF. Regulerer artikel 207, stk. 5, TEUF etablering i transportsektoren? Og er tjenesteydelser, som alene kan leveres i tilknytning til transportsektoren, også omfattet af denne undtagelse? Jeg skal behandle disse spørgsmål et ad gangen.
210.
For så vidt angår det første spørgsmål fortolker jeg ikke artikel 207, stk. 5, TEUF på samme måde som Kommissionen.
211.
Artikel 207, stk. 5, TEUF placerer »internationale aftaler på transportområdet« uden for den fælles handelspolitik. Selv om sådanne aftaler ifølge denne bestemmelse er omfattet af bl.a. tredje del, afsnit VI, TEUF, vedrører denne henvisning snarere undtagelsens virkninger end dens anvendelsesområde. Rådets og medlemsstaternes argumenter i forbindelse med transport har i det væsentlige fokuseret på spørgsmål relateret til etablering (modus 3).
212.
Da artikel 207, stk. 5, TEUF ikke sondrer mellem måder, hvorpå tjenesteydelserne leveres, er der efter min opfattelse ikke noget grundlag for at anse den undtagelse, der indgår heri, for ikke at finde anvendelse på tjenesteydelser, der leveres inden for modus 3. Dette bekræftes (i hvert fald indirekte) af udtalelse 1/08, hvori Domstolen fastslog, at det af de omhandlede aftaler omfattede afsnit »transport«, som også regulerede modus 3, henhørte under transportpolitikkens område. Domstolen sondrede således ikke mellem de forskellige leveringsmåder ved anvendelse af (den nuværende) artikel 207, stk. 5, TEUF ( 146 ).
213.
Under alle omstændigheder falder etablering ikke uden for anvendelsesområdet for tredje del, afsnit VI, TEUF om transport. Dette afsnit finder anvendelse på alle leveringsmåder i forbindelse med transporttjenester. Etablering kan således f.eks. være reguleret af lovgivning, som er vedtaget i henhold til artikel 91, stk. 1, litra b), TEUF og fastlægger betingelser for, at transportvirksomheder kan drive transporttjenester i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehørende.
214.
Det er korrekt, at artikel 58, stk. 1, TEUF (del af afsnit IV, kapitel 3, om tjenesteydelser) bestemmer, at den frie udveksling af tjenesteydelser på transportområdet omfattes af bestemmelserne i tredje del, afsnit VI, TEUF, og at der ikke findes en lignende bestemmelse i afsnit IV, kapitel 2, om etableringsret. Domstolen har fastslået, at artikel 58, stk. 1, TEUF er medtaget i kapitel 3 (tjenesteydelser) i afsnit IV i traktatens om Den Europæiske Unions funktionsmåde, fordi transport først og fremmest vedrører tjenesteydelser. Da det var nødvendigt at underkaste transport en særlig ordning under hensyn til denne erhvervsgrens særlige problemer ( 147 ), er transporttjenesteydelser nævnt for sig selv, og det anføres udtrykkeligt, at de er omfattet af tredje del, afsnit VI, TEUF og ikke af denne traktats bestemmelser om den frie udveksling af tjenesteydelser ( 148 ).
215.
Den omstændighed, at kapitel to i afsnit IV om etableringsret ikke indeholder en bestemmelse, der svarer til artikel 58, stk. 1, TEUF, betyder imidlertid ikke, at etablering som sådan er udelukket fra tredje del, afsnit VI, i TEUF. Det betyder blot, at etablering inden for transportsektoren ikke er udelukket fra anvendelsesområdet for afsnit IV, kapitel 2. Domstolen har i det væsentlige fastslået, at dette kapitel finder direkte anvendelse på transport, i hvert fald for så vidt som mere specifikke regler, vedtaget på grundlag af tredje del, afsnit VI, ikke finder anvendelse ( 149 ).
216.
Jeg vil nu undersøge spørgsmålet om, hvorvidt tjenesteydelser, der leveres i tilknytning til transportsektoren, er omfattet af undtagelsen i artikel 207, stk. 5, TEUF. Besvarelsen af dette spørgsmål kræver, at der tages stilling til, hvorvidt tilknytningen mellem tjenesteydelsen og transport skal være på et vist niveau, for at undtagelsen i artikel 207, stk. 5, TEUF finder anvendelse. Det er navnlig spørgsmålet, hvorvidt tjenesteydelser som godshåndtering, toldbehandling, skibsagenturvirksomhed, udlejning af skibe med besætning og salg og markedsføring af lufttransporttjenester henhører under den fælles handelspolitik eller den fælles transportpolitik.
217.
Efter min opfattelse omfatter udtrykket »internationale aftaler på transportområdet« aftaler (eller dele af aftaler), som ikke kun finder anvendelse på transporttjenester som sådan (dvs. befordring af varer eller personer til luft, ad landevej, med jernbane, til søs eller ad indre vandveje), men også på tjenesteydelser, som på grund af deres art er uløseligt forbundet med disse tjenesteydelser, dvs. tjenesteydelser, som både er specifikt knyttet til og betinget af transporttjenesten ( 150 ).
218.
For at sikre sammenhæng i Den Europæiske Unions optræden udadtil på transportområdet skal selve transporttjenesten og den tilknyttede hjælpetjeneste indgå i den samme fælles politik. Sammenhængen i Den Europæiske Unions politik hvad angår transporttjenester som sådan og en passende liberalisering af disse tjenesteydelser kan eventuelt lide skade, hvis der ikke eksisterer en tilsvarende politik vedrørende tjenesteydelser, som er en nødvendig forudsætning for transport og gør det praktisk muligt at levere en transporttjeneste. F.eks. tjener det ikke noget formål at transportere gods i containere med skib, hvis der ikke findes tjenester, som kan losse containerne fra skibet, så indholdet kan transporteres videre og leveres til modtagerne. Foranstaltninger, der liberaliserer adgangen til havne for lastskibe, kunne derfor miste deres virkning, hvis f.eks. godshåndteringstjenester fortsat var genstand for protektionistiske foranstaltninger. Det samme er tilfældet hvad angår f.eks. vedligeholdelse og reparation af transportudstyr, som kan formodes at kræve knowhow og teknisk udstyr tilpasset den pågældende transportform samt at være nødvendigt for at sikre, at transporten er effektiv. På samme måde er edb-reservationssystemer edb-baserede systemer, hvori der er indsamlet data, som stilles til rådighed for offentligheden med henblik på at reservere og derefter (navnlig) købe transporttjenester. Den omstændighed, at sådanne systemer også kan anvendes af rejsende til at reservere og købe indkvartering, ændrer ikke ved, at det primære formål med disse systemers eksistens er at sælge transporttjenester. Efter min opfattelse understøttes denne fortolkning af udtalelse 1/08, hvori Domstolen beskrev »visse lufttransportydelser«, som indgik i den i den pågældende sag omhandlede liste, således, at de omfattede »tjenesteydelser i forbindelse med reparation og vedligeholdelse af fly, salg og markedsføring af lufttransportydelser eller tjenesteydelser i forbindelse med edb-reservationssystemer« ( 151 ).
219.
Derimod er tjenesteydelser, som ikke på grund af deres art er uløseligt forbundet med transporttjenester, f.eks. toldklarering, ikke omfattet af undtagelsen i artikel 207, stk. 5, TEUF. Disse tjenesteydelser leveres, fordi varer importeres og eksporteres. Dette indebærer naturligvis varebevægelser over grænser ved brug af forskellige transportformer. Behovet for disse tjenesteydelser opstår imidlertid uafhængigt af den anvendte transportmåde.
Enekompetence på grundlag af artikel 3, stk. 2, TEUF
220.
Hvad angår emner, som hører ind under undtagelsen i artikel 207, stk. 5, TEUF og derfor hører under transportområdet, er kompetencerne i princippet delt mellem Den Europæiske Union og medlemsstaterne ( 152 ). Kommissionen har imidlertid hævdet, at Den Europæiske Union har ekstern enekompetence på grundlag af enten det første eller det tredje grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF, afhængigt af den pågældende transporttjeneste.
– Det første grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF
221.
Kommissionen har gjort gældende, at artikel 12 i forordning nr. 216/2008 omhandler Den Europæiske Unions indgåelse af en aftale. Derfor har Den Europæiske Union enekompetence til at indgå en aftale, for så vidt som den vedrører vedligeholdelse og reparation af fly.
222.
Jeg er ikke enig.
223.
Ved forordning nr. 216/2008 oprettes et europæisk luftfartssikkerhedsagentur, og der fastlægges en hensigtsmæssig og omfattende ramme for fastsættelsen og gennemførelsen af fælles tekniske krav og administrative procedurer inden for civil luftfart og for sikkerhed forbundet med tredjelandes luftfartøjer, der benytter Unionens lufthavne ( 153 ). Den finder bl.a. anvendelse på vedligeholdelse og anvendelse af materiel, dele og apparatur ( 154 ) til luftfartøjer ( 155 ).
224.
I henhold til artikel 12 skal Den Europæiske Union indgå aftaler om gensidig anerkendelse med tredjelande vedrørende brug af certifikater udstedt af luftfartsmyndigheder i de lande, som certificerer opfyldelsen af sikkerhedskrav for civil luftfart. Denne bestemmelse giver sammen med det tredje grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF grundlag for, at Den Europæiske Union, uden medlemsstaterne, kan indgå internationale aftaler med tredjelande om anerkendelsen af disse certifikater. Den medfører dog ikke en ekstern EU-enekompetence til at indgå internationale aftaler, som har til formål at liberalisere handel med tjenesteydelser i form af vedligeholdelse og reparation af luftfartøjer. Med andre ord betyder den omstændighed, at lovgiver har besluttet, at medlemsstaterne ikke må indgå deres egne internationale aftaler vedrørende en bestemt del af en politik, ikke, at det første grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF kan anvendes til at hævde, at Den Europæiske Union har ekstern enekompetence vedrørende hele denne politik eller andre dele af den.
– Det tredje grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF
225.
Det første trin i anvendelsen af artikel 3, stk. 2, TEUF består i at definere det pågældende område ( 156 ). Parterne er uenige om, hvad der udgør det relevante område i forbindelse med undersøgelsen af, hvorvidt Den Europæiske Union har enekompetence hvad angår EUSFTA, for så vidt som denne aftale finder anvendelse på transporttjenester.
226.
Den Europæiske Union har ved ikke at påtage sig nogen eller kun påtage sig meget begrænsede forpligtelser vedrørende visse leveringsmåder af visse transportformer i kapitel otte valgt at udøve denne kompetence på en særlig måde. Under omstændigheder som disse skal retsgrundlaget for udøvelsen af denne eksterne kompetence findes i traktaterne. Det fremgår f.eks. af listen over specifikke forpligtelser, der er knyttet som bilag til kapitel otte, at Den Europæiske Union ikke har påtaget sig forpligtelser hvad angår modus 1 inden for jernbanetransporttjenester ( 157 ). Den har således valgt ikke at acceptere forpligtelser. Dette forudsætter, at Den Europæiske Union har kompetence til at træffe dette valg. Denne kompetence kræver et retsgrundlag i traktaterne. Der gælder det samme ræsonnement vedrørende forpligtelser, som kan være af begrænset praktisk relevans (f.eks. på grund af den geografiske afstand mellem Den Europæiske Union og Singapore). I de tilfælde, hvor der udøves kompetence, finder traktatens relevante regler om fordelingen af eksterne kompetencer mellem Den Europæiske Union og medlemsstaterne anvendelse. Jeg er derfor enig med Rådet i, at denne fordeling ikke kan variere i forhold til den geografiske situation, som de tredjeparter, hvormed Den Europæiske Union indgår en bestemt international aftale, befinder sig i.
227.
Omvendt kan de valg, der er truffet i forbindelse med udøvelsen af kompetencer, samt de praktiske virkninger af disse valg indvirke på, hvorvidt den internationale aftale berører fælles regler eller ændrer deres rækkevidde. Det sidste trin i AETR-analysen kræver, som nævnt ovenfor, en særlig undersøgelse af konsekvenserne af internationale forpligtelser for afledt EU-ret på det pågældende område ( 158 ).
228.
De horisontale forpligtelser i kapitel otte og både de horisontale og sektorspecifikke forpligtelser i listen over specifikke forpligtelser, der er knyttet som bilag til dette kapitel, viser, at EUSFTA liberaliserer handel med transporttjenester mellem Den Europæiske Union og Singapore på grundlag af den relevante transportform. Mens de horisontale forpligtelser i princippet gælder for alle transporttjenester (undtagen en stor del af lufttransporttjenester), gælder der således særlige principper for liberalisering af international søtransport. Ydermere sondrer listen over specifikke forpligtelser (tillæg 8-A-1) for modus 1 (grænseoverskridende levering) under kategori 11 (»Transporttjenester«) mellem forpligtelser hvad angår søtransport (afsnit 11.A), transport ad indre vandveje (afsnit 11.B), jernbanetransport (afsnit 11.C), vejtransport (afsnit 11.D) og rørledningstransport af andet end brændstoffer (afsnit 11.E). Specifikke forpligtelser er anført under kategori 12 (»Hjælpetjenester vedrørende transport«) for hjælpetjenester svarende til hver enkelt af disse transportformer. De samme sondringer ses i tillæg 8-A-2 om modus 3 (etablering) og i tillæg 8-A-3 om modus 4 (nøglepersonale, praktikanter og sælgere af tjenesteydelser til virksomheder) ( 159 ). Forpligtelsernes omfang afhænger af, hvorvidt listen anvender udtrykket »ubundet« (dvs. at der ikke er indgået nogen forpligtelser, hvilket gælder for alle eller nogle af de pågældende tjenesteydelser) eller »ingen« (dvs. at der er indgået ubegrænsede forpligtelser) eller angiver betingelserne for en bestemt forpligtelse (f.eks. at der stadig kan anvendes en nationalitetsbetingelse).
229.
Dette stemmer overens med den omstændighed – således som afledt EU-lovgivning til gennemførelse af den fælles EU-transportpolitik illustrerer ( 160 ) – at hver enkelt transportform (luft-, vej-, jernbane- og søtransport og transport ad indre vandveje) ( 161 ) i vid udstrækning har særlige karakteristika, som derfor kræver vedtagelse af særlige regler, bl.a. med henblik på liberaliseringen heraf.
230.
Det følger heraf, at de relevante områder i forbindelse med det tredje grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF i den foreliggende sag svarer til levering af transporttjenester med hver enkelt transportform, dvs. lufttransport, landevejstransport, jernbanetransport, søtransport og transport ad indre vandveje ( 162 ). Hvert område indeholder tjenesteydelser, som på grund af deres art er forbundet med de pågældende transporttjenester. Disse tjenesteydelser kan ikke på grund af deres art være forbundet med en transportform og samtidig udgøre et særskilt område i forbindelse med artikel 3, stk. 2, TEUF (fordi de er adskilt fra andre tjenesteydelser).
231.
Jeg skal nu undersøge, hvorvidt disse områder er »i vid udstrækning reguleret« af fælles regler, for derefter at undersøge, hvilken virkning indgåelsen af EUSFTA ville have på disse regler.
232.
Hvad angår søtransport afviser jeg argumentet, hvorefter den omstændighed, at forordning nr. 4055/86 ikke (primært) vedrører levering af internationale søtransporttjenester fra tredjelande til Den Europæiske Union, er tilstrækkelig til at udelukke ekstern enekompetence på grundlag af det tredje grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF.
233.
Det er korrekt, at forordning nr. 4055/86 finder anvendelse på »søtransport inden for Fællesskabet« (der defineres som »befordring af passagerer og gods med skib mellem en havn i en medlemsstat og en havn eller et offshoreanlæg i en anden medlemsstat«) og »trafik med tredjelande (third country traffic)« (der defineres som befordring af passagerer og gods med skib mellem en havn i en medlemsstat og en havn eller et offshoreanlæg i et tredjeland) ( 163 ). Da denne forordning i det væsentlige tager sigte på at gennemføre traktatens bestemmelser om den frie udveksling af tjenesteydelser og retspraksis herom ( 164 ), gælder den kun for enten i) statsborgere i EU, såfremt de er hjemmehørende i en anden medlemsstat end den person, for hvem søtransporten udføres (artikel 1, stk. 1), eller ii) statsborgere i medlemsstaterne, såfremt de er hjemmehørende uden for Den Europæiske Union, samt for rederier, der er etableret uden for Den Europæiske Union, men kontrolleret af statsborgere i EU, for så vidt som deres skibe er registreret i denne medlemsstat i overensstemmelse med dennes lovgivning (artikel 1, stk. 2) ( 165 ). Til forskel fra EUSFTA vedrører forordning nr. 4055/86 således ikke ophævelse af restriktioner for levering af internationale søtransportydelser, når disse ydelser leveres af statsborgere i tredjelande eller rederier, der er etableret uden for Den Europæiske Union og kontrolleret af tredjelandsstatsborgere, eller når skibene er registreret i et tredjeland, undtagen hvis tjenesteydelserne leveres af statsborgere i EU, som er etableret i en anden medlemsstat end den person, for hvem tjenesteydelserne udføres ( 166 ).
234.
Spørgsmålet om, hvorvidt forordning nr. 4055/86 finder anvendelse på situationer, hvori der indgår et element uden for EU (dvs. et eksternt aspekt), er imidlertid ikke relevant i forbindelse med en AETR-analyse. En international forpligtelse kan udmærket berøre eller ændre rækkevidden af fælles regler, der kun regulerer EU-interne situationer. Udtalelse 1/03 illustrerer dette ( 167 ). Den nye Luganokonvention, som i denne sag var genstand for en anmodning om en udtalelse, havde til formål at udvide de fælles regler om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område som følge af Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 til tredjelande ( 168 ). Selv om disse fælles regler ikke var udformet med henblik på at regulere retters kompetence i tredjelande og anerkendelse og fuldbyrdelse af disse retters retsafgørelser, fastslog Domstolen, at den nye Luganokonvention ville påvirke den ensartede og sammenhængende anvendelse af den ordning, som var indført ved forordning nr. 44/2001 ( 169 ).
235.
Regulerer forordning nr. 4055/86 i vid udstrækning tjenesteydelser på søtransportområdet?
236.
Hvad angår søtransport accepterer Den Europæiske Union i henhold til kapitel otte, ud over de horisontale forpligtelser i dette kapitel, ubegrænsede forpligtelser inden for modus 1 og 2, visse forpligtelser inden for modus 3 og begrænsede forpligtelser inden for modus 4 ( 170 ). Hvad angår hjælpetjenester i tilknytning til søtransport afhænger forpligtelser inden for modus 1 og 3 af den relevante medlemsstat og af typen af hjælpetjenester, og der er accepteret ubegrænsede forpligtelser inden for modus 2. Nogle få medlemsstater har accepteret begrænsede forpligtelser inden for modus 4.
237.
Der er ganske givet en overlapning mellem forordning nr. 4055/86 og EUSFTA’s kapitel otte. Formålet med denne forordning er i overensstemmelse med artikel 58, stk. 1, TEUF at anvende traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser på området for søtransport mellem medlemsstater ( 171 ). I overensstemmelse hermed er den til hinder for en national lovgivning, der indebærer, at udvekslingen af tjenesteydelser mellem medlemsstaterne gøres vanskeligere end udvekslingen af nationale tjenesteydelser i en medlemsstat, medmindre den nævnte lovgivning forekommer at være begrundet i et tvingende alment hensyn, og på betingelse af, at de foranstaltninger, den pålægger, er nødvendige og proportionale ( 172 ). I lighed med EUSFTA tager forordning nr. 4055/86 således sigte på at liberalisere grænseoverskridende levering af tjenesteydelser på søtransportområdet (dvs. levering af disse tjenesteydelser inden for modus 1 og 2). Desuden indeholder både EUSFTA og denne forordning specifikke regler vedrørende lastfordelingsaftaler i bilaterale aftaler, der er indgået med tredjelande ( 173 ).
238.
Imidlertid er den omstændighed, at disse regler indgår i forordning nr. 4055/86, ikke tilstrækkeligt til, at det kan konkluderes, at liberalisering af søtransporttjenester er i vid udstrækning reguleret af fælles regler.
239.
For det første vedrører forordning nr. 4055/86 udelukkende grænseoverskridende handel med søtransporttjenester (modus 1 og 2). Den liberaliserer ikke leveringen af tjenesteydelser inden for modus 3, dvs. etablering. Det skyldes muligvis, at søtransport (ligesom andre transportformer) i Den Europæiske Union allerede reguleres af traktatens regler om etableringsfrihed i artikel 49-55 TEUF. Disse bestemmelser indeholder ikke en udelukkelse med hensyn til tjenesteydelser ( 174 ) svarende til den, der er fastsat i artikel 58 TEUF. Modus 3 inden for søtransport er således omfattet af traktatens bestemmelser om etableringsfrihed. Som jeg skal redegøre for i forbindelse med porteføljeinvesteringer, kan traktatbestemmelser imidlertid ikke, efter min opfattelse, anses for »fælles regler« som omhandlet i det tredje grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF ( 175 ). Selv om artikel 50, stk. 1, TEUF kan udgøre retsgrundlag for vedtagelsen af fælles regler med det formål at »[gennemføre] […] etableringsfriheden inden for en bestemt erhvervsgren«, har ingen af parterne i den foreliggende sag hævdet, at denne bestemmelse er blevet anvendt inden for søtransportsektoren ( 176 ).
240.
For det andet har Kommissionen hvad angår modus 4 korrekt gjort gældende, at der er fastlagt fælles regler i direktiv 2014/66. Dette direktiv finder imidlertid specifikt anvendelse i forbindelse med virksomhedsintern udstationering af ledere, specialister eller ansatte trainees ( 177 ). Som det fremgår af EUSFTA’s artikel 8.13, stk. 2, har kapitel otte, afdeling D, et betydeligt bredere anvendelsesområde, idet den ikke kun omfatter virksomhedsintern udstationering af personale, men også andre former for »fysiske personers midlertidige ophold i forretningsøjemed«. EUSFTA’s artikel 8.13, litra a), andet afsnit, anfører således, at nøglepersonale foruden »virksomhedsinterne udstationerede« også omfatter »forretningsrejsende i etableringsøjemed«. Denne afdeling finder ligeledes anvendelse på »sælgere af tjenesteydelser til virksomheder«, der defineres som »fysiske personer, som repræsenterer en tjenesteyder fra en af parterne, og som søger midlertidig adgang til den anden parts territorium med henblik på at forhandle om salg af tjenesteydelser eller indgå aftaler om salg af tjenesteydelser for nævnte tjenesteyder«. Denne levering af tjenesteydelser indebærer heller ikke en »virksomhedsintern udstationering« af medarbejdere.
241.
Jeg konkluderer derfor, at liberalisering af søtransporttjenester ikke er et område, som allerede er reguleret af fælles regler, og at det følgelig ikke kan fastslås, at Den Europæiske Union har ekstern enekompetence på dette område som omhandlet i det tredje grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF.
242.
Jeg medgiver dog, at Den Europæiske Union har delt kompetence til at indgå en international aftale, der tager sigte på at liberalisere søtransporttjenester.
243.
Efter min opfattelse kan EUSFTA’s bestemmelser om søtransporttjenester anses for nødvendige for at nå målene i tredje del, afsnit VI, i TEUF vedrørende Den Europæiske Unions transportpolitik (det andet grundlag i artikel 216, stk. 1, TEUF). En fælles transportpolitik kræver bl.a., at der vedtages fælles regler for international transport til eller fra en medlemsstats område eller gennem en eller flere medlemsstaters områder [artikel 91, stk. 1, litra a), TEUF]. Dette omfatter transport med jernbane, ad landeveje, ad indre vandveje, til søs og i luften (artikel 100 TEUF). En nødvendig følge heraf er kompetence til at indgå internationale aftaler med henblik på at sikre gensidige forpligtelser fra de tredjelande, som er transportens udgangspunkt eller bestemmelsessted. Derfor er det min opfattelse, at Den Europæiske Union og medlemsstaterne har delt kompetence hvad angår disse bestemmelser i henhold til artikel 4, stk. 2, litra g), TEUF (»transport«) og det andet grundlag i artikel 216, stk. 1, TEUF, sammenholdt med artikel 91 TEUF og artikel 100, stk. 2, TEUF.
244.
Jeg vil nu se nærmere på transport ad indre vandveje. Foruden de horisontale forpligtelser, som er fastlagt i kapitel otte, accepterer Den Europæiske Union begrænsede forpligtelser inden for dette kapitel i modus 1 og 2 samt modus 3 (afhængigt af den pågældende medlemsstat). Der er ikke indgået forpligtelser inden for modus 4. Hvad angår hjælpetjenester i tilknytning til transport ad indre vandveje (f.eks. godshåndtering og lager- og pakhustjenester) afhænger de forpligtelser, der er accepteret inden for modus 1, 2 og 3, af den pågældende medlemsstat og typen af hjælpetjenesteydelser.
245.
Jeg har allerede redegjort for, hvorfor jeg er uenig i Kommissionens argument, hvorefter Den Europæiske Union på grund af visse tjenesteydelsers begrænsede praktiske relevans i det væsentlige ikke indgår nogen forpligtelser og i praksis ikke udøver kompetencer gennem EUSFTA ( 178 ). Desuden har Kommissionen ikke fremført nogen argumenter med henblik på at påvise, at betingelserne i det tredje grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF er opfyldt. Under disse omstændigheder er det ikke nødvendigt at undersøge nærmere, hvorvidt artikel 3, stk. 2, TEUF eventuelt finder anvendelse på bestemmelserne i kapitel otte, for så vidt som de finder anvendelse på transport ad indre vandveje. Den Europæiske Union råder ikke over ekstern enekompetence på dette transportområde i henhold til artikel 3, stk. 2, TEUF.
246.
Som det er tilfældet hvad angår søtransport ( 179 ), kan EUSFTA’s bestemmelser om transport ad indre vandveje imidlertid anses for nødvendige for at nå målene i tredje del, afsnit VI, i TEUF (det andet grundlag i artikel 216, stk. 1, TEUF) og er derfor, af de samme grunde, omfattet af Den Europæiske Unions og medlemsstaternes delte kompetence på grundlag af artikel 4, stk. 2, litra g), og det andet grundlag i artikel 216, stk. 1, TEUF, sammenholdt med artikel 91 TEUF og artikel 100, stk. 1, TEUF.
247.
Hvad angår lufttransport accepterer Den Europæiske Union ud over de horisontale forpligtelser i henhold til kapitel otte ubegrænsede forpligtelser inden for modus 1 og 2, selv om disse forpligtelser er begrænset til i) tjenesteydelser i forbindelse med reparation og vedligeholdelse af flyvemaskiner, under hvilke et luftfartøj tages ud af drift, ii) salg og markedsføring af lufttransporttjenester og iii) tjenester i forbindelse med EDB-reservationssystemer. Desuden accepterer Den Europæiske Union visse forpligtelser inden for modus 3 og begrænsede forpligtelser inden for modus 4 (der kan anvendes en nationalitetsbetingelse) hvad angår internationale lufttransporttjenester.
248.
Jeg har allerede afvist Kommissionens påstand om, at EU har enekompetence hvad angår tjenesteydelser i forbindelse med reparation og vedligeholdelse af flyvemaskiner baseret på det første grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF ( 180 ).
249.
Det følger heraf, at spørgsmålet om, hvorvidt Den Europæiske Union har enekompetence hvad angår lufttransport, afhænger af, hvorvidt betingelserne i det tredje grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF er opfyldt.
250.
Efter min opfattelse har Kommissionen ikke påvist, at dette er tilfældet. Dens argumenter vedrørende tjenesteydelser i forbindelse med reparation og vedligeholdelse af flyvemaskiner vedrører kun det første grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF. Det er dens holdning, at salg og markedsføring af lufttransporttjenester henhører under den fælles handelspolitik. Den eneste form for lufttransporttjeneste, for hvilken Kommissionen har fremlagt en AETR-analyse, er tjenester i forbindelse med edb-reservationssystemer. Det er ubestridt, at forordning nr. 80/2009 fastlægger fælles regler, som gælder for alle edb-reservationssystemer, der indeholder lufttransportprodukter, når de udbydes til salg eller anvendes i EU. Endvidere har Domstolen bekræftet, at Den Europæiske Union som følge af forløberen for denne forordning (Rådets forordning (EØF) nr. 2299/89 ( 181 )) har erhvervet enekompetence til at indgå internationale aftaler vedrørende edb-reservationssystemer, der udbydes til salg eller anvendes på dens område ( 182 ). Dette i sig selv er dog ikke tilstrækkeligt til at konkludere, at levering af lufttransporttjenester er et område, som i vid udstrækning er reguleret af fælles regler. Derfor har Den Europæiske Union ikke ekstern enekompetence på dette område.
251.
EUSFTA’s bestemmelser om lufttransporttjenester kan ikke desto mindre anses for nødvendige for at nå målene i tredje del, afsnit VI, i TEUF (det andet grundlag i artikel 216, stk. 1, TEUF) af de samme grunde, som gælder for søtransport og transport ad indre vandveje ( 183 ). Derfor har Den Europæiske Union og medlemsstaterne delt kompetence hvad angår disse bestemmelser i henhold til artikel 4, stk. 2, litra g), og det andet grundlag i artikel 216, stk. 1, TEUF, sammenholdt med artikel 91 TEUF og artikel 100, stk. 2, TEUF.
252.
Vedrørende jernbanetransport har Den Europæiske Union ud over de horisontale forpligtelser i kapitel otte ikke accepteret nogen forpligtelser inden for modus 1 og har accepteret ubegrænsede forpligtelser inden for modus 2. Der er indgået ubegrænsede forpligtelser for de fleste medlemsstaters vedkommende hvad angår modus 3, idet medlemsstaterne dog kan gøre anvendelse af offentlig ejendom til genstand for offentlige monopoler eller eksklusive rettigheder, som indrømmes private operatører. Der gælder ingen forbehold inden for modus 4 ( 184 ). Hvad angår hjælpetjenester i tilknytning til jernbanetransport afhænger forpligtelserne inden for modus 1 og 3 af den pågældende medlemsstat og typen af hjælpetjenester. Der er accepteret ubegrænsede forpligtelser inden for modus 2.
253.
Jeg må afvise Kommissionens argument, hvorefter udtalelse 1/94 og sag C-268/94, Portugal mod Rådet ( 185 ), understøtter den konklusion, at forpligtelserne i EUSFTA hvad angår levering af jernbanetransporttjenester inden for modus 2 har »yderst begrænset rækkevidde« og derfor er accessoriske i forhold til forpligtelserne inden for den fælles handelspolitik (hvor Den Europæiske Union har enekompetence). I den relevante del af udtalelse 1/94 sondrede Domstolen mellem en international aftale »af den karakter og med det omfang, TRIPS-aftalen har«, som ikke kunne anses for at være omfattet af den fælles handelspolitik, og handelsaftaler, som omhandler intellektuel ejendomsret på rent accessorisk vis ( 186 ). Denne del af udtalelse 1/94 vedrørte derfor rækkeviden af aftaler, der har (den nuværende) artikel 207, stk. 1, TEUF som retsgrundlag. Den er ikke relevant, når Domstolen, som i den foreliggende sag, skal fastslå, hvorvidt Den Europæiske Union har ekstern enekompetence på grundlag af artikel 3, stk. 2, TEUF hvad angår et område (i dette tilfælde jernbanetransport), som ligger uden for den fælles handelspolitik. Det samme ræsonnement gælder vedrørende dommen i sagen Portugal mod Rådet ( 187 ).
254.
Jeg skal nu se på, hvorvidt direktiv 2012/34 i vid udstrækning regulerer jernbanetransporttjenester i Den Europæiske Union.
255.
Direktiv 2012/34, som finder anvendelse på infrastruktur, der anvendes til indenlandsk og international jernbanetransport ( 188 ), har til formål at anvende princippet om fri udveksling af tjenesteydelser på jernbanesektoren, idet der tages hensyn til denne sektors særlige karakteristika ( 189 ). Direktiv 2012/34 regulerer således jernbanevirksomheders adgang til alle medlemsstaters jernbaneinfrastruktur (herunder andre medlemsstater end den, hvori den pågældende virksomhed er etableret), med henblik på udførelse af enten jernbanegodstransport eller international passagertransport ( 190 ). Det regulerer derfor levering af grænseoverskridende jernbanetransporttjenester (modus 1 og 2) i Den Europæiske Union. Desuden fastlægger direktivet materielle og proceduremæssige regler vedrørende betingelserne for, at en jernbanevirksomhed kan opnå en licens, hvorved den kan udføre jernbanetransport i Den Europæiske Union, herunder fra én medlemsstats område til en anden medlemsstats område. Disse betingelser vedrører bl.a. virksomhedens hæderlighed, finansielle kapacitet og faglige kompetence ( 191 ). Direktiv 2012/34 indeholder derfor detaljerede regler om markedsadgang via etablering (modus 3).
256.
Under disse omstændigheder er det min opfattelse, at direktiv 2012/34 i vid udstrækning regulerer jernbanetransportområdet.
257.
Det er også min opfattelse, at de relevante regler i EUSFTA ville ændre rækkevidden af de fælles regler, som dette direktiv fastlægger. F.eks. finder bestemmelserne om etablering (kapitel otte, afdeling C) anvendelse på »foranstaltninger, der indføres eller opretholdes af parterne, og som påvirker etablering inden for alle former for erhvervsvirksomhed« ( 192 ). Disse bestemmelser omfatter beskyttelse mod forskelsbehandling. En jernbanetransportvirksomhed fra Singapore, som søger at få adgang til EU-markedet ved oprettelse af handelsmæssig tilstedeværelse, skal således indrømmes ikke-diskriminerende markedsadgang inden for de begrænsninger, der er fastsat i Den Europæiske Unions liste over specifikke forpligtelser ( 193 ). Når denne virksomhed er etableret i en medlemsstat, må den ikke behandles mindre gunstigt end denne medlemsstats tilsvarende virksomheder ( 194 ). Disse bestemmelser om markedsadgang og national behandling har således den virkning, at jernbanetransportvirksomheder fra Singapore får adgang til det fælles europæiske jernbaneområde, som er oprettet ved direktiv 2012/34. En jernbanetransportvirksomhed fra Singapore vil f.eks. principielt have ret til at få licens på de samme betingelser som »indenlandske« jernbanevirksomheder ( 195 ). Inden for de horisontale begrænsninger for offentlig forsyningsvirksomhed i Den Europæiske Unions liste over specifikke forpligtelser vedrørende etablering ( 196 ) vil denne virksomhed også have ret til at få adgang til jernbaneinfrastruktur i medlemsstaterne ( 197 ) og til ikke at blive behandlet mindre gunstigt end en »indenlandsk« jernbanevirksomhed med hensyn til kapacitetstildeling ( 198 ). EUSFTA vil med andre ord ændre anvendelsesområdet for direktiv 2012/34.
258.
Da EUSFTA ville have denne virkning på de eksisterende fælles regler vedrørende adgang til EU-markedet for jernbanetransporttjenester, har Den Europæiske Union erhvervet ekstern enekompetence på jernbanetransportområdet. Denne konklusion kan ikke drages i tvivl af den omstændighed, at direktiv 2014/66 har en mere begrænset dækning hvad angår levering af jernbanetransporttjenester inden for modus 4 end de relevante bestemmelser i EUSFTA. Det tredje grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF kræver ikke fuldstændigt sammenfald mellem de områder, der er omfattet af internationale forpligtelser, og områder omfattet af EU-regler ( 199 ).
259.
Det er derfor min opfattelse, at Den Europæiske Union har ekstern enekompetence hvad angår EUSFTA’s bestemmelser om jernbanetransporttjenester på grundlag af artikel 91 TEUF og artikel 100, stk. 1, TEUF, sammenholdt med det tredje grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF og det tredje grundlag i artikel 216, stk. 1, TEUF.
260.
Vedrørende vejtransport har Den Europæiske Union ikke accepteret nogen forpligtelser inden for modus 1 ud over de horisontale forpligtelser, som følger af kapitel otte, og har accepteret ubegrænsede forpligtelser inden for modus 2. Forpligtelser inden for modus 3 er genstand for forskellige forbehold i visse medlemsstater afhængigt af transporttype (passager- eller godstransport). Hvad angår modus 4 har enkelte medlemsstater taget forbehold (i form af betingelser med hensyn til nationalitet og hjemsted). Hvad angår hjælpetjenester i tilknytning til vejtransporttjenester afhænger forpligtelserne inden for modus 1 og 3 af den pågældende medlemsstat og typen af de pågældende hjælpetjenester. Der er accepteret ubegrænsede forpligtelser inden for modus 2. Tre medlemsstater har taget forbehold inden for modus 4 (i form af en nationalitetsbetingelse).
261.
Kommissionen har gjort gældende, at modus 2-forpligtelser vedrørende vejtransporttjenester er af begrænset praktisk relevans. Af de grunde, som jeg allerede har redegjort for, afviser jeg dette argument ( 200 ).
262.
Regulerer forordning nr. 1071/2009 alligevel i vid udstrækning tjenesteydelser inden for vejtransport?
263.
Forordning nr. 1071/2009 fastlægger omfattende regler vedrørende adgangen til og udøvelsen af vejtransporterhvervet, som finder anvendelse på både godskørsel og buskørsel ( 201 ). Den opstiller krav for udøvelse af dette erhverv, nemlig at virksomhederne skal have et faktisk etableret og varigt forretningssted i en af medlemsstaterne, udvise god vandel og have et tilstrækkeligt økonomisk grundlag samt de nødvendige faglige kvalifikationer ( 202 ). Endvidere kræver forordning nr. 1071/2009, at hver medlemsstat tillægger en eller flere myndigheder beføjelser til at udstede vejtransporttilladelser, hvis virksomhederne opfylder disse krav ( 203 ). Disse regler suppleres af sektorspecifikke regler i forordning nr. 1072/2009 om adgang til markedet for godskørsel ( 204 ) og i forordning nr. 1073/2009 om adgang til markedet for buskørsel ( 205 ). De to sidstnævnte forordninger kræver, at virksomhederne får en fællesskabstilladelse, før de udøver disse aktiviteter ( 206 ).
264.
På baggrund heraf regulerer forordning nr. 1071/2009, nr. 1072/2009 og nr. 1073/2009 grænseoverskridende levering af vejtransporttjenester (modus 1 og 2) samt adgang til markedet for vejtransporttjenester ved etablering (modus 3). Forordning nr. 1072/2009 indeholder også regler om førerattest og regulerer således fysiske personers midlertidige ophold på medlemsstaternes område med henblik på at levere tjenesteydelser vedrørende godskørsel (modus 4) ( 207 ). Selv om direktiv 2014/66 har mere begrænset dækning end de relevante forpligtelser i henhold til EUSFTA vedrørende modus 4, er det min opfattelse, at eksisterende fælles regler i vid udstrækning regulerer vejtransportområdet.
265.
Det er ligeledes min opfattelse, at anvendelsesområdet for forordning nr. 1071/2009, nr. 1072/2009 og nr. 1073/2009 ville blive ændret af internationale forpligtelser som dem, der er indeholdt i EUSFTA. Min begrundelse herfor svarer i det væsentlige til begrundelsen vedrørende jernbanetransport ( 208 ).
266.
Bl.a. finder bestemmelserne om etablering (kapitel otte, afdeling C) anvendelse på »foranstaltninger, der indføres eller opretholdes af parterne, og som påvirker etablering inden for alle former for erhvervsvirksomhed« ( 209 ). Disse bestemmelser omfatter beskyttelse mod forskelsbehandling. En vejtransportoperatør fra Singapore, som søger at få adgang til EU-markedet ved oprettelse af handelsmæssig tilstedeværelse, skal således indrømmes ikke-diskriminerende markedsadgang inden for de begrænsninger, der er fastsat i Den Europæiske Unions liste over specifikke forpligtelser ( 210 ). Når denne operatør er etableret i en medlemsstat, har den pågældende ret til ikke at blive behandlet mindre gunstigt end denne medlemsstats tilsvarende operatører ( 211 ). Virkningen af disse bestemmelser om markedsadgang og national behandling er således, at en vejtransportoperatør indrømmes ikke-diskriminerende markedsadgang til Den Europæiske Unions marked, idet de fjerner hindringer for dennes faktiske etablering i EU. EUSFTA medfører, at denne operatør skal indrømmes adgang til dette marked på de samme betingelser (f.eks. vedrørende økonomisk grundlag og faglige kvalifikationer ( 212 )), som gælder for indenlandske operatører. EUSFTA vil med andre ord ændre anvendelsesområdet for forordning nr. 1071/2009, nr. 1072/2009 og nr. 1073/2009.
267.
Da EUSFTA ville have denne virkning på de eksisterende fælles regler vedrørende adgang til EU-markedet for vejtransporttjenester, har Den Europæiske Union erhvervet ekstern enekompetence på vejtransportområdet. Følgelig har Den Europæiske Union ekstern enekompetence hvad angår EUSFTA’s bestemmelser om vejtransporttjenester på grundlag af artikel 91 TEUF og artikel 100, stk. 1, TEUF, sammenholdt med det tredje grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF og det tredje grundlag i artikel 216, stk. 1, TEUF.
268.
I lyset af disse betragtninger konkluderer jeg, at Den Europæiske Union deler den eksterne kompetence med medlemsstaterne med hensyn til indgåelse af forpligtelser inden for EUSFTA’s kapitel otte, for så vidt som det vedrører lufttransport, søtransport og transport ad indre vandveje, herunder tjenesteydelser, som på grund af deres art er forbundet med disse transporttjenester, og ekstern enekompetence på grundlag af det tredje grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF til at indgå forpligtelser inden for EUSFTA’s kapitel otte, for så vidt som det vedrører jernbanetransport og vejtransport (og tjenesteydelser, som på grund af deres art er forbundet med disse transporttjenester). Den Europæiske Union har ekstern enekompetence på grundlag af artikel 3, stk. 1, litra e), TEUF og artikel 207, stk. 1, TEUF hvad angår alle andre tjenesteydelser, som er omfattet af dette kapitel.
269.
Jeg vil nu se nærmere på afdeling A i EUSFTA’s kapitel ni. Jeg vil undersøge dette kapitels afdeling B sammen med EUSFTA’s kapitel tretten, femten og seksten ( 213 ).
Investeringer (kapitel ni, afdeling A, i EUSFTA ( 214 ) )
Argumenter
270.
Kommissionen har gjort gældende, at afdeling A i EUSFTA’s kapitel ni, som nærmere bestemt vedrører internationale investeringer og ikke finder anvendelse på investeringer internt i EU, er omfattet af Den Europæiske Unions enekompetence hvad angår den fælles handelspolitik, for så vidt som denne afdeling finder anvendelse på direkte udenlandske investeringer. Kommissionen har med henvisning til det kriterium, som er anvendt i sager vedrørende handel med tjenesteydelser og varer og handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret, gjort gældende, at en aftale er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 207, stk. 1, TEUF, hvis den specifikt vedrører internationale investeringer, idet den i det væsentlige har til formål at fremme, lette eller regulere internationale investeringer og har direkte og umiddelbare virkninger for disse investeringer.
271.
Kommissionen sondrer mellem porteføljeinvesteringer (eller andre ikke-direkte investeringer) og direkte udenlandske investeringer (som begge kan være omfattet af definitionen i EUSFTA’s artikel 9.1) og har foreslået, at Domstolens definition af »direkte investeringer« i forbindelse med den frie bevægelighed for kapital og betalinger også anvendes i forbindelse med artikel 207, stk. 1, TEUF.
272.
Ifølge Kommissionen omfatter den fælles handelspolitik både regler vedrørende investeringers første adgang til værtsstatens marked og den beskyttelse, som en investering skal have, efter at den har fået adgang til markedet (herefter »beskyttelse efter adgang«). Den sidstnævnte beskyttelse vedrører f.eks. beskyttelse mod forskelsbehandling, unfair og urimelig behandling og ekspropriation uden kompensation. Kommissionen har gjort gældende, at artikel 206 TEUF og artikel 207, stk. 1, TEUF i deres omtale af »direkte udenlandske investeringer« ikke sondrer mellem markedsadgang og beskyttelse efter adgang. Endvidere ville det være i strid med de mål, der er fastsat i artikel 206 TEUF, hvis beskyttelse efter adgang af direkte udenlandske investeringer var udelukket fra den fælles handelspolitik. Bl.a. vedrører det mål, der består i »en gradvis afskaffelse af restriktionerne for […] direkte udenlandske investeringer«, afskaffelse af restriktioner som følge af såvel hindringer for en investerings første adgang og hindringer for dens efterfølgende drift og udnyttelse. I denne forbindelse har Kommissionen draget paralleller til Den Europæiske Unions enekompetence med hensyn til handel med varer og tjenesteydelser, der heller ikke er begrænset til markedsadgangen.
273.
Kommissionen har tilføjet, at den fælles handelspolitik allerede omfatter standarder i GATS-aftalen gældende for behandling efter adgang af tjenesteydelser inden for modus 3 (dvs. ved handelsmæssig tilstedeværelse ( 215 )). EUSFTA’s kapitel otte indeholder lignende standarder. Det ville være ulogisk at konkludere, at Den Europæiske Union ikke har enekompetence hvad angår standarderne i henhold til kapitel ni, men har enekompetence hvad angår tilsvarende standarder i EUSFTA’s kapitel otte eller i GATS-aftalen.
274.
Efter Kommissionens opfattelse begrænser artikel 345 TEUF ikke Den Europæiske Unions enekompetence hvad angår kapitel ni, for så vidt som dette kapitel vedrører ekspropriation. EUSFTA’s artikel 9.6 opstiller betingelser for udøvelse af ekspropriationsretten, der svarer til betingelserne i henhold til artikel 49 TEUF og 63 TEUF. Denne bestemmelse berører ikke de ejendomsretlige ordninger i de enkelte medlemsstater. Den hverken forbyder en medlemsstat at ekspropriere eller kræver, at en medlemsstat eksproprierer aktiver, der ejes af investorer fra Singapore.
275.
Kommissionen har også afvist argumentet, hvorefter den første del af artikel 207, stk. 6, TEUF udelukker, at ekspropriationsklausuler er omfattet af den fælles handelspolitik, fordi der ikke findes en sammenlignelig EU-politik i det indre marked. Dette argument anerkender ikke sondringen mellem eksplicit og implicit ekstern enekompetence. Anden del af artikel 207, stk. 6, TEUF ændrer heller ikke ved Kommissionens synspunkt. Artikel 345 TEUF udelukker ikke som sådan harmonisering af ejendomsret. Under alle omstændigheder harmoniserer EUSFTA’s artikel 9.6 ikke medlemsstaternes love og administrative bestemmelser som omhandlet i artikel 207, stk. 6, TEUF.
276.
Kommissionen har medgivet, at kapitel ni ikke henhører under den fælles handelspolitik, for så vidt som det finder anvendelse på porteføljeinvesteringer. Den har gjort gældende, at Den Europæiske Union ikke desto mindre har enekompetence, fordi porteføljeinvesteringer er en kapitalbevægelse som omhandlet i artikel 63 TEUF, og de standarder for behandlingen, som fastsættes i kapitel ni, er i det mindste i vid udstrækning reguleret af de fælles regler, som er fastlagt i denne traktatbestemmelse. Navnlig er de centrale standarder for national behandling, fair og rimelig behandling og beskyttelse mod ekspropriation omfattet af forbuddet i artikel 63, stk. 1, TEUF. Selv om artikel 63, stk. 1, TEUF gælder med forbehold af den i artikel 64, stk. 1, TEUF fastsatte undtagelse, omfatter de restriktioner, som er sikret ved den sidstnævnte bestemmelse (dvs. eksisterende restriktioner, som det er tilladt at bevare), ikke restriktioner for porteføljeinvesteringer. Betingelserne i det tredje grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF er følgelig opfyldt.
277.
Kommissionen har gjort gældende, at dens fortolkning af »fælles regler« som omhandlet i det tredje grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF, hvorefter dette udtryk omfatter både traktatbestemmelser og bestemmelser i afledt ret, er i overensstemmelse med den logiske begrundelse bag AETR-dommen. Denne logiske begrundelse er beskyttelsen af fællesmarkedets enhed og EU-rettens ensartede anvendelse samt kravet om at sikre en ensartet og sammenhængende anvendelse af EU-reglerne og den tilfredsstillende funktion af den ordning, som oprettes ved disse regler ( 216 ). Kommissionen har også gjort gældende, at traktatens regler om frie kapitalbevægelser er enestående, fordi de har et eksternt aspekt. Desuden skaber artikel 63, stk. 1, TEUF selv, med forbehold af undtagelsen i artikel 64, stk. 1, TEUF, fuld liberalisering af kapitalbevægelser mellem Den Europæiske Union og tredjelande. Det er således ikke nødvendigt at vedtage afledt lovgivning for at udvide kapitalens frie bevægelighed til kapitalbevægelser mellem medlemsstaterne og tredjelande eller for at opnå fuld liberalisering. Den omstændighed, at de fleste sager om anvendelsen af AETR-princippet, bortset fra Pringle-sagen ( 217 ), involverer fælles regler i afledt ret, skyldes, at traktaterne ofte begrænser sig til at opstille politikmål og tillægge institutionerne beføjelser til at lovgive. Endelig vil Den Europæiske Union ikke kunne sikre, at de fælles regler i artikel 63, stk. 1, TEUF anvendes ensartet og sammenhængende, medmindre den har enekompetence.
278.
Såfremt Domstolen fastslår, at Den Europæiske Union ikke har enekompetence hvad angår porteføljeinvesteringer på grundlag af artikel 3, stk. 2, TEUF, sammenholdt med artikel 63, stk. 1, TEUF, har Kommissionen gjort gældende, at Den Europæiske Union ikke desto mindre har delt kompetence. I denne forbindelse har den henvist til artikel 216, stk. 1, TEUF, hvorefter Den Europæiske Union har ret til at indgå internationale aftaler med tredjelande, når indgåelsen er »[…] nødvendig for i forbindelse med Unionens politikker at nå et af de mål, der er fastlagt i traktaterne […]«. I den foreliggende sag er målet at opnå fri bevægelighed for kapitalen, herunder porteføljeinvesteringer mellem Den Europæiske Union og tredjelande. Liberaliseringen af kapitalbevægelser uden for EU kan kun være effektiv, hvis tredjelande fjerner deres egne restriktioner for kapitalbevægelser mellem Den Europæiske Union og deres områder. Dette kræver normalt, at der indgås internationale aftaler baseret på gensidighed med disse lande. Kommissionen har fastholdt, at den ikke har gjort gældende, at Den Europæiske Union har enekompetence, fordi kapital 9 er nødvendigt, for at Den Europæiske Union kan udøve sine eksterne kompetencer.
279.
Parlamentet har også gjort gældende, at EU har enekompetence hvad angår EUSFTA’s kapitel ni, afdeling A. Det har navnlig gjort gældende, at Den Europæiske Union har enekompetence hvad angår porteføljeinvesteringer, for det første fordi kapitel ni’s regulering af porteføljeinvesteringer er accessorisk i forhold til dette kapitels primære eller fremherskende formål (at sikre beskyttelse for udenlandske direkte investeringer), og for det andet fordi artikel 3, stk. 2, TEUF også kan finde anvendelse i tilfælde, hvor den primære EU-ret kan blive berørt. Parlamentet har nærmere bestemt tilsluttet sig Kommissionens standpunkt, hvorefter forbuddet mod ekspropriation i EUSFTA’s artikel 9.6 hverken er et indgreb i medlemsstaternes forskellige ordninger for ejendomsret og metoder til registrering og strukturering af ejendomsretlige forhold i forskellige retlige traditioner eller en harmonisering af medlemsstaternes lovgivninger.
280.
Rådet har anerkendt, at handel og direkte udenlandske investeringer ud fra en økonomisk synsvinkel er forbundet, og at nogle aspekter af behandlingen af direkte udenlandske investeringer er relateret til almindelige spørgsmål inden for den fælles handelspolitik (dvs. markedsadgang i form af udenlandske investorers adgang til import- eller eksportlicens). Det har imidlertid gjort gældende, at regulering af direkte udenlandske investeringer ikke nødvendigvis forfølger handelsmæssige mål. Ifølge Rådet udgør fastlæggelse af regler med hensyn til adgang for og behandling og beskyttelse af direkte udenlandske investeringer et selvstændigt område inden for internationale økonomiske forbindelser, som ikke automatisk er omfattet af handelspolitikken. Rådet har sondret mellem: i) adgang for direkte udenlandske investeringer (dvs. markedsadgang: afgørelsen af, hvorvidt en direkte investor må investere i en værtsstat, og hvilke (eventuelle) restriktioner eller betingelser der gælder), ii) kapitalbevægelser i forbindelse med direkte udenlandske investeringer (selv om en investor også kan rejse midler i værtsstaten, og direkte udenlandske investeringer således ikke nødvendigvis altid indebærer grænseoverskridende kapitalbevægelser), og iii) behandling af investeringer.
281.
Ifølge Rådet er kapitel ni et selvstændigt kapitel, som udelukkende omhandler beskyttelse af investering og anvender en meget bred definition af investeringer, der er baseret på aktiver. Dette kapitel vedrører hverken adgang for eller fremme af investeringer. Regler for adgang for investeringer findes i EUSFTA’s kapitel otte.
282.
Rådet har anerkendt, at Den Europæiske Union har enekompetence hvad angår direkte udenlandske investeringer, der er relateret til den fælles handelspolitik, men har foreslået en mere snæver fortolkning af anvendelsesområdet for artikel 207, stk. 1, TEUF end den, Kommissionen og Europa-Parlamentet har talt for. I denne henseende anser Rådet det for ufornødent, at Domstolen tager stilling til de nøjagtige grænser for kompetencen vedrørende direkte udenlandske investeringer inden for EUSFTA. Rådet har i det væsentlige hævdet, at Kommissionen ikke har godtgjort, at alle de i afdeling A anførte standarder vedrører bestemmelser, som er omfattet af Den Europæiske Unions enekompetence hvad angår direkte udenlandske investeringer eller enhver anden type investering, som reguleres af kapitel ni.
283.
For så vidt angår klausulen om national behandling i EUSFTA’s artikel 9.3 har Rådet fokuseret på de i artikel 9.3, stk. 3, omhandlede situationer, i hvilke parterne må se bort fra pligten til national behandling. Ifølge Rådet kan Den Europæiske Union ikke have enekompetence til at undertegne og indgå EUSFTA, for så vidt som den vedrører foranstaltninger, som medlemsstaterne har truffet under udøvelse af deres ansvar for den nationale sikkerhed. Den Europæiske Union har heller ikke enekompetence hvad angår beskyttelsen af nationale skatte eller lovgivningskompetence til at vedtage foranstaltninger inden for direkte beskatning.
284.
Hvad angår klausulen om fair og rimelig behandling og klausulen om fuld beskyttelse og sikkerhed i EUSFTA’s artikel 9.4 har Rådet gjort gældende, at Kommissionen ikke har påvist, at Den Europæiske Union har enekompetence hvad angår nogen af disse klausuler.
285.
Hvad angår den ordning for kompensation for tab ved investeringer (omfattet af kapitel ni), som EUSFTA’s artikel 9.5 fastlægger, har Rådet gjort gældende, at Den Europæiske Union ikke har kompetence hvad angår den del af denne bestemmelse, som vedrører medlemsstaters væbnede styrker. Det er også tvivlsomt, hvorvidt Den Europæiske Union, alene, må undertegne og indgå en aftale, der omhandler følgerne af krig eller anden væbnet konflikt, revolution, national undtagelsestilstand, opstand, oprør eller optøjer på medlemsstaternes territorium.
286.
For så vidt angår de ordninger vedrørende ekspropriation, der er indeholdt i EUSFTA’s artikel 9.6, har Rådet gjort gældende, at Domstolens praksis ikke underbygger det argument, at alle foranstaltninger vedrørende ekspropriation i EUSFTA er i deres helhed omfattet af Den Europæiske Unions enekompetence. Artikel 345 TEUF medfører, at Den Europæiske Union ikke kan have enekompetence til at undertegne og indgå EUSFTA’s artikel 9.6.
287.
Rådet har også anført, at Kommissionen ikke har gjort gældende, og slet ikke godtgjort, at visse spørgsmål, som er reguleret af EUSFTA’s artikel 9.7, stk. 2, navnlig strafbare handlinger, social sikring, offentlige pensionsordninger og obligatoriske opsparingsordninger, er omfattet af Den Europæiske Unions enekompetence.
288.
Rådet er uenigt i Kommissionens påberåbelse af det tredje grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF med henblik på at hævde, at Den Europæiske Union er enekompetent hvad angår porteføljeinvesteringer.
289.
Selv om porteføljeinvesteringer kan indebære kapitalbevægelser, kan denne type investering for det første ikke sidestilles med frie kapitalbevægelser i traktaternes forstand. Artikel 63, stk. 1, TEUF omhandler ikke beskyttelse af investeringer. Den omhandler heller ikke porteføljeinvesteringer eller direkte investeringer som sådan. Artikel 63, stk. 1, TEUF finder kun anvendelse, for så vidt som der er tale om kapitalbevægelser. Dette er ikke nødvendigvis altid tilfældet med direkte udenlandske investeringer og porteføljeinvesteringer. Rådet har endvidere gjort opmærksom på betydningen af at sikre, at tredjelandsoperatører ikke omgår tilladte restriktioner for etableringsfriheden (begrundet i artikel 65, stk. 2, TEUF) ved at søge at påberåbe sig artikel 63 TEUF direkte. Domstolen har ved brug af en metode baseret på tyngdepunktet sondret mellem etableringsfriheden og kapitalens frie bevægelighed, hvor den ser på, hvilket konkret aspekt af situationen der primært er berørt af den angivelige restriktion.
290.
For det andet er der ingen bestemmelser i traktaterne, som tillægger Den Europæiske Union en specifik kompetence til at træffe foranstaltninger i forbindelse med porteføljeinvesteringer eller (a fortiori) beskyttelsen af porteføljeinvesteringer. Medlemsstaterne har derfor, i lyset af artikel 4, stk. 1, TEUF og artikel 5, stk. 2, TEUF, ret til at træffe foranstaltninger på dette område.
291.
For det tredje har Rådet gjort gældende, at såfremt Domstolen er enig i, at porteføljeinvesteringer er kapitalbevægelser som omhandlet i artikel 63, stk. 1, TEUF, og at denne bestemmelse tillægger Den Europæiske Union en specifik beføjelse til at træffe foranstaltninger med hensyn til beskyttelse af denne form for investeringer, har Den Europæiske Union ikke vedtaget lovgivning efter artikel 63, stk. 1, TEUF vedrørende beskyttelse af porteføljeinvesteringer. Rådet har anerkendt, at der findes afledt ret om f.eks. adgang for værdipapirer til fondsbørser og markeder for finansielle instrumenter. Selv om disse regler omfatter aspekter af porteføljeinvesteringer, er ingen af dem vedtaget ved brug af de lovgrundlag, som vedrører kapitalens frie bevægelighed.
292.
For det fjerde kan der under ingen omstændigheder være tale om implicit ekstern EU-enekompetence hvad angår porteføljeinvesteringer, eftersom artikel 63, stk. 1, TEUF ikke er en »fælles regel« som omhandlet i artikel 3, stk. 2, TEUF. Selv om det antages, at der eksisterer primær lovgivning, der skaber fuld liberalisering af kapitalbevægelser mellem medlemsstater og tredjelande, er Kommissionens nye fortolkning af »fælles regler« i artikel 3, stk. 2, TEUF ifølge Rådet fejlbehæftet. Det fremgår af Domstolens praksis, at Den Europæiske Union skal have udøvet intern kompetence ved at vedtage afledt ret. Dette krav ligger i selve begrebet implicitte beføjelser. Kommissionen tager fejl, når den henviser til Pringle-dommen og udtalelse 1/92 ( 218 ). I Pringle-dommen ( 219 ) fastslog Domstolen, at traktaten om den europæiske stabilitetsmekanisme (herefter »ESM-traktaten«) som helhed ikke hørte ind under Den Europæiske Unions hævdede enekompetence i henhold til artikel 3, stk. 1, litra c), TEUF. Det var ufornødent, at Domstolen undersøgte det andet spørgsmål om, hvorvidt ESM-traktaten ikke desto mindre kunne anses for at berøre »fælles regler eller ændre deres rækkevidde« som omhandlet i artikel 3, stk. 2, TEUF. Under alle omstændigheder er det tydeligt, at formålet i Pringle-sagen vedrørte Den Europæiske Unions udøvelse af de beføjelser, som den udtrykkeligt var blevet tillagt. Rådet har medgivet, at Domstolen i udtalelse 1/92 ( 220 ) rent faktisk henviste til traktatbestemmelser om konkurrence. De sager, som Domstolen henviste til i denne udtalelse, fremhævede imidlertid, at der skal udøves interne kompetencer, før der opstår en implicit kompetence til at indgå en international aftale, eller at en sådan implicit kompetences eksistens er kædet sammen med en kompetence, som udtrykkeligt tillægges ved traktaterne.
293.
Såfremt Domstolen anerkender, at artikel 63, stk. 1, TEUF kan udgøre en »fælles regel«, har Rådet gjort gældende, at Kommissionen ikke har godtgjort, hvordan området for porteføljeinvesteringer »i vid udstrækning« er reguleret af de angivelige »fælles regler«. Kommissionen har heller ikke godtgjort, at kapitel ni, for så vidt som det vedrører beskyttelsen af porteføljeinvesteringer, ville berøre sådanne fælles regler eller ændre deres rækkevidde.
294.
Rådet har også sat spørgsmålstegn ved begrundelsen for Kommissionens subsidiære argument, hvorefter der er delt kompetence hvad angår porteføljeinvesteringer på grundlag af artikel 216, stk. 1, TEUF. Kravet om at opnå et specifikt mål i traktaten indebærer, at det påvises, at Den Europæiske Union internt er blevet tillagt beføjelser til at opnå dette mål. Dette er til hinder for, at Kommissionen kan påberåbe sig artikel 216, stk. 1, TEUF hvad angår porteføljeinvesteringer. Såfremt Domstolen fastslår, at Den Europæiske Union rent faktisk har den krævede kompetence til at regulere beskyttelse af porteføljeinvesteringer, har Rådet bemærket, at Kommissionen ikke har gjort gældende, at Den Europæiske Union kun ville kunne udøve denne interne kompetence ved at indgå en international aftale, og at interne og eksterne kompetencer med hensyn til beskyttelsen af udenlandske porteføljeinvesteringer derfor skal udøves samtidig. Hvis Kommissionen har ret, ville det desuden ikke være nødvendigt at indgå en international aftale. Artikel 63, stk. 1, TEUF ville i sig selv skabe fuld liberalisering af kapitalbevægelser mellem Den Europæiske Union og tredjelande.
295.
Rådet er enigt i, at Den Europæiske Union og medlemsstaterne har fælles kompetence hvad angår kapitel ni. Da Den Europæiske Union ikke er blevet tillagt kompetence til at beskytte porteføljeinvesteringer, kan den imidlertid ikke udøve denne kompetence uden medlemsstaternes deltagelse. Rådet har subsidiært gjort gældende, at såfremt Domstolen anerkender, at Den Europæiske Union har delt kompetence hvad angår porteføljeinvesteringer, er det en politisk beslutning, hvorvidt denne kompetence skal udøves ved indgåelsen af EUSFTA.
296.
Størstedelen af de intervenerende medlemsstater har indtaget et standpunkt vedrørende afdeling A. De argumenter, de har fremført, svarer i det store og hele til de forskellige aspekter af Rådets standpunkt.
297.
De har således gjort gældende, at »direkte investeringer« i artikel 64 TEUF og »direkte udenlandske investeringer« i artikel 207, stk. 1, TEUF skal have samme betydning. I denne forbindelse er retspraksis vedrørende anvendelsesområdet for artikel 64 TEUF relevant samt definitionen af direkte investeringer (og af porteføljeinvesteringer) i forordning (EF) nr. 184/2005 ( 221 ) og direktiv 88/361 ( 222 ).
298.
Den Europæiske Unions enekompetence hvad angår direkte udenlandske investeringer er begrænset til ophævelse af restriktioner for denne type investering. For så vidt som EUSFTA også garanterer andre former for beskyttelse, er sådanne regler ikke omfattet af Den Europæiske Unions enekompetence i henhold til artikel 207, stk. 1, TEUF. Dette gælder vedrørende bestemmelser om fremme og beskyttelse af direkte udenlandske investeringer (f.eks. i relation til ekspropriation, væbnede styrker, direkte beskatning, strafferet og procedure).
299.
EUSFTA’s artikel 9.6 (ekspropriation) fastlægger generelle principper, hvorefter parterne skal anvende deres immaterialret. Disse spørgsmål er omfattet af medlemsstaternes kompetence, som skal udøves i overensstemmelse med EU-retten. Artikel 345 TEUF fastsætter en begrænsning af Den Europæiske Unions udøvelse af sine kompetencer i henhold til traktaterne.
300.
Det følger af artikel 207, stk. 6, TEUF, at Den Europæiske Union ikke må udøve enekompetence til at forhandle og indgå internationale handelsaftaler på områder, hvor den ikke har lovgivningsmæssig kompetence til at vedtage intern lovgivning. Denne bestemmelse er også til hinder for, at Den Europæiske Union har enekompetence, i henhold til artikel 207, stk. 1, TEUF, vedrørende andre former for investering end direkte udenlandske investeringer.
301.
Kommissionens nye fortolkning af artikel 3, stk. 2, TEUF ville indebære, at Den Europæiske Union i henhold til artikel 3, stk. 2, TEUF og artikel 63 TEUF havde enekompetence hvad angår porteføljeinvesteringer. Den ville også indebære, at alle aftaler, som vil kunne begrænse investeringer, uanset om de indgår i den fælles handelspolitik, kan være omfattet af Den Europæiske Unions implicitte enekompetence. Det fremgår imidlertid tydeligt af traktaterne, at der kun er (eksplicit) enekompetence hvad angår direkte udenlandske investeringer. Fælles regler som omhandlet i artikel 3, stk. 2, TEUF er regler i afledt ret, ikke primær ret. Det er ikke tilstrækkeligt, at der er intern kompetence. Den historiske baggrund for artikel 3, stk. 2, TEUF bekræfter denne fortolkning. Under alle omstændigheder er artikel 63 TEUF ikke et retsgrundlag for udøvelsen af kompetence. Retsgrundlaget for at træffe foranstaltninger findes i artikel 64, stk. 1, TEUF og er underlagt begrænsninger.
302.
Desuden er betingelserne i artikel 3, stk. 2, TEUF ikke opfyldt. Kapitel ni, afdeling A, har et langt videre anvendelsesområde end artikel 63 TEUF. Ekspropriation er ikke en restriktion for kapitalens frie bevægelighed, som traktaterne giver mulighed for. For så vidt som artikel 63 TEUF finder anvendelse, ville denne kun garantere anvendelsen af princippet om forbud mod forskelsbehandling. Der er ikke vedtaget fælles regler vedrørende ekspropriation.
303.
Den Europæiske Union må ikke, med sin tilslutning til EUSFTA’s artikel 9.10, stk. 1, selv beslutte at opsige aftaler, som medlemsstaterne har indgået med Singapore. Denne bestemmelse iagttager ikke det almindelige princip, som er formuleret i artikel 59, stk. 1, litra a), i Wienerkonventionen af 1969, hvorefter internationale aftaler kun kan opsiges af aftaleparterne. Kommissionen har heller ikke anført noget grundlag for sit synspunkt i folkeretten. Desuden har Den Europæiske Union selv, i forordning (EU) nr. 1219/2012 ( 223 ), anerkendt, at medlemsstaternes bilaterale aftaler, der er undertegnet inden den 1. december 2009, kan opretholdes eller træde i kraft i overensstemmelse med denne forordning.
304.
Endelig er ingen af grundlagene i artikel 216 TEUF opfyldt. Den Europæiske Union har derfor ikke delt kompetence hvad angår porteføljeinvesteringer.
Analyse
Indledning
305.
Der er to måder, hvorpå Den Europæiske Union kunne have enekompetence hvad angår de materielle regler om investering i kapitel ni, afdeling A. Er disse regler omfattet af den fælles handelspolitik som omhandlet i artikel 207, stk. 1, TEUF? Hvis de ikke er, er de da alligevel en del af et område, inden for hvilket der er fælles regler (som er sammenfaldende med dette område, eller som i vid udstrækning regulerer det), der kan blive berørt, eller hvis rækkevidde kan blive ændret, såfremt EUSFTA indgås (det tredje grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF)? Jeg vil behandle disse muligheder en ad gangen.
306.
Der opstår endnu et særskilt spørgsmål hvad angår kapitel ni, for så vidt som EUSFTA’s artikel 9.10, stk. 1, anfører, at visse bilaterale investeringsaftaler mellem medlemsstaterne og Singapore (opført i et bilag til kapitel ni) ikke længere vil eksistere som følge af EUSFTA’s ikrafttrædelse. Jeg vil behandle dette spørgsmål separat ( 224 ).
Enekompetence på grundlag af artikel 207, stk. 1, TEUF, sammenholdt med artikel 3, stk. 1, TEUF.
– Betydningen af »direkte udenlandske investeringer« i artikel 207, stk. 1, TEUF
307.
Kapitel ni definerer de investeringer og investorer, som det omfatter. Til forskel fra traktaterne sondrer det ikke mellem direkte udenlandske investeringer og andre former for investeringer ( 225 ). Hverken EUSFTA eller traktaterne nævner »porteføljeinvesteringer«.
308.
Kommissionens anmodning giver for første gang Domstolen anledning til at fortolke begrebet »direkte udenlandske investeringer« i artikel 207, stk. 1, TEUF og tage stilling til, i hvor høj grad den fælles handelspolitik omfatter regulering af »direkte udenlandske investeringer«. Denne type investering indgik allerede i artikel III-315, stk. 1, i traktaten om en forfatning for Europa ( 226 ). Indholdsmæssigt svarede denne bestemmelse til artikel 207, stk. 1, TEUF ( 227 ).
309.
I henhold til artikel 207, stk. 1, TEUF, sammenholdt med artikel 3, stk. 1, litra e), TEUF, har Den Europæiske Union enekompetence hvad angår direkte udenlandske investeringer. Denne kompetence gælder sammen med kompetence hvad angår andre spørgsmål, der henhører under den fælles handelspolitik (f.eks. tjenesteydelser), men som også kan være relateret til investeringer (f.eks. investeringer i servicesektoren) ( 228 ).
310.
Traktaterne definerer ikke »direkte udenlandske investeringer«. Udtrykket »investering« anvendes dog i en række bestemmelser i traktaterne, protokollerne og erklæringerne ( 229 ).
311.
I generel forstand betyder »investering« efter min opfattelse anbringelse af penge eller andre aktiver i en forretningsmæssig aktivitet med det formål at skabe en fortjeneste.
312.
Artikel 207, stk. 1, TEUF henviser til én bestemt type investeringer, dvs. investeringer, der både er »udenlandske« og »direkte«.
313.
En udenlandsk investering er en investering, der er foretaget af en fysisk eller juridisk person fra EU i et tredjeland eller af en fysisk eller juridisk person fra et tredjeland i Den Europæiske Union. Direkte udenlandske investeringer er således en direkte investering, der indeholder et tredjelandselement.
314.
Udtrykket »direkte investering« forekommer også i andre traktatbestemmelser, bl.a. artikel 64, stk. 1 og 2, TEUF, som indgår i kapitel fire (»Kapital og betalinger«) i afsnit IV (»Den frie bevægelighed for personer, tjenesteydelser og kapital«). Under forbehold af artikel 64, stk. 1 og 2, TEUF forbyder artikel 63 TEUF alle restriktioner for kapitalbevægelser og for betalinger mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande. Dette forbud har en vid rækkevidde. Det finder f.eks. anvendelse på restriktioner for kapitalbevægelserne, som afholder ikke-hjemmehørende personer fra at foretage investeringer i en medlemsstat, eller sådanne, der kan afholde personer, der er hjemmehørende i en medlemsstat, fra at foretage investeringer i andre stater ( 230 ).
315.
Artikel 64, stk. 1, TEUF er defineret i forhold til de kategorier af kapitalbevægelser, som kan underlægges restriktioner ( 231 ). Den begrænser forbuddet i artikel 63 TEUF med hensyn til kapitalbevægelser til eller fra tredjelande, som vedrører direkte investeringer (herunder investering i fast ejendom), etablering, levering af finansielle tjenesteydelser eller værdipapirers adgang til kapitalmarkeder. Artikel 64, stk. 2, TEUF danner retsgrundlag for Parlamentets og Rådets vedtagelse af foranstaltninger hvad angår disse former for kapitalbevægelser. På de i artikel 64, stk. 3, TEUF fastlagte betingelser kan Rådet også vedtage foranstaltninger, som udgør et »tilbageskridt« i EU-retten hvad angår liberalisering af kapitalbevægelser til eller fra tredjelande.
316.
Hvad det nøjagtige anvendelsesområde for artikel 63 TEUF og 64 TEUF end er, er det min klare opfattelse, at disse bestemmelser finder anvendelse på kapitalbevægelser og betalinger til og fra tredjelande, som indebærer direkte investeringer, herunder direkte udenlandske investeringer. Derfor er både disse bestemmelser og den retspraksis, som fortolker dem, relevante for definitionen af anvendelsesområdet for »direkte udenlandske investeringer« i artikel 207, stk. 1, TEUF.
317.
Domstolen har ved fortolkningen af »direkte investeringer« i artikel 64, stk. 1, TEUF gjort brug af definitionen af dette udtryk i Rådets direktiv 88/361 om gennemførelse af EØF-traktatens artikel 67 ( 232 ). Dette direktivs artikel 1, stk. 1, bestemmer, at kapitalbevægelser skal klassificeres efter nomenklaturen i bilag I (hvis vejledende værdi Domstolen har anerkendt ( 233 )).
318.
Nomenklaturen i bilag I anfører følgende under »direkte investeringer«: »1. Etablering eller udvidelse af filialer eller nye virksomheder, som udelukkende tilhører investoren, og fuldstændig overtagelse af bestående virksomheder. 2. Erhvervelse af kapitalinteresser i nye eller bestående virksomheder med henblik på etablering eller opretholdelse af varige økonomiske forbindelser. 3. Langfristede lån med henblik på etablering eller opretholdelse af varige økonomiske forbindelser. 4. Reinvestering af udbyttet med henblik på opretholdelse af varige økonomiske forbindelser«. Denne del af bilaget henviser også til de forklarende bemærkninger, som definerer visse udtryk udelukkende i forbindelse med nomenklaturen og direktiv 88/361. I disse noter defineres »direkte investeringer« som »[i]nvesteringer af enhver art foretaget af fysiske personer, erhvervs- eller finansieringsvirksomheder, som har til formål at etablere eller opretholde varige og direkte forbindelser mellem investoren og den virksomhedsleder eller den virksomhed, for hvem disse midler er bestemt med henblik på udøvelse af erhvervsvirksomhed«. Noterne tilføjer, at dette begreb »således [skal] forstås i videste forstand«.
319.
På baggrund heraf har Domstolen fastslået, at begrebet »direkte investeringer« omfatter »investeringer foretaget af fysiske eller juridiske personer, som har til formål at etablere eller opretholde varige og direkte forbindelser mellem investoren og den virksomhed, for hvilken disse midler er bestemt med henblik på udøvelse af erhvervsvirksomhed« ( 234 ). I dommen i sagen Test Claimants in the FII Group Litigation fastslog Domstolen, at artikel 63 TEUF i princippet omfatter kapitalbevægelser, som vedrører etablering eller direkte investeringer, idet den fandt, at de sidstnævnte begreber »vedrører erhvervelse af kapitalinteresser i en virksomhed i form af aktiebesiddelse, som giver mulighed for faktisk at deltage i driften af og kontrollen med selskabet« ( 235 ). I Haribo-dommen anvendte Domstolen dette kriterium til at fastslå, at en andel ikke var omfattet af anvendelsesområdet for artikel 64, stk. 1, TEUF (hvorfor der, implicit, ikke var tale om en direkte investering), når der var tale om andele på under 10% af det udloddende selskabs selskabskapital ( 236 ).
320.
Denne retspraksis synes at afspejle definitioner, der er anvendt andetsteds. F.eks. definerer Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (herefter »OECD«) »direct investment« som »[…] a category of cross-border investment made by a resident in one economy […] with the object of establishing a lasting interest [evidenced when the direct investor owns at least 10% of the voting power of the direct investment enterprise] in an enterprise […] that is resident in an economy other than that of the direct investor«. Den direkte investor har interesse i »[…] a strategic long-term relationship with the direct investment enterprise to ensure a significant degree of influence by the direct investor in the management of the direct investment enterprise« ( 237 ). Den Internationale Valutafond (herefter »IMF«) definerer »direct investment« som »[…] the category of international investment that reflects the objective of a resident entity in one economy obtaining a lasting interest in an enterprise resident in another economy«. Ifølge IMF: »lasting interest implies the existence of a long-term relationship between the direct investor and the enterprise and a significant degree of influence by the investor on the management of the enterprise« ( 238 ). De Forenede Nationers Konference for Handel og Udvikling (»UNCTAD«) henviser til OECD’s og IMF’s definitioner.
321.
Også retspraksis vedrørende anvendelsesområdet for artikel 63 TEUF bidrager til forståelsen af, hvad der er udelukket fra begrebet »direkte investeringer«. Domstolen har således sondret mellem denne type investeringer og »porteføljeinvesteringer«, dvs. »erhvervelse af værdipapirer, der handles på kapitalmarkedet med det ene formål at investere uden at ville opnå indflydelse på virksomhedens drift og kontrollen med den« ( 239 ). Denne fortolkning svarer også til andetsteds anvendte definitioner af porteføljeinvesteringer ( 240 ).
322.
På denne baggrund fortolker jeg udtrykket »direkte udenlandske investeringer« i artikel 207, stk. 1, TEUF som investeringer foretaget i Den Europæiske Union af en fysisk eller juridisk person fra et tredjeland og investeringer foretaget i et tredjeland af en fysisk eller juridisk person fra EU, som har til formål at etablere eller opretholde varige og direkte forbindelser, i form af faktisk deltagelse i driften af og kontrollen med selskabet, mellem investoren og den virksomhed, som der investeres i, med henblik på udøvelse af erhvervsvirksomhed. Ifølge denne definition kan den omstændighed, at den direkte investor besidder mindst 10% af stemmeretten i den virksomhed, hvori den direkte investering er foretaget, efter min opfattelse være en bevismæssig vejledning, idet den dog slet ikke er afgørende.
– Reguleringen af »direkte udenlandske investeringer« som en del af den fælles handelspolitik
323.
Parterne er uenige om, hvilke former for regulering af »direkte udenlandske investeringer« der henhører under Den Europæiske Unions fælles handelspolitik. Det er ubestridt, at denne politik omfatter markedsadgang (dvs. betingelserne for adgang og etablering) samt fremme af investeringer. En bestemmelse som EUSFTA’s artikel 9.7 (»Overførsel«), der kræver, at parterne tillader, at alle overførsler vedrørende en investering foretages i en frit konvertibel valuta uden begrænsninger eller forsinkelse, og således finder anvendelse på markedsadgang, henhører således under den fælles handelspolitik.
324.
Omfatter den fælles handelspolitik også beskyttelse af investorer (og deres investeringer), efter at de har fået adgang til det udenlandske marked?
325.
Efter min opfattelse gør den.
326.
Der er ingen tvivl om, at den fælles handelspolitik, i det mindste i en vis udstrækning, omfatter beskyttelsen af visse udenlandske investeringer. Denne politik omfatter nemlig handel med tjenesteydelser, forstået som de fire former for tjenesteydelser, der er omfattet af GATS-aftalen ( 241 ). GATS-aftalen fastlægger bl.a. forpligtelser vedrørende både markedsadgang og national behandling, mestbegunstigelsesprincippet og indenlandsk regulering, navnlig med hensyn til levering af en tjenesteydelse foretaget af en tjenesteyder i et medlemsland gennem en handelsmæssig tilstedeværelse på et andet medlemslands område (den såkaldte modus 3 for levering af tjenesteydelser, som overordnet set svarer til »etablering«) ( 242 ). I denne aftale forstås ved handelsmæssig tilstedeværelse »enhver type virksomhed eller foretagende, der udøver liberalt erhverv, herunder gennem i) stiftelse, erhvervelse eller opretholdelse af en juridisk person, eller ii) oprettelse eller opretholdelse af en filial eller et repræsentationskontor på en medlemsstats område med det formål at levere en tjenesteydelse« ( 243 ). Såfremt direkte udenlandske investeringer tager sigte på at oprette en handelsmæssig tilstedeværelse med det formål at levere en tjenesteydelse, er de omfattet af handel med tjenesteydelser og henhører derfor under den fælles handelspolitik. Under hensyntagen til den type forpligtelser, som er indgået inden for GATS-aftalen, og Domstolens afgørelse i udtalelse 1/08 ( 244 ) er der heller ikke tvivl om, at den fælles handelspolitik omfatter markedsadgang og behandling, efter at den handelsmæssige tilstedeværelse er oprettet. Derfor henhører i det mindste en form for beskyttelse af direkte udenlandske investeringer efter adgang under den fælles handelspolitik, for så vidt som den omfatter handel med tjenesteydelser.
327.
Endvidere er spørgsmålet om, hvorvidt den fælles handelspolitik omfatter regulering, som, ved brug af princippet om national behandling, beskytter investeringsforanstaltninger relateret til handel med varer, allerede blevet afgjort. Domstolen har fastslået, at Den Europæiske Union er enekompetent til at indgå aftalen om handelsrelaterede investeringsforanstaltninger (herefter »TRIMs-aftalen«) ( 245 ), som finder anvendelse på investeringsforanstaltninger relateret til handel med varer ( 246 ) og bl.a. fastlægger en forpligtelse til national behandling ( 247 ).
328.
Desuden henhører en EU-retsakt i henhold til fast retspraksis under den fælles handelspolitik, »[…] hvis den særskilt vedrører den internationale samhandel derved, at den hovedsageligt har til formål at fremme, lette eller regulere samhandelen og har direkte og umiddelbare virkninger for denne« ( 248 ). Det samme kriterium bør derfor anvendes for direkte udenlandske investeringer. EU-foranstaltninger, som hovedsageligt har til formål at fremme, lette eller regulere direkte udenlandske investeringer og har direkte og umiddelbare virkninger for direkte udenlandske investeringer og investorer, henhører således under Den Europæiske Unions fælles handelspolitik.
329.
Jeg vil tilføje, at den konkrete sammenhæng, hvori udtrykket »direkte udenlandske investeringer« forekommer i artikel 206 TEUF og artikel 207, stk. 1, TEUF, svarer til den sammenhæng, hvori det samme udtryk var anvendt i udkastet til artikler om optræden udadtil i den forfatningstraktat, som præsidiet foreslog forsamlingen. I forbindelse med (det, der blev) artikel 206 TEUF og artikel 207, stk. 1, TEUF bemærkede præsidiet, at der var tilføjet en henvisning til direkte udenlandske investeringer »[…] i anerkendelse af, at finansielle strømme supplerer samhandel med varer og i dag udgør en væsentlig andel af samhandelen« ( 249 ). Dette tyder på, at investeringer og handel er centrale bestanddele af en effektiv og samlet fælles handelspolitik. I en stadig mere globaliseret økonomi må det antages, at beslutninger om eksport- og importmarkeder og om, hvor der skal produceres, afhænger af både handel og af investeringspolitikker og -regulering.
330.
Den fælles handelspolitik omfatter derfor, ud over foranstaltninger, som muliggør og fremmer en direkte udenlandsk investerings adgang til værtslandet, foranstaltninger, som beskytter sådanne investeringer, for så vidt som denne beskyttelses tilgængelighed har en direkte og umiddelbar virkning på, hvorvidt den direkte udenlandske investering foretages, og på muligheden for at få udbytte af denne investering.
331.
Denne fortolkning af artikel 207 TEUF sætter Den Europæiske Union i stand til at opnå den fælles handelspolitiks mål. I henhold til artikel 206 TEUF skal Den Europæiske Union med denne politik bidrage til bl.a. »[…] en gradvis afskaffelse af restriktionerne for den internationale handel og de direkte udenlandske investeringer […]«. Efter min opfattelse kan denne sætning ikke fortolkes således, at den fælles handelspolitik er begrænset til ophævelse af restriktioner for markedsadgang for direkte udenlandske investeringer. Formålet med den gradvise afskaffelse af restriktionerne drejer sig ikke kun om, hvorvidt varer og tjenesteydelser kan få adgang til et marked, eller hvorvidt en direkte udenlandsk investering kan komme ind på et marked. Grænseforanstaltninger og begrænsninger for adgang er kun én type restriktion. Mange andre typer foranstaltninger (eller mangel herpå) kan også forhindre, gøre det dyrere eller mere besværligt at placere en vare eller tjenesteydelse på markedet eller foretage en investering med henblik på at opnå en fortjeneste. Sådanne restriktioner kan følge af f.eks. forskelsbehandling, manglende sikkerhed, forudsigelighed og gennemsigtighed i reguleringen af international handel og direkte udenlandske investeringer ( 250 ) eller unfair handelspraksis.
332.
Domstolen har i overensstemmelse med denne fortolkning anerkendt, at bestemmelserne om handel med varer og tjenesteydelser (undtagen transport) i GATT 1994 og GATS-aftalen henhører under den fælles handelspolitik ( 251 ). Disse aftaler indeholder ikke kun regler om markedsadgang. Det er også nødvendigt med andre former for regler om bl.a. nationale instrumenter, da fordelene ved markedsadgang ellers kunne blive betydningsløse på grund af bl.a. nationale diskriminerende foranstaltninger.
333.
Det samme ræsonnement må efter min opfattelse gælde i forbindelse med reguleringen af direkte udenlandske investeringer. Når alt kommer til alt, ville regler, som tillader denne form for investeringer, muligvis være helt uden virkning, hvis investoren efter at have foretaget investeringen står uden beskyttelse mod f.eks. forskelsbehandling (jf. EUSFTA’s artikel 9.3 om »National behandling«, sammenholdt med forståelse 5, og EUSFTA’s artikel 9.5, stk. 1, om »Kompensation for tab«), ekspropriation (jf. EUSFTA’s artikel 9.6 om »Ekspropriation«) eller restriktioner for overførsler (jf. EUSFTA’s artikel 9.7 om »Overførsel«). Hvis en investering f.eks. har fået adgang til markedet, men den økonomiske aktivitet, hvori investeringen blev foretaget, derefter eksproprieres uden kompensation, vil resultatet muligvis være dårligere for investoren, end hvis der ganske enkelt ikke var givet adgang. Det samme er tilfældet, såfremt en investor lider tab i værtsstaten på grund af denne stats væbnede styrkers eller myndigheders rekvisition eller unødige ødelæggelse af den pågældendes investering (jf. EUSFTA’s artikel 9.5, stk. 2, om »Kompensation for tab«).
334.
På samme måde kan det påvirke beslutningen om at foretage en investering i den pågældende stat negativt og mindske fordelene herved, hvis investorer ikke gives en fair og rimelig behandling af deres investeringer på grund af manglende adgang til domstolsprøvelse når de står over for en grundlæggende krænkelse af retten til en retfærdig procedure, eller på grund af ond tro fra værtsstatens side (jf. EUSFTA’s artikel 9.4 om »Norm for behandling«). De samme konsekvenser kan forekomme ved manglende beskyttelse af investorers og investeringers fysiske sikkerhed (jf. også her EUSFTA’s artikel 9.4 om »Norm for behandling«).
335.
Jeg kan ikke se nogen grund til at anskue det anderledes, fordi bestemmelser, som fastsætter undtagelser fra nogle af disse standarder, f.eks. EUSFTA’s artikel 9.3, stk. 3, henviser til mål, hvis forfølgelse kan være omfattet af medlemsstaternes kompetence. Disse bestemmelsers funktion består i at opstille de betingelser, inden for hvilke parterne kan vedtage eller håndhæve foranstaltninger, som ellers er uforenelige med disse normer, med henblik på at opnå legitime mål som f.eks. beskyttelse af den offentlige sikkerhed eller opretholdelse af den offentlige orden. Disse foranstaltninger henhører under Den Europæiske Unions fælles handelspolitik på grund af deres specifikke relation til direkte udenlandske investeringer. Derfor henhører de betingelser, hvorunder sådanne foranstaltninger under særlige omstændigheder kan anvendes, også under denne politik.
336.
Jeg konkluderer derfor, at den fælles handelspolitik også omfatter regulering af beskyttelsen af direkte udenlandske investeringer, for så vidt som denne beskyttelses tilgængelighed har en direkte og umiddelbar virkning på, hvorvidt den direkte udenlandske investering foretages, og på muligheden for at få udbytte af denne investering.
337.
Dette indebærer, at EUSFTA’s kapitel ni, afdeling A, er omfattet af Unionens enekompetence, for så vidt som bestemmelserne i denne afdeling vedrører liberalisering og beskyttelse af direkte udenlandske investeringer som omhandlet i artikel 207, stk. 1, TEUF.
338.
En række medlemsstater har imidlertid indvendt, at den fælles handelspolitik ikke kan omfatte normer for beskyttelse mod ekspropriation af direkte udenlandske investeringer. De har gjort gældende, at dette anliggende i henhold til artikel 345 TEUF er omfattet af medlemsstaternes kompetence. Ifølge denne bestemmelse må de ejendomsretlige ordninger i medlemsstaterne på ingen måde berøres af traktaterne. Sammenholdt med artikel 207, stk. 6, TEUF betyder dette (ifølge medlemsstaterne), at den fælles handelspolitik ikke omfatter ekspropriation af direkte udenlandske investeringer.
339.
Jeg fortolker ikke artikel 207, stk. 6, TEUF og artikel 345 TEUF på denne måde.
340.
Artikel 345 TEUF udtrykker princippet om traktaternes neutralitet for så vidt angår medlemsstaternes ejendomsretlige ordninger. Traktaterne er i princippet hverken til hinder for nationaliseringen af virksomheder eller for privatiseringen heraf ( 252 ). Domstolen har imidlertid fastslået, at artikel 345 TEUF »[…] ikke [kan] bevirke, at de ejendomsretlige ordninger i medlemsstaterne undtages fra […] grundlæggende regler ?i TEUF?, herunder navnlig forbuddet mod forskelsbehandling, etableringsfriheden og de frie kapitalbevægelser« ( 253 ). Efter min opfattelse følger det heraf, at medlemsstaterne ganske vist kan vælge deres ejendomsretlige ordninger, men konsekvenserne af dette valg og betingelserne for besiddelse af ejendom er stadig omfattet af anvendelsesområdet for de gældende EU-retlige regler. Med andre ord kan artikel 345 TEUF ikke fortolkes således, at medlemsstaternes bestemmelser til regulering af ejendomsret »er til hinder for ?EU-?lovgivning inden for området« ( 254 ).
341.
Det er ganske vist korrekt, at såfremt Den Europæiske Union indgår en international aftale (uanset retsgrundlaget herfor), som berøver medlemsstaterne deres ret til at ekspropriere ejendom, kan dette krænke den i artikel 345 TEUF fastsatte rettighed. Dette er imidlertid ikke tilfældet, hvor Den Europæiske Union aftaler med et tredjeland, at aftaleparterne kun må nationalisere eller ekspropriere investeringer foretaget af investorer fra den anden part, hvis visse betingelser er opfyldt. En sådan aftale tilsidesætter ikke medlemsstaternes fortrinsret (dvs. enekompetence) til at vælge deres ejendomsretlige ordning. Den begrænser blot de omstændigheder, hvorunder de må vælge at nationalisere eller ekspropriere investeringer. For så vidt som en sådan aftale også omfatter direkte udenlandske investeringer, begrænser artikel 345 TEUF ikke Den Europæiske Unions enekompetence i henhold til artikel 207, stk. 1, TEUF til at aftale med et tredjeland, at udøvelsen af denne rettighed underlægges betingelser. En sådan aftale harmoniserer heller ikke betingelserne for ekspropriation i Den Europæiske Union.
342.
Det er derfor min opfattelse, at artikel 345 TEUF, sammenholdt med artikel 207, stk. 6, TEUF, ikke begrænser Den Europæiske Unions udøvelse af enekompetence i henhold til artikel 207, stk. 1, TEUF ( 255 ).
343.
Jeg konkluderer følgelig, at afdeling A i kapitel ni (»Investeringsbeskyttelse«) i sin helhed er omfattet af Den Europæiske Unions enekompetence i henhold til artikel 207, stk. 1, TEUF, for så vidt som den finder anvendelse på direkte udenlandske investeringer.
344.
Endelig skal jeg tilføje, at selv om »direkte udenlandske investeringer« nu uden tvivl er et område, der henhører under den fælles handelspolitik, kunne dele af EUSFTA’s kapitel ni, afdeling A, udmærket henhøre under denne politik i medfør af andre aspekter af artikel 207, stk. 1, TEUF. Jeg har allerede omtalt samspillet mellem handel med tjenesteydelser og investeringer ( 256 ). Handelsrelaterede aspekter af immaterialret og investeringer kan interagere på samme vis, for så vidt som intellektuelle ejendomsrettigheder og goodwill inden for EUSFTA er en form for investering, som er omfattet af dette kapitel ( 257 ).
345.
I forbindelse med den foreliggende sag er det dog tilstrækkeligt, at indholdet i kapitel ni er relateret til mindst et af områderne i artikel 207, stk. 1, TEUF og således henhører under den fælles handelspolitik.
Den Europæiske Unions kompetence på grundlag af artikel 63 TEUF, sammenholdt med artikel 3, stk. 2, TEUF
346.
Det er ubestridt, at artikel 207, stk. 1, TEUF ikke som sådan regulerer andre former for investering end direkte udenlandske investeringer. Parterne har hovedsagelig anvendt udtrykket »porteføljeinvesteringer« til at beskrive disse investeringer.
347.
Medmindre (dele af) de regler i EUSFTA, der gælder for disse andre former for investering, er omfattet af forpligtelserne hvad angår tjenesteydelser ( 258 ), skal retsgrundlaget for Den Europæiske Unions foranstaltninger med hensyn til disse investeringer og Den Europæiske Unions enekompetence derfor findes i andre bestemmelser.
348.
Det er ikke blevet hævdet, at Den Europæiske Union skal have enekompetence til at indgå EUSFTA, for at den kan udøve sin interne kompetence. Det andet grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF finder således ikke anvendelse.
349.
Parterne er imidlertid uenige om, hvorvidt Den Europæiske Union kan udlede enekompetence hvad angår kapitel ni, afdeling A, af det tredje grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF, for så vidt som den vedrører andre former for investering end direkte udenlandske investeringer.
350.
Jeg kan ikke tilslutte mig Kommissionens vide fortolkning af artikel 3, stk. 2, TEUF, hvorefter »fælles regler« omfatter traktatbestemmelser.
351.
Det er korrekt, at artikel 3, stk. 2, TEUF i sig selv ikke kan give nogen udslagsgivende vejledning. Mens TEUF anvender udtrykket »fælles regler« specifikt i forbindelse med vedtagelsen af afledt EU-lovgivning ( 259 ), har afsnit VII i tredje del i TEUF overskriften »De fælles regler om konkurrence, fiskale spørgsmål og indbyrdes tilnærmelse af lovgivningerne«. Traktatbestemmelserne i denne afdeling klassificeres således som »fælles regler«.
352.
Det tredje grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF bør imidlertid fortolkes i lyset af AETR-dommen og efterfølgende retspraksis, som anvender AETR-princippet ( 260 ). Set i denne sammenhæng er det åbenbart, at Kommissionens vide fortolkning af »fælles regler« ikke kan godtages.
353.
Artikel 3, stk. 2, TEUF fastlægger yderligere grundlag for, at Den Europæiske Union har enekompetence til at indgå en international aftale i de tilfælde, hvor Den Europæiske Union ikke har eksplicit enekompetence i medfør af artikel 3, stk. 1, TEUF. Denne kompetence skal derfor udspringe af et andet grundlag end selve traktaterne. Hvad angår det tredje grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF er det nævnte andet grundlag den virkning, som internationale aftaler indgået af medlemsstaterne eventuelt kan have på »fælles regler«, dvs. regler, som Den Europæiske Union har vedtaget under udøvelsen af sin interne kompetence (til at anvende en fælles politik) på visse områder. Som Domstolen fremhævede i udtalelse 2/92, er det kun udøvelse af en intern kompetence (til forskel fra selve dens eksistens), der kan medføre en (implicit) ekstern enekompetence ( 261 ). I udtalelse 1/94 fremhævede Domstolen, at »[Den Europæiske Unions] eksklusive kompetence udadtil [ikke] ipso facto [følger] af [dens] kompetence til internt at fastsætte regler« ( 262 ).
354.
Kommissionens argument ville betyde, at artikel 3, stk. 2, TEUF anerkender Den Europæiske Unions ret til at indgå en aftale, som berører traktaterne eller ændrer deres rækkevidde. Den primære funktion af artikel 3, stk. 2, TEUF er dog, som det tydeligt fremgår af dens ordlyd, at beskrive arten af Den Europæiske Unions eksterne kompetence. Dens formål kan ikke være at give Den Europæiske Union ret til at »berøre« primære EU-retlige regler eller »ændre deres rækkevidde« ved at indgå en international aftale ( 263 ). Primær ret kan kun ændres ved en ændring af traktaterne i overensstemmelse med artikel 48 TEU ( 264 ). I modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, kan risikoen for at berøre primærretlige EU-regler ikke indebære, at der er ekstern enekompetence som omhandlet i det tredje grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF ( 265 ). Artikel 3, stk. 2, TEUF kan heller ikke fortolkes således, at Den Europæiske Union har ekstern enekompetence på det grundlag alene, at den har kompetence til internt at vedtage regler ( 266 ).
355.
Kommissionen har her henvist til Pringle-dommen, hvori Domstolen undersøgte, hvorvidt ESM-traktaten (indgået af de medlemsstater, der har euroen som valuta) berørte Den Europæiske Unions kompetence til på grundlag af artikel 122, stk. 2, TEUF at yde finansiel ad hoc-støtte til en medlemsstat, der står over for vanskeligheder eller alvorlig risiko for store vanskeligheder som følge af naturkatastrofer eller usædvanlige begivenheder, som den ikke selv er herre over. Domstolen bemærkede, at etableringen af ESM ikke berører Unionens kompetence til på grundlag af artikel 122, stk. 2, TEUF at yde finansiel ad hoc-støtte til en medlemsstat, når det konstateres, at denne står over for vanskeligheder eller alvorlig risiko for store vanskeligheder som følge af naturkatastrofer eller usædvanlige begivenheder, som den ikke selv er herre over. Den fastslog imidlertid videre, at hverken artikel 122, stk. 2, TEUF eller nogen anden bestemmelse i EU-traktaten eller EUF-traktaten tildeler Den Europæiske Union en specifik kompetence til at oprette en permanent stabilitetsmekanisme såsom SEM, hvorfor medlemsstaterne har ret til, i henhold til artikel 4, stk. 1, og artikel 5, stk. 2, TEU, at handle på dette område ( 267 ). I efterprøvelsen af, hvorvidt artikel 3, stk. 2, TEUF var til hinder for, at de medlemsstater, der har euroen som valuta, kunne indgå ESM-traktaten, undersøgte Domstolen både Rådets forordning (EU) nr. 407/2010 ( 268 ) og den traktatbestemmelse, som bemyndiger Den Europæiske Union til at vedtage afledt lovgivning. Domstolen fastslog, at artikel 3, stk. 2, TEUF ikke var til hinder for, at en del af medlemsstaterne indgik ESM-traktaten.
356.
Efter at have beskrevet hovedformålet med artikel 3, stk. 2, TEUF fastslog Domstolen i Pringle-dommen, at »det også følger [af artikel 3, stk. 2, TEUF], at det er forbudt for medlemsstaterne at indgå en indbyrdes aftale, som vil kunne berøre fælles regler eller ændre deres rækkevidde« ( 269 ). Denne udtalelse er blot udtryk for princippet om EU-rettens forrang for national ret, som både gælder vedrørende primær og afledt EU-ret. Denne del af Domstolens begrundelse i Pringle-dommen understøtter ikke det synspunkt, at Den Europæiske Unions enekompetence til at indgå en international aftale baseret på det tredje grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF kan følge af »fælles regler« i den primære EU-ret.
357.
Kommissionens argument ville også indebære, at der selv i det tilfælde, hvor den interne kompetence, som ligger til grund for den traktatbestemmelse, den har påberåbt sig, ikke er blevet udøvet, kan fastslås ekstern enekompetence ifølge det tredje grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF. Hvis dette var korrekt, ville forskellen mellem det andet grundlag, som specifikt vedrører den situation, hvor der ikke er blevet udøvet intern kompetence, og det tredje grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF delvis forsvinde.
358.
Endvidere ville selve eksistensen af en traktatbestemmelse muligvis være tilstrækkeligt til at fastslå, at Den Europæiske Union havde enekompetence, hvis det tredje grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF blev fortolket således, at enekompetence er en nødvendig konsekvens af den omstændighed, at en international aftale kan påvirke traktatbestemmelser eller ændre deres rækkevidde. Hvis dette var korrekt, hvorfor bekræftede traktatens forfattere da ikke simpelthen udtrykkeligt, at der var ekstern enekompetence?
359.
Det er derfor min opfattelse, at »fælles regler« i det tredje grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF ikke kan fortolkes således, at de omfatter »traktatbestemmelser«.
360.
Det er ubestridt, at der ikke findes afledt EU-ret i henhold til artikel 63, stk. 1, TEUF og artikel 64, stk. 2, TEUF vedrørende andre former for investering end direkte udenlandske investeringer.
361.
Jeg konkluderer derfor, at betingelserne i det tredje grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF ikke er opfyldt, da der ikke findes fælles regler. Som følge heraf har Den Europæiske Union ikke enekompetence på dette grundlag. Kommissionen har heller ikke gjort gældende, at den har enekompetence på et andet grundlag.
362.
Deler Den Europæiske Union kompetencen med medlemsstaterne?
Den Europæiske Unions delte kompetence med medlemsstaterne
363.
Kommissionen har subsidiært gjort gældende, at Den Europæiske Union har delt kompetence, baseret på det andet grundlag i artikel 216, stk. 1, TEUF, til at indgå en international aftale vedrørende andre former for investering end direkte udenlandske investeringer.
364.
Under retsmødet spurgte Domstolen både Rådet og Kommissionen, på hvilket grundlag Den Europæiske Union havde intern kompetence hvad angår andre former for investering end direkte udenlandske investeringer. Rådet svarede, at der ikke var noget retsgrundlag i traktaterne for at vedtage afledte retsakter vedrørende andre former for investering end direkte udenlandske investeringer, som kunne anses for at være »fælles regler« som omhandlet i det tredje grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF. Det anerkendte dog, at visse aspekter af andre former for investering end direkte udenlandske investeringer muligvis kan gøres til genstand for lovgivningsmæssige retsakter, der er vedtaget på grundlag af traktatbestemmelser (undtagen artikel 63 TEUF og 64 TEUF) vedrørende det indre marked. Kommissionen svarede, at traktaterne, henset til det forbud, som allerede er indeholdt i artikel 63, stk. 1, TEUF, (naturligvis) ikke indeholdt noget retsgrundlag for at vedtage afledt ret med henblik på at opnå liberalisering (ikke harmonisering) af kapitalbevægelser, herunder porteføljeinvesteringer. Både artikel 114 TEUF og 352 TEUF udgjorde imidlertid grundlag for ophævelse af restriktioner for porteføljeinvesteringer. Artikel 114 TEUF ville imidlertid ikke være et passende retsgrundlag, i det omfang EUSFTA ikke tager sigte på harmonisering. Kommissionen gjorde gældende, at det under alle omstændigheder ikke er nødvendigt at fastlægge et retsgrundlag for udøvelsen af intern kompetence, før Unionen kan anvende artikel 216, stk. 1, TEUF.
365.
Efter min opfattelse er det andet grundlag i artikel 216, stk. 1, TEUF kun relevant, hvis Den Europæiske Union har intern kompetence. I denne forbindelse skal et emne være omfattet af EU-rettens anvendelsesområde og således Den Europæiske Unions kompetence ( 270 ). Det er ikke nødvendigt, at Den Europæiske Union har kompetence til at vedtage afledt ret.
366.
Efter min opfattelse er alle betingelserne for anvendelsen af det andet grundlag i artikel 216, stk. 1, TEUF opfyldt her.
367.
Det fremgår klart af artikel 63 TEUF, at Den Europæiske Union har kompetence med hensyn til liberalisering og beskyttelse af andre former for investering end direkte udenlandske investeringer, i det omfang disse investeringer udgør kapitalbevægelser mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande. Selv om traktaterne ikke definerer »kapitalbevægelser«, har Domstolen fortolket dette udtryk med udgangspunkt i den (ikke-udtømmende) nomenklatur i bilaget til direktiv 88/361 ( 271 ). Kapitelbevægelser er klassificeret efter den økonomiske art af de tilgodehavender og forpligtelser, som de vedrører. Det er en meget vid definition. Kapitalbevægelser omfatter således bl.a. fast ejendom, værdipapirer, andre instrumenter, der handles på pengemarkedet, andele i investeringsinstitutter, kontokuranter og indlånskonti i penge- og finansieringsinstitutter, kreditter ydet i tilknytning til handels- eller tjenesteydelsesforretninger, finanslån og -kreditter, kautioner, andre garantier og panterettigheder, overførsler til opfyldelse af forsikringsaftaler, kapitalbevægelser af personlig karakter, ind- og udførsel af formueværdier, patenter, mønsterrettigheder, varemærker og opfindelser.
368.
Andre former for regulering af disse investeringstyper kan muligvis have hjemmel i artikel 114 TEUF, i det omfang de tilnærmer lovgivningerne vedrørende det indre markeds oprettelse og funktion. Der kan eventuelt også udledes yderligere beføjelser af artikel 352 TEUF.
369.
Det aspekt af det indre marked, som vedrører kapitalens frie bevægelighed, har både et internt og et eksternt led. En aftale mellem Den Europæiske Union og et tredjeland, som EUSFTA, der har til formål at opnå gensidig liberalisering, falder inden for rammerne af denne politik. Da der ikke kan indgås sådanne gensidige forpligtelser uden det pågældende tredjelands samtykke, kan det være nødvendigt, jf. det første grundlag i artikel 216, stk. 1, TEUF, at indgå en international aftale for at nå dette mål.
370.
Jeg konkluderer derfor, at kapitel ni, afdeling A, i det omfang den finder anvendelse på andre former for investering end direkte udenlandske investeringer, er omfattet af Den Europæiske Unions og medlemsstaternes delte kompetencer på grundlag af artikel 4, stk. 2, litra a), TEUF og det første grundlag i artikel 216, stk. 1, TEUF, sammenholdt med artikel 63 TEUF.
Spørgsmålet om, hvorvidt EUSFTA kan opsige bilaterale aftaler, der er indgået mellem medlemsstaterne og Singapore
371.
Hvorvidt Den Europæiske Union har kompetence til at tilslutte sig artikel 9.10, stk. 1, i EUSFTA’s kapitel ni, afdeling A, er et særskilt spørgsmål. Ifølge denne bestemmelse vil de bilaterale investeringsaftaler mellem medlemsstaterne og Singapore, der er opført i bilag 9-D ( 272 ), ikke længere have virkning som følge af EUSFTA’s ikrafttrædelse. De pågældende aftaler vil blive ophævet, erstattet og afløst af EUSFTA. Fodnote 19 ( 273 ) til denne bestemmelse tilføjer: »Det præciseres, at ?disse aftaler? betragtes som ophævet ved ?EUSFTA?, jf. artikel 59, stk.1, litra a), i Wienerkonventionen om traktatretten.«
372.
I sin anmodning har Kommissionen gjort gældende, at artikel 9.10 (»Forhold til andre aftaler«) sammen med artikel 9.8 (»Subrogation«) og 9.9 (»Opsigelse«) tydeligt afhænger af og derfor er accessoriske i forhold til de øvrige materielle bestemmelser om investeringer i kapitel ni, afdeling A. Under retsmødet gjorde Kommissionen gældende, at Den Europæiske Union, når den indgår en international aftale på et område, der er omfattet af dens kompetence (i det mindste når der er tale om enekompetence), afløser medlemsstaterne hvad angår deres bilaterale aftaler med tredjelande, hvorfor den kan handle på medlemsstaternes vegne, herunder opsige disse bilaterale aftaler.
373.
Rådet og et stort antal medlemsstater gjorde gældende, at Den Europæiske Union ikke, alene, kan aftale med et tredjeland, at internationale aftaler, som den pågældende stat har indgået med medlemsstaterne, og som Den Europæiske Union ikke selv er part i, opsiges og erstattes.
374.
Efter min opfattelse er det kun nødvendigt at træffe endelig afgørelse om dette spørgsmål, hvis Domstolen fastslår, at Den Europæiske Union har enekompetence hvad angår alle andre dele af EUSFTA. Såfremt Domstolen fastslår, at Den Europæiske Union deler kompetence med medlemsstaterne, hvorfor EUSFTA skal indgås af både Den Europæiske Union og medlemsstaterne, kan medlemsstaterne (de pågældende medlemsstater) selv beslutte, ved at erklære sig indforstået med at være bundet af EUSFTA, hvorvidt de vil opsige deres eksisterende aftaler med Singapore eller ikke.
375.
Af de grunde, jeg allerede har anført, har Den Europæiske Union efter min opfattelse ikke enekompetence hvad angår hele kapitel ni, afdeling A (eller for den sags skyld hele EUSFTA) ( 274 ).
376.
For fuldstændighedens skyld skal jeg dog ganske kort undersøge, hvorvidt Den Europæiske Union, uden at være part i de aftaler indgået mellem medlemsstaterne og Singapore, som er anført i bilag 9-D, uden medlemsstaternes samtykke kan aftale med Singapore, at disse aftaler opsiges.
377.
Dette er et nyt spørgsmål ( 275 ).
378.
Når Den Europæiske Union erhverver (intern eller ekstern) enekompetence på et bestemt område, handler den på et område, på hvilket medlemsstaterne tidligere havde kompetence. Hvorvidt Den Europæiske Union beslutter at ophæve tidligere tiltag fra medlemsstaternes side, vil afhænge af, hvordan Den Europæiske Union udøver denne kompetence, og af, hvorvidt dette på nogen måde medfører uforenelighed med medlemsstaternes tidligere tiltag. Under hvilke betingelser Den Europæiske Union kan udøve intern kompetence, afhænger af EU-retten. Under alle omstændigheder skal Den Europæiske Unions tiltag være i overensstemmelse med folkeretten ( 276 ).
379.
I de tilfælde, hvor Den Europæiske Union overtager de beføjelser, som tidligere udøvedes af medlemsstaterne på et område, der er reguleret af en international aftale, får den pågældende aftales bestemmelser, i EU-retlig henseende, bindende virkning for Den Europæiske Union ( 277 ). Dette var, hvad Domstolen fastslog vedrørende GATT 1947 (som alle medlemsstaterne (på det pågældende tidspunkt), men ikke Den Europæiske Union, var part i), i dommen i sagen International Fruit Company ( 278 ). Den bindende virkning af GATT 1947 var en betingelse for, at det kunne fastslås, hvorvidt den påvirkede gyldigheden af afledte EØF-retsakter. Domstolen tog ikke stilling (hvilket også var ufornødent) til spørgsmålet om, hvordan denne konklusion påvirkede medlemsstaternes forpligtelser efter GATT 1947 eller deres status som kontraherende parter i denne aftale. Efter min opfattelse er konsekvensen af dommen i sagen International Fruit Company, at Den Europæiske Union, i EU-retlig henseende, var blevet enekompetent vedrørende anliggender, der var reguleret af GATT 1947, og at Den Europæiske Union, i folkeretlig henseende, havde erstattet medlemsstaterne som den part, der er ansvarlig for at opfylde de forpligtelser, de havde påtaget sig i henhold til GATT 1947.
380.
Dommen i sagen International Fruit Company behandlede imidlertid ikke spørgsmålet om, hvorvidt Den Europæiske Union, når den påtager sig de kompetencer, der tidligere udøvedes af medlemsstaterne på et område, som bliver en del af Den Europæiske Unions enekompetencer, herved også, som led i disse kompetencer, har ret til at opsige eksisterende aftaler, som medlemsstaterne har indgået med tredjelande. Medlemsstaterne var nemlig fortsat kontraherende parter i GATT 1947, som fremover, i EU-retlig henseende, fandt anvendelse på både medlemsstaterne og EØF.
381.
Domstolen har desuden fastslået, at EU-traktaternes anvendelse i princippet ikke må berøre medlemsstaternes forpligtelse til at respektere tredjelandes rettigheder, som følger af en tidligere konvention, og til at overholde sine deraf følgende forpligtelser ( 279 ). Selv om traktaterne overfører den fulde kompetence hvad angår et bestemt område til Den Europæiske Union, skal medlemsstaterne således fortsat overholde deres forpligtelser, der følger af internationale aftaler med tredjelande. Dette er i overensstemmelse med det faste folkeretlige princip, at national ret ikke kan begrunde en manglende overholdelse af en international aftale eller berøre denne aftales gyldighed ( 280 ). Dette indebærer også, at ændringer af traktaterne ikke kan medføre, at Den Europæiske Union træder i stedet for medlemsstaterne i aftaler, som de tidligere har indgået med tredjelande. Et tredjeland er således fortsat bundet af en aftale med den pågældende medlemsstat, og i princippet skal begge parter i denne aftale, i overensstemmelse med pacta sunt servanda-princippet ( 281 ), fuldt ud overholde aftalen.
382.
Medlemsstaterne skal dog overholde deres forpligtelser, der følger af disse aftaler, på en måde, der er i overensstemmelse med EU-retten og med Den Europæiske Unions udøvelse af sine netop erhvervede enekompetencer. Er det ikke muligt at gøre dette uden at tilsidesætte EU-retten, skal medlemsstaterne tage de nødvendige skridt til at bringe disse aftaler i overensstemmelse med EU-retten. Denne forpligtelse følger både af EU-rettens forrang og af pligten til loyalt samarbejde, som er fastsat i artikel 4, stk. 3, TEU.
383.
Artikel 351 TEUF, som vedrører forholdet mellem på den ene side aftaler, som før den 1. januar 1958 (eller før en bestemt medlemsstats tiltrædelse) er indgået mellem en eller flere medlemsstater og et eller flere tredjelande, og traktaterne på den anden side, bekræfter dette ræsonnement.
384.
Artikel 351, stk. 1, TEUF har »i overensstemmelse med de folkeretlige principper til formål at præcisere, at anvendelsen af traktaten ikke berører den pågældende medlemsstats forpligtelse til at respektere tredjestaters rettigheder, som følge af en tidligere konvention, og at overholde sine deraf følgende forpligtelser […]« ( 282 ).
385.
Ifølge denne bestemmelses stk. 2 skal den eller de pågældende medlemsstater, i det omfang disse konventioner er uforenelige med traktaterne, bringe alle egnede midler i anvendelse med henblik på at fjerne de konstaterede uoverensstemmelser. Disse midler kan muligvis kræve, at de opsiger aftalen. Er den tidligere aftale ikke uforenelig med traktaterne, er der ingen forpligtelse til at iværksætte afhjælpende foranstaltninger.
386.
Artikel 351 TEUF finder anvendelse på forholdet mellem på den ene side de bilaterale aftaler, der er indgået mellem Singapore og forskellige individuelle medlemsstater, før de tiltrådte Den Europæiske Union (Bulgarien, Tjekkiet, Ungarn, Litauen, Polen, Slovakiet og Slovenien, dvs. visse af de i bilag 9-D anførte aftaler) ( 283 ), og på den anden side traktaterne. Artikel 351, stk. 1, TEUF regulerer imidlertid ikke som sådan forholdet mellem den nævnte kategori af aftaler og aftaler, som efterfølgende er indgået af Singapore og Den Europæiske Union. Den er heller ikke relevant med hensyn til aftaler, der er indgået af andre medlemsstater.
387.
Artikel 351 TEUF understøtter således langtfra Kommissionens argumenter, da denne bestemmelse tydeligt bekræfter, at en medlemsstat forbliver part i en international aftale, som den tidligere har indgået, og at den er ansvarlig for at fjerne alle forhold, som gør disse aftaler uforenelige med traktaterne. Artikel 351 TEUF finder anvendelse, uanset om Den Europæiske Union har enekompetence eller delt kompetence på det område, som disse aftaler regulerer.
388.
Der er ingen traktatbestemmelser, der anfører medlemsstaternes forpligtelser, når de efter deres tiltrædelse af Den Europæiske Union indgår internationale aftaler med tredjelande (eller med internationale organisationer). Deres forpligtelser følger både af EU-rettens forrang og af pligten til loyalt samarbejde, som er fastsat i artikel 4, stk. 3, TEU. Traktaterne berører derfor rent faktisk medlemsstaternes ret til at indgå sådanne aftaler efter deres tiltrædelse af Den Europæiske Union. De må kun indgå sådanne aftaler på områder, der er omfattet af deres kompetence, og under forudsætning af, at de er i overensstemmelse med EU-retten.
389.
Hvis der efterfølgende sker ændringer i fordelingen af kompetencer mellem Den Europæiske Union og medlemsstaterne, og Den Europæiske Union får yderligere kompetencer, som er enekompetencer, kan jeg ikke se nogen grund til, at reglerne i artikel 351 TEUF skulle ophøre med at gælde. Medlemsstaterne skal stadig træffe egnede foranstaltninger for at sikre, at eksisterende aftaler på det pågældende område, som nu også er bindende for Den Europæiske Union ( 284 ), er i overensstemmelse med den nye kompetencefordeling og Den Europæiske Unions efterfølgende tiltag i forbindelse med udøvelsen af sine kompetencer.
390.
Efter min opfattelse er denne konklusion også i fuld overensstemmelse med folkeretten.
391.
Den Europæiske Union og Singapore henviser i fodnote 19 ( 285 ) til EUSFTA’s artikel 9.10, stk. 1, udtrykkeligt til artikel 59 i Wienerkonventionen af 1969. Denne bestemmelse er, i henhold til traktatretten, bindende for alle medlemsstaterne og for Singapore. Selve Den Europæiske Union er ikke og kan ikke være bundet af Wienerkonventionen af 1969, da den ikke er en stat. Ikke desto mindre har Domstolen henvist til denne bestemmelse i forbindelse med afgørelsen af spørgsmål vedrørende successive aftaler ( 286 ).
392.
Artikel 59 i Wienerkonventionen af 1969 omhandler (implicit) ophævelse af en traktat mellem parterne som følge af alle disse parters indgåelse af en senere traktat. Denne bestemmelse fastsætter: »1. En traktat skal betragtes som ophørt, hvis alle deltagere i den indgår en senere traktat vedrørende samme emne, og: a) det fremgår af den senere traktat, eller det godtgøres på anden måde, at deltagerne havde til hensigt, at det pågældende emne skulle reguleres af denne traktat […]« Heraf har Kommissionen konkluderet, at Den Europæiske Union nu bør anses for at være part i de tidligere bilaterale aftaler.
393.
Artikel 59 afviger på ingen måde fra grundprincippet om, at opsigelsen af en traktat (på samme måde som dens indgåelse) kræver samtykke fra den pågældende traktats parter ( 287 ). Den tjener primært som en lovvalgsregel med henblik på at fastsætte, hvilken traktat der gælder, hvor der er successive aftaler, og alle parter i den tidligere traktat også er parter i den senere traktat, men hvor den tidligere traktat ikke er ophørt ( 288 ). Såfremt Den Europæiske Union beslutter at udøve sine netop erhvervede kompetencer og indgår en aftale med et tredjeland, er dette tredjeland bundet af den nye aftale samt af alle andre aftaler vedrørende samme emne, som det tidligere har indgået med medlemsstaterne. Dette kan åbenbart medføre retsusikkerhed for det pågældende tredjeland. I de tilfælde, hvor artikel 59 i Wienerkonventionen af 1969 finder anvendelse, løses denne konflikt til fordel for den seneste aftale mellem Den Europæiske Union og tredjelandet. Finder denne artikel ikke anvendelse, skal tredjelandet i princippet overholde begge aftaler.
394.
Artikel 59 i Wienerkonventionen af 1969 finder imidlertid kun anvendelse, hvis det er accepteret (i henhold til folkeretten), at Den Europæiske Union har efterfulgt de enkelte medlemsstater hvad angår de i bilag 9-D anførte bilaterale aftaler. Den indeholder ikke en generel vejledning om succession hvad angår traktater. Wienerkonventionen af 1969 præjudicerer ikke spørgsmål, der kan opstå med hensyn til en traktat, som følge af statssuccession ( 289 ). Heller ikke Wienerkonventionen af 1978 om statssuccession i traktater ( 290 ) synes at behandle den særlige situation, som denne sag vedrører. (Jeg skal tilføje, at selv om denne konvention er trådt i kraft, er der kun nogle enkelte medlemsstater blandt (det begrænsede) antal signatarstater).
395.
Under retsmødet henviste Kommissionen til, hvad den beskrev som en »fast« praksis, som er »accepteret af et stort antal tredjelande«. De få eksempler, som den fremlagde, vedrørte imidlertid alle, hvad Den Europæiske Union selv har gjort. Kommissionen oplyste ikke, hvorvidt andre stater anser en sådan praksis for en folkeretlig regel.
396.
På baggrund heraf giver folkeretten (på sit nuværende udviklingstrin) efter min opfattelse ikke grundlag for at fastslå, at Den Europæiske Union automatisk kan erstatte medlemsstaterne i en international aftale, som de har indgået, og som Unionen ikke er part i, og derefter opsige denne aftale. En sådan regel ville være en undtagelse fra den grundlæggende regel om samtykke i forbindelse med international lovgivning. En anerkendelse af Kommissionens synspunkt ville indebære, at en medlemsstat som følge af ændringer i EU-retten og (muligvis) Den Europæiske Unions udøvelse af sine eksterne kompetencer muligvis ikke længere ville være part i en international aftale, selv om den var en stat, som havde givet sit samtykke til at være bundet af traktaten, og for hvilken traktaten var trådt i kraft ( 291 ). Medlemsstatens rettigheder og forpligtelser efter denne aftale ville ophøre og ville, såfremt Den Europæiske Union besluttede at udøve sine nye kompetencer, blive erstattet af rettigheder og forpligtelser, som Den Europæiske Union havde erhvervet og indgået sammen med tredjelandet, uden at medlemsstaten havde givet sit samtykke til disse (grundlæggende) ændringer.
397.
Endelig gør jeg opmærksom på, at Den Europæiske Union har vedtaget en afledt retsakt (forordning nr. 1219/2012) om indførelse af overgangsordninger for bilaterale investeringsaftaler mellem medlemsstaterne og tredjelande. Det fremgår imidlertid udtrykkeligt, at denne forordning er med forbehold af den ved TEUF fastsatte kompetencefordeling mellem Den Europæiske Union og medlemsstaterne ( 292 ). Den er baseret på den forudsætning, at Den Europæiske Union har enekompetence hvad angår alle områder, som er omfattet af disse tidligere bilaterale aftaler, og udgør et EU-retligt grundlag for medlemsstaternes tiltag med hensyn til eksisterende og (muligvis) nye aftaler. Den pågældende forordning tager imidlertid ikke hensyn til den mulighed, at Den Europæiske Union selv (sammen med det tredjeland, som er bundet af den bilaterale aftale) vil opsige disse tidligere aftaler.
398.
Jeg konkluderer derfor, at medlemsstaterne har enekompetence til at opsige bilaterale investeringsaftaler, som de tidligere har indgået med tredjelande. Den Europæiske Union har følgelig ikke kompetence til at tilslutte sig EUSFTA’s artikel 9.10.
Offentlige udbud (kapitel ti i EUSFTA ( 293 ) )
Argumenter
399.
Kommissionen har gjort gældende, at Domstolen allerede, i sag C-360/93 ( 294 ), har anerkendt, at den fælles handelspolitik i princippet omfatter aftaler om gensidig åbning af markeder for offentlige indkøb for varer og for grænseoverskridende tjenesteydelser. Eftersom andre leveringsmåder for tjenesteydelser nu er omfattet af den fælles handelspolitik, gælder det samme argument i videre forstand for disse andre leveringsmåder. Kommissionen har mere generelt gjort gældende, at internationale aftaler vedrørende på den ene side adgang for tredjelandes varer og tjenesteydelser til Den Europæiske Unions markeder for offentlige udbud og på den anden side adgang for Den Europæiske Unions varer og tjenesteydelser til tredjelandes markeder for offentlige udbud specifikt vedrører international samhandel og derfor har direkte og umiddelbare virkninger for den internationale samhandel. Kommissionen har tilføjet, at (den seneste) protokol om ændring af WTO-aftalen om offentlige udbud blev indgået af Den Europæiske Union, der handlede på grundlag af sin enekompetence hvad angår den fælles handelspolitik.
400.
De øvrige parter har ikke fremført argumenter, der specifikt vedrører kapitel ti.
Analyse
401.
Til forskel fra Kommissionen anser jeg ikke sag C-360/93 ( 295 ) for relevant for afgørelsen af, hvorvidt kapitel ti henhører under den fælles handelspolitik. I den pågældende sag annullerede Domstolen en afgørelse og en beslutning fra Rådet om henholdsvis i) indgåelse af en aftale mellem den (nuværende) Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater om offentlige indkøb og ii) udvidelse af bestemmelserne i Rådets direktiv om fremgangsmåderne ved tilbudsgivning til også at omfatte Amerikas Forenede Stater ( 296 ). Den fastslog, at artikel 113 EF var utilstrækkeligt retsgrundlag for denne afgørelse og beslutning, da kun levering af grænseoverskridende tjenesteydelser på det pågældende tidspunkt var omfattet af anvendelsesområdet for den fælles handelspolitik. Både afgørelsen og beslutningen regulerede imidlertid også andre leveringsmåder for tjenesteydelser (handelsmæssig tilstedeværelse og fysiske personers tilstedeværelse på den anden kontraherende parts område) ( 297 ). Domstolen tog derfor ikke stilling til, hvorvidt offentlige indkøb som sådan henhører under den fælles handelspolitik.
402.
Jeg er dog enig med Kommissionen i, at kapitel ti primært har til formål at lette den gensidige åbning af Den Europæiske Unions og Singapores markeder for offentlige udbud inden for de grænser, der er fastlagt i parternes respektive lister over specifikke forpligtelser hvad angår markedsadgang. Dette kapitel tager også sigte på at øge konkurrence inden for statslige indkøb af varer, tjenesteydelser og anlægsarbejder og at garantere gennemsigtighed og retfærdige procedurer på området. Det gør det ved at udvide de forpligtelser, som begge parter allerede har påtaget sig i medfør af (den reviderede) WTO-aftale om offentlige udbud ( 298 ). Store dele af dette kapitel svarer rent faktisk (ordret) til denne WTO-aftale.
403.
Konklusionen, hvorefter handel med varer og tjenesteydelser – og derfor regler vedrørende markedsadgang for, og national lovgivning vedrørende, disse varer og tjenesteydelser – henhører under den fælles handelspolitik, berøres ikke af den omstændighed, at disse varer og tjenesteydelser købes af offentlige myndigheder og ikke af private virksomheder.
404.
I kapitel ti gælder imidlertid også visse forpligtelser specifikt for transportsektoren. Bilag 10-E, del 2 (»Unionens forpligtelser«), som anfører de tjenesteydelser, for hvilke Unionen påtager sig forpligtelser, bekræfter udtrykkeligt, at dette kapitel omfatter forskellige former for transporttjenester. Endvidere anfører fodnote 2 til denne del af bilaget, at Unionens forpligtelser med hensyn til tjenesteydelser er underlagt begrænsningerne og betingelserne i Den Europæiske Unions forpligtelser i henhold til kapitel otte.
405.
I det omfang kapitel ti finder anvendelse på transporttjenester og tjenesteydelser, som på grund af deres art er forbundet med disse, følger det af artikel 207, stk. 5, TEUF, at Den Europæiske Unions kompetence hvad angår dette kapitel ikke kan være baseret på den fælles handelspolitik ( 299 ).
406.
Kommissionen har ikke påvist, på hvilket andet grundlag Unionens enekompetence hvad angår kapitel ti kunne baseres.
407.
Efter min opfattelse har Den Europæiske Union delt kompetence hvad angår dette kapitel, for så vidt som det finder anvendelse på transporttjenester og tjenesteydelser, som på grund af deres art er forbundet med disse. Kapitel ti sikrer, at indkøbskontrakter omfattet af dette kapitel tildeles efter principperne om ligebehandling, ikke-forskelsbehandling og gennemsigtighed, og garanterer således, at markedet for offentlige indkøb åbnes for konkurrence i Den Europæiske Union og i Singapore ( 300 ). Dette kapitel bidrager således til oprettelse af det indre marked eller sikring af dets funktion, der, som protokol nr. 27 om det indre marked og konkurrence præciserer, »omfatter et system, der sikrer, at konkurrencen ikke forvrides« ( 301 ). I denne forstand kan kapitel ti anses for nødvendigt for at opnå det mål om oprettelse af det indre marked, der er fastsat i artikel 26, stk. 1, TEUF, som omhandlet i det andet grundlag i artikel 216, stk. 1, TEUF ( 302 ). Denne eksterne kompetence deles imidlertid mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater, jf. artikel 4, stk. 2, litra a), TEUF.
408.
Jeg konkluderer derfor, at bestemmelserne i kapitel ti om offentlige udbud er omfattet af Den Europæiske Unions enekompetence i henhold til artikel 207, stk. 1, TEUF, undtagen for så vidt som de finder anvendelse på udbud vedrørende transporttjenester og tjenesteydelser, som på grund af deres art er forbundet med disse. I det omfang de finder anvendelse på de sidstnævnte kategorier af tjenesteydelser, er bestemmelserne i kapitel ti omfattet af Den Europæiske Unions delte kompetence.
Intellektuel ejendomsret (kapitel elleve i EUSFTA ( 303 ) )
Argumenter
409.
Kommissionen har gjort gældende, at hele kapitel elleve er omfattet af den fælles handelspolitik, da det vedrører handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret som omhandlet i artikel 207, stk. 1, TEUF. Derfor har Den Europæiske Union i henhold til artikel 3, stk. 1, TEUF, enekompetence hvad angår dette kapitel.
410.
Kommissionen har til støtte for sit synspunkt henvist til dommen i sagen Daiichi Sankyo og Sanofi-Aventis Deutschland ( 304 ), hvori Domstolen fastslog, at det blandt de regler, der er vedtaget af Den Europæiske Union på området for intellektuel ejendomsret, kun er de regler, »der har en særskilt tilknytning til den internationale samhandel, der kan være omfattet af begrebet »handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret«« ( 305 ), men at TRIPS-aftalen i sin helhed er omfattet af dette begreb ( 306 ). Det samme er tilfældet hvad angår internationale aftaler vedrørende intellektuel ejendomsret indgået uden for WTO, som har en særlig tilknytning til den internationale samhandel. Kommissionen har her påberåbt sig dommen i sagen Regione autonoma Friuli-Venezia Giulia og ERSA ( 307 ).
411.
Kommissionen har for det første gjort gældende, at størstedelen af bestemmelserne i kapitel elleve er baseret på TRIPS-aftalen. For det andet anfører artikel 11.2, stk. 1, at dette kapitel »supplerer parternes indbyrdes rettigheder og forpligtelser i henhold til TRIPS-aftalen og andre internationale traktater om intellektuel ejendomsret, som de begge er part i«. For det tredje er kapitel elleve en del af en bredere handelsaftale mellem Den Europæiske Union og Singapore. Dette er afspejlet i artikel 11.1, stk. 1. De mål, som er fastsat heri, viser, at det ikke er EUSFTA’s mål som sådan at opstille fælles standarder med henblik på beskyttelse af intellektuel ejendom. Målene er snarere at mindske handelsforvridninger og øge adgangen til markedet for varer, der er beskyttet af intellektuelle ejendomsrettigheder. Desuden er kapitel elleve, ligesom TRIPS-aftalen, underlagt bestemmelserne om tvistbilæggelse i EUSFTA’s kapitel femten og seksten. Derfor kan tilsidesættelse af forpligtelser fastsat i kapitel elleve medføre handelssanktioner.
412.
Hvad angår henvisningerne i kapitel elleve til andre internationale aftaler om intellektuel ejendomsret har Kommissionen gjort gældende, at den (almindelige) teknik, som er anvendt ved udformningen af disse bestemmelser, er rimelig og begrundet, eftersom det overordnede formål er gradvis afskaffelse af hindringerne for den internationale samhandel og investeringer. Desuden er de fleste af henvisningerne rent deklatoriske eller »efter bedste evne-forpligtelser«, som ikke har nogen retsvirkninger, der kan reducere Den Europæiske Unions kompetence hvad angår kapitel elleve.
413.
Parlamentets standpunkt hvad angår kapitel elleve svarer til Kommissionens. Det har tilføjet, at der ikke er nogen henvisning i kapitel elleve til TRIPS-aftalens artikel 61 (som vedrører strafferetlige procedurer og straffe) ( 308 ).
414.
Ingen af Rådets argumenter vedrører specifikt kapitel elleve.
415.
Mange af medlemsstaterne har gjort gældende, at Den Europæiske Union ikke har enekompetence hvad angår kapitel elleve, som ikke har nogen særlig forbindelse til den internationale samhandel og derfor ikke kan være omfattet af begrebet »handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret«. Dommen i sagen Daiichi Sankyo og Sanofi-Aventis Deutschland ( 309 ) vedrørte i det væsentlige TRIPS-aftalens artikel 27, ikke hele denne aftale. Derfor kan artikel 207 TEUF ikke fortolkes således, at den tildeler Den Europæiske Union enekompetence til at indgå aftaler vedrørende alle TRIPS-aftalens bestemmelser. Hvis Domstolens dom i modsætning til, hvad der er gjort gældende, rent faktisk vedrørte alle TRIPS-aftalens bestemmelser, var Domstolens begrundelse specifikt baseret på elementer af WTO-retssystemet, som ikke indgår i EUSFTA. Selv en vid fortolkning af dommen i sagen Daiichi Sankyo og Sanofi-Aventis Deutschland ( 310 ) kan ikke udvide denne til at gælde for spørgsmål, som ikke er direkte reguleret af TRIPS-aftalen.
416.
EUSFTA’s kapitel elleve og TRIPS-aftalen overlapper ikke hinanden fuldstændig. Under alle omstændigheder indebærer den omstændighed alene, at et spørgsmål er reguleret af WTO-overenskomsten (som TRIPS-aftalen er en integrerende del af), ikke, at dette spørgsmål nødvendigvis også henhører under den fælles handelspolitik. Artikel 207, stk. 1, TEUF bør ikke fortolkes således, at den indebærer, at alle internationale aftaler vedrørende intellektuelle ejendomsrettigheder nu henhører under den fælles handelspolitik.
417.
Kapitel elleve indarbejder både visse bestemmelser i TRIPS-aftalen og bestemmelser i andre aftaler om intellektuel ejendomsret (som er forhandlet uden for WTO), for hvilke Den Europæiske Union ikke kan have enekompetence. Til forskel fra TRIPS-aftalen blev disse aftaler (primært internationale aftaler under Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret) ikke indgået som en del af handelsaftaler. De kan heller ikke klassificeres som handelsaftaler som omhandlet i dommen i sagen Regione autonoma Friuli-Venezia Giulia og ERSA ( 311 ). En eventuel forbindelse mellem disse aftaler og den internationale samhandel er kun indirekte. Den Europæiske Union må ikke godkende internationale forpligtelser, som kun vedrører medlemsstaterne. Den Europæiske Union må heller ikke kræve, at medlemsstaterne anvender de internationale aftaler, de har indgået.
418.
Endvidere er bestemmelser vedrørende anvendelsen af beskyttede rettigheder, f.eks. TRIPS-aftalens artikel 42-50 (dvs. bestemmelserne i tredje del, afdeling 2, om »Civilretlige og administrative procedurer og foranstaltninger«), ikke omfattet af den fælles handelspolitik. Disse bestemmelser vedrører tilrettelæggelse af retssystemet og civil retspleje. De har ikke nogen specifik forbindelse til den internationale samhandel.
419.
Den Europæiske Union kan heller ikke have enekompetence, fordi kapitel elleve indarbejder TRIPS-aftalens artikel 61, som vedrører strafferetlige straffe. Strafferetlige spørgsmål er ikke omfattet af handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret.
420.
Den Europæiske Union har heller ikke kompetence til at indgå de forpligtelser, der er fastsat i EUSFTA’s artikel 11.4, for så vidt som denne bestemmelse indarbejder Bernerkonventionen til værn for litterære og kunstneriske værker ( 312 ), WIPO’s traktat om ophavsret ( 313 ) og WIPO’s traktat om fremførelser og fonogrammer ( 314 ), som vedrører ideelle rettigheder. Den Europæiske Union har ikke kompetence hvad angår ideelle rettigheder, ligesom der heller ikke er foretaget nogen harmonisering på dette område.
421.
EUSFTA’s artikel 11.2 (som henviser til TRIPS-aftalen og Pariserkonventionen om beskyttelse af industriel ejendomsret ( 315 )) og 11.29 (som med henvisning til Patentsamarbejdstraktaten ( 316 ) kræver, at parterne forpligter sig til, når det er relevant, at gøre enhver rimelig indsats for at overholde artikel 1-16 i Patentlovstraktaten ( 317 )), vil have virkninger for patenter, der er omfattet af delt kompetence (jf. bl.a. artikel 118 TEUF og forordning nr. 1257/2012 og nr. 1260/2012) ( 318 ). Patentbeskyttelse er et område, der er omfattet af forstærket samarbejde mellem medlemsstaterne (undtagen Spanien, Italien og Kroatien). Et sådant anliggende kan ikke være genstand for enekompetence, da »forstærket samarbejde« og »enekompetence« er uforenelige begreber. En anden medlemsstat har desuden gjort gældende, at Kommissionen ikke har redegjort for, hvordan Den Europæiske Union ville kunne overholde EUSFTA’s artikel 11.29 ( 319 ), hvis Den Europæiske Union var den eneste underskrivende part i EUSFTA. De spørgsmål, der er omfattet af Patentsamarbejdstraktaten og Patentlovstraktaten, er ikke de samme som de materielle spørgsmål på patentområdet, der er omfattet af TRIPS-aftalen.
422.
Artikel 11.35 (om plantesorter) henhører heller ikke under den fælles handelspolitik. Den internationale konvention om beskyttelse af plantenyheder har ikke nogen specifik tilknytning til den internationale samhandel. Denne konvention indfører en sui generis-form for beskyttelse af intellektuel ejendomsret. Retsgrundlaget for Rådets beslutning om tiltrædelse af denne konvention var artikel 43 TEUF, som omhandler landbrug.
423.
Endelig skal der være (næsten) ensartethed mellem intern kompetence og ekstern kompetence. Da visse områder, som er omfattet af kapitel elleve, ikke er harmoniseret, har Den Europæiske Union således ikke enekompetence i henhold til artikel 3, stk. 2, TEUF.
Analyse
Betydningen af »handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret« i artikel 207, stk. 1, TEUF
424.
Efter Lissabontraktatens ikrafttrædelse bestemmer artikel 207, stk. 1, TEUF nu, at den fælles handelspolitik bygger på ensartede principper, også for så vidt angår »handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret«. Udgangspunktet for fortolkningen af dette udtryk er dommen i sagen Daiichi Sankyo og Sanofi-Aventis Deutschland ( 320 ).
425.
I den nævnte dom indledte Domstolen med at bemærke, at da den primære EU-ret havde udviklet sig betydeligt, var dens tidligere praksis vedrørende TRIPS-aftalen, herunder udtalelse 1/94 ( 321 ), ikke længere relevant med henblik på fastlæggelsen af, om TRIPS-aftalen henhørte under den fælles handelspolitik.
426.
Domstolen fastslog for det første, at selv om TRIPS-aftalen ikke omhandlede de nærmere bestemmelser vedrørende international samhandel som sådan, var den en integrerende del af WTO-ordningen og udgjorde en af de vigtigste multilaterale aftaler, hvorpå denne ordning hviler ( 322 ).
427.
For det andet fastslog Domstolen, at den særskilte tilknytning mellem TRIPS-aftalen og international samhandel fremgik af den omstændighed, at det ifølge reglerne for WTO’s tvistbilæggelsesordning var muligt for én medlemsstat at anvende suspension af indrømmelser på tværs mellem TRIPS-aftalen og de andre multilaterale hovedaftaler, som WTO-overenskomsten bestod af ( 323 ). Domstolen henviste i denne henseende til artikel 22, stk. 3, i WTO’s forståelse vedrørende regler og procedurer for bilæggelse af tvister. Denne bestemmelse fastlægger, hvilke indrømmelser eller andre forpligtelser der kan suspenderes.
428.
For det tredje anførte Domstolen, at traktatens ophavsmænd, da de indsatte udtrykket »handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret« i artikel 207, stk. 1, TEUF, ikke kunne undgå at have været bevidste om, at de ord, der blev anvendt, næsten ordret svarede til selve titlen på TRIPS-aftalen ( 324 ).
429.
For det fjerde fremhævede Domstolen, at TRIPS-aftalens hovedformål var at styrke og harmonisere beskyttelsen af den intellektuelle ejendomsret på verdensplan. Præamblen anfører således, at aftalen har til formål at formindske fordrejningerne af og hindringerne for den internationale samhandel ved at sikre en effektiv og hensigtsmæssig beskyttelse af de intellektuelle ejendomsrettigheder på alle WTO-medlemmernes område ( 325 ). De materielle regler indgår i handelsliberaliseringen og ikke harmoniseringen af lovgivningerne i medlemsstaterne.
430.
Det er derfor min opfattelse, at Domstolen i dommen i sagen Daiichi Sankyo og Sanofi-Aventis Deutschland anså TRIPS-aftalen for i sin helhed at henhøre under den fælles handelspolitik. Dens analyse var ikke begrænset til TRIPS-aftalens artikel 27.
431.
Jeg er dog ikke overbevist om, at begrundelsen i dommen i sagen Daiichi Sankyo og Sanofi-Aventis Deutschland kan og bør anvendes i vidt omfang i undersøgelsen af EUSFTA.
432.
Den omstændighed, at den i artikel 207, stk. 1, TEUF anvendte terminologi (»handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret«) svarer til TRIPS-aftalens titel (»handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder«), synes at være et særtræk ved netop denne WTO-aftale.
433.
Den omstændighed, at der indsættes bestemmelser om intellektuel ejendomsret i en bestemt handelsaftale, kunne indikere en særlig forbindelse mellem disse bestemmelser og international samhandel. Den fælles handelspolitik kan imidlertid også omfatte bestemmelser eller aftaler om intellektuel ejendomsret, som ikke er forhandlet og indgået i en handelsrelateret sammenhæng ( 326 ). Hvis den omstændighed, at et emne er medtaget i en sådan aftale, var tilstrækkeligt til, at det var omfattet af den fælles handelspolitik, ville medlemsstaterne imidlertid være i alvorlig risiko for at miste eksisterende kompetencer ( 327 ).
434.
Efter min opfattelse bør anvendelsesområdet for den fælles handelspolitik heller ikke fastlægges i forhold til den form for afbødende foranstaltning, som er fastsat i tvistbilæggelsesreglerne ( 328 ).
435.
Det, der har betydning i forbindelse med artikel 207, stk. 1, TEUF, er efter min opfattelse, hvorvidt en aftale, som indeholder bestemmelser om beskyttelse af intellektuel ejendom, er specifikt relateret til den internationale samhandel. Dette bør fastlægges ved at undersøge, hvorvidt aftalen hovedsageligt har til formål at fremme, lette eller regulere samhandelen (snarere end at harmonisere medlemsstaternes lovgivninger) ( 329 ), hvorvidt den har direkte og umiddelbare virkninger for denne samhandel, og hvorvidt den har til formål at formindske fordrejningerne af den internationale samhandel ved på alle parternes område at sikre en effektiv og tilstrækkelig beskyttelse af de økonomiske interesser i de monopoler, som intellektuelle ejendomsrettigheder skaber. Dette er essensen af dommen i sagen Daiichi Sankyo og Sanofi-Aventis Deutschland.
436.
Her er jeg enig med generaladvokat Wahl i, at intellektuelle ejendomsrettigheder efter deres natur er fortrinsvis handelsrelaterede, da de i det væsentlige er enerettigheder, som skaber monopoler, der kan begrænse den frie bevægelighed for varer eller tjenesteydelser ( 330 ). I en markedsøkonomi er disse rettigheders primære relevans deres økonomiske værdi. Såfremt udøvelsen af dem er væsentlig for den kommercielle udnyttelse af den beskyttede intellektuelle ejendomsret på et grænseoverskridende marked, er disse rettigheder omfattet af »handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret« ( 331 ). Ud fra denne synsvinkel bliver interesser med relation til beskyttelsen af disse rettigheder i det væsentlige handelsrelaterede interesser.
437.
Dette vil ikke sige, at alle former for beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder altid og nødvendigvis er relateret til den internationale samhandel. Domstolen har f.eks. anført, at den særlige genstand for retten til beskyttelse af litterær og kunstnerisk ejendom er at sikre, at både rettighedshavernes ideelle og økonomiske rettigheder beskyttes ( 332 ). Ideelle rettigheder supplerer økonomiske rettigheder, idet de giver ophavsmanden »retten til at hævde paterniteten til sit værk og til at modsætte sig enhver forvanskning, beskæring eller anden ændring af dette, eller enhver anden brug af værket, som vil kunne skade hans ære eller anseelse« ( 333 ). De skal beskytte en ophavsmands forhold til sit værk. Dette forhold er i det væsentlige uafhængigt af de økonomiske rettigheder, som ophavsmanden måtte have over værket. Dette betyder også, at retsgrundlaget for at indgå en aftale som EUSFTA, der regulerer skabelsen og beskyttelsen af ideelle rettigheder, ikke kan være artikel 207, stk. 1, TEUF alene. Bestemmelser om sådanne rettigheder er ikke accessoriske i forhold til bestemmelser om økonomiske rettigheder. Enhver anden konklusion ville indebære, at ordene »handelsrelaterede aspekter« blev slettet fra artikel 207, stk. 1, TEUF, således at både handelsrelaterede og ikke-handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret henhører under den fælles handelspolitik.
438.
En række medlemsstater har opfordret Domstolen til at indskrænke sin konklusion i dommen i sagen Daiichi Sankyo og Sanofi-Aventis Deutschland ved at udelukke visse bestemmelser i TRIPS-aftalen fra den fælles handelspolitik, f.eks. artikel 42-50 og 61. De har gjort gældende, at disse bestemmelser vedrører tilrettelæggelse af retssystemet, civil retspleje og strafferetlige spørgsmål. Som følge heraf har Den Europæiske Union ikke enekompetence hvad angår kapitel elleve, da disse bestemmelser stadig er en del af EUSFTA.
439.
Hvis dette argument er korrekt, ville det indebære, at hver eneste bestemmelse i en international aftale skulle opfylde betingelsen om en særlig forbindelse med international handel, for at den kan henhøre under den fælles handelspolitik. Afgørelsen af, hvorvidt Den Europæiske Union har enekompetence, og således fastlæggelsen af det korrekte retsgrundlag for den pågældende foranstaltning, bør dog være baseret på objektive faktorer, herunder foranstaltningens formål og indhold ( 334 ). Retsgrundlaget for beslutningen om at indgå en international aftale er ikke summen af retsgrundlagene for hver enkelt bestemmelse i denne aftale. F.eks. ændrede den omstændighed i sag C-137/12 ( 335 ), at den omhandlede internationale aftale omfattede bestemmelser vedrørende beslaglæggelse og konfiskation, ikke ved Domstolens konklusion, hvorefter aftalen henhørte under den fælles handelspolitik. Disse bestemmelser »skulle […] generelt […] sikre effektiviteten af den retlige beskyttelse af adgangsstyrede tjenester på [de kontraherende] parters område« og følgelig »[bidrog] til hovedformålet med den anfægtede afgørelse, sammenholdt med konventionen […]« ( 336 ).
440.
Endelig er det min opfattelse, at Den Europæiske Union ikke kun har enekompetence hvad angår den fælles handelspolitik, når den har de tilsvarende kompetencer på det indre marked og har udøvet disse interne kompetencer (med harmonisering som resultat). Dette ville indebære, at artikel 3, stk. 1, litra a), TEUF og artikel 207, stk. 1, TEUF blev tillagt en form for konditionalitet baseret på AETR-dommen. Den fælles handelspolitik har imidlertid både et internt og et eksternt element. Udøvelsen af Den Europæiske Unions kompetence hvad angår den fælles handelspolitik afhænger ikke af, hvorvidt Den Europæiske Union har intern kompetence på et andet grundlag og har udøvet denne kompetence. I henhold til artikel 3, stk. 1, TEUF er Den Europæiske Unions enekompetence hvad angår denne politik ikke afhængig af betingelserne i artikel 3, stk. 2, TEUF ( 337 ).
Den Europæiske Unions kompetence hvad angår EUSFTA’s kapitel elleve
441.
Efter min opfattelse omhandler kapitel elleve både handelsrelaterede og ikke-handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret.
442.
En undersøgelse af EUSFTA’s artikel 11.1, stk. 1 og 2, viser, at en passende og effektiv beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder anses for et middel til at øge fordelene ved handel og investeringer. Med dette mål for øje opstiller kapitel elleve i det væsentlige mindstestandarder for indenlandsk regulering af intellektuel ejendomsret og forpligtelser med hensyn til effektiv håndhævelse af disse standarder.
443.
Kapitel elleve fastlægger således anvendelsesområdet for beskyttelsen af de intellektuelle ejendomsrettigheder, der er omfattet, fastlægger beskyttelsens varighed og midlerne til at opnå den, anfører former for samarbejde og opstiller en række forpligtelser, som har til formål at sikre passende retlig beskyttelse for og håndhævelse af de i dette kapitel omhandlede rettigheder ved brug af passende retsmidler. Herved gør kapitel elleve brug af en teknik (som også er anvendt i TRIPS-aftalen ( 338 )) med at indarbejde materielle kriterier for intellektuel ejendomsret, som findes i internationale aftaler, der er indgået uden for EUSFTA-sammenhæng.
444.
Den omstændighed, at kapitel elleve indarbejder dele af TRIPS-aftalen samt andre internationale aftaler indgået uden for WTO-regi efter TRIPS-aftalens ikrafttrædelse sammen med WTO-afgørelser, i stedet for en ordret gengivelse ( 339 ), kan efter min opfattelse ikke ændre ved kompetencefordelingen. Under alle omstændigheder er kilden til EUSFTA-parternes rettigheder og forpligtelser EUSFTA selv. Jeg bemærker således, at anvendelsen af inkorporering i TRIPS-aftalen ikke var til hinder for, at Domstolen i dommen i sagen Daiichi Sankyo og Sanofi-Aventis Deutschland fastslog, at Den Europæiske Union havde kompetence til at indgå denne aftale.
445.
Til forskel fra Kommissionen sondrer jeg derfor ikke mellem bestemmelser i kapitel elleve, der inkorporerer andre internationale aftaler (eller dele heraf), og bestemmelser, der henviser til sådanne aftaler uden at gøre deres bestemmelser bindende i henhold til EUSFTA. Den Europæiske Unions kompetence i henhold til artikel 207 TEUF består i at definere og gennemføre den fælles handelspolitik. Det kan Den Europæiske Union gøre ved at forhandle og indgå internationale aftaler. Formålene med den fælles handelspolitik og Unionens optræden udadtil generelt kan opnås på mange måder, som ikke nødvendigvis alle resulterer i retligt bindende forpligtelser. Som Domstolen formulerede det i dom C-660/13, i forbindelse med et aftalememorandum, »[udgør en] afgørelse om undertegnelse af en ikke-bindende aftale […] en del af retsakterne til formulering af Unionens politik […]« ( 340 ).
446.
Efter min opfattelse gælder Domstolens konklusioner i dommen i sagen Daiichi Sankyo og Sanofi-Aventis Deutschland ( 341 ) også hvad angår kapitel elleve, for så vidt som det indarbejder TRIPS-aftalens indhold med hensyn til de intellektuelle ejendomsrettigheder, der er omfattet af dette kapitel (dvs. ophavsret og beslægtede rettigheder, patenter, varemærker, design, layout-design for integrerede kredsløb, geografiske betegnelser og beskyttelse af fortrolige oplysninger).
447.
Jeg kan i princippet ikke se nogen grund til at drage en anden konklusion vedrørende de øvrige bestemmelser om mindsteniveauet for beskyttelse af intellektuel ejendomsret, når blot de har relation til beskyttelse og effektiv håndhævelse af økonomiske interesser, der følger af en intellektuel ejendomsrettighed. Den anvendte politik gør brug af mindstestandarder for beskyttelse hvad angår de økonomiske interesser, som er indlejret i intellektuel ejendomsret, for at fremme investeringer, mindske handelshindringer, fremme den internationale samhandel og garantere en vis lighed med hensyn til konkurrencevilkår. Alt dette er en del af en handelspolitik.
448.
Selv om plantesortsrettigheder ikke er omfattet af TRIPS-aftalen, bør denne underafdeling af kapitel elleve (EUSFTA’s artikel 11.35, som bekræfter parternes forpligtelser under den internationale konvention om beskyttelse af plantenyheder ( 342 )) efter min opfattelse behandles på samme måde. Plantesortsrettigheder er nemlig økonomiske rettigheder, dvs. en forædlers ret til, vedrørende en beskyttet sort, at give tilladelse til bl.a. produktion eller reproduktion, betingelser for spredning, udbydelse til salg, salg eller anden markedsføring, eksport, import og oplagring ( 343 ).
449.
Jeg kan forstå indvendingerne mod Den Europæiske Unions enekompetence hvad angår TRIPS-aftalens artikel 61. Efter min opfattelse indarbejder kapitel elleve imidlertid rent faktisk ikke TRIPS-aftalens artikel 61. Kapitel elleve henviser ikke udtrykkeligt til denne bestemmelse. Det indeholder heller ikke en afdeling om strafferetlige foranstaltninger. Der, hvor dette kapitel indarbejder TRIPS-aftalen, med hensyn til visse intellektuelle ejendomsrettigheder, forstår jeg denne krydshenvisning således, at den vedrører »Normer vedrørende de intellektuelle ejendomsrettigheders disponibilitet, dækningsområde og anvendelse« i TRIPS-aftalens del II og ikke bestemmelserne om »Håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder« i TRIPS-aftalens del III. Kapitel elleve har nemlig sin egen særskilte afdeling om (civilretlig) håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder.
450.
Bestemmelser vedrørende gennemsigtighed, effektiv beskyttelse af de garanterede rettigheder og håndhævelse af forpligtelser er en integrerende del af Den Europæiske Unions fælles handelspolitik. Det er derfor min opfattelse, at de dele af kapitel elleve, der vedrører civilretlig håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder og foranstaltninger ved grænsen, også henhører under den fælles handelspolitik ( 344 ). Det samme er tilfældet hvad angår bestemmelser som artikel 11.52, der giver mulighed for forskellige former for internationalt samarbejde ( 345 ).
451.
EUSFTA’s kapitel elleve synes dog også at regulere ikke-handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret.
452.
Til forskel fra TRIPS-aftalen ( 346 ) indarbejder EUSFTA’s artikel 11.4 (om beskyttelsen af ophavsret og beslægtede rettigheder) alle de rettigheder og forpligtelser, der er fastsat i Bernerkonventionen. Den indeholder således denne konventions artikel 6a, der beskytter ideelle rettigheder. Artikel 6a sondrer selv mellem ideelle rettigheder og en ophavsmands økonomiske rettigheder.
453.
Artikel 11.4 indarbejder ligeledes hele WIPO’s traktat om ophavsret og WIPO’s traktat om fremførelser og fonogrammer i EUSFTA. Artikel 3 i sidstnævnte WIPO-traktat kræver, at de kontraherende parter lader Bernerkonventionens artikel 2-6 finde anvendelse på den i WIPO’s traktat om ophavsret omhandlede beskyttelse. Sidstnævntes artikel 5, stk. 1, anfører visse ideelle rettigheder, som udøvende kunstnere har.
454.
Jeg har allerede fremhævet ideelle rettigheders særlige, og vigtige, rolle ( 347 ). Denne rolle anerkendes tydeligt i EUSFTA. Det er imidlertid lige så tydeligt, at disse rettigheder er ikke-handelsrelaterede. Jeg konkluderer derfor, at for så vidt som kapitel elleve finder anvendelse på ikke-handelsrelaterede aspekter af intellektuel ejendomsret, kan Den Europæiske Unions kompetence til at indgå disse dele af det pågældende kapitel ikke baseres på artikel 207, stk. 1, TEUF.
455.
Kommissionen har ikke gjort gældende, at Den Europæiske Union under alle omstændigheder har ekstern enekompetence baseret på et af grundlagene i artikel 3, stk. 2, TEUF.
456.
Da ideelle rettigheder er uafhængige af (og finder anvendelse sammen med) økonomiske intellektuelle ejendomsrettigheder ( 348 ), kan bestemmelser som dem, der indgår i EUSFTA’s kapitel elleve, for så vidt som de finder anvendelse på ikke-handelsrelaterede aspekter af intellektuelle ejendomsrettigheder, efter min opfattelse anses for nødvendige for at opnå målene med det indre marked. Den omstændighed, at ideelle rettigheder muligvis (endnu) ikke er harmoniseret, gør ikke denne konklusion mindre gyldig ( 349 ). Disse aspekter af EUSFTA’s kapitel elleve er derfor omfattet af Den Europæiske Unions og medlemsstaternes delte kompetence på grundlag af artikel 4, stk. 2, litra a), TEUF, artikel 26, stk. 1, TEUF og det andet grundlag i artikel 216, stk. 1, TEUF.
Konkurrence og beslægtede spørgsmål (kapitel tolv i EUSFTA ( 350 ) )
Argumenter
457.
Kommissionen har gjort gældende, at kapitel tolv i det væsentlige fremmer og letter handel med varer og tjenesteydelser mellem Den Europæiske Union og Singapore. Dette kapitel har til formål at forbyde konkurrencebegrænsende praksis med tværnationale aspekter, som kan besværliggøre en effektiv adgang til markedet eller mindske de økonomiske fordele af handelsliberalisering, som EUSFTA tager sigte på at opnå. Desuden medfører kapitel tolv ikke harmonisering, og det henviser udtrykkeligt til forholdet mellem konkurrencebegrænsende praksis og den internationale samhandel. Det har derfor direkte og umiddelbare virkninger for samhandelen og er i sin helhed omfattet af Den Europæiske Unions enekompetence i henhold til artikel 207, stk. 1, TEUF. Kommissionen har også henvist til adskillige WTO-aftaler, som indarbejder konkurrencepolitiske elementer.
458.
De øvrige parter har ikke fremført argumenter, der specifikt vedrører kapitel tolv.
Analyse
459.
Jeg er enig med Kommissionen i, at forbindelsen mellem den internationale samhandel og konkurrencepolitikken allerede fremgår af visse bestemmelser i WTO-aftaler ( 351 ). Ikke desto mindre er der endnu ikke vedtaget en samlet WTO-politik for konkurrence og handel ( 352 ).
460.
EUSFTA’s kapitel tolv tilsigter derimod at imødegå alle de skadelige virkninger på handelen mellem Den Europæiske Union og Singapore, som kunne følge af offentlig eller privat konkurrencebegrænsende adfærd og praksis. Det kræver således, at parterne på deres respektive territorier opretholder og håndhæver en omfattende lovgivning om aftaler mellem virksomheder, misbrug af en dominerende stilling og fusioner og virksomhedsovertagelser, der medfører en væsentlig formindskelse af konkurrencen, eller som i betydelig grad forhindrer konkurrencen, såfremt de påvirker handelen mellem Den Europæiske Union og Singapore ( 353 ). Disse former for konkurrencebegrænsende praksis anses for at kunne underminere de fordele ved handelsliberalisering, som EUSFTA tager sigte på at opnå, enten ved gøre reglerne for markedsadgang betydningsløse eller ved at mindske de økonomiske fordele, som en parts virksomheder eventuelt håber at opnå ved at handle med deres varer eller tjenesteydelser på den anden parts område ( 354 ).
461.
Kapitel tolv er også direkte forbundet med reguleringen af handel, for så vidt som det tager sigte på at begrænse fordrejninger af konkurrencevilkårene som følge af hver parts mulighed for at etablere eller bevare offentlige virksomheder eller overdrage særlige eller eksklusive rettigheder til virksomheder ( 355 ) samt regulerer forbudte subsidier og andre subsidier ( 356 ).
462.
EUSFTA’s artikel 12.7, stk. 2, illustrerer dette forhold mellem kapitel tolv og den internationale samhandel. Denne bestemmelse, som også indarbejder SCM-aftalens artikel 3 (om forbudte subsidier) ( 357 ), forbyder visse kategorier af subsidier, »medmindre den part, der yder subsidier, på den anden parts anmodning har godtgjort, at de pågældende subsidier ikke påvirker den anden parts handel eller sandsynligvis vil påvirke handelen« ( 358 ). På samme måde kræver EUSFTA’s artikel 12.8, stk. 1, at parterne »bestræbe[r] sig mest muligt« på at imødegå konkurrencefordrejning, der skyldes andre specifikke subsidier i forbindelse med handel med varer og tjenesteydelser, »i det omfang de påvirker eller vil kunne påvirke parternes internationale handel«, og på at forhindre en sådan fordrejning.
463.
Den omstændighed, at kapitel tolv medfører en vis harmonisering af konkurrenceregler, betyder ikke, at dets formål er tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger på dette område for at forbedre det indre markeds funktion. Kapitel tolv udvider snarere nogle af de centrale regler og principper i Den Europæiske Unions konkurrenceregler til Singapore med henblik på at regulere handelen med varer og tjenesteydelser med dette tredjeland ( 359 ). Blandt disse regler er artikel 101 TEUF og 102 TEUF, som regulerer aftaler og samordnet praksis mellem virksomheder samt virksomheders misbrug af en dominerende stilling på et marked, sammen med Rådets forordning nr. 139/2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser ( 360 ). Ligeledes afspejler EUSFTA’s bestemmelser artikel 106 TEUF (som vedrører offentlige virksomheder og virksomheder, som medlemsstaterne indrømmer særlige eller eksklusive rettigheder, samt virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse) og artikel 107-109 TEUF (der har til formål at undgå fordrejning af konkurrencevilkårene som følge af statsstøtte).
464.
Det er korrekt, at kapitel tolv også indeholder bestemmelser om samarbejde og koordinering i forbindelse med retshåndhævelse, beskyttelse af forretningshemmeligheder og andre fortrolige oplysninger, konsultationer mellem parterne om konkurrence samt forbud mod anvendelse af kapitel femten (tvistbilæggelse) og seksten (mæglingsordning) i forbindelse med anliggender, der opstår i relation til kapitel tolv (med undtagelse af EUSFTA’s artikel 12.7 om forbudte subsidier). Disse bestemmelser er alle accessoriske i forhold til de materielle hovedforpligtelser, som er fastsat i kapitel tolv. Derfor kan de ikke ændre ved min konklusion, hvorefter kapitel tolv har til formål at fremme, lette eller regulere samhandelen og derfor har direkte og umiddelbare virkninger for handelen med varer og tjenesteydelser.
465.
Hvad angår bestemmelserne om gennemsigtighed i forbindelse med de subsidier, der vedrører handel med varer og levering af tjenesteydelser (EUSFTA’s artikel 12.9), henviser jeg til min analyse af kapitel fjorten og af bestemmelser relateret til gennemsigtighed i andre kapitler ( 361 ).
466.
Jeg konkluderer derfor, at kapitel tolv i den helhed er omfattet af Den Europæiske Unions enekompetence i henhold til artikel 207, stk. 1, TEUF.
Ikke-toldmæssige hindringer for handel og investeringer i forbindelse med produktion af vedvarende energi (kapitel syv i EUSFTA ( 362 )) og handel og bæredygtig udvikling (kapitel tretten i EUSFTA ( 363 ) )
Argumenter
Ikke-toldmæssige hindringer for handel og investeringer i forbindelse med produktion af vedvarende energi
467.
Kommissionen har gjort gældende, at Den Europæiske Union har enekompetence hvad angår kapitel syv på grundlag af artikel 207, stk. 1, TEUF. For det første kræver dette kapitel, at hindringer for handel (både toldsatser og ikke-toldmæssige barrierer) og investeringer fjernes eller reduceres, samt reguleringsmæssig konvergens for at lette handelen. For det andet har det også forbindelser til direkte udenlandske investeringer, idet det kræver, at parterne afholder sig fra at kræve, at der dannes partnerskaber med lokale virksomheder.
468.
Parlamentet og Rådet har ikke fremført argumenter, der specifikt vedrører kapitel syv.
469.
Nogle af medlemsstaterne har gjort gældende, at formålet med kapitel syv er at reducere drivhusgasemissioner ved at fremme produktionen af vedvarende energi, og at det derfor er relateret til miljøpolitik (artikel 191 TEUF) og ikke den fælles handelspolitik.
Handel og bæredygtig udvikling
470.
Kommissionen har gjort gældende, at kapitel tretten i sin helhed, i henhold til artikel 3, stk. 1, litra e), TEUF og artikel 207, stk. 1, TEUF, er omfattet af Den Europæiske Unions enekompetence. Kompetencen hvad angår den fælles handelspolitik er ikke begrænset til vedtagelse af retsakter, som kun har en virkning for de traditionelle aspekter af udenrigshandelen. Forskelle mellem staterne med hensyn til miljø- og arbejdsmarkedsbeskyttelse kan have direkte og umiddelbare virkninger for den internationale samhandel og investeringer. Lavere beskyttelsesstandarder hos en af parterne kan styrke handel og investeringer på dennes område. Omvendt kan miljø- og arbejdsmarkedsstandarder blive skjulte handelsbarrierer. Som det fremgår af bl.a. EUSFTA’s artikel 13.1, stk. 1, har EUSFTA til formål at udvikle og fremme den internationale samhandel på en sådan måde, der bidrager til bæredygtig udvikling, som omfatter økonomisk udvikling, social udvikling og miljøbeskyttelse.
471.
Kommissionen har gjort gældende, at kapitel tretten ikke tager sigte på at skabe nye materielle forpligtelser vedrørende arbejdsmarked og miljøbeskyttelse, men blot bekræfter visse eksisterende internationale forpligtelser. Dets formål er at sikre, at betingelserne for handel og investeringer ikke påvirkes negativt som følge af forskellige beskyttelsesniveauer.
472.
Ifølge Kommissionen er der ingen konflikt mellem på den ene side kapitel tretten og på den anden side artikel 3, stk. 5, TEU og artikel 21, stk. 2, TEUF. Artikel 3, stk. 5, TEU kræver, at Den Europæiske Union indarbejder hensyn til »bæredygtig udvikling af jorden« og »fri og fair handel« i sin fælles handelspolitik. Artikel 21, stk. 2, TEUF omfatter også adskillige formål, der er relateret til bæredygtig udvikling.
473.
Hvad angår specifikke bestemmelser i kapitel tretten har Kommissionen bl.a. gjort gældende, at den omstændighed, at EUSFTA’s artikel 13.3, stk. 3, indeholder en forpligtelse til effektivt at gennemføre visse principper vedrørende grundlæggende rettigheder på arbejdet, ikke danner grundlag for at konkludere, at medlemsstaterne skal deltage i indgåelsen af EUSFTA. Denne bestemmelse foreskriver ikke nærmere, på hvilken måde Singapore og medlemsstaterne skal sikre en effektiv gennemførelse af de af Den Internationale Arbejdsorganisations (»ILO«) konventioner, som de har ratificeret. Desuden bekræfter EUSFTA’s artikel 13.6, stk. 2, og artikel 13.8, litra a), blot forpligtelser, som allerede er indgået. Andre bestemmelser [bl.a. artikel 13.8, litra b)-d)], tager sigte på at forhindre fordrejende virkninger for den internationale samhandel og er derfor uløseligt forbundet med denne handel.
474.
Parlamentet er i det væsentlige enigt med Kommissionen.
475.
Rådet og adskillige medlemsstater er af den opfattelse, at selv om kapitel tretten har en tilknytning til handel, regulerer det også ikke-handelsrelaterede aspekter af arbejdsmarked og miljøbeskyttelse samt fiskeri og tager sigte på at fremme arbejdsmarkeds- og miljøbeskyttelse samt bevarelse af havets biologiske ressourcer inden for den fælles fiskeripolitik. Disse bestemmelser i kapitel tretten kan derfor ikke være baseret på artikel 207 TEUF. Rådet har også gjort gældende, at EUSFTA’s artikel 13.3.3 og 13.3.4, medfører en minimumsharmonisering af medlemsstaternes lovgivning på områder, hvor traktaterne er til hinder herfor. Hvis disse bestemmelser var en del af den fælles handelspolitik, ville de være uforenelige med artikel 207, stk. 6, TEUF.
476.
Desuden har Rådet og adskillige medlemsstater hævdet, at kapitel tretten er tydeligt adskilt fra resten af aftalen. Dette fremgår navnlig af den særlige tvistbilæggelsesordning, der gælder for dette kapitel ( 364 ).
477.
Endelig har Rådet gjort gældende, at Den Europæiske Unions enekompetence til at indgå forpligtelserne vedrørende handel med fiskevarer i EUSFTA’s artikel 13.8 følger af artikel 3, stk. 1, litra d), TEUF (bevarelse af havets biologiske ressourcer inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik) og ikke artikel 3, stk. 1, litra e), TEUF (den fælles handelspolitik). Hovedformålet med artikel 13.8 er at sikre bæredygtig bevarelse og forvaltning af fiskebestande og ikke at lette, regulere eller styre samhandelen.
Analyse
Handels- og ikke-handelsrelaterede formål: generelle principper
478.
Den fælles handelspolitik skal føres under hensyntagen til principperne og målene for Den Europæiske Unions optræden udadtil ( 365 ), som omfatter udarbejdelse af »internationale foranstaltninger med henblik på at beskytte og forbedre miljøkvaliteten og en bæredygtig forvaltning af de globale naturressourcer med det formål at sikre bæredygtig udvikling« ( 366 ). Jeg er derfor enig med Kommissionen i, at miljøbeskyttelsesniveauer har forbindelse til den internationale samhandel. Væsentlige forskelle kan fordreje konkurrencen og samhandelen. Lave standarder på ét marked kan medføre konkurrencefordele for indenlandske virksomheder og herved tiltrække udenlandske investeringer, mens markeder, hvor der er højere standarder, bliver ugunstigt stillede. Modsat kan der manipuleres med miljøbeskyttelsesstandarder for at opnå protektionistiske mål ( 367 ). Dette er grundene til, at fremme af bæredygtig udvikling er blandt formålene anført i præamblen til WTO-overenskomsten ( 368 ). Et tilsvarende ræsonnement kan anvendes vedrørende forholdet mellem arbejdsmarkedsbeskyttelse og den internationale samhandel.
479.
Den omstændighed, at den fælles handelspolitik også kan forfølge ikke-handelsrelaterede mål, betyder imidlertid ikke, at kapitel syv og 13 automatisk er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 207, stk. 1, TEUF.
480.
Domstolen har allerede vejledt om, hvordan der sondres mellem foranstaltninger, der henhører under den fælles handelspolitik (idet de hovedsageligt har til formål at fremme, lette eller regulere samhandelen og har direkte og umiddelbare virkninger for denne) ( 369 ), og foranstaltninger vedrørende Den Europæiske Unions miljø- eller socialpolitik.
481.
Domstolen har således anerkendt, at EU-retsakter, som også forfølger formål, der ikke er udelukkende økonomiske (f.eks. sociale, miljømæssige eller humanitære formål), kan være omfattet af anvendelsesområdet for den fælles handelspolitik ( 370 ). I hvert af tilfældene omfattede de pågældende internationale aftaler imidlertid handelspolitiske redskaber: handelsmæssige lagerordninger i udtalelse 1/78, toldpræferencer i sag 45/86, (betinget) import af landbrugsprodukter i sag C-62/88 og krav om mærkning (dvs. tekniske handelshindringer) i sag C-281/01. De er alle redskaber, som har direkte og umiddelbare virkninger for samhandelen med de pågældende produkter eller tjenesteydelser.
482.
Internationale aftaler, som ikke er specifikt relateret til handel, henhører derimod ikke under den fælles handelspolitik, selv om de har en indirekte forbindelse til handel. I udtalelse 2/00 tog Domstolen således hensyn til den omstændighed, at reglerne om grænseoverskridende overførsler af levende, modificerede organismer i Cartagenaprotokollen om forebyggelse af bioteknologiske risici, der er knyttet som bilag til konventionen om den biologiske mangfoldighed, ikke var begrænset til overførsler med et handelsmæssigt sigte. Den fastslog derfor, at den pågældende protokols primære formål eller del var miljøbeskyttelse og ikke den fælles handelspolitik ( 371 ). På samme måde bekræftede Domstolen i sag C-411/06 ( 372 ), at formålet med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1013/2006 af 14. juni 2006 om overførsel af affald ( 373 ) ikke var at fastlægge regler for, hvilke nærmere angivne former for affald der frit kan overføres i det indre marked eller i samhandelen med tredjelande, men mere generelt at tilvejebringe en harmoniseret ordning med procedurer, hvorved overførsler af affald kunne begrænses med henblik på at beskytte miljøet ( 374 ). Den pågældende forordning var derfor med rette baseret på traktatbestemmelser vedrørende miljøbeskyttelse.
483.
På denne baggrund skal jeg undersøge, hvorvidt kapitel syv og 13 i deres helhed henhører under den fælles handelspolitik.
Ikke-toldmæssige hindringer for handel og investeringer i forbindelse med produktion af vedvarende energi
484.
EUSFTA’s kapitel syv har til formål at beskytte miljøet (og desuden menneskers sundhed) ved at »fremme, udvikle og øge produktionen af energi fra vedvarende og bæredygtige ikke-fossile kilder« og herved reducere drivhusgasemissioner ( 375 ). Dets anvendelsesområde er imidlertid begrænset til foranstaltninger, der »kan påvirke handel og investeringer mellem parterne« i forbindelse med produktion af grøn energi ( 376 ). Svaret på, hvorvidt Den Europæiske Union har enekompetence hvad angår dette kapitel på grundlag af artikel 207, stk. 1, TEUF, afhænger af, om det hovedsageligt har til formål at fremme, lette eller regulere samhandelen og således har direkte og umiddelbare virkninger for samhandelen ( 377 ).
485.
Det har det efter min opfattelse.
486.
Bestemmelserne i kapitel syv tager primært sigte på at regulere handelspolitiske instrumenter og fjerne hindringer for handel og investeringer. Artikel 7.4 drejer sig således om fjernelse af hindringer for handel og investeringer, som kan hindre produktionen af grøn energi, f.eks. ved at forbyde »krav om lokalt indhold« og obligatorisk dannelse af partnerskaber med lokale virksomheder ( 378 ). På samme måde tager EUSFTA’s artikel 7.5 sigte på at fjerne tekniske handelshindringer hvad angår produkter, der anvendes til produktion af grøn energi. Ifølge fast retspraksis er internationale forpligtelser, som har til formål at sikre, at tekniske forskrifter og normer og fremgangsmåderne for overensstemmelsesvurdering ikke skaber unødige hindringer for den internationale samhandel, omfattet af den fælles handelspolitik ( 379 ). EUSFTA’s artikel 7.6 og 7.7 (vedrørende henholdsvis undtagelser og gennemførelse og samarbejde) er accessoriske i forhold til de øvrige forpligtelser, der følger af kapitel syv, og er derfor ikke udslagsgivende, når det skal fastslås, hvorvidt dette kapitel henhører under den fælles handelspolitik.
487.
Det følger heraf, at kapitel syv har til formål at regulere og lette handelen vedrørende produktion af grøn energi og derfor har direkte og umiddelbare virkninger for samhandelen. Derfor er dette kapitel i sin helhed omfattet af Den Europæiske Unions enekompetence i henhold til artikel 207, stk. 1, TEUF.
488.
Denne konklusion kan ikke drages i tvivl af en medlemsstats indlæg, hvori den har gjort gældende, at kapitel syv kan være til skade for den ret, som hver enkelt medlemsstat i henhold til artikel 194, stk. 2, andet afsnit, TEUF har til at fastsætte betingelserne for udnyttelsen af sine energiressourcer, sine valg mellem forskellige energikilder og den generelle sammensætning af sin energiforsyning. Som det fremgår af ordlyden af artikel 194, stk. 2, TEUF, har denne artikel alene til formål at præcisere anvendelsesområdet for Den Europæiske Unions kompetence til at vedtage retsakter med henblik på gennemførelsen af en energipolitik. Den kan derfor ikke begrænse det selvstændige anvendelsesområde for den fælles handelspolitik, der er fastsat i artikel 207, stk. 1, TEUF.
Handel og bæredygtig udvikling
489.
Der er ingen tvivl om, at nogle af bestemmelserne i kapitel tretten har en direkte og umiddelbar tilknytning til reguleringen af samhandelen. Således omhandler EUSFTA’s artikel 13.6, stk. 4, specifikt problematikken med skjulte begrænsninger af handelen, som kan følge af foranstaltninger, der gennemfører de multilaterale miljøaftaler. På samme måde er formålet med EUSFTA’s artikel 13.12 i det væsentlige at forhindre, at en part påvirker handelen eller investeringerne ved at indrømme fritagelser eller på anden måde fravige sin miljø- og arbejdsmarkedslovgivning eller ved at undlade at anvende denne lovgivning effektivt. Andre eksempler er EUSFTA’s artikel 13.11, stk. 1, som specifikt tager sigte på at lette og fremme handel med og investering i miljøvenlige varer og tjenesteydelser, og artikel 13.11, stk. 2, hvorefter parterne er enige om at udvise særlig opmærksomhed med hensyn til at gøre det lettere at fjerne hindringer for handel med og investering i klimavenlige varer og tjenesteydelser.
490.
På trods af parternes erklærede hensigt om ikke at tilnærme arbejdsmarkeds- eller miljøstandarder (EUSFTA’s artikel 13.1, stk. 4) pålægger et betydeligt antal bestemmelser i kapitel tretten hverken en form for handelskonditionalitet (ved at give den anden part mulighed for at indføre handelssanktioner i tilfælde af manglende overholdelse eller ved at gøre en bestemt handelsfordel afhængig af overholdelsen af arbejdsmarkeds- og miljøstandarder), ligesom de heller ikke på anden vis regulerer anvendelsen af handelspolitiske instrumenter som et middel til at fremme bæredygtig udvikling.
491.
EUSFTA’s artikel 13.3, stk. 1 og 3, artikel 13.4 og artikel 13.6, stk. 2 og 3, tager således i det væsentlige sigte på i Den Europæiske Union og Singapore at opnå mindstestandarder for (henholdsvis) arbejdsmarkeds- og miljøbeskyttelse isoleret fra deres eventuelle virkninger for samhandelen. Disse bestemmelser ligger derfor klart uden for den fælles handelspolitik. Til forskel fra de klausuler om væsentlige elementer, som findes i nogle af Den Europæiske Unions internationale handelsaftaler ( 380 ), og som pålægger en pligt til at iagttage demokratiske principper og menneskerettigheder, giver overtrædelse af de arbejdsmarkeds- og miljøstandarder, som disse bestemmelser i EUSFTA omhandler, ikke den anden part ret til at suspendere handelsfordele, der følger af EUSFTA. EUSFTA’s artikel 13.16 og 13.17 bemyndiger ikke en part til at suspendere handelsindrømmelser til den anden part, hvis den sidstnævnte ikke opfylder forpligtelserne i henhold til kapitel tretten ( 381 ). Endvidere er formålet med disse bestemmelser, modsat den særlige ansporende ordning for bæredygtig udvikling og god regeringsførelse inden for den såkaldte GSP+-ordning ( 382 ), heller ikke at give Singapore handelsindrømmelser på betingelse af opfyldelsen af disse standarder.
492.
EUSFTA’s artikel 13.8 vedrører »Handel med fiskevarer«. Jeg anerkender, at forpligtelsen i artikel 13.8, litra b), til at indføre effektive foranstaltninger, der skal bekæmpe ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri, bl.a. kan medføre vedtagelse af handelspolitiske instrumenter eller omfatte tiltag, der tager sigte på at afskaffe anvendelsen af sådanne instrumenter (f.eks. subsidier, der bidrager til overfiskning og overkapacitet og er knyttet til ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri). Denne bestemmelse anfører også eksempler på sådanne foranstaltninger.
493.
De øvrige litraer i EUSFTA’s artikel 13.8 tager derimod i det væsentlige sigte på at bidrage til parternes bæredygtige bevarelse og forvaltning af fiskebestande. F.eks. fastsætter EUSFTA’s artikel 13.8, litra a), generelle krav om, at parterne skal overholde de langsigtede foranstaltninger til bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskebestandene som defineret i de internationale instrumenter, de har undertegnet, og opretholde principperne i FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisationen og de relevante FN-instrumenter i forbindelse med disse spørgsmål. Opfyldelsen af disse standarder er ikke en betingelse for at opnå handelsfordele. Tilsidesættelse af disse forpligtelser kan heller ikke medføre suspension af handelsindrømmelser i henhold til EUSFTA ( 383 ). På samme måde har EUSFTA’s artikel 13.8, litra c) og d), ikke en direkte og umiddelbar tilknytning til den internationale samhandel. Denne bestemmelse henhører derfor ikke under den fælles handelspolitik.
494.
Hvad er konsekvenserne for kompetencespørgsmålet?
495.
Efter min opfattelse er artikel 3, stk. 5, TEU, artikel 21 TEU og artikel 9 TEUF og 11 TEUF, som Kommissionen har henvist til, ikke relevante for besvarelsen af kompetencespørgsmålet. Formålet med disse bestemmelser er at kræve, at Den Europæiske Union bidrager til visse formål i sine politikker og aktiviteter. De kan ikke påvirke anvendelsesområdet for den fælles handelspolitik, der er fastlagt i artikel 207 TEUF. Af samme grund er det uden relevans, hvorvidt – som Kommissionen har gjort gældende – de grundlæggende rettigheder, som EUSFTA’s artikel 13.3, stk. 3, henviser til, er forenelige med universelle arbejdsmarkedsstandarder, som er beskyttet ved Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Denne påstand vedrører EUSFTA’s materielle forenelighed med grundlæggende rettigheder. Den kan ikke ændre rækkevidden af Den Europæiske Unions kompetence ( 384 ).
496.
Jeg kan heller ikke tilslutte mig Kommissionens påstand om, at EUSFTA’s artikel 13.3, stk. 3, og artikel 13.6, stk. 2, ikke er »tilstrækkeligt præskriptive« til, at der kan tages hensyn til dem ved undersøgelsen af kompetencefordelingen mellem Den Europæiske Union og medlemsstaterne hvad angår kapitel tretten. Kommissionen har i denne forbindelse henvist til dom C-377/12 ( 385 ), hvori Domstolen fastslog, at bestemmelserne vedrørende tilbagetagelse, transport og miljø i rammeaftalen om partnerskab og samarbejde mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Filippinerne på den anden side ( 386 ) ikke »[indeholdt] forpligtelser af et sådant omfang, at de [kunne] anses for at udgøre særskilte mål i forhold til udviklingssamarbejdets mål, som hverken er sekundære eller indirekte i forhold til disse« ( 387 ). Da migration, transport og miljø er en integrerende del af Den Europæiske Unions udviklingspolitik, ville et krav om, at en aftale om udviklingssamarbejde, der omhandler disse emner, skal baseres på andre dele af traktaterne end bestemmelsen om udviklingspolitik, i praksis tømme kompetencen og proceduren i den pågældende bestemmelse for indhold ( 388 ). Derimod er hverken grundlæggende rettigheder på arbejdet eller miljøbeskyttelsesstandarder en integrerende del af den fælles handelspolitik. Derfor er dom C-377/12 ikke til hjælp i undersøgelsen af EUSFTA’s kapitel tretten.
497.
Efter min opfattelse består kapitel tretten af fire led. Det første led omfatter de bestemmelser, som henhører under den fælles handelspolitik. Det andet og det tredje led omfatter bestemmelserne om standarder for henholdsvis arbejdsmarkedsbeskyttelse og miljøbeskyttelse. Det fjerde led vedrører bæredygtig bevarelse og forvaltning af fiskebestande.
498.
Ingen af disse led kan anses for blot at være et nødvendigt supplement, som skal sikre, at de øvrige komponenter i EUSFTA eller kapitel tretten er effektive, ligesom de heller ikke kan anses for at have yderst begrænset rækkevidde. Jeg kan navnlig ikke tilslutte mig Kommissionens argument om, at EUSFTA’s artikel 13.6, stk. 2 (som kræver effektiv gennemførelse af de multilaterale miljøaftaler, som Den Europæiske Union og Singapore er part i), ikke indebærer nye internationale forpligtelser for parterne. Det er korrekt, at denne bestemmelse blot henviser til parternes allerede eksisterende multilaterale forpligtelser hvad angår miljøbeskyttelse. Dens virkning er imidlertid, at disse forpligtelser indarbejdes i EUSFTA, hvorved de bliver gældende for Den Europæiske Union og Singapore på grundlag af EUSFTA. Der er således ingen tvivl om, at artikel 13.6, stk. 2, medfører en ny forpligtelse for parterne, som kan håndhæves i overensstemmelse med EUSFTA.
499.
Det følger heraf, at Den Europæiske Unions beslutning om at indgå forpligtelser inden for hvert enkelt af de fire led skal være baseret på et særskilt retsgrundlag.
500.
Hvad angår det første led følger Den Europæiske Unions enekompetence af artikel 3, stk. 1, litra e), TEUF og artikel 207, stk. 1, TEUF. I overensstemmelse med artikel 3, stk. 1, litra d), TEUF og artikel 43, stk. 2, TEUF ( 389 ) henhører det fjerde led under Den Europæiske Unions enekompetence hvad angår bevarelse af havets biologiske ressourcer inden for den fælles fiskeripolitik.
501.
Det andet og det tredje led hører derimod i princippet under Den Europæiske Unions delte kompetence.
502.
Bestemmelserne vedrørende standarder for arbejdsmarkedsbeskyttelse (det andet led) kan anses for nødvendige for at nå de i artikel 151 TEUF fastsatte socialpolitiske mål, som bl.a. vedrører de i artikel 153, stk. 1, litra a), b) og c), TEUF, anførte mål (forbedring af arbejdsmiljøet for at beskytte arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, arbejdsvilkårene og arbejdstagernes sociale sikring og sociale beskyttelse). Den Europæiske Union har derfor delt kompetence hvad angår dette led som følge af artikel 4, stk. 2, litra b), TEUF, artikel 151 TEUF og artikel 153, stk. 1, TEUF samt det andet grundlag i artikel 216, stk. 1, TEUF.
503.
Hvad angår bestemmelserne om standarder for miljøbeskyttelse (det tredje led) er det tilstrækkeligt at bemærke, at Den Europæiske Union i medfør af artikel 191, stk. 1, TEUF har kompetence til at forfølge en miljøpolitik, som har til formål at bevare, beskytte og forbedre miljøkvaliteten. Den Europæiske Unions eksterne kompetence til at forfølge miljøpolitikker, der følger af både artikel 191, stk. 4, TEUF ( 390 ) og det første grundlag i artikel 216, stk. 1, TEUF, deles med medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 4, stk. 2, litra e), TEUF.
504.
Kommissionen har ikke gjort gældende, at Den Europæiske Union har ekstern enekompetence hvad angår det andet og det tredje led på grundlag af artikel 3, stk. 2, TEUF. Derfor tilkommer det ikke Domstolen at undersøge, hvorvidt det tredje grundlag i denne bestemmelse eventuelt kan finde anvendelse på disse led ( 391 ).
Gennemsigtighed og administrativ og retslig prøvelse af alment gældende foranstaltninger (kapitel fjorten i EUSFTA ( 392 )og relaterede bestemmelser i andre kapitler ( 393 ) )
Argumenter
505.
Kommissionen har gjort gældende, at kapitel fjorten er omfattet af Den Europæiske Unions enekompetence hvad angår den fælles handelspolitik af følgende grunde: i) Formålet med dette kapitel er at lette handel og investeringer, ii) bestemmelserne finder kun anvendelse hvad angår foranstaltninger vedrørende emner, der er omfattet af andre kapitler i EUSFTA, og iii) bestemmelserne tager sigte på at præcisere og forbedre eksisterende WTO-aftaler, navnlig artikel X i GATT 1994. Desuden afspejler disse bestemmelser også grundlæggende hensyn til retten til en retfærdig rettergang, som indgår i EU-rettens almindelige principper.
506.
Hverken Parlamentet eller Rådet har fremført argumenter, der specifikt vedrører kapitel fjorten.
507.
Enkelte medlemsstater har udtrykt synspunkter vedrørende kapitel fjorten. Ifølge deres argumenter vedrører kapitel fjorten for det første udøvelsen af national forvaltning, anvendelsen af administrative procedurer og retslig beskyttelse hvad angår administrative foranstaltninger, og for det andet forudsætter Kommissionens argument, at Den Europæiske Union har enekompetence hvad angår alle de øvrige dele af EUSFTA. For så vidt som kapitel fjorten har til formål at gennemføre de øvrige dele af EUSFTA, for hvilke Den Europæiske Union ikke har enekompetence, kan det imidlertid ikke være omfattet af Den Europæiske Unions enekompetence. Selve bestemmelserne i kapitel fjorten vedrører heller ikke specifikt den internationale samhandel. Endelig er spørgsmål vedrørende retslig prøvelse i EUSFTA’s artikel 14.5 og 14.6 ikke omfattet af hverken Den Europæiske Unions enekompetence eller dens delte konkurrence. De ligger uden for anvendelsesområdet for artikel 81, stk. 2, TEUF (om samarbejde om civilretlige spørgsmål).
Analyse
508.
Kapitel fjorten opstiller forpligtelser med hensyn til gennemsigtighed, konsultation og bedre forvaltning, som gælder hvad angår love, forskrifter, retsafgørelser, procedurer og administrative afgørelser, der kan have en virkning på ethvert anliggende, der er omfattet af EUSFTA (såkaldte »alment gældende foranstaltninger«) ( 394 ). Dette kapitel er navnlig medtaget på grund af den betydning, lovgivningsmæssige rammer har for den indbyrdes handel og investeringer mellem parterne ( 395 ). Forpligtelserne i kapitel fjorten gælder sammen med lignende forpligtelser, med lignende formål, i andre kapitler i EUSFTA ( 396 ).
509.
Kapitel fjorten gælder således horisontalt vedrørende alle EUSFTA’s kapitler og kun hvad angår spørgsmål omfattet af disse kapitler. Efter min opfattelse er kernen i kapitel fjorten derfor ikke regulering af administrative procedurer og retslig beskyttelse som sådan. Forpligtelserne i dette kapitel træder kun i kraft, når alment gældende foranstaltninger har en virkning på spørgsmål, der er omfattet af EUSFTA. Deres formål og funktion er at gøre reguleringen af de materielle spørgsmål, der er omfattet af EUSFTA, effektiv, operationel og mulig at håndhæve ( 397 ). Bestemmelserne i kapitel fjorten (og mere specifikke bestemmelser om det samme emne i andre kapitler) finder ikke anvendelse uafhængigt. De er efter deres art accessoriske, men samtidig afgørende for EUSFTA’s funktion.
510.
Endvidere er gennemsigtighed, konsultation og forvaltning af alment gældende foranstaltninger vedrørende områder, der henhører under den fælles handelspolitik, af afgørende betydning med henblik på at mindske eller undgå handelshindringer. Manglende gennemsigtighed, rimelighed og retssikkerhed kan nemlig i sig selv være en handelshindring ( 398 ). Hvis erhvervsdrivende og investorer ikke får en fair og rimelig behandling, og der ikke findes garantier, der kan sikre, at disse erhvervsdrivende og investorer samt regeringer bliver bekendt med og tilpasser sig alment gældende foranstaltninger vedrørende handel og investeringer, kan fordelene ved den handelsliberalisering, som opnås med de materielle regler i EUSFTA, gå tabt. Desuden kan konkurrencevilkårene blive påvirket, hvis disse foranstaltninger rent faktisk ikke anvendes, eller når konkrete transaktioner ikke kan gennemføres i praksis, fordi der ikke er tilstrækkelige beskyttelsesforanstaltninger. De erhvervsdrivende opgiver måske deres handel eller investering, eller deres transaktioner kan bliver forsinkede eller dyrere.
511.
På denne baggrund er det min opfattelse, at den fælles handelspolitik omfatter regler og afgørelser vedrørende offentliggørelse, forvaltning samt administrativ og retslig prøvelse af alment gældende foranstaltninger, som har en virkning på anliggender, der er omfattet af EUSFTA, og som er specifikt forbundet med international samhandel eller investeringer. Mens forpligtelser i denne henseende ikke gælder hvad angår disse foranstaltningers materielle indhold, har de, ligesom materielle forpligtelser, afgørende betydning for målet om at fremme og lette handel og investeringer, og de har direkte og umiddelbare virkninger for samhandelen.
512.
Efter min opfattelse har disse forpligtelser en lignende funktion i forbindelse med andre eksterne politikker end den fælles handelspolitik, som vedrører de emner, der er omfattet af EUSFTA. Ved indgåelsen af aftaler med tredjelande vedrørende andre emner, som er omfattet af Den Europæiske Unions delte kompetence eller enekompetence (f.eks. transport, miljøbeskyttelse eller fremme af porteføljeinvesteringer), skal Den Europæiske Unions kompetence omfatte beføjelse til at træffe beslutning om bestemmelser, hvis formål er at sikre, at de forpligtelser, som Den Europæiske Union indgår, er effektive. Således kan f.eks. materielle forpligtelser vedrørende miljøbeskyttelse blive undermineret, hvis et tredjeland nægter EU-statsborgere adgang til retslig prøvelse hvad angår alment gældende miljøforanstaltninger, hvor landets egne statsborgere har adgang til en sådan retslig prøvelse under sammenlignelige omstændigheder.
513.
Jeg er derfor af den opfattelse, at fordelingen af kompetencer hvad angår bestemmelser vedrørende gennemsigtighed og administrativ og retslig prøvelse af alment gældende foranstaltninger (i kapitel fjorten og i andre kapitler) skal følge fordelingen af materielle kompetencer.
Tvistbilæggelse og mægling (kapitel ni, afdeling B ( 399 ), og kapitel tretten, femten og seksten i EUSFTA ( 400 ) )
Argumenter
514.
Kommissionen har hævdet, at Den Europæiske Union har enekompetence hvad angår alle ISDS-bestemmelserne i kapitel ni, afdeling B. Denne kompetence er en nødvendig følge af kompetencen vedrørende materielle bestemmelser i aftalen, som anvendes og fortolkes, når tvistbilæggelsesordningen aktiveres. Dette betyder også, at Den Europæiske Union i princippet er eneansvarlig, i henhold til folkeretten, for eventuelle overtrædelser af disse bestemmelser. Den Europæiske Union kan beslutte, i henhold til EU-retten, at fordele det økonomiske ansvar, som er tilknyttet ISDS-ordningen, mellem Den Europæiske Union og medlemsstaterne og give medlemsstaterne beføjelse til at optræde som indklagede (og således muligvis bære det økonomiske ansvar), når de er ansvarlige for den anfægtede foranstaltning, medmindre denne foranstaltning kræves i henhold til EU-retten. Dette er netop formålet med forordning nr. 912/2014 ( 401 ), som finder anvendelse på alle aftaler, hvori Den Europæiske Union er part, og som fastsætter en ISDS-ordning. De i denne forordning indeholdte regler om fordeling vil finde anvendelse, når Den Europæiske Union i overensstemmelse med EUSFTA’s artikel 9.15, stk. 2, udpeger den indklagede i en tvist mellem en investor og en stat.
515.
Kommissionen har ikke fremført argumenter, der specifikt vedrører EUSFTA’s artikel 13.16 (konsultationer mellem offentlige myndigheder) og 13.17 (ekspertpanel).
516.
Hvad angår kapitel femten (tvistbilæggelse) og seksten (mægling) har Kommissionen gjort gældende, at disse kapitler er nødvendige for at sikre en effektiv håndhævelse af rettigheder og forpligtelser i henhold til EUSFTA og følger fast international praksis. Da Den Europæiske Union har enekompetence hvad angår de dele af EUSFTA, hvorpå kapitel femten og seksten finder anvendelse, har den også enekompetence hvad angår disse kapitler.
517.
Parlamentet er i det væsentlige enigt i Kommissionens synspunkt.
518.
Rådet har gjort gældende, at Den Europæiske Union ikke har kompetence til at lovgive vedrørende diplomatisk beskyttelse (EUSFTA’s artikel 9.28) og derfor under ingen omstændigheder kan have enekompetence til at undertegne og indgå EUSFTA. Uanset artikel 23, stk. 1, TEUF er det medlemsstaterne, der skal afgøre, hvorvidt der skal ydes diplomatisk beskyttelse i konkrete tilfælde. Rådet har subsidiært gjort gældende, at Den Europæiske Unions kompetence hvad angår EUSFTA’s artikel 9.28 er begrænset til tvister, som vedrører direkte udenlandske investeringer.
519.
Rådet har ikke fremført argumenter, der specifikt vedrører kapitel femten og seksten.
520.
Mens størstedelen af de medlemsstater, der har indgivet skriftlige indlæg, har beskæftiget sig (i udstrakt grad) med kapitel ni, afdeling B, er deres bemærkninger vedrørende kapitel femten og seksten langt mere begrænsede. Under retsmødet fokuserede nogle af medlemsstaterne på bestemmelserne i EUSFTA’s artikel 9.28, som vedrører diplomatisk beskyttelse.
521.
Hvad angår kapitel ni, afdeling B, har de for det første gjort gældende, at eftersom Den Europæiske Union ikke har enekompetence hvad angår andre former for investering end direkte udenlandske investeringer, kan den ikke have enekompetence hvad angår denne afdeling, som finder anvendelse på både direkte udenlandske investeringer og andre former for investering. Eftersom EUSFTA endvidere indfører en tvistbilæggelsesordning, inden for hvilken medlemsstaterne kan blev udpeget som indklagede, kan visse medlemsstaters forfatningsret muligvis kræve, at de deltager i indgåelsen af den pågældende aftale.
522.
Rådet og medlemsstaterne har ikke fremført argumenter, der specifikt vedrører EUSFTA’s artikel 13.16 og 13.17, men har blot henvist til artikel 13.17 til støtte for deres synspunkt med hensyn til Den Europæiske Unions kompetence hvad angår de materielle bestemmelser i kapitel tretten.
Analyse
523.
Efter min opfattelse er fordelingen af kompetencer hvad angår ordninger for bilæggelse af tvister vedrørende fortolkningen og anvendelsen af diverse bestemmelser i EUSFTA accessorisk i forhold til fordelingen af materielle kompetencer. Dette gælder både vedrørende kapitel femten og seksten, som finder horisontal anvendelse, og andre kapitler, som fastsætter særlige former for tvistbilæggelse (f.eks. kapitel ni, afdeling B, om investeringer og kapitel tretten om handel og bæredygtig udvikling).
524.
Denne fordeling af kompetencer mellem Den Europæiske Union og medlemsstaterne er alene reguleret af traktaterne. Internretlige bestemmelser, også selv om der er tale om forfatningsbestemmelser, kan ikke ændre denne fordeling ( 402 ).
525.
Det følger af udtalelse 1/91, 1/09 og 2/13, at såfremt Den Europæiske Union har kompetence hvad angår de materielle bestemmelser i en international aftale, har den også kompetence hvad angår de tvistbilæggelsesordninger, der har til formål at sikre den effektive håndhævelse af disse bestemmelser. Sådanne ordninger bidrager udelukkende til at opnå aftalens primære formål og er således accessoriske i forhold til de (materielle) bestemmelser, som de vedrører ( 403 ).
526.
Denne konklusion gælder både vedrørende den horisontale tvistbilæggelsesordning i kapitel femten og vedrørende de emnespecifikke tvistbilæggelsesordninger, som er fastsat i kapitel ni, afdeling B, og i kapitel tretten ( 404 ). Til forskel fra nogle af medlemsstaterne er det min opfattelse, at den omstændighed, at ISDS-ordningen giver en investor eller en part ret til at indlede en voldgiftssag med den anden part, ikke i sig selv har nogen betydning for fordelingen af kompetencer mellem Den Europæiske Union og medlemsstaterne. Dette element afspejler den omstændighed, at parterne har valgt denne form for tvistbilæggelse hvad angår investeringer i stedet for (eller sammen med) tvistbilæggelse mellem stater. Det vedrører derfor den måde, hvorpå ekstern kompetence udøves, og ikke denne eksterne kompetences eksistens eller art.
527.
Den samme argumentation gælder hvad angår mæglingsordninger som dem, der er fastlagt i bilag 9-E (specifikt vedrørende tvister mellem investorer og stater) og i kapitel seksten. Disse ordninger har også til formål at sikre en effektiv gennemførelse af de bestemmelser i EUSFTA, som de finder anvendelse på.
528.
Min konklusion ændres ikke af det argument (som en medlemsstat har fremført), at selv om EUSFTA’s artikel 9.16 fastsætter en voldgiftsprocedure inden for rammerne af Det Internationale Center til Bilæggelse af Investeringstvister (ICSID), kan Den Europæiske Union ikke blive part i konventionen om bilæggelse af investeringstvister mellem stater og andre landes statsborgere, undertegnet den 18. marts 1965. Det er korrekt, at det kun er stater, der kan blive parter i denne konvention ( 405 ). Domstolen har imidlertid allerede fastslået, at en hindring i henhold til folkeretten for Den Europæiske Unions mulighed for at indgå en international aftale ikke vedrører rækkevidden af den Europæiske Unions eksterne kompetence, som alene skal bedømmes i lyset af EU-retten. En sådan hindring er ikke til hinder for, at Den Europæiske Union udøver sin eksterne kompetence gennem sine medlemsstater, der optræder solidarisk i Unionens interesse ( 406 ). Under alle omstændigheder er ICSID-voldgift kun én af de tvistbilæggelsesordninger, som er anført i EUSFTA’s artikel 9.16.
529.
Da tvistbilæggelse og mæglingsordninger er af accessorisk karakter, er fordelingen af kompetencer mellem Den Europæiske Union og medlemsstaterne vedrørende disse ordninger i sagens natur den samme som for de materielle bestemmelser, de vedrører. Med andre ord kan disse ordninger ikke i sig selv ændre fordelingen af kompetencer mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater.
530.
Jeg er derfor ikke overbevist af det argument, hvorefter Den Europæiske Union ikke kan have enekompetence til at tilslutte sig afdeling B i EUSFTA’s kapitel ni, fordi medlemsstaterne eventuelt kan blive indklagede i en tvist vedrørende investeringer og således muligvis bære de økonomiske byrder som følge af en afgørelse i en sådan tvist ( 407 ).
531.
Endvidere påvirker de regler om fordeling af økonomisk ansvar mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater, som er fastsat i forordning nr. 912/2014, ikke kompetencefordelingen i henhold til traktaterne. Artikel 1, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 912/2014 bestemmer udtrykkeligt, at denne forordning gælder »[m]ed forbehold af den kompetencefordeling, der er fastsat i TEUF« ( 408 ), og forordningen selv skal overholde traktatbestemmelserne om kompetence ( 409 ).
532.
Under alle omstændigheder har Domstolen allerede fastslået, at det hvad angår fordelingen af kompetencer mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater med henblik på indgåelsen af en international aftale er uden betydning, at de forpligtelser og de finansielle byrder, gennemførelsen af den påtænkte aftale medfører, påhviler medlemsstaterne direkte ( 410 ). Hverken interne eller eksterne EU-foranstaltninger inden for rammerne af Den Europæiske Unions kompetencer forudsætter nødvendigvis en overførsel til Den Europæiske Unions institutioner af de forpligtelser og de finansielle byrder, disse foranstaltninger indebærer. De pågældende foranstaltninger tager udelukkende sigte på at erstatte medlemsstaternes ensidige handlinger med en fælles handling på grundlag af fælles principper for hele Den Europæiske Union ( 411 ).
533.
Efter min opfattelse finder dette ræsonnement a fortiori anvendelse på finansielle byrder, som pålægges en medlemsstat som følge af en voldgiftsrets endelige kendelse om, at den pågældende medlemsstat har anvendt foranstaltninger, som er uforenelige med EUSFTA’s bestemmelser om beskyttelse af investeringer.
534.
For fuldstændighedens skyld skal jeg tilføje, at Domstolen i udtalelse 1/78 i det væsentlige fastslog, at såfremt en international aftale fastsætter en finansieringsordning, som udgør »en vigtig faktor« i denne aftale, var denne omstændighed i sig selv egnet til at begrunde medlemsstaternes deltagelse i dens indgåelse, for så vidt som de heraf følgende finansieringsbidrag blev udredt direkte af medlemsstaterne ( 412 ). Efter min opfattelse kan dette ræsonnement ikke anvendes på de finansielle byrder, som medlemsstaterne måtte blive pålagt som følge af ISDS-ordningen inden for EUSFTA. Såfremt der opstår sådanne finansielle byrder, ville de være en følge af, at en medlemsstat ikke har opfyldt sine forpligtelser i henhold til EUSFTA korrekt. De kan derfor ikke sammenlignes med de finansieringsbidrag, som Domstolen undersøgte i udtalelse 1/78.
535.
Jeg konkluderer derfor, at Den Europæiske Union har kompetence til at tilslutte sig tvistbilæggelses- og mæglingsordningerne i EUSFTA’s kapitel ni, afdeling B, samt kapitel tretten, femten og seksten. Som følge af Den Europæiske Unions delte kompetence hvad angår visse af EUSFTA’s bestemmelser, hvorpå disse kapitler finder anvendelse, deler Den Europæiske Union denne kompetence med medlemsstaterne. For så vidt som Den Europæiske Union har enekompetence hvad angår visse bestemmelser i EUSFTA, kan den alene tilslutte sig EUSFTA’s kapitel ni, afdeling B, artikel 13.16 og 13.17 samt kapitel femten og seksten.
536.
Jeg skal fremhæve, at min konklusion udelukkende vedrører kompetence. Jeg har ikke undersøgt kapitel ni, afdeling B’s, materielle forenelighed med traktaternes materielle bestemmelser og giver ikke udtryk for noget synspunkt i denne henseende. Dette spørgsmål ligger uden for Kommissionens anmodning om en udtalelse ( 413 ).
537.
Endelig er jeg ikke enig i argumentet om, at Den Europæiske Union ikke kan have enekompetence hvad angår EUSFTA’s kapitel ni, afdeling B, på grund af artikel 9.28. Den største indvending mod denne bestemmelse er, at Den Europæiske Union ikke har kompetence hvad angår diplomatisk beskyttelse.
538.
Da spørgsmålet kun har grundlæggende betydning, såfremt Domstolen fastslår, at Den Europæiske Union har enekompetence hvad angår alle de øvrige dele af EUSFTA, går jeg i nedenstående behandling af spørgsmålet ud fra, at dette er tilfældet.
539.
Diplomatisk beskyttelse vedrører de processer, hvorved den stat, hvori en skadelidt person er statsborger, påberåber sig en anden stats ansvar for skade, som en af den førstnævnte stats statsborgere har lidt på grund af den sidstnævnte stats retsstridige handling eller undladelse, med henblik på at sikre den pågældende statsborger beskyttelse samt opnå erstatning ( 414 ). Eller som Den Faste Domstol for Mellemfolkelig Retspleje har formuleret det, »ved at tage en af sine statsborgeres sag op og gøre brug af diplomatiske tiltag eller en international retssag på statsborgerens vegne forsvarer en stat i virkeligheden sine egne rettigheder – retten til, i skikkelse af sine statsborgere, at sikre overholdelse af de folkeretlige bestemmelser« ( 415 ). Det er et princip i folkeretlig sædvaneret, at skadelidte statsborgere først skal have udtømt alle lokale retsmidler, før deres stat yder diplomatisk beskyttelse ( 416 ).
540.
Enkeltpersoner har gradvis opnået flere folkeretlige borgerlige rettigheder, herunder retten til at påberåbe sig beskyttelsesklausuler over for deres egen stat og værtsstater, hvorfor diplomatisk beskyttelse nu eksisterer sammen med retsmidler, som sætter enkeltpersoner i stand til at håndhæve deres egne rettigheder direkte (f.eks. ISDS-ordninger) ( 417 ). Folkeretskommissionen har udtalt, at »the dispute settlement procedures provided for ?by bilateral investment agreements? and ?the? ICSID offer greater advantages to the foreign investor than the customary international law system of diplomatic protection, as they give the investor direct access to international arbitration, avoid the political uncertainty inherent in the discretionary nature of diplomatic protection and dispense with the conditions for the exercise of diplomatic protection« ( 418 ).
541.
Kommissionen har bekræftet, at EUSFTA’s artikel 9.28 er baseret på ICSID-konventionen ( 419 ).
542.
Efter min opfattelse vedrører EUSFTA’s artikel 9.28 forholdet mellem på den ene side en voldgiftsrets jurisdiktion som omhandlet i kapitel ni, afdeling B (herefter »en voldgiftsret ifølge EUSFTA’s kapitel ni«), og på den anden side andre (nationale eller internationale) domstole og andre processer med henblik på påberåbelse af en anden parts ansvar (artikel 9.28, stk. 1) samt voldgiftspaneler som omhandlet i EUSFTA’s kapitel femten (herefter »et voldgiftspanel ifølge EUSFTA’s kapitel femten«) (artikel 9.28, stk. 2). Såfremt en part og en investor fra en anden part er blevet enige om at indgive deres tvist til voldgift i henhold til kapitel ni, afdeling B, kan denne tvist (i princippet) ikke indgives til en anden domstol hverken ved brug af diplomatisk beskyttelse eller ved et internationalt søgsmål. Der gælder to undtagelser: for det første det tilfælde, hvor den pågældende part har undladt at respektere og overholde den kendelse, der er afsagt af en voldgiftsret ifølge EUSFTA’s kapitel ni (artikel 9.28, stk. 1), og for det andet det tilfælde, hvor et voldgiftspanel ifølge EUSFTA’s kapitel femten har beføjelse til at afgøre en tvist vedrørende en alment gældende foranstaltning (artikel 9.28, stk. 2).
543.
I tilfælde, hvor tvistbilæggelsesordninger vedrører fortolkningen og anvendelsen af bestemmelserne i en international aftale, som er omfattet af Den Europæiske Unions enekompetence, kan Den Europæiske Union efter min opfattelse også træffe beslutning om regler, der afgrænser disse ordningers (ene)kompetence.
544.
Endelig kan det i henhold til artikel 23, stk. 1, TEUF under visse omstændigheder være påkrævet, at en medlemsstats diplomatiske og konsulære myndigheder yder beskyttelse til statsborgere i en anden medlemsstat på samme måde som deres egne statsborgere. EU-retten udvider således den kategori af personer, som en medlemsstat kan yde diplomatisk beskyttelse. Medlemsstaterne har i øvrigt beføjelse til at træffe afgørelse om diplomatisk beskyttelse. Denne beføjelse skal imidlertid udøves i overensstemmelse med den beføjelse, som traktaterne tillægger Den Europæiske Union, til at acceptere tvistbilæggelsesordningers kompetence i forbindelse med tvister vedrørende bestemmelser i en international aftale, som (i givet fald) er omfattet af dens enekompetence.
Institutionelle, almindelige og afsluttende bestemmelser (kapitel sytten i EUSFTA ( 420 ) )
Argumenter
545.
Kommissionen har gjort gældende, at kapitel sytten har til formål at opstille en institutionel og proceduremæssig ramme, som sikrer, at EUSFTA er effektiv. Da bestemmelserne i kapitel sytten derfor er accessoriske i forhold til den øvrige del af EUSFTA, har Den Europæiske Union også enekompetence hvad angår dette kapitel. Denne konklusion gælder også hvad angår de bestemmelser, der fastsætter undtagelser vedrørende beskatning (artikel 17.6), løbende betalinger og kapitalbevægelser (artikel 17.7), statslige investeringsfonde (artikel 17.8), beskyttelsesforanstaltninger vedrørende betalingsbalancen (artikel 17.9), sikkerhed (artikel 17.10) og fremlæggelse af oplysninger (artikel 17.11).
546.
Hverken Parlamentet eller Rådet har indtaget et standpunkt vedrørende kapitel sytten.
547.
Kun en enkelt medlemsstat har beskæftiget sig med dette kapitel og gjort gældende, at Kommissionen ikke har fremført nogen argumenter med henblik på at påvise, at EUSFTA’s artikel 17.6 specifikt vedrører den internationale samhandel, og at denne bestemmelse under alle omstændigheder falder uden for de beføjelser, som traktaterne tillægger Den Europæiske Union med hensyn til skat.
Analyse
548.
De bestemmelser i EUSFTA’s kapitel sytten, som er af rent proceduremæssig eller institutionel karakter, er almindelige i internationale (handels)aftaler. Disse bestemmelser opretter organer, som overdrages specifikke funktioner i henhold til aftalen, og regulerer deres funktion (artikel 17.1, 17.2 og 17.3), regulerer forholdet mellem aftalen og andre af parternes internationale forpligtelser (artikel 17.3 og 17.17) og fastsætter regler om ændringer (artikel 17.5), ikrafttrædelse (artikel 17.12), varighed (artikel 17.13), opfyldelse af forpligtelser (artikel 17.14), aftalens virkning i parternes retsordener (artikel 17.15), aftalens dækning og autentiske versioner (artikel 17.16 og 17.20), fremtidige tiltrædelser af Den Europæiske Union og aftalens territoriale anvendelsesområde (artikel 17.18 og 17.19). Da disse bestemmelser er rent accessoriske, kan de ikke ændre fordelingen af kompetencer mellem Den Europæiske Union og medlemsstaterne hvad angår de øvrige bestemmelser i EUSFTA.
549.
De øvrige bestemmelser i kapitel sytten er af mere materiel karakter.
550.
Formålet med EUSFTA’s artikel 17.6 (beskatning) (sammenholdt med forståelse 1) er at præcisere, i hvilket omfang EUSFTA finder anvendelse på beskatningsforanstaltninger, og at opretholde både Singapores og Den Europæiske Unions eller dens medlemsstaters kompetence til at føre deres egen skattepolitik. Denne bestemmelse er følgelig accessorisk i forhold til den øvrige del af EUSFTA og udgør ikke et særskilt element.
551.
Det samme er tilfældet hvad angår EUSFTA’s artikel 17.9 (restriktioner til beskyttelse af betalingsbalancen). I henhold til denne bestemmelse kan en part, der har alvorlige betalingsbalanceproblemer og udefra kommende finansielle vanskeligheder, indføre restriktioner hvad angår fordele, som er indrømmet i henhold til EUSFTA, vedrørende handel med varer, tjenesteydelser og etablering samt betalinger og overførsler i tilknytning til investeringer. Den er således kun relevant i forhold til andre bestemmelser i EUSFTA, med hensyn til hvilke den udgør en undtagelse. Derfor udgør denne bestemmelse ikke et særskilt element i denne aftale. På samme måde er både artikel 17.10 (undtagelser af sikkerhedshensyn) og 17.11 (fremlæggelse af oplysninger) rent accessoriske i forhold til resten af EUSFTA.
552.
Endelig indeholder artikel 17.7 (løbende betalinger og kapitalbevægelser) og 17.8 (statslige investeringsfonde) regler, der er selvstændige i forhold til EUSFTA’s øvrige bestemmelser. Disse bestemmelsers anvendelsesområde er imidlertid meget begrænset, og de kan derfor ikke anses for at være et særskilt element i EUSFTA.
553.
Jeg konkluderer derfor, at bestemmelserne i EUSFTA’s kapitel sytten enten er rent accessoriske i forhold til denne aftales øvrige bestemmelser eller har en meget begrænset rækkevidde, og at de af disse grunde ikke kan ændre ved fordelingen af kompetencer mellem Den Europæiske Union og medlemsstaterne hvad angår de forskellige dele af EUSFTA.
Vurdering af Den Europæiske Unions eksterne kompetence til at indgå EUSFTA
554.
Det følger af det ovenstående, at EUSFTA skal opdeles i flere særskilte dele med henblik på vurderingen af kompetencefordelingen mellem Den Europæiske Union og medlemsstaterne. Disse dele er: de bestemmelser, der henhører under den fælles handelspolitik, bestemmelserne om liberalisering af transporttjenester mellem Den Europæiske Union og Singapore, som følgelig henhører under transportpolitikken, bestemmelserne om andre former for investering end direkte udenlandske investeringer, der er underlagt reglerne om frie kapitalbevægelser, bestemmelserne om de ikke-handelsrelaterede aspekter af intellektuelle ejendomsrettigheder, som er nødvendige for at opnå målene med det indre marked, bestemmelserne om konvergens mellem grundlæggende arbejdsmarkeds- og miljøstandarder mellem Den Europæiske Union og Singapore, som derfor henhører under henholdsvis socialpolitikken og miljøbeskyttelsespolitikken, og bestemmelserne om bevarelse af havets biologiske ressourcer, som henhører under fiskeripolitikken.
555.
Ingen af disse dele kan udpeges som enten det principielle eller fremherskende led af EUSFTA eller som »sekundært« eller med »yderst begrænset rækkevidde«.
556.
Da ikke alle disse dele er omfattet af Den Europæiske Unions eksterne enekompetence, kan EUSFTA ikke, på grundlag af Den Europæiske Unions enekompetence, indgås uden medlemsstaternes deltagelse.
557.
Nærmere bestemt er mit synspunkt vedrørende fordelingen af kompetencer mellem Den Europæiske Union og medlemsstaterne hvad angår de forskellige dele af EUSFTA som følger:
558.
Den Europæiske Union har ekstern enekompetence i henhold til artikel 3, stk. 1, litra e), TEUF og artikel 207, stk. 1, TEUF hvad angår de dele af EUSFTA, der omfatter de bestemmelser, som henhører under den fælles handelspolitik. Disse bestemmelser vedrører:
—
mål og generelle definitioner (kapitel 1)
—
handel med varer (kapitel 2-6)
—
handel og investeringer i forbindelse med produktion af vedvarende energi (kapitel syv)
—
handel med tjenesteydelser og offentlige indkøb (kapitel otte og ti) undtagen de dele af EUSFTA, som finder anvendelse på transporttjenester og tjenesteydelser, som på grund af deres art er forbundet med transporttjenester
—
direkte udenlandske investeringer (kapitel ni, afdeling A)
—
handelsrelaterede aspekter af intellektuelle ejendomsrettigheder (kapitel elleve undtagen bestemmelserne vedrørende ikke-handelsrelaterede aspekter af disse rettigheder)
—
konkurrence og beslægtede spørgsmål (kapitel tolv) og
—
handel og bæredygtig udvikling, for så vidt som de pågældende bestemmelser primært er relateret til handelspolitiske instrumenter (kapitel tretten undtagen de nedenfor i punkt 559 og 562 anførte bestemmelser).
559.
Den Europæiske Union har også ekstern enekompetence, i henhold til artikel 3, stk. 1, litra d), TEUF og artikel 43, stk. 2, TEUF, hvad angår de dele af EUSFTA, der vedrører bevarelse af havets biologiske ressourcer [EUSFTA’s artikel 13.8, litra a), c) og d)].
560.
Endvidere har Den Europæiske Union ekstern enekompetence, i henhold til artikel 91 TEUF og artikel 100, stk. 1, TEUF, sammenholdt med det tredje grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF og det fjerde grundlag i artikel 216, stk. 1, TEUF, hvad angår EUSFTA’s bestemmelser om handel med jernbane- og vejtransporttjenester (EUSFTA’s kapitel otte).
561.
Endelig har Den Europæiske Union også ekstern enekompetence vedrørende de spørgsmål, der er omfattet af EUSFTA’s kapitel ni, afdeling B, artikel 13.16 og 13.17 og kapitel fjorten-17, for så vidt som disse bestemmelser finder anvendelse på (og derfor er accessoriske i forhold til) de dele af EUSFTA, for hvilke Den Europæiske Union har ekstern enekompetence.
562.
Den Europæiske Union deler sin eksterne kompetence med medlemsstaterne hvad angår følgende dele af EUSFTA:
—
bestemmelserne om handel med lufttransporttjenester, søtransporttjenester og transport ad indre vandveje, herunder tjenesteydelser, som på grund af deres art er forbundet med disse transporttjenester (kapitel otte), på grundlag af artikel 4, stk. 2, litra g), artikel 91 TEUF og 100 TEUF samt det andet grundlag i artikel 216, stk. 1, TEUF
—
bestemmelserne om andre former for investering end direkte udenlandske investeringer (kapitel ni, afdeling A) på grundlag af artikel 4, stk. 2, litra a), TEUF, artikel 63 TEUF og det andet grundlag i artikel 216, stk. 1, TEUF
—
bestemmelserne om offentlige indkøb, for så vidt som de finder anvendelse på transporttjenester og tjenesteydelser, som på grund af deres art er forbundet med transporttjenester (kapitel ti), på grundlag af artikel 4, stk. 2, litra a), TEUF, artikel 26, stk. 1, TEUF samt det andet grundlag i artikel 216, stk. 1, TEUF
—
bestemmelserne om ikke-handelsrelaterede aspekter af intellektuelle ejendomsrettigheder (kapitel elleve) på grundlag af artikel 4, stk. 2, litra a), TEUF, artikel 26, stk. 1, TEUF og det andet grundlag i artikel 216, stk. 1, TEUF
—
bestemmelserne, som fastsætter grundlæggende arbejdsmarkeds- og miljøstandarder og således henhører under enten socialpolitikken eller miljøbeskyttelsespolitikken (kapitel tretten), på grundlag af henholdsvis artikel 4, stk. 2, litra b), TEUF, artikel 151 TEUF, artikel 153, stk. 1, TEUF og det andet grundlag i artikel 216, stk. 1, TEUF samt artikel 4, stk. 2, litra e), TEUF og artikel 191, stk. 4, TEUF og det første grundlag i artikel 216, stk. 1, TEUF og
—
de spørgsmål, der er omfattet af EUSFTA’s kapitel ni, afdeling B, artikel 13.16 og 13.17 og kapitel fjorten-17, for så vidt som disse bestemmelser finder anvendelse på (og derfor er accessoriske i forhold til) de dele af EUSFTA, for hvilke Den Europæiske Union har delt ekstern enekompetence.
563.
Endelig har Den Europæiske Union ikke ekstern kompetence til at acceptere at være bundet af EUSFTA’s artikel 9.10, stk. 1 (kapitel ni, afdeling A), hvorved bilaterale aftaler indgået mellem visse medlemsstater og Singapore opsiges. Denne bestemmelse er omfattet af de pågældende medlemsstaters enekompetence.
564.
Det følger af disse konklusioner, at EUSFTA, i sin nuværende udformning, kun kan indgås af Den Europæiske Union og medlemsstaterne i fællesskab.
565.
En ratifikationsproces med deltagelse af alle medlemsstaterne sammen med Den Europæiske Union vil i sagens natur sandsynligvis blive både besværlig og kompleks. Den kan også indebære en risiko for, at resultatet af langvarige forhandlinger blokeres af nogle få medlemsstater eller endog af en enkelt medlemsstat. Dette kan gøre Den Europæiske Unions optræden udadtil mindre effektiv og have negative konsekvenser for Den Europæiske Unions forbindelser til det/de pågældende tredjeland(e).
566.
Imidlertid kan nødvendigheden af, at Den Europæiske Unions eksterne optræden er samlet og hurtig, samt de vanskeligheder, der kan opstå, såfremt både Den Europæiske Union og medlemsstaterne skal deltage i indgåelsen og gennemførelsen af en international aftale, ikke påvirke svaret på spørgsmålet om, hvem der har kompetence til at indgå den. Dette spørgsmål kan kun besvares på grundlag af traktaterne alene ( 421 ). Det følger heraf, at praktiske hensyn hvad angår forhandlingen og indgåelsen af EUSFTA og dens gennemførelse ikke kan fjerne den divergens, som jeg har fremhævet i mit forslag til afgørelse, mellem den brede vifte af områder, som reguleres af denne aftale, og den fælles handelspolitiks anvendelsesområde som følge af Lissabontraktaten. Med andre ord er den omstændighed, at der ikke er fuldstændig overlapning mellem det, der skal anses for »handelspolitik« eller »investeringspolitik« hvad angår internationale forbindelser (og derfor er omfattet af en aftale som EUSFTA), og det, der i henhold til EU-retten udgør den fælles handelspolitik, ikke relevant for afgørelsen af, hvorvidt Den Europæiske Union har enekompetence til at indgå en sådan aftale.
567.
Det kunne selvfølgelig være en mulighed at opdele EUSFTA i flere aftaler, i forhold til hvilken form for kompetence der er tale om. Det er imidlertid en politisk beslutning, som (navnlig) kræver samtykke fra det pågældende tredjeland.
568.
Domstolen har fastslået, at når en aftale, der kræver både Den Europæiske Unions og dens medlemsstaters deltagelse, forhandles og indgås, skal både Den Europæiske Union og dens medlemsstater handle inden for rammerne af deres beføjelser og under hensyntagen til enhver anden kontraherende parts beføjelser ( 422 ). Ganske vist skal hver af parterne (herunder medlemsstaterne) i princippet – som det er nu – vælge mellem at give sit samtykke til eller afvise hele aftalen. Dette valg skal imidlertid træffes i overensstemmelse med traktatens bestemmelser om fordeling af kompetencer. Såfremt en medlemsstat afviser at indgå en international aftale af grunde, der vedrører de aspekter af aftalen, inden for hvilke Den Europæiske Union har ekstern enekompetence, vil denne medlemsstat have tilsidesat de pågældende traktatbestemmelser.
569.
Endelig har Domstolen adskillige gange fastslået, at når området for en aftale henhører dels under Den Europæiske Unions, dels under medlemsstaternes kompetence, må der såvel under forhandlings- og tiltrædelsesfasen som i forbindelse med opfyldelsen af de påtagne forpligtelser etableres et snævert samarbejde mellem medlemsstaterne og EU-institutionerne. Dette følger af kravet om enhed i Den Europæiske Unions optræden udadtil ( 423 ) samt af princippet om loyalt samarbejde i henhold til artikel 4, stk. 3, TEU. Af de grunde, som jeg har gjort rede for i dette forslag til afgørelse, finder denne forpligtelse til at samarbejde fuldt ud anvendelse på forhandlingen, indgåelsen og gennemførelsen af EUSFTA.
Forslag til afgørelse
570.
På grundlag af det ovenstående foreslår jeg Domstolen, at den besvarer Kommissionens anmodning om en udtalelse således:
»1.
Den påtænkte frihandelsaftale mellem Den Europæiske Union og Republikken Singapore (herefter »EUSFTA«) kan kun indgås af Den Europæiske Union og medlemsstaterne i fællesskab.
2.
Den Europæiske Union har ekstern enekompetence hvad angår de dele af EUSFTA, der omfatter de bestemmelser, som henhører under den fælles handelspolitik, dvs.:
—
mål og generelle definitioner (kapitel 1)
—
handel med varer (kapitel 2-6)
—
handel og investeringer i forbindelse med produktion af vedvarende energi (kapitel syv)
—
handel med tjenesteydelser og offentlige indkøb (kapitel otte og ti) undtagen de dele af EUSFTA, som finder anvendelse på transporttjenester og tjenesteydelser, som på grund af deres art er forbundet med transporttjenester
—
direkte udenlandske investeringer (kapitel ni, afdeling A)
—
handelsrelaterede aspekter af intellektuelle ejendomsrettigheder (kapitel elleve undtagen bestemmelserne vedrørende ikke-handelsrelaterede aspekter af disse rettigheder)
—
konkurrence og beslægtede spørgsmål (kapitel tolv) og
—
handel og bæredygtig udvikling, for så vidt som de pågældende bestemmelser primært er relateret til handelspolitiske instrumenter (kapitel tretten undtagen de bestemmelser, der vedrører bevarelse af havets biologiske ressourcer, og de bestemmelser, som fastsætter grundlæggende arbejdsmarkeds- og miljøstandarder og således henhører under enten socialpolitikken eller miljøbeskyttelsespolitikken).
Den Europæiske Union har også ekstern enekompetence hvad angår de dele af EUSFTA (kapitel tretten), der vedrører bevarelse af havets biologiske ressourcer.
Den Europæiske Union har også ekstern enekompetence hvad angår de dele af EUSFTA (kapitel otte), der vedrører handel med jernbane- og vejtransporttjenester.
Den Europæiske Union har også enekompetence hvad angår de spørgsmål, der er omfattet af EUSFTA’s kapitel ni, afdeling B, artikel 13.16 og 13.17 og kapitel fjorten til sytten, for så vidt som disse bestemmelser finder anvendelse på (og derfor er accessoriske i forhold til) de dele af EUSFTA, for hvilke Den Europæiske Union har ekstern enekompetence.
3.
Den Europæiske Union deler sin eksterne kompetence med medlemsstaterne hvad angår følgende dele af EUSFTA:
—
bestemmelserne om handel med lufttransporttjenester, søtransporttjenester og transport ad indre vandveje, herunder tjenesteydelser, som på grund af deres art er forbundet med disse transporttjenester (kapitel otte)
—
bestemmelserne om andre former for investering end direkte udenlandske investeringer (kapitel ni, afdeling A)
—
bestemmelserne om offentlige udbud, for så vidt som de finder anvendelse på transporttjenester og tjenesteydelser, som på grund af deres art er forbundet med transporttjenester (kapitel ti)
—
bestemmelserne vedrørende ikke-handelsrelaterede aspekter af intellektuelle ejendomsrettigheder (kapitel elleve)
—
de bestemmelser, som fastsætter grundlæggende arbejdsmarkeds- og miljøstandarder og således henhører under enten socialpolitikken eller miljøbeskyttelsespolitikken (kapitel tretten), og
—
de spørgsmål, der er omfattet af EUSFTA’s kapitel ni, afdeling B, artikel 13.16 og 13.17 og kapitel fjorten til sytten, for så vidt som disse bestemmelser finder anvendelse på (og derfor er accessoriske i forhold til) de dele af EUSFTA, for hvilke Den Europæiske Union har delt ekstern enekompetence.
4.
Den Europæiske Union har ikke ekstern kompetence til at acceptere at være bundet af EUSFTA’s artikel 9.10, stk. 1 (kapitel ni, afdeling A), hvorved bilaterale aftaler indgået mellem visse medlemsstater og Singapore opsiges. Denne kompetence hører under de pågældende medlemsstaters enekompetence.«
Bilag – Sammenfattende beskrivelse af EUSFTA
1.
Første og anden betragtning til EUSFTA henviser til partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Singapore. Anden og femte betragtning anfører, at de to parter ønsker at styrke deres forbindelser yderligere og at hæve levestandarden, fremme økonomisk vækst og stabilitet, skabe nye beskæftigelsesmuligheder og forbedre den generelle velfærd, og at de med henblik herpå bekræfter deres vilje til at fremme liberalisering af handel og investeringer. I fjerde betragtning noteres det, at parterne også er fast besluttet på at styrke deres forbindelser på det økonomiske område samt inden for handel og investeringer i overensstemmelse med målet om bæredygtig udvikling og på at fremme handel og investeringer på en måde, der tager hensyn til høje niveauer for miljø- og arbejdstagerbeskyttelse og til relevante internationale anerkendte standarder og aftaler, hvori de er part. Endvidere anerkender parterne, i ottende betragtning, betydningen af gennemsigtighed i den internationale handel til gavn for alle berørte parter. Niende betragtning anfører, at parterne søger at indføre klare og gensidigt fordelagtige regler for deres indbyrdes handel og investeringer samt at begrænse eller fjerne hindringerne herfor. Tiende betragtning forklarer, at parterne er besluttet på at bidrage til en harmonisk udvikling og styrkelse af den internationale handel ved gennem EUSFTA at fjerne handelshindringer og undgå at skabe nye hindringer for handel og investeringer mellem parterne, som kunne begrænse fordelene ved EUSFTA. I ellevte betragtning anfører parterne, at de tager udgangspunkt i deres respektive rettigheder og forpligtelser i henhold til WTO-overenskomsten og andre multilaterale, regionale og bilaterale aftaler og arrangementer, hvori de er part.
2.
Kapitel et (»Mål og generelle definitioner«) bestemmer, at parterne ved EUSFTA opretter et frihandelsområde i overensstemmelse med artikel XXIV i GATT 1994 og artikel V i GATS (artikel 1.1). Artikel 1.2 definerer formålene med EUSFTA, nemlig at liberalisere og lette handel og investeringer mellem parterne.
3.
Kapitel to (»National behandling og markedsadgang for varer«) finder anvendelse på handel med varer mellem parterne (artikel 2.2). Artikel 2.1 fastsætter som formål gradvist og gensidigt at liberalisere handelen med varer i en overgangsperiode, der løber fra aftalens ikrafttrædelse, i overensstemmelse med dens betingelser og i overensstemmelse med artikel XXIV i GATT 1994. Artikel 2.3 fastsætter forpligtelsen til at indrømme national behandling, jf. artikel III i GATT 1994 (som derved indarbejdes i EUFSTA). Kapitel to omfatter også tarifering af varer (artikel 2.5), kræver nedsættelse og/eller afskaffelse af told ved import (artikel 2.6) og forbyder opretholdelse eller indførelse af told eller skatter ved eksport (artikel 2.7). Kapitel to opstiller derefter forpligtelser vedrørende ikke-toldmæssige foranstaltninger, navnlig import- og eksportrestriktioner (artikel 2.9), gebyrer og formaliteter i forbindelse med import og eksport (artikel 2.10), import- og eksportlicensprocedurer (artikel 2.11), statsforetagender (artikel 2.12) og afskaffelse af de i bilag 2-B og 2-C omhandlede sektorspecifikke ikke-toldmæssige foranstaltninger (artikel 2.13). Artikel 2.14 indeholder en almindelig undtagelsesklausul og henviser navnlig til artikel XX i GATT 1994 (den almindelige undtagelsesklausul i denne aftale). Ved artikel 2.15 nedsættes Udvalget for Handel med Varer, hvis primære ansvarsområder består i at overvåge gennemførelsen, fremme handel med varer mellem parterne vedrørende anliggender omfattet af dette kapitel og dets bilag samt håndtere toldmæssige og ikke-toldmæssige foranstaltninger vedrørende handel med varer mellem parterne.
4.
Bilag 2-A vedrører afskaffelse af told. Det omfatter to tillæg: tillæg 2-A-1 (Singapores toldafviklingsplan) og tillæg 2-A-2 (Den Europæiske Unions toldafviklingsplan). Bilag 2-B, der finder anvendelse på alle former for motorkøretøjer og dele dertil, indeholder en række forpligtelser vedrørende bl.a. anvendelse af internationale standarder, reguleringskonvergens, produkter indeholdende nye teknologier eller med nye egenskaber, importlicensudstedelse og andre handelsbegrænsende foranstaltninger. Bilag 2-C vedrørende farmaceutiske produkter og medicinsk udstyr omhandler internationale standarder, gennemsigtighed og forskriftsmæssigt samarbejde.
5.
Kapitel tre har overskriften »Afbødende foranstaltninger på handelsområdet«.
6.
Hvad angår antidumping- og udligningsforanstaltninger anfører artikel 3.1, at parterne bekræfter deres rettigheder og forpligtelser i henhold til artikel VI i GATT 1994 (der omhandler antidumping- og udligningstold), antidumpingaftalen og aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger. Dette kapitel fastlægger procedureregler for behandlingen af anmodninger om antidumping- og udligningstold (artikel 3.2), fastsætter reglen om mindre told for så vidt angår enhver form for told (artikel 3.3), gør opmærksom på nødvendigheden af at tage hensyn til samfundets interesse samt undtager bestemmelserne i afdelingen om antidumping- og udligningsforanstaltninger fra anvendelsesområdet for kapitel femten (tvistbilæggelse) og kapitel seksten (mæglingsordning) (artikel 3.5).
7.
Desuden indeholder kapitel tre særlige regler om beskyttelsesforanstaltninger. Parterne bekræfter bl.a. deres rettigheder og forpligtelser i henhold til artikel XIX i GATT 1994 (der omhandler nødforanstaltninger over for indførslen af enkelte varer), aftalen om beskyttelsesforanstaltninger og artikel 5 i landbrugsaftalen (artikel 3.6). Endvidere fastsætter dette kapitel procedureregler og regler om gennemsigtighed (artikel 3.7) samt undtager bestemmelserne i afdelingen om globale beskyttelsesforanstaltninger fra anvendelsesområdet for kapitel femten (tvistbilæggelse) og kapitel seksten (mæglingsordning) (artikel 3.8). Artikel 3.9-3.13 indeholder bestemmelser om anvendelsen (om nødvendigt på midlertidigt grundlag) af specifikke bilaterale beskyttelsesforanstaltninger og en passende kompensation, hvis en sådan foranstaltning pålægges.
8.
Kapitel fire (»Tekniske handelshindringer«) har nærmere bestemt til formål at lette og øge handelen med varer mellem parterne ved at skabe et grundlag for forebyggelse, afdækning og fjernelse af unødvendige handelshindringer, der falder ind under aftalen om tekniske handelshindringer (artikel 4.1), der er indarbejdet i og gjort til en del af EUSFTA (artikel 4.3). Kapitel fire finder anvendelse på udarbejdelse, vedtagelse og anvendelse af alle de standarder, tekniske forskrifter og overensstemmelsesvurderingsprocedurer, der er defineret i bilag 1 til aftalen om tekniske handelshindringer, og som kan påvirke handelen med varer mellem parterne, uanset varernes oprindelse (artikel 4.2, stk. 1). Kapitel fire indeholder ligeledes bestemmelser om bl.a. forskellige former for samarbejde (artikel 4.4), standardiseringsorganer og parternes deltagelse heri (artikel 4.5), grundlaget for tekniske forskrifter (artikel 4.6), måder til at lette accept af resultaterne af overensstemmelsesvurdering (artikel 4.7), gennemsigtighed (artikel 4.8) og krav om (obligatorisk) mærkning og etikettering (artikel 4.10). Andre bestemmelser vedrører udveksling af oplysninger (f.eks. artikel 4.9) eller tilrådighedsstillelse af oplysninger til bestemte formål (gennem f.eks. kontaktpunkter, der er udpeget i overensstemmelse med artikel 14.4) (artikel 4.11).
9.
Formålet med kapitel fem (»Sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger«) er a) at beskytte menneskers, dyrs og planters liv og sundhed på parternes respektive territorier og samtidig lette handelen mellem parterne for så vidt angår sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger (herefter »SPS-foranstaltninger«), b) at samarbejde om den videre gennemførelse af aftalen om anvendelse af sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger og c) at forbedre kommunikation, samarbejde og løsning af problemer i forbindelse med gennemførelsen af SPS-foranstaltninger, der påvirker handelen mellem parterne (artikel 5.1). Parterne bekræfter deres rettigheder og forpligtelser i henhold til SPS-aftalen [artikel 5.4; jf. også artikel 5.6, litra a)].
10.
Artikel 5.6 (»Almindelige principper«) vedrører midlerne til at opnå harmonisering af SPS-foranstaltninger og begrænsninger for anvendelsen af SPS-foranstaltninger med henblik på at forhindre uberettigede hindringer for handelen samt undgå unødige restriktioner og vilkårlig eller uberettiget forskelsbehandling og forhaling af adgangen til parternes markeder. Andre væsentlige forpligtelser vedrører importkrav (artikel 5.7), verifikation (artikel 5.8), den procedure, som skal anvendes i forbindelse med en verifikation på stedet for at tillade importen af en vis kategori eller visse kategorier af produkter af animalsk oprindelse fra den eksporterende part (artikel 5.9, jf. desuden bilag 5-B), bestemmelsen og anerkendelsen af parasit- eller sygdomsfrie områder (artikel 5.10), nødforanstaltninger i tilfælde af alvorlige risici for menneskers, dyrs eller planters liv eller sundhed (artikel 5.13) og (proceduren for) anerkendelsen af ækvivalens for en individuel foranstaltning og/eller en gruppe af foranstaltninger (artikel 5.14). Artikel 5.11 indeholder generelle forpligtelser vedrørende gennemsigtighed og udveksling af oplysninger.
11.
Formålet med kapitel seks (»Told- og handelslettelser«) er at anerkende vigtigheden af spørgsmål vedrørende told- og handelslettelser i forbindelse med de skiftende globale handelsvilkår og at styrke samarbejdet på dette område med henblik på at sikre, at den relevante lovgivning og de relevante procedurer samt de relevante myndigheders administrative kapacitet opfylder målene om at fremme handelslettelser samtidig med, at man sikrer en effektiv toldkontrol (artikel 6.1, stk. 1). Artikel 6.2 fastlægger de principper, hvorpå parternes toldbestemmelser og -procedurer skal være baseret (artikel 6.2, stk. 1). Parterne skal også så vidt muligt forenkle krav og formaliteter med henblik på hurtig frigivelse og fortoldning af varer og bestræbe sig på yderligere at forenkle og standardisere de oplysninger og den dokumentation, der kræves af toldmyndigheder og andre organer (artikel 6.2, stk. 2). Artikel 6.3-6.14 fastsætter specifikke forpligtelser vedrørende toldsamarbejde, transitforsendelse og omladning, forhåndsbesked, forenklede toldprocedurer, frigivelse af varer, gebyrer og afgifter, toldklarerere, inspektion før afsendelse, toldværdiansættelse, risikostyring, one-stop-shop (der letter samlet elektronisk indgivelse af alle de krævede oplysninger) samt etablering af effektive, hurtige, ikke-diskriminerende og lettilgængelige klageprocedurer. Artikel 6.16 omhandler parternes forbindelser med erhvervslivet.
12.
Artikel 6.15 opstiller en generel forpligtelse til at offentliggøre eller på anden måde tilgængeliggøre lovgivning, forskrifter og administrative procedurer og andre krav vedrørende told og handelslettelser (artikel 6.15, stk. 1) samt til at udpege eller opretholde et eller flere informationskontorer (artikel 6.15, stk. 2). Diverse bestemmelser i kapitel seks vedrører kravet om at udveksle oplysninger og gøre oplysninger tilgængelige [f.eks. artikel 6.3, stk. 2, og artikel 6.8, stk. 2, samt artikel 6.16, litra b)].
13.
Kapitel syv (»Ikke-toldmæssige hindringer for handel og investeringer i forbindelse med produktion af vedvarende energi«) tager sigte på at fremme, udvikle og øge produktionen af energi fra vedvarende og bæredygtige ikke-fossile kilder, navnlig via handelslettelser og investeringer. Derfor forpligter parterne sig til at samarbejde om at fjerne eller reducere toldsatser og ikke-toldmæssige barrierer samt befordre reguleringsmæssig konvergens med eller i retning af regionale og internationale standarder (artikel 7.1).
14.
Kapitel syv finder anvendelse på foranstaltninger, der kan påvirke handel og investeringer mellem parterne, i forbindelse med produktion af energi fra vedvarende og bæredygtige ikke-fossile kilder, men ikke i forbindelse med de produkter, der anvendes til energiproduktionen (artikel 7.3, stk. 1).
15.
Artikel 7.4 kræver, at parterne a) afholder sig fra at indføre foranstaltninger med krav om lokalt indhold eller anden kompensation (enhver betingelse, der tilskynder til lokal udvikling), der berører den anden parts produkter, tjenesteydere, investorer eller investeringer, b) afholder sig fra at indføre foranstaltninger, i henhold til hvilke der skal dannes partnerskaber med lokale virksomheder (med forbehold af en undtagelse, der vedrører tekniske grunde), c) sikrer, at eventuelle regler vedrørende godkendelses-, certificerings- og licensprocedurer er objektive, gennemsigtige og uvildige, og at de ikke diskriminerer ansøgere fra den anden part, d) sikrer, at de administrative afgifter, der pålægges ved eller i forbindelse med import og anvendelse af varer med oprindelse i den anden part, eller som berører levering af varer fra den anden parts leverandører, stemmer overens med artikel 2.10, og at de administrative afgifter, der pålægges ved eller i forbindelse med levering af tjenesteydelser fra den anden parts tjenesteydere, stemmer overens med artikel 8.18-8.20, og e) sikrer, at vilkår, betingelser og procedurer for tilslutning og adgang til eltransmissionsnet er gennemsigtige og ikke diskriminerer leverandører fra den anden part.
16.
Artikel 7.5 vedrører benyttelsen af internationale eller regionale standarder for produkter, der anvendes til produktion af energi fra vedvarende og bæredygtige ikke-fossile kilder, kravet om at fastsætte tekniske forskrifter på basis af produktkrav og accept af overensstemmelseserklæringer fra den anden part.
17.
Artikel 7.6, stk. 1, anfører, at bestemmelserne i kapitel syv er underlagt de almindelige undtagelsesklausuler i artikel 2.14 og 8.62, klausulen om sikkerhed og generelle undtagelser i artikel 10.3 og de relevante bestemmelser i kapitel sytten. I henhold til artikel 7.6, stk. 2, må intet i kapitel syv fortolkes således, at det forhindrer en part i at indføre eller håndhæve foranstaltninger, som er nødvendige for, at de pågældende energinet kan fungere sikkert, eller for energiforsyningssikkerheden.
18.
Artikel 7.7 fastsætter Handelsudvalgets rolle med hensyn til samarbejde og gennemførelse af kapitel syv og præciserer, hvad dette samarbejde kan omfatte.
19.
Kapitel otte (»Tjenesteydelser, etablering og elektronisk handel«) er opdelt i syv afdelinger.
20.
I afdeling A bekræfter parterne deres respektive forpligtelser i henhold til WTO-overenskomsten og aftaler, at kapitlet fastlægger de ordninger, der er nødvendige for en gradvis og gensidig liberalisering af handel med tjenesteydelser, etablering og elektronisk handel (artikel 8.1, stk. 1).
21.
Artikel 8.1, stk. 2, anfører, at, medmindre andet er fastsat, gælder det for kapitel otte, at det ikke a) finder anvendelse på subsidier og tilskud, der ydes af parterne, b) finder anvendelse på tjenesteydelser, der leveres under udøvelse af offentlig myndighed inden for parternes respektive territorier, c) må nødvendiggøre privatisering af offentlige virksomheder og/eller d) finder anvendelse på love, forskrifter og krav, der vedrører offentlige organers indkøb af tjenesteydelser til eget brug og uden sigte på kommercielt videresalg og heller ikke med sigte på anvendelse i forbindelse med levering af tjenesteydelser til kommercielt salg. Artikel 8.1, stk. 4, tilføjer, at kapitel otte ikke finder anvendelse på foranstaltninger over for fysiske personer, der søger adgang til arbejdsmarkedet i en af parterne, og ej heller på foranstaltninger vedrørende statsborgerskab, bopæl eller fast beskæftigelse.
22.
Artikel 8.1, stk. 3, sikrer parternes ret til at regulere og indføre nye forskrifter med henblik på at opfylde legitime politikmål på en måde, der stemmer overens med kapitel otte.
23.
Artikel 8.2, litra d), anfører, at EUSFTA også omfatter rederier, der er etableret uden for Unionen, og som kontrolleres af statsborgere i en medlemsstat, hvis deres fartøjer er registreret i overensstemmelse med den respektive lovgivning i den pågældende medlemsstat og fører en medlemsstats flag.
24.
Artikel 8.2, litra m), definerer »handel med tjenesteydelser« som levering af en tjenesteydelse: i) fra den ene parts territorium til den anden parts territorium (»grænseoverskridende«), ii) på den ene parts territorium til en forbruger af tjenesteydelsen i den anden part (»forbrug i udlandet«), iii) ved en tjenesteyder fra den ene part gennem kommerciel tilstedeværelse på den anden parts territorium (»handelsmæssig tilstedeværelse«) og iv) ved en tjenesteyder fra den ene part gennem tilstedeværelse af fysiske personer fra denne part på den anden parts territorium (»fysiske personers tilstedeværelse«).
25.
Afdeling B (»Grænseoverskridende levering af tjenesteydelser«) finder anvendelse på foranstaltninger, der træffes af parterne, og som påvirker grænseoverskridende levering af tjenesteydelser i alle servicesektorer, undtagen a) audiovisuelle tjenesteydelser, b) national cabotagesejlads (som dækker transport af passagerer eller varer mellem en havn eller et sted i en medlemsstat og en anden havn eller et andet sted i samme medlemsstat og trafik, der starter og slutter i samme havn eller på samme sted i en EU-medlemsstat) og c) indenlandske og internationale lufttransportydelser, såvel ruteflyvning som anden flyvning, og tjenesteydelser, der er direkte forbundet med (fly)trafikrettigheder (artikel 8.3). Følgende er dog omfattet: i) tjenesteydelser i forbindelse med reparation og vedligeholdelse af flyvemaskiner, under hvilke et luftfartøj tages ud af drift, ii) salg og markedsføring af lufttransportydelser og iii) tjenester i forbindelse med edb-reservationssystemer [artikel 8.3, litra c)]. Artikel 8.4 definerer, hvad der i afdeling B forstås ved »grænseoverskridende levering af tjenesteydelser«, således: levering af en tjenesteydelse: a) fra den ene parts territorium til den anden parts territorium og b) på den ene parts territorium til en forbruger af tjenesteydelsen i den anden part.
26.
Artikel 8.5 vedrører markedsadgang. Parterne skal indrømme den anden parts tjenesteydelser og tjenesteydere en behandling, som ikke er mindre gunstig end den, der er fastsat i henhold til de vilkår, begrænsninger og betingelser, der er aftalt og nærmere angivet i deres liste over specifikke forpligtelser (artikel 8.5, stk. 1). Med hensyn til sektorer, hvor der er indgået markedsadgangsforpligtelser, præciserer artikel 8.5, stk. 2, de foranstaltninger, som en part ikke må indføre eller opretholde, hverken på regionalt plan eller på hele sit territorium, medmindre andet er fastsat i dens liste over specifikke forpligtelser.
27.
Artikel 8.6 fastsætter forpligtelsen vedrørende national behandling. I de sektorer, der er anført i dens liste over specifikke forpligtelser, og under forbehold af de deri fastsatte betingelser og begrænsninger skal hver part med hensyn til alle foranstaltninger, der påvirker grænseoverskridende levering af tjenesteydelser, indrømme den anden parts tjenesteydelser og tjenesteydere en behandling, der ikke er mindre gunstig end den, den indrømmer sine egne tilsvarende tjenesteydelser og tjenesteydere (artikel 8.6, stk. 1).
28.
Artikel 8.7, stk. 1, bestemmer, at de sektorer, som en part liberaliserer i medfør af afdeling B, og de begrænsninger for markedsadgang og national behandling, der finder anvendelse på den anden parts tjenesteydelser og tjenesteydere i disse sektorer, fremgår af dens liste over specifikke forpligtelser.
29.
Afdeling C vedrører »Oprettelse«, der i artikel 8.8, litra d), defineres som »i) stiftelse, erhvervelse eller opretholdelse af en juridisk person eller ii) oprettelse eller opretholdelse af en filial eller et repræsentationskontor på en parts territorium med det formål at udøve erhvervsvirksomhed, herunder, men ikke begrænset til, levering af en tjenesteydelse«. Ved stiftelse og erhvervelse af en juridisk person forstås også investering i en juridisk persons kapitalandele med henblik på at etablere eller opretholde varige økonomiske forbindelser [fodnote 8 til artikel 8.8, litra d) ( 424 )]. Afdeling C finder anvendelse på foranstaltninger, der indføres eller opretholdes af parterne, og som påvirker etablering inden for alle former for erhvervsvirksomhed, med undtagelse af a) minedrift samt fremstilling og bearbejdning af nukleart materiale, b) produktion af eller handel med våben, ammunition og krigsmateriel, c) audiovisuelle tjenesteydelser, d) national cabotagesejlads og e) indenlandske og internationale lufttransportydelser, såvel ruteflyvning som anden flyvning, og tjenesteydelser, der er direkte forbundet med (luft)trafikrettigheder (artikel 8.9). Afdeling C finder dog ikke anvendelse på foranstaltninger, som påvirker etablering inden for følgende erhvervsvirksomhed: i) tjenesteydelser i forbindelse med reparation og vedligeholdelse af flyvemaskiner, under hvilke et luftfartøj tages ud af drift, ii) salg og markedsføring af lufttransportydelser og iii) tjenester i forbindelse med edb-reservationssystemer [artikel 8.9, litra e)].
30.
Artikel 8.10, 8.11 og 8.12, som vedrører henholdsvis markedsadgang, national behandling og lister over specifikke forpligtelser, afspejler i vidt omfang artikel 8.5, 8.6 og 8.7 vedrørende etablering (bestemmelserne om henholdsvis markedsadgang, national behandling og lister over specifikke forpligtelser hvad angår grænseoverskridende levering af tjenesteydelser (afdeling B)).
31.
Afdeling D (»Fysiske personers midlertidige tilstedeværelse i forretningsøjemed«) finder anvendelse på parternes foranstaltninger vedrørende indrejse i og midlertidigt ophold på deres respektive territorier i forretningsøjemed for nøglepersonale, praktikanter og sælgere af tjenesteydelser til virksomheder i overensstemmelse med artikel 8.1, stk. 4 (artikel 8.13, stk. 1). Ved »nøglepersonale« forstås fysiske personer ansat i en juridisk person i en part, dog ikke en nonprofitorganisation, som er ansvarlige for oprettelsen eller den nødvendige kontrol med og forvaltning og drift af en etablering [artikel 8.13, stk. 2, litra a)]. Denne kategori omfatter også »forretningsrejsende i etableringsøjemed« og »virksomhedsinterne udstationerede«. »Forretningsrejsende i etableringsøjemed« er fysiske personer i en overordnet stilling, som er ansvarlige for oprettelse af en etablering, og som hverken er involveret i direkte transaktioner med offentligheden eller modtager vederlag fra en kilde beliggende i værtsparten [artikel 8.13, stk. 2, litra a), nr. i)]. »Virksomhedsinternt udstationerede« er fysiske personer, der har været ansat i en juridisk person i en part i mindst et år, eller, når det drejer sig om erhvervsfolk, der leverer tjenesteydelser til virksomheder, har været partnere heri i mindst et år, og som midlertidigt er overflyttet til en etablering på den anden parts territorium. De kan være direktører, ledere eller specialister [artikel 8.13, stk. 2, litra a), nr. ii)].
32.
For så vidt angår nøglepersonale og praktikanter bestemmer artikel 8.14, at for de i henhold til afdeling C liberaliserede sektorer og under forbehold af forbeholdene i den dertil hørende liste over specifikke forpligtelser skal parterne hver især tillade erhvervsdrivende fra den anden part at ansætte fysiske personer fra den anden part midlertidigt i deres etableringer, forudsat at disse ansatte er nøglepersonale eller praktikanter som defineret i artikel 8.13. Denne bestemmelse fastsætter desuden forskellige maksimumsperioder for indrejse og midlertidigt ophold i forbindelse med virksomhedsinterne udstationerede, forretningsrejsende i etableringsøjemed og praktikanter. Foranstaltninger, der indebærer begrænsning af det samlede antal fysiske personer, en erhvervsdrivende må overflytte som nøglepersonale og praktikanter i en specifik sektor (i form af numeriske kvoter eller krav om en økonomisk behovsprøve), eller diskriminerende begrænsninger, er forbudt (artikel 8.14, stk. 2).
33.
I henhold til artikel 8.15 skal parterne i princippet tillade indrejse og midlertidigt ophold for sælgere af tjenesteydelser til virksomheder i indtil 90 dage over en periode på 12 måneder (artikel 8.15).
34.
Afdeling E (»Retsgrundlag«) er opdelt i underafdelinger, der indeholder almindelige bestemmelser, indenlandsk regulering, computertjenesteydelser, posttjenester, telekommunikationstjenester, finansielle tjenesteydelser og internationale søtransporttjenester.
35.
Underafdeling 1 indeholder almindelige bestemmelser. Heri fastsættes forpligtelser hvad angår gensidig anerkendelse af faglige kvalifikationer (artikel 8.16) og gennemsigtighed (artikel 8.17). Intet i artikel 8.16 er til hinder for, at en part kan kræve, at fysiske personer skal have de nødvendige kvalifikationer eller den nødvendige erhvervserfaring, som er fastsat for den pågældende sektor på det territorium, hvor tjenesteydelsen leveres (artikel 8.16, stk. 1). Parterne skal straks besvare anmodninger fra den anden part om specifikke oplysninger vedrørende alle deres alment gældende foranstaltninger eller internationale aftaler, som er relevante for eller berører kapitel otte. Parterne skal desuden i medfør af artikel 14.4 hver især oprette et eller flere informationskontorer (artikel 8.17).
36.
Underafdeling 2 vedrører indenlandsk regulering. Den finder anvendelse på foranstaltninger vedrørende licenskrav og -procedurer samt kvalifikationskrav og -procedurer, der påvirker grænseoverskridende levering af tjenesteydelser, juridiske og fysiske personers etablering på parternes territorium og fysiske personers midlertidige ophold på parternes territorium (artikel 8.18, stk. 1), idet disse regler dog kun finder anvendelse, hvor parterne har indgået specifikke forpligtelser (8.18, stk. 2).
37.
Artikel 8.19 og 8.20 opstiller forpligtelser med hensyn til licenskrav og -procedurer samt kvalifikationskrav og -procedurer, processen i forbindelse med ansøgning om licens og omgående prøvelse samt, hvis det er berettiget, en passende afhjælpning af administrative beslutninger, der påvirker etablering, grænseoverskridende levering af tjenesteydelser eller fysiske personers midlertidige ophold i forretningsøjemed.
38.
Underafdeling 3 omhandler computertjenesteydelser. Artikel 8.21, stk. 1, bestemmer, at parterne tilslutter sig forståelsen i de øvrige stykker i artikel 8.21 vedrørende liberaliseringen af computertjenesteydelser i overensstemmelse med afdeling B-D. Denne forståelse vedrører hovedsagelig betydningen af computertjenesteydelser og hermed beslægtede tjenesteydelser.
39.
Underafdeling 4 vedrører posttjenester. I overensstemmelse med artikel 8.22 skal parterne indføre eller opretholde passende foranstaltninger for at forhindre leverandører af posttjenester, som alene eller sammen udgør en stor leverandør på det relevante marked for posttjenester, i at påbegynde eller fortsætte en konkurrencebegrænsende praksis. I henhold til artikel 8.23 skal forvaltningsmyndighederne være adskilt fra og må ikke stå til ansvar over for leverandører af posttjenester. Deres afgørelser og procedurer skal være upartiske over for alle markedsdeltagere.
40.
Underafdeling 5 finder anvendelse på foranstaltninger, der påvirker handel med telekommunikationstjenester. Den fastlægger de reguleringsmæssige principper for telekommunikationstjenester, der liberaliseres i medfør af afdeling B-D (dvs. grænseoverskridende levering af tjenesteydelser, etablering og fysiske personers midlertidige ophold i forretningsøjemed) (artikel 8.24, stk. 1). Artikel 8.26-8.38 fastsætter materielle forpligtelser vedrørende bl.a. adgang til og anvendelse af offentlige telekommunikationsnet og -tjenester, sammenkobling, fælles brug af faciliteter og nummerportabilitet. Artikel 8.41 og 8.42 fastsætter forpligtelser vedrørende dels procedurer til at opnå tilladelse til levering af telekommunikationstjenester, dels procedurer til tildeling og anvendelse af knappe ressourcer.
41.
I artikel 8.45 fastsættes en almindelig forpligtelse til gennemsigtighed. Specifikke forpligtelser til at gøre oplysninger tilgængelige fastsættes i bl.a. artikel 8.29, stk. 3, og artikel 8.41, stk. 2.
42.
Underafdeling 6 fastlægger principperne for de reguleringsmæssige rammer for alle finansielle tjenesteydelser, der liberaliseres i medfør af afdeling B-D (artikel 8.49, stk. 1). Artikel 8.50, stk. 1 og 2, giver parterne mulighed for at indføre eller opretholde rimelige foranstaltninger af tilsynsmæssige årsager og opstiller betingelserne herfor. I overensstemmelse med artikel 8.50, stk. 4, skal parterne gøre deres bedste for at sikre, at en række anførte standarder vedrørende banktilsyn, forsikringstilsyn, værdipapirregulering, gennemsigtighed og udveksling af oplysninger til skatteformål gennemføres og anvendes på deres territorium. I henhold til artikel 8.50, stk. 5, kan en part, under visse betingelser, kræve registrering eller godkendelse af leverandører af grænseoverskridende finansielle tjenesteydelser fra den anden part og af finansielle instrumenter.
43.
Artikel 8.52 kræver, at parterne, under visse betingelser, indrømmer leverandører af finansielle tjenesteydelser fra den anden part adgang til betalings- og clearingsystemer, der drives af offentlige enheder, og til offentlige finansierings- og genfinansieringsfaciliteter, der er til rådighed som led i den normale forretningsgang.
44.
Artikel 8.53 vedrører nye finansielle tjenesteydelser. Denne bestemmelse forpligter parterne til at tillade leverandører af finansielle tjenesteydelser fra den anden part at levere enhver ny finansiel tjenesteydelse, som de ville tillade deres egne leverandører af finansielle tjenesteydelser at levere, uden at de vil skulle lovgive yderligere.
45.
Artikel 8.54 vedrører navnlig overførsel af oplysninger i elektronisk eller anden form til og fra deres territorium med henblik på databehandling, når en sådan behandling er påkrævet som led i den normale forretningsgang hos de pågældende leverandører af finansielle tjenesteydelser.
46.
Underafdeling 7 fastlægger principperne for liberaliseringen af internationale søtransporttjenester i medfør af afdeling B-D. I henhold til artikel 8.56, stk. 3, forpligter parterne sig til effektivt at anvende principperne om uhindret adgang til laster på et kommercielt grundlag, frihed til at levere internationale søtransporttjenester samt national behandling i forbindelse med leveringen af disse tjenesteydelser. Parterne skal anvende princippet om uhindret adgang til de internationale markeder for søtransport og erhverv på et kommercielt og ikke-diskriminerende grundlag [artikel 8.56, stk. 3, litra a)]. Parterne skal indrømme skibe, der fører den anden parts flag, eller som drives af tjenesteydere fra den anden part, en behandling, der ikke er mindre gunstig end den, de indrømmer deres egne skibe, eller, hvis den er gunstigere, den, de indrømmer tredjelandes skibe, bl.a. hvad angår adgang til havne, brug af infrastruktur og søfartshjælpetjenester i havnene samt dermed forbundne gebyrer og afgifter, toldfaciliteter og adgang til liggepladser og laste- og lossefaciliteter. Artikel 8.56, stk. 5, bestemmer, at parterne skal tillade, at leverandører af internationale søtransporttjenester fra den anden part har en etablering på deres territorium på vilkår for oprettelse og drift, som stemmer overens med de betingelser, der er anført i dens liste over specifikke forpligtelser. I overensstemmelse med artikel 8.56, stk. 6, skal parterne på rimelige og ikke-diskriminerende vilkår og betingelser stille følgende tjenesteydelser til rådighed for den anden parts leverandører af internationale søtransporttjenester i havne: a) lodsning, b) slæbe- og bugserassistance, c) proviantering, d) forsyning med brændstof og vand, e) affaldsindsamling og deponering af ballastaffald, f) skibsinspektørtjenester, g) navigationsassistance og h) kystbaserede operationelle tjenester, der er af betydning for skibsfarten.
47.
I afdeling F (»Elektronisk handel«) er parterne enige om vigtigheden af at fremme anvendelsen og udviklingen af elektronisk handel samt WTO-reglernes anvendelighed på elektronisk handel, og de forpligter sig til at fremme udviklingen af deres indbyrdes elektroniske handel, særlig ved at samarbejde om de emner vedrørende elektronisk handel, der bringes op i kapitel otte (artikel 8.57, stk. 1 og 8.57.2). De er også enige om, at udviklingen af elektronisk handel skal være fuldt forenelig med de internationale standarder for databeskyttelse for at sikre tilliden hos brugerne (artikel 8.57, stk. 4).
48.
I henhold til artikel 8.58 må parterne ikke indføre told på elektroniske overførsler. I artikel 8.59 bekræfter parterne, at foranstaltninger, der vedrører leveringen af en tjenesteydelse ad elektronisk vej, er omfattet af forpligtelserne i de relevante bestemmelser i kapitel otte, dog under forbehold af de undtagelser, der måtte gælde.
49.
Afdeling G har overskriften »Undtagelser«. Artikel 8.62 fastlægger en almindelig undtagelsesklausul. I artikel 8.63 forpligter parterne sig til at gennemgå kapitel otte og deres lister over specifikke forpligtelser senest tre år efter EUSFTA’s ikrafttrædelse og derefter med regelmæssige mellemrum.
50.
Den eneste artikel i bilag 8-A bestemmer, at Den Europæiske Unions liste over specifikke forpligtelser er fastlagt i tillæg 8-A-1 – 8-A-3. Disse tillæg omhandler henholdsvis Den Europæiske Unions liste over specifikke forpligtelser i henhold til artikel 8.7 (grænseoverskridende levering af tjenesteydelser), artikel 8.12 (etablering) og artikel 8.14 og 8.15 (nøglepersonale og praktikanter samt sælgere af tjenesteydelser til virksomheder).
51.
Bilag 8-B bestemmer, at Singapores liste over specifikke forpligtelser er fastlagt i tillæg 8-B-1 (specifikke forpligtelser) og 8-B-2 (finansielle tjenesteydelser).
52.
Kapitel ni (»Investeringer«) består af to dele. Afdeling A indeholder materielle bestemmelser om beskyttelse af investorer og deres investeringer. Afdeling B indfører en ordning for tvistbilæggelse mellem investorer og stater med henblik på håndhævelsen af disse bestemmelser.
53.
I kapitel ni forstås ved en »omfattet investering« en investering, som ejes direkte eller indirekte eller kontrolleres direkte eller indirekte af en omfattet investor fra en part på den anden parts territorium (artikel 9.1, stk. 1). En »omfattet investor« er en fysisk person eller en juridisk person fra den ene part, som har foretaget en investering på den anden parts territorium (artikel 9.2). En »investering) defineres som alle typer aktiver, som har en investerings kendetegn, herunder kendetegn som f.eks. placering af kapital eller andre ressourcer, forventning om indtjening eller fortjeneste, påtagelsen af risiko eller en bestemt varighed (artikel 9.1, stk. 1). Artikel 9.1, stk. 1, litra a)-h), anfører de forskellige former, en investering kan have.
54.
Kapitel ni finder anvendelse, uanset om sådanne investeringer blev foretaget før eller efter EUSFTA’s ikrafttrædelse (artikel 9.2, stk. 1).
55.
Artikel 9.3, stk. 1, opstiller kravet om national behandling: Parterne skal hver især indrømme omfattede investorer fra den anden part og disses omfattede investeringer en behandling, der ikke er mindre gunstig end den, de i lignende situationer indrømmer deres egne investorer og deres investeringer hvad angår drift, forvaltning, styring, vedligeholdelse, anvendelse, adgang til og salg eller anden afhændelse af deres investeringer. Artikel 9.3, stk. 3, fastsætter visse undtagelser og opstiller de betingelser, hvorunder parterne må indføre eller håndhæve foranstaltninger, som medfører en mindre gunstig behandling.
56.
Artikel 9.4 kræver, at hver part på sit territorium giver omfattede investeringer fra den anden part en fair og rimelig behandling og fuld beskyttelse og sikkerhed (artikel 9.4, stk. 1) – det sidstnævnte vedrører udelukkende en parts forpligtelse vedrørende omfattede investorers og investeringers fysiske sikkerhed (artikel 9.4, stk. 4). For at efterleve denne forpligtelse må ingen af parterne, i henhold til artikel 9.4, stk. 2, indføre foranstaltninger, som indebærer: a) afslag på domstolsprøvelse i strafferetlige, civilretlige eller administrative procedurer, b) en grundlæggende krænkelse af retten til en retfærdig procedure, c) en klart vilkårlig adfærd, d) chikane, tvang, magtmisbrug eller tilsvarende adfærd i ond tro eller e) en tilsidesættelse af en omfattet investors berettigede forventninger som følge af specifikke eller utvetydige oplysninger afgivet af en part med henblik på at tilskynde til investeringen, og som den omfattede investor med rimelighed kan nære tillid til.
57.
Artikel 9.5, stk. 1, bestemmer, at omfattede investorer fra den ene part, som lider tab på grund af krig eller anden væbnet konflikt, revolution, national undtagelsestilstand, opstand, oprør eller optøjer på den anden parts territorium, af den pågældende part, for så vidt angår tilbagegivelse, godtgørelse, kompensation eller anden erstatning, indrømmes en behandling, der ikke er mindre gunstig end den, den indrømmer sine egne investorer, eller, hvis den er gunstigere, den, der indrømmes tredjelandes investorer. Artikel 9.5, stk. 2, kræver, at parterne skal indrømme tilbagegivelse eller kompensation i tilfælde af rekvisition eller ødelæggelse af en omfattet investering.
58.
I henhold til artikel 9.6, stk. 1, må ingen af parterne direkte eller indirekte nationalisere eller ekspropriere den anden parts omfattede investorers omfattede investeringer eller pålægge disse foranstaltninger, som har samme virkning som nationalisering eller ekspropriation undtagen: a) af hensyn til almenvellet, b) efter en retfærdig procedure, c) på et ikke-diskriminerende grundlag og d) mod øjeblikkelig betaling af en tilstrækkelig og effektiv erstatning i overensstemmelse med artikel 9.6, stk. 2. Artikel 9.6, stk. 2, fastlægger, hvordan erstatningsbeløbet fastsættes. Artikel 9.6 finder ikke anvendelse på udstedelse af obligatoriske licenser, som tildeles i forbindelse med intellektuelle ejendomsrettigheder i overensstemmelse med TRIPS-aftalen (artikel 9.6, stk. 3). I henhold til artikel 9.6, stk. 4, underkastes alle ekspropriations- eller værdiansættelsesforanstaltninger en juridisk eller anden uafhængig myndigheds kontrol i den part, som træffer foranstaltningen.
59.
Artikel 9.7 bestemmer, at hver part skal tillade, at alle former for overførsel vedrørende en omfattet investering foretages i en frit konvertibel valuta uden begrænsninger eller forsinkelse (artikel 9.7, stk. 1). Intet i artikel 9.7 må dog fortolkes således, at det forhindrer en af parterne i en rimelig og ikke-diskriminerende anvendelse af sin lovgivning vedrørende de i artikel 9.7, stk. 2, litra a)-g), omhandlede anliggender (artikel 9.7, stk. 2).
60.
De øvrige bestemmelser i afdeling A vedrører subrogation (artikel 9.8), opsigelse (artikel 9.9) og EUSFTA’s forhold til andre aftaler (artikel 9.10). Navnlig bestemmer artikel 9.9, at hvis EUSFTA opsiges i medfør af artikel 17.13, har kapitel ni fortsat virkning i en periode på yderligere 20 år fra den pågældende dato for så vidt angår omfattede investeringer foretaget før datoen for opsigelse af EUSFTA. Artikel 9.10, stk. 1, anfører, at de aftaler mellem medlemsstaterne og Singapore, der er opført i bilag 9-D (herunder rettigheder og forpligtelser i medfør af disse), ikke længere har virkning ved EUSFTA’s ikrafttrædelse, og de erstattes og afløses af EUSFTA. Fodnote 19 ( 425 ) tilføjer, at disse aftaler betragtes som ophævet ved EUSFTA, jf. artikel 59, stk. 1, litra a), i Wienerkonventionen om traktatretten. De øvrige stykker i artikel 9.10 omhandler fortrinsvis virkningen af den midlertidige anvendelse af EUSFTA på anvendelsen af bestemmelserne i de aftaler, der er opført i bilag 9-D.
61.
Afdeling B i kapitel ni finder anvendelse på en tvist mellem en klager i en af parterne og den anden part vedrørende behandling (herunder en undladelse), som hævdes at være en overtrædelse af bestemmelserne i afdeling A, hvor den pågældende overtrædelse angiveligt medfører tab eller skade for klageren eller dennes lokalt etablerede virksomhed (artikel 9.11, stk. 1).
62.
Artikel 9.12 anfører, at den foretrukne form for tvistbilæggelse er en mindelig løsning gennem forhandlinger. Artikel 9.14 bestemmer, at parterne til enhver tid kan blive enige om at anvende mægling eller andre former for alternativ bilæggelse af tvister. Hvis en tvist ikke kan bilægges i mindelighed, skal en klager fra en part inden for en nærmere fastsat frist anmode om konsultationer med den anden part (artikel 9.13). Hvis tvisten ikke kan bilægges inden tre måneder efter indgivelsen af anmodningen om konsultationer, kan klageren fremsende en meddelelse om, at det er hensigten at indgå forlig (artikel 9.15). Når denne er sendt til Den Europæiske Union, skal Den Europæiske Union inden for en nærmere fastsat frist udpege, hvem der optræder som indklaget (dvs. den tiltalte), og straks underrette klageren om udpegelsen (artikel 9.15, stk. 2). Hvis der ikke foretages en sådan udpegelse, bestemmer artikel 9.15, stk. 3, i det væsentlige, at den indklagede udpeges i overensstemmelse med meddelelsen om, at det er hensigten at indgå forlig.
63.
Tidligst tre måneder efter datoen for indgivelse af meddelelsen om, at det er hensigten at indgå forlig, kan klageren i overensstemmelse med betingelserne i artikel 9.17 og med forbehold af andre gældende jurisdiktionskrav (artikel 9.17, stk. 5) forelægge kravet for en af de i artikel 9.16, stk. 1, omhandlede tvistbilæggelsesordninger. Disse ordninger omfatter voldgift inden for rammerne af Det Internationale Center til Bilæggelse af Investeringstvister, en voldgiftsret nedsat i overensstemmelse med de voldgiftsregler, der anvendes af De Forenede Nationers Kommission for International Handelsret, eller alle andre voldgiftinstitutioner eller alle andre voldgiftsregler, hvis parterne er enige herom.
64.
Artikel 9.18-9.21 vedrører henholdsvis voldgiftsrettens oprettelse, lovvalg og fortolkningsregler samt krav, der helt åbenbart er uden retlig substans eller retligt ubegrundede.
65.
Når der afsiges en endelig kendelse, efter at der er konstateret en overtrædelse af bestemmelserne i kapitel ni, kan retten, hver for sig eller kombineret, kun afsige kendelse om a) økonomisk erstatning (under iagttagelse af de i artikel 9.24, stk. 2, fastsatte grænser) og eventuelt renter og b) tilbagelevering af ejendom, forudsat at den indklagede kan betale en økonomisk erstatning og eventuelt renter i stedet for tilbagelevering (artikel 9.24, stk. 1). Retten kan ikke give erstatning med karakter af straf (artikel 9.24, stk. 2). Artikel 9.25 og 9.26 vedrører henholdsvis godtgørelse eller anden kompensation og omkostninger.
66.
Artikel 9.27 vedrører kendelsens bindende virkning samt overholdelsen heraf.
67.
I overensstemmelse med artikel 9.28, stk. 1, må ingen af parterne give diplomatisk beskyttelse eller indlede et internationalt søgsmål i forbindelse med en tvist, som en af deres investorer og den anden part har givet sit samtykke til at indgive eller har indbragt til voldgift i henhold til afdeling B, medmindre en sådan anden part har undladt at respektere og overholde den kendelse, der er afsagt i en sådan tvist. Diplomatisk beskyttelse som omhandlet i artikel 9.28, stk. 1, omfatter ikke uformelle diplomatiske udvekslinger alene med det formål at lette tvistbilæggelsen. Artikel 9.28, stk. 1, udelukker imidlertid ikke, at en part gør brug af tvistbilæggelsesprocedurerne i kapitel femten i forbindelse med en alment gældende foranstaltning, selv om den pågældende foranstaltning angiveligt skulle tilsidesætte EUSFTA for så vidt angår en specifik investering, for hvilken der er fremsat et krav.
68.
Bilagene til kapitel ni vedrører ekspropriation (bilag 9-A – 9-C), en fortegnelse over eksisterende aftaler mellem medlemsstaterne og Singapore (bilag 9-D), en mæglingsordning for tvister mellem investorer og stater (bilag 9-E), adfærdskodeksen for voldgiftsmænd og mæglere (bilag 9-F) og regler om offentlig adgang til dokumenter, høringer og tredjeparters mulighed for at komme med indlæg (bilag 9-G).
69.
Kapitel ti (»Offentlige udbud«) og dets ni bilag opstiller en ramme for offentlige udbud, der gennemføres af parterne. I kapitel ti forstås ved »omfattede indkøb« i) til statslig brug indkøb af varer, tjenesteydelser eller en kombination heraf, der foretages på basis af en kontrakt, for hvilke værdien som anslået svarer til eller overstiger de tærskler, som er specificeret i bilag 10-A – 10-G, ii) foretaget af en ordregiver, som iii) ikke på anden måde er udelukket (artikel 10.2, stk. 2). Artikel 10.2, stk. 3, anfører de situationer, hvorpå kapitel ti ikke finder anvendelse (medmindre andet er bestemt i bilag 10-A – 10-G).
70.
Artikel 10.3 omhandler sikkerhed og generelle undtagelser.
71.
Artikel 10.4 fastlægger de almindelige principper for offentlige udbud. Bl.a. fastlægger artikel 10.4, stk. 1 og 2, forpligtelser til national behandling og andre former for forpligtelser til ikke-forskelsbehandling. I henhold til artikel 10.4, stk. 7, finder disse bestemmelser ikke anvendelse på foranstaltninger, som ikke specifikt vedrører udbud.
72.
Artikel 10.5 fastlægger regler om oplysninger, som parterne skal offentliggøre om deres respektive systemer for offentlige kontrakter.
73.
For hvert enkelt omfattet udbud skal en ordregiver offentliggøre en bekendtgørelse om påtænkte udbud (artikel 10.6, stk. 1), som skal indeholde de i artikel 10.6, stk. 2, anførte oplysninger. Desuden skal der i forbindelse med hvert planlagt offentligt udbud offentliggøres et resumé af udbudsbekendtgørelsen (artikel 10.6, stk. 3). Artikel 10.7 fastlægger forpligtelser, med hensyn til hvilken form for betingelser en ordregiver må (eller ikke må) stille for deltagelsen i en udbudsprocedure, hvordan det vurderes, om en leverandør har opfyldt disse betingelser, og af hvilke grunde en part må udelukke en leverandør. Artikel 10.8 vedrører kvalifikationskrav til leverandører. Artikel 10.9 fastlægger krav med hensyn til tekniske specifikationer og udbudsmateriale. Artikel 10.10 vedrører kravet om, at leverandører skal have tilstrækkelig tid til at udarbejde og indgive anmodninger om deltagelse og til at afgive tilbud. Artikel 10.11 finder anvendelse på forhandlinger. Artikel 10.12 fastsætter de betingelser, hvorunder en ordregiver må anvende udbud med forhandling og vælge ikke at anvende nogle af garantierne i kapitel ti. Artikel 10.14 indeholder regler for behandling af tilbud og kontrakttildeling. Artikel 10.15 fastlægger forpligtelser hvad angår de oplysninger, som en ordregiver skal enten formidle til deltagende leverandører eller offentliggøre.
74.
Artikel 10.16, stk. 1, kræver, at hver part på den anden parts anmodning straks fremlægger alle oplysninger, der er nødvendige for at afgøre, om en udbudsprocedure er blevet gennemført på fair og upartisk vis og i overensstemmelse med kapitel femten. Under nærmere fastsatte omstændigheder skal der ikke fremlægges oplysninger (artikel 10.16, stk. 2).
75.
Artikel 10.17 fastlægger krav, med hensyn til hvilken form for administrativ eller retslig prøvelse hver part skal sikre, betingelserne for gennemførelsen af denne prøvelse og den procedure, der skal anvendes.
76.
Bilagene til kapitel ti vedrører: centrale ordregivere, der indgår kontrakter i overensstemmelse med EUSFTA (bilag 10-A), subcentrale ordregivere, der indgår kontrakter i overensstemmelse med EUSFTA (bilag 10-B), forsyningsvirksomheder og andre ordregivere, der indgår kontrakter i overensstemmelse med EUSFTA (bilag 10-C), de omfattede varer (bilag 10-D), de omfattede tjenesteydelser (bilag 10-E), de omfattede koncessioner om bygge- og anlægstjenester (bilag 10-F), generelle noter og undtagelser fra bestemmelserne i artikel 10.4 (almindelige principper) (bilag 10-G), offentliggørelsesmetoder (bilag 10-H) og offentlig-private partnerskaber (bilag 10-I).
77.
Målene med kapitel elleve (»Intellektuel ejendomsret«) er at fremme produktionen og markedsføringen af innovative og kreative produkter og leveringen af tjenesteydelser mellem parterne og at øge fordelene ved handel og investeringer gennem et effektivt niveau for beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder og fastlæggelse af foranstaltninger til effektiv håndhævelse af sådanne rettigheder (artikel 11.1, stk. 1). De i TRIPS-aftalens del I (navnlig artikel 7 og 8) fastsatte mål og principper finder tilsvarende anvendelse på kapitel elleve (artikel 11.1, stk. 2).
78.
Afdeling A omhandler anvendelsesområdet for kapitel elleve, relevante definitioner og intellektuelle ejendomsrettigheders konsumption. Artikel 11.2, stk. 1, anfører, at kapitel elleve supplerer parternes indbyrdes rettigheder og forpligtelser i henhold til TRIPS-aftalen og andre internationale traktater om intellektuel ejendomsret, som de begge er part i. I kapitel elleve forstås ved »intellektuelle ejendomsrettigheder« alle kategorier af intellektuel ejendomsret, der er omhandlet i del II, afsnit 1-7, i TRIPS-aftalen, dvs. ophavsret og dermed beslægtede rettigheder, patenter, varemærker, design, layout-design (topografier) for integrerede kredsløb, geografiske betegnelser og beskyttelse af fortrolige oplysninger [artikel 11.2, stk. 2, litra a), nr. i)-vii)], samt plantesortsrettigheder [artikel 11.2, stk. 2, litra b)]. I overensstemmelse med artikel 11.3 kan parterne frit indføre deres egen ordning for konsumption af intellektuelle ejendomsrettigheder, jf. dog de relevante bestemmelser i TRIPS-aftalen.
79.
Hver underafdeling i afdeling B omhandler en specifik intellektuel ejendomsrettighed (eller gruppe af intellektuelle ejendomsrettigheder).
80.
Underafdeling A har overskriften »Ophavsret og beslægtede rettigheder«. I henhold til artikel 11.4 (»Beskyttelse«) skal parterne overholde rettighederne og forpligtelserne i medfør af andre internationale aftaler, dvs. Bernerkonventionen til værn for litterære og kunstneriske værker, WIPO’s traktat om ophavsret, WIPO’s traktat om fremførelser og fonogrammer og TRIPS-aftalen. Artikel 11.5 fastsætter varigheden af beskyttelsen af ophavsret og beslægtede rettigheder, som er omfattet.
81.
Den øvrige del af underafdeling A vedrører retten til et enkelt rimeligt vederlag til fremstillere af fonogrammer (artikel 11.6), praksis og politikker vedrørende kunstneres følgeret (artikel 11.7), tilgængelighed af den nødvendige retsbeskyttelse og effektive retsmidler over for omgåelse af de tekniske foranstaltninger, som anvendes i forbindelse med rettighedshavernes udøvelse af deres rettigheder i forbindelse med, og som begrænser handlinger med hensyn til deres arbejde, fremførelser og fonogrammer, som rettighedshaverne ikke har tilladt, eller som ikke er tilladt ifølge national lovgivning (artikel 11.9), og beskyttelse af elektroniske oplysninger om rettighedsforvaltning (artikel 11.10).
82.
Underafdeling B har overskriften »Varemærker«. I henhold til artikel 11.12 skal parterne gøre enhver rimelig indsats for at overholde bestemmelserne i traktaten om varemærkeret (udfærdiget i Genève den 27.10.1994) og Singaporetraktaten om varemærkeret (vedtaget i Singapore den 27.3.2006). Hver part skal påse, at der findes en ordning for registrering af varemærker, hvor beslutninger om afslag på registrering af varemærker truffet af den relevante varemærkemyndighed begrundes behørigt. Ansøgeren skal have mulighed for at anfægte et sådant afslag ved en domstol, tredjeparter skal have mulighed for at gøre indsigelse mod ansøgninger om varemærker, og hver part skal stille en offentligt tilgængelig elektronisk database over varemærkeansøgninger og -registreringer til rådighed (artikel 11.13). Parterne skal beskytte velkendte varemærker i overensstemmelse med TRIPS-aftalen (artikel 11.14). Artikel 11.15 fastsætter undtagelser fra de rettigheder, der er knyttet til et varemærke.
83.
Underafdeling C (»Geografiske betegnelser«) finder anvendelse på anerkendelse og beskyttelse af geografiske betegnelser for vin, spiritus, landbrugsprodukter og fødevarer med oprindelse på parternes territorium (artikel 11.16, stk. 1). Ved EUSFTA’s ikrafttrædelse skal parterne fastlægge ordninger for registrering og beskyttelse af geografiske betegnelser på deres territorium for de kategorier af varer, som de finder nødvendige (artikel 11.17). Andre bestemmelser vedrører spørgsmål som rækkevidden af beskyttelsen af geografiske betegnelser (artikel 11.19) og de personer, som kan anvende en geografisk betegnelse (artikel 11.20).
84.
Underafdeling D har overskriften »Design«. Parterne skal træffe foranstaltninger til beskyttelse af uafhængigt frembragte design, der er nye eller originale. Beskyttelsen skal ydes ved registrering og give indehaverne eneret (artikel 11.24, stk. 1). Artikel 11.25 fastlægger rækkevidden af de rettigheder knyttet til registrering, som indehaveren af et beskyttet design har. Beskyttelsens varighed skal være på mindst ti år regnet fra den dato, fra hvilken beskyttelsen finder anvendelse (artikel 11.26). Artikel 11.27 vedrører begrænsede undtagelser fra designbeskyttelsen. Artikel 11.28 omhandler forholdet mellem beskyttede design og ophavsret.
85.
Underafdeling E har overskriften »Patenter«. Ved artikel 11.29 bekræfter parterne deres forpligtelser under Patentsamarbejdstraktaten og forpligter sig til, når det er relevant, at gøre enhver rimelig indsats for at overholde artikel 1-16 i Patentlovstraktaten på en måde, som stemmer overens med deres nationale lovgivning og procedurer. Parterne forpligter sig også til at respektere WTO’s Almindelige Råds afgørelse af 30. august 2003 om gennemførelse af punkt 6 i Dohaerklæringen om TRIPS-aftalen og folkesundhed samt WTO’s Almindelige Råds afgørelse af 6. december 2005 om ændring af TRIPS-aftalen. Artikel 11.31 fastlægger de omstændigheder, hvorunder parterne skal påse, at gyldighedsperioden for de rettigheder, der er knyttet til patentbeskyttelsen, forlænges.
86.
Underafdeling F (»Beskyttelse af forsøgsdata«) vedrører beskyttelsen af forsøgsdata, der er forelagt med henblik på administrativ markedsføringstilladelse for henholdsvis et farmaceutisk produkt og kemikalier til landbruget (artikel 11.33 og 11.34).
87.
Den eneste bestemmelse i underafdeling G (»Plantesorter«) anfører, at parterne bekræfter deres forpligtelser under den internationale konvention om beskyttelse af plantenyheder, herunder deres ret til at indføre den frivillige undtagelse fra forædlerrettighederne, jf. denne konventions artikel 15, stk. 2 (artikel 11.35).
88.
Afdeling C har overskriften »Civilretlig håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder«. I artikel 11.36 bekræfter parterne deres tilsagn i henhold til artikel 41-50 i TRIPS-aftalen. De aftaler i deres respektive nationale lovgivninger at fastsætte foranstaltninger, procedurer og retsmidler over for krænkelser af intellektuelle ejendomsrettigheder omfattet af kapitel elleve, som er i overensstemmelse med sådanne tilsagn (artikel 11.36, stk. 1). Disse foranstaltninger, procedurer og retsmidler skal opfylde kravene i artikel 11.36, stk. 2. Artikel 11.36, stk. 3, bestemmer, at ingen bestemmelser i kapitel elleve berører parternes mulighed for at håndhæve deres nationale lovgivning generelt eller skaber forpligtelser for parterne til at ændre deres gældende lovgivning vedrørende håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder. Endvidere skaber ingen bestemmelser i dette kapitel forpligtelser for parterne til at indføre et særskilt retligt system til håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder eller forpligtelser, der påvirker fordelingen af ressourcer mellem håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder og håndhævelsen af lovgivningen i almindelighed.
89.
Den øvrige del af afdeling C omhandler bl.a. forpligtelsen til at træffe passende foranstaltninger til offentliggørelse eller tilrådighedsstillelse for offentligheden af oplysninger om endelige retsafgørelser i civile søgsmål vedrørende krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder (artikel 11.37), forpligtelsen til at give adgang til de i afdeling C omhandlede civilretlige foranstaltninger, procedurer og retsmidler for alle kategorier af intellektuelle ejendomsrettigheder, der er omhandlet i del II, afsnit 1-6, i TRIPS-aftalen (artikel 11.38), foranstaltninger til sikring af bevismateriale (artikel 11.39), påbud (artikel 11.42), alternative foranstaltninger (artikel 11.43) og erstatning (artikel 11.44).
90.
Afdeling D har overskriften »Foranstaltninger ved grænsen«. Artikel 11.49 fastlægger omfanget af sådanne foranstaltninger, navnlig i forbindelse med procedurer for varer under toldkontrol. Artikel 11.50 kræver, at toldmyndighederne indfører en række forskellige foranstaltninger til udpegning af forsendelser indeholdende varemærkeforfalskede varer, piratkopierede ophavsretsbeskyttede varer, piratkopierede designbeskyttede varer og varer, hvis geografiske betegnelse er forfalsket. Artikel 11.51 anfører de områder, på hvilke parterne er enige om at samarbejde.
91.
Den eneste bestemmelse i afdeling E (»Samarbejde«) omhandler parternes enighed om at samarbejde med henblik på gennemførelsen af de tilsagn og forpligtelser, der indgås i henhold til kapitel elleve, og anfører, hvilke aktiviteter der skal indgå i samarbejdsområderne (artikel 11.52).
92.
Kapitel tolv (»Konkurrence og beslægtede spørgsmål«) omhandler karteller og fusioner, offentlige virksomheder, virksomheder, der har fået overdraget særlige eller eksklusive rettigheder, og statsmonopoler.
93.
Afdeling A vedrører »Karteller og fusioner«. I artikel 12.1, stk. 1, anerkender parterne vigtigheden af fri og uhindret konkurrence i deres handelsrelationer og erkender, at konkurrencebegrænsende forretningsførelse og -transaktioner kan lægge hindringer i vejen for parternes markeders korrekte virkemåde og generelt underminere fordelene ved handelsliberalisering. Artikel 12.1, stk. 2, anfører, at parterne med henblik på at fremme fri og lige konkurrence inden for alle økonomiske sektorer skal opretholde en omfattende lovgivning, der på effektiv vis behandler tre problematikker, som påvirker handelen mellem dem, nemlig: a) horisontale og vertikale aftaler, b) misbrug af en dominerende stilling og c) fusioner og virksomhedsovertagelser, der medfører en væsentlig formindskelse af konkurrencen, eller som i betydelig grad forhindrer effektiv konkurrence.
94.
Afdeling B vedrører »Offentlige virksomheder, virksomheder, der af medlemsstaterne har fået overdraget særlige eller eksklusive rettigheder, og statsmonopoler«. Artikel 12.3, stk. 1, anfører, at bestemmelserne i kapitel tolv ikke må forhindre en part i, i henhold til dens lovgivning, at etablere eller bevare offentlige virksomheder eller virksomheder, der har fået overdraget særlige eller eksklusive rettigheder. Den øvrige del af artikel 12.3 fastlægger forpligtelser med hensyn til de betingelser, der finder anvendelse på sådanne virksomheder. Artikel 12.4 anfører, at parterne fortsat må udpege eller bevare statsmonopoler. De skal dog tilpasse statsmonopoler af kommerciel art således, at det sikres, at sådanne statsmonopoler ikke udøver forskelsbehandling i forbindelse med indkøb og markedsføring af varer og tjenesteydelser.
95.
Afdeling C vedrører »Subsidier«. Artikel 12.5, stk. 1 og 2, definerer subsidier i forbindelse med EUSFTA og anfører, hvilke typer af subsidier der er omfattet af kapitel tolv. Artikel 12.5, stk. 3, bestemmer, at artikel 12.7 (forbudte subsidier), artikel 12.8 (andre subsidier) og artikel 12.10 (revisionsklausul) samt bilag 12-A ikke finder anvendelse på subsidier til fiskevarer og landbrugssubsidier. Bestemmelserne i afdeling C indskrænker ikke parternes rettigheder og forpligtelser efter bestemmelserne i WTO-overenskomsten (artikel 12.6). Artikel 12.7 fastlægger, hvilke typer subsidier i forbindelse med handel med varer og tjenesteydelser der forbydes, samt fastsætter undtagelser. Artikel 12.8, stk. 2, vedrører udveksling af oplysninger vedrørende sådanne subsidier. Artikel 12.9 opstiller forpligtelser med hensyn til gennemsigtighed. Artikel 12.10, stk. 1, kræver, at parterne løbende overvåger de spørgsmål, der er omhandlet i afdeling C.
96.
Afdeling D (»Generelle spørgsmål«) opstiller forpligtelser med hensyn til samarbejde og koordinering i forbindelse med retshåndhævelse (artikel 12.11), fortrolighed (artikel 12.12) og høring (artikel 12.13). Artikel 12.14 udelukker anliggender, der opstår i relation til kapitel tolv, undtagen artikel 12.7 (forbudte subsidier), fra anvendelsesområdet for kapitel femten (tvistbilæggelse) og seksten (mæglingsordning).
97.
Bilag 12-A opstiller principper, der gælder for andre tilskud.
98.
Kapitel tretten har overskriften »Handel og bæredygtig udvikling«.
99.
Afdeling A indeholder »Indledende bestemmelser«. Artikel 13.1 henviser til en række internationale instrumenter og bekræfter igen parternes engagement med hensyn til at udbygge og fremme den internationale handel og deres bilaterale handel og økonomiske relationer på en sådan måde, at det bidrager til bæredygtig udvikling (artikel 13.1, stk. 1). Parterne erkender, at økonomisk og social udvikling og miljøbeskyttelse er indbyrdes afhængige størrelser og gensidigt forstærkende komponenter i en bæredygtig udvikling, og fremhæver fordelene ved samarbejde om handelsrelaterede sociale og miljømæssige spørgsmål som led i en global tilgang til handel og bæredygtig udvikling (artikel 13.1, stk. 2). Parterne erkender desuden, at det er uhensigtsmæssigt at tilskynde til handel eller investeringer ved at svække eller reducere den beskyttelse, der findes i den indenlandske arbejds- og miljølovgivning, men fremhæver, at miljø- og arbejdsmarkedsstandarder ikke må bruges i handelsprotektionistisk øjemed (artikel 13.1, stk. 3). Desuden anfører parterne, at det er deres hensigt at styrke handelsrelationerne og samarbejdet på en måde, der fremmer den bæredygtige udvikling i henhold til artikel 13.1, stk. 1 og 2, og anfører, at det ikke er deres hensigt at tilnærme deres arbejdsmarkeds- eller miljøstandarder (artikel 13.1, stk. 4).
100.
Hver part bevarer retten til at etablere sine egne standarder vedrørende arbejdsmarkeds- og miljøbeskyttelse og vedtage eller ændre love og politikker i overensstemmelse dermed og i overensstemmelse med principperne i forbindelse med internationalt anerkendte standarder eller aftaler, som er omhandlet i artikel 13.3 og 13.6, og som parten har indgået (artikel 13.2, stk. 1). Parterne skal fortsætte med at forbedre disse love og politikker og bestræbe sig på at yde og tilskynde til en høj grad af arbejds- og miljømæssig beskyttelse (artikel 13.2, stk. 2).
101.
Afdeling B vedrører »Handel og bæredygtig udvikling – arbejdsmarkedsaspekter«. Parterne anerkender værdien af internationalt samarbejde og internationale aftaler om beskæftigelses- og arbejdsmarkedsspørgsmål som det internationale samfunds svar på de økonomiske, beskæftigelsesmæssige og sociale udfordringer og muligheder, der er forbundet med globaliseringen, og forpligter sig til efter behov at rådføre sig med hinanden og samarbejde om handelsrelaterede arbejdsmarkeds- og beskæftigelsesspørgsmål af fælles interesse (artikel 13.3, stk. 1). De bekræfter desuden deres forpligtelse til at anerkende den fulde beskæftigelse og anstændigt arbejde for alle som et centralt element i bæredygtig udvikling for alle lande og som et prioriteret mål inden for det internationale samarbejde og bestræber sig på at fremme udviklingen af den internationale handel på en måde, der fører til fuld og produktiv beskæftigelse og anstændigt arbejde for alle (artikel 13.3, stk. 2). I overensstemmelse med de forpligtelser, der følger af deres medlemskab af ILO og ILO’s erklæring om grundlæggende principper og rettigheder på arbejdet og opfølgningen heraf, forpligter parterne sig til at iagttage, fremme og gennemføre principperne om de grundlæggende rettigheder, dvs.: a) foreningsfrihed og faktisk anerkendelse af retten til kollektive forhandlinger, b) afskaffelse af alle former for tvangsarbejde, c) reel afskaffelse af børnearbejde og d) afskaffelse af forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv. Parterne bekræfter desuden deres respektive tilsagn om effektivt at gennemføre de ILO-konventioner, som Singapore og EU-medlemsstaterne hver især har ratificeret (artikel 13.3). Parterne forpligter sig til at yde en fortsat og varig indsats med hensyn til at undertegne og gennemføre de grundlæggende ILO-konventioner, til at overveje undertegnelsen og indførelsen af andre ILO-konventioner under hensyntagen til de indenlandske forhold og til at udveksle relevante oplysninger (artikel 13.3., stk. 4). Artikel 13.3, stk. 5, anfører, at parterne erkender, at overtrædelse af grundlæggende principper og rettigheder på arbejdet ikke kan gøres gældende eller på anden måde anvendes som en legitim komparativ fordel.
102.
I artikel 13.4 anerkender parterne betydningen af at samarbejde om handelsrelaterede aspekter af arbejdsmarkedspolitikken for at nå målene i EUSFTA. Denne bestemmelse indeholder også en (ikke-udtømmende) liste over områder, inden for hvilke parterne kan tage initiativ til samarbejdsaktiviteter til fordel for begge parter.
103.
Artikel 13.5 anfører, at parterne skal tage hensyn til relevante videnskabelige og tekniske oplysninger og dertil knyttede internationale standarder, vejledninger eller anbefalinger, herunder forsigtighedsprincippet, når der udarbejdes og gennemføres foranstaltninger, der vedrører sundhed og sikkerhed på arbejdet, som kan påvirke parternes handel eller investeringer.
104.
Afdeling C vedrører »Handel og bæredygtig udvikling – miljøaspekter«. Parterne anerkender værdien af international miljøforvaltning og internationale miljøaftaler, fremhæver behovet for at øge det gensidige indbyrdes understøttende forhold mellem politikker, bestemmelser og foranstaltninger inden for handel og miljø og anfører, at de vil rådføre sig med hinanden og samarbejde, i givet fald, i forbindelse med forhandlinger om handelsrelaterede miljøspørgsmål af fælles interesse (artikel 13.6, stk. 1). Endvidere forpligter parterne sig til effektivt at gennemføre de multilaterale miljøaftaler, som de er part i, i deres respektive love, bestemmelser eller andre foranstaltninger og praksis på deres respektive områder (artikel 13.6, stk. 2). Parterne bekræfter på ny deres engagement med hensyn til at nå det ultimative mål i FN’s rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) og i Kyotoprotokollen og er enige om at samarbejde for at styrke det multilaterale regelbaserede system under UNFCCC, der bygger på UNFCCC’s vedtagne beslutninger, og om at støtte bestræbelserne på at udvikle en international aftale om klimaændring for perioden efter 2020 inden for rammerne af UNFCCC, som gælder for alle parter (artikel 13.6, stk. 3). Intet i EUSFTA forhindrer den enkelte part i at vedtage eller bevare foranstaltninger, hvorved de multilaterale miljøaftaler gennemføres, som denne er part i, forudsat at sådanne foranstaltninger ikke anvendes på en måde, der bevirker en vilkårlig eller uberettiget forskelsbehandling af parterne eller en skjult begrænsning af samhandelen (artikel 13.6, stk. 4).
105.
Artikel 13.7 omhandler handel med træ og træprodukter. Parterne anerkender betydningen af den globale bevarelse og bæredygtige forvaltning af skove. De forpligter sig til at: a) udveksle oplysninger om, hvordan man fremmer handel med og forbrug af træ og træprodukter fra lovlige og bæredygtigt forvaltede skove, og fremme bevidstheden om en sådan tilgang, b) fremme global retshåndhævelse og forvaltning inden for skovbrug og bekæmpelse af handelen med ulovligt fældet træ og ulovlige træprodukter, c) samarbejde for at fremme effektiviteten i forbindelse med foranstaltninger eller politikker, der har til formål at bekæmpe handelen med ulovligt fældet træ og ulovlige træprodukter, og d) fremme den effektive anvendelse af konventionen om international handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter for så vidt angår træarter, der anses for at være i farezonen.
106.
Artikel 13.8 vedrører handel med fiskevarer. Parterne anerkender betydningen af at sikre bæredygtig bevarelse og forvaltning af fiskebestande og forpligter sig til at: a) overholde de langsigtede foranstaltninger til bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskebestandene, som defineret i de internationale instrumenter, der er undertegnet af de respektive parter, og opretholde principperne i Fødevare- og Landbrugsorganisationen (i det følgende benævnt »FAO«) og de relevante FN-instrumenter i forbindelse med disse spørgsmål, b) indføre og gennemføre effektive foranstaltninger, der skal bekæmpe ulovligt, urapporteret og ureguleret (i det følgende benævnt »IUU«) fiskeri, gøre det lettere at forhindre IUU-produkter i at indgå i handelsstrømme og udveksle oplysninger om IUU-aktiviteter, c) vedtage effektive tilsyns- og kontrolforanstaltninger, der skal sikre, at foranstaltningerne til bevarelse overholdes, og d) overholde principperne i FAO’s aftale om fremme af fiskefartøjers overholdelse af internationale bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger på det åbne hav og de relevante bestemmelser i FAO’s aftale om havnestatsforanstaltninger, der skal forebygge, afværge og standse IUU-fiskeri.
107.
Artikel 13.9 har næsten samme ordlyd som artikel 13.5 bortset fra, at den henviser til og finder anvendelse på »foranstaltninger, der skal beskytte miljøet«, i stedet for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen.
108.
I artikel 13.10 anerkender parterne betydningen af at samarbejde om handelsrelaterede aspekter af miljøpolitikken for at nå målene i EUSFTA. Denne bestemmelse indeholder en (ikke-udtømmende) liste over områder, inden for hvilke parterne kan tage initiativ til samarbejdsaktiviteter til fordel for begge parter.
109.
Afdeling D indeholder »Almindelige bestemmelser«. Artikel 13.11 anfører, at parterne er fast besluttet på at fortsætte deres særlige indsats for at lette og fremme handel og investering i miljøvenlige varer og tjenesteydelser (artikel 13.11, stk. 1), deres forpligtelse til at udvise særlig opmærksomhed med hensyn til at gøre det lettere at fjerne hindringer for handel med og investeringer i klimavenlige varer og tjenesteydelser (artikel 13.11, stk. 2), behovet for at reducere drivhusgasemissioner og begrænse handelsforvridninger så meget som muligt (artikel 13.11, stk. 3) samt fremme udøvelsen af socialt ansvar (artikel 13.11, stk. 4).
110.
I henhold til artikel 13.12 må parterne ikke indrømme fritagelse fra eller på anden måde fravige eller tilbyde at indrømme fritagelse eller på anden måde fravige sin miljø- og arbejdsmarkedslovgivning på en måde, der påvirker handelen eller investeringerne mellem parterne (artikel 13.12, stk. 1), ligesom de heller ikke må undlade at håndhæve deres miljø- og arbejdsmarkedslovgivning effektivt ved vedholdende eller gentagne gange at handle eller forsømme at handle på en måde, der påvirker handelen eller investeringerne mellem parterne (artikel 13.12, stk. 2).
111.
Artikel 13.13 opstiller forpligtelser med hensyn til gennemsigtighed i forbindelse med enhver alment gældende foranstaltning, der skal beskytte miljøet og arbejdsforholdene, og som kan påvirke handelen og investeringerne mellem parterne. Artikel 13.14 og 13.15 omhandler fornyet undersøgelse af EUSFTA’s konsekvenser for den bæredygtige udvikling og institutionelle mekanismer til overvågning af overholdelsen af bestemmelserne i kapitel tretten.
112.
I tilfælde af uenighed om spørgsmål i forbindelse med kapitel tretten skal parterne udelukkende anvende de i artikel 13.16 (konsultationer mellem offentlige myndigheder) og 13.17 (ekspertpanel) fastsatte procedurer. Kapitel femten (tvistbilæggelse) og seksten (mæglingsordning) finder ikke anvendelse på kapitel tretten (artikel 13.16, stk. 1). Artikel 13.16, stk. 2-6, fastlægger procedurerne for og formålene med konsultationer mellem offentlige myndigheder. Artikel 13.17 fastlægger bl.a. mekanismerne og procedurerne for nedsættelsen af et ekspertpanel, der skal tage stilling til anliggender, som ikke er blevet tilfredsstillende behandlet af det i artikel 13.16, stk. 4, omhandlede nævn.
113.
Formålet med kapitel fjorten (»Gennemsigtighed«) er at tilstræbe gennemsigtige og forudsigelige lovgivningsmæssige rammer for økonomiske aktører (artikel 14.2, stk. 1), at bekræfte parternes forpligtelser i henhold til WTO-overenskomsten og at fastlægge mere præcise og forbedrede ordninger med hensyn til gennemsigtighed, konsultation og bedre forvaltning for så vidt angår alment gældende foranstaltninger (artikel 14.2, stk. 2). Ved »alment gældende foranstaltning« forstås love, forskrifter, retsafgørelser, procedurer og administrative afgørelser, der kan have en virkning på ethvert anliggende, der er omfattet af EUSFTA. Udtrykket omfatter ikke afgørelser, der gælder for en bestemt person [artikel 14.1, litra a)].
114.
Artikel 14.3 fastlægger forpligtelser for hver parts offentliggørelse vedrørende såvel alment gældende foranstaltninger (artikel 14.3, stk. 1) og forslag om indførelse eller ændring af alment gældende foranstaltninger (artikel 14.3, stk. 2). Artikel 14.4, stk. 1, kræver, at hver part udpeger et kontaktpunkt for at lette den effektive gennemførelse af EUSFTA og kommunikationen mellem parterne om alle handelsanliggender i tilknytning til aftalen. Nærmere oplysninger vedrørende dette kontaktpunkt, dets funktion og forespørgsler rettet til dette indgår i artikel 14.4, stk. 2-8.
115.
Artikel 14.5 fastlægger forpligtelser, som skal overholdes med henblik på en ensartet, upartisk og rimelig forvaltning af alle alment gældende foranstaltninger. Parterne sørger navnlig for a) i overensstemmelse med deres procedurer at give direkte berørte personer fra den anden part rettidig underretning om indledningen af en sag, b) at give berørte personer rimelig mulighed for at fremlægge oplysninger og argumenter til støtte for deres synspunkter forud for enhver endelig administrativ handling og c) at sikre, at deres procedurer er baseret på og i overensstemmelse med deres lovgivning.
116.
Artikel 14.6, stk. 1, kræver, at parterne opretter og opretholder domstole, kvasiretslige instanser eller forvaltningsdomstole eller tilsvarende procedurer for at sikre en omgående prøvelse og, hvis det er berettiget, en afhjælpning af administrative foranstaltninger vedrørende forhold, der er omfattet af EUSFTA. Instanserne skal være upartiske og uafhængige af det kontor eller den myndighed, der står for den administrative håndhævelse, og må ikke have en væsentlig interesse i sagens udfald (artikel 14.6, stk. 1). Parterne skal også sikre, at sagens parter ved de i artikel 14.6, stk. 1, omhandlede retsinstanser eller procedurer har ret til: a) en rimelig mulighed for at underbygge eller forsvare deres synspunkter og b) en afgørelse baseret på bevismateriale og forelagte aktstykker eller, hvis det er et lovkrav, de af den administrative myndighed indsamlede aktstykker (artikel 14.6, stk. 2). Artikel 14.6, stk. 3, omhandler gennemførelsen af disse afgørelser.
117.
Parterne er enige om at samarbejde med hensyn til at fremme lovgivningskvaliteten og -resultaterne (artikel 14.7, stk. 1) og med hensyn til at fremme principperne for god forvaltningsskik (artikel 14.7, stk. 2).
118.
Artikel 14.8 bestemmer, at såfremt der er særlige bestemmelser i andre kapitler i EUSFTA vedrørende de anliggender, som kapitel fjorten vedrører, gælder disse bestemmelser, i det omfang de adskiller sig fra bestemmelserne i dette kapitel.
119.
Målet med kapitel femten (»Tvistbilæggelse«) er at forebygge eller bilægge eventuelle tvister mellem parterne om fortolkningen og anvendelsen af EUSFTA med henblik på at nå frem til gensidigt acceptable løsninger, når det er muligt (artikel 15.1). Kapitel femten finder anvendelse på enhver uenighed om fortolkningen og anvendelsen af bestemmelserne i EUSFTA, medmindre andet udtrykkeligt er angivet (artikel 15.2).
120.
Procedurerne i artikel 15.3-15.13 indeholder følgende trin i tvistbilæggelsesordningen: loyal afholdelse af konsultationer med det formål at nå frem til en gensidigt acceptabel løsning (artikel 15.3, stk. 1-4), en anmodning om, at der nedsættes et voldgiftspanel efter artikel 15.4, hvis konsultationerne er afsluttet, uden at man er nået til enighed om en gensidigt acceptabel løsning (artikel 15.3, stk. 5), voldgift (artikel 15.4-15.8), efterlevelse (artikel 15.9-15.11), anvendelse af afbødende foranstaltninger i tilfælde af manglende efterlevelse (artikel 15.12) og prøvelse af efterlevelsesforanstaltninger, der er truffet efter suspensionen af forpligtelser (artikel 15.13).
121.
Artikel 15.14-15.19 indeholder forskellige regler om voldgiftsprocedurer, som suppleres ved bilag 15-A. De almindelige bestemmelser i afdeling D omhandler listen over voldgiftsmænd (artikel 15.20), forholdet mellem tvistbilæggelsesordningen i kapitel femten og WTO’s tvistbilæggelsesordning (artikel 15.21), frister (artikel 15.22) og gennemgang og ændring af kapitel femten (artikel 15.23).
122.
Målet med kapitel seksten (»Mæglingsordning«) er at gøre det lettere at finde en gensidigt acceptabel løsning på problemer ved hjælp af en udførlig og hurtig procedure med mæglerbistand (artikel 16.1). Kapitel seksten finder anvendelse på foranstaltninger, der falder ind under EUSFTA’s anvendelsesområde, og som har negative virkninger for handel og investeringer mellem parterne, medmindre andet er aftalt (artikel 16.2).
123.
Inden indledningen af mæglingsproceduren kan en part til enhver tid anmode skriftligt om oplysninger vedrørende en sådan foranstaltning (artikel 16.2). Den i artikel 16.3-16.6 fastlagte procedure indeholder følgende trin i mæglingsordningen: anmodning om indledning af en mæglingsprocedure (artikel 16.3), valg af mægler (artikel 16.4), selve mæglingen (artikel 16.5) og gennemførelse af en gensidigt acceptabel løsning (artikel 16.6). Artikel 16.7 vedrører forholdet mellem mægling og tvistbilæggelse. Andre bestemmelser omhandler frister (artikel 16.8), omkostninger (artikel 16.9) og gennemgang (artikel 16.10).
124.
Kapitel sytten har overskriften »Institutionelle, almindelige og afsluttende bestemmelser«. Artikel 17.1 og 17.2 fastlægger en institutionel struktur, der består af forskellige udvalg, i hvilke parterne mødes for at overvåge og lette gennemførelsen og anvendelsen af EUSFTA. Artikel 17.3 bestemmer, at hvis en bestemmelse i WTO-overenskomsten, som parterne har indarbejdet i EUSFTA, ændres, konsulterer parterne hinanden med henblik på, om nødvendigt, at finde en gensidigt tilfredsstillende løsning. Artikel 17.4 omhandler beslutningstagningen i de forskellige udvalg. Artikel 17.5 vedrører ændringer af EUSFTA.
125.
Artikel 17.6, stk. 1, anfører, at EUSFTA kun finder anvendelse på skattemæssige foranstaltninger, hvis en sådan anvendelse er nødvendig for, at bestemmelserne i EUSFTA kan få virkning. I overensstemmelse med artikel 17.6, stk. 2, må intet i EUSFTA påvirke rettigheder og forpligtelser, som Singapore eller Den Europæiske Union eller et medlemsland heraf er underlagt, i henhold til en skatteaftale mellem Singapore og enhver medlemsstat eller medlemsstater i Den Europæiske Union. I henhold til artikel 17.6, stk. 3 og 4, må intet i EUSFTA forhindre vedtagelse eller opretholdelse af visse typer skatteforanstaltninger og foranstaltninger til bekæmpelse af skattesvig og -unddragelse. Artikel 17.6, stk. 5, vedrører Singapores ret til at indføre eller opretholde beskatningsforanstaltninger, som er nødvendige for at beskytte væsentlige forvaltningspolitiske interesser, der er opstået som følge af Singapores begrænsede geografiske udstrækning.
126.
Parterne forpligter sig til i frit konvertibel valuta i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel VIII i overenskomsten om Den Internationale Valutafond at tillade betalinger og overførsler på betalingsbalancens løbende poster mellem parterne (artikel 17.7, stk. 1). I denne forbindelse skal parterne konsultere hinanden (artikel 17.7).
127.
Parterne skal tilskynde deres statslige investeringsfonde til at respektere de almindeligt anerkendte principper og praksisser – Santiagoprincipperne (artikel 17.8).
128.
Artikel 17.9 vedrører de betingelser og procedurer, som giver en part, der har alvorlige betalingsbalanceproblemer og udefra kommende finansielle vanskeligheder eller risikerer at få det, mulighed for at indføre eller opretholde restriktive foranstaltninger med hensyn til handel med varer og tjenesteydelser og etablering såvel som betalinger og overførsler i tilknytning til investeringer.
129.
Artikel 17.10 opstiller en undtagelsesklausul af sikkerhedshensyn, der giver en part mulighed for at træffe foranstaltninger for at beskytte sine væsentlige sikkerhedsinteresser.
130.
De øvrige bestemmelser i kapitel sytten vedrører fremlæggelse af oplysninger og beskyttelse af fortrolige oplysninger (artikel 17.11), EUSFTA’s ikrafttrædelse (artikel 17.12), EUSFTA’s varighed og opsigelse (artikel 17.13), opfyldelse af forpligtelser i henhold til EUSFTA (artikel 17.14), ingen direkte virkning (artikel 17.15), bilag, tillæg, fælles erklæringer, protokoller og forståelser, der udgør en integrerende del af EUSFTA (artikel 17.16), forholdet mellem EUSFTA og partnerskabs- og samarbejdsaftalen samt WTO-overenskomsten (artikel 17.17), fremtidige tiltrædelser af Den Europæiske Union (artikel 17.18), den territoriale anvendelse af EUSFTA (artikel 17.19), og de autentiske versioner af EUSFTA, dvs. den bulgarske, den danske, den engelske, den estiske, den finske, den franske, den græske, den italienske, den kroatiske, den lettiske, den litauiske, den maltesiske, den nederlandske, den polske, den portugisiske, den rumænske, den slovakiske, den slovenske, den spanske, den svenske, den tjekkiske, den tyske og den ungarske version (artikel 17.20).
131.
Protokol I vedrører definitionen af begrebet »produkter med oprindelsesstatus« og metoder for administrativt samarbejde. Forståelse 1-5 omhandler henholdsvis artikel 17.6 (skattespørgsmål), aflønning af voldgiftsmænd, yderligere toldrelaterede bestemmelser, gensidig anerkendelse af programmer for autoriserede økonomiske operatører og Singapores særlige pladsmæssige begrænsninger og adgang til naturressourcer.
( 1 ) – Originalsprog: engelsk.
( 2 ) – Teksten til EUSFTA er offentligt tilgængelig på Kommissionens websted: . Jf. også punkt 9-30 nedenfor og bilaget til dette forslag til afgørelse. Den sammenfattende beskrivelse i bilaget til dette forslag til afgørelse er baseret på den engelske version af EUSFTA, som Kommissionen har forelagt Domstolen (som et bilag til sin anmodning). Der synes at være visse forskelle mellem denne version og den offentligt tilgængelige version (f.eks. indeholder den offentligt tilgængelige version en yderligere betragtning: »[s]om bekræfter hver parts ret til at vedtage og gennemføre foranstaltninger, der er nødvendige for at forfølge legitime politikmålsætninger inden for f.eks. det sociale område, miljøområdet, sikkerhedsområdet og folkesundhedsområdet samt fremme og beskyttelse af kulturel mangfoldighed«). Så vidt jeg har kunnet konstatere, er ingen af disse forskelle relevante for de spørgsmål, som denne procedure skal afklare.
( 3 ) – Dvs. de i tillæg 1 til WTO’s forståelse vedrørende regler og procedurer for bilæggelse af tvister anførte aftaler.
( 4 ) – Jf. i denne henseende udtalelse 1/94 af 15.11.1994 (EU:C:1994:384, præmis 34, 53, 71, 98 og 105). I denne udtalelse undersøgte Domstolen genstanden for og formålene med forskellige internationale aftaler, som var en del af Marrakeshaftalen om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (herefter »WTO-overenskomsten«), bl.a. den almindelige overenskomst om handel med tjenesteydelser (herefter »GATS-aftalen«) og aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (herefter »TRIPS-aftalen«) samt diverse aftaler om handel med varer, som indgår i bilag 1A (»Multilaterale aftaler om handel med varer«) til WTO-overenskomsten, herunder den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel af 1994 (herefter »GATT 1994«) og aftalen om tekniske handelshindringer (herefter »TBT-aftalen«).
( 5 ) – Ved »implicit« ekstern enekompetence forstår jeg, at kompetencens karakter af enekompetence ikke er baseret på en traktatbestemmelse, som udtrykkeligt tildeler Den Europæiske Union enekompetence på et bestemt område.
( 6 ) – Dette udtryk anvendes af parterne i deres indlæg. Jf. desuden navnlig punkt 307 og 346 nedenfor.
( 7 ) – Artikel XXIV har overskriften »Territorial anvendelse – grænsetrafik – toldunion og frihandelsområder«.
( 8 ) – Artikel V vedrører »Økonomisk integration«.
( 9 ) – Ved »national behandling« forstås nærmere bestemt, at national beskatning og lovgivning ikke må anvendes på importerede eller indenlandske varer, således at den indenlandske produktion beskyttes.
( 10 ) – Teksten til WTO-overenskomsten og alle de WTO-aftaler, som er en del heraf, findes på adressen:
( 11 ) – Jf. også artikel 4, stk. 1, TEU.
( 12 ) – Jf. også Erklæring nr. 18 om afgrænsning af kompetence i erklæringerne knyttet som bilag til slutakten fra den regeringskonference, der vedtog Lissabontraktaten (EUT 2016, C 202, s. 335). Denne erklæring bekræfter, at »[…] beføjelser, der ikke er tildelt Unionen i traktaterne, forbliver hos medlemsstaterne«. Endvidere anfører den, at »[n]år traktaterne på et bestemt område tildeler Unionen en kompetence, som den deler med medlemsstaterne, udøver medlemsstaterne deres kompetence, i det omfang Unionen ikke har udøvet sin kompetence eller har besluttet at ophøre med at udøve den […]«.
( 13 ) – EUT 2012, C 326, s. 307.
( 14 ) – Artikel 6 TEUF indeholder en udtømmende liste over de områder, hvorpå Den Europæiske Union har kompetence til at gennemføre tiltag for at understøtte, koordinere eller supplere medlemsstaternes tiltag.
( 15 ) – Det er ubestridt, at Den Europæiske Union i henhold til artikel 3, stk. 1, litra e), TEUF og artikel 207, stk. 1, TEUF har ekstern enekompetence hvad angår visse dele af EUSFTA.
( 16 ) – Artikel 5 EF bestemte følgende: »Fællesskabet handler inden for rammerne af de beføjelser og mål, der er tillagt det ved denne Traktat. På de områder, som ikke hører ind under dets enekompetence, handler Fællesskabet, i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, kun hvis og i det omfang målene for den påtænkte handling ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af Medlemsstaterne og derfor, på grund af den påtænkte handlings omfang eller virkninger, bedre kan gennemføres på fællesskabsplan. Fællesskabet handler kun, i det omfang det er nødvendigt for at nå denne Traktats mål.«
( 17 ) – Et nyttigt overblik findes i K. Lenaerts og P. Van Nuffel, European Union Law, Sweet & Maxwell, 2011, punkt. 7 021-7 025.
( 18 ) – Jeg opstiller ikke nogen spekulationer med hensyn til, om denne reversibilitet også gælder vedrørende ekstern EU-enekompetence ifølge artikel 3, stk. 2, TEUF. Det er blevet hævdet, at hvis området internt er dækket af EU-lovgivning, og EU derefter indgår en international aftale på grundlag af artikel 3, stk. 2, TEUF, berører den omstændighed, at EU senere ophører med at lovgive på internt plan, ikke dens nu fast etablerede eksterne kompetences karakter af enekompetence. Der er dog delte meninger om dette inden for retslæren.
( 19 ) – Tekstens formulering må her siges at være langtfra ideel. Fortrinsretsmekanismen i artikel 2, stk. 2, TEUF finder anvendelse på alle delte kompetencer, medmindre der er fastsat en udtrykkelig undtagelse (som f.eks. i artikel 4, stk. 3 og 4, TEUF). Ifølge sin ordlyd definerer artikel 4, stk. 1, TEUF logisk set også kompetencer hvad angår den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) som »delte« kompetencer, der således giver mulighed for fortrinsret i henhold til artikel 2, stk. 2. Dette kan muligvis bekymre i hvert fald nogle af medlemsstaterne.
( 20 ) – Jf. f.eks. hvad angår princippet om kompetencetildeling udtalelse 2/94 af 28.3.1996 (EU:C:1996:140, præmis 24) og udtalelse 2/00 af 6.12.2001 (EU:C:2001:664, præmis 5).
( 21 ) – Selv om artikel 3, stk. 2, nævner fire grundlag vil jeg – fordi det sidste alternativ (for så vidt den kan berøre fælles regler eller ændre deres rækkevidde) omfatter to muligheder – behandle de sidste to sammen i det følgende. Henvisningen til det tredje grundlag i henhold til artikel 3, stk. 2, skal derfor anses for at omfatte begge muligheder.
( 22 ) – Begge disse grundlag er udtryk for princippet om kompetencetildeling (jf. udtalelse 1/13 af 14.10.2014, EU:C:2014:2303, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis). Det første grundlag er (delvist) udtrykt i udtalelse 1/94 af 15.11.1994, EUCU:1994:384, præmis 95; det andet grundlag sammenfatter udtalelse 1/76 af 26.4.1977 (EU:C:1977:63, præmis 3), det tredje og fjerde grundlag afspejler det princip (ganske vist formuleret i bredere vendinger), som blev fastslået i dom af 31.3.1971, Kommissionen mod Rådet (22/70, EU:C:1971:32, præmis 17 og 18 (herefter »AETR-dommen«). Jf. vedrørende en mere detaljeret gennemgang af AETR-princippet punkt 120-131 nedenfor.
( 23 ) – En »lovgivningsmæssig retsakt« er en retsakt, som er vedtaget ved en lovgivningsprocedure (artikel 289, stk. 3, TEUF). Jf. vedrørende sondringen mellem lovgivningsmæssige retsakter og regelfastsættende retsakter dom af 3.10.2013, Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet (C-583/11 P, EU:C:2013:625). TEU forbyder lovgivningsmæssige retsakter inden for FUSP, jf. artikel 24, stk. 1, andet afsnit, TEU.
( 24 ) – Også her er udformningen af traktaten efter Lissabon lidt besynderlig. Det, jeg har redegjort for i hovedteksten, kunne synes at være den naturlige fortolkning af det tredje grundlag i artikel 216, stk. 1, TEUF, sammenholdt med det første grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF, og fører rent faktisk til den konklusion, at den eksterne kompetence, som Den Europæiske Union herved tildeles, har karakter af enekompetence. Denne konklusion kan imidlertid ikke uden videre forenes med ordlyden af artikel 4, stk. 4, TEUF. Lad os antage (f.eks.), at Den Europæiske Union vedtog en lovgivningsmæssig retsakt inden for området udviklingssamarbejde, som gav mulighed for at indgå en international aftale. Ifølge artikel 4, stk. 4, TEUF »har [Den Europæiske Union] kompetence til at gennemføre tiltag og føre en fælles politik« på områderne udviklingssamarbejde og humanitær bistand, men bestemmelsen fortsætter: »dog således, at udøvelsen af denne kompetence ikke kan føre til, at medlemsstaterne forhindres i at udøve deres kompetence«. Kan det ud fra denne ordlyd virkelig konkluderes, at den EU-kompetence, som følger heraf, altid er enekompetence? (Artikel 4, stk. 3, TEUF indeholder stort set den samme ordlyd med hensyn til kompetencer på områderne forskning, teknologisk udvikling og rummet og medfører det samme paradoks).
( 25 ) – Jf. navnlig udtalelse 1/76 af 26.4.1977 (EU:C:1977:63, præmis 1, 2 og 3). I denne sag var formålet med den pågældende aftale at sanere den økonomiske situation inden for flodtransporten i et geografisk område, hvor transport ad de indre vandveje har særlig stor betydning for hele det internationale transportnet (præmis 1). Domstolen fastslog, at det »[…] i henhold til […] artikel 75 [EØF] ikke [var] muligt at realisere det tilsigtede mål fuldt ud, [eftersom] der i skibsfarten ad de pågældende hovedårer, som er underkastet den ordning for skibsfartens frihed, som er gennemført ved internationale aftaler af ældre dato, traditionelt deltager skibe, som hidrører fra en ikke-medlemsstat, nemlig Schweiz« (præmis 2). Selv om Domstolen i denne udtalelse ikke udtrykkeligt fastslog, at den heraf følgende EU-kompetence var en enekompetence, har Domstolen i sin efterfølgende praksis utvetydigt fortolket udtalelse 1/76 på denne måde. Jf. f.eks. udtalelse 2/92 af 24.3.1995 (EU:C:1995:83, præmis 32).
( 26 ) – Den »merværdi«, som Domstolens afgørelse i AETR-dommen medførte før Lissabontraktatens ikrafttrædelse, var af dobbelt karakter: For det første indførte den ekstern kompetence og for det andet definerede den denne kompetence som enekompetence. Hvis et (passende defineret) område er reguleret af fælles regler, er dette tilstrækkeligt til, at det tredje grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF finder anvendelse på dette område. Jf. desuden punkt 120-131 nedenfor.
( 27 ) – Ordlyden i det fjerde grundlag i artikel 216, stk. 1, TEUF er »kan berøre fælles regler eller ændre deres rækkevide«, mens det tredje grundlag i artikel 3, stk. 2, TEUF lyder »for så vidt den kan berøre fælles regler eller ændre deres rækkevidde«. Efter min opfattelse er den ubetydelige forskel mellem de to bestemmelsers ordlyd ikke afgørende.
( 28 ) – Jf. punkt 60 ovenfor.
( 29 ) – Jeg undlader at komme ind på spørgsmålet om, hvorvidt en medlemsstat, som ensidigt trækker sig ud af en aftale, der er indgået af både medlemsstaterne og Den Europæiske Union uden først at indgå i dialog med EU-institutionerne (navnlig Kommissionen og Rådet), ville blive anset for at tilsidesætte sin pligt til loyalt samarbejde i henhold til artikel 4, stk. 3, TEU.
( 30 ) – Generaladvokat Kokott skrev følgende i sit forslag til afgørelse Kommissionen mod Rådet (C-13/07, EU:C:2009:190, punkt 121): »Ligesom en enkelt dråbe pastis kan bevirke, at et glas vand bliver uklart, kan enkelte, nok så underordnede bestemmelser i en international traktat, der støttes på artikel 133, stk. 5, første afsnit, EF, udløse et krav om, at aftalen indgås som en blandet aftale.« Jf. også dom af 3.12.1996, Portugal mod Rådet (C-268/94, EU:C:1996:461, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).
( 31 ) – Jf. i denne retning udtalelse 2/00 af 6.12.2001 (EU:C:2001:664, præmis 15).
( 32 ) – Jf. bl.a. udtalelse 1/75 af 11.11.1975 (EU:C:1975:145, præmis 1360 og 1361), udtalelse 2/00 af 6.12.2001 (EU:C:2001:664, præmis 6 og 17) og udtalelse 2/13 af 18.12.2014 (EU:C:2014:2454, præmis 145).
( 33 ) – Jf. bl.a. udtalelse 2/00 af 6.12.2001 (EU:C:2001:664, præmis 6 og 17).
( 34 ) – I overensstemmelse med artikel 46, stk. 1, i Wienerkonventionen af 1969 om traktatretten (1155 UNTS 331; herefter »Wienerkonventionen af 1969«), »[kan d]en omstændighed, at en stats samtykke til at være bundet af en traktat er fremsat under overtrædelse af en bestemmelse i dens interne retssystem vedrørende kompetence til at indgå traktater, […] ikke af staten påberåbes som grund til at gøre samtykket ugyldigt, medmindre denne overtrædelse var åbenbar og vedrørte en regel i dens interne retssystem af grundlæggende betydning«. I henhold til artikel 46, stk. 2, er en overtrædelse åbenbar, »hvis den ville være objektivt kendelig for enhver stat, som optræder i sagen i overensstemmelse med normal praksis og i god tro«. Artikel 46 i Wienerkonventionen af 1986 om traktatret mellem stater og internationale organisationer og mellem internationale organisationer (endnu ikke trådt i kraft) (25 ILM 543 (1986)) fastsætter tilsvarende regler.
( 35 ) – I denne forbindelse skal jeg bemærke, at Domstolen nu har modtaget en anmodning om præjudiciel afgørelse vedrørende foreneligheden af artikel 18, stk. 1, TEUF og artikel 267 TEUF og 344 TEUF med en ISDS-bestemmelse i en bilateral investeringsbeskyttelsesaftale mellem Den Europæiske Unions medlemsstater. Jf. sag C-284/16, Den Slovakiske Republik mod Achmea BV (som verserer for Domstolen).
( 36 ) – Jf. artikel 4, stk. 1, TEU og artikel 5, stk. 2, TEU. Jf. også artikel 2 TEUF til 6 TEUF og punkt 55-64 ovenfor.
( 37 ) – Jf. bl.a. udtalelse 2/00 af 6.12.2001 (EU:C:2001:664, præmis 5), og dom af 1.10.2009, Kommissionen mod Rådet (C-370/07, EU:C:2009:590, præmis 47).
( 38 ) – Jf. senest dom af 14.6.2016, Parlamentet mod Rådet (C-263/14, EU:C:2016:435, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).
( 39 ) – Udtalelse 1/08 af 30.11.2009 (EU:C:2009:739, præmis 111).
( 40 ) – Udtalelse 1/08 af 30.11.2009 (EU:C:2009:739, præmis 112 og den deri nævnte retspraksis).
( 41 ) – Dette fremgår af opbygningen af Domstolens ræsonnement i udtalelse 1/08 af 30.11.2009 (EU:C:2009:739).
( 42 ) – Jf. f.eks. dom af 12.12.2002, Kommissionen mod Rådet (C-281/01, EU:C:2002:761, præmis 43), og af 22.10.2013, Kommissionen mod Rådet (C-137/12, EU:C:2013:675, præmis 76).
( 43 ) – Jf. udtalelse 1/08 af 30.11.2009 (EU:C:2009:739, præmis 166).
( 44 ) – Jf. f.eks. udtalelse 1/94 af 15.11.1994 (EU:C:1994:384, præmis 68), dom af 12.12.2002, Kommissionen mod Rådet (C-281/01, EU:C:2002:761, præmis 43), og af 22.10.2013, Kommissionen mod Rådet (C-137/12, EU:C:2013:675, præmis 76), samt udtalelse 2/00 af 6.12.2001 (EU:C:2001:664, præmis 37 og 44).
( 45 ) – Dom af 14.6.2016, Parlamentet mod Rådet (C-263/14, EU:C:2016:435, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis); jf. desuden dom af 10.1.2006, Kommissionen mod Rådet (C-94/03, EU:C:2006:2, præmis 51).
( 46 ) – Udtalelse 1/75 af 11.11.1975 (EU:C:1975:145, s. 1364). Jf. desuden dom af 15.12.1976, Donckerwolcke og Schou (41/76, EU:C:1976:182, præmis 32).
( 47 ) – Artikel 30 TEUF.
( 48 ) – Generaladvokat Wahls forslag til afgørelse i udtalelsessag 3/15 (EU:C:2016:657, punkt 43).
( 49 ) – Udtalelse 1/78 af 4.10.1979 (EU:C:1979:224, præmis 44), og dom af 26.3.1987, Kommissionen mod Rådet (45/86, EU:C:1987:163, præmis 20).
( 50 ) – Jf. generaladvokat Wahls forslag til afgørelse i udtalelsessag 3/15 (EU:C:2016:657, punkt 43).
( 51 ) – Udtalelse 1/78 af 4.10.1979 (EU:C:1979:224, præmis 41-46).
( 52 ) – Dom af 17.10.1995, Werner (C-70/94, EU:C:1995:328, præmis 10), og af 17.10.1995, Leifer m.fl. (C-83/94, EU:C:1995:329, præmis 11).
( 53 ) – Dom af 29.3.1990, Grækenland mod Rådet (C-62/88, EU:C:1990:153, præmis 17-20), og udtalelse 2/00 af 6.12.2001 (EU:C:2001:664, præmis 40). Jf. også senest generaladvokat Wahls forslag til afgørelse i udtalelsessag 3/15 (EU:C:2016:657, punkt 69).
( 54 ) – Dom af 18.7.2013, Daiichi Sankyo og Sanofi-Aventis Deutschland (C-414/11, EU:C:2013:520, præmis 50), og af 22.10.2013, Kommissionen mod Rådet (C-137/12, EU:C:2013:675, præmis 56).
( 55 ) – Jf. bl.a. dom af 18.7.2013, Daiichi Sankyo og Sanofi-Aventis Deutschland (C-414/11, EU:C:2013:520, præmis 51 og 52 og den deri nævnte retspraksis), og af 22.10.2013, Kommissionen mod Rådet (C-137/12, EU:C:2013:675, præmis 57 og 58).
( 56 ) – Dom af 22.10.2013, Kommissionen mod Rådet (C-137/12, EU:C:2013:675, præmis 67).
( 57 ) – Denne tilgang understøttes af udtalelse 1/94 af 15.11.1994 (EU:C:1994:384, præmis 44 og 45 (vedrørende tjenesteydelser) og 59 og 60 (vedrørende intellektuel ejendomsret).
( 58 ) – Denne erklæring anfører, at »beføjelser, der ikke er tildelt Unionen i traktaterne, forbliver hos medlemsstaterne i overensstemmelse med den kompetencetildeling mellem Unionen og medlemsstaterne, der er fastsat i [TEU] og [TEUF]«.
( 59 ) – Jf. desuden punkt 424-430 nedenfor.
( 60 ) – Det er grunden til, at jeg ikke er enig i generaladvokat Kokotts fortolkning af den begrænsning, som tidligere fulgte af artikel 133, stk. 6, EF. Jf. generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse Kommissionen mod Rådet (C-13/07, EU:C:2009:190, punkt 120-122 og 139-142). Ifølge generaladvokat Kokott er idéen og formålet med denne bestemmelses første afsnit »helt generelt at etablere en parallelitet mellem interne og eksterne kompetencer og forhindre, at ?Den Europæiske Union? påtager sig eksterne forpligtelser, som det ikke kan gennemføre internt som følge af utilstrækkelige beføjelser«.
( 61 ) – Jf. artikel 6 TEUF.
( 62 ) – Jf. artikel 168 TEUF. Artikel 6 TEUF bestemmer, at Den Europæiske Union med hensyn til beskyttelse og forbedring af menneskers sundhed har kompetence til at gennemføre tiltag for at »understøtte, koordinere eller supplere medlemsstaternes tiltag«.
( 63 ) – Jf. henholdsvis artikel 153, stk. 2, litra a), TEUF, artikel 165, stk. 4, TEUF, artikel 168, stk. 5, TEUF og artikel 167, stk. 5, TEUF.
( 64 ) – Jf. punkt 208-219 nedenfor.
( 65 ) – Dom af 31.3.1971, Kommissionen mod Rådet (22/70, EU:C:1971:32, præmis 16).
( 66 ) – Udtalelse 1/94 af 15.11.1994 (EU:C:1994:384, præmis 49 og 50).
( 67 ) – Udtalelse 1/94 af 15.11.1994 (EU:C:1994:384, præmis 48).
( 68 ) – Jf. artikel 133, stk. 6, tredje afsnit, EF (»Forhandling og indgåelse af internationale aftaler på transportområdet er fortsat omfattet af bestemmelserne i afsnit V og i artikel 300«). Denne bestemmelse afspejlede Nicetraktatens forfatteres vilje til »i en vis form at fastholde den tidligere situation på området« (jf. udtalelse 1/08 af 30.11.2009, EU:C:2009:739, præmis 159).
( 69 ) – Jf. artikel 207, stk. 5, TEUF.
( 70 ) – Udtalelse 1/08 af 30.11.2009 (EU:C:2009:739, præmis 164).
( 71 ) – Udtalelse 1/08 af 30.11.2009 (EU:C:2009:739, præmis 163). Den samme konklusion kunne allerede drages (om end indirekte) af udtalelse 2/92 af 24.3.1995 (EU:C:1995:83, præmis 27).
( 72 ) – Jf. punkt 208-219 nedenfor.
( 73 ) – Jf. punkt 221-224 nedenfor.
( 74 ) – Jf. bl.a. dom af 5.11.2002, Kommissionen mod Tyskland (C-476/98, EU:C:2002:631, præmis 108 og den deri nævnte retspraksis).
( 75 ) – Dom af 5.11.2002, Kommissionen mod Tyskland (C-476/98, EU:C:2002:631, præmis 109 og den deri nævnte retspraksis).
( 76 ) – Jf. i denne retning udtalelse 1/03 af 7.2.2006 (EU:C:2006:81, præmis 45, 121 og 122).
( 77 ) – Jf. punkt 225-268 nedenfor.
( 78 ) – Dom af 4.9.2014, Kommissionen mod Rådet (C-114/12, EU:C:2014:2151, præmis 66).
( 79 ) – Dom af 31.3.1971, Kommissionen mod Rådet (22/70, EU:C:1971:32, præmis 21). Disse forpligtelser er nu nedfældet i artikel 4, stk. 3, andet og tredje afsnit, TEU.
( 80 ) – Dom af 4.9.2014, Kommissionen mod Rådet (C-114/12, EU:C:2014:2151, præmis 75).
( 81 ) – Denne tilgangsvinkel kunne således anvendes på konventionen fra Europarådet om beskyttelse af radio- og fjernsynsforetagendernes rettigheder (dom af 4.9.2014, Kommissionen mod Rådet, C-114/12, EU:C:2014:2151, præmis 78-103) og på Marrakeshtraktaten om fremme af adgang til offentliggjorte værker for personer, der er blinde, synshæmmede eller på anden måde læsehandicappede (jf. generaladvokat Wahls forslag til afgørelse i udtalelsessag 3/15, EU:C:2016:657, punkt 137-154)).
( 82 ) – Jf. punkt 350-359 nedenfor.
( 83 ) – Dom af 4.9.2014, Kommissionen mod Rådet (C-114/12, EU:C:2014:2151, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis), og af 26.11.2014, Green Network (C-66/13, EU:C:2014:2399, præmis 30). Dette trin i analysen adskiller kriteriet i henhold til artikel 3, stk. 2, TEUF fra fastlæggelsen af de områder, hvor der er fortrinsret for EU-foranstaltninger inden for delt kompetence.
( 84 ) – Dom af 4.9.2014, Kommissionen mod Rådet (C-114/12, EU:C:2014:2151, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis), og af 26.11.2014, Green Network (C-66/13, EU:C:2014:2399, præmis 31).
( 85 ) – Jf. f.eks. dom af 4.9.2014, Kommissionen mod Rådet (C-114/12, EU:C:2014:2151, præmis 81).
( 86 ) – Jf. f.eks. dom af 4.9.2014, Kommissionen mod Rådet (C-114/12, EU:C:2014:2151, præmis 82).
( 87 ) – Jf. f.eks. udtalelse 1/03 af 7.2.2006 (EU:C:2006:81, præmis 172).
( 88 ) – Udtalelse 1/13 af 14.10.2014 (EU:C:2014:2303, præmis 74 og den deri nævnte retspraksis), og dom af 26.11.2014, Green Network (C-66/13, EU:C:2014:2399, præmis 33).
( 89 ) – Jf. punkt 234 og 349-361 nedenfor.
( 90 ) – Dom af 4.9.2014, Kommissionen mod Rådet (C-114/12, EU:C:2014:2151, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis).
( 91 ) – Dom af 4.9.2014, Kommissionen mod Rådet (C-114/12, EU:C:2014:2151, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis).
( 92 ) – Dom af 4.9.2014, Kommissionen mod Rådet (C-114/12, EU:C:2014:2151, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis).
( 93 ) – Udtalelse 1/94 af 15.11.1994 (EU:C:1994:384, præmis 96).
( 94 ) – Jeg har allerede givet udtryk for dette synspunkt i mit forslag til afgørelse Kommissionen mod Rådet (C-114/12, EU:C:2014:224, punkt 104-111).
( 95 ) – Dom af 4.9.2014, Kommissionen mod Rådet (C-114/12, EU:C:2014:2151, præmis 73).
( 96 ) – Jf. punkt 2 i bilaget til mit forslag til afgørelse.
( 97 ) – Et andet spørgsmål er, hvorvidt alle spørgsmål, som reguleres ved EUSFTA’s kapitel om tjenesteydelser (kapitel otte), rent faktisk er omfattet af Den Europæiske Unions enekompetence. Jf. punkt 195-268 nedenfor.
( 98 ) – Jf. punkt 3-12 i bilaget til mit forslag til afgørelse.
( 99 ) – Jf. punkt 131 i bilaget til mit forslag til afgørelse.
( 100 ) – Aftalens tekst findes på adressen:
( 101 ) – Udtalelse 1/94 af 15.11.1994 (EU:C:1994:384, præmis 34).
( 102 ) – Domstolen undersøgte nogle af disse aftaler (landbrugsaftalen, SPS-aftalen og TBT-aftalen) på baggrund af de argumenter, som parterne havde fremført vedrørende de enkelte aftaler. Jf. udtalelse 1/94 af 15.11.1994 (EU:C:1994:384, præmis 28-33).
( 103 ) – Situationen var den samme inden for GATT 1947, for så vidt som Det Europæiske Fællesskab gradvis havde overtaget beføjelser, der tidligere blev udøvet af medlemsstaterne. Jf. dom af 12.12.1972, International Fruit Company m.fl. (21/72-24/72, EU:C:1972:115, præmis 18), og af 3.6.2008, The International Association of Independent Tanker Owners m.fl. (C-308/06, EU:C:2008:312, præmis 48 og 49).
( 104 ) – Jf. desuden punkt 510-512 nedenfor.
( 105 ) – Jf. toldværdikodeksens artikel 12 og artikel X, stk. 1, i GATT 1994.
( 106 ) – Jf. toldværdikodeksens artikel 18, stk. 1, og artikel 19.
( 107 ) – Jf. f.eks. artikel IX, stk. 6, i GATT 1994 (om samarbejde med henblik på at hindre visse former for brug af handelsbetegnelser), artikel XV i GATT 1994 (om samarbejde, konsultation og udveksling af oplysninger med IMF vedrørende valutakursaftaler), artikel XXV i GATT 1994 (om de kontraherende parters fælles tiltag), artikel XXXVIII i GATT 1994 (om fælles tiltag for at fremme målene i artikel XXXVI om handel og udvikling), artikel 4, stk. 2, i SPS-aftalen (rådslagning med henblik på at nå til enighed om anerkendelse af nærmere angivne SPS-foranstaltningers ækvivalens), artikel 7 i og bilag B til SPS-aftalen (gennemsigtighed og udveksling af oplysninger), artikel 10 i TBT-aftalen (udveksling af oplysninger).
( 108 ) – Jf. udtalelse 1/94 af 15.11.1994, EU:C:1994:384, præmis 34.
( 109 ) – Jf. punkt 467-504 nedenfor.
( 110 ) – Jf. punkt 19-51 i bilaget til mit forslag til afgørelse.
( 111 ) – Jf. vedrørende argumenterne hvad angår transport punkt 168-194 nedenfor.
( 112 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 15.5.2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af direktiv 2002/92/EF og direktiv 2011/61/EU (EUT 2014, L 173, s. 349).
( 113 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 7.9.2005 (EUT 2005, L 255, s. 22), som ændret.
( 114 ) – Direktiv af 23.7.1996 om harmonisering af betingelserne for erhvervelse af nationale bådførercertifikater for gods- og persontransport ad indre vandveje i Fællesskabet (EFT 1996, L 235, s. 31) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 19.11.2008 om minimumsuddannelsesniveauet for søfartserhverv (EUT 2008, L 323, s. 33).
( 115 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 20.2.2008 om fælles regler for civil luftfart og om oprettelse af et europæisk luftfartssikkerhedsagentur og om ophævelse af Rådets direktiv 91/670/EØF, forordning (EF) nr. 1592/2002 og direktiv 2004/36/EF (EUT 2008, L 79, s. 1), som ændret.
( 116 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 14.1.2009 om en adfærdskodeks for edb-reservationssystemer og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 2299/89 (EUT 2009, L 35, s. 47).
( 117 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 21.11.2012 om oprettelse af et fælles europæisk jernbaneområde (EUT 2012, L 343, s. 32).
( 118 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 21.10.2009 om fælles regler for adgang til markedet for international godskørsel (EUT 2009, L 300, s. 72).
( 119 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 21.10.2009 om fælles regler for adgang til det internationale marked for buskørsel og om ændring af forordning (EF) nr. 561/2006 (EUT 2009, L 300, s. 88).
( 120 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 21.10.2009 om fælles regler om betingelser for udøvelse af vejtransporterhvervet og om ophævelse af Rådets direktiv 96/26/EF (EUT 2009, L 300, s. 51).
( 121 ) – Jf. punkt 177 nedenfor.
( 122 ) – Jf. EUSFTA’s artikel 8.13.
( 123 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 15.5.2014 om indrejse- og opholdsbetingelser for virksomhedsinternt udstationerede tredjelandsstatsborgere (EUT 2014, L 157, s. 1).
( 124 ) – Jf. punkt 169 ovenfor.
( 125 ) – Forordning af 22.12.1986 om anvendelse af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser på søtransportområdet (EFT 1986, L 378, p. 1).
( 126 ) – Artikel 1, stk. 2, i Rådets forordning nr. 4055/86.
( 127 ) – Kommissionen har henvist til udtalelse 1/94 af 15.11.1994 (EU:C:1994:384, præmis 51) og udtalelse 1/08 af 30.11.2009 (EU:C:2009:739, præmis 166).
( 128 ) – Blandt disse eksempler er direktiv 2012/34, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/45/EF af 7.9.2005 om gensidig anerkendelse af sønæringsbeviser, som er udstedt af medlemsstaterne, og om ændring af direktiv 2001/25/EF (EUT 2005, L 255, s. 160) samt forordning nr. 1071/2009.
( 129 ) – Parterne har i deres indlæg ikke fokuseret på de interne processer, der førte til, at Den Europæiske Union nåede til enighed med Singapore om betingelserne for disse forbehold.
( 130 ) – Forordning af 16.12.1991 om betingelserne for transportvirksomheders adgang til at udføre intern godstransport og personbefordring ad indre vandveje i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehørende (EFT 1991, L 373, s. 1).
( 131 ) – Forordning af 8.7.1996 om indførelse af fælles bestemmelser vedrørende godstransport og personbefordring ad indre vandveje mellem medlemsstaterne med henblik på fri udveksling af tjenesteydelser for denne transport (EFT 1996, L 175, s. 7).
( 132 ) – Artikel 4, stk. 1, litra a) og b), i direktiv 2014/66.
( 133 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 13.7.2009 om en fællesskabskodeks for visa (visumkodeks) (EUT 2009, L 243, s. 1).
( 134 ) – Udtalelse 1/94 af 15.11.1994 (EU:C:1994:384, præmis 44).
( 135 ) – Udtalelse 1/94 af 15.11.1994 (EU:C:1979:384, præmis 45-47). Domstolen bekræftede dette synspunkt i udtalelse 2/92 af 24.3.1995 (EU:C:1995:83, præmis 24-26).
( 136 ) – Jf. artikel 133, stk. 5, EF. Amsterdamtraktaten havde indført et retsgrundlag i EF-traktaten for udvidelse af anvendelsesområdet for den fælles handelspolitik. Denne mulighed blev dog ikke udnyttet.
( 137 ) – Artikel 133, stk. 6, EF, andet afsnit, bestemte, at »aftaler om handel med kulturelle og audiovisuelle tjenesteydelser, tjenesteydelser i forbindelse med uddannelse, sociale tjenesteydelser og tjenesteydelser inden for menneskers sundhed, uanset stk. 5, første afsnit, [var] omfattet af blandet kompetence mellem Fællesskabet og dets medlemsstater«.
( 138 ) – Udtalelse 1/08 af 30.11.2009 (EU:C:2009:739, præmis 119).
( 139 ) – Jf. punkt 208-219 nedenfor. Der gælder stadig særlige procedureregler hvad angår handel med tjenesteydelser på visse områder eller sektorer. Jf. artikel 207, stk. 4, TEUF.
( 140 ) – Afdeling B finder anvendelse på foranstaltninger, der påvirker grænseoverskridende levering af tjenesteydelser. I forbindelse med denne afdeling defineres grænseoverskridende levering af tjenesteydelser imidlertid således, at udtrykket også omfatter forbrug i udlandet (EUSFTA’s artikel 8.4).
( 141 ) – Jf. punkt 197 ovenfor.
( 142 ) – Jf. i denne retning dom af 22.10.2013, Kommissionen mod Rådet (C-137/12, EU:C:2013:675, præmis 73 og 74), og af 18.12.2014, Det Forenede Kongerige mod Rådet (C-81/13, EU:C:2014:2449, præmis 37).
( 143 ) – Jf. punkt 109 ovenfor.
( 144 ) – Jf. punkt 109 ovenfor.
( 145 ) – Jf. punkt 225-268 nedenfor.
( 146 ) – Jf. udtalelse 1/08 af 30.11.2009 (EU:C:2009:739, præmis 168-173).
( 147 ) – Jf. dom af 4.4.1974, Kommissionen mod Frankrig (167/73, EU:C:1974:35, præmis 27).
( 148 ) – Jf. f.eks. dom af 1.10.2015, Trijber og Harmsen (C-340/14 og C-341/14, EU:C:2015:641, præmis 47).
( 149 ) – Dom af 22.12.2010, Yellow Cab Verkehrsbetrieb (C-338/09, EU:C:2010:814, præmis 31-33).
( 150 ) – Jf. analogt dom af 15.10.2015, Grupo Itevelesa m.fl. (C-168/14, EU:C:2015:685).
( 151 ) – Udtalelse 1/08 af 30.11.2009 (EU:C:2009:739, præmis 169).
( 152 ) – Artikel 4, stk. 2, litra g), TEUF.
( 153 ) – 32., 33. og 34. betragtning til forordning nr. 216/2008.
( 154 ) – Artikel 1, stk. 1, litra a), i forordning nr. 216/2008.
( 155 ) – Artikel 3, litra d), i forordning nr. 216/2008.
( 156 ) – Jf. punkt 123 ovenfor.
( 157 ) – Tillæg 8-A-1, liste over specifikke forpligtelser i overensstemmelse med artikel 8.7 (Grænseoverskridende levering af tjenesteydelser), 11.C.
( 158 ) – Jf. punkt 122-130 ovenfor.
( 159 ) – Kategori 16 og 17.
( 160 ) – Et overblik over denne lovgivning findes på følgende adresse: /summary/chapter/transport.html?root_default=SUM_1_CODED%3D32,SUM_2_CODED%3D3205&locale=en (pr. 4.10.2016)
( 161 ) – Disse transportformer er alle nævnt i artikel 100 TEUF.
( 162 ) – Kommissionen har ikke fremført nogen argumenter vedrørende fordelingen af kompetencer i forbindelse med rørledningstransport af andet end brændstoffer.
( 163 ) – Artikel 1, stk. 4, litra a) og b), i forordning nr. 4055/86.
( 164 ) – Dom af 8.7.2014, Fonnship og Svenska Transportarbetareförbundet (C-83/13, EU:C:2014:2053, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).
( 165 ) – Artikel 1, stk. 1 og 2, i forordning nr. 4055/86.
( 166 ) – Selv om artikel 7 i forordning nr. 4055/86 giver Rådet ret til at »[…] udvide anvendelsesområdet for bestemmelserne i denne forordning til også at omfatte tredjelandes statsborgere, der udfører søtransport, for så vidt de er hjemmehørende i [Den Europæiske Union]«, er denne bestemmelse endnu ikke blevet gennemført.
( 167 ) – Udtalelse 1/03 af 7.2.2006 (EU:C:2006:81).
( 168 ) – Forordning af 22.12.2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1).
( 169 ) – Udtalelse 1/03 af 7.2.2006 (EU:C:2006:81, præmis 172).
( 170 ) – Der kan anvendes en nationalitetsbetingelse.
( 171 ) – Jf. bl.a. dom af 5.10.1994, Kommissionen mod Frankrig (C-381/93, EU:C:1994:370, præmis 13), og af 11.1.2007, Kommissionen mod Grækenland (C-269/05, ikke trykt i Sml., EU:C:2007:17, præmis 20).
( 172 ) – Jf. bl.a. dom af 14.11.2002, Geha Naftiliaki m.fl. (C-435/00, EU:C:2002:661, præmis 20).
( 173 ) – Artikel 3 i forordning nr. 4055/86.
( 174 ) – Jf. punkt 214 og 215 ovenfor.
( 175 ) – Jf. punkt 350-359 nedenfor.
( 176 ) – Som nævnt er det den part, som hævder, at der er enekompetence, der skal påvise, at Den Europæiske Unions eksterne kompetence, som påberåbes, er enekompetence (punkt 122 ovenfor).
( 177 ) – Artikel 2, stk. 1, i direktiv 2014/66.
( 178 ) – Jf. punkt 226 ovenfor. Det er heller ikke relevant for kompetencefordelingen, at Den Europæiske Unions liste over specifikke forpligtelser blev forhandlet på grundlag af GATS-lister.
( 179 ) – Jf. punkt 243 ovenfor.
( 180 ) – Jf. punkt 221-224 ovenfor.
( 181 ) – Forordning af 24.7.1989 om en adfærdskodeks for edb-reservationssystemer (EFT 1989, L 220, s. 1).
( 182 ) – Jf. f.eks. dom af 5.11.2002, Kommissionen mod Danmark (C-467/98, EU:C:2002:625, præmis 103).
( 183 ) – Jf. punkt 243 og 246 ovenfor.
( 184 ) – Jernbanetransporttjenester i forbindelse med modus 4 er ikke nævnt i listen over specifikke forpligtelser vedrørende nøglepersonale, praktikanter og sælgere af tjenesteydelser til virksomheder i tillæg 8-A-3, som ifølge punkt 1 har til formål at opregne »de økonomiske aktiviteter, som er liberaliseret i henhold til artikel 8.7 […] og 8.12 […], for hvilke der er begrænsninger med hensyn til nøglepersonale og praktikanter i overensstemmelse med artikel 8.14 […] og 8.15«, samt at specificere disse begrænsninger.
( 185 ) – Kommissionen har navnlig henvist til udtalelse 1/94 af 15.11.1994 (EU:C:1994:384, præmis 67), og dom af 3.12.1996, Portugal mod Rådet (C-268/94, EU:C:1996:461, præmis 75).
( 186 ) – Udtalelse 1/94 af 15.11.1994 (EU:C:1979:384, præmis 66-68).
( 187 ) – Dom af 3.12.1996, Portugal mod Rådet (C-268/94, EU:C:1996:461, præmis 75).
( 188 ) – Artikel 1, stk. 2, i direktiv 2012/34.
( 189 ) – Syvende betragtning til direktiv 2012/34.
( 190 ) – Jf. artikel 1, stk. 1, litra b), artikel 10, stk. 1 og 2, og artikel 17 i direktiv 2012/34.
( 191 ) – Artikel 18, 19, 20 og 21 i direktiv 2012/34.
( 192 ) – EUSFTA’s artikel 8.9. Undtagelserne fra denne regel, der er fastsat i denne bestemmelse, er ikke relevante her.
( 193 ) – EUSFTA’s artikel 8.10, stk. 1. Jf. desuden punkt 252 ovenfor.
( 194 ) – EUSFTA’s artikel 8.11, stk. 1.
( 195 ) – Artikel 17, stk. 1 og 3, i direktiv 2012/34.
( 196 ) – Tillæg 8-A-2 til EUSFTA. Denne begrænsning, som gælder for jernbanetransporttjenester, der kræver anvendelse af offentlig ejendom, giver mulighed for, at økonomiske aktiviteter, der anses for offentlig forsyningsvirksomhed på nationalt eller lokalt plan, kan gøres til genstand for offentlige monopoler eller eksklusive rettigheder, som indrømmes private operatører.
( 197 ) – Artikel 10 i direktiv 2012/34.
( 198 ) – Artikel 38-54 i direktiv 2012/34.
( 199 ) – Jf. punkt 125 ovenfor.
( 200 ) – Jf. punkt 226 ovenfor.
( 201 ) – Artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1071/2009.
( 202 ) – Artikel 3 og 5-9 i forordning nr. 1071/2009.
( 203 ) – Artikel 10 i forordning nr. 1071/2009.
( 204 ) – Forordningen finder anvendelse på både international godskørsel, der defineres som international godskørsel for fremmed regning på de strækninger, der tilbagelægges på Unionens område, og national godskørsel, som en ikke-hjemmehørende transportvirksomhed midlertidigt udfører (»cabotage«) (artikel 1, stk. 1 og 4, i forordning nr. 1072/2009).
( 205 ) – Denne forordning finder anvendelse på international personbefordring med bus på Den Europæiske Unions område, som udføres for andres eller for egen regning af transportvirksomheder, der er etableret i en medlemsstat i overensstemmelse med denne stats lovgivning, med køretøjer, der er indregistreret i samme medlemsstat, og som ved deres indretning og udstyr er egnede og bestemt til at befordre mere end ni personer, føreren indbefattet, samt på tomkørsel i forbindelse med disse former for befordring (artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 1073/2009). Den finder også anvendelse på national personbefordring med bus for fremmed regning, som midlertidigt udføres af en transportvirksomhed, der ikke er hjemmehørende i den pågældende medlemsstat (»cabotage«) (artikel 1, stk. 4, i forordning nr. 1073/2009).
( 206 ) – Jf. artikel 4 i forordning nr. 1072/2009 og nr. 1073/2009.
( 207 ) – Jf. artikel 5 og 7 i forordning nr. 1072/2009. En »førerattest« er nærmere bestemt et certifikat, som udstedes af en medlemsstat til en transportvirksomhed med henblik på godskørsel for fremmed regning i henhold til en fællesskabstilladelse.
( 208 ) – Jf. punkt 257 og 258 ovenfor.
( 209 ) – EUSFTA’s artikel 8.9. De undtagelser fra denne regel, som er fastsat i denne bestemmelse, er ikke relevante her.
( 210 ) – EUSFTA’s artikel 8.10, stk. 1. Jf. desuden punkt 260 ovenfor.
( 211 ) – EUSFTA’s artikel 8.11, stk. 1.
( 212 ) – Artikel 7 og 8 i forordning nr. 1071/2009.
( 213 ) – Jf. punkt 523-544 nedenfor.
( 214 ) – Jf. punkt 52-60 i bilaget til mit forslag til afgørelse.
( 215 ) – GATS-aftalens artikel I, stk. 2, litra c).
( 216 ) – Kommissionen har henvist til dom af 31.3.1971, Kommissionen mod Rådet (22/70, EU:C:1971:32, præmis 31), og udtalelse 1/03 af 7.2.2006 (EU:C:2006:81, præmis 122 og 133).
( 217 ) – Dom af 27.11.2012 (C-370/12, EU:C:2012:756).
( 218 ) – Udtalelse 1/92 af 10.4.1992 (EU:C:1992:189).
( 219 ) – Dom af 27.11.2012 (C-370/12, EU:C:2012:756).
( 220 ) – Udtalelse 1/92 af 10.4.1992 (EU:C:1992:189).
( 221 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 12.1.2005 om fællesskabsstatistikker over betalingsbalance, international handel med tjenester og udenlandske direkte investeringer (EUT 2005, L 35, s. 23).
( 222 ) – Direktiv af 24.6.1988 om gennemførelse af Traktatens artikel 67 (EFT 1988, L 178, s. 5).
( 223 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 12.12.2012 om indførelse af overgangsordninger for bilaterale investeringsaftaler mellem medlemsstaterne og tredjelande (EUT 2012, L 351, s. 40).
( 224 ) – Jf. punkt 371-398 nedenfor.
( 225 ) – EUSFTA’s artikel 9.1, stk. 1 og 2.
( 226 ) – EUT 2004, C 310, s. 1.
( 227 ) – Drøftelserne om artikel III-315, stk. 1, fandt sted samtidig med, at det inden for WTO blev drøftet, hvorvidt der skulle forhandles om WTO-bestemmelser om direkte udenlandske investeringer. WTO-ministererklæringen vedtaget 14.11.2001, der indledte Doha-udviklingsrunden, anerkendte »[…] the case for a multilateral framework to secure transparent, stable and predictable conditions for long-term cross-border investment, particularly foreign direct investment, that will contribute to the expansion of trade […]« (min fremhævelse) (WTO-ministererklæring vedtaget den 14.11.2001, WT/MIN(01)/DEC/1, 20.11.2001, punkt 20; jf. også punkt 22). Netop da direkte udenlandske investeringer var ved at blive en del af den fælles handelspolitik, besluttede WTO’s medlemmer (forsamlet i WTO’s Almindelige Råd), at der ikke ville blive taget skridt til forhandlinger om investeringer i WTO under Doharunden [WTO, Det Almindelige Råd, afgørelse vedtaget af Det Almindelige råd 1.8.2004, WT/L/579, 2.8.2004, punkt 1, litra g)].
( 228 ) – Jf. punkt 344 nedenfor.
( 229 ) – Jf. f.eks. artikel 101, stk. 1, litra b), TEUF, artikel 126, stk. 3, TEUF, artikel 199, stk. 3 og 4, TEUF, protokol nr. 5 vedrørende vedtægterne for Den Europæiske Investeringsbank, protokol nr. 10 om permanent struktureret samarbejde etableret ved artikel 42 TEUF og erklæring nr. 30 ad artikel 126 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.
( 230 ) – Jf. dom af 10.4.2014, Emerging Markets Series of DFA Investment Trust Company (C-190/12, EU:C:2014:249, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis), af 10.2.2011, Haribo (C-436/08 og C-437/08, EU:C:2011:61, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).
( 231 ) – Dom af 21.5.2015, Wagner-Raith (C-560/13, EU:C:2015:347, præmis 39).
( 232 ) – Jf. vedrørende definitioner i anden afledt lovgivning f.eks. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 549/2013 af 21.5.2013 om det europæiske national- og regionalregnskabssystem i Den Europæiske Union (EUT 2013, L 174, s. 1), post 4.65 i bilag A og bilag 7.1 – Oversigt over de enkelte kategorier af aktiver, samt bilag II til forordning nr. 184/2005. Jf. også f.eks. Den Europæiske Centralbanks retningslinje af 9.12.2011 om Den Europæiske Centralbanks statistiske rapporteringskrav inden for eksterne statistikker (ECB/2011/23) (EUT 2012, L 65, s. 1), bilag III, post 6.1.
( 233 ) – Jf. dom af 21.5.2015, Wagner-Raith (C-560/13, EU:C:2015:347, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis); jf. også dom af 12.12.2006, Test Claimants in the FII Group Litigation (C-446/04, EU:C:2006:774, præmis 179 og 180 og den deri nævnte retspraksis).
( 234 ) – Dom af 17.10.2013, Welte (C-181/12, EU:C:2013:662, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).
( 235 ) – Dom af 13.11.2012, Test Claimants in the FII Group Litigation (C-35/11, EU:C:2012:707, præmis 102 og den deri nævnte retspraksis).
( 236 ) – Dom af 10.2.2011, Haribo (C-436/08 og C-437/08, EU:C:2011:61, præmis 137). Grænsen på 10% anvendes også i f.eks. definitionen af »direkte udenlandske investeringer« i forordning nr. 549/2013, bilag 7.1, og Den Europæiske Centralbanks retningslinje ECB/2011/23, bilag III, post 6.1.
( 237 ) – Jf. f.eks. OECD, OECD Benchmark Definition of Foreign Direct Investment, fjerde udgave (2008), punkt 11; jf. desuden punkt 29, 117 og 122-147.
( 238 ) – Jf. f.eks. IMF, Balance of Payments Manual, sjette udgave (2009), punkt 359.
( 239 ) – Dom af 21.10.2010, Idryma Typou (C-81/09, EU:C:2010:622, præmis 48) (min fremhævelse). Jf. også dom af 10.11.2011, Kommissionen mod Portugal (C-212/09, EU:C:2011:717, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis), samt f.eks. definitionen af »porteføljeinvesteringer« i Den Europæiske Centralbanks retningslinje (ECB/2011/23) post 6.2.
( 240 ) – Jf. f.eks. OECD, OECD Benchmark Definition of Foreign Direct Investment, fjerde udgave, (»[…] portfolio investment whereby investors do not generally expect to influence the management of the enterprise«), punkt 11; jf. også punkt 29.
( 241 ) – Jf. punkt 196 og 197 ovenfor.
( 242 ) – Jf. GATS-aftalens artikel I, stk. 2, litra c), og artikel X og XVI. Nogle af disse regler vedrører bl.a. de betingelser, hvorunder der kan foretages investeringer. I denne henseende supplerer GATS-aftalen (i det mindste) delvis investeringsaftaler, som ofte i vid udstrækning fokuserer på den efterfølgende behandling af en investering.
( 243 ) – Jf. GATS-aftalens artikel XXVIII, litra d).
( 244 ) – Udtalelse 1/08 af 30.11.2009 (EU:C:2009:739).
( 245 ) – Udtalelse 1/94 af 15.11.1994 (EU:C:1994:384, præmis 34). Jf. desuden punkt 145 ovenfor. TRIMs-aftalen er en af aftalerne i bilag 1A til WTO-overenskomsten (»multilaterale overenskomster om samhandelen med varer«).
( 246 ) – Jf. TRIMs-aftalens artikel 1.
( 247 ) – Jf. TRIMs-aftalens artikel 2, stk. 1. Bilaget til denne aftale, som artikel 2, stk. 2, henviser til, indeholder en ikke-udtømmende liste over handelsrelaterede investeringsforanstaltninger, som ikke er i overensstemmelse med forpligtelsen til national behandling efter artikel III, stk. 4, i GATT 1994 (dvs. national behandling hvad angår alle love, administrative bestemmelser og krav vedrørende salg, udbud af salg, køb, transport, distribution eller brug af varer internt).
( 248 ) – Jf. f.eks. dom af 18.7.2013, Daiichi Sankyo og Sanofi-Aventis Deutschland (C-414/11, EU:C:2013:520, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).
( 249 ) – Jf. notat fra præsidiet til forsamlingen om udkast til artikler om optræden udadtil i forfatningstraktaten, CONV 685/03 (23.4.2003), s. 52 og 54. Eller, som Den Europæiske Union og medlemsstaterne formulerede det i forbindelse med WTO-forhandlingerne om forholdet mellem handel og investeringer, er handel og direkte udenlandske investeringer indbyrdes afhængige og supplerer hinanden, og direkte udenlandske investeringer er en vigtig faktor, som skaber handel (WTO, Working Group on the Relationship between Trade and Investment, Communication from the European Community and its Member States, konceptdokument om definitionen af investeringer, WT/WGTI/W/115 (16.4.2002), punkt 2).
( 250 ) – Jf. desuden punkt 510-512 nedenfor.
( 251 ) – Jf. bl.a. punkt 145, 196 og 197 ovenfor.
( 252 ) – Dom af 22.10.2013, Essent m.fl. (C-105/12 – C-107/12, EU:C:2013:677, præmis 29 og 30 og den deri nævnte retspraksis).
( 253 ) – Dom af 22.10.2013, Essent m.fl. (C-105/12 – C-107/12, EU:C:2013:677, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis). Jf. også f.eks. dom af 4.6.2002, Kommissionen mod Portugal (C-367/98, EU:C:2002:326, præmis 48).
( 254 ) – Jf. dom af 13.7.1995, Spanien mod Rådet (C-350/92, EU:C:1995:237, præmis 22).
( 255 ) – Jf. også, vedrørende artikel 207, stk. 6, TEUF, punkt 106-110 ovenfor.
( 256 ) – Jf. punkt 326 ovenfor. I denne henseende bemærker jeg desuden, at fodnote 8 til EUSFTA’s artikel 8.8, litra d) (definition af »etablering«), anfører, at der ved udtrykkene »stiftelse« og »erhvervelse« af en juridisk person også forstås »investering i en juridisk persons kapitalandele med henblik på at etablere eller opretholde varige økonomiske forbindelser«.
( 257 ) – Jf. EUSFTA’s artikel 9.1, stk. 1, og artikel 9.1, stk. 1, litra g).
( 258 ) – Jf. punkt 326 ovenfor. I denne forbindelse bemærker jeg, at GATS-aftalen, som henhører under den fælles handelspolitik (under forbehold af undtagelsen vedrørende transport i artikel 207, stk. 5, TEUF), muligvis også kunne finde anvendelse på visse former for investering, som ikke er direkte udenlandske investeringer. F.eks. anføres det i første punktum til fodnote 8 til GATS-aftalens artikel XVI, stk. 1 (»Markedsadgang«), at »[h]vis et medlem påtager sig en markedsadgangsforpligtelse, der vedrører levering af en tjenesteydelse gennem den leveringsmåde, der er nævnt i artikel 1, stk. 2, litra a), og hvis internationale kapitalbevægelser er en vigtig del af selve tjenesteydelsen, er medlemmet derved forpligtet til at tillade sådanne kapitalbevægelser«.
( 259 ) – Artikel 91, stk. 1, litra a), TEUF vedrører f.eks. »fælles regler« for international transport til eller fra en medlemsstats område eller gennem en eller flere medlemsstaters områder.
( 260 ) – Dom af 4.9.2014, Kommissionen mod Rådet (C-114/12, EU:C:2014:2151, præmis 67).
( 261 ) – Udtalelse 2/92 af 24.3.1995 (EU:C:1995:83, præmis 33, som henviser til kravet om »intern lovgivning«, og 36).
( 262 ) – Udtalelse 1/94 af 15.11.1994 (EU:C:1979:384, præmis 77) (min fremhævelse).
( 263 ) – Jf. som illustration af den omstændighed, at internationale aftaler, hvori Den Europæiske Union er part, er underlagt den primære ret, dom af 10.3.1998, Tyskland mod Rådet (C-122/95, EU:C:1998:94).
( 264 ) – Artikel 218, stk. 11, andet punktum, TEUF giver udtrykkeligt mulighed for at ændre traktaterne som reaktion på en »negativ« udtalelse, der er afgivet på grundlag af denne bestemmelse.
( 265 ) – Denne påstand kan nemlig potentielt rejse tvivl om, hvorvidt EUSFTA er materielt forenelig med traktaterne. Dette ligger dog klart uden for Kommissionens anmodning om en udtalelse. Jf. punkt 85 ovenfor.
( 266 ) – Udtalelse 1/94 af 15.11.1994 (EU:C:1994:384, præmis 77).
( 267 ) – Dom af 27.11.2012 (C-370/12, EU:C:2012:756, præmis 104 og 105).
( 268 ) – Forordning af 11.5.2010 om oprettelse af en europæisk finansiel stabiliseringsmekanisme (EUT 2010, L 118, s. 1).
( 269 ) – Dom af 27.11.2012 (C-370/12, EU:C:2012:756, præmis 101) (den oprindelige fremhævelse). I sin stillingtagen i den pågældende sag syntes generaladvokat Kokott at antyde, at spørgsmålet vedrørende artikel 3, stk. 2, TEUF var uigennemtænkt: »I denne henseende skal det fastslås, at artikel 3, stk. 2, TEUF, hvilket også fremgår, når denne sammenholdes med artikel 216 TEUF, udelukkende regulerer Unionens enekompetence med hensyn til aftaler med tredjestater og internationale organisationer. I denne henseende er det i henhold til denne bestemmelse, sammenholdt med artikel 2, stk. 1, TEUF, kun forbudt medlemsstaterne at indgå sådanne aftaler med tredjelande. De kontraherende parter i ESM-traktaten er imidlertid kun medlemsstater.« Jf. generaladvokat Kokotts stillingtagen Pringle (C-370/12, EU:C:2012:675, punkt 98).
( 270 ) – Såfremt et emne reguleres af traktatbestemmelser, er det omfattet af Den Europæiske Unions kompetence. Artikel 4, stk. 2, litra a), TEUF bestemmer således, at Den Europæiske Union har »delt kompetence« på hovedområdet det indre marked.
( 271 ) – Jf. f.eks. dom af 22.10.2013, Essent m.fl. (C-105/12 – C-107/12, EU:C:2013:677, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis). Jf. også punkt 317 og 318 ovenfor (vedrørende definitionen af »direkte investeringer«).
( 272 ) – De pågældende aftaler bestemmer alle, at de er indgået i en begrænset periode, men kan fornyes på betingelse af, at en part ikke (under visse betingelser) tilkendegiver sin hensigt om at opsige aftalen. Investeringer, der er foretaget inden datoen, hvor aftalen ophører med at virke eller opsiges, er fortsat underlagt aftalen i en nærmere fastsat periode.
( 273 ) – I visse sprogversioner fodnote 51.
( 274 ) – Jf. punkt 307-361 ovenfor.
( 275 ) – Selv om der er andre tilfælde, hvor Den Europæiske Union har besluttet at ophæve eller opsige internationale aftaler, som den ikke var part i. Jf. f.eks. Rådets afgørelse 92/530/EØF af 12.11.1992 om opsigelse af fiskeriaftalen mellem den tidligere Tyske Demokratiske Republik og Sverige (EFT 1992, L 334, s. 33).
( 276 ) – Jf. generelt dom af 24.11.1992, Poulsen og Diva Navigation (C-286/90, EU:C:1992:453, præmis 9).
( 277 ) – Jf. også f.eks. dom af 21.12.2011, Air Transport Association of America m.fl. (C-366/10, EU:C:2011:864, præmis 71) (hvori Domstolen fastslog, at denne konvention ikke havde bindende virkning for Unionen, for så vidt som denne til dags dato ikke fuldt ud havde påtaget sig de kompetencer, der tidligere udøvedes af medlemsstaterne inden for en international konventions anvendelsesområde).
( 278 ) – Dom af 12.12.1972, International Fruit Company m.fl. (21/72-24/72, EU:C:1972:115, præmis 18). Jf. også vedrørende andre internationale aftaler f.eks. dom af 19.11.1975, Douaneagent der Nederlandse Spoorwegen (38/75, EU:C:1975:154, præmis 16 og 21), og af 14.7.1976, Kramer m.fl. (3/76, 4/76 og 6/76, EU:C:1976:114, præmis 44 og 45).
( 279 ) – Jf. dom af 4.7.2000, Kommissionen mod Portugal (C-84/98, EU:C:2000:359, præmis 53).
( 280 ) – Jf. artikel 27 og 46 i Wienerkonventionen af 1969 og Wienerkonventionen af 1986.
( 281 ) – I henhold til artikel 26 i Wienerkonventionen af 1969 og Wienerkonventionen af 1986 »[er] enhver ikrafttrædende traktat […] bindende for dens deltagere og skal opfyldes af dem i god tro«. Domstolen har tidligere fastslået, at dette princip »er et grundlæggende princip i enhver retsorden, navnlig i folkeretssystemet«. Jf. dom af 16.6.1998, Racke (C-162/96, EU:C:1998:293, præmis 49).
( 282 ) – Jf. f.eks. dom af 3.3.2009, Kommissionen mod Østrig (C-205/06, EU:C:2009:118, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis), af 19.11.2009, Kommissionen mod Finland (C-118/07, EU:C:2009:715, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis), og af 3.3.2009, Kommissionen mod Sverige (C-249/06, EU:C:2009:119, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).
( 283 ) – De øvrige aftaler, som er anført i bilag 9-D, var indgået mellem Singapore og Den Belgisk-luxembourgske Økonomiske Union, Frankrig, Tyskland, Nederlandene og Det Forenede Kongerige, og er dateret enten efter den 1.1.1958 eller (for Det Forenede Kongeriges vedkommende) på datoen for tiltrædelsen af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab.
( 284 ) – Jf. punkt 379 ovenfor.
( 285 ) – Fodnote 51 i visse sprogversioner.
( 286 ) – Jf. dom af 2.8.1993, Levy (C-158/91, EU:C:1993:332, præmis 19). Tilsyneladende understøtter retsafgørelser og den juridiske litteratur det synspunkt, at artikel 59 i Wienerkonventionen af 1969 nu er en del af folkeretlig sædvaneret. Jf. vedrørende en gennemgang af de relevante kilder, f.eks. F. Dubuisson, »Article 59 – Termination or suspension of the operation of a treaty implied by conclusion of a later treaty«, i O. Corten og P. Klein (red.), The Vienna Conventions on the Law of Treaties – A Commentary – bd. II (Oxford University Press, 2011), s. 1325, på s. 1329 og 1330.
( 287 ) – Jf. i denne henseende artikel 54 i Wienerkonventionen af 1969. Wienerkonventionen af 1969 fastsætter undtagelser (på visse betingelser): i tilfælde af væsentligt brud (artikel 60), opfyldelse bliver senere umulig (artikel 61), fundamental ændring af omstændigheder (artikel 62), afbrydelse af diplomatiske eller konsulære forbindelser (artikel 63), og opståen af en ny tvingende norm i almindelig mellemfolkelig ret (artikel 64).
( 288 ) – Dette fremgår tydeligt af artikel 30 i Wienerkonventionen af 1969 om anvendelse af successive traktater vedrørende samme emne.
( 289 ) – Artikel 73 i Wienerkonventionen af 1969. Under alle omstændigheder har Wienerkonventionen af 1969 forrang (jf. artikel 7 i Wienerkonventionen af 1986) i de tilfælde, hvor både Wienerkonventionen af 1969 og Wienerkonventionen af 1986 kan finde anvendelse (f.eks. i forbindelse med forholdet mellem en bilateral aftale mellem to stater og en aftale mellem en stat og en international organisation).
( 290 ) – United Nations Treaty Series, bd. 1946, s. 3.
( 291 ) – Jf. artikel 2, stk. 1, litra g), i Wienerkonventionen af 1969.
( 292 ) – Artikel 1, stk. 1, i og tredje betragtning til forordning nr. 1219/2012.
( 293 ) – Jf. punkt 69-76 i bilaget til dette forslag til afgørelse.
( 294 ) – Dom af 7.3.1996, Parlamentet mod Rådet (C-360/93, EU:C:1996:84).
( 295 ) – Dom af 7.3.1996, Parlamentet mod Rådet (C-360/93, EU:C:1996:84).
( 296 ) – Rådets direktiv 90/531/EØF af 17.9.1990 om fremgangsmåderne ved tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation (EFT 1990, L 297, s. 1).
( 297 ) – Dom af 7.3.1996, Parlamentet mod Rådet (C-360/93, EU:C:1996:84, præmis 30).
( 298 ) – Singapore, Den Europæiske Union og de 28 medlemsstater er parter i aftalen om offentlige udbud. Denne aftale indgår i bilag 4 til WTO-overenskomsten, der indeholder en liste over de multilaterale handelsaftaler. Den er følgelig kun en del af WTO-overenskomsten for de WTO-medlemmer, der har accepteret den (og er kun bindende for disse medlemmer) (artikel II, stk. 3, i WTO-overenskomsten). Singapore, Den Europæiske Union og de 28 medlemsstater er også parter i den reviderede WTO-aftale om offentlige indkøb, som trådte i kraft den 6.4.2014.
( 299 ) – Jf. desuden punkt 402 ovenfor.
( 300 ) – Jf. EUSFTA’s artikel 10.4.
( 301 ) – EUT 2012, C 326, s. 309.
( 302 ) – Dette mål er også afspejlet i artikel 3, stk. 3, TEU.
( 303 ) – Jf. punkt 77-91 i bilaget til mit forslag til afgørelse.
( 304 ) – Dom af 18.7.2013, Daiichi Sankyo og Sanofi-Aventis Deutschland (C-414/11, EU:C:2013:520).
( 305 ) – Kommissionen har henvist til den nævnte doms præmis 52.
( 306 ) – Kommissionen har henvist til den nævnte doms præmis 53.
( 307 ) – Dom af 12.5.2005, Regione autonoma Friuli-Venezia Giulia og ERSA (C-347/03, EU:C:2005:285).
( 308 ) – TRIPS-aftalens artikel 61 bestemmer. »Medlemmerne skal fastsætte strafferetlige procedurer og straffe i det mindste i de tilfælde, hvor der er tale om forsætlig varemærkeforfalskning eller piratkopiering af ophavsretligt beskyttet materiale i kommercielt omfang. Sanktionerne skal omfatte frihedsstraf eller bøder, der er tilstrækkelige til at virke afskrækkende og i overensstemmelse med straffeniveauet for forbrydelser af tilsvarende omfang. Om nødvendigt skal sanktionerne også omfatte beslaglæggelse, konfiskation og tilintetgørelse af de varer, der betegner en krænkelse, samt af alle materialer og redskaber, der hovedsagelig er blevet anvendt til at begå lovovertrædelsen. Medlemmerne kan fastsætte strafferetlige procedurer og straffe i andre tilfælde af krænkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, navnlig dersom de begås forsætligt og har kommercielt omfang«.
( 309 ) – Dom af 18.7.2013, Daiichi Sankyo og Sanofi-Aventis Deutschland (C-414/11, EU:C:2013:520).
( 310 ) – Dom af 18.7.2013, Daiichi Sankyo og Sanofi-Aventis Deutschland (C-414/11, EU:C:2013:520).
( 311 ) – Dom af 12.5.2005, Regione autonoma Friuli-Venezia Giulia og ERSA (C-347/03, EU:C:2005:285).
( 312 ) – 1161 UNTS 30.
( 313 ) – 36 ILM 65.
( 314 ) – 36 ILM 76.
( 315 ) – 828 UNTS 305.
( 316 ) – 9 ILM 978.
( 317 ) – 39 ILM 1047.
( 318 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1257/2012 af 17.12.2012 om gennemførelse af et forstærket samarbejde om indførelse af enhedspatentbeskyttelse (EUT 2012, L 361, s. 1), og Rådets forordning (EU) nr. 1260/2012 af 17.12.2012 om gennemførelse af et forstærket samarbejde om indførelse af enhedspatentbeskyttelse for så vidt angår gældende oversættelsesordninger (EUT 2012, L 361, s. 89).
( 319 ) – I denne bestemmelse bekræfter parterne deres forpligtelser under Patentsamarbejdstraktaten og forpligter sig til at gøre enhver rimelig indsats for at overholde artikel 1-16 i Patentlovstraktaten på en måde, som stemmer overens med deres nationale lovgivning og procedurer.
( 320 ) – Dom af 18.7.2013, Daiichi Sankyo og Sanofi-Aventis Deutschland (C-414/11, EU:C:2013:520).
( 321 ) – Udtalelse 1/94 af 15.11.1994 (EU:C:1979:384, præmis 55-71). Med undtagelse af specifikke foranstaltninger med henblik på at forhindre varemærkeforfalskede varers overgang til fri omsætning var TRIPS-aftalen ikke omfattet af den fælles handelspolitik. Domstolen begrundede dette standpunkt med den omstændighed, at intellektuelle ejendomsrettigheder vedrører »den internationale handel, men i lige så høj grad, om ikke i højere grad, den interne handel«. På det pågældende tidspunkt henviste traktatens bestemmelse om den fælles handelspolitik imidlertid ikke til handelsrelaterede aspekter af intellektuelle ejendomsrettigheder.
( 322 ) – Dom af 18.7.2013, Daiichi Sankyo og Sanofi-Aventis Deutschland (C-414/11, EU:C:2013:520, præmis 53).
( 323 ) – Jf. i denne retning dom af 18.7.2013, Daiichi Sankyo og Sanofi-Aventis Deutschland (C-414/11, EU:C:2013:520, præmis 54).
( 324 ) – Dom af 18.7.2013, Daiichi Sankyo og Sanofi-Aventis Deutschland (C-414/11, EU:C:2013:520, præmis 55).
( 325 ) – Dom af 18.7.2013, Daiichi Sankyo og Sanofi-Aventis Deutschland (C-414/11, EU:C:2013:520, præmis 58).
( 326 ) – Jf. f.eks. generaladvokat Wahls forslag til afgørelse i udtalelsessag 3/15 (EU:C:2016:657, punkt 64-66); jf. desuden dom af 12.5.2005, Regione autonoma Friuli-Venezia Giulia og ERSA (C-347/03, EU:C:2005:285, præmis 81-83).
( 327 ) – Jf. desuden punkt 102 ovenfor.
( 328 ) – Når den tilsidesatte forpligtelses indhold bestemmer retsmidlets indhold (som det er tilfældet med gengældelsesmæssig suspension af indrømmelser eller forpligtelser), kan dette indikere en indholdsmæssig sammenhæng mellem de to typer forpligtelser. Det særtræk ved krydsgengældelse, som Domstolen henviste til i dommen i sagen Daiichi Sankyo og Sanofi-Aventis Deutschland, synes imidlertid at være, at der ikke nødvendigvis er en sådan forbindelse. For fuldstændighedens skyld skal jeg bemærke, at EUSFTA’s artikel 15.12 giver mulighed for, at en part er berettiget til at suspendere forpligtelser, som udspringer af en hvilken som helst bestemmelse, hvorpå kapitel femten (tvistbilæggelse) finder anvendelse.
( 329 ) – Jf. dom af 18.7.2013, Daiichi Sankyo og Sanofi-Aventis Deutschland (C-414/11, EU:C:2013:520, præmis 51).
( 330 ) – Generaladvokat Wahls forslag til afgørelse i udtalelsessag 3/15 (EU:C:2016:657, punkt 56).
( 331 ) – Punta del Este-erklæringen af 1986, som indledte Uruguayrunden af handelsforhandlinger, der resulterede i oprettelsen af WTO, beskrev denne forbindelse således: »In order to reduce the distortions and impediments to international trade, and taking into account the need to promote effective and adequate protection of intellectual property rights, and to ensure that measures and procedures to enforce intellectual property rights do not themselves become barriers to legitimate trade, the negotiations shall aim to clarify GATT provisions and elaborate as appropriate new rules and disciplines.«
( 332 ) – Jf. dom af 20.10.1993, Phil Collins m.fl. (C-92/92 og C-326/92, EU:C:1993:847, præmis 20), og af 4.10.2011, Football Association Premier League m.fl. (C-403/08 og C-429/08, EU:C:2011:631, præmis 107 og den deri nævnte retspraksis).
( 333 ) – Artikel 6a, stk. 1, i Bernerkonventionen til værn for litterære og kunstneriske værker, som ajourført og ændret. Denne ideelle rettighed er ikke indarbejdet i TRIPS-aftalen (jf. TRIPS-aftalens artikel 9, stk. 1). Jf. også dom af 20.10.1993, Phil Collins m.fl. (C-92/92 og C-326/92, EU:C:1993:847, præmis 20).
( 334 ) – Jf. punkt 93 ovenfor.
( 335 ) – Jf. dom af 22.10.2013, Kommissionen mod Rådet (C-137/12, EU:C:2013:675).
( 336 ) – Jf. dom af 22.10.2013, Kommissionen mod Rådet (C-137/12, EU:C:2013:675, præmis 70). Jf. også præmis 72).
( 337 ) – Jf. bl.a. punkt 109 ovenfor.
( 338 ) – Jf. f.eks. TRIPS-aftalens artikel 2, stk. 1.
( 339 ) – Som EUSFTA’s forfattere f.eks. gjorde i en væsentlig del af kapitel ti om offentlige udbud, jf. punkt 402 ovenfor.
( 340 ) – Dom af 28.7.2016, Rådet mod Kommissionen (C-660/13, EU:C:2016:616, præmis 40). Jf. også punkt 102 og 111 (samt den deri nævnte retspraksis) i mit forslag til afgørelse i denne sag (EU:C:2015:787).
( 341 ) – Dom af 18.7.2013, Daiichi Sankyo og Sanofi-Aventis Deutschland (C-414/11, EU:C:2013:520).
( 342 ) – 815 UNTS 89.
( 343 ) – Artikel 14 i den internationale konvention om beskyttelse af plantenyheder.
( 344 ) – Det er gjort gældende, at det tydeligt fremgår af EUSFTA’s artikel 11.36, stk. 3, at kapitel 11 ikke er til hinder for, at parterne anvender deres nationale lovgivning, eller kræver, at de ændrer deres nationale lovgivning for at anvende intellektuelle ejendomsrettigheder. Jeg fortolker imidlertid denne bestemmelse således, at den simpelthen betyder, at kapitel 11 ikke nødvendigvis kræver, at eksisterende lovgivning vedrørende håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder skal ændres.
( 345 ) – Jf. dom af 22.10.2013, Kommissionen mod Rådet (C-137/12, EU:C:2013:675).
( 346 ) – TRIPS-aftalens artikel 9, stk. 1, første punktum, bestemmer, at WTO-medlemmerne skal efterkomme artikel 1-21 i Bernerkonventionen og tillægget dertil. I andet punktum tilføjes det imidlertid, at WTO-medlemmerne ikke har rettigheder eller forpligtelser i henhold til TRIPS-aftalen i henseende til de rettigheder, der indrømmes i henhold til Bernerkonventionens artikel 6a, eller de deraf afledte rettigheder.
( 347 ) – Jf. punkt 437 ovenfor.
( 348 ) – Jf. punkt 437 ovenfor.
( 349 ) – Jf. punkt 109 ovenfor.
( 350 ) – Jf. punkt 92-97 i bilaget til mit forslag til afgørelse.
( 351 ) – Et tydeligt eksempel er SCM-aftalen, som indgår i bilag 1A til WTO-overenskomsten og supplerer GATT-aftalens artikel XVI (ifølge EUSFTA’s artikel 12.5 og 12.7 tager EUSFTA’s bestemmelser om subsidier udgangspunkt i SCM-aftalen). SCM-aftalens formål er at forbyde og regulere subsidier, der ydes virksomheder på en måde, som kan fordreje konkurrencevilkårene til fordel for den indenlandske produktion, samt regulere tiltag, som WTO-medlemmer kan indføre for at modvirke virkningerne af subsidier.
( 352 ) – Indledende WTO-initiativer i forbindelse med behovet for en multilateral ramme med henblik på at styrke konkurrencepolitikkens bidrag til den internationale samhandel og udvikling og for øget teknisk bistand og opbygning af kapacitet på dette område har ikke ført til forhandlinger om konkurrencelovgivning i WTO. Jf. »Working Group on the Interaction between Trade and Competition Policy (WGTCP) – History, Mandates and Decisions« på følgende adresse: /english/tratop_e/comp_e/history_e.htm#cancun, samt »The July 2004 package« på følgende adresse: /english/tratop_e/dda_e/dda_package_july04_e.htm
( 353 ) – EUSFTA’s artikel 12.1, stk. 2, og artikel 12.2.
( 354 ) – Jf. EUSFTA’s artikel 12.1, stk. 1, sidste punktum.
( 355 ) – EUSFTA’s artikel 12.3.
( 356 ) – EUSFTA’s artikel 12.5-12.8 og bilag 12-A.
( 357 ) – Jf. EUSFTA’s artikel 12.7, stk. 1.
( 358 ) – EUSFTA’s artikel 12.7, stk. 2, andet afsnit.
( 359 ) – Jf. analogt dom af 22.10.2013, Kommissionen mod Rådet (C-137/12, EU:C:2013:675, præmis 66 og 67).
( 360 ) – Forordning af 20.1.2004 (»EF-fusionsforordningen«) (EUT 2004, L 24, s. 1).
( 361 ) – Jf. punkt 508-513 nedenfor.
( 362 ) – Jf. punkt 13-18 i bilaget til mit forslag til afgørelse.
( 363 ) – Jf. punkt 98-112 i bilaget til mit forslag til afgørelse.
( 364 ) – EUSFTA’s artikel 13.17.
( 365 ) – Artikel 207, stk. 1, sidste punktum, TEUF.
( 366 ) – Artikel 21, stk. 2, litra f), TEUF. Jf. også artikel 3, stk. 5, TEU og artikel 11 TEUF. Ifølge den sidstnævnte bestemmelse skal miljøbeskyttelseskrav »integreres i udformningen og gennemførelsen af Unionens politikker og aktioner, især med henblik på at fremme en bæredygtig udvikling«.
( 367 ) – Begge muligheder er afspejlet i EUSFTA’s artikel 13.1, stk. 3.
( 368 ) – Dette formål har også været relevant for appelorganets fortolkning af navnlig den almindelige undtagelsesklausul i artikel XX i GATT 1994. Jf. f.eks. appelorganets rapport, United States – Import Prohibition of Certain Shrimp and Shrimp Products, WT/DS58/AB/R, vedtaget 6.11.1998, DSR 1998:VII, s. 2755, punkt 129-131 og 152-155, og appelorganets rapport, India – Certain Measures relating to Solar Cells and Solar Modules, WT/DS456/AB/R, vedtaget 14.10.2016, endnu ikke trykt, punkt 5.72.
( 369 ) – Jf. dom af 22.10.2013, Kommissionen mod Rådet (C-137/12, EU:C:2013:675, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).
( 370 ) – Jf. bl.a. udtalelse 1/78 af 4.10.1979 (EU:C:1979:224), og dom af 26.3.1987, Kommissionen mod Rådet (45/86, EU:C:1987:163), af 29.3.1990, Grækenland mod Rådet (C-62/88, EU:C:1990:153), og af 12.12.2002, Kommissionen mod Rådet (C-281/01, EU:C:2002:761).
( 371 ) – Udtalelse 2/00 af 6.12.2001 (EU:C:2001:664, præmis 40).
( 372 ) – Dom af 8.9.2009, Kommissionen mod Parlamentet og Rådet (C-411/06, EU:C:2009:518).
( 373 ) – EUT 2006, L 190, s. 1.
( 374 ) – Dom af 8.9.2009, Kommissionen mod Parlamentet og Rådet (C-411/06, EU:C:2009:518, præmis 72).
( 375 ) – EUSFTA’s artikel 7.1.
( 376 ) – EUSFTA’s artikel 7.3.
( 377 ) – Jf. bl.a. punkt 103 ovenfor.
( 378 ) – EUSFTA’s artikel 7.4, litra a) og b).
( 379 ) – Udtalelse 1/94 af 15.11.1994 (EU:C:1994:384, præmis 33). Domstolen fastslog dette i forbindelse med TBT-aftalen, som finder anvendelse på bl.a. tekniske forskrifter og normer og fremgangsmåderne for vurdering af overensstemmelsen med tekniske forskrifter og normer.
( 380 ) – Jf. f.eks. artikel 1 i handelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Colombia og Peru på den anden side (EUT 2012, L 354, s. 3).
( 381 ) – Det i EUSFTA’s artikel 13.17 omhandlede ekspertpanels mandat var alene at »udarbejde en rapport […] med anbefalinger«. Jf. desuden punkt 523-535 nedenfor.
( 382 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 978/2012 af 25.10.2012 om anvendelse af et arrangement med generelle toldpræferencer og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 732/2008 (EUT 2012, L 303, s. 1), artikel 9-16.
( 383 ) – Jf. EUSFTA’s artikel 13.16 og 13.17 og punkt 490 ovenfor.
( 384 ) – Dette synspunkt understøttes af chartrets artikel 51, stk. 2, som fastsætter, at chartret ikke udvider anvendelsesområdet for EU-retten ud over Den Europæiske Unions kompetencer eller skaber nogen nye kompetencer eller nye opgaver for Den Europæiske Union, ligesom det heller ikke ændrer de kompetencer og opgaver, der er fastlagt i traktaterne.
( 385 ) – Dom af 11.6.2014, Kommissionen mod Rådet (C-377/12, EU:C:2014:1903).
( 386 ) – Unionen er part i denne aftale som følge af Rådets afgørelse 2012/272/EU af 14.5.2012 (EUT 2012, L 134, s. 3).
( 387 ) – Dom af 11.6.2014, Kommissionen mod Rådet (C-377/12, EU:C:2014:1903, præmis 59).
( 388 ) – Dom af 11.6.2014, Kommissionen mod Rådet (C-377/12, EU:C:2014:1903, præmis 38 og 49 og den deri nævnte retspraksis).
( 389 ) – Artikel 43, stk. 2, TEUF udgør retsgrundlaget for vedtagelsen af de nødvendige bestemmelser med henblik på bl.a. gennemførelsen af den fælles fiskeripolitik, som artikel 3, stk. 1, litra d), TEUF henviser til.
( 390 ) – Artikel 191, stk. 4, TEUF tildeler Den Europæiske Union kompetence til at indgå aftaler med tredjelande vedrørende miljøsamarbejde på de områder, hvor den har kompetence.
( 391 ) – Jf. i denne retning dom af 4.9.2014, Kommissionen mod Rådet (C-114/12, EU:C:2014:2151, præmis 75).
( 392 ) – Jf. punkt 113-118 i bilaget til mit forslag til afgørelse.
( 393 ) – Jf. punkt 7, 8, 10, 12, 15, 35, 37, 41, 42, 58, 72-75, 82, 88, 89, 95 og 96 i bilaget til mit forslag til afgørelse.
( 394 ) – EUSFTA’s artikel 14.1, litra a).
( 395 ) – Jf. EUSFTA’s artikel 14.2, stk. 1.
( 396 ) – Jf. fodnote 338 ovenfor. I det omfang disse særlige forpligtelser i andre kapitler vedrørende gennemsigtighed og administrativ og retslig prøvelse adskiller sig fra bestemmelserne i kapitel 14, gælder disse mere specifikke regler i andre kapitler (EUSFTA’s artikel 14.8).
( 397 ) – Jf. f.eks. dom af 22.10.2013, Kommissionen mod Rådet (C-137/12, EU:C:2013:675).
( 398 ) – Dette er grunden til, at WTO-aftalerne indeholder en bred række af forpligtelser, der har til formål at garantere beskyttelse mod sådanne hindringer i forbindelse med udarbejdelse, vedtagelse, ikrafttrædelse, offentliggørelse, gennemførelse, meddelelse og forvaltning samt (administrativ og retslig) prøvelse af foranstaltninger. Jf. f.eks. artikel X i GATT 1994.
( 399 ) – Jf. punkt 61-67 i bilaget til mit forslag til afgørelse.
( 400 ) – Jf. punkt 111, 112 og 119-123 i bilaget til mit forslag til afgørelse.
( 401 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 912/2014 af 23.7.2014 om oprettelse af en ramme for forvaltningen af økonomisk ansvar ved tvistbilæggelse mellem investorer og stater for voldgiftsretter, der er oprettet ved internationale aftaler, som Den Europæiske Union er part i (EUT 2014, L 257, s. 121).
( 402 ) – Udtalelse 1/94 af 15.11.1994 (EU:C:1994:384, præmis 20).
( 403 ) – Jf. udtalelse 1/91 af 14.12.1991 (EU:C:1991:490, præmis 40 og 70), udtalelse 1/09 af 8.3.2011 (EU:C:2011:123, præmis 74) og udtalelse 2/13 af 18.12.2014 (EU:C:2014:2454, præmis 182).
( 404 ) – Den gælder også, analogt, hvad angår de særlige bestemmelser om tvistbilæggelse i EUSFTA’s artikel 13.16 og 13.17.
( 405 ) – Den nævnte konventions artikel 67.
( 406 ) – Jf. i denne retning udtalelse 2/91 af 19.3.1993 (EU:C:1979:106, præmis 3-5). I denne sag var ILO’s statut til hinder for, at Det (daværende) Europæiske Fællesskab selv indgik konvention nr. 170.
( 407 ) – Dette følger af EUSFTA’s artikel 9.11, stk. 2, og artikel 9.15, stk. 2, sammenholdt med artikel 9.24, hvorefter retten kan afsige kendelse om økonomisk erstatning og eventuelt renter samt tilbagelevering af ejendom.
( 408 ) – Jf. også den fælles erklæring fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen, der er knyttet som bilag til forordning nr. 912/2014.
( 409 ) – Under alle omstændigheder henviser EUSFTA’s artikel 9.15, stk. 2, hvorefter Den Europæiske Union skal udpege den indklagede senest to måneder fra datoen for modtagelsen af meddelelsen om, at det er hensigten at indgå forlig, ikke (hverken eksplicit eller implicit) til denne forordning.
( 410 ) – Udtalelse 1/75 af 11.11.1975 (EU:C:1975:145, s. 1364). Jf. desuden udtalelse 1/94 af 15.11.1994 (EU:C:1994:384, præmis 21).
( 411 ) – Jf. i denne retning udtalelse 1/75 af 11.11.1975 (EU:C:1975:145, s. 1364).
( 412 ) – Udtalelse 1/78 af 4.10.1979 (EU:C:1979:224, præmis 60). Jf. desuden udtalelse 1/94 af 15.11.1994 (EU:C:1994:384, præmis 21).
( 413 ) – Jf. punkt 85 ovenfor.
( 414 ) – Hovedtrækkene ved diplomatisk beskyttelse er af FN’s Folkeretskommission beskrevet således, at de består i »[…] the invocation by a State, through diplomatic action or other means of peaceful settlement, of the responsibility of another State for an injury caused by an internationally wrongful act of that State to a natural or legal person that is a national of the former State with a view to the implementation of such responsibility«. FN’s Folkeretskommission, Draft Articles on Diplomatic Protection with commentaries (2006), vedtaget på Folkeretskommissionens 58. session og forelagt Generalforsamlingen som en del af Kommissionens rapport om arbejdet under denne session (A/61/10), Yearbook of the International Law Commission, 2006, bd. II, 2. del (»UN ILC Draft Articles on Diplomatic Protection«), artikel 1 og kommentar til artikel 1, stk. 2.
( 415 ) – Den Faste Domstol for Mellemfolkelig Retspleje, Mavrommatis Palestine Concessions (Grækenland mod Det Forenede Kongerige), P.C.I.J. Reports, 1924, Serie A, nr. 2, s. 12. Jf. også Den Internationale Domstol, sag vedrørende Barcelona Traction Light og Power Company Limited (Belgien mod Spanien), anden fase, dom af 5.2.1970, I.C.J. Reports 1970, s. 3, præmis 78.
( 416 ) – Den internationale Domstol, Interhandel-sagen (Schweiz mod Amerikas Forenede Stater), Preliminary objections, dom af 21.3.1959, I.C.J. Reports 1959, s. 6, på s. 27. Jf. også UN ILC Draft Articles on Diplomatic Protection, artikel 14 og kommentar til denne bestemmelse.
( 417 ) – Jf. vedrørende en historisk redegørelse for denne udvikling f.eks. K. Parlett, The Individual in the International Legal System: Continuity and Change in International Law (Cambridge University Press, 2011), s. 47-123 (om »The individual and international claims«).
( 418 ) – UN ILC Draft Articles on Diplomatic Protection, kommentar vedrørende artikel 17, stk. 2.
( 419 ) – Artikel 27, stk. 1, i ICSID-konventionen har følgende ordlyd: »[I]ngen kontraherende stat må yde diplomatisk beskyttelse eller rejse noget internationalt krav i forbindelse med en tvist, som en af dens statsborgere og en anden kontraherende stat har samtykket i at henvise eller allerede har henvist til voldgift under denne konvention, medmindre denne anden kontraherende stat har undladt at efterkomme en kendelse afsagt i en sådan tvist.«
( 420 ) – Jf. punkt 124-130 i bilaget til mit forslag til afgørelse.
( 421 ) – Jf. i denne retning udtalelse 1/94 af 15.11.1994 (EU:C:1994:384, præmis 107) og udtalelse 1/08 af 30.11.2009 (EU:C:2009:739, præmis 127).
( 422 ) – Dom af 28.4.2015, Kommissionen mod Rådet (C-28/12, EU:C:2015:282, præmis 47).
( 423 ) – Jf. bl.a. udtalelse 1/94 af 15.11.1994 (EU:C:1994:384, præmis 108) og udtalelse 2/00 af 6.12.2001 (EU:C:2001:664, præmis 18) samt dom af 20.4.2010, Kommissionen mod Sverige (C-246/07, EU:C:2010:203, præmis 73), og af 28.4.2015, Kommissionen mod Rådet (C-28/12, EU:C:2015:282, præmis 54).
( 424 ) – Fodnote 10 i visse sprogversioner.
( 425 ) – Fodnote 51 i visse sprogversioner.
Full & Egal Universal Law Academy