EUR-Lex -  62015CC0015 - DA

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

H. SAUGMANDSGAARD ØE

fremsat den 21. april 2016 ( 1 )

Sag C-15/15

New Valmar BVBA

mod

Global Pharmacies Partner Health Srl

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af rechtbank van koophandel te Gent (handelsretten i Gent, Belgien))

»Præjudiciel forelæggelse — frie varebevægelser — artikel 35 TEUF — forbud mod foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative udførselsrestriktioner — selskab etableret i det nederlandske sprogområde i Kongeriget Belgien — lovgivning, hvorefter fakturaer skal affattes på nederlandsk, idet de ellers er absolut ugyldige — kontrakt af grænseoverskridende karakter — restriktion — begrundelse — proportionalitet«

I – Indledning

1.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse indgivet af rechtbank van koophandel te Gent (handelsretten i Gent, Belgien) vedrører ifølge ordlyden af det forelagte spørgsmål fortolkningen af artikel 45 TEUF om arbejdskraftens frie bevægelighed.

2.

Det fremgår imidlertid af forelæggelsesafgørelsen, at hovedsagen, og dermed anmodningens genstand, reelt henhører under de frie varebevægelser og nærmere bestemt under forbuddet mod foranstaltninger med tilsvarende virkning som udførselsrestriktioner mellem medlemsstaterne, som er fastsat i artikel 35 TEUF.

3.

Denne anmodning er således blevet indgivet under en tvist mellem et selskab etableret i det nederlandske sprogområde i Kongeriget Belgien og et selskab etableret i Italien vedrørende den omstændighed, at sidstnævnte selskab, som er knyttet til det belgiske selskab ved en koncessionskontrakt, har undladt at betale flere fakturaer. De omhandlede fakturaer var affattet på italiensk, selv om disse fakturaer i henhold til den belgiske lovgivning, som finder anvendelse på dem, ifølge den forelæggende ret udelukkende burde have været affattet på nederlandsk, idet retten ellers ex officio skal erklære dem ugyldige.

4.

Henset til Las-dommen ( 2 ), hvori Domstolen fastslog, at de tilsvarende bestemmelser om arbejdskontrakter, der er indeholdt i denne lov, ikke var forenelige med EU-retten, ønsker den forelæggende ret oplyst, om denne lovgivning ligeledes kan have en afskrækkende virkning for den grænseoverskridende handel, der udøves af belgiske selskaber etableret i regionen Flandern, og følgelig udgør en forbudt restriktion for udøvelsen af den frie bevægelighed. Såfremt dette er tilfældet, ønsker den forelæggende ret endvidere oplyst, om disse eventuelle restriktive foranstaltninger kan begrundes i et eller flere almene hensyn, og i bekræftende fald om foranstaltningerne står i et rimeligt forhold til de hermed forfulgte formål.

II – Nationale retsforskrifter

5.

Den belgiske forfatning ( 3 ) bestemmer i artikel 4, at »Belgien består af fire sprogområder: det franske sprogområde, det nederlandske sprogområde, den tosprogede hovedstadsregion Bruxelles og det tyske sprogområde«.

6.

Det følger af forfatningens artikel 129, stk. 1, nr. 3, at »[d]et tilkommer parlamentet for henholdsvis det franske fællesskab og det flamske fællesskab, og ikke forbundslovgiver, at udstede dekreter om anvendelse af sprog for: [...] de sociale relationer mellem arbejdsgiverne og deres ansatte og de ved lov og administrativt foreskrevne akter og dokumenter fra virksomheder«. Nævnte fællesskaber er delstatsenheder i den belgiske stat.

7.

Wetten op het gebruik van talen in bestuurszaken (love om anvendelse af sprog i forvaltningssager) ( 4 ) bestemmer i artikel 52, stk. 1, at »håndværks- og industrivirksomheder og handels- og finansvirksomheder anvender sproget for den region, hvor de har deres driftssted eller driftssteder, i de akter og dokumenter, der er foreskrevet ved lov eller bekendtgørelse [...]«.

8.

Parlement van de Vlaamse Gemeenschap (parlamentet for det flamske fællesskab) vedtog i 1973 vlaamse taaldecreet (flamsk dekret om anvendelse af sprog) ( 5 ) på grundlag af forfatningens artikel 129, stk. 1, nr. 3.

9.

Dekretets artikel 1 bestemmer i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen, at dekretet »finder anvendelse på fysiske og juridiske personer, der har et driftssted i det nederlandske sprogområde«, og at det »indeholder regler om anvendelse af sprog i de sociale relationer mellem arbejdsgivere og arbejdstagere og i de ved lov foreskrevne akter og dokumenter fra virksomheder«.

10.

Dekretets artikel 2 præciserer, at »[i] de sociale relationer mellem arbejdsgivere og arbejdstagere og i de ved lov fastsatte akter og dokumenter fra virksomheder skal der udelukkende anvendes nederlandsk«. I dekretets artikel 5, første afsnit, tilføjes, at »[a]rbejdsgiveren udfærdiger alle arbejdsgiverens ved lov foreskrevne akter og dokumenter på nederlandsk [...]«.

11.

Dekretets artikel 10, første afsnit, bestemmer med hensyn til sanktioner, at »[d]okumenter eller akter, der er i strid med dette dekret, er ugyldige. Retten fastslår ugyldigheden ex officio«. Artikel 10, andet og tredje afsnit, bestemmer, at der »[i] dommen træffes ex officio bestemmelse om, at de omhandlede dokumenter erstattes«, og at »[u]gyldigheden først hæves med virkning fra den dato, hvor erstatningen foretages, for så vidt angår skriftlige dokumenter fra den dato, hvor erstatningsdokumenterne indleveres til arbejdsrettens justitskontor«.

12.

Efter Las-dommen ( 6 ) blev visse af nævnte dekrets bestemmelser ændret, men først med virkning fra den 2. maj 2014 ( 7 ), dvs. efter de faktiske omstændigheder i tvisten i hovedsagen, og kun på området for sociale relationer mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, som ikke er genstand for denne tvist.

III – Tvisten i hovedsagen, det præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne for Domstolen

13.

Den 12. november 2010 indgik New Valmar BVBA (herefter »New Valmar«), hvis vedtægtsmæssige hjemsted er beliggende i det nederlandske sprogområde i Kongeriget Belgien, og Global Pharmacies Partner Health Srl (herefter »GPPH«), der er et selskab etableret i Italien, en kontrakt, hvorved sidstnævnte blev udpeget som New Valmars eneste koncessionshaver på det italienske område, og som skulle udløbe den 31. december 2014.

14.

I henhold til nævnte koncessionskontrakts artikel 18 var kontrakten undergivet italiensk ret, og retterne i Gent (Belgien) skulle have kompetence til at påkende eventuelle tvister mellem parterne.

15.

Ved anbefalet brev af 29. december 2011 hævede New Valmar kontrakten før tid med virkning fra den 1. juni 2012.

16.

Ved stævning af 30. marts 2012 anlagde New Valmar sag ved rechtbank van koophandel te Gent (handelsretten i Gent) med påstand om, at GPPH blev tilpligtet at betale et beløb på ca. 234192 EUR til fyldestgørelse af flere ubetalte fakturaer.

17.

GPPH fremsatte et modkrav og nedlagde påstand om, at New Valmar blev tilpligtet at betale en godtgørelse på 1467448 EUR for retsstridig ophævelse af koncessionskontrakten.

18.

Over for hovedpåstanden har GPPH gjort gældende, at de omhandlede fakturaer er ugyldige, eftersom fakturaerne, til trods for, at de udgør »akter og dokumenter, der er foreskrevet ved lov eller bekendtgørelse« som omhandlet i de koordinerede love og det flamske dekret om sproganvendelse, ikke er i overensstemmelse med de i denne lovgivning indeholdte regler, der har karakter af grundlæggende retsprincipper.

19.

Det fremgår ligeledes af forelæggelsesafgørelsen, at bortset fra oplysninger om New Valmars identitet, oplysninger om merværdiafgift (moms) og bankoplysninger er alle standardformuleringer og almindelige betingelser, der fremgår af disse fakturaer, affattet på et andet sprog end nederlandsk, nemlig på italiensk, selv om New Valmar er etableret i det nederlandske sprogområde i Kongeriget Belgien.

20.

Den 14. januar 2014, dvs. under sagen, tilstillede New Valmar GPPH en oversættelse til nederlandsk af de omhandlede fakturaer. Den forelæggende ret har præciseret, at en sådan oversættelse ikke gælder som »erstatning« i henhold til den flamske sproglovgivning, og at de omtvistede fakturaer fortsat er behæftet med absolut ugyldighed i henhold til belgisk ret.

21.

New Valmar har ikke bestridt, at de omhandlede fakturaer ikke overholder nævnte lovgivning. New Valmar har imidlertid bl.a. gjort gældende, at lovgivningen er i strid med EU-retten, navnlig artikel 26, stk. 2, TEUF, artikel 34 TEUF og artikel 35 TEUF vedrørende de frie varebevægelser.

22.

I denne sammenhæng har rechtbank van koophandel te Gent (handelsretten i Gent) ved afgørelse af 18. december 2014, indgået til Domstolen den 16. januar 2015, besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 45 TEUF fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en lovgivning i en delstatsenhed af en medlemsstat, såsom i det foreliggende tilfælde Vlaamse Gemeenschap in de federale Staat België (det flamske fællesskab i forbundsstaten Belgien), hvorefter enhver virksomhed, der har sit driftssted på denne enheds område, i henhold til artikel 52 i [de koordinerede love], sammenholdt med artikel 10 i [det flamske dekret om sproganvendelse], er pålagt en pligt til at udstede fakturaer af grænseoverskridende karakter udelukkende på denne delstatsenheds officielle sprog, idet tilsidesættelse heraf medfører fakturaernes ugyldighed, som fastslås af retten ex officio?«

23.

New Valmar, den belgiske og den litauiske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg til Domstolen. New Valmar, den belgiske regering og Kommissionen deltog under retsmødet den 26. januar 2016.

IV – Bedømmelse

A – Om det præjudicielle spørgsmåls indhold

24.

Inden der foretages en realitetsbehandling af nærværende anmodning om præjudiciel afgørelse, bør det, henset til den tvivl, der er blevet rejst i indlæggene for Domstolen, i flere henseender undersøges, om det forelagte spørgsmål er begrundet.

1. Om den lovgivning, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen

25.

Da tvisten i hovedsagen er af grænseoverskridende karakter, skal det indledningsvis sikres, at de bestemmelser i belgisk ret, som den forelæggende ret har henvist til, faktisk kan finde anvendelse på den i hovedsagen omhandlede situation, således som den forelæggende ret forudsætter. Kommissionen har med rette rejst problemstillingen med hensyn til lovvalg, selv om Domstolen ikke direkte er blevet forespurgt herom, idet det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at den koncessionskontrakt, som tvistens parter har indgået, udtrykkeligt fastsatte, at kontrakten var undergivet italiensk ret, og ikke belgisk ret, som er genstand for det præjudicielle spørgsmål.

26.

I sager om kontraktforhold skal parternes valg af, hvilken lov der finder anvendelse, i princippet respekteres af retten i overensstemmelse med artikel 3 i forordning (EF) nr. 593/2008 ( 8 ). Der findes ikke desto mindre afvigelser fra det grundlæggende princip om partsautonomi ( 9 ), bl.a. som følge af den mulige anvendelse af internationalt ufravigelige bestemmelser, kaldet »overordnede præceptive bestemmelser«, på de strenge betingelser, der er fastsat i forordningens artikel 9, idet det imidlertid præciseres, at anvendelsen af en sådan undtagelse kun må ske »under ekstraordinære omstændigheder« ( 10 ).

27.

I det foreliggende tilfælde er det muligt, at den flamske sproglovgivning finder anvendelse på tvisten i hovedsagen på trods af, at de kontraherende parter har valgt italiensk ret, og det fremgår dermed ikke klart, at anmodningen om præjudiciel afgørelse er af hypotetisk karakter ( 11 ), for så vidt som den forelæggende ret er af den opfattelse, at den flamske sproglovgivning, som den tilsigter at anvende, udgør en »overordnet præceptiv bestemmelse« i domstolslandet som omhandlet i Rom I-forordningens artikel 9 ( 12 ), hvilket det tilkommer denne ret konkret at fastslå.

28.

I denne henseende bemærkes, at artikel 9, stk. 1, definerer begrebet »overordnede præceptive bestemmelser« som »bestemmelser, hvis overholdelse af et land anses for at være [...] afgørende for beskyttelsen af dets offentlige interesser, som f.eks. dets politiske, sociale og økonomiske struktur«. Da denne definition ikke i sig selv er tilstrækkelig til at identificere, hvilke nationale regler – blandt de regler, som er af ufravigelig karakter – der faktisk er omfattet af dette begreb, er retterne i medlemsstaterne forpligtet til at angive grundene til, at de relevante bestemmelser i den omhandlede lovgivning i det enkelte tilfælde skal anvendes frem for et andet lands ret ( 13 ). Med henblik på at foretage en sådan kvalificering skal der tages hensyn til en række objektive kriterier, således som Domstolen har anført vedrørende en retsakt, som Rom I-forordningen er afledt af ( 14 ).

2. Om indholdet af den omhandlede sproglovgivning

29.

Såfremt det antages at være fastslået, at den flamske sproglovgivning skal finde anvendelse på tvisten i hovedsagen, skal indholdet af de bestemmelser, der finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, dernæst undersøges, henset til de forskelle, der kan iagttages mellem den fremstilling af den nationale retlige ramme, der er foretaget i forelæggelsesafgørelsen, og den, der fremgår af den belgiske regerings skriftlige og mundtlige indlæg.

30.

I modsætning til, hvad den forelæggende ret synes at lægge til grund, har den belgiske regering således anført, at den flamske sproglovgivning hverken pålægger en retlig forpligtelse til på fakturaen at anføre fakturaens betingelser eller salgsbetingelserne eller til at anføre disse angivelser på nederlandsk. Den belgiske regering har gjort gældende, at det kun er de angivelser, som kræves anført i henhold til momslovgivningen ( 15 ), der nødvendigvis skal være affattet på nederlandsk i henhold til artikel 2 i det flamske dekret om sproganvendelse ( 16 ). Ifølge den belgiske regering vil det således være ganske enkelt for kunden at forstå disse oplysninger, som hovedsageligt angives i tal, eller, såfremt det måtte være nødvendigt, at rådføre sig med en oversættelse af disse obligatoriske angivelser til alle Den Europæiske Unions sprog, idet de svarer til de angivelser, der er harmoniseret og opregnet i artikel 226 i direktiv 2006/112/EF ( 17 ).

31.

I overensstemmelse med fast retspraksis skal Domstolen, når indholdet af forelæggelsesafgørelsen bestrides af en af parterne i den præjudicielle procedure, i princippet begrænse sin prøvelse til de forhold, som den forelæggende ret har besluttet at forelægge for den, navnlig hvad angår den fremgangsmåde for anvendelsen af den relevante nationale lovgivning, som den forelæggende ret anser for at være fastslået, idet fortolkningen af nationale bestemmelser alene tilkommer medlemsstaternes retter ( 18 ). Uanset hvilken kritik den belgiske regering er fremkommet med vedrørende den fortolkning af national ret, som den forelæggende ret har anlagt, skal behandlingen af nærværende anmodning om præjudiciel afgørelse derfor tage udgangspunkt i den fortolkning af national ret, som den forelæggende ret har foretaget ( 19 ).

32.

I forbindelse med en præjudiciel afgørelse kan Domstolen imidlertid om nødvendigt give anvisninger med henblik på at vejlede den nationale ret i dens fortolkning af national lovgivning og i dens bedømmelse af, om denne nationale lovgivning er i overensstemmelse med EU-retten ( 20 ). Efter min opfattelse påhviler det i det foreliggende tilfælde den forelæggende ret nærmere bestemt at efterprøve, i hvilket omfang den omhandlede sproglovgivning faktisk bestemmer, at samtlige de angivelser, som fremgår af fakturaer, der udstedes af et selskab med hjemsted i regionen Flandern, udelukkende skal affattes på nederlandsk.

3. Om omformuleringen af det præjudicielle spørgsmål

a) Om nødvendigheden af en omformulering

33.

Det fremgår af det præjudicielle spørgsmål, at den forelæggende ret har anmodet Domstolen om en fortolkning af artikel 45 TEUF, som fastsætter arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen. Det forekommer mig imidlertid at være åbenbart, at der er tale om en materiel fejl, som eventuelt er opstået på baggrund af den omstændighed, at Las-dommen ( 21 ) – den tidligere dom, som er nævnt gentagne gange i forelæggelsesafgørelsen – vedrørte nævnte artikel.

34.

Under alle omstændigheder er det klart, at tvisten i hovedsagen ikke henhører under anvendelsesområdet for denne bestemmelse, idet den vedrører et handelsmæssigt forhold mellem et belgisk selskab og et italiensk selskab, og ingen af oplysningerne i sagens akter gør det muligt at knytte tvisten til arbejdskraftens frie bevægelighed.

35.

Den således nævnte henvisningsfejl kan imidlertid ikke medføre, at anmodningen om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling, således som den belgiske regering principalt har anført. Det følger nemlig af fast retspraksis, at Domstolen som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, der er indført ved artikel 267 TEUF, har mulighed for at omformulere de spørgsmål, den forelægges, med henblik på at kunne give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den ( 22 ).

36.

Det tilkommer herved Domstolen ud fra samtlige de oplysninger, der er fremlagt af den nationale ret, og navnlig af forelæggelsesafgørelsens præmisser, at udlede de EU-retlige elementer, som det under hensyn til tvistens genstand er nødvendigt at fortolke ( 23 ). Det fremgår således af forelæggelsesafgørelsens præmisser, at sagsøgeren i hovedsagen, New Valmar, principalt har gjort gældende, at den omhandlede nationale lovgivning ikke er i overensstemmelse med artikel 26, stk. 2, TEUF, artikel 34 TEUF og artikel 35 TEUF, og at selskabet subsidiært har opfordret den forelæggende ret til at anmode Domstolen om en præjudiciel afgørelse vedrørende netop disse primærretlige bestemmelser om de frie varebevægelser.

37.

I lighed med samtlige de parter, der har afgivet indlæg, dvs. New Valmar, den belgiske regering (subsidiært), den litauiske regering og Kommissionen, er det derfor min opfattelse, at det forelagte spørgsmål skal omformuleres således, at anmodningen om præjudiciel afgørelse faktisk vedrører fortolkningen af EUF-traktatens bestemmelser om de frie varebevægelser, nærmere bestemt traktatens artikel 35, af de grunde, som jeg nu vil redegøre for.

b) Om de EU-retlige bestemmelser, der skal fortolkes

i) Fastlæggelsen af de relevante bestemmelser i EUF-traktaten

38.

Selv om New Valmar både har påberåbt sig artikel 26, stk. 2, TEUF, artikel 34 TEUF og artikel 35 TEUF, forekommer det mig ikke desto mindre kun at være sidstnævnte bestemmelse, der direkte svarer til genstanden for tvisten i hovedsagen, og som således giver anledning til en fortolkning i forbindelse med nærværende sag.

39.

Det fremgår nemlig af forelæggelsesafgørelsen, at denne tvist, som vedrører betalingen af fakturaer affattet på italiensk og ikke på nederlandsk, er opstået inden for rammerne af en levering af varer foretaget af en koncessionsgiver etableret i Belgien til en koncessionshaver etableret i Italien. Det spørgsmål, der er forelagt for Domstolen, vedrører således nærmere bestemt spørgsmålet om, hvorvidt de sprogkrav, der følger af den nationale lovgivning, som den forelæggende ret har henvist til, kan begrænse en sådan eksport inden for EU af varer, der hidrører fra Belgien.

40.

Artikel 26, stk. 2, TEUF begrænser sig til generelt at nævne princippet om den frie bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital inden for det indre marked. Hvad angår artikel 34 TEUF vedrører den foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative indførselsrestriktioner og ikke foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative udførselsrestriktioner mellem medlemsstaterne, som er forbudt i henhold til artikel 35 TEUF. Efter min opfattelse er det derfor nærmere bestemt i lyset af sidstnævnte artikel, at en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede skal behandles, således som Kommissionen har anført.

ii) Den eventuelle betydning af bestemmelserne i direktiv 2006/112

41.

Kun den belgiske regering er af den opfattelse, at de omhandlede nationale foranstaltningers overensstemmelse med EU-retten skal bedømmes udelukkende på grundlag af de afledte retsregler, der finder anvendelse på momsområdet, navnlig direktiv 2006/112, med den begrundelse, at de primærretlige regler ikke kan være referencebestemmelser, når der findes en fuldstændig harmonisering for så vidt angår indholdet af fakturaer ( 24 ).

42.

Den belgiske regering har gjort gældende, at direktivets artikel 248a ( 25 ) gør det muligt for medlemsstaterne i deres nationale lovgivning at indføre et krav om, at fakturaer, der udstedes i en grænseoverskridende forbindelse, affattes på et andet sprog end modtagerens sprog. Ifølge den belgiske regering indebærer bestemmelserne i direktiv 2006/112 endog, at fakturaerne generelt udfærdiges på sproget i den medlemsstat, hvor den virksomhed, der udsteder fakturaen, er etableret, idet den mulighed, der er fastsat i nævnte artikel 248a, hvorefter der kan anmodes om en oversættelse til det officielle sprog i bestemmelsesmedlemsstaten for varerne, ydelserne eller fakturaen, ellers ville være indholdsløs ( 26 ).

43.

I lighed med andre parter, som har afgivet indlæg under retsmødet, nemlig New Valmar og Kommissionen, er jeg imidlertid af følgende grunde ikke enig i den belgiske regerings analyse.

44.

Indledningsvis bemærkes, at den harmonisering, der er gennemført gradvist ( 27 ) ved vedtagelsen af flere på hinanden følgende direktiver på momsområdet, ikke er fuldstændig, men alene delvis på nuværende trin, således som Domstolen gentagne gange har anført ( 28 ).

45.

Hvad nærmere angår det »indhold af fakturaer«, der med hensyn til moms kræves i medfør af direktiv 2006/112, er det korrekt, at afdeling 4, der har denne overskrift og er indeholdt i kapitel 3 vedrørende »fakturering«, indeholder bestemmelser, hvorved der foretages en harmonisering på dette område, bl.a. idet de indeholder en opregning af en række obligatoriske angivelser, og idet medlemsstaterne fratages muligheden for at kræve, at fakturaerne underskrives ( 29 ). Denne harmonisering vedrører imidlertid alene indholdet af fakturaerne og ikke den praktiske fremgangsmåde, der skal følges ved udarbejdelsen heraf ( 30 ). Navnlig indeholder bestemmelserne i nævnte afdeling 4 på ingen måde en bindende definition af, hvilket sprog der skal anvendes i denne forbindelse. Der er endvidere ingen andre bestemmelser i direktiv 2006/112, som fastsætter harmoniserede sprogkrav på faktureringsområdet.

46.

I denne henseende vil jeg fremhæve, at artikel 248a i direktiv 2006/112 har en rækkevidde, der er noget mere begrænset end den rækkevidde, som den belgiske regering forsøger at tillægge den. Det fremgår således af bestemmelsens ordlyd, at den på ingen måde gør det muligt for enhver medlemsstat generelt at stille krav om, at der skal anvendes et bestemt sprog ved udarbejdelsen af fakturaer, og navnlig ikke et krav om, at der skal være tale om sproget i den medlemsstat, hvor fakturaen udstedes, således som den belgiske regering har gjort gældende.

47.

Nævnte artikel 248a fastsætter alene en mulighed for, ikke en pligt til, at bestemmelsesmedlemsstaten kan kræve en simpel oversættelse til medlemsstatens officielle sprog, men ikke, at selve fakturaen skal affattes på dette sprog ( 31 ), og dette kan udelukkende kræves, hvis medlemsstaten finder det nødvendigt »med henblik på kontrol« af fakturaer, som opbevares elektronisk i en anden medlemsstat, og ikke automatisk ( 32 ). Denne artikel udelukker endog udtrykkeligt, at bestemmelsesmedlemsstaten kan fastsætte en generel forpligtelse til at oversætte fakturaer med henblik herpå ( 33 ), idet obligatorisk oversættelse af fakturaer »lægger [...] en ikke ubetydelig ekstrabyrde på virksomhederne«, således som det med rette er anført i de forarbejder, der ligger til grund for, at nævnte artikel blev indført i direktiv 2006/112 ( 34 ).

48.

Henset til denne bestemmelses karakter af undtagelse i forhold til det generelle indhold af direktiv 2006/112 skal den anvendes snævert, idet princippet er og bliver, at der består et frit sprogvalg for parterne i det økonomiske forhold, som giver anledning til en grænseoverskridende faktura, således som Kommissionen har fremhævet under retsmødet ( 35 ).

49.

Eftersom der ikke er sket en udtømmende harmonisering ved de afledte EU-retlige bestemmelser på det område, der er genstand for nærværende anmodning om præjudiciel afgørelse, dvs. for så vidt angår den sprogordning, der skal følges ved affattelsen af grænseoverskridende fakturaer, skal det forelagte spørgsmål følgelig omformuleres således, at det vedrører fortolkningen af artikel 35 TEUF ( 36 ).

B – Spørgsmålet, om en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede er forenelig med artikel 35 TEUF

50.

Med det præjudicielle spørgsmål, således som omformuleret, anmodes Domstolen indledningsvis om at undersøge, om nationale foranstaltninger som de omhandlede medfører, at handelen mellem medlemsstaterne begrænses, således at de udgør foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative udførselsrestriktioner som omhandlet i artikel 35 TEUF, og dernæst, i bekræftende fald, om sådanne foranstaltninger ikke desto mindre kan anses for at være i overensstemmelse med EU-retten, såfremt de er begrundet i almene hensyn og står i et rimeligt forhold til disse hensyn.

51.

Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst, om Domstolens konklusion i Las-dommen ( 37 ), hvorefter bestemmelserne om sociale relationer i netop den sproglovgivning, der også er omhandlet i nærværende sag, ikke var forenelige med arbejdskraftens frie bevægelighed ( 38 ), kan overføres til den foreliggende sag, hvorunder nævnte lovgivning skal undersøges på baggrund af de frie varebevægelser.

1. Spørgsmålet, om der foreligger en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indførselsrestriktion som omhandlet i artikel 35 TEUF

a) Om de oplysninger, der kan udledes af Las-dommen

52.

I lighed med den sag, der gav anledning til Las-dommen ( 39 ), vedrører nærværende sag i det væsentlige spørgsmålet om, hvorvidt det er i overensstemmelse med EU-retten, at en lovgivning, der finder anvendelse i en medlemsstat, bestemmer, at virksomheder med hjemsted på området for en delstatsenhed i denne stat, i det foreliggende tilfælde regionen Flandern i Kongeriget Belgien, når de udfærdiger visse dokumenter, nødvendigvis skal anvende denne delstatsenheds officielle sprog, dvs. nederlandsk, idet retten ellers ex officio skal erklære dem ugyldige, og at dette også er tilfældet, selv om disse dokumenter udarbejdes inden for rammerne af grænseoverskridende handel, og parterne bedre kan forstå hinanden indbyrdes, såfremt de anvender et andet sprog.

53.

For i Las-dommen at komme frem til det resultat, at en sådan lovgivning kunne have en afskrækkende virkning på ikke-nederlandsktalende arbejdstagere og arbejdsgivere, der kommer fra andre medlemsstater, og derfor udgjorde en restriktion i strid med artikel 45 TEUF, fastslog Domstolen bl.a., at en sådan foranstaltning, som ganske vist fandt anvendelse uden forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, kunne gøre det mindre attraktivt at udøve arbejdskraftens frie bevægelighed, eftersom kun nederlandsk var autentisk i forbindelse med grænseoverskridende arbejdskontrakter indgået af arbejdsgivere etableret i regionen Flandern ( 40 ).

54.

Denne argumentation kan ikke automatisk overføres til det foreliggende tilfælde, eftersom den undersøgelse af overensstemmelsen, som Domstolen foretog med hensyn til artikel 45 TEUF, ikke er fuldstændig identisk med den analyse, der skal foretages i forbindelse med artikel 35 TEUF, som forbyder foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative udførselsrestriktioner, der således kvalificeres på baggrund af kriterier i retspraksis, som er lidt anderledes end de kriterier, der finder anvendelse på arbejdskraftens frie bevægelighed.

55.

Det fremgår således af Domstolens praksis, at de foranstaltninger, der er forbudt i medfør af artikel 35 TEUF, er sådanne foranstaltninger, »hvis formål eller virkning særligt er at hindre eksporthandelen og således skabe forskelsbehandling mellem handelen på hjemmemarkedet i en medlemsstat og dens eksporthandel, således at der herved sikres den pågældende medlemsstats indenlandske produktion eller hjemmemarkedet en særlig fordel til skade for produktionen eller handelen i andre medlemsstater« ( 41 ).

56.

Domstolen har imidlertid smidiggjort denne tilgang i en sammenhæng, der ligner det foreliggende tilfælde, idet den har tilføjet, at »selv om [en national lovgivning] finder anvendelse på alle erhvervsdrivende, som driver virksomhed på de nationale område«, kan den kvalificeres som en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ udførselsrestriktion, såfremt det fastslås, at denne lovgivning »ikke desto mindre i højere grad [påvirker] varer, som forlader udførselsmedlemsstatens marked, end markedsføringen af varerne på denne medlemsstats indenlandske marked« ( 42 ).

57.

Det er disse kriterier, der i det foreliggende tilfælde skal anvendes med henblik på at bedømme, om den omhandlede sproglovgivning kan udgøre en restriktiv foranstaltning, som er forbudt ved artikel 35 TEUF.

b) Om karakteriseringen af restriktive foranstaltninger i den foreliggende sag

58.

I forelæggelsesafgørelsen har den forelæggende ret gjort rede for flere forhold, der gør det muligt at anse den flamske sproglovgivning for at udgøre en restriktion for udøvelsen af den frie bevægelighed som fastsat i traktaten. I modsætning til den belgiske regering har New Valmar og Kommissionen også fremført en række argumenter, der taler for en sådan kritisk tilgang ( 43 ), som jeg af følgende grunde vil anbefale Domstolen at følge.

59.

Den i hovedsagen omhandlede lovgivning finder ganske vist anvendelse uden forskel og uden hensyntagen til de berørte parters nationalitet eller til varernes oprindelse eller bestemmelsessted, idet lovgivningen er bindende for alle virksomheder med hjemsted i det nederlandske sprogområde i Kongeriget Belgien. Den manglende direkte forskelsbehandling er imidlertid ikke i sig selv et tilstrækkeligt forhold, henset til nævnte praksis fra Domstolen, hvori det fastslås, at betingelserne for at anvende artikel 35 TEUF undertiden kan være opfyldt på trods af denne konstatering ( 44 ). I overensstemmelse med de kriterier, der følger af nævnte praksis, er det således min opfattelse, at en sproglovgivning som den i hovedsagen omhandlede i højere grad påvirker den pågældende medlemsstats eksport end markedsføringen af varer på medlemsstatens indenlandske marked.

60.

Der opstår således efter min opfattelse langt større praktiske problemer i forbindelse med grænseoverskridende handel end i forbindelse med indenlandsk handel som følge af den omstændighed, at det er et ufravigeligt krav, at fakturaer skal affattes på nederlandsk. Den omstændighed, at det ikke er tilladt at anvende en anden autentisk og dermed bindende version, som er affattet på et sprog, som de omhandlede parter frit har valgt, har som sin væsentligste ulempe, at disse parter forhindres i at vælge et sprog, som de begge behersker, herunder et sprog, hvis anvendelse er mere udbredt inden for international handel.

61.

Hvad angår modtageren af en sådan faktura har den forelæggende ret med rette anført, at denne vil have vanskeligt ved hurtigt at forstå fakturaen, medmindre der er tale om en nederlandsktalende person, hvilket naturligvis er langt mindre sandsynligt, hvis den pågældende er etableret i en anden medlemsstat ( 45 ), end hvis den pågældende er etableret i Belgien, hvor nederlandsk er et af de officielle sprog ( 46 ).

62.

I denne henseende har den belgiske regering indvendt, at en køber, som ikke forstår en faktura affattet på nederlandsk, dels har mulighed for på forhånd at kræve en oversættelse heraf, dels har mulighed for at anfægte fakturaen i tvivlstilfælde. Jeg finder imidlertid, at den byrde, som begge disse fremgangsmåder udgør for gennemsnitskøberen, kan virke afskrækkende såvel i forhold til at indgå en kontrakt med en virksomhed etableret i regionen Flandern, for så vidt som den pågældende er bekendt med denne vanskelighed, inden kontrakten underskrives, som i det mindste i forhold til igen at indgå kontrakter med denne virksomhed, for så vidt som den pågældende først bliver bekendt med vanskeligheden, efter transaktionen er afsluttet.

63.

Hvad angår afsenderen af en faktura affattet på et påkrævet sprog har Kommissionen med rette anført, at denne i højere grad i denne sammenhæng risikerer at blive udsat for manglende betaling som følge af den – reelle eller påståede – manglende forståelse, som afsenderens udenlandske medkontrahent vil kunne påberåbe sig, således som den belgiske regering i øvrigt synes at have medgivet. Det er netop dette, der er sket i det foreliggende tilfælde, idet det italienske selskab, som potentielt er skyldner i henhold til de omtvistede fakturaer, har påberåbt sig den flamske sproglovgivning på en måde, der forekommer mig paradoksal ( 47 ), men som ikke desto mindre vil kunne medføre, at de gives medhold i den sag, som New Valmar har anlagt.

64.

Den belgiske regering har for sin del gjort gældende, at den forelæggende ret med urette har henvist til den tid, der tabes ved, og de omkostninger, der er forbundet med, at oversætte nederlandske fakturaer til et sprog, som modtageren heraf forstår, med den begrundelse, at dette stort set er uundgåeligt inden for international handel, og at denne byrde ville påhvile de flamske virksomheder, selv hvis de havde mulighed for at affatte deres fakturaer på et udenlandsk sprog efter eget valg. Dette er imidlertid ikke tilfældet for de eksportører, som råder over interne ressourcer, som gør det muligt for dem umiddelbart – dvs. uden oversættelsesomkostninger – at anvende et sprog, som de specifikt behersker ( 48 ). Ved at fastsætte et krav om anvendelse af nederlandsk skaber den omhandlede lovgivning således oversættelsesomkostninger, som det ikke ellers ville have været nødvendigt at afholde, for de virksomheder, der ønsker at gennemføre grænseoverskridende salg.

65.

Selv hvis det skulle vise sig, at de krav, der følger af den omhandlede lovgivning, ikke pålægger en fuldstændig ensprogethed, således som den belgiske regering har gjort gældende, men er begrænset til de obligatoriske angivelser på momsområdet, ville en eventuel påkrævet tosprogethed efter min opfattelse under alle omstændigheder allerede udgøre et alt for vidtgående materielt krav, og dette så meget desto mere inden for rammerne af international handel. Forpligtelsen til i givet fald at affatte fakturaer på to sprog, nemlig på nederlandsk for så vidt angår visse obligatoriske angivelser – ifølge de oplysninger, som nævnte regering har fremlagt – og på et andet sprog, som parterne har valgt for så vidt angår andre angivelser, udgør således i praksis en fremgangsmåde, som vil være vanskelig at opretholde for de belgiske virksomheder, der beskæftiger sig med eksport, især når de eksporterer i stort omfang og dermed meget hyppigt sender fakturaer til diverse udenlandske partnere.

66.

Det følger heraf, at nævnte lovgivning har en afskrækkende virkning i forhold til samhandelen inden for EU, og ikke kun for virksomheder med hjemsted i regionen Flandern, som ønsker at eksportere deres varer til andre medlemsstater, således som New Valmar har gjort gældende, men også for de udenlandske selskaber, som ønsker at indgå en transaktion med disse virksomheder, men kan være tilbageholdende på grund af den usikkerhed, der består omkring leveringen, som følge af den omstændighed, at det er obligatorisk at affatte fakturaerne på nederlandsk. Det bemærkes yderligere, at der for de to parter følger en væsentlig retlig usikkerhed af disse nationale foranstaltninger, også for så vidt angår de vidtgående sanktioner, der er fastsat i forbindelse hermed ( 49 ), en usikkerhed, der efter min opfattelse er særligt håndgribelig, når parterne ligesom i tvisten i hovedsagen har valgt, at det er en anden medlemsstats lovgivning, der finder anvendelse på deres kontrakt.

67.

For at imødegå denne analyse har den belgiske regering ligeledes gjort gældende, at selv om det er den samme lovgivning, der omhandles, skal der sondres mellem nærværende sag og den sag, der gav anledning til Las-dommen ( 50 ), eftersom tvisten i hovedsagen her er uden direkte forbindelse til indgåelsen af kontrakten mellem parterne, da tvisten vedrører fakturaer, og nævnte lovgivning ikke har berørt parternes frihed til at vælge, på hvilket sprog de ønsker at affatte deres kontrakt.

68.

Den forelæggende ret har imidlertid med rette anført, at de omtvistede fakturaer udgør bekræftelsen af de fordringer, der følger af en tidligere kontrakt ( 51 ), og at en sådan lovgivning kan gøre det sværere for kontrahenterne at forstå hinanden korrekt inden for rammerne af de betalingsaftaler, som er indgået i forbindelse med opfyldelsen af deres kontrakt. I det foreliggende tilfælde består der således en tæt forbindelse mellem disse fakturaer og opfyldelsen af den kontrakt, som fakturaerne udspringer af. Fakturaerne kan derudover også i sig selv skabe juridiske forpligtelser ud over dem, der er opstået i medfør af kontrakten ( 52 ). Det sker desuden ikke sjældent, at handelsmæssige forhold manifesterer sig ved udstedelsen af en faktura, uden at der er gået en skriftlig aftale forud herfor. I disse sidste to tilfælde bestemmer den omhandlede lovgivning ubestrideligt det sprog, som parterne skal anvende til udveksling af tilsagn. Endelig må det fremhæves, at på trods af den omstændighed, at lovgivningen ikke har til formål at regulere affattelsen af selve kontrakterne, kan den have den virkning, således som jeg har fastslået ( 53 ), at indgåelsen eller forlængelsen af handelsaftaler med personer etableret i en anden medlemsstat bremses.

69.

Henset til samtlige disse forhold er det min vurdering, at sådanne nationale foranstaltninger har en direkte indflydelse på transaktioner inden for EU. Den foreliggende situation henhører dermed efter min opfattelse ikke under den af Domstolen udviklede retspraksis, der normalt ikke anser en national lovgivning for at være i strid med EU-retten, såfremt »de restriktive virkninger, som [denne] kan have på de frie varebevægelser, er for usikker og indirekte til, at den kan betragtes som en foranstaltning, der er egnet til at hindre samhandelen mellem medlemsstaterne« ( 54 ). I denne henseende bemærkes dels, at den restriktive virkning, der behandles i det foreliggende tilfælde, ikke afhænger af en fremtidig og usikker begivenhed, men af den blotte udøvelse af retten til frie varebevægelser, dels, at det er uden betydning, hvilket omfang den restriktive virkning vil have i praksis, idet selv den mindste begrænsning af denne frihed er retsstridig ( 55 ).

70.

Det er derfor min opfattelse, at en sproglovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter alle virksomheder, der er etableret i en delstatsenhed i den omhandlede medlemsstat, er underlagt et krav om at anvende et bestemt officielt sprog ved affattelsen af deres fakturaer, udgør en foranstaltning med tilsvarende virkning som kvantitative udførselsrestriktioner som omhandlet i artikel 35 TEUF. Det skal dernæst fastslås, om en sådan lovgivning ikke desto mindre kan begrundes på grundlag af EU-retten ( 56 ).

2. Spørgsmålet, om restriktive foranstaltninger som de i hovedsagen omhandlede eventuelt kan begrundes

71.

I overensstemmelse med Domstolens praksis kan en national foranstaltning, der begrænser udøvelsen af en af de frie bevægeligheder, der er fastsat i traktaten, men som forfølger et mål af almen interesse, anses for at være forenelig med EU-retten, såfremt den opfylder to betingelser, nemlig at den er egnet til at sikre virkeliggørelsen af dette mål og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå det ( 57 ).

a) Om de påberåbte mål af almen interesse

72.

En national foranstaltning, der til trods for, at den finder anvendelse uden forskel på grundlag af de berørtes nationalitet eller varernes oprindelse, anses for at udgøre en hindring for de frie varebevægelser, kan ikke desto mindre anses for at være i overensstemmelse med EU-retten, enten fordi den er begrundet i et af de almene hensyn, der er opregnet i artikel 36 TEUF, og opfylder de heri fastsatte krav ( 58 ), eller fordi den falder ind under de tvingende almene hensyn, som Domstolen har tilladt i sin retspraksis, og samtidig er egnet til at nå det omhandlede mål og står i et rimeligt forhold hertil ( 59 ).

73.

For så vidt angår den første kategori af undtagelser er ingen af de begrundelser, der er opregnet i bestemmelsen, udtrykkeligt blevet påberåbt, og de forekommer mig derudover ikke materielt at være af betydning for nærværende sag, selv om Kommissionen har foreslået at inkludere artikel 36 TEUF i besvarelsen af det præjudicielle spørgsmål.

74.

Hvad angår den anden kategori af undtagelser har alene Kommissionen foreslået at begrunde restriktive foranstaltninger som de i denne sag omhandlede i hensynet til forbrugerbeskyttelse ( 60 ). Kommissionen finder imidlertid med rette selv, at dette mål af almen interesse ikke kan finde anvendelse i det foreliggende tilfælde som et mål, der kan begrunde en restriktion for de frie varebevægelser, eftersom tvisten i hovedsagen vedrører to erhvervsdrivende kontrahenter og ikke har nogen umiddelbar indflydelse på forbrugerne.

75.

Den problemstilling, som skal behandles først, er derfor fastlæggelsen af, om de begrundelser, som Domstolen tillod i Las-dommen ( 61 ) vedrørende de bestemmelser i den flamske sproglovgivning, som på daværende tidspunkt fandt anvendelse på sociale relationer, kan udstrækkes til at omfatte nærværende sag, og i givet fald i hvilket omfang. I nævnte dom udtalte Domstolen, at de tre formål, som den belgiske regering havde påberåbt sig – dvs. at fremme og stimulere anvendelsen af et af Kongeriget Belgiens officielle sprog, at sikre den sociale beskyttelse af arbejdstagere og at lette de hertil hørende administrative kontroller – udgør tvingende almene hensyn, der kan begrunde en restriktion for udøvelsen af de ved traktaten sikrede grundlæggende friheder.

76.

Den første af disse tre begrundelser har den belgiske regering også fremført i nærværende sag, idet den har anført, at den omhandlede lovgivning er et udtryk for nødvendigheden af at værne om anvendelsen af det officielle sprog i regionen Flandern. Jeg bekræfter, at det fremgår af retspraksis, at fremme og stimulering af anvendelsen af et eller flere af en medlemsstats officielle sprog udgør et legitimt formål, der i princippet kan begrunde en restriktion af de forpligtelser, der følger af EU-retten ( 62 ). Dette er navnlig tilfældet for så vidt angår forbuddet mod foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative udførselsrestriktioner, som er fastsat i artikel 35 TEUF. Henset til den særlige funktion, der opfyldes af officielle dokumenter, såsom fakturaer ( 63 ), ikke blot på handelsområdet, men også inden for den offentlige sfære, synes en foranstaltning som den i hovedsagen omhandlede potentielt at være egnet til at bevare en almindelig anvendelse af dette sprog på forskellige områder, således som den litauiske regering har fremhævet ( 64 ).

77.

For det andet sikrer den omstændighed, at det i henhold til loven er påkrævet at anvende nederlandsk ved udarbejdelsen af disse dokumenter, ifølge den belgiske regering, at de kontroller, der udføres af de kompetente tjenestegrene på momsområdet, kan ske hurtigt og effektivt. New Valmar har bestridt denne argumentation i modsætning til den litauiske regering. Det bemærkes, at Domstolen gentagne gange har fastslået, at formålet om at lette og dermed styrke den administrative eller afgiftsmæssige kontrol kan begrunde restriktioner i de ved traktaten sikrede grundlæggende friheder ( 65 ). En sproglovgivning som den her omhandlede kan i absolut forstand hjælpe de myndigheder, der har til opgave at udføre kontrol med virksomheders dokumenter ( 66 ), og kan dermed sikre overholdelsen af de nationale og EU-retlige bestemmelser, navnlig på området for indirekte beskatning ( 67 ).

78.

Den belgiske regering har efter min opfattelse med rette påberåbt sig disse to tvingende almene hensyn som potentiel begrundelse for den hindring for de frie varebevægelser, der i henhold til min vurdering foreligger, men det skal imidlertid endvidere efterprøves, om en lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, navnlig henset til de sanktioner, der er fastsat heri, står i et rimeligt forhold til disse hensyn. Jeg er imidlertid af den opfattelse, at proportionalitetskriteriet ikke er opfyldt i nærværende sag.

b) Om den manglende proportionalitet af de anvendte midler

i) Om de oplysninger, der kan udledes af Las-dommen

79.

Den forelæggende ret ønsker oplyst, om det benægtende svar, der blev resultatet i Las-dommen ( 68 ), som følge af manglende proportionalitet for så vidt angik de bestemmelser i den også her omhandlede sproglovgivning, der fandt anvendelse på sociale relationer, kan overføres til nærværende sag, bl.a. henset til, at den sanktionsordning, der finder anvendelse i tilfælde af en tilsidesættelse af denne lovgivning, dvs. den omstændighed, at retten således ex officio skal erklære disse kontrakter for absolut ugyldige ( 69 ), er den samme for de omtvistede fakturaer.

80.

Kommissionen er af den opfattelse, at de kritikpunkter, der i forbindelse med efterprøvelsen af proportionaliteten blev udtalt i Las-dommen ( 70 ), skal finde tilsvarende anvendelse i det foreliggende tilfælde. Jeg vil fremsætte nogle bemærkninger herom, henset til de forskelle, der består mellem den sag, der gav anledning til nævnte dom, og den foreliggende sag.

81.

Det første af Domstolens kritikpunkter vedrørte således den omstændighed, at skabelsen af et klart og frivilligt samtykke mellem parterne kræver, at disse kan udfærdige deres kontrakt på et andet sprog end det officielle sprog i denne medlemsstat, når de ikke behersker sidstnævnte sprog. Det er muligt at sætte spørgsmålstegn ved, om denne vurderingsfaktor er mindre afgørende i tvisten i hovedsagen, som ikke vedrører indgåelsen af en kontrakt som sådan ( 71 ), men vedrører affattelsen af fakturaer, som er lovbestemte skriftlige dokumenter og derfor ikke udelukkende er baseret på samtykke, selv om de indgår i en handelsmæssig sammenhæng. Det bemærkes imidlertid, at disse fakturaer uafhængigt af den oprindelige kontrakt, hvis opfyldelse de sikrer, kan skabe egne retsvirkninger for parterne eller i sig selv kan tjene som støtte for den fælles vilje, der skaber kontraktforholdet ( 72 ).

82.

Det andet kritikpunkt vedrørte den omstændighed, at den omhandlede lovgivning ikke tillod oprettelsen af en autentisk version af grænseoverskridende arbejdskontrakter på et sprog, som alle de berørte parter var fortrolige med. I den foreliggende sag kan dette kritikpunkt heller ikke tillægges afgørende betydning, for så vidt som den belgiske regering i modsætning til det i forelæggelsesafgørelsen anførte har hævdet, at kravet om at anvende nederlandsk i det foreliggende tilfælde er begrænset til at omfatte de lovpligtige momsangivelser og ikke omfatter nogen andre fakturaelementer, herunder elementer af kontraktmæssig art ( 73 ). Det tilkommer ganske vist den forelæggende ret at fastslå, om dette er tilfældet i henhold til belgisk ret ( 74 ), men med henblik på at behandle muligheden for, at det faktisk forholder sig således, finder jeg det nødvendigt at give en besvarelse af det præjudicielle spørgsmål, som tager hensyn til den usikkerhed, der således består med hensyn til omfanget af de sprogkrav, der pålægges i det foreliggende tilfælde.

83.

På trods af disse betragtninger er jeg i lighed med New Valmar, den litauiske regering og Kommissionen af den opfattelse, at en sproglovgivning som den i hovedsagen omhandlede ikke opfylder de forpligtelser, der følger af EU-retten, idet den går ud over de foranstaltninger, der er strengt nødvendige med henblik på at nå de ovennævnte mål af almen interesse ( 75 ), henset både til den plads, som er forbeholdt det pågældende sprog, og til den sanktion, der anvendes i tilfælde af tilsidesættelse af lovgivningen.

ii) Om den omstændighed, at kun et bestemt officielt sprog må anvendes

84.

Det forekommer mig, at de påberåbte mål af almen interesse, dvs. fremme af et officielt sprog og lettelse af kontroller, lige så vel kunne sikres ved foranstaltninger, der er mindre indgribende i de frie varebevægelser, end et krav om, at der i virksomhedsdokumenter, såsom fakturaer, skal anvendes et forudbestemt sprog, og at der dermed ikke må anvendes nogen andre af EU-medlemsstaternes officielle sprog.

85.

Det præciseres, at såfremt det forudsættes, at denne forpligtelse er begrænset til at omfatte de lovpligtige momsangivelser, således som den belgiske regering har hævdet, forbliver mit synspunkt det samme af de praktiske grunde, som er nævnt ovenfor ( 76 ), samt af de følgende.

86.

Det skal indledningsvis ikke overses, at forpligtelsen til at udstede fakturaer ( 77 ) ikke blot har til formål at beskytte offentlige interesser, som bl.a. begrunder, at de kompetente nationale myndigheder foretager administrative og afgiftsmæssige kontroller, men også at beskytte private interesser, navnlig køberens interesse i at modtage klare oplysninger om leveringens indhold, og at disse to interesser behørigt bør afvejes med henblik på at finde en rimelig balance mellem dem. Når det i henhold til en lovgivning kræves, at en faktura er affattet på et bestemt sprog, er det efter min opfattelse altafgørende for en modtager heraf, som ikke behersker det pågældende sprog, at have mulighed for at få en anden autentisk version, således at vedkommende let kan forstå de oplysninger, der fremgår af fakturaen ( 78 ), og således kan sikre sig, at sælgeren har overholdt sine kontraktmæssige forpligtelser.

87.

Hertil kommer betragtninger, der er specifikke for den internationale samhandel, med hensyn til hvilken en opblødning af lovkravene, i det foreliggende tilfælde de sprogkrav, kan være nødvendig for ikke at bremse den grænseoverskridende handel uforholdsmæssigt. Som den litauiske regering og Kommissionen har fremhævet, findes der i denne specifikke sammenhæng særlige vanskeligheder, således som disse med rette er beskrevet af Valmar ( 79 ), og former for handelspraksis ( 80 ), der så vidt muligt bør tages i betragtning for at fremme denne type handel, særligt inden for EU ( 81 ). Disse betragtninger gælder først og fremmest for de oplysninger i fakturaer, som er omfattet af aftalefriheden, såsom de almindelige salgsbetingelser, men efter min opfattelse er det også hensigtsmæssigt, endog uundværligt, at de lovpligtige angivelser, såsom de momsangivelser, den belgiske regering har henvist til, kan forstås af alle parter i et grænseoverskridende økonomisk forhold.

88.

Sprogregler som de i hovedsagen omhandlede forekommer mig at gå ud over, hvad der er strengt nødvendigt for at fremme anvendelsen af nederlandsk og gøre det muligt for de kompetente myndigheder at foretage en kontrol af de relevante angivelser. Det ville efter min opfattelse i praksis være tilstrækkeligt at kræve, at de omhandlede parter, såfremt de ønsker at udfærdige fakturaer på et andet sprog, udarbejder en nederlandsk oversættelse af alene de lovbestemte angivelser, eller i givet fald at der foretages en efterfølgende oversættelse, såfremt der ikke kan fremlægges en sådan version umiddelbart i forbindelse med kontrollen.

89.

I denne forbindelse bemærkes indledningsvis, at de ovenfor nævnte bestemmelser i direktiv 2006/112 alene gør det muligt for modtagelsesmedlemsstaterne på momsområdet at kræve en oversættelse af visse fakturaer, der er affattet på et fremmedsprog, såfremt dette er nødvendigt med henblik på kontrol ( 82 ).

90.

Alternative fremgangsmåder udledt af andre bestemmelser, der ligeledes finder anvendelse på det belgiske område, bestyrker mig desuden i denne opfattelse. Der er for det første tale om bestemmelser, der ikke er identiske, men som svarer til de bestemmelser, der er omhandlet i den foreliggende sag, og som er vedtaget af det franske fællesskab i Kongeriget Belgien, hvoraf fremgår, at virksomhedsdokumenter såsom fakturaer, der udstedes af personer med hjemsted i det franske sprogområde, i princippet skal være affattet på fransk, men »med forbehold af en sideløbende anvendelse af et sprog, der er valgt af parterne« ( 83 ). En sådan mulighed for yderligere at kunne anvende et andet sprog end nævnte områdes sprog, herunder et sprog, der er valgt af de berørte parter, og som de dermed må antages at beherske bedre end fransk for så vidt angår deres indbyrdes forhold, udgør en foranstaltning, der er mindre indgribende end en foranstaltning, hvorefter kun et bestemt sprog må anvendes inden for handelen ( 84 ).

91.

For det andet har det flamske fællesskab i 2014 selv ændret det ovennævnte dekret om anvendelse af sprog ( 85 ), således at de heri indeholdte bestemmelser om arbejdsforhold er mindre strenge, end de var på tidspunktet for den sag, der gav anledning til Las-dommen ( 86 ). Dekretets artikel 5, stk. 1, bestemmer således stadig, at der principielt skal anvendes nederlandsk i regionen Flandern, men stk. 2 bestemmer ikke desto mindre, at det for »individuelle arbejdskontrakter« er tilladt »[at udarbejde] en retskraftig version på et [officielt] sprog i [en af medlemsstaterne i Den Europæiske Union eller Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS)], som alle berørte parter forstår«, forudsat at visse kriterier om tilknytning til disse områder er opfyldt ( 87 ).

92.

Sprogforanstaltninger, der ligner en af disse fremgangsmåder, som begge to er mindre indgribende i de frie varebevægelser end den i hovedsagen omhandlede lovgivning, men samtidig er egnede til sikre de mål af almen interesse, som den belgiske regering har påberåbt sig, vil efter min opfattelse også kunne vedtages i forbindelse med den foreliggende sag.

iii) Om den sanktion, der kan pålægges, og de praktiske konsekvenser heraf

93.

For at imødegå kritikpunktet om den omhandlede sproglovgivnings manglende proportionalitet har den belgiske regering gjort gældende, at den sanktion, der pålægges ved en tilsidesættelse heraf, dvs. at retten ex officio skal erklære de omhandlede dokumenter ugyldige, har mindre betydning i nærværende sag end i den sag, der gav anledning til Las-dommen ( 88 ). Den belgiske regering har anført, at i modsætning til tvisten i sidstnævnte sag, hvor en arbejdskontrakt, der ikke var affattet på nederlandsk, skulle annulleres, er det i det foreliggende tilfælde kun gyldigheden af de omtvistede fakturaer, der er berørt, og ikke den koncessionskontrakt, som forbinder de omhandlede parter. Eftersom disse fakturaer alene har til formål at bekræfte de fordringer, der følger af den kontrakt, som parterne har indgået, forhindrer den omstændighed, at disse erklæres ugyldige, ikke inddrivelsen af fordringerne, og det er i øvrigt muligt at erstatte de uregelmæssige dokumenter med nye gyldige fakturaer.

94.

New Valmar har heroverfor anført, at selv om ugyldighedens virkning mildnes ved den mulighed, som sælgeren har for at udstede erstatningsfakturaer i løbet af tvisten, er de gavnlige virkninger heraf imidlertid alene af teoretisk karakter. Den omstændighed, at der skal fremsendes nye fakturaer til skyldneren og ikke blot nederlandske kopier af de oprindelige fakturaer, har ifølge dette selskab flere negative konsekvenser. I afgiftsmæssig henseende finder momsfritagelsen for leveringer inden for Fællesskabet for det første ikke anvendelse på erstatningsfakturaer, idet denne fritagelse kun kan finde anvendelse på det tidspunkt, hvor varerne forlader det nationale område, og ikke kan udskydes. I civilretlig henseende begynder de morarenter, som skal betales til sælgeren ved manglende betaling af fakturaer, for det andet først at løbe fra den dato, hvor fakturaen erstattes, mens en skyldner, som ikke har bestridt den oprindelige faktura inden for den ved lov fastsatte frist, stadig vil have mulighed for at gøre indsigelse mod erstatningsfakturaerne ( 89 ).

95.

Efter min opfattelse er de sanktioner, der er fastsat i den i hovedsagen omhandlede lovgivning, ikke uundværlige med henblik på at nå de mål af almen interesse, som den belgiske regering har påberåbt sig, eftersom en annullation af fakturaer, som ikke er affattet på nederlandsk, hverken bidrager direkte til at fremme dette sprog eller til at lette administrative eller afgiftsmæssige kontroller som sådan. Jeg finder desuden, at disse drastiske sanktioner er klart uforholdsmæssige.

96.

Som den litauiske regering og Kommissionen har fremhævet, kan absolut ugyldighed, som medfører, at disse fakturaers retsvirkninger bortfalder fra udstedelsen af fakturaerne, og som retten ex officio skal erklære, udgøre en væsentlig kilde til retsusikkerhed for de to parter i det pågældende økonomiske forhold, hvilket er til skade for den grænseoverskridende handel, selv om sådan handel ellers skal tilskyndes i medfør af EU-retten.

97.

Denne konstatering synes fortrinsvis at gøre sig gældende med hensyn til sælgeren. Henset til de oplysninger, som Domstolen råder over, kan det ikke a priori udelukkes, at der som følge af forpligtelsen til at udfærdige en erstatningsfaktura på nederlandsk ikke alene kan opstå vanskeligheder for sælgeren på momsområdet eller i forhold til tab af morarenter i forbindelse med den oprindelige faktura, men også i forhold til de forældelsesspørgsmål, der opstår ved udstedelsen af den nye faktura, således som New Valmar har gjort gældende ( 90 ). En virksomhed, som har udstedt fakturaer affattet på et andet sprog end det påkrævede, risikerer desuden at blive udsat for en rent opportunistisk indsigelse over for gyldigheden af disse dokumenter indeholdende virksomhedens krav, således som det er sket i tvisten i hovedsagen ( 91 ). Modtageren af de uretmæssige fakturaer synes i øvrigt også at blive straffet ved denne sanktionsordning, omend i mindre omfang, for så vidt som de annullerede fakturaer helt eller delvis mister deres bevismæssige værdi ( 92 ).

98.

Selv om det tilkommer den forelæggende ret at vurdere, om disse potentielle negative konsekvenser faktisk er opstået i det foreliggende tilfælde, finder jeg under alle omstændigheder, at de midler, der er valgt i den omhandlede sproglovgivning, i absolut forstand er uforholdsmæssige. For at nå de omhandlede mål er det således efter min opfattelse muligt at anvende sanktioner, der er mindre restriktive for de frie varebevægelser.

99.

Henset til samtlige disse betragtninger er det min opfattelse, at artikel 35 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en lovgivning i en delstatsenhed i en medlemsstat som den i hovedsagen omhandlede, som pålægger enhver virksomhed, der har sit driftssted på denne delstatsenheds område, udelukkende at affatte fakturaer med grænseoverskridende karakter på det officielle sprog i denne delstatsenhed, hvis ikke i deres helhed, så i det mindste for så vidt angår visse obligatoriske angivelser ( 93 ), idet retten ellers ex officio skal erklære disse ugyldige.

V – Forslag til afgørelse

100.

Henset til ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det spørgsmål, som rechtbank van koophandel te Gent (handelsretten i Gent, Belgien) har forelagt, således:

»Artikel 35 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en lovgivning i en delstatsenhed i en medlemsstat som den i hovedsagen omhandlede, som pålægger enhver virksomhed, der har sit driftssted på denne delstatsenheds område, udelukkende at affatte fakturaer med grænseoverskridende karakter på det officielle sprog i denne delstatsenhed, også selv om det kun gælder visse obligatoriske angivelser heri, idet retten ellers ex officio skal erklære disse fakturaer ugyldige.«

( 1 ) – Originalsprog: fransk.

( 2 ) – Dom af 16.4.2013 (C-202/11, EU:C:2013:239). I den dom fastslog Domstolen, at »[a]rtikel 45 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en lovgivning i en delstatsenhed i en medlemsstat som den i hovedsagen omhandlede, som pålægger enhver arbejdsgiver, der har sit driftssted på denne delstatsenheds område, udelukkende at affatte arbejdskontrakter med grænseoverskridende karakter på det officielle sprog i denne delstatsenhed, idet retten ellers i embeds medfør erklærer disse kontrakter ugyldige«.

( 3 ) – Gecoördineerde Grondwet (den konsoliderede forfatning) af 17.2.1994 (Belgisch Staatsblad, 17.2.1994, s. 4054).

( 4 ) – Love konsolideret ved koninklijk besluit (kongelig anordning) af 18.7.1966 (Belgisch Staatsblad, 2.8.1966, s. 7799), herefter »de konsoliderede love«.

( 5 ) – Decreet tot regeling van het gebruik van de talen voor de sociale betrekkingen tussen de werkgevers en de werknemers, alsmede van de voor de wet en de verordeningen voorgeschreven akten en bescheiden van de ondernemingen (dekret om anvendelse af sprog i sociale relationer mellem arbejdsgivere og arbejdstagere og i de ved lov og administrativt foreskrevne akter og dokumenter fra virksomheder) af 19.7.1973 (Belgisch Staatsblad, 6.9.1973, s. 10089, herefter »det flamske dekret om sproganvendelse«).

( 6 ) – Dom af 16.4.2013 (C-202/11, EU:C:2013:239).

( 7 ) – Jf. decreet tot wijziging van artikel 1, 2, 4, 5, 12 en 16 van het decreet van 19 juli 1973 tot regeling van het gebruik van de talen voor de sociale betrekkingen tussen de werkgevers en de werknemers, alsmede van de door de wet en de verordeningen voorgeschreven akten en bescheiden van de ondernemingen (dekret om ændring af artikel 1, 2, 4, 5, 12 og 16 i dekret af 19.7.1973, nævnt ovenfor) af 14.3.2014 (Belgisch Staatsblad, 22.4.2014, s. 34371), der trådte i kraft den 2.5.2014. Jf. herom ligeledes punkt 91 i nærværende forslag til afgørelse.

( 8 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 17.6.2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) (EUT L 177, s. 6, herefter »Rom I-forordningen«), som i henhold til dens artikel 28 finder anvendelse på aftaler, der er indgået efter den 17.12.2009, således som det er tilfældet i tvisten i hovedsagen.

( 9 ) – Et princip, der bl.a. nævnes i 11. betragtning til Rom I-forordningen.

( 10 ) – Jf. 37. betragtning til Rom I-forordningen.

( 11 ) – I overensstemmelse med kravene i Domstolens faste praksis (jf. bl.a. dom af 18.2.2016, Finanmadrid EFC, C-49/14, EU:C:2016:98, præmis 28 ff.).

( 12 ) – Nævnte artikel 9 sondrer i stk. 2 og 3 mellem den potentielle virkning af overordnede præceptive bestemmelser i den medlemsstat, hvor den domstol, som sagen er anlagt ved, er beliggende, og den potentielle virkning af overordnede præceptive bestemmelser i det land, hvor aftalen skal opfyldes.

( 13 ) – Jf. i denne forbindelse bl.a. A. Nuyts, »Les lois de police et dispositions impératives dans le Règlement Rome I«, Revue de droit commercial belge, 2009, nr. 6, s. 553 ff., punkt 10.

( 14 ) – Jf. dom af 17.10.2013, Unamar (C-184/12, EU:C:2013:663, præmis 47 og 50), hvori Domstolen vedrørende Romkonventionen af 19.6.1980 om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser (EFT L 266, s. 1), præciserede, at »[d]et tilkommer således den nationale ret i forbindelse med sin vurdering af karakteren af en »ufravigelig regel« i den nationale lovgivning, som den påtænker at lade træde i stedet for den lov, som udtrykkeligt er valgt af parterne i aftalen, ikke alene at tage hensyn til lovens præcise ordlyd, men også til den generelle opbygning og til de samlede omstændigheder, hvorunder den nævnte lov er blevet vedtaget, for deraf at kunne udlede, om den er af ufravigelig karakter, for så vidt som det fremgår, at den nationale lovgiver har vedtaget den med henblik på at beskytte en interesse, som den pågældende medlemsstat har anset for vigtig«. Jf. ligeledes generaladvokat Wahls forslag til afgørelse Unamar (C-184/12, EU:C:2013:301, punkt 30 ff.).

( 15 ) – I denne forbindelse har den belgiske regering henvist til listen over obligatoriske angivelser i artikel 5 i koninklijk besluit nr. 1 met betrekking tot de regeling voor de voldoening van de belasting over de toegevoegde waarde (kongelig anordning nr. 1 om foranstaltninger til sikring af betaling af merværdiafgift) af 29.12.1992 (Belgisch Staatsblad, 31.12.1992, s. 27976), som senest ændret ved en kongelig anordning af 19.12.2012 (Belgisch Staatsblad, 31.12.2012, s. 88559).

( 16 ) – Mens begrænsningen til kun at omfatte de obligatoriske angivelser på fakturaer synes relativt klar med hensyn til de konsoliderede love, er der derimod uenighed for så vidt angår anvendelsesområdet for det flamske dekret om sproganvendelse (jf. bl.a. F. Gosselin, »Le régime linguistique de la facture«, i La facture et autres documents équivalents, redigeret af G.L. Ballon og E. Dirix, Kluwer, Waterloo, 2011, punkt 171 ff. og punkt 203 ff.).

( 17 ) – Rådets direktiv af 28.11.2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 347, s. 1), som ændret ved Rådets direktiv 2010/45/EU af 13.7.2010 om ændring af direktiv 2006/112 for så vidt angår faktureringsreglerne (EUT 2010 L 189, s. 1).

( 18 ) – Jf. bl.a. dom af 6.3.2003, Kaba (C-466/00, EU:C:2003:127, præmis 41), af 1.6.2006, Innoventif (C-453/04, EU:C:2006:361, præmis 29), og af 8.7.2010, Sjöberg og Gerdin (C-447/08 og C-448/08, EU:C:2010:415, præmis 54).

( 19 ) – Dom af 29.10.2009, Pontin (C-63/08, EU:C:2009:666, præmis 38).

( 20 ) – Jf. bl.a. dom 26.6.2008, Burda (C-284/06, EU:C:2008:365, præmis 39), af 29.10.2009, Pontin (C-63/08, EU:C:2009:666, præmis 49), og af 28.7.2011, Samba Diouf (C-69/10, EU:C:2011:524, præmis 59 ff.).

( 21 ) – Dom af 16.4.2013 (C-202/11, EU:C:2013:239).

( 22 ) – Jf. bl.a. dom af 26.11.2015, Aira Pascual m.fl. (C-509/14, EU:C:2015:781, præmis 22), og af 17.12.2015, Viamar (C-402/14, EU:C:2015:830, præmis 29).

( 23 ) – Jf. bl.a dom af 1.10.2015, Doc Generici (C-452/14, EU:C:2015:644, præmis 33 ff. og den deri nævnte retspraksis).

( 24 ) – I denne henseende har den belgiske regering påberåbt sig dom af 11.12.2003, Deutscher Apothekerverband (C-322/01, EU:C:2003:664, præmis 64), hvoraf følger, at »enhver national foranstaltning på et område, hvor der er foretaget en udtømmende harmonisering på fællesskabsplan, skal bedømmes på grundlag af de pågældende harmoniserede bestemmelser og ikke på grundlag af den primære fællesskabsret«. Domstolen tilføjede imidlertid hertil, at »[d]e beføjelser, der er tildelt medlemsstaterne ved [den bestemmelse i afledt ret, der var omhandlet i sagen], skal dog udøves under overholdelse af traktaten, således som det udtrykkeligt er angivet i bestemmelsen«, og at denne bestemmelse »[derfor ikke udelukker], at der skal tages stilling til, om det i hovedsagen omhandlede nationale forbud er foreneligt med artikel 28 EF og 30 EF« (jf. præmis 65).

( 25 ) – Nævnte artikel 248a, således som den følger af direktiv 2010/45, har følgende ordlyd: »Medlemsstaterne kan med henblik på kontrol kræve en oversættelse til deres nationale sprog af fakturaer, der vedrører leveringer af varer eller ydelser på deres område, og fakturaer, som modtages af afgiftspligtige personer etableret på deres område. Medlemsstaterne må imidlertid ikke indføre et generelt krav om, at fakturaer skal oversættes.«

( 26 ) – Under retsmødet har den belgiske regering gjort gældende, at den omstændighed, at Den Italienske Republik i det foreliggende tilfælde også på visse betingelser ville kunne kræve en oversættelse af en faktura affattet på nederlandsk, kun giver mening ifølge denne regering, såfremt den argumentation, som den belgiske regering forfægter, hvorefter det er muligt at kræve, at den handlende udsteder fakturaen på et andet sprog end modtagerens, tiltrædes.

( 27 ) – Det fremgår af sjette betragtning til direktiv 2006/112, at »[e]n gennemførelse i etaper er nødvendig, da harmoniseringen af omsætningsafgifterne i medlemsstaterne medfører ændringer af den fiskale struktur og har mærkbare konsekvenser på det budgetmæssige, økonomiske og sociale område«.

( 28 ) – Jf. bl.a. dom af 26.2.2015, VDP Dental Laboratory m.fl. (C-144/13, C-154/13 og C-160/13, EU:C:2015:116, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis).

( 29 ) – Jf. henholdsvis artikel 226 og 229 i direktiv 2006/112.

( 30 ) – I sit mundtlige indlæg har Kommissionen anført, at EU’s momssystem alene er blevet harmoniseret i det omfang, som var nødvendigt med henblik på at sikre neutralitet for så vidt angår afgiftsbyrden for momspligtige økonomiske aktiviteter.

( 31 ) – Vedrørende sjette momsdirektiv (Rådets sjette direktiv 77/388/EØF af 17.5.1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter – Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag, EFT L 145, s. 1), som er blevet omarbejdet ved direktiv 2006/112, har Domstolen i dom af 18.6.2009, Stadeco (C-566/07, EU:C:2009:380, præmis 33), i denne retning fastslået, at det påhvilede den forelæggende ret under hensyn til alle de relevante omstændigheder at undersøge, hvilken medlemsstat den moms, der var anført på den pågældende faktura, skyldtes til, idet der herved bl.a. skulle tages hensyn til »det sprog, hvorpå fakturaen er affattet«, der således ifølge Domstolen ikke kunne være fastsat på forhånd i medfør af fællesskabsretten.

( 32 ) – Netop dette formål er nævnt 46. betragtning til direktiv 2006/112.

( 33 ) – I nævnte artikel 248a fastsættes det i første punktum, at kravet om en sådan oversættelse kun må vedrøre visse bestemte fakturaer (»[for visse afgiftspligtige personer eller i visse tilfælde]«). Desuden fastsætter nævnte artikels sidste punktum et forbud mod ethvert generelt krav.

( 34 ) – Jf. punkt 3.6 i Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse (EUT 2009 C 306, s. 76) om det kommissionsforslag, der førte til direktiv 2010/45 (KOM(2009) 21 endelig), som tilsigtede at mindske de byrder, der for virksomhederne er forbundet med de forskellige regler, der finder anvendelse på fakturering i momsmæssig henseende, ved at indskrænke medlemsstaternes valgmuligheder, navnlig hvad angår grænseoverskridende e-fakturering, men som indeholdt en artikel 248a med en mindre præcis ordlyd end den endelige affattelse heraf i direktivet (jf. nævnte forslags s. 3, 9 og 21). Sjette momsdirektivs artikel 22, stk. 3, litra b) in fine, som affattet ved direktivets artikel 28h, indeholdt en bestemmelse, der i det væsentlige lignede nævnte endelige affattelse.

( 35 ) – Kommissionen mener desuden ikke, at en sproglovgivning som den i hovedsagen omhandlede opfylder betingelserne for anvendelse af artikel 273 i direktiv 2006/112, eftersom den dels ikke har til formål at sikre en korrekt opkrævning af momsen og undgå afgiftssvig, dels fastsætter yderligere krav i forhold til de krav, der er fastsat i direktivets kapitel 3, og navnlig dets artikel 226.

( 36 ) – For det tilfælde, at Domstolen ikke måtte følge denne anbefaling, bemærkes, at enhver afledt EU-retsakt, såsom direktiv 2006/112, ifølge et almindeligt fortolkningsprincip under alle omstændigheder i videst muligt omfang skal fortolkes i overensstemmelse med den primære EU-ret og navnlig med bestemmelserne i EUF-traktaten (jf. bl.a. dom af 15.2.2016, N., C-601/15 PPU, EU:C:2016:84, præmis 48, og fodnote 24 in fine i nærværende forslag til afgørelse).

( 37 ) – Dom af 16.4.2013 (C-202/11, EU:C:2013:239).

( 38 ) – Den forelæggende ret har anført, at den fortolkning, som Domstolen anlagde i nævnte dom, medførte en ændring af det flamske dekret om sproganvendelse for så vidt angår arbejdsforhold (jf. punkt 12 i nærværende forslag til afgørelse).

( 39 ) – Dom af 16.4.2013 (C-202/11, EU:C:2013:239).

( 40 ) – Ibidem (præmis 19-22).

( 41 ) – Min fremhævelse. Jf. bl.a. vedrørende artikel 29 EF, nu artikel 35 TEUF, dom af 8.11.2005, Jersey Produce Marketing Organisation (C-293/02, EU:C:2005:664, præmis 73), og af 16.12.2008, Gysbrechts og Santurel Inter (C-205/07, EU:C:2008:730, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

( 42 ) – Dom af 16.12.2008, Gysbrechts og Santurel Inter (C-205/07, EU:C:2008:730, præmis 43), min fremhævelse. Jf. ligeledes generaladvokat Trstenjaks forslag til afgørelse Gysbrechts og Santurel Inter (C-205/07, EU:C:2008:427, punkt 57-65). I den sag forelå en belgisk bestemmelse vedrørende fjernsalg, hvorefter det ikke var tilladt leverandøren at afkræve nogen form for forskudsbetaling inden fortrydelsesfristens udløb, hvorved leverandøren således blev frataget et effektivt middel til at sikre sig mod en manglende betaling. Domstolen fremhævede, at »et sådant forbud [almindeligvis har] større betydning for grænseoverskridende salg, som finder sted direkte til forbrugerne, herunder navnlig salg via internettet, og dette skyldes navnlig de hindringer, som findes for retsforfølgning i en anden medlemsstat af forbrugere, som undlader at opfylde deres forpligtelse, især når der er tale om salg, der vedrører relativt beskedne beløb« (jf. nævnte doms præmis 42).

( 43 ) – Den litauiske regering har hovedsageligt taget stilling til en eventuel begrundelse af en manglende overensstemmelse med »EUF-traktatens bestemmelser vedrørende det indre markeds friheder«.

( 44 ) – Jf. fodnote 42 i nærværende forslag til afgørelse.

( 45 ) – Med undtagelse af Kongeriget Nederlandene.

( 46 ) – Når det handelsmæssige forhold er begrænset til en medlemsstat, der anvender flere forskellige officielle sprog, som det er tilfældet i Belgien, er det således ganske vist muligt, at modtageren ikke forstår det påkrævede sprog, i det foreliggende tilfælde nederlandsk, men sandsynligheden for, at det under disse omstændigheder forholder sig således, er væsentligt mindre, end når transaktionen foregår i handelen mellem medlemsstaterne.

( 47 ) – Jf. fodnote 91 i nærværende forslag til afgørelse.

( 48 ) – Dette synes at være den situation, som New Valmar befandt sig i, idet dette belgiske selskab umiddelbart havde affattet de fakturaer, som selskabet sendte til sin koncessionshaver, på italiensk.

( 49 ) – Jf. punkt 96 ff. i nærværende forslag til afgørelse.

( 50 ) – Dom af 16.4.2013 (C-202/11, EU:C:2013:239).

( 51 ) – Således som den belgiske regering i øvrigt har medgivet.

( 52 ) – Det er bl.a. muligt, at en justering af prisen i op- eller nedadgående retning i forhold til den pris, der oprindeligt blev fastsat i den kontrakt, som de omhandlede parter har indgået, gennemføres ved fakturaer, idet betaling heraf anses for en accept af en sådan ændring af parternes rammeaftale. Ved udstedelsen af en faktura fastsættes også andre forhold, herunder navnlig fremgangsmåden for betalingen, eller forfaldsdatoen herfor.

( 53 ) – Jf. punkt 60 ff. i nærværende forslag til afgørelse.

( 54 ) – Min fremhævelse. Hvad angår afvisningen af en kvalificering som foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative indførselsrestriktioner som omhandlet i artikel 34 TEUF jf. bl.a. dom af 13.10.1993, CMC Motorradcenter (C-93/92, EU:C:1993:838, præmis 12), og af 7.4.2011, Francesco Guarnieri & Cie (C-291/09, EU:C:2011:217, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis). Jf. også på området for fri bevægelighed for personer og etableringsfriheden den retspraksis, der er nævnt i punkt 56 i generaladvokat Trstenjaks forslag til afgørelse Gysbrechts og Santurel Inter (C-205/07, EU:C:2008:427).

( 55 ) – Jf. dom af 1.4.2008, Gouvernement de la Communauté française og gouvernement wallon (C-212/06, EU:C:2008:178, præmis 51 og 52 og den deri nævnte retspraksis).

( 56 ) – For fuldstændighedens skyld bemærkes, at der også kunne rejses det spørgsmål, om en sådan lovgivning ikke udgør en indirekte forskelsbehandling til skade for de erhvervsdrivende, der ikke er nederlandsktalende. Jeg vil imidlertid ikke komme nærmere ind på dette spørgsmål, eftersom en sådan kvalificering, såfremt Domstolen måtte fastslå, at den kan lægges til grund, under alle omstændigheder kun ville have en beskeden betydning i det foreliggende tilfælde, for så vidt som de omhandlede bestemmelser kan begrundes i beskyttelsen af en medlemsstats officielle sprog, som er tilladt ved artikel 3, stk. 3, fjerde afsnit, TEU og artikel 4, stk. 2, TEU samt artikel 22 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, med forbehold af en prøvelse af, om de står i et rimeligt forhold til dette formål (jf. ligeledes generaladvokat Jääskinens forslag til afgørelse Las, C-202/11, EU:C:2012:456, punkt 39, og dom af 16.4.2013, Las, C-202/11, EU:C:2013:239, præmis 26).

( 57 ) – Jf. bl.a. dom af 1.10.2015, Trijber og Harmsen (C-340/14 og C-341/14, EU:C:2015:641, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis).

( 58 ) – Dvs. at restriktioner for de frie varebevægelser kan begrundes »i hensynet til den offentlige sædelighed, den offentlige orden, den offentlige sikkerhed, beskyttelse af menneskers og dyrs liv og sundhed, beskyttelse af planter, beskyttelse af nationale skatte af kunstnerisk, historisk eller arkæologisk værdi eller beskyttelse af industriel og kommerciel ejendomsret«, forudsat at de »hverken [udgør] et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af samhandelen mellem medlemsstaterne«.

( 59 ) – Jf. bl.a. dom af 3.3.2011, Kakavetsos-Fragkopoulos (C-161/09, EU:C:2011:110, præmis 51), af 16.4.2013, Las (C-202/11, EU:C:2013:239, præmis 23), og af 12.11.2015, Visnapuu (C-198/14, EU:C:2015:751, præmis 110).

( 60 ) – I denne forbindelse har Kommissionen henvist til dom af 3.6.1999, Colim (C-33/97, EU:C:1999:274, præmis 39-44), hvori det blev fastslået, at hindringer for de frie varebevægelser, der skyldes sprogkrav, kan begrundes i hensynet til at beskytte forbrugerne.

( 61 ) – Dom af 16.4.2013 (C-202/11, EU:C:2013:239).

( 62 ) – Jf. dom af 28.11.1989, Groener (C-379/87, EU:C:1989:599, præmis 19), af 12.5.2011, RunevičVardyn og Wardyn (C-391/09, EU:C:2011:291, præmis 85 og 86), og af 16.4.2013, Las (C-202/11, EU:C:2013:239, præmis 25-27).

( 63 ) – Som den forelæggende ret har anført, har fakturaer først og fremmest et kontraktmæssigt formål, eftersom de udgør bekræftelsen af den ene kontrahents fordring over for den anden kontrahent i forbindelse med opfyldelsen af en kontrakt og udgør et bevismiddel, men de har også værdi som afgiftsmæssige og administrative dokumenter for myndighederne i såvel sælgerens som køberens oprindelsesland. Om fakturaens adskillige funktioner og de forskellige grundlag for forpligtelsen til at udstede dem efter belgisk ret jf. G.L. Ballon, »Généralités«, i La facture et autres documents équivalents, op.cit., punkt 9 ff. og punkt 38 ff.

( 64 ) – Den litauiske regering har gjort gældende, at eftersom fakturaer udgør officielle dokumenter, som kan anvendes til forskellige formål i såvel offentligretlige som privatretlige henseender, synes det at være nødvendigt at kræve, at de udfærdiges på det officielle sprog for at undgå, at dette sprog mister et af sine væsentlige områder, nemlig statens ledelse og administration, og at anvendelsen af sproget ikke reduceres som følge af den stadigt mere udbredte brug af udenlandske sprog i internationale handelsforhold.

( 65 ) – Jf. bl.a. for så vidt angår de frie varebevægelser dom af 20.2.1979, ReweZentral (120/78, EU:C:1979:42, præmis 8), for så vidt angår arbejdskraftens frie bevægelighed dom af 18.7.2007, Kommissionen mod Tyskland (C-490/04, EU:C:2007:430, præmis 70), og af 16.4.2013, Las (C-202/11, EU:C:2013:239, præmis 28), for så vidt angår etableringsfriheden dom af 15.5.1997, Futura Participations og Singer (C-250/95, EU:C:1997:239, præmis 31), og af 8.7.1999, Baxter m.fl. (C-254/97, EU:C:1999:368, præmis 18), for så vidt angår den frie udveksling af tjenesteydelser dom af 28.10.1999, Vestergaard (C-55/98, EU:C:1999:533, præmis 23), og af 7.10.2010, dos Santos Palhota m.fl. (C-515/08, EU:C:2010:589, præmis 48) samt for så vidt angår de frie kapitalbevægelser dom af 28.10.2010, Établissements Rimbaud (C-72/09, EU:C:2010:645, præmis 33).

( 66 ) – Denne lovgivning giver således de ansatte i den omhandlede regions administration mulighed for at beskæftige sig med fakturaer, der på denne regions område er affattet på denne regions officielle sprog, og ikke på et sprog, som de ikke behersker, hvilket bidrager til, at de kan udføre en direkte, umiddelbar og sikker kontrol. Jf. ligeledes generaladvokat Jääskinens forslag til afgørelse Las (C-202/11, EU:C:2012:456, punkt 50).

( 67 ) – Det bemærkes, at på momsområdet har medlemsstaterne i medfør af artikel 248a i direktiv 2006/112 mulighed for med henblik på kontrol at kræve en oversættelse af visse fakturaer, og at en faktura på dette område opfylder tre funktioner: Den indeholder oplysninger om det momssystem, der finder anvendelse, den gør det muligt for afgiftsmyndighederne at foretage kontroller, og den gør det muligt for forbrugerne i givet fald at bevise deres fradragsret (B. Terra og J. Kajus, A Guide to the European VAT Directives, volume 1, IBDF, Amsterdam, 2014, s. 1401).

( 68 ) – Dom af 16.4.2013 (C-202/11, EU:C:2013:239).

( 69 ) – På de betingelser og inden for de grænser, der er nævnt i punkt 11 i nærværende forslag til afgørelse.

( 70 ) – Dom af 16.4.2013 (C-202/11, EU:C:2013:239, præmis 29 ff.).

( 71 ) – Det er ubestridt, at i modsætning til, hvad der var fastsat vedrørende arbejdskontrakter på tidspunktet for Las-dommen, forhindrer den i hovedsagen omhandlede lovgivning ikke parterne i at udfærdige deres varekontrakt på et andet sprog end nederlandsk.

( 72 ) – Jf. punkt 68 i nærværende forslag til afgørelse.

( 73 ) – Såsom de almindelige salgsbetingelser eller oplysninger om fremgangsmåden for betaling.

( 74 ) – Jf. ligeledes punkt 32 i nærværende forslag til afgørelse.

( 75 ) – Jf. punkt 76 og 77 i nærværende forslag til afgørelse.

( 76 ) – Jf. punkt 65 i nærværende forslag til afgørelse.

( 77 ) – Om fakturaens forskellige funktioner jf. ligeledes fodnote 63, 64 og 67 i nærværende forslag til afgørelse.

( 78 ) – Jf. analogt vedrørende EF-traktatens artikel 30 og Rådets direktiv 79/112/EØF af 18.12.1978 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler samt om reklame for sådanne levnedsmidler (EFT 1979 L 33, s. 1) bl.a. dom af 12.9.2000, Geffroy (C-366/98, EU:C:2000:430, præmis 25 ff.), og den retspraksis på området, der er nævnt i generaladvokat Ruiz-Jarabo Colomers forslag til afgørelse Geffroy (C-366/98, EU:C:1999:585, punkt 19 ff.).

( 79 ) – New Valmar har gjort gældende, at selv om disse fakturaer alle skal være affattet på nederlandsk, skal de nødvendigvis ledsages af en oversættelse til det sprog, hvorpå aftalen er indgået, med henblik på at undgå, at den udenlandske kunde påberåber sig fejl eller svig, såfremt den pågældende ikke forstår angivelserne på fakturaen, hvilket udgør en uforholdsmæssigt omfattende opgave for en virksomhed, som i lighed med New Valmar sælger tusindvis af små artikler (sutteflasker, sutter, legetøj osv.). New Valmar har også henvist til adskillige andre praktiske problemer, herunder den manglende mulighed for, at sælgeren og køberen indbyrdes anvender elektroniske ordre- og faktureringssystemer, som kun virker på et enkelt sprog.

( 80 ) – I denne henseende har New Valmar under henvisning til diverse kilder i litteraturen anført, at det følger af traditionelle handelssædvaner, at fakturaen skal udfærdiges på modtagerens sprog eller på et sprog, der sædvanligvis anvendes i den pågældende økonomiske sektor.

( 81 ) – Jf. analogt vedrørende den nationale rets mulighed for at tage hensyn til internationale handelssædvaner med henblik på at identicere, hvilken ret der har kompetence i forbindelse med fastlæggelsen af opfyldelsesstedet for en aftale om salg af varer dom af 9.6.2011, Electrosteel Europe (C-87/10, EU:C:2011:375, præmis 20 ff.), eller vedrørende vurderingen af gyldigheden af en aftale om værneting dom af 16.3.1999, Castelletti (C-159/97, EU:C:1999:142, præmis 18 ff.), samt artikel 25, stk. 1, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12.12.2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012 L 351, s. 1).

( 82 ) – Jf. punkt 46 ff. i nærværende forslag til afgørelse.

( 83 ) – Jf. artikel 2, første afsnit, i decreet inzake de bescherming van de vrijheid van het taalgebruik van de Franse taal in de sociale betrekkingen tussen de werkgevers en hun personeel, alsook van akten en dokumenten van ondernemingen opgelegd door de wet en de reglementen (dekret om beskyttelse af friheden til at anvende sprog og anvendelsen af fransk i sociale relationer mellem arbejdsgiverne og deres ansatte og de ved lov og administrativt foreskrevne akter og dokumenter fra virksomheder) af 30.6.1982 (Belgisch Staatsblad, 27.8.1982, s. 9863).

( 84 ) – Jf. i denne retning dom af 1.10.2015, Trijber og Harmsen (C-340/14 og C-341/14, EU:C:2015:641, præmis 74 og den deri nævnte retspraksis).

( 85 ) – Jf. punkt 12 og fodnote 38 i nærværende forslag til afgørelse.

( 86 ) – Dom af 16.4.2013 (C-202/11, EU:C:2013:239).

( 87 ) – I medfør af nævnte stk. 2 skal den omhandlede arbejdstager enten have bopæl i en anden medlemsstat i EU eller EØS eller på det belgiske område, men have gjort brug af sin ret i henhold til reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed eller etableringsfriheden.

( 88 ) – Dom af 16.4.2013 (C-202/11, EU:C:2013:239).

( 89 ) – Den belgiske regering har under retsmødet bestridt begge disse anbringender. Nævnte regering har gjort gældende dels, at såvel den oprindelige faktura som erstatningsfakturaen, som vedrører samme levering inden for Fællesskabet, kan give anledning til momsfritagelse i Belgien, dels, at det står parterne frit for at fastsætte forfaldsdatoen for betaling uafhængigt af den dato, hvor fakturaen er blevet udstedt eller erstattet. Kommissionen har med rette anført, at der fortsat består retlig usikkerhed, idet det cirkulære fra de belgiske skattemyndigheder af 23.1.2013, som den belgiske regering har påberåbt sig, ikke er bindende, og at retterne fortsat er forpligtet til ex officio at erklære en uretmæssig faktura ugyldig. Det bemærkes endvidere, at det i praksis er ganske tænkeligt, at parterne ikke har fastsat en anden forfaldsdato for fordringen end den, der er indeholdt i fakturaen.

( 90 ) – Det fremhæves herved, at den forelæggende ret ikke klart har anført, hvordan sanktionerne i artikel 10 i det flamske dekret om sproganvendelse (jf. punkt 11 i nærværende forslag til afgørelse) skal gennemføres, bl.a. for så vidt angår om og i hvilket omfang den eventuelle erstatning for en uretmæssig faktura eventuelt bevarer det originale dokuments gyldighed med tilbagevirkende kraft. Jf. herom F. Gosselin, op.cit., punkt 188 ff.

( 91 ) – Det er paradoksalt, at New Valmars italienske koncessionshaver på grundlag af den flamske sproglovgivning kan nedlægge påstand om annullation af fakturaer, som er blevet udstedt til koncessionshaveren på italiensk, som den pågældende åbenlyst forstår.

( 92 ) – Den belgiske regering har selv anført, at fakturaen under visse omstændigheder har en bevismæssig funktion, for så vidt som en accepteret faktura over for en handlende udgør bevis for aftalen, ligesom den også er et regnskabsdokument og udgør det mest udbredte dokumentationsredskab.

( 93 ) – Det bemærkes, at det fremgår af de oplysninger, som er fremlagt for Domstolen, at en sådan faktura i medfør af den i nærværende sag omhandlede lovgivning skal affattes på nederlandsk, i det mindste delvist, dvs. for så vidt angår de angivelser, som skal fremgå i medfør af momslovgivningen, eller endog i deres helhed, og at alene den forelæggende ret har kompetence til at opklare den tvivl, som den belgiske regering har rejst vedrørende rækkevidden af de krav, der følger af den nationale lovgivning (jf. punkt 29 ff. i nærværende forslag til afgørelse).

Full & Egal Universal Law Academy