FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
J. KOKOTT
fremsat den 14. april 2016 ( 1 )
Sag C-101/15 P
Pilkington Group Ltd m.fl.
mod
Europa-Kommissionen
»Appel — konkurrence — karteller (artikel 81 EF og EØS-aftalens artikel 53) — bøder — retningslinjer af 2006 for beregning af bøder — relevant omsætning — valutakurs for beregning af loftet på 10% for bøder i henhold til artikel 23, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1/2003 — europæisk marked for autoglas«
I – Indledning
1.
I den foreliggende appelsag får Domstolen lejlighed til at tage stilling til to problemstillinger, hvis betydning for Europa-Kommissionens fremtidige administrative praksis som konkurrencemyndighed ikke bør undervurderes.
2.
For det første drejer det sig om at få præciseret, hvilke af karteldeltageres omsætninger der må anvendes som grundlag for beregningen af de bøder, som de pålægges. For det andet skal det afklares, hvilken valutakurs der skal anvendes ved valutaomregningen, hvis en virksomhed ikke offentliggør sine omsætningstal i euro. Dette kan være afgørende for, om en bøde, som Kommissionen har fastsat, overstiger det lovbestemte loft på 10% af den pågældende virksomheds samlede omsætning, og hvor stor en udgift det i givet fald vil være for den pågældende virksomhed at betale bøden.
3.
Desuden drejer sagen sig om visse nærmere spørgsmål i forbindelse med ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet i forbindelse med udstedelse af bøder til karteller samt i forbindelse med Den Europæiske Unions Rets fulde prøvelsesret vedrørende sådanne sanktioner.
4.
De nævnte retsspørgsmål er aktuelle i forbindelse med et autoglaskartel, som opererer i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), og som Kommissionen afslørede for nogle år siden og den 12. november 2008 gjorde til genstand for en beslutning om bødepålæggelse (herefter også »den omtvistede beslutning«) ( 2 ). Denne beslutning har flere selskaber i Pilkingtonkoncernen (herefter under ét »Pilkington«) ved den foreliggende sag indbragt for Unionens retsinstanser.
5.
I første instans blev Pilkingtons anfægtelse af den omtvistede beslutning ikke taget til følge. Retten afviste ved dom af 17. december 2014 (herefter også »den appellerede dom« eller »Rettens dom«) Pilkingtons annullationssøgsmål ( 3 ). Pilkington har nu iværksat appel til prøvelse af denne dom ved Domstolen.
6.
Der verserer yderligere en appelsag for Domstolen vedrørende autoglaskartellet ( 4 ). Denne anfægter dog ikke den samme dom afsagt af Retten og omhandler helt andre retsspørgsmål.
II – Retsforskrifter
7.
Den primærretlige ramme for denne sag er artikel 81 EF (nu artikel 101 TEUF) ( 5 ). For så vidt angår Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde indeholder EØS-aftalens artikel 53 en bestemmelse, som svarer til artikel 81 EF. I den afledte EU-ret er desuden artikel 23, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1/2003 ( 6 ) relevant.
8.
Artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 er i uddrag affattet således:
»Kommissionen kan ved beslutning pålægge virksomheder og virksomhedssammenslutninger bøder, hvis de forsætligt eller uagtsomt:
a)
overtræder […] artikel 81 [EF] eller 82 [EF] […]
[…]
Bøden kan for hver af de virksomheder, som har deltaget i overtrædelsen, ikke overstige 10% af den samlede omsætning i det foregående regnskabsår.
[…]«
9.
Der henvises desuden til retningslinjerne af 2006 ( 7 ), hvori Kommissionen har fastsat sin administrative praksis vedrørende beregning af bøder. I disse retningslinjers punkt 4-6 samt punkt 13 findes bl.a. disse forklaringer:
»4.
Kommissionens beføjelser til at pålægge virksomheder og virksomhedssammenslutninger bøder, hvis de forsætligt eller uagtsomt overtræder […] artikel 81 [EF] eller 82 [EF], er et af de midler, den har til at udføre den tilsynsopgave, der påhviler den i henhold til traktaten. [...] I denne forbindelse skal Kommissionen påse, at dens tiltag har de nødvendige afskrækkende virkninger [...] Når Kommissionen fastslår, at […] artikel 81 [EF] eller 82 [EF] er overtrådt, kan det derfor være nødvendigt at pålægge dem, der har overtrådt disse regler, en bøde. Der bør fastsættes så høje bøder, at de er tilstrækkelig afskrækkende, ikke blot som sanktioner over for de pågældende virksomheder (specifik afskrækkende virkning), men også som middel til at få andre virksomheder til at afholde sig fra at udøve eller fortsat udøve en adfærd, der er i strid med […] artikel 81 [EF] eller 82 [EF] (generel afskrækkende virkning).
5.
For at nå disse mål vil Kommissionen fastsætte bøderne på grundlag af værdien af de afsatte varer eller tjenester, som overtrædelsen omfatter. Overtrædelsens varighed bør også spille en vigtig rolle ved fastsættelsen af bødens størrelse. Overtrædelsens varighed har nødvendigvis indflydelse på overtrædelsens potentielle virkninger på markedet. Det er derfor vigtigt, at bøden også afspejler, i hvor lang en årrække virksomheden har deltaget i overtrædelsen.
6.
Værdien af den afsætning, overtrædelsen omfatter, kombineret med overtrædelsens varighed anses for i tilstrækkelig grad at afspejle både overtrædelsens og de enkelte deltagende virksomheders økonomiske betydning. Anvendelsen af disse faktorer giver et godt fingerpeg om bødens størrelse og bør ikke opfattes som grundlag for en automatisk og aritmetisk beregningsmetode.
[…]
13.
Med henblik på at fastsætte bødens grundbeløb anvender Kommissionen værdien af virksomhedens afsætning af varer eller tjenester, som er direkte eller indirekte forbundet med overtrædelsen, i det relevante geografiske område inden for EØS. Kommissionen anvender normalt virksomhedens afsætning i det seneste fulde regnskabsår, hvor den har deltaget i overtrædelsen [...].«
III – Tvistens baggrund
A – Faktiske omstændigheder og den administrative procedure
10.
Pilkington er en af verdens førende producenter af glas, navnlig autoglas.
11.
Ifølge Retten har Pilkington sammen med andre virksomheder i sektoren gjort sig skyldig i en overtrædelse af kartelreglerne, som bestod i, at der blev indgået aftaler om fordeling af ordrer på levering af autoglaskomponenter til alle store bilproducenter i EØS. Karteldeltagerne aftalte samordning af prispolitikker og leveringsstrategier for at fastholde parternes position på det pågældende marked. Karteldeltagerne overvågede da også de beslutninger, der blev truffet på disse møder og ved disse kontakter, og aftalte korrigerende foranstaltninger for at kompensere hinanden.
12.
Autoglaskartellet var aktivt i EØS fra den 10. marts 1998 til den 11. marts 2003, idet der var forskel på, hvor længe de enkelte kartelvirksomheder deltog – i Pilkingtons tilfælde drejede det sig om perioden fra den 10. marts 1998 til den 3. september 2002. Der var tale om en sammenhængende og vedvarende overtrædelse.
13.
Under den administrative procedure gav Kommissionen den 18. april 2007 flere af virksomhederne i kartellet, herunder Pilkington, meddelelse om klagepunkterne. En mundtlig høring foranstaltet af Kommissionen fandt sted den 24. september 2007. Efter at have hørt Det Rådgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspørgsmål vedtog Kommissionen den 12. november 2008 den omtvistede beslutning.
14.
Det konstateres i den omtvistede beslutnings artikel 1, at forskellige virksomheder – herunder også Pilkington [artikel 1, litra c)] – har overtrådt artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53, idet de har deltaget i en række aftaler og/eller samordnet praksis inden for autoglassektoren i EØS.
15.
De bøder, som de enkelte virksomheder blev pålagt for hver deres deltagelse i kartellet, fremgår af den omtvistede beslutnings artikel 2. I Pilkingtons tilfælde drejer det sig om 370 mio. EUR, som appellanterne hæfter solidarisk for [artikel 2, stk. 1, litra c)]. Ved en ændringsbeslutning af 28. februar 2013, som tjente til rettelse af beregningsfejl, blev dette beløb nedsat til 357 mio. EUR ( 8 ). Ifølge den omtvistede beslutnings artikel 2, stk. 2, skulle bøden betales i EUR senest tre måneder efter beslutningens offentliggørelse.
B – Retsforhandlingerne i første instans
16.
Flere af adressaterne for beslutningen indbragte i første instans denne for Retten i form af annullationssøgsmål.
17.
For så vidt angår Pilkingtonkoncernen anlagde Pilkington Group Ltd, Pilkington Automotive Ltd, Pilkington Automotive Deutschland GmbH, Pilkington Holding GmbH og Pilkington Italia SpA (herefter »sagsøgerne« henholdsvis »appellanterne«) i første instans fælles søgsmål mod Kommissionen ved stævning af 18. februar 2009.
18.
Retten afviste ved dom af 17. december 2014 søgsmålet, men dømte dog Kommissionen til at betale 10% af Pilkingtons sagsomkostninger ( 9 ). I øvrigt pålagde Retten sagsøgerne at betale alle sagsomkostninger ved sagens behandling i første instans.
IV – Retsforhandlingerne for Domstolen
19.
Ved appelskrift indleveret den 27. februar 2015 har appellanterne iværksat den foreliggende appel til prøvelse af Rettens dom.
20.
Appellanterne har nedlagt følgende påstande:
—
Dommen i sag T-72/09 ophæves delvist, for så vidt som appellanterne ikke fik medhold i deres påstand om annullation af beslutningens artikel 2, stk. 1, litra c).
—
Den bøde, appellanterne er blevet pålagt i henhold til beslutningens artikel 2, litra c), nedsættes.
—
Kommissionen tilpligtes at betale appellanternes omkostninger i forbindelse med denne sag.
21.
Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
—
Appellen forkastes.
—
Appellanterne tilpligtes at betale sagens omkostninger.
22.
Ved Domstolen blev der indgivet skriftlige indlæg om appellen, og den 2. marts 2016 blev der afholdt retsmøde i sagen.
V – Bedømmelse af anbringenderne
23.
Pilkingtons appel vedrører ikke længere alle de emner, som var genstand for retsforhandlingerne i første instans. Tværtimod er de juridiske spørgsmål i appelsagen begrænset til spørgsmål vedrørende beregningen af bøden. Hvad dette angår har appellanterne gjort tre anbringender gældende, hvoraf det første vedrører den afsætning, der skal tages hensyn til (se nedenfor under A), det andet den gældende eurokurs ved fastsættelse af loftet på 10% (se nedenfor under B) og det tredje forskellige generelle retsprincipper samt betragtninger vedrørende retsstatsprincippet (se nedenfor under C).
A – Den afsætning, der skal tages hensyn til ved beregning af bøden (det første anbringende)
24.
Det første anbringende er rettet mod præmis 201-227 (og navnlig mod præmis 217-227) i den appellerede dom. Det drejer sig om arten af den afsætning, som kan anvendes som grundlag for beregning af en bøde i henhold til artikel 23, stk. 2, første afsnit, litra a), i forordning nr. 1/2003. Appellanterne har gjort gældende, at Retten med urette har bekræftet Kommissionens fremgangsmåde, hvorefter også Pilkingtons leverancer på grundlag af kontrakter fra perioden før overtrædelsens påbegyndelse kunne medregnes, selv om disse kontrakter ikke blev genforhandlet i den periode, hvor overtrædelsen stod på. Derved støttede Retten sig på en urigtig fortolkning af punkt 13 i retningslinjerne fra 2006.
25.
I henhold til punkt 13 i retningslinjerne fra 2006 anvender Kommissionen med henblik på at fastsætte bødens grundbeløb værdien af virksomhedens afsætning af varer eller tjenester, som er direkte eller indirekte forbundet med overtrædelsen, i det relevante geografiske område inden for EØS.
26.
Det følger heraf, at punkt 13 i retningslinjerne fra 2006 for beregningen af den bøde, der pålægges en virksomhed, har til formål at tage udgangspunkt i et beløb, der afspejler overtrædelsens økonomiske betydning og virksomhedens bidrag til denne overtrædelse (jf. Domstolens faste retspraksis ( 10 ), som lægger sig tæt op ad ordlyden i retningslinjernes punkt 6). Omvendt skal afsætning, som ikke reelt er berørt af kartellets anvendelsesområde inden for EØS, undtages ( 11 ).
27.
I den foreliggende sag er tvistens kerne, hvorvidt der skal være en årsagssammenhæng af en eller anden art mellem kartellets handlinger og de enkelte afsætningselementer, som indgår i beregningen af bødens størrelse. Det er appellanternes opfattelse, at man i det mindste ikke skal medregne salg af autoglas, som kartellet nødvendigvis ikke kan have haft indflydelse på, da dette salg skete på grundlag af kontrakter, som var indgået før overtrædelsens påbegyndelse – angiveligt på normale konkurrencevilkår – og som ikke blev genforhandlet i den periode, hvor overtrædelsen stod på. De er af den opfattelse, at man overdriver kartellets betydning, hvis man medregner sådanne salg.
28.
Dette er på ingen måde blot en teoretisk tvist eller en teknisk detalje. Hvis man ikke havde medtaget dette salg i beregningsgrundlaget i Pilkingtons tilfælde, ville det ifølge appellanternes oplysninger have betydet, at den bøde, som Kommissionen pålagde virksomheden, skulle have været godt 49 mio. EUR lavere.
29.
Selv om appellanternes argumentation vedrørende fortolkningen af punkt 13 i retningslinjerne fra 2006 ved første blik kan virke forførende, holder den ikke ved en nærmere undersøgelse.
30.
Allerede ordlyden af punkt 13 i retningslinjerne af 2006 er nemlig formuleret så bredt, som man kan tænke sig: Det drejer sig om værdien af den pågældende karteldeltagers afsætning af varer eller tjenester, som er direkte eller indirekte forbundet med overtrædelsen, i det relevante geografiske område inden for EØS. Lige så generelt formulerer punkt 5 i samme retningslinjer, at bøderne fastsættes på grundlag af værdien af de afsatte varer eller tjenester, som overtrædelsen omfatter.
31.
Som Domstolen tidligere har præciseret, vil det således være en for snæver forståelse af det afsætningsbegreb, der anvendes i punkt 13 i retningslinjerne fra 2006, hvis dette begreb forstås således, at det kun gælder for den del af omsætningen, der er opnået ved hjælp af den afsætning, hvor det er fastslået, at den reelt var berørt af dette kartel ( 12 ). Derfor skal det ifølge retspraksis ikke dokumenteres positivt i forbindelse med fastsættelsen af grundbeløbet for en bøde, at de enkelte afsætningselementer, der indgår i beregningsgrundlaget, var berørt af overtrædelsen ( 13 ).
32.
Begrebet afsætningens værdi i punkt 13 i retningslinjerne kan ganske vist ikke udvides til at omfatte den del af den pågældende virksomheds afsætning, der ikke falder ind under det påståede kartels anvendelsesområde ( 14 ). Hvis der imidlertid som i den foreliggende sag er tale om salg, som i det mindste er foretaget på det relevante marked, indgår disse uden videre i beregningsgrundlaget for bødens grundbeløb ( 15 ). Til forskel fra, hvad Pilkington gør gældende, ligger sådanne salg nemlig på ingen måde uden for kartellets anvendelsesområde.
33.
Den nævnte afsætning er et nyttigt holdepunkt for den skade, som kartellet og specielt Pilkington har forvoldt mod konkurrencen i EØS, da den fortæller noget om kartellets økonomiske betydning på det relevante marked samt om Pilkingtons relative vægt inden for kartellet, ganske som det kræves i punkt 6 og 13 i retningslinjerne af 2006 samt af Domstolens retspraksis herom ( 16 ).
34.
Hvis man, som det foresvæver appellanterne, ville undtage en del af afsætningen på det relevante marked ved beregningen af bøden, ville dette i mange tilfælde betyde en kunstig nedtoning af kartellets betydning og dermed være direkte i strid med målet for punkt 6 og 13 i retningslinjerne af 2006 ( 17 ) (jf. supplerende retningslinjers punkt 4 og 5). Man får nemlig ikke et retvisende billede af den fulde rækkevidde af en overtrædelse af kartelreglerne ved kun at se selektivt på en del af den afsætning, som karteldeltagerne har opnået på det relevante marked.
35.
Navnlig overser den beregningsmetode, som appellanterne fremhæver, at et af de primære formål med mange karteller – også det i denne sag omtvistede kartel – er at opdele markedet mellem karteldeltagerne eller fastholde deres markedsandele på et aftalt niveau. Denne stabiliserende effekt, som Retten særdeles rigtigt har fremhævet ( 18 ), kommer i sagens natur karteldeltagernes samlede aktiviteter på det pågældende marked til gode. Som Kommissionen meget overbevisende fremhæver, kan manipulation med blot nogle få retshandler i denne forbindelse være nok til at opnå den af karteldeltagerne ønskede virkning på hele markedet. Når kartellets ulovlige formål og dermed karteldeltagernes »kriminelle energi« omfatter hele markedet, må hele den afsætning, der er foretaget på dette marked, også lægges til grund ved beregningen af bøderne.
36.
Det er således ikke afgørende, om det kan påvises – eller blot er muligt – at de berørte virksomheder for så vidt angår hver enkelt udført retshandel påviseligt har handlet i hemmelig forståelse med hinanden. Det er i øvrigt heller ikke afgørende, om og i hvilket omfang den konkurrencestridige effekt, som disse virksomheder har tilstræbt med kartellet, faktisk er indtrådt ( 19 ). Tværtimod er det tilstrækkeligt, at man har haft til hensigt eller opnået at fordreje konkurrencen på det pågældende marked i henhold til […] artikel 81 [EF] (artikel 101 TEUF) ( 20 ). I et sådant tilfælde skal karteldeltagernes samlede afsætning på det pågældende marked principielt indgå i beregningen af bødens grundbeløb.
37.
I øvrigt ville det kræve en helt uforholdsmæssig administrativ indsats at foretage en individuel vurdering af alle karteldeltagernes handlinger med henblik på afsætning på det relevante marked. I de fleste tilfælde er de afsætningstal, som skal lægges til grund for beregningen af bøden, nemlig baseret på en lang række retshandler, og det er næppe praktisk gennemførligt at kontrollere hver enkelt af disse med henblik på at vurdere, om de faktisk eller potentielt er påvirket af karteldeltagernes hemmelige forståelse med hinanden. Dette gælder så meget desto mere, som karteller er karakteriseret ved en hemmeligholdelseskultur fra de involverede virksomheders side, som ikke også skal »belønnes«, når det gælder beregningen af bøden ( 21 ).
38.
Alt i alt er det eneste afgørende kriterium altså, at den afsætning, som indgår i beregningen af bødens grundbeløb, er foretaget på det relevante marked ( 22 ). Det er nemlig netop denne afsætning, som stammer fra salget af de produkter, som overtrædelsen vedrørte, der bedst kan afspejle den pågældende overtrædelses økonomiske betydning ( 23 ). På denne måde sikres det, at der pålægges en passende sanktion, som bidrager til en effektiv håndhævelse af konkurrencereglerne på EU’s indre marked (jf. også punkt 4 og 5 i retningslinjerne af 2006).
39.
Følgelig må det første appelanbringende forkastes.
B – Den afgørende valutakurs ved beregningen af loftet på 10% for bøden (det andet appelanbringende)
40.
Det andet appelanbringende er rettet mod præmis 410-423 i den anfægtede dom og omhandler det på EU-plan gældende loft for bøder, som fremgår af artikel 23, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1/2003. Ifølge denne bestemmelse kan bøden for hver af de virksomheder, som har deltaget i overtrædelsen, ikke overstige 10% af virksomhedens samlede omsætning i det foregående regnskabsår.
41.
Efter appellanternes opfattelse tilsidesætter den anfægtede dom denne bestemmelse, fordi Retten har begået en retlig fejl ved valutaomregningen fra britiske pund ( 24 ) til euro. Hvis Retten ikke – som Kommissionen før den – havde taget udgangspunkt i Den Europæiske Centralbanks (ECB) gennemsnitskurs i Pilkingtons seneste afsluttede regnskabsår forud for den omtvistede beslutning, men i stedet som forfægtet af Pilkington havde taget udgangspunkt i den dagsaktuelle valutakurs på tidspunktet for vedtagelsen af den pågældende beslutning, ville resultatet have været et lavere 10%-loft og dermed også en lavere bøde til Pilkington.
1. Indledende bemærkning
42.
Baggrunden for disse kritikpunkter er, at Pilkingtons moderselskab har hjemsted i Det Forenede Kongerige, og at Pilkingtonkoncernens samlede omsætning, som anvendes som beregningsgrundlag i den foreliggende sag, derfor er angivet i britiske pund. Derimod udtrykkes de bøder, som pålægges af Kommissionen på EU-plan for at forfølge kartelovertrædelser, i euro. Der skal altså ske en valutaomregning for at fastslå, om den fastsatte bøde overstiger det i loven fastsatte loft på 10% af Pilkingtons samlede omsætning i det sidste afsluttede regnskabsår forud for vedtagelsen af den omtvistede beslutning.
43.
Appellanterne har anført, og rigtigheden heraf er ikke blevet bestridt, at Pilkingtons samlede omsætning i regnskabsåret fra den 1. april 2007 til den 31. marts 2008 androg 2614 mia. GBP. Grundlaget for beregning af loftet på 10% i henhold til artikel 23, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1/2003 var altså en værdi på 261,4 mio. GBP (10% af 2614 mia. GBP).
44.
Hvis man – som Kommissionen og Retten – støtter sig på ECB’s gennemsnitskurs for valutaomregning i perioden (1 GBP = 1,415 EUR), når man frem til et loft på 370,1 mio. EUR. Hvis man derimod lægger ECB’s specifikke valutakurs for den 12. november 2008 til grund, nemlig den dag, hvor Kommissionen vedtog den omtvistede beslutning (1 GBP = 1,2149 EUR eller 1 EUR = 0,82310 GBP) ( 25 ), når man frem til et betydeligt lavere loft på 317,5 mio. EUR.
45.
I det førstnævnte tilfælde ligger den bøde, som Kommissionen har udstedt, altså med det korrigerede beløb på 357 mio. EUR, klart under loftet på 10% ( 26 ), mens den i det sidstnævnte tilfælde overskrider loftet på 10% med næsten 40 mio. EUR. Det er altså netop denne difference på ca. 40 mio. EUR, der er på spil, når parterne i forbindelse med dette andet anbringende strides om valget af den rigtige valutakurs for valutaomregningen. Det skal afklares, om det værditab for britiske pund i forhold til euro, som kunne registreres i perioden frem til vedtagelsen af den omtvistede beslutning, kommer Pilkington til gode eller tværtimod udgør en valutakursrisiko, som Pilkington må bære.
2. Pilkingtons kritikpunkter
46.
Appellanterne har udtrykkeligt anerkendt Kommissionens ret til at fastsætte de kartelretlige bøder, de er blevet pålagt i henhold til artikel 23 i forordning nr. 1/2003, i euro, men de anser Rettens bemærkninger vedrørende den relevante valutakurs til beregning af loftet på 10% for at være behæftet med retlige fejl.
47.
Deres kritik af den anfægtede dom på dette punkt kan primært opdeles i to temaer. For det første har Retten ikke taget hensyn til formålet med loftet på 10% [jf. nedenfor, afsnit a)], og for det andet har den ikke levet op til kravene om ligebehandling og retssikkerhed [jf. nedenfor, afsnit b)].
a) Formålet med loftet på 10%
48.
Med loftet på 10%, som fremgår af artikel 23, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1/2003, indføres der i beregningen af kartelretlige bøder et element, som har et formål, der adskiller sig fra og er selvstændigt i forhold til formålet med kriterierne vedrørende overtrædelsens grovhed og varighed ( 27 ). Formålet er at tage hensyn til den enkelte virksomheds størrelse og at undgå bøder på et urimeligt og uforholdsmæssigt niveau ( 28 ).
49.
Det afgørende i forbindelse med artikel 23, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1/2003 er virksomhedens betalingsevne på det tidspunkt, hvor den identificeres som ansvarlig for overtrædelsen, og hvor den pålægges en økonomisk sanktion af Kommissionen ( 29 ).
50.
Man ville utvivlsomt tage bedst muligt hensyn til en virksomheds betalingsevne, hvis man vurderede den præcis den dag, hvor Kommissionen vedtager sin bødebeslutning. Dette ville imidlertid stille Kommissionen over for helt uovervindelige praktiske vanskeligheder. For det første kendes de aktuelle omsætningstal for den pågældende virksomhed som regel ikke på tidspunktet for vedtagelsen af bødebeslutningen, eller de foreligger i hvert fald ikke i certificeret og dermed pålidelig form. For det andet kræver også Kommissionens interne beslutningsprocesser – navnlig den lovpligtige høring af det rådgivende udvalg ( 30 ), men også den nødvendige interne refleksion i myndigheden vedrørende sanktionens formålstjenlighed, beregningsmetode og størrelse i det konkrete tilfælde ( 31 ) – at der ikke til stadighed kan fremlægges og behandles nyt talmateriale frem til den sidste dag.
51.
Dette forhold har EU-lovgiver taget højde for og i artikel 23, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1/2003 fastsat en tiendedel af den pågældende virksomheds samlede omsætning i det foregående regnskabsår før bødebeslutningen som referenceværdi for dens betalingsevne ( 32 ). Loven opstiller samtidig den fiktion, at en virksomheds betalingsevne med henblik på bødeberegningen svarer til den, der kan aflæses af dens certificerede omsætningstal for det sidste afsluttede regnskabsår forud for vedtagelsen af bødebeslutningen. Som hovedregel kan det nemlig forventes, at virksomhedens således beregnede betalingsevne ikke ændrer sig væsentligt i ugerne eller månederne frem til vedtagelsen af bødebeslutningen, og at omsætningstallene for det sidste afsluttede regnskabsår således bevarer deres relevans.
52.
Hvis en bestemt brøkdel (10%) af den pågældende virksomheds samlede omsætning i det sidste afsluttede regnskabsår imidlertid udgør den lovbestemte referenceværdi for virksomhedens betalingsevne, må det også være den gældende gennemsnitlige valutakurs i referenceperioden, som er afgørende for valutaomregningen. Det er nemlig kun denne valutakurs, som gør det muligt at vurdere omsætningstallene i den kontekst, som de stammer fra, idet den giver den bedst muligt afspejling af de økonomiske forhold, der herskede på det pågældende tidspunkt ( 33 ). Dette har Retten med rette gjort opmærksom på ( 34 ).
53.
Det ville kunne medføre en alvorlig forvridning af sådanne omsætningstals relevans, hvis man omregnede dem til en afvigende valutakurs fra en senere periode. Anvendes en ny valutakurs på gamle tal, ville det i sidste ende svare til at sammenligne æbler og pærer.
54.
Heller ikke i de domme fra Domstolen, som appellanterne har anført, kan der findes belæg for, at man skulle anvende en senere valutakurs, nemlig den gældende dagsaktuelle valutakurs ved vedtagelsen af bødebeslutningen.
55.
Ganske vist har Domstolen i visse tilfælde faktisk anerkendt, at loftet på 10% i et vist omfang også kan beskytte de pågældende virksomheder mod valutaudsving ( 35 ). Dette er imidlertid ikke noget selvstændigt formål med loftet, men snarere et delaspekt af den beskyttelse, som artikel 23, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1/2003 yder de berørte virksomheder mod for store og uforholdsmæssige bøder ( 36 ).
56.
Desuden drejede de tilfælde, som hidtil har været behandlet i retspraksis, sig om ændringer i forhold til valutaerne, som var indtrådt før udløbet af den referenceperiode, som loftet på 10% i henhold til artikel 23, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1/2003 er knyttet til ( 37 ). Domstolen så altså tilbage på tidligere perioder og ikke, sådan som Pilkington kræver i den foreliggende sag, fremad på ugerne og månederne efter afslutningen af det sidste regnskabsår forud for vedtagelsen af den omtvistede afgørelse.
57.
Der er gode grunde til at vælge »blikket bagud« frem for »blikket fremad«: For det første vil fasen mellem overtrædelsens ophør og det sidste regnskabsår forud for bødebeslutningen som regel vare flere år og dermed i sagens natur være mere udsat for valutabetingede ændringer i virksomheders betalingsevne end de her omtvistede uger og måneder, som går umiddelbart forud for bødebeslutningen. For det andet er det kun ved »blikket bagud«, at der er adgang til solidt talmateriale, som – sammen med de tilhørende valutakurser til brug for valutaomregningen – foreligger rettidigt nok til, at Kommissionen kan tage hensyn til det ved sin afgørelse.
58.
Det eneste holdepunkt i retspraksis, som kunne tyde på et »blik fremad« og dermed på en form for relevans for dagsaktuelle valutakurser, findes i den forholdsvis gamle dom afsagt af Retten i første instans i sagen Sarrió mod Kommissionen. I denne sag havde Retten nemlig forvisset sig om, »at bødebeløbet, omregnet til national valuta på grundlag af den valutakurs, der var gældende på det tidspunkt, da beslutningen blev offentliggjort, ikke overstiger 10% af sagsøgerens samlede omsætning i [det sidste regnskabsår forud for beslutningen]« ( 38 ).
59.
Denne fremgangsmåde synes heller ikke at have dannet skole. Jeg mener heller ikke, at Domstolen skal tage den til sig nu.
60.
Bortset fra den allerede nævnte indvending om, at man ved at anvende en dagsaktuel valutakurs på utilladelig vis ville omregne gamle omsætningstal med en ny valutakurs, som ikke stammer fra den samme periode, forekommer det mig også helt uegnet og uigennemførligt at fokusere på tidspunktet for offentliggørelsen af beslutningen, sådan som Retten i første instans gør i sagen Sarrió mod Kommissionen. Offentliggørelsen af beslutningen sker i kartelsager som regel først længe efter vedtagelsen, i nogle tilfælde sågar flere år senere. Kommissionen ville altså ligefrem skulle være synsk, hvis den skulle tage hensyn til en sådan fremtidig valutakurs, allerede når den traf sin afgørelse. Det fremgår heller ikke, hvorfor netop valutakursen på dagen for offentliggørelsen af beslutningen skulle kunne give oplysning om den pågældende virksomheds betalingsevne på det langt tidligere tidspunkt, hvor Kommissionen pålægger den bøden og opkræver den.
61.
Løsningen på det problem, som appellanterne har rejst, skal efter min opfattelse søges på et helt andet plan, nemlig i Unionens budgetbestemmelser. Hvis det skulle vise sig, at en virksomheds betalingsevne – på grund af valutaudsving eller af andre grunde – skulle være forringet betydeligt mellem udløbet af det sidste regnskabsår og tidspunktet for vedtagelsen af Kommissionens bødebeslutning, indeholder budgetbestemmelserne egnede mekanismer til at håndtere mulige vanskeligheder for den pågældende virksomhed i forbindelse med betalingen af den af Kommissionen pålagte bøde ( 39 ). Disse mekanismer giver mulighed for at udvikle løsninger, som er tilpasset det individuelle tilfælde, og som går fra indrømmelse af lempeligere betalingsfrister til fuldstændig eller delvis eftergivelse af en fordring, idet der dog skal tages behørigt hensyn til eventuelle konkurrenceforvridninger (jf. navnlig artikel 89 og 91 i gennemførelsesbestemmelserne om Unionens finansielle regler ( 40 )).
62.
I modsætning til den opfattelse, som Pilkington gjorde gældende i retsmødet, taler det i øvrigt på ingen måde imod denne løsning, at de mekanismer, der findes i Unionens budgetbestemmelser, kun gælder i ekstreme undtagelsestilfælde. Alle »almindelige« risici i forbindelse med deres betalingsevne, især den almindelige valutakursrisiko, skal de berørte virksomheder nemlig selv bære ( 41 ). Dette vil også blive behandlet senere ( 42 ).
63.
På denne baggrund holder heller ikke de af appellanternes argumenter stik, som støttes på loftet på 10%.
b) Kravene om ligebehandling og retssikkerhed
64.
Desuden har appellanterne i den foreliggende sag også anført principperne om ligebehandling og retssikkerhed. Efter appellanternes opfattelse følger det af disse principper, at det ikke er gennemsnitskursen i Pilkingtons seneste afsluttede regnskabsår forud for den omtvistede afgørelse, der er afgørende, men derimod den dagsaktuelle kurs på tidspunktet for vedtagelsen af denne beslutning.
i) Ligebehandlingsprincippet
65.
Appellanterne har for det første gjort gældende, at Retten har tilsidesat ligebehandlingsprincippet. Efter deres opfattelse skal alle virksomheder behandles ens, uanset hvilken valuta de opgør deres regnskaber i. Dette har Retten ikke taget hensyn til.
66.
Ligebehandlingsprincippet er et grundlæggende princip i EU-retten, som er fastslået i artikel 20 og 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ( 43 ). Det kan ikke fortolkes og anvendes forskelligt alt efter retsområde.
67.
Det fremgår af fast retspraksis, at det nævnte princip kræver, at ensartede situationer ikke må behandles forskelligt og forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre forskelsbehandlingen er objektivt begrundet ( 44 ).
68.
Det er således kun en konsekvens af ligebehandlingsprincippet, når Domstolen specielt for udmålingen af kartelretlige bøder anerkender, at loftet på 10% i henhold til artikel 23, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1/2003 er en grænse, der finder ensartet anvendelse på samtlige virksomheder ( 45 ).
69.
Med hensyn til problematikken i den aktuelle sag skal det indledningsvis bemærkes, at enhver virksomheds betalingsevne i sagens natur kan være underlagt visse udsving i perioden mellem afslutningen af dens sidste regnskabsår og dagen for vedtagelsen af en bødebeslutning. Sådanne udsving kan f.eks. opstå som følge af uventede omsætningsfald, men de kan også skyldes ændringer i valutaomregningen, især i tilfælde, hvor en virksomhed – uanset hvor den har hjemsted – opnår en stor del af sin omsætning i fremmede valutaer.
70.
Hvad dette angår befinder alle virksomheder sig i samme situation, og de bliver også behandlet ens af EU-lovgiver. I henhold til artikel 23, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1/2003 tages der ikke hensyn til sådanne udsving i betalingsevnen med henblik på beregningen af loftet på 10%, uanset om de pågældende virksomheder opgør deres omsætning i euro eller i en anden valuta. For så vidt kan der altså ikke foreligge nogen tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.
71.
Desuden kan det ganske vist forekomme for virksomheder, som ikke opgør deres omsætningstal i euro, men i fremmed valuta, at udgiften til at betale en bøde på grund af valutakursændringer mellem deres sidste regnskabsår og dagen for Kommissionens bødebeslutning er underlagt større udsving, end det er tilfældet for virksomheder, som fører deres regnskab i euro. På dette punkt kan situationen for de virksomheder, som har hjemsted uden for euroområdet, altså muligvis adskille sig fra situationen for de virksomheder, som har hjemsted inden for euroområdet.
72.
Det kan dog ikke alene af den omstændighed, at virksomheder med hjemsted uden for euroområdet muligvis lider stærkere under valutabetingede udsving i deres likvide midler end virksomheder med hjemsted inden for euroområdet, konkluderes, at de har ret til en ny, dagsaktuel undersøgelse af deres betalingsevne på tidspunktet for vedtagelsen af Kommissionens bødebeslutning, idet den på dette tidspunkt gældende dagsaktuelle valutakurs skulle lægges til grund.
73.
Sådanne valutabetingede udsving er nemlig udtryk for den valutakursrisiko, som enhver virksomhed selv må bære ( 46 ). En virksomhed, som etablerer sig uden for euroområdet, tager risikoen for en ugunstig udvikling i valutakursen lige så bevidst med i købet som den nyder godt af eventuelle fordele ved en gunstig udvikling i valutakursen. Det går ikke an, at en sådan virksomhed kun selektivt overfører de eventuelle ulemper ved at have hjemsted uden for euroområdet på samfundet under påberåbelse af ligebehandlingsprincippet.
74.
Det kan i øvrigt bemærkes, at det også før indførelsen af euroen var sådan, at alle virksomheder, som opererede på det indre marked, ikke var underlagt samme valutarisici. Det er ganske vist korrekt, at Kommissionen i sin tid måtte foretage en valutaomregning for alle virksomheder, før de blev pålagt bøder, hvorimod dette i dag kun er nødvendigt for virksomheder med hjemsted uden for euroområdet. Ikke desto mindre havde virksomheder også før indførelsen af euroen allerede ud fra den medlemsstat, hvori de etablerede sig, at gøre med valutaudsving af forskellig styrke og dermed med valutarisici af forskellig størrelse.
ii) Retssikkerhedsprincippet
75.
For det andet har appellanterne hævdet, at Retten har tilsidesat retssikkerhedsprincippet. Efter deres opfattelse skal enhver virksomhed kunne forudse de økonomiske belastninger, som denne risikerer ved en af Kommissionen pålagt bøde, i sin egen valuta.
76.
Retssikkerhed er et grundlæggende princip i EU-retten, som navnlig kræver, at retsregler, som har bebyrdende retsvirkninger for borgerne, skal være klare og præcise og deres anvendelse forudsigelig for borgerne ( 47 ). De berørte skal have mulighed for at kende deres rettigheder og forpligtelser og handle derefter ( 48 ).
77.
I samme retning har Domstolen specielt med henblik på artikel 23, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1/2003 fastslået, at de kartelretlige bøder, som Kommissionen pålægger efter denne bestemmelse, har et beregneligt og absolut loft, således at den maksimale størrelse af den bøde, der kan pålægges en bestemt virksomhed, kan beregnes på forhånd ( 49 ).
78.
Konceptet om forudsigelighed indebærer nødvendigvis et prognoseelement. Der kan opstilles mere pålidelige prognoser på grundlag af allerede etablerede data fra den nære fortid end på grundlag af endnu ukendte fremtidige data.
79.
Det er derfor hævet over enhver tvivl, at en virksomhed bedre kan forudse det i sit tilfælde gældende loft på 10% for kartelretlige bøder i henhold til artikel 23, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1/2003, hvis dette loft beregnes ved anvendelse af den gennemsnitlige valutakurs for virksomhedens sidste afsluttede regnskabsår og ikke støttes på en fremtidig dagsaktuel valutakurs på tidspunktet for vedtagelsen af bødebeslutningen, som slet ikke er til rådighed på forhånd.
80.
Tilsvarende har Retten helt med rette fremhævet ( 50 ), at anvendelsen af ECB’s gennemsnitlige valutakurs for en virksomheds sidste afsluttede regnskabsår før vedtagelsen af bødebeslutningen er væsentligt bedre egnet til at sørge for retssikkerhed end en fokusering på den dagsaktuelle valutakurs på et tidspunkt i fremtiden, nemlig dagen for vedtagelsen af bødebeslutningen.
81.
Den nævnte gennemsnitskurs ligger nemlig fast fra afslutningen af de pågældende regnskabsår og ændrer sig ikke mere, hvorimod den dagsaktuelle kurs afhænger af tilfældige forhold i fremtiden, nemlig af det tidspunkt, som Kommissionen vælger til at vedtage sin bødebeslutning, og af den økonomiske situation på det pågældende tidspunkt. Ved at lægge gennemsnitskursen til grund kan enhver virksomhed, som Kommissionen forbereder sanktioner imod på grund af en kartelovertrædelse, allerede før den afgørelse, der afslutter sagen, nøjagtigt beregne, hvilket beløb i euro en eventuel bøde højst vil kunne udgøre.
82.
Appellanterne har heroverfor anført, at virksomheder, som ikke opgør deres omsætning i euro, har vanskeligere ved at forudse deres finansieringsudgifter til eventuelle kartelretlige bøder end virksomheder, hvis regnskaber føres i euro.
83.
Denne usikkerhed er imidlertid en konsekvens af den valutakursrisiko, som virksomheder med hjemsted uden for euroområdet som allerede nævnt ( 51 ) altid må bære. Desuden skal en forudseende virksomhed altid sørge for at sikre eventuelle forpligtelser i den valuta, som disse forpligtelser i fremtiden skal betales i. For så vidt er der ingen væsentlig forskel på en kartelretlig bøde, som muligvis vil blive pålagt af Kommissionen, og civilretlige hæftelsesrisici, som den pågældende virksomhed eventuelt vil møde i retssager ved nationale domstole.
84.
Hvis en virksomhed forfølges af Kommissionen i en sag i henhold til forordning nr. 1/2003 som formodet karteldeltager, er det i dens egen interesse allerede under sagen at foretage hensættelser i euro til en eventuel bøde på grundlag af virksomhedens egne omsætningstal for det sidste afsluttede regnskabsår eller i det mindste gennem aftaler med pengeinstitutter at sikre, at den på tidspunktet for vedtagelsen af bødebeslutningen vil råde over den nødvendige likviditet i euro op til loftet på 10% i henhold til artikel 23, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1/2003.
85.
Hvis den pågældende virksomhed ikke træffer sådanne foranstaltninger, indlader den sig i sidste ende på en spekulationsforretning om udviklingen i valutakursen og påtager sig bevidst risikoen for, at den senere vil kunne skaffe valutaen til betaling af en eventuel bøde på mindre gunstige vilkår, end det ville være tilfældet ved afslutningen af virksomhedens sidste regnskabsår forud for bødebeslutningen.
86.
Som Domstolen allerede har fastslået i anden sammenhæng, er valutaudsving en risikofaktor, der både kan give fordele og ulemper ( 52 ). Eksistensen af sådanne valutaudsving kan som sådan ikke medføre, at en bøde, hvis beløb lovligt er fastsat, bliver upassende ( 53 ).
3. Foreløbig konklusion
87.
Alt i alt er det altså hverken i strid med formålet med artikel 23, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1/2003 eller med de generelle principper om ligebehandling og retssikkerhed at lægge den gennemsnitlige valutakurs for den pågældende virksomheds sidste afsluttede regnskabsår forud for bødebeslutningen til grund for valutaomregningen i forbindelse med fastsættelse af loftet på 10% for kartelretlige bøder. Rettens sålydende konklusion ( 54 ) er ikke behæftet med retlige fejl. Det andet appelanbringende er således ugrundet.
C – Om forskellige generelle retsprincipper og betragtninger om retsstatsprincipper (det tredje appelanbringende)
88.
Det tredje appelanbringende er helliget forskellige generelle retsprincipper og overvejelser vedrørende retsstatsprincippet, som Retten efter appellanternes opfattelse har tilsidesat. Med dette anbringende angriber de dels præmis 396-402 og dels præmis 434, 438 og 440-444 i den appellerede dom. Den første del af det tredje anbringende gælder alene de retlige krav, som følger af principperne om ligebehandling og proportionalitet (jf. nedenfor, afsnit 1), hvorimod anden del er helliget Rettens beføjelse til at gøre brug af sin fulde prøvelsesret (jf. nedenfor, afsnit 2).
89.
En undersøgelse udført af et virksomhedsrådgivningsselskab, som Pilkington fremlagde i sagen i første instans, spiller en væsentlig rolle for appellanternes argumentation vedrørende begge dele af dette anbringende. Ud fra denne undersøgelse mener appellanterne at kunne konkludere, at Pilkingtons økonomiske situation er blevet forringet væsentligt som følge af den af Kommissionen pålagte bøde.
90.
Jeg bemærker indledningsvis, at Rettens fremgangsmåde med hensyn til denne undersøgelse var absolut rimelig og retligt ikke kan kritiseres. Retten har med føje kun taget hensyn til den nævnte undersøgelse i forbindelse med sin fulde prøvelsesret, inden for hvis rammer det står den frit for at også at tage hensyn til kendsgerninger og beviser, som ligger efter den anfægtede beslutning ( 55 ). Derimod har Retten, ligeledes helt med føje, ikke taget hensyn til den nævnte undersøgelse i forbindelse med sin prøvelse af den anfægtede beslutnings lovlighed, idet der i denne forbindelse kun må tages hensyn til elementer, som også forelå for Kommissionen allerede på tidspunktet for vedtagelsen af den pågældende beslutning ( 56 ).
1. Principperne om ligebehandling og proportionalitet (første del af det tredje appelanbringende)
91.
For det første har appellanterne anført, at Retten har tilsidesat de retlige krav i henhold til principperne om ligebehandling og proportionalitet. De har anført, at der er et »åbenbart misforhold« i den belastning, som de af Kommissionen pålagte sanktioner udgør for de enkelte karteldeltagere. Pilkington er af den opfattelse, at virksomheden selv er blevet straffet meget hårdere end dens medgerningsmænd, da den bøde, som virksomheden er blevet pålagt, udgør en meget større andel af dens samlede omsætning, end det er tilfældet for de øvrige karteldeltagere, som har en bredere produktvifte.
92.
Retten har i denne forbindelse korrekt henvist til ( 57 ), at de endelige beløb for de pågældende virksomheders bøder ikke nødvendigvis skal give udtryk for alle forskelle i forhold til deres samlede omsætning eller deres relevante omsætning ( 58 ). Bortset fra det i artikel 23, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1/2003 nævnte loft på 10% er beregningen af kartelretlige bøder nemlig ikke nogen mekanisk proces, hvor sanktionen nødvendigvis skal stå i et bestemt forhold til alle berørte virksomheders individuelle samlede omsætning.
93.
Det er ganske vist korrekt, at Kommissionen i forbindelse med pålæggelse af kartelretlige bøder i henhold til artikel 23, stk. 2, første afsnit, i forordning nr. 1/2003 ikke kan udøve sit skøn helt frit, men er underlagt en domstolsprøvelse af, om den har overholdt EU-rettens generelle retsprincipper og de på EU-plan garanterede grundlæggende rettigheder ( 59 ), navnlig principperne om ligebehandling og proportionalitet ( 60 ).
94.
I den foreliggende sag har Retten imidlertid ikke tilsidesat de retlige krav i henhold til hverken det ene eller det andet princip.
a) De retlige krav i henhold til princippet om ligebehandling
95.
Hvad angår for det første princippet om ligebehandling tilsiger dette som allerede anført ( 61 ), at ensartede situationer ikke må behandles forskelligt og forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre forskelsbehandlingen er objektivt begrundet.
96.
Normalt er ligebehandlingsprincippet overholdt i forbindelse med sanktionering af kartelovertrædelser, hvis alle karteldeltagere for så vidt angår beregningen af de pålagte bøder behandles efter samme kriterier ( 62 ), således at der kvalitativt ikke anvendes forskellige målestokke med hensyn til én og samme kartelovertrædelse ( 63 ). Den omstændighed, at den endelige bøde, der er pålagt, beløber sig til 10% af en virksomheds omsætning, altså kommer tæt på det lovbestemte loft (artikel 23, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1/2003) eller sågar når det, mens denne procentsats er lavere for andre deltagere i kartellet, kan ikke i sig selv udgøre en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet ( 64 ).
97.
I den foreliggende sag ønsker appellanterne alligevel at udvirke en særbehandling af Pilkington i form af, at den bøde, der er pålagt virksomheden, nedsættes til en ringere procentdel af dens samlede omsætning. De kritiserer således Retten for at have forholdt dem denne særbehandling.
98.
Det kan eventuelt være berettiget at afvige fra den klassiske beregningsmetode for bøder, hvis den beregningsmetode, som Kommissionen anvender på grundlag af retningslinjerne af 2006, ikke muliggør en tilstrækkelig differentiering af de bøder, der pålægges de enkelte karteldeltagere i betragtning af deres individuelle karteldeltagelses varighed og alvor samt i betragtning af eventuelle formildende eller skærpende omstændigheder ( 65 ). Dette er der imidlertid ingen holdepunkter for i den foreliggende sag, og appellanterne har heller ikke gjort noget gældende i denne retning.
99.
Om Pilkingtons situation i øvrigt på grund af særlige omstændigheder adskiller sig væsentligt fra de andre karteldeltageres situation og derfor nødvendiggør en særbehandling i forbindelse med beregningen af bøden, er i sidste ende et spørgsmål om bedømmelsen af de faktiske forhold og beviser. Det er ifølge fast retspraksis ( 66 ) alene Retten, der har kompetence til dette, og bedømmelsen af disse faktiske omstændigheder og beviser er således ikke et retsspørgsmål, der som sådan kan efterprøves af Domstolen under en appelsag, medmindre disse omstændigheder og beviser er blevet gengivet urigtigt, hvilket dog ikke gøres gældende i den foreliggende sag.
100.
Kun for fuldstændighedens skyld bemærker jeg desuden, at Pilkingtons stærke specialisering inden for autoglas og virksomhedens ringere produktdiversificering i forhold til de andre karteldeltagere efter min opfattelse ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at lade særlige målestokke gælde for beregningen af Pilkingtons bøde. Tværtimod peger Kommissionen med rette på, at en virksomhed som Pilkington, som opnår en særlig stor del af sin samlede omsætning med de produkter, der er berørt af kartellet, også har et tilsvarende større udbytte af det eventuelle afkast, som karteldeltagerne kan høste af deres samordnede praksis. På denne baggrund forekommer det på ingen måde uretfærdigt, at den af Kommissionen pålagte bøde udgør en højere procentdel af denne virksomheds samlede omsætning, end det er tilfældet for de andre karteldeltagere.
101.
Denne konklusion rystes heller ikke af, at Kommissionen tidligere i enkelte tilfælde har nedsat bøder for at tage hensyn til særlige forhold ved enkelte karteldeltageres forretningsmodel. Kommissionens tidligere beslutningspraksis udgør nemlig ifølge Domstolens faste retspraksis ikke de retlige rammer for de bøder, der pålægges på konkurrenceområdet ( 67 ).
102.
Hvad angår specielt den af appellanterne nævnte Almamet-sag, så var den pågældende virksomheds situation kendetegnet ved særlige forhold, som ikke i samme omfang gælder for Pilkington, i hvert fald ikke i henhold til de oplysninger, der foreligger for Unionens retsinstanser ( 68 ).
103.
Dermed må anbringendet om, at Retten begik en retlig fejl ved en urigtig anvendelse af reglerne om ligebehandling, forkastes.
b) De retlige krav i henhold til princippet om proportionalitet
104.
Hvad dernæst angår proportionalitetsprincippet, som i henhold til chartrets artikel 49, stk. 3, har status som grundlæggende rettighed ( 69 ), er det anerkendt, at også dette skal overholdes ved pålæggelsen af bøder for kartelovertrædelser ( 70 ).
105.
Endelig har appellanterne gjort gældende, at Retten har tilsidesat reglerne om proportionalitet med hensyn til forholdet mellem den af Kommissionen pålagte bøde og Pilkingtons samlede omsætning.
106.
Principielt sikrer det allerede omtalte ( 71 ) lovbestemte loft på 10% i henhold til artikel 23, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 1/2003, at de bøder, som af Kommissionen pålægges karteldeltagerne, står i et rimeligt forhold til deres respektive betalingsevne, og at bøder på et urimeligt og uforholdsmæssigt niveau undgås ( 72 ). Når dette loft overholdes, antages det, at bøden ikke udgør en uforholdsmæssig belastning for den pågældende virksomheds betalingsevne.
107.
Det kan således ikke alene ud fra den omstændighed, at en bøde udgør en – muligvis endda væsentlig – belastning for den pågældende virksomhed og fører til en forbigående svækkelse af dens økonomiske styrke, konkluderes, at bøden er uforholdsmæssigt høj. Tværtimod skal den sanktion, der pålægges i form af bøden til virksomheden, være mærkbar, så den kan udfolde sin specifikke og generelle afskrækkende virkning (jf. hertil også punkt 4 i retningslinjerne af 2006). Denne målsætning ville ikke blive opnået, hvis en virksomhed blot kunne betale den pålagte sanktion »ud af kagekassen«.
108.
Hvis man tog en eventuel forventet svækkelse af den pågældende virksomheds økonomiske styrke som følge af en kartelretlig bøde som anledning til at nedsætte denne sanktion, så ville dette i øvrigt have den absurde konsekvens, at den nævnte virksomhed blev belønnet med en uberettiget økonomisk fordel for at have begået en alvorlig overtrædelse af konkurrencereglerne ( 73 ). Hvis en virksomhed uventet skulle komme i vanskeligheder med betalingen, så indeholder Unionens budgetbestemmelser som allerede nævnt ( 74 ) passende løsninger.
109.
På denne baggrund er klagepunktet vedrørende tilsidesættelse af de retlige krav i henhold til proportionalitetsprincippet lige så ubegrundet som klagepunktet vedrørende ligebehandlingsprincippet.
2. Rettens udøvelse af den fulde prøvelsesret (anden del af det tredje appelanbringende)
110.
Endelig har appellanterne i forbindelse med det tredje appelanbringende gjort gældende, at Retten har undladt at gøre brug af sin fulde prøvelsesret i henhold til artikel 261 TEUF, sammenholdt med artikel 31 i forordning nr. 1/2003, med den intensitet, der kræves i henhold til Domstolens praksis.
111.
Anstødsstenen i denne forbindelse er især bemærkningerne i præmis 442 og 443 i den appellerede dom, hvorefter Retten kun vil foretage en nedsættelse af den af Kommissionen pålagte bøde på grund af dens negative økonomiske konsekvenser for den berørte virksomhed »under usædvanlige omstændigheder«, »hvis en overordnet interesse berettiger dette« ( 75 ). Efter appellanternes opfattelse nøjedes Retten med denne udtalelse på ulovlig vis med en for »overfladisk anvendelse« af sin fulde prøvelsesret ( 76 ).
112.
Domstolens undersøgelse af Rettens udøvelse af dens fulde prøvelsesret er begrænset til åbenbare fejl ( 77 ). Sådanne fejl kan for det første antages at foreligge, hvis Retten ikke tager hensyn til omfanget af sine beføjelser med hensyn til prøvelsesretten i henhold til artikel 261 TEUF ( 78 ), for det andet, hvis den ikke har taget omfattende hensyn til alle relevante synspunkter ( 79 ), og for det tredje, hvis den har anlagt forkerte juridiske kriterier ( 80 ), ikke mindst med hensyn til principperne om ligebehandling ( 81 ) og proportionalitet ( 82 ).
113.
Det af appellanterne anførte kritikpunkt vedrørende en for overfladisk tilgang med hensyn til »pleine juridiction« hører under den første af de nævnte kategorier: I sidste ende foreholdes Retten, at den ikke har taget hensyn til omfanget af sine beføjelser i henhold til artikel 261 TEUF ( 83 ).
114.
Disse beføjelser er virkelig meget vidtgående. Retten har ifølge artikel 261 TEUF ud over den rene kontrol af lovligheden af en af Kommissionen fastsat kartelretlig bøde også beføjelse til at ændre størrelsen af den pålagte bøde ( 84 ). Den kan altså også ud fra rene hensigtsmæssighedsbetragtninger ophæve, nedsætte eller forhøje bøden uden først at måtte annullere den anfægtede beslutning ( 85 ). Udøvelsen af den fulde prøvelsesret forudsætter følgelig ikke nødvendigvis, at det er fastslået, at der er begået en retlig fejl.
115.
Retten var i den foreliggende sag fuldt ud bevidst om denne mulighed, som står den åben i forbindelse med artikel 261 TEUF ( 86 ). Retten antog på ingen måde, at den kun under usædvanlige omstændigheder overhovedet må foretage en nedsættelse af den af Kommissionen pålagte bøde. Tværtimod antog den, at en sådan nedsættelse specielt på grund af den påståede svækkelse af den berørte virksomheds økonomiske styrke kun er rimelig under usædvanlige omstændigheder.
116.
Med andre ord behandlede Retten i den foreliggende sag absolut Pilkingtons anbringende vedrørende forringelsen af virksomhedens økonomiske styrke, herunder den af Pilkington fremlagte undersøgelse udarbejdet af et virksomhedsrådgivningsselskab. I denne forbindelse traf den imidlertid ikke på grundlag af – forkert forståede – retlige overvejelser, men alene ud fra overvejelser af hensigtsmæssigheden, afgørelse om, at bøden ikke skulle nedsættes. Dette bliver særligt tydeligt, når man betragter den baggrund, hvorpå Retten fremkommer med sine bemærkninger vedrørende de »usædvanlige omstændigheder«: Retten er optaget af bekymringen for, at det kunne skade effektiviteten af Unionens konkurrencepolitik, hvis kartelretlige bøder ikke udgjorde en vis belastning for de berørte virksomheder ( 87 ).
117.
En sådan overvejelse kan, som ovenfor antydet ( 88 ), ikke kritiseres ud fra et retligt synspunkt. Den ligger i øvrigt helt på linje med Unionens konkurrencepolitik som defineret af Kommissionen i retningslinjerne af 2006 ( 89 ). Sådanne retningslinjer er ganske vist ikke bindende for domstolene, men Unionens retsinstanser kan alligevel lade sig inspirere af dem, når de udøver deres fulde prøvelsesret ( 90 ).
118.
Alt i alt har Retten altså udøvet sin fulde prøvelsesret korrekt. Domstolen kan som appelinstans principielt ikke foretage en mere vidtgående vurdering af bøden for så vidt angår dens proportionalitet. Kun højst undtagelsesvis kan Domstolen gribe ind, hvis »sanktionens størrelse ikke blot er upassende, men også så excessiv, at den bliver uforholdsmæssig« ( 91 ). I den foreliggende sag er der imidlertid ingen grund til at antage, at der foreligger et så graverende og åbenlyst misforhold mellem overtrædelsen og sanktionen, at der er behov for en korrektur fra Domstolens side i dens egenskab som appelinstans.
119.
Dermed kan heller ikke denne sidste del af det tredje appelanbringende tages til følge. Dermed er hele det tredje appelanbringende ugrundet.
D – Resumé
120.
Da ingen af de af appellanterne anførte appelanbringender kan tages til følge, må appellen i sin helhed forkastes.
VI – Sagsomkostninger
121.
I henhold til artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, når appellen ikke tages til følge.
122.
Det følger af artikel 138, stk. 1 og 2, sammenholdt med artikel 184, stk. 1, i procesreglementet, at det pålægges den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom; er der flere tabende parter, træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningernes fordeling. Da Kommissionen har nedlagt en sådan påstand, og appellanterne har tabt sagen, pålægges de at betale sagsomkostningerne. Disse omkostninger skal de betale solidarisk, da de har iværksat appellen i fællesskab.
VII – Forslag til afgørelse
123.
På grundlag af det anførte foreslår jeg Domstolen at træffe følgende afgørelse:
»1)
Appellen forkastes.
2)
Appellanterne betaler sagens omkostninger in solidum.«
( 1 ) – Originalsprog: tysk.
( 2 ) – Kommissionens beslutning af 12.11.2008 om en procedure efter artikel 81 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab og artikel 53 i EØS-aftalen K(2008) 6815 endelig (Sag COMP/39.125 – Car glass, resumé i EUT 2009, C 173, s. 13); berigtiget ved beslutning K(2009) 863 endelig af 11.2.2009 og ved beslutning K(2013) 1119 endelig af 28.2.2013.
( 3 ) – Dom Pilkington Group m.fl. mod Kommissionen (T-72/09, EU:T:2014:1094).
( 4 ) – Sag AGC Glass Europe m.fl. mod Kommissionen (C-517/15 P, EUT 2015, C 398, s. 20).
( 5 ) – Det er alene retsstillingen før Lissabontraktatens ikrafttræden, der har betydning, da den omtvistede beslutning blev vedtaget før den 1.12.2009.
( 6 ) – Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i […] artikel 81 [EF] og 82 [EF] (EUT 2003, L 1, s. 1), herefter »forordning nr. 1/2003«.
( 7 ) – Retningslinjer for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 (EUT 2006, C 210, s. 2), herefter »retningslinjerne af 2006«.
( 8 ) – Herefter »EUR«.
( 9 ) – Retten begrunder denne afgørelse vedrørende sagsomkostningerne med, at Kommissionen først under den verserende sag i første instans vedtog ændringsbeslutningen af 28.2.2013 (se ovenfor punkt 15 og fodnote 2), hvorved den rettede to fejl vedrørende bødens beregning (præmis 448 og 449 i den appellerede dom).
( 10 ) – Domme Team Relocations m.fl. mod Kommissionen (C-444/11 P, EU:C:2013:464, præmis 76), Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (C-580/12 P, EU:C:2014:2363, præmis 57 og 59), Dole Food og Dole Fresh Fruit Europe mod Kommissionen (C-286/13 P, EU:C:2015:184, præmis 148 og 149), LG Display og LG Display Taiwan mod Kommissionen (C-227/14 P, EU:C:2015:258, præmis 53 og 55), InnoLux mod Kommissionen (C-231/14 P, EU:C:2015:451, præmis 50), AC-Treuhand mod Kommissionen (C-194/14 P, EU:C:2015:717, præmis 64) og Toshiba Corporation mod Kommissionen (C-373/14 P, EU:C:2016:26, præmis 85).
( 11 ) – Domme Team Relocations m.fl. mod Kommissionen (C-444/11 P, EU:C:2013:464, præmis 77), Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (C-580/12 P, EU:C:2014:2363, præmis 58), LG Display og LG Display Taiwan mod Kommissionen (C-227/14 P, EU:C:2015:258, præmis 54) og InnoLux mod Kommissionen (C-231/14 P, EU:C:2015:451, præmis 62).
( 12 ) – Domme Team Relocations m.fl. mod Kommissionen (C-444/11 P, EU:C:2013:464, præmis 76), Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (C-580/12 P, EU:C:2014:2363, præmis 57), Dole Food og Dole Fresh Fruit Europe mod Kommissionen (C-286/13 P, EU:C:2015:184, præmis 148) samt LG Display og LG Display Taiwan mod Kommissionen (C-227/14 P, EU:C:2015:258, præmis 53).
( 13 ) – Jf. i denne retning dom LG Display og LG Display Taiwan mod Kommissionen (C-227/14 P, EU:C:2015:258, præmis 57).
( 14 ) – Domme Team Relocations m.fl. mod Kommissionen (C-444/11 P, EU:C:2013:464, præmis 76), Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (C-580/12 P, EU:C:2014:2363, præmis 57), Dole Food og Dole Fresh Fruit Europe mod Kommissionen (C-286/13 P, EU:C:2015:184, præmis 148), LG Display og LG Display Taiwan mod Kommissionen (C-227/14 P, EU:C:2015:258, præmis 53) og InnoLux mod Kommissionen (C-231/14 P, EU:C:2015:451, præmis 55).
( 15 ) – Jf. i denne retning dom LG Display og LG Display Taiwan mod Kommissionen (C-227/14 P, EU:C:2015:258, præmis 57), hvori Domstolen præciserer, at punkt 13 i retningslinjerne af 2006 »henviser til afsætningen på det relevante marked for overtrædelsen«.
( 16 ) – Jf. igen ovenfor, punkt 26 i dette forslag til afgørelse med fodnote 10.
( 17 ) – Domme Team Relocations m.fl. mod Kommissionen (C-444/11 P, EU:C:2013:464, præmis 77), Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (C-580/12 P, EU:C:2014:2363, præmis 58), LG Display og LG Display Taiwan mod Kommissionen (C-227/14 P, EU:C:2015:258, præmis 54) og InnoLux mod Kommissionen (C-231/14 P, EU:C:2015:451, præmis 62).
( 18 ) – Præmis 224 og 226 i den appellerede dom.
( 19 ) – Også kartelaftaler, som i sidste ende ikke gennemføres af de involverede virksomheder, eller som ikke har den ønskede effekt på markedet, er og bliver overtrædelser af konkurrencereglerne, som kan og bør retsforfølges af konkurrencemyndighederne.
( 20 ) – Vedrørende betydningen af kriteriet om fordrejning af konkurrencen jf. også domme LG Display og LG Display Taiwan mod Kommissionen (C-227/14 P, EU:C:2015:258, præmis 63) og InnoLux mod Kommissionen (C-231/14 P, EU:C:2015:451, præmis 61).
( 21 ) – Domme Team Relocations m.fl. mod Kommissionen (C-444/11 P, EU:C:2013:464, præmis 77), Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (C-580/12 P, EU:C:2014:2363, præmis 58) samt LG Display og LG Display Taiwan mod Kommissionen (C-227/14 P, EU:C:2015:258, præmis 54).
( 22 ) – Jf. i denne forbindelse atter dom LG Display og LG Display Taiwan mod Kommissionen (C-227/14 P, EU:C:2015:258, præmis 57) med henvisningen til »afsætningen på det relevante marked for overtrædelsen«.
( 23 ) – Domme Team Relocations m.fl. mod Kommissionen (C-444/11 P, EU:C:2013:464, præmis 75-78), Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (C-580/12 P, EU:C:2014:2363, præmis 57-59), Dole Food og Dole Fresh Fruit Europe mod Kommissionen (C-286/13 P, EU:C:2015:184, præmis 148 og 149), LG Display og LG Display Taiwan mod Kommissionen (C-227/14 P, EU:C:2015:258, præmis 53-58 og 64) samt InnoLux mod Kommissionen (C-231/14 P, EU:C:2015:451, præmis 51).
( 24 ) – Herefter også »GBP«.
( 25 ) – EUT 2008 C 290, s. 6.
( 26 ) – Også det oprindeligt fastsatte beløb holder sig – om end kun lige netop – under loftet på 10%, hvis man lægger den gennemsnitlige valutakurs til grund.
( 27 ) – Dom Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen (C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, EU:C:2005:408, præmis 282).
( 28 ) – Domme Musique diffusion française m.fl. mod Kommissionen (100/80-103/80, EU:C:1983:158, præmis 119 og 121), Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen (C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, EU:C:2005:408, præmis 280 og 281), Britannia Alloys & Chemicals mod Kommissionen (C-76/06 P, EU:C:2007:326, præmis 24) og YKK m.fl. mod Kommissionen (C-408/12 P, EU:C:2014:2153, præmis 63).
( 29 ) – Dom YKK m.fl. mod Kommissionen (C-408/12 P, EU:C:2014:2153, præmis 63).
( 30 ) – Artikel 14 i forordning nr. 1/2003.
( 31 ) – Kommissionens bødebeslutninger i henhold til artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 vedtages efter kollegialitetsprincippet [jf. artikel 1 i Kommissionens forretningsorden samt artikel 17, stk. 6, litra b), TEU og artikel 250 TEUF].
( 32 ) – I denne retning også dom YKK m.fl. mod Kommissionen (C-408/12 P, EU:C:2014:2153, præmis 64, første punktum).
( 33 ) – Spørgsmålet om, til hvilken valutakurs de enkelte koncernselskabers omsætning indgår i beregningen af koncernens samlede omsætning – til gennemsnitskursen i det pågældende regnskabsår eller til den kurs, der er gældende på en bestemt skæringsdag – er ikke genstand for den foreliggende sag og er ikke blevet bragt op på nogen måde af nogen af parterne. Derfor vil jeg heller ikke behandle dette spørgsmål i nærværende forslag til afgørelse.
( 34 ) – Præmis 415 i den appellerede dom.
( 35 ) – Domme Enso Española mod Kommissionen (C-282/98 P, EU:C:2000:628, præmis 59), Sarrió mod Kommissionen (C-291/98 P, EU:C:2000:631, præmis 89) og Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen (C-238/99 P, C-244/99 P, C-245/99 P, C-247/99 P, C-250/99 P – C-252/99 P og C-254/99 P, EU:C:2002:582, præmis 606).
( 36 ) – Jf. ovenfor, punkt 48 i dette forslag til afgørelse med fodnote 28.
( 37 ) – Dette fremgår især tydeligt af dom Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen (C-238/99 P, C-244/99 P, C-245/99 P, C-247/99 P, C-250/99 P – C-252/99 P og C-254/99 P, EU:C:2002:582, præmis 605).
( 38 ) – Dom Sarrió mod Kommissionen (T-334/94, EU:T:1998:97, præmis 403).
( 39 ) – I denne retning også dom Musique diffusion française m.fl. mod Kommissionen (100/80-103/80, EU:C:1983:158, præmis 135).
( 40 ) – Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012 af 29.10.2012 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget (EUT L 362, s. 1).
( 41 ) – I denne retning domme Enso Española mod Kommissionen (C-282/98 P, EU:C:2000:628, præmis 59), Sarrió mod Kommissionen (C-291/98 P, EU:C:2000:631, præmis 89) og Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen (C-238/99 P, C-244/99 P, C-245/99 P, C-247/99 P, C-250/99 P – C-252/99 P og C-254/99 P, EU:C:2002:582, præmis 604).
( 42 ) – Jf. nedenfor, punkt 73 i dette forslag til afgørelse.
( 43 ) – Domme Akzo Nobel Chemicals og Akcros Chemicals mod Kommissionen (C-550/07 P, EU:C:2010:512, præmis 54) og Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (C-580/12 P, EU:C:2014:2363, præmis 51); i samme retning allerede dom Ruckdeschel m.fl. (117/76 og 16/77, EU:C:1977:160, præmis 7).
( 44 ) – Domme Arcelor Atlantique et Lorraine m.fl. (C-127/07, EU:C:2008:728, præmis 23), Akzo Nobel Chemicals og Akcros Chemicals mod Kommissionen (C-550/07 P, EU:C:2010:512, præmis 55), Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (C-580/12 P, EU:C:2014:2363, præmis 51) samt P og S (C-579/13, EU:C:2015:369, præmis 41).
( 45 ) – Dom Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen (C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, EU:C:2005:408, præmis 281).
( 46 ) – Jf. i denne retning domme Enso Española mod Kommissionen (C-282/98 P, EU:C:2000:628, præmis 59), Sarrió mod Kommissionen (C-291/98 P, EU:C:2000:631, præmis 89) og Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen (C-238/99 P, C-244/99 P, C-245/99 P, C-247/99 P, C-250/99 P – C-252/99 P og C-254/99 P, EU:C:2002:582, præmis 604).
( 47 ) – Domme Akzo Nobel Chemicals og Akcros Chemicals mod Kommissionen (C-550/07 P, EU:C:2010:512, præmis 100) og Ålands Vindkraft (C-573/12, EU:C:2014:2037, præmis 127); jf. også domme Van Es Douane Agenten (C-143/93, EU:C:1996:45, præmis 27) og Association nationale d’assistance aux frontières pour les étrangers (C-606/10, EU:C:2012:348, præmis 76).
( 48 ) – Domme ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen og Kommissionen mod ArcelorMittal Luxembourg m.fl. (C-201/09 P og C-216/09 P, EU:C:2011:190, præmis 68), ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen (C-352/09 P, EU:C:2011:191, præmis 81) og Ålands Vindkraft (C-573/12, EU:C:2014:2037, præmis 128).
( 49 ) – Domme Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (C-580/12 P, EU:C:2014:2363, præmis 55), LG Display og LG Display Taiwan mod Kommissionen (C-227/14 P, EU:C:2015:258, præmis 51) og InnoLux mod Kommissionen (C-231/14 P, EU:C:2015:451, præmis 48).
( 50 ) – Præmis 420 i den appellerede dom.
( 51 ) – Jf. ovenfor, punkt 73 i dette forslag til afgørelse.
( 52 ) – Dom Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen (C-238/99 P, C-244/99 P, C-245/99 P, C-247/99 P, C-250/99 P – C-252/99 P og C-254/99 P, EU:C:2002:582, præmis 604).
( 53 ) – Domme Enso Española mod Kommissionen (C-282/98 P, EU:C:2000:628, præmis 59), Sarrió mod Kommissionen (C-291/98 P, EU:C:2000:631, præmis 89) og Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen (C-238/99 P, C-244/99 P, C-245/99 P, C-247/99 P, C-250/99 P – C-252/99 P og C-254/99 P, EU:C:2002:582, præmis 604).
( 54 ) – Præmis 421, sammenholdt med præmis 415 og 416, i den appellerede dom.
( 55 ) – Dom Galp Energía España mod Kommissionen (C-603/13 P, EU:C:2016:38, præmis 72).
( 56 ) – Domme Frankrig mod Kommissionen (15/76 og 16/76, EU:C:1979:29, præmis 7), Crispoltoni m.fl. (C-133/93, C-300/93 og C-362/93, EU:C:1994:364, præmis 43), IECC mod Kommissionen (C-449/98 P, EU:C:2001:275, præmis 87) og Schindler Holding m.fl. mod Kommissionen (C-501/11 P, EU:C:2013:522, præmis 31).
( 57 ) – Præmis 397 i den appellerede dom.
( 58 ) – Dom Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen (C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, EU:C:2005:408, præmis 312).
( 59 ) – Artikel 51, stk. 1, første punktum, i chartret om grundlæggende rettigheder, jf. supplerende den deklaratoriske bemærkning i 37. betragtning til forordning nr. 1/2003, hvorefter forordningen fortolkes og anvendes i overensstemmelse med de i chartret forankrede rettigheder og principper.
( 60 ) – I denne retning dom Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen (C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, EU:C:2005:408, præmis 304 og 319), Alliance One International og Standard Commercial Tobacco mod Kommissionen (C-628/10 P og C-14/11 P, EU:C:2012:479, præmis 58) og Guardian Industries og Guardian Europe mod Kommissionen (C-580/12 P, EU:C:2014:2363, præmis 62).
( 61 ) – Jf. ovenfor, punkt 66 og 67 i dette forslag til afgørelse.
( 62 ) – I denne retning dom Alliance One International og Standard Commercial Tobacco mod Kommissionen (C-628/10 P og C-14/11 P, EU:C:2012:479, præmis 58), hvorefter der med hensyn til bødens størrelse ikke kan udøves forskelsbehandling ved anvendelse af forskellige beregningsmetoder af de virksomheder, der har deltaget i en aftale eller samordnet praksis i strid med artikel 81, stk. 1, EF.
( 63 ) – Jf. i denne forbindelse mit forslag til afgørelse Alliance One International og Standard Commercial Tobacco mod Kommissionen (C-628/10 P og C-14/11 P, EU:C:2012:11, punkt 57).
( 64 ) – Dom Putters International mod Kommissionen (T-211/08, EU:T:2011:289, præmis 74).
( 65 ) – Jf. i denne retning dom Putters International mod Kommissionen (T-211/08, EU:T:2011:289, præmis 75), jf. desuden Europa-Parlamentets beslutning af 10.3.2015 om Kommissionens årsberetning af 6.5.2014 om EU’s konkurrencepolitik 2013 (P8_TA(2015)0051, punkt 29).
( 66 ) – Jf. i manges sted domme Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen (C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, EU:C:2005:408, præmis 177), Dole Food og Dole Fresh Fruit Europe mod Kommissionen (C-286/13 P, EU:C:2015:184, præmis 58) og Toshiba Corporation mod Kommissionen (C-373/14 P, EU:C:2016:26, præmis 40 og 41).
( 67 ) – Domme JCB Service mod Kommissionen (C-167/04 P, EU:C:2006:594), Telefónica og Telefónica de España mod Kommissionen (C-295/12 P, EU:C:2014:2062, præmis 189) og LG Display og LG Display Taiwan mod Kommissionen (C-227/14 P, EU:C:2015:258, præmis 67).
( 68 ) – Som Retten fremhæver i dom Novácke chemické závody mod Kommissionen (T-352/09, EU:T:2012:673, præmis 139), var virksomheden Almamets situation navnlig kendetegnet ved, at den »driver virksomhed med handel med materialer af høj værdi med en begrænset fortjenstmargen«.
( 69 ) – Jf. mit forslag til afgørelse Schindler Holding m.fl. mod Kommissionen (C-501/11 P, EU:C:2013:248, punkt 222).
( 70 ) – Domme Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen (C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, EU:C:2005:408, præmis 319) og Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen (C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, EU:C:2004:6, præmis 365).
( 71 ) – Jf. herom mine betragtninger ovenfor om det andet appelanbringende, navnlig i punkt 48 i dette forslag til afgørelse.
( 72 ) – Domme Musique diffusion française m.fl. mod Kommissionen (100/80-103/80, EU:C:1983:158, præmis 119 og 121), Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen (C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, EU:C:2005:408, præmis 280 og 281), Britannia Alloys & Chemicals mod Kommissionen (C-76/06 P, EU:C:2007:326, præmis 24) og YKK m.fl. mod Kommissionen (C-408/12 P, EU:C:2014:2153, præmis 63).
( 73 ) – Jf. i denne retning dom Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen (C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, EU:C:2005:408, præmis 327), SGL Carbon mod Kommissionen (C-308/04 P, EU:C:2006:433, præmis 105) og KME Germany m.fl. mod Kommissionen (C-389/10 P, EU:C:2011:816, præmis 103); i samme retning allerede dom IAZ International Belgium m.fl. mod Kommissionen (96/82-102/82, 104/82, 105/82, 108/82 og 110/82, EU:C:1983:310, præmis 54 og 55).
( 74 ) – Jf. ovenfor, punkt 61 i dette forslag til afgørelse.
( 75 ) – Præmis 442 i den appellerede dom.
( 76 ) – På processproget: »a »light touch« review«.
( 77 ) – Dom Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen (C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, EU:C:2004:6, præmis 365).
( 78 ) – Jf. mine forslag til afgørelse Nederlandse Federatieve Vereniging voor de Groothandel op Elektrotechnisch Gebied mod Kommissionen (C-105/04 P, EU:C:2005:751, punkt 137) og Schindler Holding m.fl. mod Kommissionen (C-501/11 P, EU:C:2013:248, punkt 190); i samme retning domme Schindler Holding m.fl. mod Kommissionen (C-501/11 P, EU:C:2013:522, præmis 155 og 156) og Kone m.fl. mod Kommissionen (C-510/11 P, EU:C:2013:696, præmis 40 og 42).
( 79 ) – Domme Baustahlgewebe mod Kommissionen (C-185/95 P, EU:C:1998:608, præmis 128), Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen (C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, EU:C:2005:408, præmis 244 og 303) og Papierfabrik August Koehler m.fl. mod Kommissionen (C-322/07 P, C-327/07 P og C-338/07 P, EU:C:2009:500, præmis 125).
( 80 ) – Domme Baustahlgewebe mod Kommissionen (C-185/95 P, EU:C:1998:608, præmis 128), Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen (C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, EU:C:2005:408, præmis 244 og 303) og Papierfabrik August Koehler m.fl. mod Kommissionen (C-322/07 P, C-327/07 P og C-338/07 P, EU:C:2009:500, præmis 125).
( 81 ) – Domme Weig mod Kommissionen (C-280/98 P, EU:C:2000:627, præmis 63 og 68), Sarrió mod Kommissionen (C-291/98 P, EU:C:2000:631, præmis 97 og 99) og Alliance One International og Standard Commercial Tobacco mod Kommissionen (C-628/10 P og C-14/11 P, EU:C:2012:479, præmis 58).
( 82 ) – Domme E.ON Energie mod Kommissionen (C-89/11 P, EU:C:2012:738, præmis 126) og Schindler Holding m.fl. mod Kommissionen (C-501/11 P, EU:C:2013:522, præmis 165).
( 83 ) – De retlige krav, der følger af principperne om ligebehandling og proportionalitet, har jeg allerede behandlet i forbindelse med det tredje anbringendes første del (jf. ovenfor, punkt 91-109 i dette forslag til afgørelse).
( 84 ) – Domme Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen (C-238/99 P, C-244/99 P, C-245/99 P, C-247/99 P, C-250/99 P – C-252/99 P og C-254/99 P, EU:C:2002:582, præmis 692), KME Germany m.fl. mod Kommissionen (C-389/10 P, EU:C:2011:816, præmis 130), AC-Treuhand mod Kommissionen (C-194/14 P, EU:C:2015:717, præmis 74) og Galp Energía España m.fl. mod Kommissionen (C-603/13 P, EU:C:2016:38, præmis 75).
( 85 ) – Domme Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen (C-238/99 P, C-244/99 P, C-245/99 P, C-247/99 P, C-250/99 P – C-252/99 P og C-254/99 P, EU:C:2002:582, præmis 692) og Prym og Prym Consumer mod Kommissionen (C-534/07 P, EU:C:2009:505, præmis 86).
( 86 ) – Jf. især præmis 431, 432 og 434 i den appellerede dom.
( 87 ) – Præmis 441 i den appellerede dom.
( 88 ) – Jf. ovenfor, punkt 106-108 i dette forslag til afgørelse.
( 89 ) – Jf. navnlig punkt 35 i retningslinjerne af 2006: »Under særlige omstændigheder kan Kommissionen, efter anmodning, tage hensyn til en virksomheds manglende betalingsevne i en given social og økonomisk kontekst. Kommissionen nedsætter ikke bøden, blot fordi den fastslår, at virksomheden befinder sig i en ugunstig eller tabsgivende økonomisk situation. Der kan kun ydes bødenedsættelse på grundlag af objektive beviser for, at en bøde, der pålægges i overensstemmelse med de foreliggende retningslinjer, ville medføre ubodelig skade for den pågældende virksomheds levedygtighed og gøre dens aktiver fuldstændig værdiløse.«
( 90 ) – Domme Kommissionen mod Verhuizingen Coppens (C-441/11 P, EU:C:2012:778, præmis 80) og Galp Energía España m.fl. mod Kommissionen (C-603/13 P, EU:C:2016:38, præmis 90).
( 91 ) – Domme E.ON Energie mod Kommissionen (C-89/11 P, EU:C:2012:738, præmis 125 og 126), Schindler Holding m.fl. mod Kommissionen (C-501/11 P, EU:C:2013:522, præmis 164 og 165) samt Telefónica og Telefónica de España mod Kommissionen (C-295/12 P, EU:C:2014:2062, præmis 205).
Full & Egal Universal Law Academy