FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
Y. BOT
fremsat den 8. september 2016 ( 1 )
Sag C-339/15
Openbaar Ministerie
mod
Luc Vanderborght
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af rechtbank van eerste aanleg te Brussel (retten i første instans i Bruxelles, Belgien))
»Præjudiciel forelæggelse — national lovgivning, der forbyder personer, der yder tandpleje, at reklamere offentligt for deres ydelser — national lovgivning, der definerer, hvilken grad af beskedenhed der kræves af et skilt ved en tandlæges praksis — forenelighed — artikel 49 TEUF og 56 TEUF — etableringsfrihed — fri udveksling af tjenesteydelser — et grænseoverskridende element — restriktion — beskyttelse af den offentlige sundhed — proportionalitet — direktiv 2000/31/EF — elektronisk handel — anvendelsesområde — artikel 3, stk. 3 — udelukkelse af nationale bestemmelser om sundhed — artikel 3, stk. 8 — udelukkelse af nationale bestemmelser om lovregulerede erhverv — direktiv 2005/29/EF — urimelig handelspraksis — artikel 3, stk. 1 — indre marked-klausul — anvendeligheden af retsordenen i tjenesteyderens etableringsmedlemsstat — artikel 8 — begrænsning af den frie udveksling af informationssamfundstjenester for at sikre overholdelsen af faglige regler«
I – Indledning
1.
Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse giver Domstolen lejlighed til på ny at træffe afgørelse om foreneligheden af den meget strenge belgiske lovgivning, som regulerer reklame vedrørende tandpleje, i forhold til både primær ret, navnlig reglerne om etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser, og afledt ret vedrørende urimelig handelspraksis og elektronisk handel.
2.
Domstolen har nemlig allerede i sin dom af 13. marts 2008, Doulamis ( 2 ), taget stilling til foreneligheden af visse bestemmelser i denne lovgivning i forhold til de konkurrenceregler, der forbyder aftaler og samordnet praksis mellem virksomheder.
3.
Den foreliggende sag udspringer af en straffesag i Belgien mod tandlægen Luc Vanderborght, som er tiltalt for i perioden fra den 1. marts 2003 til den 24. januar 2014 på en måde, der er i strid med belgisk ret, at have reklameret for de tandplejeydelser, som han tilbyder.
4.
Artikel 8d i Koninklijk besluit houdende reglement op de beoefening der tandheelkunde (kongelig bekendtgørelse om udøvelse af tandlægevirksomhed) af 1. juni 1934 ( 3 ) i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen ( 4 ), anfører i detaljer de krav om beskedenhed, som personer, der yder tandpleje, skal udvise for at beskytte erhvervets omdømme, når de placerer en tavle eller indskrift ved indgangen til den bygning, hvor de har deres tandlægepraksis.
5.
Denne bestemmelse foreskriver følgende:
»Med henblik på bekendtgørelse for offentligheden må der foran indgangen til den bygning, hvor en […] autoriseret person udøver tandlægevirksomhed, kun anbringes en indskrift eller en tavle af beskeden størrelse og udseende, hvorpå er anført den autoriserede persons navn og eventuelt hans titel efter loven, de dage og tidspunkter, hvor der er konsultation, navnet på den virksomhed eller den lægelige organisation, for hvis regning han udøver sin erhvervsvirksomhed. Ligeledes kan angives den specialitet inden for tandlægevirksomhed, som den autoriserede person særligt udøver, såsom operativ tandpleje, tandproteser, ortodonti, tandkirurgi.
[…]«
6.
I den foreliggende sag er Luc Vanderborght tiltalt for, med henblik på bekendtgørelse for offentligheden, at have anbragt en stor reklamesøjle af ubeskeden størrelse ved indgangen til sin praksis. Denne reklametavle bestod af tre dele med påtrykt tekst, hver 47 cm høj og 75 cm bred, som oplyste om personens navn, at han er tandlæge, samt hans websted og telefonnummeret til hans tandlægepraksis.
7.
Artikel 1 i Wet bettreffende de publiciteit inzake tandverzorging (lov om reklame vedrørende tandpleje) af 15. april 1958 ( 5 ) i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen ( 6 ), forbyder personer, der yder tandpleje, inden for rammerne af et liberalt erhverv eller en tandlægepraksis at gøre nogen som helst offentlig reklame, direkte eller indirekte, for deres tjenesteydelser.
8.
Denne bestemmelse har følgende ordlyd:
»Det er forbudt at reklamere direkte eller indirekte for behandling eller for at foranledige behandling ved en autoriseret eller uautoriseret person i Belgien eller i udlandet af sygdomme, skader eller misdannelser i munden og tænderne, såsom ved udstilling, reklameskilte, indskrifter eller tavler, der er egnede til at vildlede med hensyn til lovligheden af den angivne virksomhed, eller ved prospekter, rundskrivelser, brochurer, løbesedler, det være sig i pressen, i radioen eller i biografer, […]«
9.
I den foreliggende sag anklages Luc Vanderborght for at have indrykket annoncer i lokale dagblade og på sit websted at have anprist sin sagkyndighed med hensyn til tandbehandling ved brug af fotoer med »før og efter« samt vidnesbyrd fra patienter, der henviser til ydelsernes forskelle i forhold til den behandling, der tilbydes af andre tandlæger.
10.
Nederlandstalige rechtbank van eerste aanleg te Brussel (den nederlandsksprogede ret i første instans i Bruxelles, Belgien), som træffer afgørelse i straffesager, er i den foreliggende sag i tvivl om, hvorvidt de bestemmelser, der ligger til grund for denne retsforfølgning, er forenelige med de EU-retlige bestemmelser for det første om urimelig handelspraksis, omhandlet i direktiv 2005/29/EF ( 7 ), for det andet om elektronisk handel, fastsat i direktiv 2000/31/EF ( 8 ), og for det tredje om etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser, som er fastsat i henholdsvis artikel 49 TEUF og 56 TEUF.
11.
Jeg vil i dette forslag til afgørelse først og fremmest gøre det klart, at de i hovedsagen omhandlede retsforskrifter ikke er omfattet af anvendelsesområdet for direktivet om urimelig handelspraksis på grund af de udtrykkelige begrænsninger, som EU-lovgiver har opstillet i dette direktivs artikel 3, stk. 3 og 8.
12.
Jeg vil derimod gøre opmærksom på, at en national lovgivning som artikel 1 i loven af 1958, der forbyder enhver reklame for tandpleje via internettet, hører under anvendelsesområdet for direktivet om elektronisk handel. Jeg vil dog redegøre for, at dette direktiv, henset til dets artikel 3, stk. 1, og artikel 8, stk. 1, ikke synes at være til hinder for denne lovgivning, eftersom den tager sigte på at sikre overholdelsen af reglerne for et lovreguleret erhverv og finder anvendelse på en tjenesteyder, der er etableret på det pågældende lands område.
13.
Endelig vil jeg undersøge, hvorvidt den nævnte lovgivning er forenelig med artikel 49 TEUF og 56 TEUF om etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser. Jeg vil først påvise, at tvisten i hovedsagen indeholder et grænseoverskridende element, for så vidt som den reklame, som den pågældende person er anklaget for at have gjort, er gjort via et websted, det er et medium beregnet til global formidling og således giver mulighed for at nå ud til en offentlighed og følgelig tiltrække patienter i andre medlemsstater end den pågældendes etableringsmedlemsstat.
14.
Derefter vil jeg redegøre for grundene til, at et forbud mod enhver offentlig reklame for tandpleje udgør en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser, idet jeg i store træk vil gentage det ræsonnement, som jeg for fuldstændighedens skyld fremførte i mit forslag til afgørelse Doulamis (C-446/05, EU:C:2007:701). Jeg vil forklare, hvorfor denne restriktion efter min opfattelse er begrundet i hensynet til beskyttelsen af den offentlige sundhed, for så vidt som den pågældende nationale lovgivning ikke medfører et forbud mod, at en person, der yder tandpleje, i en telefonbog eller med andre midler, som er tilgængelige for offentligheden, blot anfører oplysninger – uden tillokkende eller tilskyndende karakter – der gør det muligt at få kendskab til vedkommendes eksistens som fagmand.
II – De præjudicielle spørgsmål
15.
Nederlandstalige rechtbank van eerste aanleg te Brussel (den nederlandsksprogede ret i første instans i Bruxelles) har i forbindelse med den tvist, som verserer for denne ret, besluttet at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1)
Skal [direktivet om urimelig handelspraksis] fortolkes således, at det er til hinder for en national lov, der absolut og uden undtagelse forbyder enhver reklame, uanset i hvilken form, for mund- og tandpleje, således som det er tilfældet med artikel 1 i den belgiske lov af […] 1958 […]?
2)
Skal et reklameforbud for mund- og tandpleje anses for en »bestemmelse vedrørende produkters sundheds- og sikkerhedsmæssige aspekter« som omhandlet i artikel 3, stk. 3, i [direktivet om urimelig handelspraksis]?
3)
Skal [direktivet om urimelig handelspraksis] fortolkes således, at det er til hinder for en national bestemmelse som artikel 8d i kongelig bekendtgørelse af […] 1934, i hvilken det detaljeret er anført, hvilken grad af beskedenhed der kræves af et skilt ved en tandlæges praksis, som er rettet til offentligheden?
4)
Skal [direktivet om elektronisk handel] fortolkes således, at det er til hinder for en national lov, der absolut og uden undtagelse forbyder enhver reklame, uanset i hvilken form, for mund- og tandpleje, og som også forbyder reklame ad elektronisk vej (websted), således som det er tilfældet med artikel 1 i den belgiske lov af […] 1958 […]?
5)
Hvordan skal man fortolke begrebet »informationssamfundstjenester« som defineret i artikel 2, litra a), i direktiv[et om elektronisk handel] med henvisning til artikel 1, nr. 2), i direktiv 98/34/EF[ ( 9 )], som ændret ved [Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/48/EF af 20.7.1998[ ( 10 )]?
6)
Skal artikel 49 TEUF og 56 TEUF fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der af hensyn til beskyttelse af den offentlige sundhed indeholder et totalt forbud mod reklame for tandpleje?«
III – EU-retsforskrifter
A – Direktivet om urimelig handelspraksis
16.
Sjette, ottende og niende betragtning til direktivet om urimelig handelspraksis er affattet som følger:
»(6)
[…] ved dette direktiv [foretages der] en tilnærmelse af medlemsstaternes love om urimelig handelspraksis, herunder illoyal reklame, som direkte skader forbrugernes økonomiske interesser og derved indirekte skader legitime konkurrenters økonomiske interesser […]
[…]
(8)
Dette direktiv beskytter direkte forbrugernes økonomiske interesser mod virksomheders urimelige handelspraksis […]
(9)
Dette direktiv berører […] heller ikke fællesskabsbestemmelser eller nationale bestemmelser om […] produkters sundheds- og sikkerhedsmæssige aspekter […] Medlemsstaterne vil således kunne opretholde eller indføre restriktioner og forbud vedrørende handelspraksis, der er begrundet i hensynet til forbrugernes sundhed og sikkerhed på deres område, uanset hvor den erhvervsdrivende end er etableret, f.eks. i forbindelse med alkohol, tobak eller lægemidler […]«
17.
I henhold til dette direktivs artikel 1 er formålet med direktivet »at bidrage til et velfungerende indre marked og opnå et højt forbrugerbeskyttelsesniveau gennem tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om urimelig handelspraksis, der skader forbrugernes økonomiske interesser«.
18.
I det pågældende direktivs artikel 2, litra d), defineres »handelspraksis« som »en handling, udeladelse, adfærd eller fremstilling, kommerciel kommunikation, herunder reklame og markedsføring, foretaget af en erhvervsdrivende med direkte relation til promovering, salg eller udbud af et produkt til forbrugerne« ( 11 ).
19.
Artikel 3 i direktivet om illoyal handelspraksis, som definerer dette direktivs anvendelsesområde, bestemmer:
»1. Dette direktiv gælder for virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne, som fastlagt i artikel 5, før, under og efter en handelstransaktion i forbindelse med et produkt.
[…]
3. Dette direktiv berører ikke fællesskabsbestemmelser eller nationale bestemmelser vedrørende produkters sundheds- og sikkerhedsmæssige aspekter.
[…]
8. Dette direktiv berører ikke nogen etableringsbetingelser eller godkendelsesordninger eller fagetiske adfærdskodekser eller andre specifikke bestemmelser for lovregulerede erhverv, der skal opretholde høje standarder for virksomhedernes integritet, og som medlemsstaterne i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen kan pålægge virksomheder.
[…]«
20.
I henhold til dette direktivs artikel 5, stk. 2, er en handelspraksis urimelig, hvis den er i modstrid med kravet om erhvervsmæssig diligenspligt, og hvis den væsentligt forvrider eller kan forventes væsentligt at forvride den økonomiske adfærd i forhold til produktet hos gennemsnitsforbrugeren, som bliver genstand for den, eller som den er rettet mod, eller, hvis den pågældende handelspraksis rettes mod en særlig gruppe af forbrugere, hos et gennemsnitligt medlem af denne gruppe.
B – Direktivet om elektronisk handel
21.
7., 17., 18., 22., 32. og 33. betragtning til direktivet om elektronisk handel er affattet som følger:
»(7)
For at sikre retssikkerhed og forbrugernes tillid er det nødvendigt, at dette direktiv fastsætter en klar og generel ramme for visse retlige aspekter af elektronisk handel i det indre marked.
[…]
(17)
En definition af informationssamfundstjenester […] omfatter enhver tjeneste, der normalt leveres mod betaling, og som teleformidles ved hjælp af elektronisk databehandlingsudstyr (herunder digital komprimering) og dataoplagringsudstyr på individuel anmodning af en tjenestemodtager […]
(18)
Informationssamfundstjenester omfatter en lang række økonomiske aktiviteter, som finder sted online […] [De] er ikke kun begrænset til tjenester, der giver mulighed for onlineindgåelse af kontrakter, men omfatter også, når der er tale om erhvervsmæssig virksomhed, tjenester, som modtageren ikke yder vederlag for, f.eks. tjenester som består i at tilbyde onlineinformation eller kommerciel kommunikation […]
[…]
(22)
Informationssamfundstjenester bør kontrolleres på det sted, hvor tjenesterne udføres, for at sikre en effektiv beskyttelse af almene hensyn […] [F]or effektivt at sikre den frie udveksling af tjenesteydelser og for at skabe retssikkerhed for tjenesteyderne og ‑modtagerne bør informationssamfundstjenester principielt være underlagt retssystemet i den medlemsstat, hvor tjenesteyderen er etableret.
[…]
(32)
For at fjerne barrierer for udviklingen af grænseoverskridende tjenester i Fællesskabet, som udøvere af lovregulerede erhverv kan tilbyde på Internettet, er det nødvendigt, at det på fællesskabsplan sikres, at de faglige regler, der er fastsat for at beskytte bl.a. forbrugerne eller folkesundheden, overholdes […]
(33)
Dette direktiv supplerer fællesskabslovgivningen og den nationale lovgivning om lovregulerede erhverv, hvorved der opretholdes et samlet regelsæt på dette område.«
22.
I henhold til artikel 1, stk. 1, i direktivet om elektronisk handel har dette direktiv til formål »at bidrage til et velfungerende indre marked ved at sikre fri bevægelighed for informationssamfundstjenester mellem medlemsstaterne«.
23.
I henhold til dette direktivs artikel 1, stk. 2, »foretages der [ved dette direktiv] en tilnærmelse af visse nationale bestemmelser om informationssamfundstjenester, som vedrører det indre marked, tjenesteydernes etablering, kommerciel kommunikation, elektroniske kontrakter, formidleransvar, adfærdskodekser, udenretslig bilæggelse af tvister, klageadgang og samarbejde mellem medlemsstaterne«.
24.
Dette direktivs artikel 2, litra a), definerer »informationssamfundstjenester« med henvisning til artikel 1, nr. 2, i direktiv 98/34, som ændret, der henviser til »enhver tjeneste i informationssamfundet, dvs. enhver tjeneste, der normalt ydes mod betaling, og som formidles ad elektronisk vej på individuel anmodning fra en tjenestemodtager«.
25.
Artikel 2, litra f), i direktivet om elektronisk handel definerer »kommerciel kommunikation« som »alle former for kommunikation bestemt til direkte eller indirekte at fremme afsætningen af varer eller tjenester eller til etablering af et image for en virksomhed, en organisation eller en person, som udøver handels-, industri- eller håndværksvirksomhed eller et lovreguleret erhverv«.
26.
Dette direktivs artikel 2, litra h), som definerer »koordineret område«, har følgende ordlyd:
»»koordineret område«: de krav, der i medlemsstaternes retssystemer er fastsat for leverandører af informationssamfundstjenester eller for informationssamfundstjenester, uanset om de er generelle eller specifikt fastsat for disse.
i)
Det koordinerede område vedrører krav, som tjenesteyderen skal opfylde:
—
når han påbegynder aktivitet som leverandør af informationssamfundstjenester, f.eks. krav til kvalifikationer, tilladelse og underretningsordninger
—
når han udøver aktivitet som leverandør af informationssamfundstjenester, f.eks. krav til tjenesteyderens adfærd, krav til kvaliteten eller indholdet af tjenesten, herunder krav, som gælder i forbindelse med reklamer og kontrakter, eller krav vedrørende tjenesteyderens ansvar.
[…]«
27.
Dette direktivs artikel 3 bestemmer:
»1. Hver medlemsstat påser, at de informationssamfundstjenester, som leveres af en tjenesteyder etableret på medlemsstatens territorium, er i overensstemmelse med de nationale bestemmelser, der finder anvendelse i denne medlemsstat inden for det koordinerede område.
2. Medlemsstaterne må ikke af grunde, der henhører under det koordinerede område, begrænse adgangen til at levere informationssamfundstjenester fra en anden medlemsstat.
[…]
4. Medlemsstaterne kan træffe foranstaltninger til fravigelse af stk. 2 for en bestemt informationssamfundstjeneste, hvis følgende betingelser er opfyldt:
a)
foranstaltningerne skal:
i)
være nødvendige af en af følgende grunde:
[…]
—
beskyttelse af folkesundheden
[…]
—
beskyttelse af forbrugere […]
ii)
træffes over for en informationssamfundstjeneste, som krænker de i nr. i) omhandlede mål, eller som udgør en alvorlig og tungtvejende risiko for en krænkelse af disse mål
iii)
stå i et rimeligt forhold til disse mål
[…]«
28.
Artikel 8 i direktivet om elektronisk handel, der har overskriften »Lovregulerede erhverv«, bestemmer følgende i stk. 1:
»Medlemsstaterne sikrer, at anvendelsen af kommerciel kommunikation, der er en del af eller udgør en informationssamfundstjeneste, som leveres af et medlem af et lovreguleret erhverv, er tilladt under overholdelse af faglige regler om især uafhængighed, værdighed, faglig etik samt tavshedspligt og loyalitet over for klienter og fagfæller«.
IV – Analyse
A – Spørgsmålet, om de omtvistede bestemmelser i loven af 1958 og i kongelig bekendtgørelse af 1934 er forenelige med direktivet om urimelig handelspraksis
29.
Med sit første, andet og tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt Domstolens svar på, hvorvidt en national lovgivning som de omtvistede bestemmelser i henholdsvis loven af 1958 og kongelig bekendtgørelse af 1934 kan være omfattet af direktivet om urimelig handelspraksis, og om dette direktiv i givet fald er til hinder for en sådan lovgivning.
30.
Spørgsmålet opstår, for så vidt som direktivet om urimelig handelspraksis foretager en fuldstændig harmonisering af de nationale regler om urimelig handelspraksis, og medlemsstaterne således ikke har mulighed for i deres lovgivning at bevare eller indføre strengere nationale regler end dem, der er fastsat i dette direktiv, selv ikke for at sikre et højere beskyttelsesniveau for forbrugerne ( 12 ).
31.
Det fremgår af fast retspraksis, at direktivet om urimelig handelspraksis er karakteriseret ved et meget vidt anvendelsesområde, idet Domstolen har fastslået, at dette omfatter »enhver handelspraksis, der har direkte relation til promovering, salg eller udbud af et produkt til forbrugerne« ( 13 ). Udtrykket »virksomheders handelspraksis over for forbrugerne« defineres således i dette direktivs artikel 2, litra d), som »en handling, udeladelse, adfærd eller fremstilling, kommerciel kommunikation, herunder reklame og markedsføring, foretaget af en erhvervsdrivende med direkte relation til promovering, salg eller udbud af et produkt til forbrugerne« ( 14 ). Hvad angår udtrykket »produkt« henviser dette, i henhold til det pågældende direktivs artikel 2, litra c), til en vare eller tjenesteydelse.
32.
Desuden fastsætter EU-lovgiver i artikel 3, stk. 1, i direktivet om urimelig handelspraksis dette direktivs anvendelsesområde på en positiv måde ved at fastsætte, at det gælder for virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne før, under og efter en handelstransaktion i forbindelse med et produkt.
33.
Umiddelbart gælder direktivet om urimelig handelspraksis således for alle transaktioner mellem virksomheder og forbrugere inden for alle sektorer.
34.
EU-lovgiver har imidlertid udtrykkeligt fastsat visse begrænsninger for dette direktivs anvendelse.
35.
For det første fremgår det af artikel 3, stk. 3, i direktivet om urimelig handelspraksis, at dette direktiv »[ikke] berører […] fællesskabsbestemmelser eller nationale bestemmelser vedrørende […] sundheds[aspekter]« ( 15 ). I niende betragtning til dette direktiv præciserer EU-lovgiver således, at »[m]edlemsstaterne vil […] kunne opretholde eller indføre restriktioner og forbud vedrørende handelspraksis, der er begrundet i hensynet til forbrugernes sundhed«.
36.
Følgelig kan medlemsstaterne, selv om direktivet om urimelig handelspraksis har til formål at gennemføre en fuldstændig harmonisering af de nationale regler om sådan praksis, alligevel frit vedtage mere restriktive foranstaltninger, når det drejer sig om reklamemæssig praksis, der bringer forbrugernes sundhed i fare. I dette tilfælde tager disse nationale foranstaltninger sigte på at beskytte interesser, som går langt ud over den beskyttelse af forbrugernes økonomiske interesser, der er omhandlet i sjette og ottende betragtning til dette direktiv samt i dets artikel 1.
37.
I sin vejledning om gennemførelsen og anvendelsen af direktivet om urimelig handelspraksis ( 16 ) og i sin første rapport om anvendelsen af dette ( 17 ) fremhæver Kommissionen således, at såfremt de af medlemsstaterne trufne foranstaltninger tager sigte på beskyttelsen af interesser, som ikke er økonomiske, er de ikke omfattet af dettes direktivs anvendelsesområde. Ifølge Kommissionen berører det pågældende direktiv således ikke medlemsstaternes mulighed for at vedtage mere restriktive bestemmelser om handelspraksis med henblik på at beskytte forbrugernes sundhed ( 18 ).
38.
For det andet bestemmer direktivet om urimelig handelspraksis, i artikel 3, stk. 8, at »[dette ikke] berører […] nogen […] fagetiske adfærdskodekser eller andre specifikke bestemmelser for lovregulerede erhverv, der skal opretholde høje standarder for virksomhedernes integritet, og som medlemsstaterne i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen kan pålægge virksomheder«.
39.
Medlemsstaterne har følgelig også mulighed for at vedtage strengere bestemmelser om den praksis, som anvendes af udøvere af et lovreguleret erhverv, f.eks. tandlægeerhvervet, som den pågældende person i den foreliggende sag tilhører.
40.
Heraf følger, at det pågældende produkt for at være omfattet af direktivet om urimelig handelspraksis for det første skal opfylde betingelserne i dette direktivs artikel 3, stk. 1, og for det andet ikke må være omfattet af en af de begrænsninger, som EU-lovgiver udtrykkeligt har anført i artikel 3, stk. 3 og 8.
41.
Selv om det er ubestridt, at den i hovedsagen omhandlede tjenesteydelse i henhold til det nævnte direktivs artikel 2, litra d), udgør en virksomheds handelspraksis over for forbrugerne, for så vidt som der er tale om reklame for tandpleje, har den forelæggende ret anført, at de omtvistede bestemmelser i loven af 1958 og kongelig bekendtgørelse af 1934 tager sigte på at beskytte henholdsvis den offentlige sundhed og tandlægeerhvervets omdømme, hvorfor de i artikel 3, stk. 3 og 8, i direktivet om urimelig handelspraksis omhandlede begrænsninger efter min opfattelse finder anvendelse.
42.
Det forbud mod enhver reklame for tandpleje, der er fastsat i artikel 1 i loven af 1958, og de krav om beskedenhed, som pålægges ved artikel 8d i kongelig bekendtgørelse af 1934, er således først og fremmest rettet mod en sundhedsmæssig, frem for en økonomisk, problematik. Som den belgiske regering har anført i sit indlæg, bidrager de til erhvervets omdømme ved at forhindre, at ydelsernes kvalitet, tjenesteydernes integritet og den tillid, som der skal være mellem den person, der yder tandpleje, og patienten, sættes på spil på grund af en reklamepraksis som den i hovedsagen omhandlede, der har til formål at vinde patienter ved brug af reklame.
43.
I lyset af disse faktorer foreslår jeg således, at Domstolen fastslår, at direktivet om urimelig handelspraksis skal fortolkes således, at det på grund af de begrænsninger, som EU-lovgiver udtrykkeligt har fastsat i dette direktivs artikel 3, stk. 3 og 8, hverken finder anvendelse på en national lovgivning som artikel 1 i loven af 1958, der forbyder enhver reklame for tandpleje, eller på en national lovgivning som artikel 8d i kongelig bekendtgørelse af 1934, der fastsætter, hvilken grad af beskedenhed der kræves af et skilt ved en tandlæges praksis.
B – Spørgsmålet, om de omtvistede bestemmelser i loven af 1958 er forenelige med direktivet om urimelig handelspraksis
44.
Med sit fjerde og femte spørgsmål ønsker den forelæggende ret Domstolens svar på, hvorvidt en national lovgivning som artikel 1 i loven af 1958, der forbyder enhver reklame for tjenesteydelser i form af tandpleje, herunder reklame, der formidles ad elektronisk vej, kan være omfattet af direktivet om elektronisk handel, og, i givet fald, hvorvidt denne lovgivning udgør en begrænsning af den frie udveksling af tjenesteydelser inden for elektronisk handel.
45.
Direktivet om elektronisk handel har til formål at bidrage til udviklingen af »informationssamfundstjenester« og til udnyttelsen af de muligheder, som elektronisk handel skaber for det indre marked, for at styrke den økonomiske vækst og den europæiske industris konkurrenceevne ( 19 ).
46.
Dette direktiv dækker kun visse retlige aspekter af elektronisk handel ( 20 ). Som Domstolen fastslog i sin dom af 25. oktober 2011, eDate Advertising m.fl. ( 21 ), tilsigter de nemlig ikke en harmonisering af de materielle regler, men definerer et »koordineret område«, der vedrører krav, som tjenesteyderen skal opfylde ( 22 ).
47.
I henhold til artikel 2, litra h), i direktivet om elektronisk handel vedrører »koordineret område« alle de krav, der er fastsat i de nationale lovgivninger, og som leverandøren skal opfylde, og som vedrører både, når han påbegynder aktivitet som leverandør af informationssamfundstjenester, og når han udøver denne aktivitet, f.eks. krav til tjenesteyderens adfærd, krav til kvaliteten eller indholdet af tjenesten, herunder krav, som gælder i forbindelse med reklamer og kontrakter, eller krav vedrørende tjenesteyderens ansvar.
48.
Dette direktivs artikel 2, litra a), definerer »informationssamfundstjenester« som »enhver tjeneste, der normalt ydes mod betaling, og som formidles ad elektronisk vej på individuel anmodning fra en tjenestemodtager« ( 23 ). Det fremgår af 18. betragtning til direktivet om elektronisk handel og af Domstolens praksis ( 24 ), at disse tjenester omfatter de ydelser, som teleformidles ad elektronisk vej, og som vedrører behandling og lagring af oplysninger, og også omfatter tjenester, som modtageren ikke yder vederlag for, f.eks. tjenester, som består i at tilbyde onlineinformation eller kommerciel kommunikation ( 25 ).
49.
I den foreliggende sag er den reklame for tandplejeydelser, Luc Vanderborght har gjort på et websted, som han selv har oprettet, efter min opfattelse omfattet af anvendelsesområdet for direktivet om elektronisk handel.
50.
En sådan reklame udgør ikke blot en online »kommerciel kommunikation« som omhandlet i dette direktivs artikel 2, litra f), den gøres desuden af et medlem af et lovreguleret erhverv, hvilket EU-lovgiver udtrykkeligt har tilladt i dette direktivs artikel 8, stk. 1. I denne bestemmelse opstilles således det princip, at medlemsstaterne skal sikre, at medlemmer af et lovreguleret erhverv kan reklamere via internettet under overholdelse af de faglige regler.
51.
En national lovgivning som den, der er omhandlet i hovedsagen, kan følgelig anskues på baggrund af de af EU-lovgiver fastsatte bestemmelser i direktivet om elektronisk handel.
52.
Jeg skal nu undersøge de materielle bestemmelser i dette direktiv.
53.
Efter min opfattelse skal den i hovedsagen omhandlede lovgivnings forenelighed med EU-retten undersøges i lyset af dette direktivs artikel 3, stk. 1, og artikel 8, stk. 1.
54.
Artikel 3 i direktivet om elektronisk handel med overskriften »Det indre marked«, udgør nemlig dette direktivs »hjørnesten« ( 26 ).
55.
Direktivets artikel 3, stk. 1, fastsætter princippet om, at informationssamfundstjenester er underlagt retssystemet i den medlemsstat, hvor tjenesteyderen er etableret ( 27 ).
56.
Ifølge den nævnte bestemmelse skal medlemsstaterne hver især påse, at de tjenester, som leveres af en tjenesteyder etableret på deres område, er i overensstemmelse med de nationale bestemmelser, der finder anvendelse i den pågældende medlemsstat, og er omfattet af det »koordinerede område«. Ifølge EU-lovgiver skal en sådan ordning give mulighed for at kontrollere informationssamfundstjenesterne på det sted, hvor tjenesterne udføres, for at sikre en effektiv beskyttelse af almene hensyn ( 28 ).
57.
I sin dom af 25. oktober 2011, eDate Advertising m.fl. ( 29 ), fastslog Domstolen således, på grundlag af det i direktivet om elektronisk handel omhandlede »koordinerede område«, at retsordenen i tjenesteyderens etableringsmedlemsstat omfatter civilretten samt reglerne om tjenesteyderes ansvar. I mangel af harmoniseringsbestemmelser på EU-plan fastslog Domstolen således, at disse materielle bestemmelser, som medlemsstaterne havde besluttet at underlægge tjenesteyderne og deres tjenester, er bindende ( 30 ).
58.
Dette ræsonnement kan efter min opfattelse anvendes analogt i forbindelse med en kommerciel kommunikation via internettet, for så vidt som det i direktivet om elektronisk handel omhandlede »koordinerede område« ligeledes, som fastsat i dette direktivs artikel 2, litra h), nr. i), andet led, omfatter krav til tjenesteyderens adfærd samt krav til kvaliteten og indholdet af en reklame.
59.
Under disse omstændigheder er det min opfattelse, at den i dette direktivs artikel 3, stk. 1, fastsatte ordning foreskriver, at den gældende materielle ret i tjenesteyderens etableringsmedlemsstat finder anvendelse på reklame via internettet.
60.
Følgelig synes der ikke at være noget til hinder for, at den belgiske lovgivning finder anvendelse i den foreliggende sag, da den omhandlede tjenesteydelse ikke kommer fra en anden medlemsstat end Kongeriget Belgien, idet Luc Vanderborght er etableret på belgisk område.
61.
Der er således ikke tale om en situation som den, der er omhandlet i artikel 3, stk. 2, i direktivet om elektronisk handel ( 31 ).
62.
Ikke desto mindre er det nu nødvendigt at tage hensyn til de udtrykkelige bestemmelser, som EU-lovgiver har fastsat i det pågældende direktivs artikel 8, stk. 1, om kommerciel kommunikation, der foretages specifikt af medlemmer af et lovreguleret erhverv.
63.
Det fremgår således af denne bestemmelses første del, at medlemsstaterne i princippet har pligt til at tillade medlemmerne af et lovreguleret erhverv at anvende kommerciel kommunikation ved brug af elektronisk handel. Som Kommissionen fremhævede i sin første rapport om anvendelsen af direktivet om elektronisk handel, indebærer dette, at medlemmer af lovregulerede erhverv kan give kundeinformation via websteder, hvilket, ifølge Kommissionen, tidligere ikke var muligt i en række medlemsstater ( 32 ).
64.
Der er dog en undtagelse fra dette princip, der drejer sig om overholdelse af erhvervets fagetiske regler.
65.
I denne bestemmelses anden del tillader EU-lovgiver nemlig medlemsstaterne at vedtage særlige begrænsninger for at sikre overholdelse af faglige regler om »især« uafhængighed, værdighed, faglig etik samt tavshedspligt og loyalitet over for klienter og fagfæller. Hvad dette angår er det således klart, at direktivet om elektronisk handel »supplerer« den nationale lovgivning om lovregulerede erhverv, jf. 33. betragtning til dette direktiv.
66.
Ved at tillade sådanne begrænsninger sondrer EU-lovgiver mellem ydelser, der leveres af medlemmerne af et lovreguleret erhverv, og ydelser, der leveres af andre tjenesteydere, da lægevirksomhed og salg af lægemidler samt juridisk rådgivning og udarbejdelse af notarialdokumenter ikke er handelsvirksomhed i sædvanlig forstand. Disse former for virksomheds karakter tillader ikke reklame på de samme vilkår som dem, der gælder for andre tjenesteyderes reklame, idet de sidstnævnte frit kan reklamere for deres tjenesteydelser med enhver form for kommunikation for at tilskynde forbrugerne til at gøre brug af dem.
67.
Grundene til disse begrænsninger er ikke opregnet udtømmende, hvilket fremgår af anvendelsen af adverbiet »især« i artikel 8, stk. 1, i direktivet om elektronisk handel. Der er ingen tvivl om, at overholdelsen af sundhedsfaglige regler omfatter beskyttelse af folkesundheden og navnlig patientens sundhed, som er tandkirurgers primære forpligtelse, sådan som det også fremgår af adfærdskodeksen for dette erhverv og adfærdskodeksen for lægeerhvervet ( 33 ). En national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede skal derfor fortolkes som et klart bidrag til overholdelsen af adfærdskodeksen for tandlægeerhvervet. Ved at forbyde enhver form for reklame for tandplejeydelser ønsker Kongeriget Belgien at undgå, at der sker brud på patienternes tillid til tandlægen, som kan påvirke erhvervets omdømme, og at sikre, at ydelsernes kvalitet ikke kompromitteres til skade for patienternes sundhed. Formålet er også at undgå, at tandlægernes integritet sættes på spil på grund af reklame, og at en adfærd som den, Luc Vanderborght har anvendt ved på sit websted at vise vidnesbyrd fra patienter, der henviser til hans ydelsers forskelle i forhold til andre tandlæger, medfører skade på disse andre tandlægers omdømme.
68.
Begrænsningerne i henhold til artikel 1 i loven af 1958 kan således, efter min opfattelse, begrundes i kravet om overholdelse af adfærdskodeksen for tandlægeerhvervet, jf. artikel 8, stk. 1, i direktivet om elektronisk handel.
69.
På baggrund af disse faktorer skal direktivet om elektronisk handel, navnlig artikel 3, stk. 1, og artikel 8, stk. 1, efter min opfattelse fortolkes således, at det ikke er til hinder for en national lovgivning som artikel 1 i loven af 1958, som forbyder personer, der yder tandpleje, inden for rammerne af et liberalt erhverv eller en tandlægepraksis at gøre nogen som helst reklame via internettet for deres tjenesteydelser, for så vidt som denne lovgivning har til formål at sikre overholdelsen af faglige regler og finder anvendelse på en tjenesteyder, der er etableret på det nationale område.
70.
Den pågældende lovgivnings forenelighed med EU-retten skal nu vurderes i forhold til den primære ret.
C – Spørgsmålet, om de omtvistede bestemmelser i loven af 1958 er forenelige med den frie etableringsret og den frie udveksling af tjenesteydelser
71.
Med sit sjette spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt Domstolens svar på, hvorvidt artikel 49 TEUF og 56 TEUF skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der forbyder personer, der yder tandpleje, inden for rammerne af et liberalt erhverv eller en tandlægepraksis at gøre nogen som helst offentlig reklame, direkte eller indirekte, for deres ydelser.
72.
Som det fremgår af fast retspraksis, er lægevirksomhed og paramedicinsk virksomhed, herunder vedrørende tandpleje, omfattet af anvendelsesområdet for traktatens bestemmelser om den frie bevægelighed ( 34 ).
73.
I henhold til fast retspraksis kan disse bestemmelser imidlertid ikke anvendes på en situation, hvis samtlige relevante elementer findes inden for en enkelt medlemsstat ( 35 ). Anvendelsen af traktatens bestemmelser om fri etableringsret og fri udveksling af tjenesteydelser er således underordnet forekomsten af et grænseoverskridende element.
74.
I den foreliggende sag er det korrekt, at Luc Vanderborght udøver virksomhed i Belgien, hvor han er etableret og er tiltalt i en straffesag. Denne straffesag er iværksat, ikke kun fordi han har opsat en tavle ved indgangen til sin praksis, som ikke opfylder den nationale lovgivnings krav om beskedenhed, men også fordi han har gjort reklame i et lokalt dagblad og på sit websted.
75.
I modsætning til Ioannis Doulamis i den sag, der gav anledning til dom af 13. marts 2008, Doulamis (C-446/05, EU:C:2008:157), som kun havde indrykket reklameannoncer i en national telefonbog, har Luc Vanderborght således gjort reklame gennem et medium, som i sagens natur ikke kender nogen grænser.
76.
I sin dom af 25. oktober 2011, eDate Advertising m.fl. ( 36 ), om en påstået krænkelse af personlige rettigheder gennem indholdet af et internetwebsted, anerkendte Domstolen, at »offentliggørelse på internettet adskiller sig fra en territorial spredning af medier såsom en tryksag, for så vidt som den principielt tilsigter, at indholdet bliver allestedsnærværende. Dette indhold kan umiddelbart konsulteres af et ubestemt antal internetbrugere overalt i verden, uafhængigt af ethvert forsæt fra ophavsmandens side om, at indholdet konsulteres uden for hans etableringsmedlemsstat« ( 37 ). Heraf udledte Domstolen, at »[d]et fremgår […], at internettet mindsker anvendeligheden af kriteriet om spredning, for så vidt som rækkevidden af spredningen principielt er universel« ( 38 ).
77.
Da den reklame ad elektronisk vej, som Luc Vanderborght gjorde, foregik via internettet, opfylder den således efter min opfattelse i tilstrækkelig grad kriteriet om et grænseoverskridende element, for så vidt som denne reklame kan nå ud til en offentlighed og følgelig tiltrække patienter i en anden medlemsstat end den pågældendes etableringsmedlemsstat.
78.
Domstolen har desuden medgivet, at ikke kun tjenesteyderen selv, men også modtageren kan give anledning til dette grænseoverskridende element. I sin dom af 11. juni 2015, Berlington Hungary m.fl. ( 39 ), fastslog den således, at der var tale om en grænseoverskridende interesse, for så vidt som en del af kunderne hos handelsselskaber, der drev spilleautomater, bestod af EU-borgere på ferie i Ungarn, og den præciserede, at »[d]e tjenesteydelser, som en tjenesteyder, der er etableret i en medlemsstat, yder, uden at fraflytte denne medlemsstat, til en modtager etableret i en anden medlemsstat, udgør grænseoverskridende tjenesteydelser som omhandlet i artikel 56 TEUF« ( 40 ).
79.
I lyset af disse faktorer er jeg følgelig af den opfattelse, at tvisten i hovedsagen indeholder tilstrækkelige tilknytningspunkter til EU-retten, således at Domstolen kan vurdere den pågældende nationale lovgivnings forenelighed med EUF-traktatens bestemmelser om fri bevægelighed.
1. Den relevante primære ret
80.
Indledningsvis skal jeg undersøge, hvorvidt den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning skal undersøges i lyset af den frie etableringsret eller af den frie udveksling af tjenesteydelser.
81.
Det fremgår således af Domstolens praksis, at når en national foranstaltning vedrører to grundlæggende friheder, der er sikret ved traktaten, tager Domstolen i princippet alene hensyn til foranstaltningen i forhold til den ene af disse to friheder, hvis det i lyset af hovedsagens faktiske omstændigheder fremgår, at en af disse er helt sekundær i forhold til den anden og kan henføres til denne ( 41 ).
82.
Det er efter min opfattelse tilfældet her. I den foreliggende sag er jeg tilbøjelig til at mene, at tyngdepunktet først og fremmest ligger på den frie udveksling af tjenesteydelser på baggrund af det mål, som Luc Vanderborght har søgt at opnå, ikke kun med den reklame, han har gjort i lokale dagblade, men også ved at oprette et websted. Ved at anvende sådanne fremgangsmåder i sin reklame søger han at erobre nye kunder, enten i etableringsmedlemsstaten eller i en anden medlemsstat ( 42 ).
83.
Selv om den frie etableringsret også kan berøres af et forbud som det i hovedsagen omhandlede, da det for erhvervsdrivende etableret i en anden medlemsstat kan være en alvorlig hindring for at komme ind på markedet for tandplejeydelser og følgelig for at udøve deres virksomhed ( 43 ), synes denne frihed her at være sekundær i forhold til den frie udveksling af tjenesteydelser og kan efter min opfattelse henføres til denne.
84.
Under disse omstændigheder foreslår jeg således Domstolen at undersøge den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivnings forenelighed i forhold til artikel 56 TEUF.
2. Spørgsmålet, om der foreligger en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser
85.
I henhold til Domstolens praksis skal enhver foranstaltning, der er til hinder for eller indebærer ulemper for udøvelsen af den ved artikel 56 TEUF sikrede frihed, eller som gør denne udøvelse mindre tiltrækkende, anses for en restriktion af den frie udveksling af tjenesteydelser i den i artikel 56 TEUF omhandlede forstand ( 44 ).
86.
Disse foranstaltninger omfatter foranstaltninger, som, selv om de finder anvendelse uden sondring, begrænser den ret, som tjenesteydere etableret på medlemsstatens område har til at tilbyde tjenesteydelser til potentielle interesserede, der er etableret i andre medlemsstater.
87.
I sin dom af 10. maj 1995, Alpine Investments ( 45 ), fastslog Domstolen, at en medlemsstats lovgivning, der forbyder en virksomhed, som er etableret på dens område, at tage telefonisk kontakt med private i andre medlemsstater for at tilbyde dem visse finansielle tjenesteydelser, kan udgøre en restriktion af den frie udveksling af tjenesteydelser. Domstolen fastslog for det første, at den omstændighed, at disse tjenesteydelser alene udgør tilbud, som af en tjenesteyder, der er etableret i en medlemsstat, er rettet til en ikke bestemt fastlagt modtager i en anden medlemsstat, ikke er til hinder for anvendelsen af artikel 56 TEUF. Ifølge Domstolen ville den frie udveksling af tjenesteydelser blive illusorisk, såfremt nationale bestemmelser frit kunne opstille hindringer for tilbud om tjenesteydelser ( 46 ). Derefter fastslog Domstolen, at et sådant forbud, idet det fratager de berørte virksomheder muligheden for hurtigt og direkte at kunne reklamere og tage kontakt med potentielle kunder i andre medlemsstater, udgør en hindring for den ved artikel 56 TEUF sikrede frihed, også selv om dette forbud hidrører fra tjenesteyderens etableringsmedlemsstat. Domstolen henviser herved til sin faste retspraksis. Retten til fri udveksling af tjenesteydelser kan påberåbes af en virksomhed over for den stat, hvor virksomheden er etableret, når tjenesteydelserne præsteres til modtagere, der er etableret i en anden medlemsstat ( 47 ).
88.
Efter min opfattelse kan dette ræsonnement anvendes tilsvarende på en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der forbyder enhver reklame for tandplejeydelser.
89.
Reklame ( 48 ) i pressen eller på internettet forekommer at være et vigtigt middel, hvormed erhvervsdrivende i alle størrelser kan gøre opmærksom på sig selv og informere forbrugerne om de tjenesteydelser, de tilbyder. Den har således stor betydning for en tjenesteyders mulighed for at udvide sin kundekreds. I denne henseende er reklame på internettet i dag et særdeles effektivt middel til at formidle informationer, som kan nå ud til et meget stort publikum og vække interesse hos kunder, der er etableret i andre medlemsstater. Desuden fremmer reklame konkurrence, for så vidt som den er det middel, som erhvervsdrivende bruger til at søge at overbevise forbrugerne om, at de skal bruge deres tjenesteydelser i stedet for konkurrenternes. Endelig er reklame via internettet – som Kommissionen fremhævede i sin første rapport om anvendelsen af direktivet om elektronisk handel – en betydelig indtægtskilde for mange leverandører af informationssamfundstjenester ( 49 ).
90.
Forbuddet mod at gøre nogen som helst reklame for tandpleje som det, der er fastsat i loven af 1958, fratager således en erhvervsdrivende som Luc Vanderborght et effektiv middel til at informere en potentiel kundekreds i andre medlemsstater om sine tjenesteydelser. Derfor kan dette forbud indebære ulemper for udbuddet af tandplejeydelser henvendt til patienter, der er etableret i andre medlemsstater. Som jeg fremhævede i mit forslag til afgørelse Doulamis (C-446/05, EU:C:2007:701), fratager en sådan ordning med hensyn til reklame tjenesteydere på reklameområdet, der er etableret i andre medlemsstater end Kongeriget Belgien, muligheden for at tilbyde deres tjenesteydelser til erhvervsdrivende, der er etableret i Belgien, og forhindrer ligeledes disse erhvervsdrivende i at benytte sig af sådanne tjenesteyderes ydelser ( 50 ).
91.
Under disse omstændigheder er der efter min opfattelse ingen tvivl om, at et sådant forbud udgør en restriktion for den ved artikel 56 TEUF sikrede frihed.
92.
Jeg skal nu undersøge, om denne restriktion kan begrundes.
3. Begrundelsen for restriktionen
93.
I den sag, der gav anledning til dom af 13. marts 2008, Doulamis (C-446/05, EU:C:2008:157), redegjorde den belgiske regering for grundene til, at den havde vedtaget forbuddet mod enhver reklame, der gøres af personer, der tilbyder tandpleje. Ifølge denne regering var den reklamepraksis, der tilsigtede at vinde patienter gennem propaganda, uforenelig med kravene om beskyttelse af den offentlige sundhed og erhvervets værdighed. En sådan praksis var rent faktisk egnet til at skade den tillid, som skal bestå mellem den person, der yder tandplejen, og patienten, såvel som behandlerens kvalitet og integritet.
94.
Jeg er af den opfattelse, at medlemsstaterne har ret til at forbyde personer, der yder tandpleje, at gøre offentlig reklame for deres ydelser, hvis dette forbud reelt er begrænset til promovering af ydelserne. Jeg bygger denne vurdering på følgende betragtninger.
95.
I henhold til fast retspraksis kan en restriktion for udøvelsen af en fri bevægelighed være begrundet, hvis fire betingelser er opfyldt, nemlig at den ikke finder anvendelse på en måde, som er udtryk for forskelsbehandling, at den er begrundet i et tvingende alment hensyn, at den er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte formål, og at den ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå dette formål, idet en sådan lovgivning, ifølge Domstolen, kun opfylder denne betingelse, hvis den reelt opfylder hensynet om at nå formålet på en sammenhængende og systematisk måde ( 51 ).
96.
Den første af disse betingelser er opfyldt, eftersom de i hovedsagen omhandlede reklameregler finder anvendelse, uanset i hvilken medlemsstat de tjenesteydere, de er henvendt til, er etableret.
97.
Det er også ubestrideligt, at den anden betingelse også er opfyldt.
98.
Det fremgår således af fast retspraksis, at beskyttelsen af borgernes sundhed og liv og af forbrugerne er mål, som hører til dem, der kan anses for begrundet i tvingende almene hensyn, der kan begrunde en restriktion af den frie udveksling af tjenesteydelser ( 52 ). Domstolen tilføjede desuden i denne forbindelse, at menneskers liv og sundhed indtager den vigtigste plads blandt de hensyn, der er beskyttet i henhold til traktatbestemmelserne ( 53 ) om mulige undtagelser til forbuddet mod begrænsninger af den frie bevægelighed.
99.
Den tredje betingelse, som er opstillet i retspraksis, er efter min opfattelse også opfyldt i den foreliggende sag.
100.
Der er således ingen tvivl om, at oplysning af offentligheden på sundhedsområdet skal komme fra objektive kilder, og at reklame, der gøres af tjenesteyderne selv, ikke nødvendigvis opfylder denne betingelse om objektivitet. Under disse omstændigheder er forbuddet mod, at tjenesteyderne gør nogen som helst offentlig reklame for deres ydelser, egnet til at afholde dem fra reklameaktiviteter, som kan bryde patienternes tillid til tandlægen og påvirke erhvervets omdømme og således kompromittere kvaliteten af ydelserne.
101.
Det centrale spørgsmål i den foreliggende sag er således i virkeligheden, hvorvidt et sådant forbud er uforholdsmæssigt i forhold til disse mål, eller, med andre ord, om disse mål kan nås på lige så effektiv vis med mindre indgribende foranstaltninger ( 54 ).
102.
Denne lovgivning foranlediger mig således til at undersøge, om beskyttelsen af folkesundheden og af erhvervets omdømme kan begrunde et forbud mod, at personer, der yder tandpleje, gør reklame på de samme betingelser som en hvilken som helst anden tjenesteyder, dvs. fremmer afsætningen af deres ydelser med enhver form for kommunikation for at tilskynde forbrugeren til at købe dem. Det skal desuden undersøges, om disse grunde kan begrunde et forbud mod enhver form for offentlig reklame.
103.
Af de samme grunde som dem, jeg gjorde rede for i mit forslag til afgørelse Doulamis (C-446/05, EU:C:2007:701), kan beskyttelsen af den offentlige sundhed efter min opfattelse begrunde et forbud mod enhver form for tillokkende eller tilskyndende kommunikation over for offentligheden og dette af følgende grunde.
104.
For det første er behandlingsydelser ikke det samme som de øvrige tjenesteydelser. De har virkning på modtagerens fysiske integritet og på hans psykiske ligevægt. En patient, der benytter sig af dem, har endvidere et reelt behov, som har at gøre med helbredelse og i givet fald beskyttelse af vedkommendes liv. I betragtning af, hvor meget der står på spil, har patienten ikke, når han skal beslutte, om han vil benytte sig af behandlingsydelsen eller ej, samme frie vilje som i forbindelse med andre tjenesteydelser. Når patienten benytter sig af en behandlingsydelse, tilfredsstiller han ikke en lyst, men reagerer på en nødvendighed.
105.
For det andet udgør tandpleje ligesom alle aktiviteter på sundhedsområdet et af de områder, hvor niveauet for »asymmetrisk information« mellem tjenesteudbyderen og modtageren af tjenesteydelser er højest, for at bruge det udtryk, Kommissionen anvendte i sin rapport om konkurrencen inden for de liberale erhverv ( 55 ). Dette betyder, at tjenesteudbyderen inden for sit aktivitetsområde råder over et meget højere kompetenceniveau end modtageren, således at denne ikke er i stand til reelt at vurdere kvaliteten af den tjenesteydelse, han køber.
106.
I betragtning af denne asymmetri i kompetenceniveau og af, hvor meget der står på spil for patienten, når han skal beslutte, om han skal benytte sig af en behandlingsydelse eller ej, mener jeg, at tillidsforholdet mellem patienten og medlemmet af et sundhedserhverv har en grundlæggende karakter. Patienten skal med andre ord kunne være overbevist om, at når behandleren tilråder eller anbefaler ham at benytte sig af en behandlingsydelse, er dette råd eller denne anbefaling udelukkende begrundet i hensynet til beskyttelsen af hans sundhed og ikke af fortjeneste.
107.
Det er derfor min opfattelse, at dette tillidsforhold nødvendigvis ville blive skadet, hvis det var tilladt personer, der yder tandpleje, at gøre reklame over for offentligheden for at fremme deres tjenesteydelser. I en sådan situation kunne patienten med rette frygte, at når behandleren råder ham til eller anbefaler ham at benytte sig af en behandlingsydelse, er dette råd eller denne anbefaling i det mindste delvist begrundet i behandlerens økonomiske interesse. Patienten kunne så relativere værdien af dette råd eller denne anbefaling og således bringe sin helbredstilstand i fare ved at afvise eller udsætte den foreslåede ydelse.
108.
Angivelse af prisen er i sig selv ikke uden risiko. Det kan ikke udelukkes, at erhvervsdrivende ville være tilbøjelige til at konkurrere på prisen svarende til en konkurrence på ydelserne, hvilket ville kunne medføre en forringelse af selve kvaliteten eller, under alle omstændigheder, af den tekniske del af f.eks. en implantatprotese, som patienten ikke har den tekniske viden til at vurdere.
109.
Jeg er følgelig af den opfattelse, at beskyttelsen af den offentlige sundhed kan udgøre en gyldig begrundelse for at forbyde personer, der yder tandpleje, at gøre nogen som helst offentlig reklame for at promovere deres ydelser.
110.
For så vidt som EU-lovgiver ikke har vedtaget nogen fælles eller harmoniserede regler om reklame vedrørende tandpleje, har Domstolen gentagne gange fastslået, at det tilkommer medlemsstaterne at træffe bestemmelse om det niveau for beskyttelsen af den offentlige sundhed, som de ønsker at sikre, og hvorledes dette niveau skal nås. Eftersom beskyttelsesniveauet kan variere fra den ene medlemsstat til den anden, må der ifølge Domstolen anerkendes en vis skønsbeføjelse for medlemsstaterne ( 56 ).
111.
Under udøvelsen af denne beføjelse skal medlemsstaterne naturligvis sikre sig, at de vedtagne foranstaltninger er forholdsmæssige og nødvendige ( 57 ).
112.
I den foreliggende sag er forbuddet i artikel 1 i loven af 1958 efter min opfattelse ikke i strid med artikel 56 TEUF. I betragtning af de i hovedsagen omhandlede tjenesteydelsers særlige kendetegn, hvor meget der står på spil for patienten, når han skal beslutte, om han skal benytte sig af en behandlingsydelse eller ej, og tillidsforholdet mellem den person, der yder tandpleje, og patienten, som det er altafgørende at bevare, anser jeg dette forbud for at være fuldstændig sammenhængende.
113.
For det første er dette kravsniveau i sundhedssektoren allerede kommet til udtryk ved en meget streng regulering af sundhedserhvervene i de forskellige medlemsstater. Denne omfattende regulering har i øvrigt medført, at EU-lovgiver inden for dette erhvervsområde har vedtaget de første sektorspecifikke direktiver vedrørende den nødvendige anerkendelse af eksamensbeviser for at udøve disse erhverv og harmonisering af den nødvendige uddannelse for at opnå disse eksamensbeviser ( 58 ).
114.
For det andet vedrører forbindelsen mellem en patient og en person, der yder tandpleje, ydelser, for hvilke kvalitetskravet er klart højere end i andre sektorer. Sundheden er således et område, hvor den frie bevægelighed for erhvervsdrivende er stødt på store forhindringer, og hvor den gensidige anerkendelse har nødvendiggjort en omfattende harmonisering fra EU-lovgivers side.
115.
Forbuddet i artikel 1 i loven af 1958 kan imidlertid ikke være ubegrænset.
116.
For personer, der yder tandpleje, ligesom for de andre medlemmer af sundhedserhvervene, kræver udøvelsen af deres virksomhed naturligvis, at offentligheden kan få kendskab til deres eksistens. Dette indebærer, at offentligheden kan få kendskab til identiteten af tjenesteudbyderen, uanset om der er tale om en fysisk eller juridisk person, de ydelser, han har ret til at yde, stedet, hvor han udøver dem, konsultationstiderne såvel som måden, hvorpå han kan kontaktes, såsom telefon- og faxnummer eller en internetadresse.
117.
Offentlighedens adgang til sådanne objektive oplysninger er således nødvendig for gennemførelsen af fri bevægelighed for erhvervsdrivende i sundhedssektoren. Det fremmer desuden en bedre beskyttelse af den offentlige sundhed ved at fremme patienternes mobilitet inden for Den Europæiske Union. Udviklingen i Domstolens praksis siden domme af 28. april 1998, Decker ( 59 ) og Kohll ( 60 ), viser, at patienterne i stigende grad søger behandling i andre medlemsstater ( 61 ). Denne tendens er begrundet i forskellige faktorer. De kan således ville drage fordel af en behandling, som koster mindre, eller af ydelser, der ikke findes i deres bopælsmedlemsstat, eller de kan ønske at blive behandlet hurtigere end dér. Denne patientmobilitet bidrager ligeledes til beskyttelse af den offentlige sundhed ved, at den gør det muligt at få adgang til bredere behandlingsmuligheder end i deres medlemsstat.
118.
En national lov, som forbyder personer, der yder tandpleje, direkte eller indirekte at gøre offentlig reklame for deres ydelser, bør ikke gå så langt som til at forbyde, at de i en telefonbog eller andre informationsmidler, som er tilgængelige for offentligheden, blot nævner angivelser, der gør det muligt at få kendskab til deres eksistens som fagfolk, såsom deres identitet, de aktiviteter, de har ret til at udøve, stedet, hvor de udøver dem, deres arbejdstider og måden, hvorpå de kan kontaktes.
119.
Dette forekommer mig ikke at være tilfældet i betragtning af ordlyden af artikel 1 i loven af 1958 og artikel 8d i kongelig bekendtgørelse af 1934.
120.
Under alle omstændigheder påhviler det den nationale ret i den foreliggende sag at vurdere, om de annoncer, som Luc Vanderborght indrykkede i de lokale dagblade og på sit websted, overskrider denne grænse, bl.a. i forhold til udformningen af disse annoncer, anvendelsen af fotoer med »før og efter« samt gengivelse af vidnesbyrd fra patienter, der henviser til ydelsernes forskelle i forhold til den behandling, der tilbydes af andre tandlæger.
121.
På baggrund af disse betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare den forelæggende ret, at en national lovgivning som artikel 1 i loven af 1958, der forbyder personer, der yder tandpleje, inden for rammerne af et liberalt erhverv eller en tandlægepraksis direkte eller indirekte at gøre nogen som helst offentlig reklame for deres ydelser, udgør en restriktion for etableringsfriheden og for den frie udveksling af tjenesteydelser som omhandlet i artikel 49 TEUF og 56 TEUF.
122.
Denne restriktion er imidlertid begrundet i beskyttelsen af den offentlige sundhed, for så vidt som den pågældende nationale lovgivning ikke medfører et forbud mod, at sådanne tjenesteydere blot nævner angivelser, uden tillokkende eller tilskyndende karakter, i en telefonbog eller andre informationsmidler, som er tilgængelige for offentligheden, der gør det muligt at få kendskab til deres eksistens som fagfolk, såsom deres identitet, de aktiviteter, de har ret til at udøve, stedet, hvor de udøver dem, deres arbejdstider og måden, hvorpå de kan kontaktes.
V – Forslag til afgørelse
123.
I lyset af det ovenstående foreslår jeg Domstolen at besvare de af Nederlandstalige rechtbank van eerste aanleg Brussel (den nederlandsksprogede ret i første instans i Bruxelles, Belgien) forelagte spørgsmål således:
»1)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (»direktivet om urimelig handelspraksis«) skal fortolkes således, at det på grund af de begrænsninger, som EU-lovgiver udtrykkeligt har fastsat i dette direktivs artikel 3, stk. 3 og 8, hverken finder anvendelse på en national lovgivning som artikel 1 i Wet bettreffende de publiciteit inzake tandverzorging (lov om reklame vedrørende tandpleje) af 15. april 1958 i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen, som forbyder enhver reklame for tandpleje, eller på en national lovgivning som artikel 8d i Koninklijk besluit houdende reglement op de beoefening der tandheelkunde (kongelig bekendtgørelse om udøvelse af tandlægevirksomhed) af 1. juni 1934 i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen, som fastsætter, hvilken grad af beskedenhed der kræves af et skilt ved en tandlægepraksis.
2)
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (»direktivet om elektronisk handel«), navnlig artikel 3, stk. 1, og artikel 8, stk. 1, skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for en national lovgivning som artikel 1 i lov af 15. april 1958 om reklame vedrørende tandpleje i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen, som forbyder personer, der yder tandpleje, inden for rammerne af et liberalt erhverv eller en tandlægepraksis at gøre nogen som helst reklame via internettet for deres tjenesteydelser, for så vidt som denne lovgivning har til formål at sikre overholdelsen af faglige regler og finder anvendelse på en tjenesteyder, der er etableret på det nationale område.
3)
En national lovgivning som artikel 1 i lov af 15. april 1958 om reklame vedrørende tandpleje i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen, som forbyder personer, der yder tandpleje, inden for rammerne af et liberalt erhverv eller en tandlægepraksis direkte eller indirekte at gøre nogen som helst offentlig reklame for deres ydelser, udgør en restriktion for etableringsfriheden og for den frie udveksling af tjenesteydelser som omhandlet i artikel 49 TEUF og 56 TEUF.
Denne restriktion er begrundet i beskyttelsen af den offentlige sundhed, for så vidt som den pågældende nationale lovgivning ikke medfører et forbud mod, at sådanne tjenesteydere blot nævner angivelser, uden tillokkende eller tilskyndende karakter, i en telefonbog eller andre informationsmidler, som er tilgængelige for offentligheden, der gør det muligt at få kendskab til deres eksistens som fagfolk, såsom deres identitet, de aktiviteter, de har ret til at udøve, stedet, hvor de udøver dem, deres arbejdstider og måden, hvorpå de kan kontaktes.«
( 1 ) – Originalsprog: fransk.
( 2 ) – C-446/05, EU:C:2008:157. I denne dom fastslog Domstolen, at artikel 81 EF (som nu svarer til artikel 101 TEUF) ikke er til hinder for den belgiske lovgivning, som forbyder personer, der yder tandpleje, inden for rammerne af et liberalt erhverv eller en tandlægepraksis at gøre nogen som helst reklame for tandpleje, for så vidt som en sådan lovgivning ikke falder ind under nogen af de tilfælde, hvor artikel 10 EF (som nu svarer til artikel 4, stk. 3, TEU) og artikel 81 EF finder anvendelse (præmis 21).
( 3 ) – Belgisch Staatsblad, 7.6.1934, s. 3220.
( 4 ) – Herefter »kongelig bekendtgørelse af 1934«.
( 5 ) – Belgisch Staatsblad, 5.5.1958, s. 3542.
( 6 ) – Herefter »loven af 1958«.
( 7 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 11.5.2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (»direktivet om urimelig handelspraksis«) (EUT 2005, L 149, s. 22).
( 8 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 8.6.2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (»direktivet om elektronisk handel«) (EFT 2000, L 178, s. 1).
( 9 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 22.6.1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter (EFT 1998, L 204, s. 37).
( 10 ) – EFT 1998, L 217, s. 18.
( 11 ) – Min fremhævelse.
( 12 ) – Jf. dom af 23.4.2009, VTB-VAB og Galatea (C-261/07 og C-299/07, EU:C:2009:244), af 14.1.2010, Plus Warenhandelsgesellschaft (C-304/08, EU:C:2010:12), samt af 9.11.2010, Mediaprint Zeitungs- und Zeitschriftenverlag (C-540/08, EU:C:2010:660).
( 13 ) – Dom af 16.7.2015, Abcur (C-544/13 og C-545/13, EU:C:2015:481, præmis 74 og den deri nævnte retspraksis).
( 14 ) – Min fremhævelse.
( 15 ) – Min fremhævelse.
( 16 ) – SEK(2009) 1666.
( 17 ) – COM(2013) 139 final.
( 18 ) – Jf. henholdsvis punkt 1.6 og 3.2.
( 19 ) – Jf. artikel 1 i samt anden og tredje betragtning til dette direktiv og dom af 16.10.2008, Bundesverband der Verbraucherzentralen und Verbraucherverbände (C-298/07, EU:C:2008:572, præmis 19).
( 20 ) – Jf. overskriften på, artikel 1, stk. 2, i og sjette og syvende betragtning til direktivet om elektronisk handel.
( 21 ) – C-509/09 og C-161/10, EU:C:2011:685.
( 22 ) – Denne doms præmis 57.
( 23 ) – Jf. desuden 17. betragtning til dette direktiv, hvorefter »denne definition omfatter enhver tjeneste, der normalt leveres mod betaling, og som teleformidles ved hjælp af elektronisk databehandlingsudstyr […] og dataoplagringsudstyr på individuel anmodning af en tjenestemodtager«.
( 24 ) – Dom af 23.3.2010, Google France og Google (C-236/08 – C-238/08, EU:C:2010:159, præmis 110), af 12.7.2011, L’Oréal m.fl. (C-324/09, EU:C:2011:474, præmis 109), og af 11.9.2014, Papasavvas (C-291/13, EU:C:2014:2209, præmis 28 og 29).
( 25 ) – Det var således Kommissionens hensigt at dække onlineinformationstjenester såsom onlineaviser, onlinesalg af forskellige produkter (bøger, finansielle tjenester, rejser), onlinereklame, underholdningstjenester og internetformidlingstjenester (internetadgang samt formidling og hosting af information), online liberale tjenesteydelser (advokater, læger, statsautoriserede revisorer, ejendomsmæglere), onlineunderholdningsydelser såsom video on demand, onlinereklame og direkte markedsføring samt tjenesteydelser, der giver adgang til »world wide web«. Også tjenester, der leveres gratis til modtageren, og som finansieres af f.eks. reklame eller sponsorering, var indbefattet (jf. bl.a. Kommissionens pressemeddelelse af 8.12.1999 (dokument IP/99/952) og s. 4 i rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske og Økonomiske og Sociale Udvalg – Første rapport om anvendelsen af direktivet om elektronisk handel (KOM(2003) 702 endelig, herefter »første rapport om anvendelsen af direktivet om elektronisk handel«)).
( 26 ) – Jf. s. 4 i den første rapport om anvendelsen af direktivet om elektronisk handel.
( 27 ) – Dom af 25.10.2011, eDate Advertising m.fl. (C-509/09 og C-161/10, EU:C:2011:685, præmis 57). Jf. desuden 22. betragtning til dette direktiv.
( 28 ) – Jf. 22. betragtning til direktivet om elektronisk handel.
( 29 ) – C-509/09 og C-161/10, EU:C:2011:685.
( 30 ) – Denne doms præmis 58 og 59.
( 31 ) – Denne bestemmelse forbyder medlemsstaterne, af grunde, der henhører under det koordinerede område, at begrænse adgangen til at levere informationssamfundstjenester fra en anden medlemsstat. I den foreliggende sag kan den pågældende bestemmelse efter min opfattelse ikke finde anvendelse, for så vidt som den i hovedsagen omhandlede tjeneste ikke kommer fra en anden medlemsstat end Kongeriget Belgien, men leveres af en tjenesteyder, som er etableret i denne stat (jf. analogt dom af 11.9.2014, Papasavvas, C-291/13, EU:C:2014:2209, præmis 35). Under alle omstændigheder er det interessant at bemærke, at medlemsstaterne i henhold til artikel 3, stk. 4, litra a), i direktivet om elektronisk handel kan fravige dette principielle forbud, når foranstaltningen er for det første nødvendig af hensyn til ufravigelige retsgrundsætninger, beskyttelse af folkesundheden, den offentlige sikkerhed og beskyttelse af forbrugere og for det andet træffes over for en informationssamfundstjeneste, som krænker eller risikerer at krænke disse mål, og for det tredje står i et rimeligt forhold til disse mål. Selv om yderen af informationssamfundstjenester er etableret i en anden medlemsstat end Kongeriget Belgien, har denne medlemsstat således ret til at vedtage foranstaltninger, der begrænser den frie udveksling af tjenesteydelser inden for elektronisk handel af grunde som de i den foreliggende sag omhandlede, der har til formål at beskytte folkesundheden og forbrugerne, forudsat at disse fravigelser mindst opfylder betingelserne i dette direktivs artikel 3, stk. 4, litra a). På baggrund af min redegørelse nedenfor i punkt 93 ff. i dette forslag til afgørelse er disse betingelser sandsynligvis opfyldt.
( 32 ) – Jf. punkt 4.4 i denne rapport.
( 33 ) – Jf. artikel R. 4127-215 i code de déontologie des chirurgiens-dentistes (adfærdskodeks for tandkirurger), hvorefter enhver form for indirekte eller indirekte reklame er forbudt. Artikel R. 4127-19 i code de la santé publique (loven om den offentlige sundhed), der gælder for lægeerhvervet, bestemmer følgende:
»Lægeerhvervet må ikke udøves som en forretning.
Enhver form for direkte og indirekte reklame er forbudt, navnlig enhver indretning eller skiltning, der giver lokalerne et kommercielt udseende.«
( 34 ) – Jf. bl.a. vedrørende etableringsfriheden dom af 1.2.2001, Mac Quen m.fl. (C-108/96, EU:C:2001:67, præmis 24), og af 10.3.2009, Hartlauer (C-169/07, EU:C:2009:141), vedrørende den frie udveksling af lægelige tjenesteydelser dom af 31.1.1984, Luisi og Carbone (286/82 og 26/83, EU:C:1984:35), samt vedrørende tandpleje, nærmere bestemt en specialtandlægebehandling, dom af 28.4.1998, Kohll (C-158/96, EU:C:1998:171).
( 35 ) – Jf. bl.a. dom af 16.2.1995, Aubertin m.fl. (C-29/94 – C-35/94, EU:C:1995:39, præmis 9 og den deri nævnte retspraksis), af 21.10.1999, Jägerskiöld (C-97/98, EU:C:1999:515, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis), samt af 11.7.2002, Carpenter (C-60/00, EU:C:2002:434, præmis 28).
( 36 ) – C-509/09 og C-161/10, EU:C:2011:685.
( 37 ) – Denne doms præmis 45.
( 38 ) – Denne doms præmis 46.
( 39 ) – C-98/14, EU:C:2015:386.
( 40 ) – Præmis 25 og 26 og den deri nævnte retspraksis.
( 41 ) – Dom af 26.5.2016, NN (L) International (C-48/15, EU:C:2016:356, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).
( 42 ) – Som Domstolen fastslog i sin dom af 8.3.2001, Gourmet International Products (C-405/98, EU:C:2001:135), vedrørende en lovgivning, der forbød enhver udsendelse af reklamemeddelelser for alkoholholdige drikkevarer over for forbrugere, »[kan] retten til fri udveksling af tjenesteydelser […] påberåbes af en virksomhed over for den medlemsstat, hvori virksomheden er etableret, når tjenesteydelserne præsteres til modtagere, der er etableret i en anden medlemsstat« (præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).
( 43 ) – Jf. hvad dette angår Domstolens analyse i sin dom af 17.7.2008, Corporación Dermoestética (C-500/06, EU:C:2008:421). I den sag, der gav anledning til denne dom, undersøgte Domstolen reelt spørgsmålet om, hvorvidt en national lovgivning, der forbød reklame på nationale tv-kanaler for medicinsk-kirurgiske behandlinger i private etablissementer inden for sundhedssektoren, var forenelig med såvel artikel 49 TEUF som artikel 56 TEUF. I den pågældende sag var en sådan undersøgelse imidlertid, efter min opfattelse, fuldt ud begrundet i de særlige omstændigheder i sagen, hvor Corporación Dermoestética SA var et selskab etableret i Spanien, der havde til formål, via en kontrakt indgået med en italiensk tjenesteyder, at udsende reklamemeddelelser på en italiensk national tv-kanal (jf. denne doms præmis 33 og 34).
( 44 ) – Dom af 28.1.2016, Laezza (C-375/14, EU:C:2016:60, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis).
( 45 ) – C-384/93, EU:C:1995:126.
( 46 ) – Denne doms præmis 18-22.
( 47 ) – Denne doms præmis 28-30. Jf. desuden dom af 8.3.2001, Gourmet International Products (C-405/98, EU:C:2001:135, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).
( 48 ) – Reklamens betydning for adgangen til et marked er allerede gentagne gange blevet fremhævet af Domstolen hvad angår frie varebevægelser (jf. i denne henseende dom af 9.7.1997, De Agostini og TV-Shop, C-34/95 – C-36/95, EU:C:1997:344, af 8.3.2001, Gourmet International Products, C-405/98, EU:C:2001:135, samt af 15.7.2004, Douwe Egberts, C-239/02, EU:C:2004:445, præmis 53) og hvad angår den frie etableringsret og den frie udveksling af tjenesteydelser (jf. dom af 17.7.2008, Corporación Dermoestética, C-500/06, EU:C:2008:421). Jf. desuden vedrørende denne retspraksis punkt 88-92 i mit forslag til afgørelse Doulamis (C-446/05, EU:C:2007:701) og punkt 75-80 i mit forslag til afgørelse Corporación Dermoestética (C-500/06, EU:C:2008:62).
( 49 ) – Jf. punkt 4.3 i denne rapport.
( 50 ) – Jf. punkt 101 i mit forslag til afgørelse i denne sag.
( 51 ) – Dom af 10.3.2009, Hartlauer (C-169/07, EU:C:2009:141, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis), af 12.9.2013, Konstantinides (C-475/11, EU:C:2013:542, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis), samt af 28.1.2016, Laezza (C-375/14, EU:C:2016:60, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).
( 52 ) – Dom af 12.9.2013, Konstantinides (C-475/11, EU:C:2013:542, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).
( 53 ) – Dom af 10.11.1994, Ortscheit (C-320/93, EU:C:1994:379, præmis 16), og af 12.11.2015, Visnapuu (C-198/14, EU:C:2015:751, præmis 118 og den deri nævnte retspraksis).
( 54 ) – Jf. i denne henseende dom af 12.11.2015, Visnapuu (C-198/14, EU:C:2015:751, præmis 119 og den deri nævnte retspraksis).
( 55 ) – KOM(2004) 83 endelig/2. Jf. punkt 25 i denne rapport.
( 56 ) – Dom af 12.11.2015, Visnapuu (C-198/14, EU:C:2015:751, præmis 118 og den deri nævnte retspraksis).
( 57 ) – Dom af 25.7.1991, Aragonesa de Publicidad Exterior og Publivía (C-1/90 og C-176/90, EU:C:1991:327, præmis 16), og af 12.11.2015, Visnapuu (C-198/14, EU:C:2015:751, præmis 119 og 120 og den deri nævnte retspraksis).
( 58 ) – Den første sektorspecifikke ordning for anerkendelse af eksamensbeviser blev vedtaget for læger i 1975. Den blev fulgt af fem andre sektorspecifikke ordninger, der blev vedtaget mellem 1977 og 1985, vedrørende sygeplejersker med ansvar for den almene sundheds- og sygepleje, tandlæger (med Rådets direktiv 78/686/EØF af 25.7.1978 om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for tandlæger og om foranstaltninger, der skal lette den faktiske udøvelse af retten til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser, EFT 1978, L 233, s. 1, og Rådets direktiv 78/687/EØF af 25.7.1978 om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om virksomhed som tandlæge, EFT 1978, L 233, s. 10), dyrlæger, jordemødre og farmaceuter. De sektorspecifikke direktiver blev ophævet og erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7.9.2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (EUT 2005, L 255, s. 22).
( 59 ) – C-120/95, EU:C:1998:167.
( 60 ) – C-158/96, EU:C:1998:171.
( 61 ) – Jf. i denne henseende dom af 5.10.2010, Elchinov (C-173/09, EU:C:2010:581).
Full & Egal Universal Law Academy