4.5.2015
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 146/13
Appel iværksat den 4. februar 2015 af BSH Bosch und Siemens Hausgeräte GmbH til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 4. december 2014 i sag T-595/13 — BSH Bosch und Siemens Hausgeräte GmbH mod Kontoret for Harmonisering i Det Indre Marked (Varemærker og Design)
(Sag C-43/15 P)
(2015/C 146/20)
Processprog: tysk
Parter
Appellant: BSH Bosch und Siemens Hausgeräte GmbH (ved Rechtsanwalt S. Biagosch)
Den anden part i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Rettens dom (Syvende Afdeling) af 4. december 2014 i sag T-595/13 ophæves.
—
Afgørelserne truffet den 5. september 2013 og den 3. december 2013 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i Det Indre Marked (Varemærker og Design) (R 1176/2012-1) annulleres.
Subsidiært
—
Sagen hjemvises til Retten med henblik på, at denne træffer afgørelse.
—
Kontoret for Harmonisering i Det Indre Marked (Varemærker og Design) tilpligtes at betale sagens omkostninger ved begge instanser.
Anbringender og væsentligste argumenter
Den foreliggende appel er iværksat til prøvelse af Rettens dom, hvorved Retten frifandt Harmoniseringskontoret i en sag, hvori appellanten havde nedlagt påstand om annullation af afgørelse truffet den 5. september 2013 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1176/2012-1).
Appellanten har fremsat to anbringender.
Appellanten gør for det første gældende, at der er sket en tilsidesættelse af artikel 60 i forordning (EF) nr. 207/2009 (1), eftersom Retten undlod at tage den omstændighed i betragtning, at appelkammeret ikke kunne ændre indsigelsesafdelingens afgørelse til ugunst for appellanten, idet indstævnte ikke havde indgivet nogen klage, og eftersom artikel 8, stk. 3, i forretningsordenen for appelkamrene ikke foreskriver nogen »tilknytningsklage«.
Sagsøgeren gør for det andet gældende, at der er sket en tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009, eftersom end ikke væsentlige ligheder mellem tegnene og den omstændighed, at varerne er af samme art i en situation, hvor et ældre varemærke indeholder en let genkendelig ændring af en beskrivende angivelse, og et yngre varemærke selv indeholder denne beskrivende angivelse, kan føre til, at det konkluderes, at der foreligger en risiko for forveksling, såfremt lighederne mellem tegnene begrænser sig til de beskrivende angivelser, og udelukkende vedrører varer, som beskrives ved hjælp af disse angivelser.
(1) Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy