27.4.2015
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 138/33
Appel iværksat den 6. februar 2015 af Kurt Hesse til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 27. november 2014 i sag T-173/11 — Kurt Hesse und Lutter & Partner GmbH mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)
(Sag C-50/15 P)
(2015/C 138/45)
Processprog: tysk
Parter
Appellant: Kurt Hesse (ved Recthsanwalt M. Krogmann)
De andre parter i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design), Lutter & Partner GmbH og Dr. Ing. h. c. F. Porsche AG
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 27. november 2014 (sag T-173/11) ophæves.
—
Afgørelse truffet den 11. januar 2011 af Fjerde Appelkammer (sag R0306/2010-4) annulleres, og indsigelsen mod ansøgningen om varemærkeregistrering nr. 5723 432 af 16. februar 2007 forkastes.
Subsidiært,
—
Sagen hjemvises til Den Europæiske Unions Ret
Derudover har appellanten nedlagt påstand om, at
—
Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Anbringender og væsentligste argumenter
Til støtte for sit søgsmål har appellanten gjort følgende anbringender gældende:
1.
Fejlagtig undladelse af at tage hensyn til faktorer i forhold til ligheden mellem varerne i henhold til artikel 8, stk. 1, litra b), i EF-varemærkeforordningen (1).
Appellanten har anfægtet Rettens bedømmelse, hvorefter appelkammeret med rette havde været af den opfattelse, at »mobile navigationsapparater, særlig mobile navigationsapparater til brug sammen med satellitter« på den ene side og på den anden side de varer, der var omfattet af det varemærke, indsigelsen var støttet på, var af lignende art. Retten har i forbindelse med vurderingen af ligheden undladt at tage hensyn til væsentlige faktorer såsom de pågældende varers art, fremstilling, markedsføring, distributionskanaler og salgssteder. Under fuld hensyntagen til og korrekt afvejning af alle de relevante faktorer ville Retten være nået frem til, at varerne ikke var af lignende art.
2.
Urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og urigtig retsanvendelse af EF-varemærkeforordningens artikel 8, stk. 5, i forhold til beskyttelsen af det velkendte varemærke.
Retten har begået en retlig fejl ved at lade appelkammerets opfattelse, hvorefter varemærket »Carrera« er kendt af en betydelig del af offentligheden, være uprøvet. Appelkammeret har især støttet sin opfattelse på enkelte aspekter af en sagkyndig erklæring. Appelkammeret og Retten har med urette betegnet vigtige konklusioner i erklæringen som »værdiløse« og fuldstændig ignoreret andre væsentlige konklusioner. Således ligger en i betydeligt omfang urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og beviserne til grund for Rettens afgørelse.
3.
Retligt fejlagtig antagelse af en »utilbørlig udnyttelse« i henhold til EF-varemærkeforordningens artikel 8, stk. 5.
Retten har med urette undladt at prøve appelkammerets opfattelse, hvorefter der består en risiko for utilbørlig udnyttelse til gunst for det af appellanten ansøgte varemærke »Carrera«. Appelkammeret har lagt til grund, at samtlige de varer, der er omfattet af det ansøgte varemærke kan »indpasses i køretøjer og benyttes deri«. Heraf følger en »social vane«, der medfører, at benyttelsen på den ene side af de angivne varer og på den anden side køretøjer »relateres til hinanden«. Det forholder sig rent faktisk således, at den omstændighed alene, at de angivne varer kan indpasses i køretøjer og anvendes deri, ikke kan medføre en »social vane« og heller ikke kan føre til utilbørlig udnyttelse. Dermed har appelkammeret og Retten ikke begrundet deres afgørelse tilstrækkeligt.
(1) Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy