27.4.2015
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 138/39
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Fővárosi Közigazgatási és Munkaügyi Bíróság (Ungarn) den 16. februar 2015 — Nutrivet D.O.O.E.L. mod Országos Környezetvédelmi és Természetvédelmi Főfelügyelőség
(Sag C-69/15)
(2015/C 138/53)
Processprog: Ungarsk
Den forelæggende ret
Fővárosi Közigazgatási és Munkaügyi Bíróság
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Nutrivet D.O.O.E.L.
Sagsøgt: Országos Környezetvédelmi és Természetvédelmi Főfelügyelőség
Præjudicielle spørgsmål
1)
Skal en overførsel af affald anses for foretaget »på en måde, der ikke klart er specificeret i dokumentet i bilag VII« som omhandlet i artikel 2, nr. 35), litra g), nr. iii), i forordning (EF) nr. 1013/2006 (1), når den person, der står for overførslen, udfylder rubrikkerne vedrørende importøren/modtageren, anlægget til nyttiggørelse og de berørte lande/stater, jf. henholdsvis rubrik 2 (»Importør/modtager«), 7 (»Anlæg til nyttiggørelse«) og 11 (»Berørte lande«) i dokumentet i den nævnte forordnings bilag VII, således at oplysningerne ikke stemmer overens indbyrdes, selv om oplysningerne vedrørende disse rubrikker tydeligt fremgår af det internationale fragtbrev og af andre tilgængelige dokumenter?
2)
Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, kan det da betragtes som forholdsmæssigt at idømme en bøde herfor på et beløb, som svarer til den bøde, der pålægges en aktør, som misligholder sin forpligtelse til at udfylde dokumentet i bilag VII til forordning (EF) nr. 1013/2006?
3)
Er det for at kunne erklære, at en overførsel af affald er ulovlig som omhandlet i artikel 2, nr. 35), litra g), nr. iii), i forordning (EF) nr. 1013/2006, påkrævet, at den, der udfylder dokumentet i den nævnte forordnings bilag VII, bevidst vildleder myndigheden?
4)
Er det relevant for at kunne erklære, at en overførsel af affald, som foretages »på en måde, der ikke klart er specificeret i dokumentet i bilag VII« som omhandlet i artikel 2, nr. 35), litra g), nr. iii), i forordning (EF) nr. 1013/2006, er ulovlig, at de oplysninger, som ikke er klart specificeret, er relevante i forhold til miljøbeskyttelse? Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende, hvilke oplysninger i dokumentet i forordningens bilag VII skal da betragtes som relevante i forhold til miljøbeskyttelse?
5)
Skal en overførsel af affald anses for foretaget »på en måde, der ikke klart er specificeret i dokumentet i bilag VII« som omhandlet i artikel 2, nr. 35), litra g), nr. iii), i forordning (EF) nr. 1013/2006, såfremt myndigheden ikke følger den i forordningens artikel 24 fastlagte procedure, ikke inddrager de berørte myndigheder og ikke kræver tilbagetagelse af det ulovligt overførte affald?
6)
Hvordan skal begrebet jurisdiktion som omhandlet i artikel 18, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 1013/2006 fortolkes og behandles?
7)
Hvordan skal formuleringen i bilag IC, del IV, punkt 15, i forordning (EF) nr. 1013/2006, ifølge hvilken en forhandler eller mægler skal være under bestemmelseslandets jurisdiktion for at kunne optræde som modtager, fortolkes?
(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1013/2006 af 14.6.2006 om overførsel af affald (EUT L 190, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy