27.4.2015
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 138/40
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Markkinaoikeus (Finland) den 19. februar 2015 — Viiniverla Oy mod Sosiaali- ja terveysalan lupa- ja valvontavirasto
(Sag C-75/15)
(2015/C 138/54)
Processprog: finsk
Den forelæggende ret
Markkinaoikeus
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Viiniverla Oy
Sagsøgt: Sosiaali- ja terveysalan lupa- ja valvontavirasto
Præjudicielle spørgsmål
1)
Skal der ved vurderingen af, om der foreligger en antydning som omhandlet i artikel 16, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 110/2008 af 15. januar 2008 om definition, betegnelse, præsentation og mærkning af samt beskyttelse af geografiske betegnelser for spiritus og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 1576/89 (1) tages udgangspunkt i en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger?
2)
I forbindelse med vurderingen af forbuddet mod at anvende betegnelsen »Verlados« for en spiritus fremstillet på basis af æbler, der markedsføres under denne betegnelse i Finland, hvorved forbuddet er nedlagt med henblik på at beskytte den geografiske betegnelse »Calvados«, hvilken betydning har da følgende omstændigheder for fortolkningen af begrebet »antydning« som omhandlet i artikel 16, litra b), i forordning nr. 110/2008 og anvendelsen af denne forordning:
a)
Den første del (»Verla«) af betegnelsen »Verlados« er en landsby i Finland, som den finske forbruger muligvis kender.
b)
Den første del (»Verla«) af betegnelsen »Verlados« henviser til producenten af dette produkt, Viiniverla Oy.
c)
»Verlados« er et lokalt produkt fremstillet i Verla, hvoraf der gennemsnitligt er blevet solgt et par hundrede liter om året i vinejendommens egen restaurant, og som i begrænset omfang kan fås på bestilling ved det statslige alkoholselskab som omhandlet i alkoholloven.
d)
Ordene »Verlados« og »Calvados« har ud af tre stavelser kun én til fælles (»dos«), men de sidste fire bogstaver (»ados«), dvs. halvdelen af bogstaverne i de respektive ord, er identiske?
3)
Såfremt betegnelsen »Verlados« anses for en antydning som omhandlet i artikel 16, litra b), i forordning nr. 110/2008, kan anvendelsen af denne betegnelse da alligevel begrundes med en af de ovenfor nævnte omstændigheder eller en anden omstændighed, f.eks. den, at der i det mindste ikke er risiko for, at finske forbrugere tror, at »Verlados« er fremstillet i Frankrig?
(1) EUT L 39, s. 16
Full & Egal Universal Law Academy