22.6.2015
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 205/21
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rīgas apgabaltiesas Krimināllietu tiesu kolēģija (Letland) den 13. april 2015 — straffesag mod Aleksandrs Ranks og Jurijs Vali
(Sag C-166/15)
(2015/C 205/29)
Processprog: lettisk
Den forelæggende ret
Rīgas apgabaltiesas Krimināllietu tiesu kolēģija
Tiltalte i straffesagen
Aleksandrs Ranks og Jurijs Vali
Andre parter i sagen
Finanšu un ekonomisko noziegumu izmeklēšanas prokuratūra og Microsoft Corporation
Præjudicielle spørgsmål
1)
Kan en person, der har købt et edb-program med en »brugt« licens, der er lagret på en cd-rom, som ikke er original, men som fungerer, og som ikke anvendes af andre brugere, i henhold til bestemmelsen i artikel 5, stk. 1, og artikel 4, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/24/EF (1) påberåbe sig udtømmelse af retten til spredning af et eksemplar (en kopi) af det pågældende edb-program, hvis den første køber af dette program købte det af rettighedshaveren med den originale cd-rom, men hvor denne cd-rom er ødelagt, og hvis den første køber har slettet sit eksemplar (sin kopi) eller ikke længere bruger det?
2)
Hvis første spørgsmål besvares bekræftende, har en person, der kan påberåbe sig bestemmelsen om udtømmelse af retten til spredning af et eksemplar (en kopi) af det pågældende edb-program, da ret til at videresælge dette edb-program på en anden cd-rom end den originale til en tredjemand i henhold til artikel 4, stk. 2, og artikel 5, stk. 2, i direktiv 2009/24?
(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/24/EF af 23.4.2009 om retlig beskyttelse af edb-programmer (EUT L 111 af 5.5.2009, s. 16).
Full & Egal Universal Law Academy