10.8.2015
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 262/6
Appel iværksat den 20. maj 2015 af ultra air GmbH til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tredje Afdeling) den 9. marts 2015 i sag T-377/13 — ultra air GmbH mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)
(Sag C-232/15 P)
(2015/C 262/09)
Processprog: tysk
Parter
Appellant: ultra air GmbH (ved Rechtsanwalt C. König)
De andre parter i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) og Donaldson Filtration Deutschland GmbH
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Den dom, der blev afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 9. marts 2015 i sag T-377/13 ophæves, for så vidt som Retten ikke annullerede den afgørelse, der blev truffet af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) den 6. maj 2013 (sag R 1100/2011-4).
—
Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale appellantens omkostninger.
Anbringender og væsentligste argumenter
Til støtte for appellen har appellanten anført to anbringender.
Det første anbringende om tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009 (1)
a)
Artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009 er for det første blevet tilsidesat derved, at den angiveligt beskrivende betydning af varemærket »ultra.air ultrafilter«, forstået som »luft af meget høj kvalitet, som skabes ved hjælp af et ultrafilter«, jf. den appellerede doms præmis (18) og (19), ikke direkte og uden videre overvejelse følger af varemærket. I præmis 19 fastslog Retten, at »ultra.air« som sådan ikke har nogen konkret betydning og hverken beskriver en kvalitet eller en beskaffenhed. Retten er kun nået frem til den angiveligt beskrivende betydning af varemærket derved, at den har antaget, at den relevante kundekreds ikke bedømmer betegnelsen »ultra.air« således som den fremstår for denne kundekreds, men supplerer op med kvalitetsbeskrivende ord som »ren« eller »fin«.
b)
Artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009 er for det andet blevet tilsidesat med hensyn til varerne »udstyr og anlæg til filtrering af væsker« derved, at den afvigende beskrivende betydning af »ultra.air ultrafilter« forstået som »filterresultat af meget høj kvalitet, som skabes ved hjælp af et ultrafilter«, som Retten for så vidt lagde til grund, slet ikke følger direkte og uden videre overvejelse af varemærket. Retten nåede selv først frem til denne afvigende betydning ved adskillige tankeskridt: For det første skulle den relevante kundekreds fortolke »ultra.air ultrafilter« som »luft af meget høj kvalitet, som skabes ved hjælp af et ultrafilter«. For det andet skulle denne kundekreds nå til den konklusion, at denne angivelige betydning ganske vist ikke var beskrivende for de udstyr og anlæg til filtrering af væsker, der faktisk skulle bedømmes, men derimod for udstyr og anlæg til filtrering af luft. For det tredje skulle denne kundekreds derefter abstrahere fra den konkret konstaterede betydning af »ultra.air ultrafilter« som »filterresultat af meget høj kvalitet, som skabes ved hjælp af et ultrafilter«. Den angivelige betydning, der opnås via disse tankeskridt, omfatter en række ord, som ikke findes i varemærket (»filterresultat«, »høj kvalitet«) og udelader uden videre ord, der findes deri (»air«).
Det andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009
Artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 er blevet tilsidesat af de samme grunde, som artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009 er blevet tilsidesat.
(1) Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy