7.9.2015
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 294/19
Appel iværksat den 28. maj 2015 af Naazneen Investments Ltd til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 18. marts 2015 i sag T-250/13 — Naazneen Investments Limited mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)
(Sag C-252/15 P)
(2015/C 294/25)
Processprog: engelsk
Parter
Appellant: Naazneen Investments Ltd (ved Rechtsanwältinnen P. Goldenbaum og I. Rohr)
De andre parter i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) og Energy Brands, Inc.
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Dom afsagt af Retten den 18. marts 2015 i sag T-250/13 ophæves.
—
Appelkammerets afgørelse i sag R-1101/2011-2 annulleres, subsidiært hjemvises sagen om nødvendigt til Retten.
—
Harmoniseringskontoret tilpligtes at bære sine egne omkostninger og betale de omkostninger, som appellanten har afholdt i forbindelse med sagen for Domstolen, Retten og appelkammeret.
—
Energy Brands, Inc. tilpligtes at bære sine egne omkostninger, såfremt denne intervenerer i sagen.
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellanten har gjort gældende, at Retten fejlfortolkede rækkevidden af artikel 75 og artikel 51, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 (1), ikke foretog en korrekt og fuldstændig helhedsvurdering af alle de fremlagte beviser og alle sagens relevante omstændigheder — eller fejlagtigt benægtede, at appelkammerets havde undladt dette — og ikke tog tilstrækkeligt hensyn til eller begik en fejl ved anvendelsen af de principper, der er fastslået i retspraksis. Desuden er de faktiske omstændigheder urigtigt gengivet i flere af Rettens bemærkninger.
I. Tilsidesættelse af artikel 75 i forordning nr. 207/2009
Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at appelkammerets afgørelse var tilstrækkeligt begrundet. Navnlig tog Retten ikke hensyn til, at appelkammeret helt så bort fra s. 6-22 i den skriftlige begrundelse for klagen, og at det undlod at tage hensyn til alle de fremlagte beviser og undlod at fremsætte egne argumenter for dets afgørelse. I forbindelse med spørgsmålet, om der foreligger rimelig grund til, at brug ikke har fundet sted, begik Retten en processuel fejl, fordi den baserede sine konklusioner på det nye aspekt af appellantens licenshavers påståede forpligtelser til at kontrollere og føre tilsyn med produktionen af varerne.
II. Tilsidesættelse af artikel 51, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009
1. Reel brug
Retten
—
fastslog med urette, at appelkammeret havde taget hensyn til de beedigede skriftlige erklæringer, der var fremlagt, selv om det slet ikke havde behandlet bevisværdien af disse beedigede skriftlige erklæringer
—
baserede sine konklusioner på urigtige omstændigheder, da den tiltrådte, at en ordre på 12 paller flasker med henblik på »prøvesalg« havde en meget begrænset økonomisk betydning
—
fejlagtigt fastsatte og anvendte en regel om, at et marked af en betydelig størrelse — såsom markedet for drikkevarer som varer til masseforbrug — automatisk medfører, at der stilles højere krav til omfanget af brugen
—
ikke overholdt princippet om, at der ikke foreligger et krav om kontinuerlig brug
—
begik en retlig fejl, da den fastslog, at grundene til, at varemærket ikke var blevet brugt i større udstrækning og gennem hele den relevante periode, alene skulle undersøges i forbindelse med vurderingen af grundende til den manglende brug af dette varemærke
—
ikke tog hensyn til forskellen imellem tilfælde med »manglende brug« og tilfælde med »brug i begrænset omfang«
—
fejlagtigt fastsatte et princip om, at appelkammeret, når det vurderer, om der er sket reel brug af et varemærke, alene skal tage hensyn til beviser for, at der foreligger en sådan brug og ikke til beviser, der forklarer en manglende brug af dette varemærke
—
fejlagtigt fastsatte en regel om, at alene store kampagner i forbindelse med reklamer og andre salgsfremmende foranstaltninger kunne være relevante
—
fejlagtigt afviste betydningen af udskrifter fra varemærkeindehaverens websted og undlod at tage hensyn til appellantens forklaringer og fremlagte beviser i denne henseende
—
udviste en forkert forståelse af udtrykket »token« [kendetegn].
I forbindelse med prøvelsen af betydningen af et beskedent handelsmæssigt omfang i (gen)lanceringsfaser har Retten
—
begået en regnefejl
—
undladt at tage hensyn til varernes mangelfuldhed og den fortabelsessag, der er indledt af en tredjepart, som en rimelig grund, og
—
begået en retlig fejl med hensyn til kravene til begrundelsen for brug i begrænset omfang. I forbindelse med reel brug, skal begrundelsen for, at et varemærke ikke har været brugt i større omfang, ikke opfylde kravet om, at der skal være rimelige grunde til, at brug ikke har fundet sted, men det må være tilstrækkeligt, at begrundelsen sandsynliggør, hvorfor der ikke er sket brug i større omfang.
2. Rimelig grund til, at brug ikke har fundet sted
2.1 Problemer med hensyn til fremstillingen af »SMART WATER« drikkevarer
Retten
—
baserede sin afgørelse på en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder, idet der rent faktisk ikke forelå nogen tilsidesættelse af forpligtelser til at kontrollere og føre tilsyn med produktionen af varer
—
udviste en forkert forståelse af kriteriet »uafhængigt af varemærkeindehaverens vilje« og »hindring« i henhold til TRIPS-aftalens artikel 19, stk. 1, navnlig ved ikke at spørge, om det ville have været urimeligt at producere og markedsføre nye varer, men om det havde været umuligt
—
undlod at se, at appellanten havde fremført detaljerede forklaringer på, hvorfor det ikke havde været muligt nemt og hurtigt at fortsætte med produktionen og leveringen, hvilket hverken appelkammeret eller Retten selv har taget hensyn til.
2.2 Fortabelsessag indledt af en tredjepart
Retten
—
indså ikke, at en fortabelsessag klart er uafhængig af varemærkeindehaverens vilje
—
anvendte urigtige kriterier, da den baserede sin afgørelse på erklæringen om, at en fortabelsessag ikke hindrer varemærkeindehaveren i at gøre brug af varemærket
—
fastsatte et forkert kriterium om »direkte følger«: Retten medgav, at der, såfremt en sådan fortabelsessag fører til fortabelse af varemærket, kan indledes en erstatningssag. Imidlertid benægtede Retten, at dette kan udgøre en rimelig grund til, at brug ikke har fundet sted, fordi dette ikke er en »direkte følge« af fortabelsessagen. Rettens bemærkninger i denne henseende er i modstrid med formålet med kravet om reel brug. Den kortfattede bemærkning om, at det var op til varemærkeindehaveren at vurdere og beregne risiciene og enten bruge varemærket til trods for usikkerheden forbundet med et erstatningsansvar eller undlade at bruge varemærket, ville indebære en åbenbar forskelsbehandling af små og mellemstore virksomheder. Dette ville også gøre det let for tredjeparter, der er interesserede i det registrerede varemærke, at misbruge fortabelsessager som retsmiddel.
(1) Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (EUT L 78, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy