Sag C-299/15: Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal de première instance de Bruxelles (Belgien) den 19. juni 2015 — Daniele Striani m.fl. og RFC. Seresien ASBL mod Union Européenne des Sociétés de Football Association (UEFA), Union Royale Belge des Sociétés de Football — Association (URBSFA)
C2702015DA1910120150619DA0024191202
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal de première instance de Bruxelles (Belgien) den 19. juni 2015 — Daniele Striani m.fl. og RFC. Seresien ASBL mod Union Européenne des Sociétés de Football Association (UEFA), Union Royale Belge des Sociétés de Football — Association (URBSFA)
(Sag C-299/15)2015/C 270/24Processprog: fransk
Den forelæggende ret
Tribunal de première instance de Bruxelles
Parter i hovedsagen
Sagsøgere: Daniele Striani m.fl. og RFC. Seresien ASBL
Sagsøgte: Union Européenne des Sociétés de Football Association (UEFA) og Union Royale Belge des Sociétés de Football — Association (URBSFA)
Præjudicielle spørgsmål
1)
Skal artikel 101 TEUF (eller artikel 102 TEUF) fortolkes således, at UEFA’s regel, der benævnes »krav om økonomisk ligevægt« eller »break-even rule«, tilsidesætter denne fællesskabsretlige bestemmelse, idet UEFA’s regel skaber konkurrencebegrænsninger (eller misbrug af en dominerende stilling), bl.a. et konkurrencebegrænsende »formål« bestående i begrænsningen af retten til at investere, hvilke begrænsninger enten er i form af konkurrencebegrænsende »formål« eller ikke er uadskilleligt forbundet med gennemførelsen af UEFA’s mål — dvs. klubfodboldens økonomiske stabilitet på lang sigt og den sportslige integritet af UEFA’s turneringer — eller de, subsidiært, ikke står i forhold til gennemførelsen af disse mål?
2)
Skal artikel 63, 56 og 45 TEUF (samt artikel 15 og 16 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder) fortolkes således, at UEFA’s regel, der benævnes »krav om økonomisk ligevægt« eller »break-even rule«, tilsidesætter disse fællesskabsretlige bestemmelser, idet UEFA’s regel skaber hindringer for den frie bevægelighed (for kapital, tjenesteydelser, arbejdskraft), der ikke er uadskilleligt forbundet med gennemførelsen af UEFA’s mål, dvs. klubfodboldens økonomiske stabilitet på lang sigt og den sportslige integritet af UEFA’s turneringer (og som således ikke er begrundede i »tvingende almene hensyn«), eller som subsidiært ikke står i forhold til gennemførelsen af disse mål?
3)
Skal de forskellige ovennævnte fællesskabsretlige bestemmelser (eller nogle af disse) fortolkes således, at artikel 65 og 66 i UEFA Club Licensing and Financial Fair Play Regulations tilsidesætter disse bestemmelser (eller nogle af disse), idet UEFA’s regel — selv om de restriktioner/hindringer, den skaber, er uadskilleligt forbundet med beskyttelsen af den sportslige integritet af UEFA’s klubturneringer — er uforholdsmæssig og/eller diskriminerende, for så vidt som den begunstiger betalingen af visse kreditorer og tilsvarende forfordeler betalingen af ikke-beskyttede kreditorer, bl.a. spilleragenterne?
Full & Egal Universal Law Academy