21.9.2015
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 311/24
Appel iværksat den 30. juni 2015 af Polynt SpA til prøvelse af dom afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 30. april 2015 i sag T-134/13, Polynt SpA og Sitre Srl mod Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA)
(Sag C-323/15 P)
(2015/C 311/30)
Processprog: engelsk
Parter
Appellant: Polynt SpA (ved advokat C. Mereu)
De andre parter i appelsagen: Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA), Sitre Srl, New Japan Chemical, REACh ChemAdvice GmbH, Kongeriget Nederlandene og Europa-Kommissionen
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Rettens dom i sag T-134/13 ophæves.
—
Den anfægtede afgørelse annulleres, eller subsidiært hjemvises sagen til Retten med henblik på realitetsbehandling af appellantens annullationssøgsmål.
—
Indstævnte tilpligtes at betale samtlige sagens omkostninger, herunder sagsomkostningerne ved Retten.
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellanten gør gældende, at idet Retten frifandt ECHA for appellantens påstand om annullation, tilsidesatte Retten EU-retten. Appellanten gør navnlig gældende, at Retten begik flere retlige fejl i forbindelse med sin begrundelse og fortolkning af de retlige rammer, der fandt anvendelse på appellantens situation. Dette resulterede i, at Retten begik følgende retlige fejl:
—
Retten har afgivet modstridende og fejlagtige bemærkninger vedrørende nødvendigheden af hensyntagen til risikovurderingen i henhold til REACH-forordningens artikel 57, litra f) (1), hvilket førte til en fejlfortolkning af samme bestemmelse.
—
Retten har afgivet modstridende bemærkninger og har fraveget fra fast retspraksis vedrørende status og betydningen af vejledende dokumenter ved fortolkningen af, hvad der menes med »problematiske i samme grad« i samme forordnings artikel 57, litra f).
—
Rettens har anvendt REACH-forordningens artikel 60, stk. 2, fejlagtigt, hvilket har ført til en utilstrækkelig begrundelse.
—
Retten har anvendt en forkert juridisk bestemmelse ved sin afvisning af argumenterne vedrørende arbejdstager- og forbrugereksponering, hvorved artikel 57, litra f), blev forkert anvendt.
På denne baggrund gør appellanten gældende, at Rettens afgørelse i sag T-134/13 skal ophæves, og den anfægtede afgørelse skal annulleres.
(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 af 18.12.2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH), om oprettelse af et europæisk kemikalieagentur og om ændring af direktiv 1999/45/EF og ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 793/93 og Kommissionens forordning (EF) nr. 1488/94 samt Rådets direktiv 76/769/EØF og Kommissionens direktiv 91/155/EØF, 93/67/EØF, 93/105/EF og 2000/21/EF (EUT L 396, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy