7.9.2015
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 294/43
Appel iværksat den 7. juli 2015 af Claire Staelen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde Afdeling) den 29. april 2015 i sag T-217/11, Staelen mod Den Europæiske Ombudsmand
(Sag C-338/15 P)
(2015/C 294/55)
Processprog: fransk
Parter
Appellant: Claire Staelen (ved avocate V. Olona)
Den anden part i appelsagen: Den Europæiske Ombudsmand
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Ophævelse af dom afsagt den 29. april 2015 i sag T-217/11 (Staelen mod Den Europæiske Ombudsmand).
—
Følgelig gives appellanten medhold i hendes påstand om erstatning af det ikke-økonomiske tab, der er lidt som følge af modstridende handlinger, idet appellanten har opgjort dette tab til 50 000 EUR.
—
Appellanten gives medhold i hendes påstande i første instans, med undtagelse af hendes påstand om erstatning af de økonomiske tab.
—
Appelindstævnte tilpligtes at betale sagens omkostninger i de to instanser.
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellanten har til støtte for appellen fremsat seks anbringender vedrørende retlige fejl og forkert gengivelse af de faktiske omstændigheder.
For det første er appellanten af den opfattelse, at Retten begik en retlig fejl samt gengav de faktiske omstændigheder forkert for så vidt angår det forhold, at appellanten afviste Ombudsmandens undersøgelse på eget initiativ. Retten gengav ligeledes genstanden for klagen forkert.
For det andet har appellanten anført, at Retten begik en retlig fejl ved at fortolke artikel 228 TEUF og afgørelse 94/262 (1) forkert, således at de blev frataget deres effektive virkning.
For det tredje har appellanten anført, at Retten foretog en forkert gengivelse af de faktiske omstændigheder hvad angår varigheden af forskelsbehandlingen i forbindelse med opførelsen på listen over egnede ansøgere.
For det fjerde har appellanten foreholdt Retten, at denne foretog en forkert gengivelse af de faktiske omstændigheder og begik en retlig fejl ved at antage, at Ombudsmanden ikke havde tilsidesat sin pligt til gennemsigtighed og til at udvise omhu.
For det femte har appellanten foreholdt Retten, at denne udelukkede at anvende afgørelsen truffet af Europa-Parlamentets formand den 23. februar 2003, samt adfærdskodeksen for god forvaltningsskik.
For det sjette er appellanten af den opfattelse, at Retten med urette fastslog, at Ombudsmanden ikke skulle undersøge tilintetgørelsen af sagsakterne vedrørende udvælgelsesprøven.
(1) Europa-Parlamentets afgørelse 94/262/EKSF, EF, Euratom af 9.3.1994 vedrørende Ombudsmandens statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af hans hverv (EFT L 113, s. 15).
Full & Egal Universal Law Academy