26.10.2015
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 354/15
Appel iværksat den 15. juli 2015 af Skype til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 5. maj 2015 i sag T-423/12 — Skype mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)
(Sag C-383/15 P)
(2015/C 354/18)
Processprog: engelsk
Parter
Appellant: Skype (ved solicitors A. Carboni og M. Browne)
De andre parter i appelsagen: Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM), Sky IP International Ltd og Sky plc
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Rettens dom af 5. maj 2015 i sag T-423/12 ophæves i sin helhed og sagen hjemvises til Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) til fornyet behandling af ansøgningen.
—
Harmoniseringskontoret og eventuelle intervenienter i denne appel bærer deres egne omkostninger og betaler appellantens omkostninger i forbindelse med denne appel og omkostningerne i forbindelse med (i) sagen for Retten, sag T-423/12, i forbindelse med (ii) sagens behandling for Harmoniseringskontorets Fjerde Appelkammer, sag R 1561/2010-4, og i forbindelse med (iii) indsigelse B 1 023 680 for indsigelsesafdelingen.
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellanten har fremsat et enkelt appelanbringende om, at Retten ved sin afgørelse i sag T-423/12 vedrørende EF-varemærkeansøgning nr. 4 546 248 (»det anfægtede varemærke«) tilsidesatte artikel 8, stk. 1, litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EF Varemærker (1). Navnlig begik Retten følgende fejl, da den traf afgørelse om at opretholde indstævntes konklusion om, at der forelå en risiko for forveksling:
1.
Retten foretog en ukorrekt vurdering af den relevante kundekreds’ kendetegn, idet den undlod at tage hensyn til den omstændighed, at appellantens Skype-tjeneste på tidspunktet for det anfægtede varemærkes prioritetsdato var baseret på en meget ny og innovativ form for teknologi (herefter »den relevante dato«), og at den relevante kundekreds derfor havde en teknisk ekspertise, som lå over gennemsnittet, og en bedre evne til at skelne mellem varemærker.
2.
Retten synes fejlagtigt at have antaget, at appellantens accept af, at de varer og tjenesteydelser, som er omfattet af det anfægtede varemærke, er af samme art som visse af de varer og tjenesteydelser, der er omfattet af det ældre varemærke, også var en accept af, at det ældre varemærke havde en høj grad af særpræg og/eller renommé for så vidt angår de områder, der havde sammenfald med specifikationen for det anfægtede varemærke på den relevante dato.
3.
Retten anvendte i flere henseender lovgivningen fejlagtigt ved bedømmelsen af indstævntes vurdering af den visuelle, fonetiske og begrebsmæssige lighed mellem de omhandlede varemærker, navnlig ved at støtte sig på den forkerte retlige antagelse af, at gennemsnitsforbrugeren læser enkeltstående, korte ord fra venstre mod højre, ved at tillægge sammenfaldet af bogstaverne S-K-Y i begyndelsen af begge varemærker for stor betydning, og ved at undlade at tage hensyn til det anfægtede varemærkes grafiske bestanddel samt ved at undlade at tage hensyn til den omstændighed, at den begrebsmæssige forskel mellem dem modvirker enhver visuel eller fonetisk lighed.
4.
Retten begik to væsentlige fejl ved at opretholde indstævntes konklusion om, at det ældre varemærke har en høj grad af særpræg for de varer og tjenesteydelser, som falder uden for intervenientens »kerne«-tjenesteydelser inden for tv-spredning: for det første baserede Retten sig med urette på brugen af det ældre mærke i forhold til intervenientens »kerne«-tjenesteydelser for derved at udlede et særpræg for andre tjenesteydelser, og for det andet tog den hensyn til beviser for brug, som lå efter den relevante dato.
5.
I flere henseender anvendte Retten retsreglerne forkert, da den foretog helhedsvurderingen af risikoen for forveksling, idet den undlod at tage hensyn til:
i.
Det betydelige renommé, som det anfægtede varemærke havde på den relevante dato.
i.
Reelle beviser for, at de omhandlede varemærker har sameksisteret fredeligt på markedet i mere end ti år, uden at intervenienterne har anlagt et krænkelsessøgsmål, hvilket klart indikerer, at der ikke forelå en risiko for forveksling på den relevante dato.
Følgelig har appellanten nedlagt påstand om, at Domstolen: (1) ophæver Rettens dom i sag T-423/12 og hjemviser sagen til indstævnte med henblik på fornyet behandling af ansøgningen, samt (2) tilpligter indstævnte og eventuelle intervenienter at betale appellantens omkostninger.
(1) EUT L 78, s. 1.
Full & Egal Universal Law Academy