30.11.2015
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 398/14
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgericht Berlin (Tyskland) den 28. august 2015 — Vattenfall Europe Generation AG mod Forbundsrepublikken Tyskland
(Sag C-457/15)
(2015/C 398/18)
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Verwaltungsgericht Berlin
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Vattenfall Europe Generation AG
Sagsøgt: Forbundsrepublikken Tyskland
Præjudicielle spørgsmål
1)
Indebærer optagelsen af kategorien »forbrænding af brændsel i anlæg med en samlet nominel indfyret termisk effekt på mere end 20 MW« i bilag I til direktiv 2003/87/EF (1), at et anlæg til produktion af elektricitet bliver omfattet af emissionshandelspligten på tidspunktet for den første drivhusgasemission og dermed muligvis før tidspunktet for den første produktion af elektricitet i anlægget?
2.
Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende:
Skal artikel 19, stk. 2, i Kommissionens afgørelse af 27. april 2011 (2011/278/EU) (2) fortolkes således, at emission af drivhusgasser, der finder sted inden starten på normal drift af et anlæg, der er omfattet af bilag I til direktiv 2003/87/EF, allerede på tidspunktet for den første emission under opførelsen af anlægget medfører en pligt for driftslederen til at rapportere og til at returnere kvoter?
3.
Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende:
Skal artikel 19, stk. 2, i Kommissionens afgørelse af 27. april 2011 (2011/278/EU) fortolkes således, at den er til hinder for at anvende den nationale gennemførelsesbestemmelse i § 18, stk. 4, i Zuteilungsverordnung 2020 på anlæg til produktion af elektricitet med hensyn til fastsættelsen af det tidspunkt, hvor disse bliver omfattet af emissionshandelspligten?
(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13.10.2003 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF (EUT L 275, s. 32).
(2) Kommissionens afgørelse af 27.4.2011 om fastlæggelse af midlertidige EU-regler for harmoniseret gratistildeling af emissionskvoter i henhold til artikel 10a i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (meddelt under nummer K(2011) 2772) (EUT L 130, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy