25.1.2016
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 27/20
Appel iværksat den 13. november 2015 af Den Slovakiske Republik til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Tredje Afdeling) den 14. september 2014 i sag T-678/14, Den Slovakiske Republik mod Europa-Kommissionen
(Sag C-593/15 P)
(2016/C 027/24)
Processprog: slovakisk
Parter
Appellant: Den Slovakiske Republik (ved B. Ricziová, som befuldmægtiget)
Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen
Den Slovakiske Republik har nedlagt følgende påstande
i.
Kendelse afsagt af Retten den 14. september 2015, sag T-678/14, Den Slovakiske Republik mod Europa-Kommissionen, hvorved Retten afviste Den Slovakiske Republiks søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse indeholdt i skrivelse af 15. juli 2014, hvorved Kommissionen anmodede Den Slovakiske Republik om at stille finansielle midler til rådighed for Kommissionen svarende til et tab af traditionelle egne indtægter, ophæves i sin helhed.
ii.
Der træffes afgørelse om formaliteten vedrørende Den Slovakiske Republiks søgsmål og sagen hjemvises til Retten til afgørelse af realiteten.
iii.
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Såfremt Domstolen konkluderer, at den ikke råder over de nødvendige oplysninger til at træffe endelig afgørelse vedrørende Kommissionens formalitetsindsigelse, har Den Slovakiske Republik subsidiært nedlagt følgende påstande:
i.
Kendelse afsagt af Retten den 14. september 2015, sag T-678/14, Den Slovakiske Republik mod Europa-Kommissionen, hvorved Retten afviste Den Slovakiske Republiks søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse indeholdt i skrivelse af 15. juli 2014, hvorved Kommissionen anmodede Den Slovakiske Republik om at stille et beløb til rådighed for Kommissionen svarende til et tab af traditionelle egne indtægter, ophæves i sin helhed.
ii.
Sagen hjemvises til Retten med henblik på, at den træffer afgørelse om formaliteten og realiteten vedrørende Den Slovakiske Republiks søgsmål.
iii.
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Anbringender og væsentligste argumenter
Den Slovakiske Republik har til støtte for appellen anført to anbringender:
1.
Med det første anbringende har Den Slovakiske Republik gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl for så vidt angår (i) arten af de krævede finansielle midler og anvendeligheden af retsakterne vedrørende egne indtægter og retspraksis, (ii) kriteriet om institutionens kompetence til at vurdere den omtvistede retsakts anfægtelighed og (iii) adgangen til domstolsprøvelse og den hastende karakter.
2.
Med det andet appelanbringende har Den Slovakiske Republik subsidiært gjort gældende, at Retten ikke i tilstrækkeligt omfang har begrundet den appellerede kendelse for så vidt angår (i) arten af de krævede finansielle midler og anvendeligheden af retsakterne vedrørende egne indtægter og retspraksis, (ii) adgangen til domstolsprøvelse og den hastende karakter, hvilket understøttes af den omstændighed, at Retten (iii) har anvendt samme begrundelse i tilfælde, der er faktisk forskellige.
Full & Egal Universal Law Academy