15.2.2016
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 59/3
Appel iværksat den 14. november 2015 af National Iranian Oil Company PTE Ltd (NIOC) m.fl. til prøvelse af dom afsagt af Retten (Syvende Afdeling) den 4. september 2015 i sag T-577/12, NIOC m.fl. mod Rådet for Den Europæiske Union
(Sag C-595/15 P)
(2016/C 059/03)
Processprog: fransk
Parter
Appellanter:
National Iranian Oil Company PTE Ltd (NIOC), National Iranian Oil Company International Affairs Ltd (NIOC International Affairs), Iran Fuel Conservation Organization (IFCO), Karoon Oil & Gas Production Co., Petroleum Engineering & Development Co. (PEDEC), Khazar Exploration and Production Co. (KEPCO), National Iranian Drilling Co. (NIDC), South Zagros Oil & Gas Production Co., Maroun Oil & Gas Co., Masjed-Soleyman Oil & Gas Co. (MOGC), Gachsaran Oil & Gas Co., Aghajari Oil & Gas Production Co. (AOGPC), Arvandan Oil & Gas Co. (AOGC), West Oil & Gas Production Co., East Oil & Gas Production Co. (EOGPC), Iranian Oil Terminals Co. (IOTC) og Pars Special Economic Energy Zone (PSEEZ) (ved avocat J.-M. Thouvenin)
Den anden part i appelsagen:
Rådet for Den Europæiske Union
Appellanterne har nedlagt følgende påstande
—
Dommen afsagt af Den Europæiske Unions Ret (Syvende Afdeling) den 4. september 2015 i sag T-577/12 ophæves.
—
Der gives appellanterne medhold i de påstande, som de har nedlagt for Den Europæiske Unions Ret.
—
Indstævnte tilpligtes at betale sagens omkostninger for begge instanser.
Anbringender og væsentligste argumenter
1.
Med det første ophævelsesanbringende har appellanterne gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl i den appellerede doms præmis 44, da den fastslog, at det skal anses for klart at fremgå af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 945/2012 af 15. oktober 2012 (1) — idet denne henviser til artikel 46, stk. 2, i forordning (EU) nr. 267/2012 (2) — at gennemførelsesforordningens retsgrundlag udgøres af denne artikel 46, stk. 2.
2.
Med det andet anbringende har appellanterne gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl i den appellerede doms præmis 55-57, der sammenfattes i bemærkningen om, at »det ikke fremgår af artikel 215, stk. 2, at de individuelle restriktive foranstaltninger, der træffes over for fysiske og juridiske personer, grupper eller ikke-statslige enheder, skal vedtages i henhold til proceduren i artikel 215, stk. 1, TEUF«. For det første bestemmer artikel 215, stk. 1 — som er den eneste bestemmelse i TEUF, der omhandler de restriktive foranstaltninger — klart, at den procedure, der finder anvendelse for så vidt angår sådanne foranstaltninger, er den procedure, der fastsættes i bestemmelsen, og der fastsættes ingen anden procedure heri. For det andet er artikel 291 TEUF uforenelig med artikel 215, stk. 2, TEUF. Subsidiært kan artikel 291, stk. 2, TEUF ikke anses for at give Rådet et supplerende retsgrundlag ud over retsgrundlaget i artikel 215, stk. 2, TEUF med henblik på vedtagelsen af restriktive foranstaltninger. Endelig, og subsidiært, forholder det sig således, at for det tilfælde, at det fastslås, at artikel 291, stk. 2, TEUF kan give Rådet et supplerende retsgrundlag ud over retsgrundlaget i artikel 215, stk. 2, TEUF med henblik på vedtagelsen af restriktive foranstaltninger, vil anvendelsen af dette retsgrundlag stadig være ulovlig i den foreliggende sag.
3.
Med det tredje anbringende, som appellanterne har fremsat subsidiært for det tilfælde, at det fastslås, at anvendelsen af artikel 291, stk. 2, TEUF som retsgrundlag for vedtagelsen af individuelle restriktive foranstaltninger er retligt mulig i forbindelse med en politik om vedtagelse af restriktive foranstaltninger, som oprindeligt var baseret på artikel 215 TEUF, har appellanterne gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, da den i dommens præmis 75-83 i det væsentlige fastslog, at Rådet »behørigt [har] begrunde[t]« — som det hedder i artikel 291, stk. 2 — anvendelsen af denne undtagelsesprocedure, som i den foreliggende sag var den eneste tilgængelige. Dels skal den påkrævede begrundelse være udtrykkelig, dels er dette krav, selv hvis det antages, at en implicit begrundelse kan opfylde det, ikke opfyldt i den foreliggende sag, idet Retten fortolkede de omhandlede retsakter fejlagtigt.
4.
Med det fjerde anbringende, som appellanterne har fremsat subsidiært for det tilfælde, at det fastslås, at anvendelsen af artikel 291, stk. 2, TEUF som retsgrundlag for vedtagelsen af individuelle restriktive foranstaltninger er retligt mulig i forbindelse med en politik om vedtagelse af restriktive foranstaltninger baseret på artikel 215 TEUF, har appellanterne gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, da den i dommens præmis 87 fastslog, at artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 267/2012 »forbeholder Rådet kompetencen til at gennemføre bestemmelserne i nævnte forordnings artikel 23, stk. 2 og 3«, hvilket er tilstrækkeligt til at opfylde begrundelsespligten for så vidt angår angivelsen af denne bestemmelses retsgrundlag, som er artikel 291, stk. 2, TEUF. Ifølge appellanterne er Retten kommet frem til denne konklusion ved en retligt forkert fortolkning af artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 267/2012.
5.
Med det femte anbringende, som appellanterne har fremsat subsidiært for det tilfælde, at det fastslås, at anvendelsen af artikel 291, stk. 2, som retsgrundlag for vedtagelsen af individuelle restriktive foranstaltninger er retligt mulig i forbindelse med en politik om vedtagelse af restriktive foranstaltninger baseret på artikel 215 TEUF, har appellanterne gjort gældende, at Retten begik en fejl i dommens præmis 86-88, da den fastslog, at pligten til at begrunde Unionens retsakter ikke forpligtede Rådet til udtrykkeligt at angive, at forordning nr. 267/2012 var baseret på artikel 291, stk. 2, TEUF for så vidt angår retsgrundlaget for artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 267/2012.
6.
Med det sjette anbringende har appellanterne gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, da den i dommens præmis 100 og 103, og ligeledes i præmis 108 og 110, fastslog, at de af Unionen vedtagne restriktive foranstaltningers iagttagelse af retssikkerhedsprincippet og princippet om lovgivningens forudsigelighed, af hvilke det fremgår, at de nævnte foranstaltninger skal være klare og præcise, skal efterprøves under hensyn til de retspraksisbaserede regler om ensartet fortolkning af EU-retsakterne, som kræver, at disse retsakter fortolkes og anvendes i lyset af versionerne på de andre officielle sprog.
7.
Med det syvende anbringende har appellanterne gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, da den i dommens præmis 134 fastslog, at artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012 (det omtvistede kriterium) er i overensstemmelse med de retsstatslige principper og med EU-retten generelt, idet bestemmelsen hverken er »vilkårlig eller skønsmæssig«, og da den i dommens præmis 140 fastslog, at »det omtvistede kriterium begrænser Rådets skønsmæssige beføjelse ved at indføre objektive kriterier og sikrer den grad af forudsigelighed, der kræves i henhold til EU-retten«. I denne henseende har appellanterne gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, da den fortolkede det omtvistede kriterium under henvisning til dom af 13. marts 2012, Melli Bank mod Rådet (C-380/09 P).
8.
Med det ottende anbringende har appellanterne subsidiært gjort gældende, at hvis det antages, at udtrykket »sammenslutning« skal tillægges den betydning, som Retten har givet det, må det fastslås, at det er blevet anvendt forkert i den foreliggende sag.
(1) Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 945/2012 af 15.10.2012 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 267/2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 282, s. 16).
(2) Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 af 23.3.2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EU) nr. 961/2010 (EUT L 88, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy