1.2.2016
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 38/45
Sag anlagt den 3. december 2015 — Republikken Østrig mod Forbundsrepublikken Tyskland
(Sag C-648/15)
(2016/C 038/57)
Processprog: tysk
Parter
Sagsøger: Republikken Østrig (ved C. Pesendorfer, som befuldmægtiget)
Sagsøgt: Forbundsrepublikken Tyskland
Sagsøgerens påstande
Søgsmålet er anlagt i henhold til artikel 25, stk. 5, i overenskomsten mellem Republikken Østrig og Forbundsrepublikken Tyskland til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomst- og formueskatter (henholdsvis öBGBl III 182/2002 og dBGBl II 2002, 735, dBStBl I 2002, 584, herefter »DBA-D/Ö«), sammenholdt med artikel 273 TEUF, som følge af divergerende opfattelser mellem Republikken Østrig og Forbundsrepublikken Tyskland for så vidt angår fortolkningen og anvendelsen af artikel 11 i DBA-D/Ö.
Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at Domstolen fastslår følgende:
1.
De i sagen omhandlede udbytter fra udbyttebeviser skal ikke kvalificeres som »fordringer på andel i overskud« i den forstand, hvori udtrykket anvendes i artikel 11, stk. 2, i DBA-D/Ö. I henhold til artikel 11, stk. 1, i DBA-D/Ö er det derfor Østrig, der som hjemjurisdiktion for Bank Austria har eneretten til at beskatte udbyttet fra udbyttebeviserne.
2.
Forbundsrepublikken Tyskland tilpligtes følgelig at undlade at beskatte de af Bank Austria oppebårne udbytter fra udbyttebeviser, som er omtvistet i sagen, og at tilbagebetale den skat, der allerede er blevet indeholdt heri.
3.
Forbundsrepublikken Tyskland betaler sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Republikken Østrig har gjort gældende, at Forbundsrepublikken Tyskland kvalificerer de i sagen omtvistede godtgørelser for renter »med andel i overskud« i den forstand, hvori udtrykket anvendes i artikel 11, stk. 2, i DBA-D/Ö. Som følge heraf bliver selve godtgørelserne ganske vist beregnet i henhold til en grundlæggende fast procentsats. Da de imidlertid forudsætter et tilstrækkeligt balanceoverskud, er de overskudsafhængige.
Republikken Østrig er derimod af den opfattelse, at de omhandlede udbyttebeviser alene giver ret til en forrentning baseret på en fast procentsats af den pålydende værdi. Denne fortolkning følger allerede af det almindelige sprogbrug; den bliver bekræftet ved en sammenligning med de finansieringsformer, der er anført som eksempler i artikel 11, stk. 2, i DBA-D/Ö.
I det foreliggende tilfælde er der således alene tale om en henstand fra kreditors side, idet udbyttebeviset navnlig under sin løbetid grundlæggende giver ret til at udsætte efterbetalingen til senere år. Udbyttebeviserne svarer dermed i sidste ende til fastforrentede værdipapirer, hvortil der er knyttet en vis risiko for tab.
Full & Egal Universal Law Academy