FulLegal · İçtihat Detay

İtalya 23.11.2017 DA

EUR-Lex - 62015TJ0140 - DA

Avrupa Adalet Divanı

Karar Metni

RETTENS DOM (Femte Afdeling)

23. november 2017 ( *1 )

»EF-sortsbeskyttelse - ugyldighedssag - sukkerroesorten M 02205 - artikel 20, stk. 1, litra a), i forordning (EF) nr. 2100/94 - artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 2100/94 - den ansøgte sorts selvstændighed - teknisk afprøvning - sagen for appelkammeret - pligt til omhyggeligt og upartisk at undersøge alle relevante forhold i den enkelte sag - beføjelse til at omgøre«

I sag T-140/15,

Aurora Srl, Finale Emilia (Italien), først ved advokat L.-B. Buchman, derefter ved advokaterne L.-B. Buchman, R. Crespi og M. Razou,

sagsøger,

mod

EF-Sortsmyndigheden (CPVO) først ved F. Mattina, derefter ved F. Mattina og M. Ekvad og endelig ved F. Mattina og M. Ekvad og A. Weitz, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

den anden part i sagen for appelkammeret ved EF-Sortsmyndigheden og intervenient ved Retten:

SESVanderhave NV, Tirlemont (Belgien), først ved advokaterne K. Neefs og P. de Jong, derefter ved de Jong,

angående en sag anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 26. november 2014 af appelkammeret ved EF-Sortsmyndigheden (sag A 010/2013) vedrørende en ugyldighedssag mellem Aurora og SESVanderhave,

RETTEN (Femte Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, D. Gratsias, og dommerne A. Dittrich og P.G. Xuereb (refererende dommer),

justitssekretær: fuldmægtig M. Marescaux,

under henvisning til stævningen, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 24. marts 2015,

under henvisning til EF-Sortsmyndighedens svarskrift, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 29. juli 2015,

under henvisning til intervenientens skriftlige indlæg, som blev indleveret til Rettens Justitskontor den 23. juli 2015,

under henvisning til replikken, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 14. oktober 2015,

under henvisning til EF-Sortsmyndighedens duplik, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 18. december 2015,

under henvisning til intervenientens duplik, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 17. december 2015,

under henvisning til Rettens skriftlige spørgsmål til parterne den 20. december 2016 og deres svar på disse spørgsmål, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 16. januar 2017,

under henvisning til Rettens skriftlige spørgsmål til parterne den 22. marts 2017 og deres svar på disse spørgsmål, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 18. april 2017,

under henvisning bemærkningerne fra EF-Sortsmyndigheden og intervenienten angående det dokument, sagsøgeren fremlagde under retsmødet, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 20. juni 2017,

under henvisning til Rettens skriftlige spørgsmål til parterne den 14. juni 2017 og deres svar på disse spørgsmål, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 29. juni 2017,

og efter retsmødet den 1. juni 2017,

afsagt følgende

Dom

Tvistens baggrund og den anfægtede afgørelse

Proceduren vedrørende meddelelse af EF-sortsbeskyttelse

Den 29. november 2002 indgav intervenienten, SESVanderhave NV, en ansøgning om EF-sortsbeskyttelse til EF-Sortsmyndigheden (CPVO) (herefter »EF-Sortsmyndigheden«) i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 2100/94 af 27. juli 1994 om EF-sortsbeskyttelse (EFT 1994, L 227, s. 1). Den plantesort, der dermed ønskedes beskyttet, er sorten M 02205, som er en sukkerroesort, der tilhører arten Beta vulgaris L. ssp. Vulgaris var. altissima Döll.

EF-Sortsmyndigheden pålagde Statens utsädeskontroll (den svenske sortsmyndighed, herefter »prøvningsmyndigheden«) at foretage den tekniske afprøvning af den ansøgte sort i henhold til artikel 55, stk. 1, i forordning nr. 2100/94. Det blev bl.a. pålagt denne at undersøge, om den ansøgte sort var selvstændig i forhold til de sorter, der ligner den mest, hvis eksistens var almindeligt kendt på datoen for indgivelsen af ansøgningen om EF-sortsbeskyttelse (herefter »referencesorterne«) som omhandlet i artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 2100/94. I denne henseende blev roesorterne Dieck 3903 og KW 043 anset for at være de sorter, der ligner den ansøgte sort mest.

Den 10. december 2004 sendte prøvningsmyndigheden den endelige tekniske rapport til EF-Sortsmyndigheden vedlagt beskrivelsen af sorten og et dokument med overskriften »Oplysninger om selvstændigheden« (herefter »komparativ oversigt over selvstændighed«). Dette sidstnævnte dokument indeholdt følgende dele:

Den 18. april 2005 meddelte EF-Sortsmyndigheden på baggrund af denne rapport intervenienten den ansøgte EF-sortsbeskyttelse, der blev registreret under referencenummer UE 15118 for sorten M 02205. Dokumenterne fra prøvningsmyndigheden blev vedlagt denne afgørelse i bilag, herunder sortsbeskrivelsen og den komparative oversigt over selvstændighed.

Den 20. april 2012 gav sagsøgeren, Aurora Srl, EF-Sortsmyndigheden meddelelse om dels, at der verserede en retssag ved de italienske retsinstanser – en sag om krænkelse anlagt mod sagsøgeren af intervenienten – dels, at en uoverensstemmelse var blevet opdaget i registreringsbeviset for sorten M 02205, nemlig at udtrykkene for kendetegnene »bladpladens farve« og »bladplade: bølgedannelse af kanten«, som angivet i sortsbeskrivelsen, ikke stemte overens med de udtryk, der var præciseret i den komparative oversigt over selvstændighed (henholdsvis 4 i stedet for 5 og 5 i stedet for 4).

Som følge af en anmodning om nærmere forklaring, fremsat af EF-Sortsmyndigheden den 23. april 2012, bekræftede prøvningsmyndigheden, at der ganske rigtigt var begået en fejl i den komparative oversigt over selvstændighed. Denne fejl kunne ifølge prøvningsmyndigheden imidlertid ikke anfægte konklusionen, hvorefter den ansøgte sort var selvstændig, ikke mindst fordi oplysningerne i sortsbeskrivelsen var korrekte.

Den 4. maj 2012 videresendte EF-Sortsmyndigheden en korrigeret udgave af den komparative oversigt over selvstændighed til sagsøgeren, idet den anførte, at der i virkeligheden var tale om en skrivefejl i de oplysninger, der var blevet gengivet fra den officielle beskrivelse af nævnte sort.

Efterfølgende meddelte sagsøgeren EF-Sortsmyndigheden, at der fandtes andre fejl i den korrigerede udgave af den komparative oversigt over selvstændighed, nemlig at den forklarende bemærkning til kendetegnet »bladpladens farve« i den ændrede udgave af det nævnte dokument, ikke var blevet berigtiget. I denne henseende bekræftede EF-Sortsmyndigheden den 11. maj 2012, at udtrykket for sorten M 02205 vedrørende nævnte kendetegn, var 4 og ikke 5. I det omfang kendetegnet »bladpladens farve«, efter denne sidstnævnte rettelse, ikke længere var relevant for at skelne den ansøgte sort fra sorten KW 043, eftersom deres udtryk var blevet identiske, udgik dette kendetegn af den komparative oversigt over selvstændighed.

Under de udvekslinger, der i denne henseende fandt sted mellem prøvningsmyndigheden og EF-Sortsmyndigheden, rejste EF-Sortsmyndigheden ligeledes spørgsmål angående de identiske udtryk for de to sorter M 02205 og KW 043 for så vidt angår kendetegnet »kim«.

I forbindelse med afsendelsen den 27. april 2012 af den korrigerede udgave af den komparative oversigt over selvstændighed til EF-Sortsmyndigheden, opretholdt prøvningsmyndigheden henvisningen til kendetegnet »kim« og tilføjede for dette udtryk en procentuel ændring, nemlig 29% for den ansøgte sort mod 94% for referencesorten KW 043.

Efter disse på hinanden følgende korrektioner havde den komparative oversigt over selvstændighed følgende ordlyd:

Ugyldighedssag ved EF-Sortsmyndigheden i første instans

Den 28. august 2012 indgav sagsøgeren en begæring om ugyldigkendelse af den til intervenienten meddelte EF-sortsbeskyttelse i henhold til artikel 20 i forordning nr. 2100/94 med den begrundelse, at de på hinanden følgende korrektioner af den komparative oversigt over selvstændighed viste, at sorten M 02205 ikke opfyldte betingelsen om »selvstændighed« som omhandlet i nævnte forordnings artikel 7, stk. 1. Nærmere bestemt bestred sagsøgeren – inden for rammerne af den skriftlige begrundelse for den sag, sagsøgeren havde indledt ved EF-Sortsmyndigheden – den omstændighed, at efter de ovennævnte korrektioner var den eneste forskel mellem sorterne M 02205 og KW 043 den procentuelle ændring af udtrykket for kendetegnet »kim«, nemlig 29% for sorten M 02205 mod 94% for referencesorten KW 043. Denne omstændighed ville imidlertid have medført, at dette kendetegn blev utilstrækkeligt med henblik på konklusionen angående den ansøgte sorts selvstændighed, eftersom en ansøgt sorts selvstændighed i henhold til de forklaringer, der er angivet i bilag 1 til den protokol, EF-Sortsmyndigheden vedtog den 15. november 2001 for arten Beta vulgaris L. ssp. Vulgaris var. altissima Döll (herefter »protokollen af 15. november 2001«), der finder anvendelse i nærværende sag, kun kunne begrundes for så vidt angår kendetegnet »kim«, såfremt der forelå en forskel på 2 procentpoint mellem bedømmelsen af denne og bedømmelsen af referencesorten – hvilket uomtvisteligt ikke er tilfældet i denne sag.

Den 13. maj 2013 – for så vidt som det viste sig, at sondringen mellem sorterne M02205 og KW 043 således bestod alene i forskellen mellem procentsatsen for kendetegnet »kim« – kontaktede EF-Sortsmyndigheden prøvningsmyndigheden og anmodede denne om at kontrollere, om kendetegnet »kim« var det eneste kendetegn, der medførte en forskel mellem de nævnte sorter, eller om andre kendetegn af denne type ligeledes var blevet opdaget i forbindelse med udførelsen af den tekniske afprøvning.

Den 14. maj 2013 udstedte prøvningsmyndigheden en opdateret udgave af den komparative oversigt over selvstændighed, der indeholdt nye kendetegn, som nævnte myndighed fandt egnede til at begrunde de omhandlede sorters selvstændighed. Den omhandlede udgave præsenterede sig således:

På denne baggrund bekræftede EF-Sortsmyndigheden den 16. maj 2013 over for parterne i ugyldighedssagen, at sorten M 02205 var selvstændig i forhold til alle de andre almindeligt kendte sorter som omhandlet i artikel 7 i forordning nr. 2100/94. EF-Sortsmyndigheden præciserede desuden, at den ændring af kendetegnene, som var foretaget, skyldtes den omstændighed, at de forskellige prøvningsmyndigheders praksis varierede både for så vidt angår den måde, hvorpå disse udfærdigede selvstændighedsrapporter, og med hensyn til valget af kendetegn, som de fandt relevante for at begrunde en ansøgt sorts selvstændighed. Det var desuden netop på grund af denne variation i praksis hos de forskellige prøvningsmyndigheder, at EF-Sortsmyndigheden havde begrundet valget af kendetegnet »kim«. For så vidt som det viste sig, at dette kendetegn imidlertid ikke var egnet til at begrunde konklusionen om selvstændighed, udgik det af listen over kendetegn i den endelige udgave af den komparative oversigt over selvstændighed, således som den forelå den 9. september 2013. Denne udgave havde følgende ordlyd:

Som følge af forskellige ændringer i den komparative oversigt over selvstændighed fremførte sagsøgeren – inden for rammerne af sine mundtlige bemærkninger under retsmødet ved EF-Sortsmyndigheden – yderligere argumenter med henblik på at godtgøre, at på tidspunktet for meddelelsen af den omstvistede EF-sortsbeskyttelse var sorten M 02205 ikke selvstændig i forhold til referencesorten KW 043.

Sagsøgeren hævdede bl.a., at den næstsidste og sidste udgave af den komparative oversigt over selvstændighed anførte, at udtrykssatserne, der var anført heri, for så vidt angår referencesorterne KW 043 og Dieck 3903 ikke hidrørte fra de sammenlignelige resultater af prøvedyrkningerne, der blev udført i 2003 og i 2004, men at de var blevet gengivet fra de officielle beskrivelser af nævnte sorter, således som den forelå på tidspunktet for meddelelsen af EF-sortsbekyttelse til disse sidstnævnte sorter. Ifølge sagsøgeren er en sådan praksis ikke blot uacceptabel, men også ulovlig, da den strider mod alle de regler, der er gældende på området – hvorefter kendetegnet en ansøgt sorts selvstændighed kun kan støttes på oplysninger fra sammenlignelige prøvedyrkninger, der skal foretages i løbet af to uafhængige vækstcyklusser efter ansøgningen om registrering af en ansøgt sort. Sagsøgeren mente, at der kun var en mulig forklaring, der kunne begrunde EF-Sortsmyndighedens afgørelse om at støtte konklusionen vedrørende selvstændigheden for sorten M 02205 på grundlag af den officielle beskrivelse af referencesorterne KW 043 og Dieck 3903. Denne forklaring er, at efter at kendetegnene »bladpladens farve« og »kim« udgik fra den komparative oversigt over selvstændighed, forelå der ingen andre oplysninger fra de sammenlignelige resultater af prøvedyrkningerne i 2003 og 2004, som kunne danne grundlag for konklusionen om den ansøgte sorts selvstændighed.

Med henblik på at fjerne enhver tvivl i denne henseende anmodede sagsøgeren den 23. maj 2013 EF-Sortsmyndigheden om at give denne al dokumentation fra prøvningsmyndigheden vedrørende sagsakterne for sorten M 02205. Ved skrivelse af 5. juni 2013 besvarede EF-Sortsmyndigheden sagsøgerens anmodning, men kun delvis, idet den alene udleverede listerne over de sorter, der var blevet undersøgt i forbindelse med den tekniske afprøvning i 2003 og 2004, således som de var blevet indleveret af prøvningsmyndigheden.

Adskillige andre anmodninger om supplerende oplysninger var blevet fremsat af sagsøgeren over for EF-Sortsmyndigheden med henblik på at få udleveret resultaterne fra de nævnte prøvedyrkninger. Disse anmodninger førte imidlertid ikke til noget resultat under den administrative sagsbehandling ved EF-Sortsmyndigheden med den begrundelse, at sådanne oplysninger skulle opbevares af prøvningsmyndigheden. Først den 2. marts 2015 fremsendte EF-Sortsmyndigheden resultaterne fra de nævnte prøvedyrkninger til sagsøgeren.

Ved afgørelse NN 010 af 23. september 2013 gav EF-Sortsmyndigheden i henhold til artikel 20, stk. 1, litra a), i forordning nr. 2100/94 afslag på sagsøgerens begæring om ugyldighed med den begrundelse, at sorten M 02205 var klart selvstændig i forhold til referencesorterne, herunder KW 043. EF-Sortsmyndigheden forklarede, at på tidspunktet for udstedelsen af den endelige rapport havde prøvningsmyndigheden kendskab til de korrekte udtrykssatser for så vidt angik alle kendetegnene vedrørende den ansøgte sort, og at skrivefejlene i den komparative oversigt over selvstændighed dermed ikke havde påvirket konklusionen om, at denne sort var selvstændig. Denne omstændighed var i øvrigt blevet bekræftet af prøvningsmyndigheden.

Ifølge EF-Sortsmyndigheden var den ansøgte sort klart selvstændig i forhold til de andre almindeligt kendte sukkerroesorter og dette på grund af flere kendetegn. I denne henseende bemærkede EF-Sortsmyndigheden for det første, at den komparative oversigt over selvstændighed den 14. maj 2013 bekræftede konklusionen om, at sorten M 02205 er selvstændig i forhold til referencesorten KW 043 på grund af fire andre kendetegn. Dernæst gjorde EF-Sortsmyndigheden gældende, at den omstændighed, at kendetegnet »kim« oprindeligt var blevet nævnt i den komparative oversigt over selvstændighed til trods for, at det var irrelevant for grundlaget for den ansøgte sorts selvstændighed, om end den var beklagelig, ikke havde haft nogen indvirkning på den endelige konklusion. Det er så meget desto mere tilfældet, idet den komparative oversigt over selvstændighed frivilligt blev fremlagt af prøvningsmyndighederne alene til orientering. Endelig præciserede EF-Sortsmyndigheden, at på tidspunktet, hvor den opdagede, at kendetegnet »kim« ikke udgjorde et relevant kendetegn, som burde nævnes i rapporten, anmodede den ikke prøvningsmyndigheden om »yderligere« eller »nye« kendetegn, således som sagsøgeren har hævdet, men om at udvælge et andet kendetegn, som var blevet observeret under de sammenlignelige prøvedyrkninger, og som på en relevant måde kunne illustrere den ansøgte sorts selvstændighed.

På baggrund af ovenstående afslog EF-Sortsmyndigheden at erklære den omtvistede EF-sortsbeskyttelse ugyldig eller ophæve den.

Sagen for appelkammeret ved EF-Sortsmyndigheden

Den 4. oktober 2013 indgav sagsøgeren en klage til appelkammeret ved EF-Sortsmyndigheden i henhold til artikel 67-72 i forordning nr. 2100/94 over afgørelsen om afslag på sagsøgerens begæring om ugyldigkendelse.

I den skriftlige begrundelse for klagen gjorde sagsøgeren bl.a. opmærksom på sin tvivl om, hvorfra oplysningerne vedrørende referencesorten KW 043 hidrører, sådan som de var angivet i den næstsidste og sidste udgave af den komparative oversigt over selvstændighed.

Sagsøgeren gjorde det samme forhold gældende som for EF-Sortsmyndigheden i første instans, hvorefter selvstændigheden for sorten M 02205 ikke var blevet fastlagt med hensyn til referencesorterne KW 043 og Dieck 3903 på baggrund af oplysninger, der var indhentet i forbindelse med en sammenlignelig prøvedyrkning, men snarere på baggrund af noter på referencesorternes certifikater, der var blevet tilvejebragt ved sammenlignelige prøvedyrkninger i andre perioder, nemlig 2001 og 2002 for sorten KW 043, og 2002 og 2003 for sorten Dieck 3903. I denne henseende præciserede sagsøgeren, at de udtrykssatser, der var tildelt sorten KW 043 i den komparative oversigt over selvstændighed var identiske med dem, der var nævnte i den officielle beskrivelse af nævnte sort. Det er imidlertid ubestridt mellem prøvningsinstitutionerne, at som følge af den omstændighed, at udtrykssatserne for de kendetegn, der er specifikke for roer, er ekstremt påvirkelige af eksterne faktorer, er sandsynligheden for at få de samme udtrykssatser ved sammenlignelige prøvedyrkninger, der foretages i forskellige år, ekstremt lav.

Den anfægtede afgørelse

Ved afgørelse A 010/2013 af 26. november 2014 (herefter »den anfægtede afgørelse«) forkastede appelkammeret sagsøgerens klage som ugrundet, idet det bl.a. fandt, at sagsøgeren havde overvurderet vigtigheden af den komparative oversigt over selvstændighed, selv om dette dokument i realiteten kun indeholder supplerende oplysninger, der kan udledes af resultaterne af de sammenlignelige prøvedyrkninger. Den omstændighed, at dette dokument var blevet korrigeret tre gange, ville derfor ikke kunne medføre den omtvistede EF-sortsbeskyttelses ugyldighed.

Hvad angår spørgsmålet om de sammenlignelige prøvedyrkninger fandt appelkammeret, at sagsøgeren have begrænset sig til at anføre, at der ikke var foretaget nogen direkte sammenligning mellem den ansøgte sort og referencesorterne. Efter at have betegnet en sådan direkte sammenligning af sorterne for det »fundamentale grundlag« i forbindelse med sådanne afprøvninger, fastslog appelkammeret, at dette havde fundet sted i den foreliggende sag, således som C., eksperten fra prøvningsmyndigheden, havde bekræftet under de mundtlige forhandlinger ved appelkammeret.

Appelkammeret præciserede i øvrigt, at de i den komparative selvstændighedsoversigt indførte oplysninger ikke kunne hidrøre fra resultater, der er opnået ved sammenlignelige prøvedyrkninger af den ansøgte sort og de sorter, der anses for at være den, der ligner den ansøgte sort mest. I denne henseende forklarede appelkammeret for det første, at på grund af miljøpåvirkninger på kendetegnenes udtryk kunne de ansøgte sorter ikke sammenlignes med resultater, der er dokumenteret og indsamlet på et tidligere tidspunkt. Ifølge en grundregel udgør den direkte sammenligning – inden for rammerne af de sammenlignelige prøvedyrkninger – af en ansøgt sort med referencesorterne, nemlig en forudgående betingelse for meddelelsen af en EF-sortsbeskyttelsen. Dernæst anførte appelkammeret, at den omstændighed, at en sådan direkte sammenligning af levende materiale havde fundet sted i den foreliggende sag, var blevet bekræftet for appelkammeret af undersøgeren fra prøvningsmyndigheden i forbindelse med den mundtlige forhandling. Endelig konkluderede appelkammeret, at EF-Sortsmyndigheden og prøvningsmyndigheden havde fulgt den korrekte undersøgelsesprocedure, således som den er fastsat i protokollen af 15. november 2001.

Hvad angår sagsøgerens argument, hvorved denne kritiserede EF-Sortsmyndigheden for ikke at have udleveret de registrerede resultater fra de sammenlignelige prøvedyrkninger, der havde fundet sted i 2003 og 2004, til trods for adskillige begæringer om aktindsigt i denne henseende, fandt appelkammeret, at sådanne oplysninger skulle opbevares af prøvningsmyndigheden. Appelkammeret konkluderede derfor, at omstændighederne vedrørende nævnte afslag på aktindsigt ikke var omgivet af nogen fordækte begrundelser, og at det højst sandsynligt var resultatet af en misforståelse mellem EF-Sortsmyndigheden og prøvningsmyndigheden.

Parternes påstande

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–

Den anfægtede afgørelse annulleres.

–

Den anfægtede afgørelse omgøres, således at EF-sortsbeskyttelsen, der er registreret under referencen UE 15118, erklæres ugyldig.

–

EF-Sortsmyndigheden tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder de af intervenienten afholdte omkostninger.

EF-Sortsmyndigheden har nedlagt følgende påstande:

–

Frifindelse.

–

Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

–

Subsidiært tilpligtes EF-Sortsmyndigheden alene at bære sine egne omkostninger i henhold til artikel 190, stk. 1, i Rettens procesreglement, hvis sagsøgeren får medhold i søgsmålet til prøvelse af appelkammerets afgørelse.

Intervenienten har nedlagt følgende påstande:

–

Frifindelse i det hele.

–

Sagsøgeren tilpligtes at betale de af intervenienten afholdte sagsomkostninger.

–

Subsidiært forkastes påstanden om omgørelse af den anfægtede afgørelse, sagen hjemvises til appelkammeret, og EF-Sortsmyndigheden tilpligtes at betale de af intervenienten afholdte sagsomkostninger.

Retlige bemærkninger

Formaliteten

Inden for rammerne af intervenientens skriftlige indlæg og duplikken, der blev indleveret til Retten, har intervenienten for det første gjort gældende, at søgsmålet ikke kan antages til realitetsbehandling, idet sagsøgeren ikke har støttet sine anbringender på artikel 20, stk. 1, litra a), i forordning nr. 2100/94, der er det eneste retsgrundlag, der finder anvendelse med henblik på at erklære en EF-sortsbeskyttelse ugyldig.

Dernæst er intervenienten af den opfattelse, at bilag 15-18, der er fremlagt for første gang i tilknytning til svarskriftet, skal afvises, for så vidt som sagsøgeren ikke har angivet årsager, der kan begrunde den forsinkede indlevering af de nævnte bilag.

Endelig har intervenienten kritiseret sagsøgeren for ikke at have fremlagt svarskriftet klart og præcist, hvilket er i strid med kravene i henhold til retspraksis. Intervenienten har navnlig gjort gældende, at de af sagsøgeren fremførte argumenter ikke har været logisk og systematisk struktureret, men at de krydser og overlapper hinanden, hvorfor det er umuligt for intervenienten med sikkerhed at fastlægge det afgørende modbevis, som sagsøgeren ønsker at fremføre. Intervenienten overlader det derfor til Retten at vurdere, om svarskriftet må afvises fra realitetsbehandling på grund af de ovennævnte mangler.

I forbindelse med de skriftlige bemærkninger, som intervenienten har indleveret til Rettens justitskontor den 20. juni 2017 med hensyn til det af sagsøgeren indleverede dokument i forbindelse med retsmødet ved Retten, har intervenienten bestridt, at de yderligere beviser, som sagsøgeren har fremlagt ved denne lejlighed, kan antages til realitetsbehandling, eftersom disse ikke har været fremlagt for appelkammeret.

Sagsøgeren har bestridt de af intervenienten fremførte argumenter.

Hvad for det første angår det af intervenienten anførte vedrørende den manglende udtrykkelige henvisning til artikel 20, stk. 1, litra a), i forordning nr. 2100/94 skal det først og fremmest bemærkes, at det ikke kræves, at en part udtrykkeligt påberåber sig de bestemmelser, hvorpå parten baserer de anbringender, denne fremsætter. Det er tilstrækkeligt, at genstanden for denne parts anmodning og de væsentligste faktiske og retlige omstændigheder, som anmodningen er baseret på, er anført i stævningen med tilstrækkelig klarhed (jf. dom af 15.1.2013, Gigabyte Technology mod KHIM – Haskins (Gigabyte), T-451/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:13, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis). Denne retspraksis finder tilsvarende anvendelse i tilfælde af fejl i angivelsen af de bestemmelser, hvorpå et søgsmåls anbringender er baseret (jf. dom af 15.1.2013, Gigabyte Technology mod KHIM – Haskins (Gigabyte), T-451/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:13, præmis 27-30).

Det skal under alle omstændigheder bemærkes, at sagsøgeren ikke har begået en fejl ved at basere sit søgsmål for Retten på artikel 263 TEUF og artikel 73 i forordning nr. 2100/94 og ikke på nævnte forordnings artikel 20, stk. 1, litra a). Det fremgår nemlig af ordlyden af henholdsvis artikel 20 og 73 i forordning nr. 2100/94, at mens den første bestemmelse angiver de tilfælde, hvor EF-Sortsmyndigheden skal erklære EF-sortsbeskyttelsen ugyldig, og konsekvenserne af en sådan ugyldigkendelse, finder den anden bestemmelse anvendelse på søgsmål med påstand om ophævelse, der indbringes for Unionens retsinstanser, til prøvelse af appelkamrenes afgørelser. Det er derfor med rette, at sagsøgeren har støttet dette søgsmål på nævnte forordnings artikel 73. Dermed skal det af intervenienten anførte, hvorefter søgsmålet ikke kan antages til realitetsbehandling på grund af den manglende udtrykkelige henvisning til artikel 20, stk. 1, litra a), i forordning nr. 2100/94, forkastes.

Hvad for det andet angår det af intervenienten anførte vedrørende svarskriftets mangel på klarhed og præcision skal dette forkastes. Den af sagsøgeren fremførte argumentation i svarskriftet er således tilstrækkelig klar og forståelig, hvilket desuden bekræftes af den omstændighed, at EF-Sortsmyndigheden har fremlagt et detaljeret sammendrag af denne argumentation uden at henvise til mulige forståelsesproblemer.

Retten vil senere undersøge, om det er hensigtsmæssigt at tage stilling til intervenientens argumentation vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt bilag 15-18, der blev fremlagt af sagsøgeren for første gang i svarskriftet, og de yderligere beviser, som sagsøgeren fremlagde i forbindelse med retsmødet ved Retten, kan antages til realitetsbehandling.

Realiteten

Sagsøgerens første påstand om ophævelse af den anfægtede afgørelse

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet fremsat tre anbringender. Sagsøgeren har for det første i det væsentlige gjort gældende, at appelkammeret med urette fandt, at sorten M 02205 var selvstændig i forhold til referencesorten KW 043. Det er sagsøgerens opfattelse, at den anfægtede afgørelse er blevet vedtaget i strid med artikel 6 og 7 i forordning nr. 2100/94, med den begrundelse, at den afgørende betingelse, der bestemmer, at en ansøgt sort skal være »selvstændig« i forhold til referencesorterne, ikke er opfyldt i denne sag. For det andet har sagsøgeren anført, at appelkammeret har tilsidesat retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, idet det fandt, at EF-Sortsmyndigheden med tilbagevirkende kraft kunne ændre på, hvilke kendetegn der blev anvendt til at begrunde meddelelsen af en EF-sortsbeskyttelse. I denne henseende har sagsøgeren ligeledes påberåbt sig en retlig fejl, som blev begået af appelkammeret i forbindelse med appelkammerets fortolkning af artikel 87, stk. 4, i forordning nr. 2100/94.

For det tredje har sagsøgeren inden for rammerne af sit tredje anbringende i det væsentlige gjort gældende, at den anfægtede afgørelse blev vedtaget i strid med princippet om gennemsigtighed og retten til aktindsigt. Sagsøgeren har i denne forbindelse støttet sig på tre klagepunkter.

For det første har sagsøgeren i lyset af den næstsidste og den sidste udgave af den komparative oversigt over selvstændighed gjort gældende, at pligten til at basere sammenligningen af en ansøgt sort med referencesorterne på oplysninger, der hidrører fra sammenlignelige prøvedyrkninger, er blevet tilsidesat i denne sag.

Sagsøgeren har for det andet anført, at undersøgelsesproceduren ikke blev gennemført på en gennemsigtig måde, eftersom EF-Sortsmyndigheden under den administrative sagsbehandling, og trods adskillige anmodninger, ikke overdrog sagsøgeren de dokumenter vedrørende resultaterne af de sammenlignelige prøvedyrkninger, der var blevet udført af prøvningsmyndigheden i løbet af 2003 og 2004, og som gjorde det muligt at kontrollere overholdelsen af den ovenfor i præmis 44 nævnte pligt. Af samme grunde har sagsøgeren påberåbt sig tilsidesættelsen af retten til aktindsigt i dokumenterne.

For det tredje har sagsøgeren i det væsentlige kritiseret appelkammeret for ikke at have udført de nødvendige kontroller til trods for de af sagsøgeren fremlagte beviser angående de fejl, som prøvningsmyndigheden havde begået, men alene at have hørt de mundtlige erklæringer fra C., ifølge hvilke de sammenlignelige prøvedyrkninger havde fundet sted i 2003 og 2004. Ved at handle på denne måde har appelkammeret tilsidesat kravet om upartiskhed, der følger af artikel 41, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

Først skal sagsøgerens tredje anbringende undersøges og nærmere bestemt det første og det tredje klagepunkt til støtte for dette anbringende.

Som bemærket ovenfor i præmis 44 har sagsøgeren inden for rammerne af det første klagepunkt bl.a. anført, at det fremgik af den næstsidste og den sidste udgave af den komparative oversigt over selvstændighed, at selvstændigheden for sorten M 02205 til dels var baseret på oplysninger, som var blevet indsamlet uden for de sammenlignelige prøvedyrkninger, der blev gennemført i 2003 og 2004 – hvilket er i strid med de gældende regler, hvorefter sammenligningen af en ansøgt sort med referencesorterne kun må baseres på oplysninger, der hidrører fra sammenlignelige prøvedyrkninger.

Sagsøgeren har nærmere bestemt udtrykt tvivl angående oprindelsen af de kendetegn, der er blevet indført i disse sidste udgaver af den komparative oversigt over selvstændighed for så vidt angår referencesorten KW 043. Sagsøgeren har i denne henseende anført, at nøje undersøgelse af udtrykssatserne, der er angivet i disse sidste udgaver, for så vidt angår sorten KW 043 viser, at nævnte udtrykssatser er identiske med oplysninger, der er angivet i den officielle beskrivelse af sorten KW 043, således som den blev udarbejdet i 2002 som følge af de sammenlignelige prøvedyrkninger, der blev foretaget i 2000 og 2001. Et sådant sammenfald er imidlertid højst usandsynligt, henset til den virkning, årstiderne kan have på det fænotypiske udtryk.

Sagsøgeren har på denne baggrund konkluderet, at de oplysninger, der er anført i den næstsidste og den sidste udgave af den komparative oversigt over selvstændighed for så vidt angår referencesorten KW 043, ikke hidrørte fra sammenlignelige prøvedyrkninger, men at de var blevet gengivet fra den officielle beskrivelse af nævnte referencesort, således som den var udarbejdet på tidspunktet for meddelelsen af en EF-sortsbeskyttelse til denne sidstnævnte sort.

Sagsøgeren har ikke bestridt den omstændighed, at de sammenlignelige prøvedyrkninger har fundet sted i 2003 og 2004. Inden for rammerne af det tredje klagepunkt har sagsøgeren dog bl.a. kritiseret EF-Sortsmyndigheden for den omstændighed, at appelkammeret, trods de beviser, som sagsøgeren havde fremlagt, alene tog hensyn til de mundtlige erklæringer fra prøvningsmyndighedens ekspert, C., uden at foretage den mindste kontrol for så vidt angår de fejl, denne myndighed hævdes at have begået.

EF-Sortsmyndigheden har bestridt sagsøgerens argumentation. Den har for det første i det væsentlige hævdet, at sagsøgeren gør gældende, at prøvningsmyndigheden ikke har foretaget en direkte sammenligning af den ansøgte sort med referencesorterne. I denne henseende har EF-Sortsmyndigheden præciseret, i modsætning til de af sagsøgeren fremførte argumenter, at under de mundtlige forhandlinger ved appelkammeret bekræftede eksperten fra prøvningsmyndigheden, som havde foretaget den tekniske analyse i den foreliggende sag, dels, at undersøgelsen af sorten M 02205 var blevet udført i henhold til protokollen af 15. november 2001, dels, at den ansøgte sort var blevet sammenlignet med alle referencesorterne i løbet af to på hinanden følgende prøvedyrkninger.

Desuden har EF-Sortsmyndigheden gjort gældende, at appelkammeret ikke havde nogen grund til at betvivle pålideligheden af de erklæringer, C. afgav under de mundtlige forhandlinger for appelkammeret vedrørende udførelsen af den tekniske afprøvning og navnlig dennes bekræftelse af, at sorten M 02205 i forbindelse med de sammenlignelige prøvedyrkninger var blevet sammenlignet direkte med alle de andre almindeligt kendte roesorter.

Intervenienten har for sit vedkommende i det væsentlige anført, at sagsøgeren uden at have fremlagt beviser herfor har hævdet, at de oplysninger, der er anført i den sidste udgave af den komparative oversigt over selvstændighed, for så vidt angår sorten KW 043 ikke hidrørte fra sammenlignelige prøvedyrkninger, der er udført i 2003 og 2004. Det følger imidlertid af dom af 21. maj 2015, Schräder mod CPVO (C-546/12 P, EU:C:2015:332, præmis 57), at det tilkommer den, der har indgivet en begæring om ugyldigkendelse, at fremlægge væsentlige beviser og konkrete omstændigheder, som kan rejse alvorlig tvivl hvad angår lovligheden af meddelelsen af den anfægtede EF-Sortsbeskyttelse. Dermed har sagsøgeren ikke løftet sin bevisbyrde.

Det bemærkes i denne henseende først og fremmest, at EF-Sortsmyndigheden i henhold til artikel 20, stk. 1, litra a), i forordning nr. 2100/94 erklærer EF-sortsbeskyttelsen for ugyldig, hvis det viser sig, at betingelserne i artikel 7 eller 10 ikke var opfyldt på tidspunktet for meddelelsen af EF-sortsbeskyttelsen. I henhold til forordningens artikel 7, stk. 1, »anses [en sort i øvrigt] for at være selvstændig, når den på grundlag af forekomsten af kendetegn, der skyldes en given genotype eller kombination af genotyper, tydeligt adskiller sig fra enhver anden sort, hvis eksistens er almindeligt kendt på ansøgningsdatoen som fastlagt i medfør af artikel 51«.

Det skal desuden bemærkes, at Domstolen i denne forbindelse har præciseret, at de betingelser, der bl.a. er tilknyttet selvstændighed, i henhold til nævnte forordnings artikel 6 er uomgængelige betingelser for tildeling af en EF-beskyttelse. Følgelig er den tildelte beskyttelse, såfremt disse betingelser ikke foreligger, ulovlig, og det er af almen interesse, at den erklæres ugyldig (dom af 21.5.2015, Schräder mod CPVO, C-546/12 P, EU:C:2015:332, præmis 52).

Domstolen har ligeledes fastslået, at EF-Sortsmyndigheden rådede over en vid skønsbeføjelse for så vidt angår ugyldigkendelse af en plantebeskyttelse som omhandlet i artikel 20 i forordning nr. 2100/94. Det er derfor kun alvorlig tvivl med hensyn til, om betingelserne i denne forordnings artikel 7 eller 10 var opfyldt på tidspunktet for den prøvelse, der er fastsat i nævnte forordnings artikel 54 og 55, som kan begrunde en fornyet undersøgelse af den beskyttede sort ved ugyldighedsproceduren i henhold til artikel 20 i forordning nr. 2100/94 (jf. i denne retning dom af 21.5.2015, Schräder mod CPVO, C-546/12 P, EU:C:2015:332, præmis 56).

I denne forbindelse skal den tredjemand, som kræver en plantebeskyttelse erklæret ugyldig, fremlægge væsentlige beviser og konkrete omstændigheder, som kan rejse alvorlig tvivl hvad angår lovligheden af den plantebeskyttelse, som blev meddelt efter den i nævnte forordnings artikel 54 og 55 fastsatte prøvelse (jf. i denne retning dom af 21.5.2015, Schräder mod CPVO, C-546/12 P, EU:C:2015:332, præmis 57).

Det tilkommer således sagsøgeren – til støtte for sin ugyldighedsbegæring – at fremlægge væsentlige beviser og konkrete omstændigheder for at skabe alvorlig tvivl hos appelkammeret angående lovligheden af den i den foreliggende sag tildelte plantebeskyttelse.

Følgelig skal de undersøges, hvorvidt de forhold, som sagsøgeren har fremlagt i denne henseende for appelkammeret, var tilstrækkelige til at skabe alvorlig tvivl i appelkammerets bevidsthed, og om de derfor ville kunne begrunde en ny undersøgelse af sorten M 02205 ved hjælp af ugyldighedssagen på grundlag af artikel 20, stk. 1, litra a), i forordning nr. 2100/94.

For at besvare dette spørgsmål er det først og fremmest nødvendigt at kontrollere de krav, der er fastsat i det omhandlede regelsæt for så vidt angår udarbejdelsen af udtrykssatserne, hvorpå konklusionerne om, hvorvidt en plantesort er selvstændig, skal baseres. Dernæst er det nødvendigt at undersøge, om de argumenter, sagsøgeren har fremført i denne henseende, ville kunne skabe alvorlig tvivl i appelkammerets bevidsthed. Endelig skal spørgsmålet om, hvorvidt appelkammeret behørigt opfyldte sine pligter, da det blev konfronteret med denne alvorlige tvivl, undersøges.

Hvad for det første angår de krav, der er fastsat i det omhandlede regelsæt, skal det bemærkes, at i henhold til artikel 56, stk. 2, i forordning nr. 2100/94 gennemføres enhver teknisk afprøvning i overensstemmelse med de vejledende principper for afprøvning, som administrationsrådet har fastsat, og med de instrukser, som EF-Sortsmyndigheden har givet. I denne henseende skal det bemærkes, at den vide skønsbeføjelse, som EF-Sortsmyndigheden har i forbindelse med udøvelsen af sine funktioner, ikke tillader den at se bort fra de tekniske regler, der danner rammen om afviklingen af tekniske afprøvninger, uden at overtræde princippet om god forvaltningsskik samt omsorgspligten og pligten til upartiskhed, der påhviler den. Desuden bekræftes disse reglers bindende karakter, herunder for EF-Sortsmyndigheden, af artikel 56, stk. 2, i forordning nr. 2100/94, som kræver, at de tekniske afprøvninger foretages i overensstemmelse med disse (dom af 8.6.2017, Schniga mod CPVO, C-625/15 P, EU:C:2017:435, præmis 79).

Det skal i denne henseende bemærkes, at i overensstemmelse med artikel 56, stk. 2, der er nævnt ovenfor, har EF-Sortsmyndigheden vedtaget protokollen af 15. november 2001 med henblik på at fastlægge de vedledende principper, der regulerer den tekniske analyse og betingelserne for registrering af sorter, der henhører under roearten Beta vulgaris L. ssp. Vulgaris var. altissima Döll. I henhold til punkt III 2, der har overskriften »Materiale, der skal undersøges« (material to be examined), og punkt III 5, der har overskriften »Prøvedesigns og vækstbetingelser« (trial designs and growing conditions), i nævnte protokol skal de ansøgte sorter og referencesorterne underlægges en direkte sammenligning af dyrkningen, der normalt skal foretages i løbet af mindst to uafhængige vækstcyklusser. I den anfægtede afgørelse har appelkammeret i øvrigt selv fremhævet vigtigheden af at overholde dette krav, der ifølge ordlyden er en betingelse, der går forud for meddelelsen af en EF-sortsbeskyttelse (jf. præmis 28 ovenfor).

Heraf følger, at udtrykssatserne i den komparative oversigt over selvstændighed, på baggrund af hvilken en ansøgt sorts selvstændighed fastlægges, skal svare til de satser, der er indsamlet som følge af de sammenlignelige afprøvninger i dyrkningen, der skal udføres i løbet af de to årlige vækstcyklusser, der følger efter ansøgningen om EF-sortsbeskyttelse.

Hvad for det andet angår de argumenter, som sagsøgeren har fremført, følger det af sagsakterne, at denne sidstnævnte for appelkammeret har gjort gældende, at de udtrykssatser, der er tildelt sorten KW 043 i den komparative oversigt over selvstændighed, var identiske med dem, der nævnes i den officielle beskrivelse af nævnte sort, hvilket ledte til den hypotese, at disse satser hidrørte fra nævnte officielle beskrivelse og ikke fra de sammenlignelige prøvedyrkninger fra åbne marker, der blev foretaget i 2003 og 2004 med henblik på meddelelsen af EF-beskyttelse til sorten M 02205. Ved at støtte sig på konkrete eksempler fra andre sorters officielle beskrivelser har sagsøgeren desuden forsøgt at bevise, at sandsynligheden for, at en given sukkerroesort opnår de samme satser fra det ene år til det andet, var meget lav.

Det skal i denne henseende konstateres, således som det er blevet fremhævet ovenfor i præmis 18 og 19, at selv om sagsøgeren adskillige gange begærede aktindsigt i sagsakterne vedrørende sorten M 02205, herunder i resultaterne fra de sammenlignelige prøvedyrkninger, der blev udført i 2003 og 2004, fremsendte EF-Sortsmyndigheden først disse resultater til sagsøgeren den 2. marts 2015, dvs. på en dato, der ligger efter den dato, hvor appelkammeret vedtog den anfægtede afgørelse. Det må derfor konstateres, at sagsøgeren ikke var i stand til at støtte sig til beviser andet end dem, som sagsøgeren havde fremlagt for EF-Sortsmyndighedens instanser, dvs. sammenligningen mellem de oplysninger, der var anført i den komparative oversigt over selvstændighed, og dem, der var angivet i de officielle beskrivelser af henholdsvis M 02205 og KW 043, samt til illustration oplysningerne fra andre sorter officielle beskrivelser.

Desuden kunne sagsøgeren for appelkammeret med rette påberåbe sig de mange fejl, der var begået i den komparative oversigt over selvstændighed, som er anført ovenfor i præmis 5-15, og som har givet anledning til flere på hinanden følgende korrektioner af denne oversigt, og disse fejl har ligeledes kunne skabe alvorlig tvivl i appelkammerets bevidsthed, eller i det mindste angående pålideligheden af de udtrykssatser, der svarede til kendetegnene, som var indført i den komparative oversigt over selvstændighed. Disse sene korrektioner ville i øvrigt, således som sagsøgeren i det væsentlige har fremhævet for appelkammeret, kunne styrke denne tvivl.

Under hensyn til det ovenstående må det lægges til grund, at sagsøgeren for appelkammeret har tilvejebragt væsentlige konkrete omstændigheder, der er tilstrækkelige til at skabe en alvorlig tvivl angående spørgsmålet om, hvorvidt de oplysninger, der var anvendt for referencesorten KW 043 var blevet gengivet fra denne sorts officielle beskrivelse. Appelkammeret havde derfor pligt til at kontrollere, om dette forhold var velbegrundet, og at drage konklusionerne heraf med henblik på sagsøgerens klage.

Det skal i øvrigt tilføjes, at EF-Sortsmyndigheden i sine svar på de skriftlige spørgsmål fra Retten har anerkendt, at udtrykssatserne vedrørende referencesorten KW 043, således som de var indført i den næstesidste og sidste udgave af den komparative oversigt over selvstændighed, ikke svarede til de oplysninger, der var indsamlet ved de sammenlignelige prøvedyrkninger, der var udført i 2003 og 2004, men at de var blevet gengivet fra den officielle beskrivelse af sorten KW 043.

Hvad for det tredje angår spørgsmålet om, hvorvidt appelkammeret behørigt opfyldte sine forpligtelser, idet det var konfronteret med en sådan alvorlig tvivl, skal det for det første bemærkes, at EF-Sortsmyndighedens opgave er kendetegnet ved den komplicerede videnskabelige og tekniske karakter af vurderingsbetingelserne for ansøgningerne om EF-sortsbeskyttelse, således at den under udøvelsen af sine funktioner skal indrømmes en skønsmargin (jf. dom af 19.12.2012, Brookfield New Zealand og Elaris mod CPVO og Schniga, C-534/10 P, EU:C:2012:813, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis). Denne skønsbeføjelse omfatter bl.a. efterprøvelsen af en sorts selvstændighed i henhold til artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 2100/94 (jf. dom af 8.6.2017, Schniga mod CPVO, C-625/15 P, EU:C:2017:435, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

For det andet er EF-Sortsmyndigheden i egenskab af EU-organ underlagt princippet om god forvaltningsskik, i medfør af hvilket det påhviler den omhyggeligt og upartisk at vurdere samtlige relevante forhold i en ansøgning om EF-sortsbeskyttelse og at samle alle de faktiske og retlige omstændigheder, der er nødvendige for at udøve dens skønsbeføjelse. Den skal desuden sikre sig, at de procedurer, som den foranstalter, forløber tilfredsstillende og effektivt (jf. dom af 8.6.2017, Schniga mod CPVO, C-625/15 P, EU:C:2017:435, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

Det skal for det tredje bemærkes, at artikel 76 i forordning nr. 2100/94 fastsætter, at »[u]nder sagsbehandlingen ved [EF-]Sortsmyndigheden prøver denne ex officio de faktiske omstændigheder, der er af betydning for undersøgelsen i medfør af artikel 54 og 55«.

Endelig skal det konstateres, at Domstolen har fastslået, at i henhold til artikel 51 i Kommissionens forordning (EF) nr. 874/2009 af 17. september 2009 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 2100/94 for så vidt angår sagsbehandlingen ved EF-Sortsmyndigheden (EUT 2009, L 251, s. 3) finder bestemmelserne om sagsbehandlingen ved EF-Sortsmyndigheden tilsvarende anvendelse på behandlingen af appelsager (dom af 21.5.2015, Schräder mod CPVO, C-546/12 P, EU:C:2015:332, præmis 46).

På den ene side finder princippet om prøvelse ex officio af de faktiske omstændigheder således ligeledes anvendelse i en sådan procedure ved appelkammeret (dom af 21.5.2015, Schräder mod CPVO, C-546/12 P, EU:C:2015:332, præmis 46). På den anden side er appelkammeret ligeledes underlagt princippet om god forvaltningsskik, i medfør af hvilket det påhviler det omhyggeligt og upartisk at vurdere samtlige relevante faktiske og retlige omstændigheder i den foreliggende sag ved appelkammeret.

I den foreliggende sag begrænsede appelkammeret sig til at tage stilling til spørgsmålet, om de sammenlignelige prøvedyrkninger havde fundet sted i 2003 og 2004 – hvilket ifølge appelkammeret blev bekræftet af eksperten fra prøvningsmyndigheden, C., under de mundtlige forhandlinger ved appelkammeret. Som det følger af præmis 25 ovenfor, fremgår det klart af sagsøgerens fremstilling af begrundelsen for klagen ved appelkammeret, at denne ikke overordnet rejste tvivl om, hvor disse sammenlignelige prøvedyrkninger var blevet udført, men nærmere den omstændighed, at selvstændigheden for sorten M 02205 var blevet fastlagt på grundlag af resultater fra disse prøver. Det skal i øvrigt bemærkes, at det ikke fremgår af den anfægtede afgørelse eller af referatet fra de mundtlige forhandling ved appelkammeret, at C. under dette møde var blevet udspurgt om andet end den procedure, som prøvningsmyndigheden almindeligvis følger for at sammenligne sukkerroer.

Når der foreligger en sådan hævdelse, som EF-Sortsmyndigheden for Retten efterfølgende har bekræftet er velbegrundet, kan udtalelserne fra prøvningsmyndighedens ekspert, der bekræftede, at sammenlignelige prøver var blevet udført i 2003 og 2004, følgelig – åbenlyst – ikke være tilstrækkeligt til, at appelkammeret kan fastslå, at betingelsen om selvstændighed var blevet fastslået på baggrund af oplysninger, der er i overensstemmelse med de gældende tekniske regler, og til at give afslag på sagsøgerens klage.

Derimod tilkommer det appelkammeret at gøre brug af de såkaldte undersøgelsesbeføjelser, som det er tillagt i henhold til artikel 76 i forordning nr. 2100/94, der skal fortolkes i lyset af den ovenfor i præmis 74 nævnte retspraksis, for at kontrollere oprindelsen af udtrykssatserne for referencesorten KW 043, der var angivet i den næstsidste og sidste udgave af den komparative oversigt over selvstændighed, og drage konklusionerne heraf. I overensstemmelse med princippet om god forvaltningsskik, der er fastsat i artikel 41, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder, påhvilede det således appelkammeret omhyggeligt og upartisk at undersøge alle de relevante omstændigheder for at vurdere gyldigheden af den omhandlede EF-beskyttelse, som påstås annulleret, og at samle alle de faktiske og retlige omstændigheder, der er nødvendige for at udøve denne skønsbeføjelse (jf. i denne retning, dom af 8.6.2017, Schniga mod CPVO, C-625/15 P, EU:C:2017:435, præmis 84).

Det tilkom derfor appelkammeret at sikre sig, at det på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse rådede over alle de relevante forhold – dvs. nærmere bestemt resultaterne fra de sammenlignelige prøvedyrkninger, der blev udført i 2003 og 2004 – for på baggrund af de relevante oplysninger at kunne tage stilling til, om vurderingen af selvstændigheden for sorten M 02205, sammenlignet med referencesorten KW 043, var blevet udført i overensstemmelse med de gældende tekniske regler.

Det skal imidlertid bemærkes, at EF-Sortsmyndigheden under retsmødet ved Retten har medgivet, at appelkammeret på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse ikke rådede over resultaterne fra de sammenlignelige prøvedyrkninger i 2003 og 2004. Disse oplysninger blev først sendt til EF-Sortsmyndigheden efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

Heraf følger, at appelkammeret ved ikke at iværksætte en passende undersøgelse med henblik på at sikre sig, at sorten M 02205’s selvstændighed, sammenlignet med referencesorterne, var blevet fastlagt på grundlag af oplysningerne fra de sammenlignelige prøvedyrkninger, der var blevet udført i 2003 og 2004, ikke på behørig vis har varetaget sine forpligtelser.

Denne konklusion ændres ikke af de af EF-Sortsmyndigheden fremførte argumenter.

Inden for rammerne af EF-Sortsmyndighedens svar på Rettens skriftlige spørgsmål har EF-Sortsmyndigheden for det første støttet sig på argumenter, som dels vedrører de satser, der efterfølgende blev knyttet til kriteriet »rodens længde«, således som de følger af beregningsmetoden, der er baseret på testen, som kaldes »den mindste signifikante forskel«, der blev fremlagt for første gang for Retten, dels den omstændighed, at sorterne M 02205 og KW 043 under alle omstændigheder utvivlsomt er selvstændige, baseret på de resultater, der fulgte af de sammenlignelige prøvedyrkninger i 2003 og 2004, og dette i lyset af kendetegnet »bladpladens farve«.

I det omfang disse argumenter vedrører legalitetskontrollen af den anfægtede afgørelse, er det tilstrækkeligt at bemærke, at lovligheden af de anfægtede retsakter imidlertid kun kan bedømmes ud fra de faktiske og retlige omstændigheder, på grundlag af hvilke de er blevet vedtaget, hvorfor Retten ikke kan imødekomme EF-Sortsmyndighedens anmodning om endeligt at ændre de grunde, som den anfægtede afgørelse er baseret på (jf. dom af 12.11.2013, North Drilling mod Rådet, T-552/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:590, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis). I det omfang disse argumenter vedrører Rettens beføjelse til at omgøre afgørelser, skal det bemærkes, at beføjelsen til at omgøre afgørelser, i princippet, skal være begrænset til situationer, hvor Retten efter at have efterprøvet appelkammerets vurdering er i stand til at afgøre, hvilken afgørelse appelkammeret skulle have truffet, på grundlag af de fastslåede faktiske og retlige forhold (jf. dom af 18.9.2012, Schräder mod CPVO – Hansson (LEMON SYMPHONY), T-133/08, T-134/08, T-177/08 og T-242/09, EU:T:2012:430, præmis 250 og den deri nævnte retspraksis). Da appelkammeret imidlertid ikke har foretaget en vurdering af beregningsmetoden, der er baseret på testen »om den mindste signifikante forskel«, eller af de resultater, der fulgte af de sammenlignelige prøvedyrkninger i 2003 og 2004, tilkommer det ikke Retten at foretage en bedømmelse af disse argumenter inden for rammerne af sin beføjelse til at omgøre afgørelser.

Hvad desuden angår kendetegnet »bladpladens farve« skal det bemærkes, at EF-Sortsmyndighedens argument modsiger den betragtning, som den tidligere selv havde anført – hvilken betragtning er nævnt ovenfor i præmis 8 – hvorefter kendetegnet »bladpladens farve« ikke var relevant for at fastslå den ansøgte sorts selvstændighed. Disse argumenter fra EF-Sortsmyndigheden må dermed under alle omstændigheder forkastes.

For det andet kan det i præmis 63 ovenfor nævnte krav heller ikke drages i tvivl med EF-Sortsmyndighedens argument om, at af hensyn til »kohærensen« skulle de satser, der er anført i den komparative oversigt over selvstændighed, for så vidt angår referencesorterne været gengivet fra de officielle beskrivelser af de nævnte sorter.

Det første klagepunkt og det tredje klagepunkt, fremført til støtte for det tredje anbringende, er derfor begrundet. Herefter skal den anfægtede afgørelse annulleres, uden at det er fornødent for Retten at tage stilling til de andre klagepunkter og anbringender, som sagsøgeren har fremsat til støtte for sin første påstand.

Sagsøgerens anden påstand om omgørelse af den anfægtede afgørelse

Inden for rammerne af sin anden påstand har sagsøgeren anmodet Retten om at omgøre appelkammerets afgørelse og at erklære EF-sortsbeskyttelsen, der er registret under reference UE 15118, ugyldig.

EF-Sortsmyndigheden og intervenienten har bestridt Rettens mulighed for i den foreliggende sag at omgøre den anfægtede afgørelse. Desuden har EF-Sortsmyndigheden bestridt Rettens kompetence til at tage stilling til sagsøgerens anden påstand. Det er EF-Sortsmyndighedens opfattelse, at i det omfang bedømmelsen af en plantesorts selvstændighed i henhold til artikel 7 i forordning nr. 2100/94 har en kompliceret videnskabelig og teknisk karakter, der kan begrunde en begrænsning i rækkeviden af domstolskontrollen, skal sagsøgerens påstand om omgørelse af den anfægtede afgørelse afvises fra realitetsbehandling.

Det skal indledningsvis bemærkes, at med hensyn til den utvetydige ordlyd af artikel 73, stk. 3, i forordning nr. 2100/94 er Retten kompetent ikke blot til at annullere, men ligeledes til at omgøre den anfægtede afgørelse.

Med hensyn til realiteten skal det bemærkes, at den beføjelse til at omgøre en afgørelse, som er tillagt Retten, ikke bevirker, at denne tillægges en beføjelse til at sætte sin egen bedømmelse i stedet for EF-Sortsmyndighedens appelkammers bedømmelse og så meget desto mindre at foretage bedømmelse af et forhold, som dette kammer endnu ikke har taget stilling til (jf. analogt dom af 21.7.2016, Apple and Pear Australia og Star Fruits Diffusion mod EUIPO, C-226/15 P, EU:C:2016:582, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).

Udøvelsen af beføjelsen til at omgøre afgørelser er derfor i princippet begrænset til situationer, hvor Retten efter at have efterprøvet appelkammerets vurdering er i stand til at afgøre, hvilken afgørelse appelkammeret skulle have truffet, på grundlag af de faktiske og retlige forhold, således som de er blevet fastslået (jf. i denne retning dom af 18.9.2012, LEMON SYMPHONY, T-133/08, T-134/08, T-177/08 og T-242/09, EU:T:2012:430, præmis 250 og den deri nævnte retspraksis).

I den foreliggende sag må det dog konstateres, at appelkammeret begrænsede sig til at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt de sammenlignelige prøvedyrkninger havde fundet sted i 2003 og 2004. Derimod undersøgte appelkammeret ikke det af sagsøgeren anførte, hvorefter sorten M 02205’s selvstændighed var blevet fastslået på baggrund af oplysninger vedrørende referencesorten KW 043, der hidrører fra den sorts officielle beskrivelse, og ikke på grundlag af resultaterne fra de sammenlignelige prøvedyrkninger, der blev udført i 2003 og 2004.

I betragtning af det ovenstående skal det konkluderes, at Retten ikke selv kan foretage en sådan bedømmelse. Følgelig skal sagen hjemvises til appelkammeret med henblik på, at dette sidstnævnte i lyset af ovenstående grunde tager stilling til sagsøgerens klage over EF-Sortsmyndighedens afslag på dennes ugyldighedsbegæring. Sagsøgerens anden påstand om omgørelse af den anfægtede afgørelse skal derfor forkastes.

Henset til ovenstående betragtninger er det ikke nødvendigt at tage stilling til, hvorvidt bilag 15-18, der blev fremlagt af sagsøgeren for første gang i svarskriftet, og de yderligere beviser, som sagsøgeren fremlagde i forbindelse med retsmødet ved Retten, kan antages til realitetsbehandling.

Sagsomkostninger

Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

I den foreliggende sag har EF-Sortsmyndigheden og intervenienten i det væsentlige tabt. Da sagsøgeren alene har nedlagt påstand om at tilpligte EF-Sortsmyndigheden at betale sagsomkostningerne, bør det dels pålægges denne at bære sine egne omkostninger og betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger, dels fastslås, at intervenienten bærer sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Femte Afdeling):

Afgørelsen truffet den 26. november 2014 af appelkammeret ved EF-Sortsmyndigheden (CPVO) i sag A 010/2013 annulleres.

I øvrigt frifindes EF-Sortsmyndigheden.

EF-Sortsmyndigheden bærer sine egne omkostninger og betaler de af Aurora Srl. afholdte omkostninger.

SESVanderhave NV bærer sine egne omkostninger.

Gratsias

Dittrich

Xuereb

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 23. november 2017.

Underskrifter

( *1 ) – Processprog: engelsk.

Full & Egal Universal Law Academy