16.2.2015
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 56/29
Sag anlagt den 2. januar 2015 — SNCM mod Kommissionen
(Sag T-1/15)
(2015/C 056/40)
Processprog: fransk
Parter
Sagsøger: Société nationale maritime Corse Méditerranée (SNCM) (Marseille, Frankrig) (ved advokaterne F.-C. Laprévote og C. Froitzheim)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
—
Afgørelse K(2013) 7066 endelig af 20. november 2013 annulleres i sin helhed på grundlag af artikel 107 TEUF og 263 TEUF og chartrets artikel 41.
—
Afgørelsen annulleres i sin helhed for så vidt som det deri fastslås, at overtagelsen af 75 % af SCNM til en negativ salgspris på 158 mio. EUR udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 107 TEUF.
—
Subsidiært annulleres afgørelsen delvist for så vidt som det deri fastslås, at forhøjelsen af kapitalen med 8,75 mio. EUR, der blev tegnet af CGMF, udgør statsstøtte.
—
Subsidiært annulleres afgørelsen delvist for så vidt som det deri fastslås, at et kontokurantlån på 38,5 mio. EUR udgør statsstøtte.
—
Subsidiært annulleres Kommissionens afgørelse delvist for så vidt som foreneligheden af det restbeløb på 15,81 mio. EUR, der blev udbetalt som omstruktureringsstøtte for 2002, deri analyseres under ét sammen med samtlige foranstaltninger for 2006.
—
Mere subsidiært annulleres afgørelsen delvist for så vidt som det deri konkluderes, at de omhandlede foranstaltninger udgør statsstøtte, der er uforenelige med fællesmarkedet.
—
Kommissionen tilpligtes at betale samtlige sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Sagsøgeren har i stævningen nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse 2014/882/EU af 20. november 2013 (meddelt under nummer K(2013) 7066 endelig), hvorved Kommissionen fastslog dels, at restbeløbet på 15,81 mio. EUR af den omstruktureringsstøtte, som de franske myndigheder anmeldte den 18. februar 2002, dels at de tre foranstaltninger, som de franske myndigheder iværksatte i 2006 til fordel for sagsøgeren, nemlig overtagelsen af 75 % af sagsøgeren til en negativ salgspris på 158 mio. EUR, forhøjelsen af kapitalen med 8,75 mio. EUR, der blev tegnet af Compagnie générale maritime et financière, og et kontokurantlån på 38,5 mio. EUR, udgør statsstøtte, der er ulovlig og uforenelig med det indre marked. Kommissionen anordnede følgelig tilbagesøgning heraf.
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført seks anbringender.
1.
Med det første anbringende gøres det gældende, at der er sket en tilsidesættelse af artikel 108, stk. 2, TEUF og artikel 266 TEUF og af artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, idet Kommissionen har afvist at udstrække den formelle undersøgelsesprocedure som følge af den delvise annullation af Kommissionens beslutning 2009/611/EF af 8. juli 2008 (1) i Rettens dom af 11. september 2012 i sag T-565/08, Corsica Ferries France mod Kommissionen (2).
2.
Med det andet anbringende gøres det gældende, at der er sket en tilsidesættelse af artikel 107 TEUF, af begrundelsespligten og af ligebehandlingsprincippet, samt at der er begået en retlig fejl og foretaget et åbenbart urigtigt skøn, idet Kommissionen har vurderet, at den negative salgspris udgjorde statsstøtte.
3.
Med det tredje anbringende gøres det subsidiært gældende, at der er sket en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og foretaget et åbenbart urigtigt skøn, idet Kommissionen har fastslået, at kapitalindskuddet på 8,75 mio. EUR udgjorde statsstøtte.
4.
Med det fjerde anbringende gøres det subsidiært gældende, at der er foretaget et åbenbart urigtigt skøn, idet Kommissionen har vurderet, at støtteforanstaltningerne til enkeltpersoner på 38,5 mio. EUR udgjorde statsstøtte.
5.
Med det femte anbringende gøres det subsidiært gældende, at der er begået en retlig fejl og foretaget et åbenbart urigtigt skøn derved, at Kommissionen har undersøgt foreneligheden af det restbeløb på 15,81 mio. EUR, der blev udbetalt som omstruktureringsstøtte for 2002, under ét sammen med samtlige foranstaltninger for 2006.
6.
Med det sjette anbringende gøres det mere subsidiært gældende, at der er foretaget åbenbart urigtige skøn, og at der er sket en tilsidesættelse af begrundelsespligten, idet Kommissionen har erklæret den omstruktureringsstøtte, der blev udbetalt i 2002 og 2006, for uforenelig med fællesmarkedet.
(1) Kommissionens beslutning 2009/611/EF af 8.7.2008 om de støtteforanstaltninger, Frankrig har iværksat til fordel for Société Nationale Maritime Corse-Méditerranée (SNCM) — C 58/02 (ex N 118/02) (meddelt under nummer K(2008) 3182) (EUT 2009 L 225, s. 180).
(2) Dom af 11.9.2012, Corsica Ferries France mod Kommission (T-565/08, Sml., EU:T:2012:415).
Full & Egal Universal Law Academy