20.4.2015
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 127/33
Appel iværksat den 19. februar 2015 af Luigi Macchia til prøvelse af Personalerettens kendelse af 12. december 2014 i sag F-63/11 RENV, Macchia mod Kommissionen
(Sag T-80/15 P)
(2015/C 127/45)
Processprog: fransk
Parter
Appellant: Luigi Macchia (Rom, Italien) (ved advokaterne S. Rodrigues og A. Blot)
Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen
Appellantens påstande
—
Personalerettens kendelse af 12. december 2014 i sag F-63/11 RENV ophæves.
—
Følgelig gives appellanten medhold i hans påstande i første instans, og i overensstemmelse hermed:
—
fremmes sagen til realitetsbehandling.
—
Principalt:
—
annulleres den stiltiende afgørelse truffet den 12. august 2010 af OLAF’s generaldirektør i dennes egenskab af ansættelsesmyndighed om ikke at forlænge appellantens kontrakt, således som det bl.a. fremgår af det manglende svar på den ansøgning, som appellanten fremsendte til ham den 12. april 2010.
—
om fornødent annulleres ansættelsesmyndighedens afgørelse af 22. februar 2011 om afslag på den klage, som appellanten havde indgivet på grundlag af vedtægtens artikel 90, stk. 2.
—
følgelig genansættes appellanten i den stilling, som han bestred i OLAF, i forbindelse med en forlængelse af hans kontrakt i overensstemmelse med de vedtægtsmæssige krav.
—
Subsidiært, og i tilfælde af, at appellanten ikke får medhold i ovenfor nævnte påstand om genansættelse, tilpligtes Kommissionen at erstatte det af appellanten lidte økonomiske tab, som foreløbigt og efter billighed er opgjort til forskellen mellem den løn, som appellanten ville have oppebåret som midlertidig ansat i OLAF, og lønnen i den stilling, som han p.t. bestrider (dvs. ca. 3 000 EUR pr. måned), i det mindste i en periode svarende til varigheden af hans oprindelige kontrakt (4 år), og i længere tid i det tilfælde, hvor nævnte kontrakt var blevet forlænget en tredje gang, hvilket ville have givet ham ret til en kontrakt på ubestemt tid.
—
Under alle omstændigheder tilpligtes Kommissionen at betale et beløb, som foreløbigt og efter billighed kan opgøres til 5 000 EUR (fem tusinde euro) i erstatning for det ikke-økonomiske tab, med tillæg af morarenter i henhold til den lovbestemte rentesats fra den dato, hvor der afsiges dom i sagen.
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med denne appel.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Appellanten har til støtte for appellen anført et enkelt anbringende om tilsidesættelse af artikel 81 i Personalerettens procesreglement, tilsidesættelse af omfanget af Personalerettens prøvelse, tilsidesættelse af begrundelsespligten, forkert gengivelse af sagens faktiske omstændigheder og materielle unøjagtigheder i de konstateringer, som Personaleretten har udledt af sagsakterne.
Full & Egal Universal Law Academy