6.7.2015
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 221/22
Sag anlagt den 10. april 2015 — Golparvar mod Rådet
(Sag T-176/15)
(2015/C 221/32)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: Gholam Hossein Golparvar (Teheran, Iran) (ved solicitor M. Taher, og barristers T. de la Mare og R. Blakeley)
Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union
Sagsøgerens påstande
—
Rådets afgørelse (FUSP) 2015/236 af 12. februar 2015 om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.
—
Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2015/230 af 12. februar 2015 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 267/2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren.
—
Rådet tilpligtes at betale sagsøgeren et beløb på 50 000,00 EUR i erstatning.
—
Rådet tilpligtes at betale sagsøgerens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført otte anbringender.
1.
Første anbringende om et åbenbart urigtigt skøn
—
På grund af sagsøgerens fulde fratræden (dette forhold er ikke omtvistet) er ingen af kriterierne for at opføre ham på listen opfyldt, og Rådets begrundelse (hvori sagsøgerens fratræden ikke bestrides) er faktuelt urigtig, hvorfor Rådets således har foretaget et åbenbart urigtigt skøn ved at genopføre sagsøgeren på listen.
2.
Andet anbringende om tilsidesættelse af sagsøgerens processuelle rettigheder og ret til forsvar
—
Rådet tilsidesatte sagsøgerens processuelle rettigheder og ret til forsvar ved ikke at tage hensyn til sagsøgerens bemærkninger og dokumentation, hvori det klart fremgik, at sagsøgeren havde fratrådt sin stilling fuldstændigt.
3.
Tredje anbringende om overtrædelse af artikel 266 TEUF
—
Rådet har søgt at genopføre sagsøgeren på listen på baggrund af i det væsentlige samme retlige argumentation og samme bevismateriale, som det anvendte ved den første opførelse på listen, der blev annulleret af Retten.
4.
Fjerde anbringende om overtrædelse af princippet om retskraft
—
Det udgør misbrug af den retslige procedure og en overtrædelse af principperne om retskraft og/eller retssikkerhed og/eller endelige afgørelser at genopføre sagsøgeren på listen.
5.
Femte anbringende om overtrædelse af bl.a. effektivitetsprincippet og retten til effektiv domstolsbeskyttelse
—
Det udgør en overtrædelse af effektivitetsprincippet, retten til effektiv domstolsbeskyttelse, sagsøgerens rettigheder i henhold til artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»charteret«) og/eller EMRK’s artikel 6 og artikel 13 at genopføre sagsøger på listen.
6.
Sjette anbringende om overtrædelse af retten til god forvaltning
—
Det udgør magtmisbrug og/eller en overtrædelse af sagsøgerens ret til god forvaltning, jf. charterets artikel 41, at genopføre sagsøgeren på listen.
7.
Syvende anbringende om overtrædelse af sagsøgerens rettigheder i henhold til chartrets artikel 7 og 17 og/eller EMRK’s artikel 8 og artikel 1 i EMRK’s første protokol og/eller proportionalitetsprincippet
—
Det udgør en overtrædelse af sagsøgerens grundlæggende ret til respekt for sit omdømme og til uforstyrret nydelse af sin ejendom samt proportionalitetsprincippet at genopføre sagsøgeren på listen.
8.
Ottende anbringende om, at det var ulovligt at genopføre sagsøgeren på listen
—
Sagsøgeren er under alle omstændigheder blevet genopført på listen på baggrund af den formodede lovlighed af de restriktive foranstaltninger over for Islamic Republic of Iran Shipping Lines, men sådanne IRISL-foranstaltninger er ulovlige (af de af IRISL anførte grunde, som er indarbejdet heri ved henvisning), hvorfor foranstaltningerne over for sagsøgeren skal annulleres.
Full & Egal Universal Law Academy