27.7.2015
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 245/30
Sag anlagt den 14. april 2015 — Icap m.fl. mod Kommissionen
(Sag T-180/15)
(2015/C 245/37)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøgere: Icap plc (London, Det Forenede Kongerige), Icap Management Services Ltd (London) og Icap New Zealand Ltd (Wellington, New Zealand) (ved advokaterne C. Riis-Madsen og S. Frank)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgernes påstande
—
Kommissionens afgørelse af 4. februar 2015 i sag AT.39861 — Yen Interest Rate Derivatives — K(2015) 432 endelig annulleres helt eller delvist.
—
Subsidiært annulleres eller nedsættes den pålagte bøde.
—
Under alle omstændigheder tilpligtes sagsøgte at betale sagsøgerens omkostninger vedrørende retlig bistand samt andre med denne sag forbundne omkostninger.
—
Der træffes bestemmelse om enhver anden foranstaltning, som Domstolen måtte finde passende.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført seks anbringender.
1.
Med det første anbringende gøres gældende, at Kommissionen har begået faktiske og retlige fejl ved at fastslå, at bankerne udviste en adfærd, der havde et konkurrencebegrænsende og/eller konkurrencefordrejende formål.
2.
Med det andet anbringende gøres gældende, at sagsøgte har begået faktiske og retlige fejl ved at fastslå, at sagsøgerens påståede medvirken til bankernes adfærd udgjorde en overtrædelse af konkurrenceretten som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF.
—
Ifølge sagsøgerne omfatter artikel 101 TEUF ikke adfærd, der udvises af en medvirkende, som ikke deltager i en aftale, der begrænser/fordrejer konkurrencen. Det kriterium, som Kommissionen anvendte, var under alle omstændigheder fejlagtigt og dækker et for bredt spektrum af adfærd, der ikke er tilstrækkeligt tæt knyttet til den ulovlige adfærd. Sagsøgernes adfærd falder uden for det kriterium for medvirken, som sagsøgte har vedtaget. Særligt har sagsøgerne gjort gældende, at konstateringen af, at sagsøgerne medvirkede ved informationsudveksling mellem bankerne, ikke har nogen støtte i faktum, og at sagsøgte ikke har givet et eneste eksempel på, at sagsøgerne skulle have medvirket ved sådanne udvekslinger. Ifølge sagsøgerne gør det samme sig gældende med hensyn til undersøgelsen af tilpasningshandler. Med hensyn til manipulationen af Yen LIBOR indberetningerne, har Kommissionen anerkendt, at kun en af to banker kendte til ICAP’s involvering. ICAP havde således ifølge sagsøgerne ingen medvirkende rolle vedrørende bankernes adfærd. Endvidere blev den ulovlige adfærd med hensyn til disse overtrædelser indledt lang tid inden ICAP angiveligt indledte sin medvirken.
3.
Med det tredje anbringende gøres gældende, at Kommissionen har begået faktiske og retlige fejl ved fastlæggelsen af varigheden af sagsøgerens påståede involvering i overtrædelserne.
—
Sagsøgerne har gjort gældende, at bankerne var handelspartnere i Yen rentederivater og derfor havde viden om hinandens handelspositioner og interesser. De beviser, som Kommissionen har fremlagt til støtte for sit argument om, at ICAP havde viden om den bilaterale overtrædelse, er inkonsekvente, vage og vildledende. Endvidere lægger Kommissionens standpunkt ifølge sagsøgerne til grund, at sagsøgerne havde viden og udviste adfærd i overensstemmelse hermed helt frem til afslutningen af bankernes bilaterale overtrædelse, uden at der er fremlagt noget bevis for sagsøgernes fortsatte viden om bankernes overtrædelse.
4.
Med det fjerde anbringende gøres gældende, at Kommissionen tilsidesatte princippet om uskyldsformodning og princippet om god forvaltningsskik.
—
Ifølge sagsøgerne indledte Kommissionen en hybrid forligsprocedure, hvor den forligsafgørelse, der blev vedtaget i december 2013, implicerede ICAP ved udførligt at beskrive ICAP’s rolle som medvirkende. Fra dette tidspunkt kunne Kommissionen ikke længere påstå ikke at være upartisk ved behandlingen af ICAP’s sag.
5.
Med det femte anbringende gøres gældende, at Kommissionen har tilsidesat retningslinjerne for bøder, ligebehandlingsprincippet og retssikkerhedsprincippet.
—
Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte retssikkerhedsprincippet ved at pålægge bøder, som gik ud over symbolske bøder. Dette er også en fravigelse fra dens afgørelsespraksis. Ifølge sagsøgerne tilsidesatte Kommissionen endvidere dens retningslinjer for bøder ved at afvise at anvende værdien af sagsøgernes afsætning som grundlag for bøden, ved ikke på passende vis at specificere metoden for beregning af bøden og ved ikke at begrunde denne fravigelse fra dens tidligere afgørelsespraksis. Derudover er det sagsøgernes opfattelse, at Kommissionen tilsidesatte ligebehandlingsprincippet ved at behandle sagsøgerne anderledes end en anden mægler beskyldt for medvirken under lignende omstændigheder og inden for rammene af samme overtrædelse. Kommissionen har endvidere behandlet sagsøgerne som de banker, som begik overtrædelsen, til trods for, at sagsøgerne alene blev beskyldt for medvirken. Sagsøgerne har gjort gældende, at som følge af dette er de pålagte bøder fuldstændigt uforholdsmæssige, og Kommissionen har således tilsidesat proportionalitetsprincippet.
6.
Med det sjette anbringende gøres gældende, at Kommissionen tilsidesatte ne bis in idem-princippet.
Full & Egal Universal Law Academy