24.8.2015
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 279/43
Appel iværksat den 24. juni 2015 af Geoffroy Alsteens til prøvelse af dom afsagt den 21. april 2015 af Personaleretten i sag F-87/12 RENV, Alsteens mod Kommissionen
(Sag T-328/15 P)
(2015/C 279/53)
Processprog: fransk
Parter
Appellant: Geoffroy Alsteens (Marcinelle, Belgien) (ved advokaterne S. Orlandi og T. Martin)
Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen
Appellantens påstande
—
Personalerettens dom i sag F-87/12 RENV, Alsteens mod Kommissionen, ophæves.
—
Kommissionens afgørelse af 18. november 2011 annulleres, for så vidt som den begrænser varigheden af forlængelsen af appellantens kontrakt som midlertidigt ansat til den 31. marts 2012.
—
Kommissionen tilpligtes at betale en foreløbig erstatning på 1 EUR for det tab, appellanten har lidt, samt omkostningerne i forbindelse med behandlingen ved fire instanser.
Anbringender og væsentligste argumenter
Til støtte for appellen har appellanten fremsat tre anbringender.
1.
Første anbringende vedrører en tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet og en retlig fejl. Appellanten gør gældende, at Personaleretten (i) henset til reglen om overensstemmelse med urette afviste at realitetsbehandle de anbringender, der vedrørte det åbenlyst urigtige skøn og princippet om god forvaltningsskik, selv om Kommissionen på intet tidspunkt havde nedlagt påstand om afvisning fra realitetsbehandling, og parterne på intet tidspunkt havde haft mulighed for at tage stilling til, hvorvidt dette anbringende angiveligt ikke kunne antages til realitetsbehandling og (ii) under alle omstændigheder begik en retlig fejl, idet den fandt, at appellanten ikke havde overholdt reglen om overensstemmelse
2.
Andet anbringende vedrører en urigtig gengivelse af appellantens argumenter, en tilsidesættelse af begrundelsespligten og en retlig fejl, eftersom Personaleretten fandt, at det var unødvendigt at tage stilling til fortolkningen af artikel 8 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union og at dommen af 5. oktober 1995, Alexopoulou mod Kommissionen (T-17/95, Sml.Pers., EU:T:1995:176), var irrelevant for sagens afgørelse.
3.
Tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse af begrundelsespligten og en retlig fejl, eftersom Personaleretten fandt, at der nødvendigvis skulle foreligge en anmodning fra appellanten for at kunne fravige den mekaniske anvendelse af seksårsregelen, hvorved den således så bort fra den omstændighed, at den anfægtede afgørelse er en bebyrdende forvaltningsakt.
Full & Egal Universal Law Academy