12.10.2015
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 337/14
Sag anlagt den 6. juli 2015 — Østrig mod Kommissionen
(Sag T-356/15)
(2015/C 337/17)
Processprog: tysk
Parter
Sagsøger: Republikken Østrig (ved C. Pesendorfer, som befuldmægtiget, og advokat H. Kristoferitsch)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
—
Europa-Kommissionens afgørelse (EU) 2015/658 af 8. oktober 2014 om støtteforanstaltning SA.34947 (2013/C) (ex 2013/N), som Det Forenede Kongerige påtænker at tildele Hinkley Point C Nuclear Power Station (meddelt under nummer C[2014] 7142) (EUT 2015 L 109, s. 44), annulleres.
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremført ti anbringender.
1.
Første anbringende: Fejlagtig anvendelse af artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF — fejlagtig markedsdefinition og fejlagtig antagelse om, at der forelå markedssvigt
Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen med urette godkendte den påtænkte støtte i henhold til artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF, idet den fejlagtigt lagde til grund, at der forelå et selvstændigt marked for kerneenergi, og –lige så fejlagtigt — antog, at der forelå et markedssvigt på dette marked.
2.
Andet anbringende: Tilsidesættelse af artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF — fejlagtig vurdering af kernekraftværket som »ny energi«
Sagsøgeren har herved gjort gældende, at afgørelsen også er behæftet med ugyldighed, eftersom Kommissionen med urette har gjort gældende, at den omhandlede teknologi udgør ny teknologi.
3.
Tredje anbringende: Fejlagtig anvendelse af artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF — fejlagtig antagelse om, at der foreligger investeringsstøtte
Sagsøgeren har inden for rammerne af dette klagepunkt gjort gældende, at Kommissionen fejlagtigt antog, at der med hensyn til de påtænkte foranstaltninger var tale om ren investeringsstøtte. Støtten går imidlertid langt ud over en ren investeringsstøtte, og udgør en driftsstøtte, der i henhold til Unionens retsinstansers praksis er ulovlig.
4.
Fjerde anbringende: Fejlagtig anvendelse af artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF — der foreligger ikke et mål af fælles interesse
Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at den anfægtede afgørelse ligeledes er behæftet med ugyldighed, for så vidt som der ikke i modsætning til det af Kommissionen hævdede foreligger en fælles interesse som omhandlet i artikel 107, stk. 3, litra c).
5.
Femte anbringende: utilstrækkelig definition af støtten
Republikken Østrig har endvidere støttet sit søgsmål på, at Kommissionen definerede støtten på fuldstændigt utilstrækkelig vis.
6.
Sjette anbringende: Fejlagtig anvendelse af artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF — foranstaltningerne er ikkehensigtsmæssige
Kommissionens betragtninger vedrørende statsstøttens hensigtsmæssighed er ifølge sagsøgeren hverken korrekte eller forståelige, hvilket indebærer, at afgørelsen er ugyldig.
7.
Syvende anbringende: tilsidesættelse af grundlæggende krav til udbudsproceduren
Sagsøgeren har inden for rammerne af dette anbringende gjort gældende, at støtten ikke skulle have været godkendt, eftersom Det Forenede Kongerige ikke afholdt en udbudsprocedure og tilsidesatte de EU-retlige principper om ligebehandling og gennemsigtighed.
8.
Ottende anbringende: tilsidesættelse af garantimeddelelsen (1)
Sagsøgeren har herved gjort gældende, at den som en del af statsstøtten godkendte statsgaranti ikke blev undersøgt efter de i garantimeddelelsen fastsatte kriterier.
9.
Niende anbringende: manglende overholdelse af begrundelsespligten i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF
Kommissionen har endvidere tilsidesat sin begrundelsespligt i flere og ganske alvorlige henseender.
10.
Tiende anbringende: Tilsidesættelse af retten til at blive hørt
Afslutningsvis har sagsøgeren også gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af retten til at blive hørt.
(1) Kommissionens meddelelse om anvendelsen af artikel 87 [EF] og 88 [EF] på statsstøtte i form af garantier (EUT 2008 C 155, s. 10).
Full & Egal Universal Law Academy