21.9.2015
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 311/58
Sag anlagt den 22. juli 2015 — JYSK mod Kommissionen
(Sag T-403/15)
(2015/C 311/63)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: JYSK sp. z o.o. (Radomsko, Polen) (ved advokat H. Sønderby Christensen)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
—
Kommissionens afgørelse C(2015) 3228 final af 11. maj 2015 vedrørende økonomisk støtte fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) til det store projekt »European Regional Centre — Intelligent Logistics Systems« som er en del af det operationelle program »Innovativ økonomi« for EFRU-støtte under konvergensmålet for Polen, annulleres.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført seks anbringender.
1.
Første anbringende om, at JYSK opfyldte de krav, der var opstillet af den polske regering, og målsætningerne for både det såkaldte Operational Program Innovative Economy 2007-2013 (herefter »OP IE«) og EU-retten.
2.
Andet anbringende om, at projektet er i overensstemmelse med OP IE og med EU-retten.
—
Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen i sin afgørelse ikke har draget i tvivl, at kriterierne i underforanstaltning 4.5.2. (bilag 2) er i overensstemmelse med OP IE og EU-retten. Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at Kommissionen ikke har draget den omstændighed i tvivl, at projektet er i overensstemmelse med de fastsatte kriterier, og/eller at JYSK var berettiget til en score på 60,5 point.
3.
Tredje anbringende vedrørende sagens egentlige karakter.
—
Sagsøgeren har gjort gældende, at dette søgsmål — i virkeligheden — ikke har noget at gøre med JYSK, idet alle parter — selv Kommissionen — er enige om, at JYSK rent faktisk opfylder de fastsatte kriterier. Ifølge sagsøgeren er dette søgsmål derfor udelukkende en tvist om retmæssighed mellem de polske myndigheder på den ene side og Kommissionen på den anden side. Dette bør ikke gøre JYSK til et offer.
4.
Fjerde anbringende om, at Kommissionens repræsentant bekræftede, at den polske forvaltning handler i overensstemmelse med EU-retten og OP IE.
—
Ifølge sagsøgeren er det åbenlyst, at Kommissionen var enig i alle de fastsatte krav, og at den accepterede OP IE og den faktiske gennemførelse.
5.
Femte anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat f kompetencefordelingen mellem Kommissionen og de polske myndigheder, samt subsidiaritets- og proportionalitetsprincippet.
—
Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen ikke er berettiget til at afvise national støtte på et grundlag, det tilkommer de polske myndigheder at afgøre på grund af de sidstnævntes nære erfaring med området. Ifølge sagsøgeren er Kommissionen endvidere ikke berettiget til at give afslag på et grundlag, den ikke havde kendskab til på tidspunktet for JYSK’s ansøgning. »Resultattavlen« (underforanstaltning 4.5.2.) udtrykker angiveligt nøjagtig målene og formålene med OP IE, og begge var kendte for Kommissionens repræsentant i overvågningskomiteen på tidspunktet for JYSK’s ansøgning. Sagsøgeren har gjort gældende, at den korrekte forståelse/fortolkning af OP IE skal tage hensyn til de polske myndigheders konkrete viden vedrørende arbejdspladser og arbejdstagernes kompetencer i Radomsko, at det ikke tilkommer Kommissionen at tilsidesætte de polske myndigheders vurdering i enhver detalje ved implementeringen af programmet, og at det heller ikke er korrekt at anse enhver af OP IE’s intentioner eller »mål« for afgørende, som Kommissionen har gjort det. Ifølge sagsøgeren skal den korrekte forståelse af OP IE og EU-retten bygge på den omstændighed, at visse af bestemmelserne er af større vigtighed end andre, således som illustreret ved resultattavlen (underforanstaltning 4.5.2.).
6.
Sjette anbringende om Kommissionens argumenter.
—
Sagsøgeren har gjort gældende, at ingen af de tre væsentligste argumenter var gyldige og/eller afgørende i den forstand, Kommissionen hævder, og som forstået på den måde, Kommissionen henviste til på tidspunktet for JYSK’s ansøgning (juli 2008). Ifølge sagsøgeren kan de derfor ikke være relevante i denne sag, og i det omfang Retten måtte finde dem relevante, er de ikke afgørende.
Full & Egal Universal Law Academy