12.10.2015
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 337/27
Sag anlagt den 28. juli 2015 — Cofely Solelec m.fl. mod Parlamentet
(Sag T-419/15)
(2015/C 337/28)
Processprog: fransk
Parter
Sagsøgere: Cofely Solelec (Esch-sur-Alzette, Luxembourg), Mannelli & Associés SA (Bertrange, Luxembourg) og Cofely Fabricom (Bruxelles, Belgien) (ved advokat S. Marx)
Sagsøgt: Europa-Parlamentet
Sagsøgernes påstande
—
Afgørelse nr. D(2015)24297 af 29. maj 2015 truffet af Europa-Parlamentets Generaldirektorat for Infrastruktur og Logistik, hvorved udbudsproceduren med referencen INLO-D-UPIL-T-14-AO4 — parti 75 »Elektricitet — strøm« vedrørende projektet om udvidelse og modernisering af Konrad Adenauer-bygningen i Luxembourg blev annulleret, annulleres.
—
Afgørelse nr. D(2015)28116 af 11. juni 2015 truffet af Europa-Parlamentets Generaldirektorat for Infrastruktur og Logistik, hvorved udbudsproceduren med referencen INLO-D-UPIL-T-14-AO4 — parti 75 »Elektricitet — strøm« vedrørende projektet om udvidelse og modernisering af Konrad Adenauer-bygningen i Luxembourg blev annulleret, annulleres.
—
Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne anført to anbringender.
1.
Første anbringende om manglende begrundelse, for så vidt som sagsøgte kun har begrundet afgørelserne om annullation af 29. maj 2015 og 11. juni 2015 med, at de andre modtagne bud, herunder sagsøgernes, væsentligt oversteg den skønnede værdi af udbuddet, som den ordregivende myndighed forinden havde lagt til grund, uden at sagsøgte angav dette beløb i disse afgørelser. Sagsøgte angav således først dette skønnede beløb i en senere skrivelse af 18. juni 2015.
2.
Andet anbringende, der gøres gældende subsidiært, om et åbenbart fejlagtigt skøn. Sagsøgerne har gjort gældende, at sagsøgtes skøn vedrørende udbuddets værdi ikke svarer til de faktiske markedsvilkår og indeholder en grov undervurdering.
Full & Egal Universal Law Academy