25.1.2016
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 27/67
Sag anlagt den 3. november 2015 — Transtec mod Kommissionen
(Sag T-616/15)
(2016/C 027/85)
Processprog: fransk
Parter
Sagsøger: Transtec (Bruxelles, Belgien) (ved advokat L. Levi)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
—
Europa-Kommissionens afgørelser om inddrivelse indeholdt i skrivelserne af 25. august, 27. august, 7. september, 16. september og 23. september 2015, og som vedrører tilbagebetaling af et beløb på 624 388,73 EUR, annulleres.
—
Kommissionen tilpligtes at betale 624 388,73 EUR med morarenter med den Europæiske Centralbanks rentesats forhøjet med to point.
—
Kommissionen tilpligtes at erstatte det ikke-økonomiske tab, der er opgjort til det symbolske beløb af 1 EUR.
—
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fem anbringender.
1.
Første anbringende vedrører en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, for så vidt som de anfægtede afgørelser mangler et gyldigt retsgrundlag.
2.
Andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af princippet om forbud mod ugrundet berigelse, eftersom det beløb på 607 096,08 EUR med tillæg af renter, som er overført fra sagsøgerens aktiver, har medført en forøgelse af Kommissionens aktiver uden noget som helst retsgrundlag for denne berigelse.
3.
Tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 42, 44, 45 og 47 i finansforordningen af 27. marts 2003 for den 9. Europæiske Udviklingsfond, idet Kommissionen ikke har udøvet den skønsbeføjelse, som er tillagt den i henhold til disse bestemmelser, og tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.
4.
Fjerde anbringende vedrører en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik, idet Kommissionen har tilsidesat artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
5.
Femte anbringende vedrører de åbenbart fejlagtige skøn, som Kommissionen har foretaget.
Full & Egal Universal Law Academy