15.2.2016
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 59/27
Appel iværksat den 28. november 2015 af Peter Schönberger til prøvelse af Personalerettens kendelse af 30. september 2015 i sag F-14/12 RENV, Schönberger mod Revisionsretten
(Sag T-688/15 P)
(2016/C 059/29)
Processprog: tysk
Parter
Appellant: Peter Schönberger (Luxemburg, Luxemburg) (ved advokat O. Mader)
Den anden part i appelsagen: Revisionsretten for Den Europæiske Union
Appellantens påstande
—
Den appellerede kendelse ophæves.
—
Appellanten gives medhold i de for førsteinstansen nedlagte påstande.
Anbringender og væsentligste argumenter
Med den foreliggende appel har appellanten nedlagt påstand om ophævelse af kendelse af 30. september 2015, Schönberger mod Revisionsretten (F-14/12 RENV, (Sml. Pers., EU:F:2015:112).
Til støtte for appellen har appellanten fremsat syv appelanbringender.
1.
Første anbringende: fejlagtig anvendelse af artikel 81 i Personalerettens procesreglement
Appellanten gør gældende, at Personaleretten har anvendt artikel 81 i dennes procesreglement fejlagtigt i den appellerede kendelse og derved tilsidesat appellantens ret til at blive hørt og til en retfærdig rettergang.
2.
Andet anbringende: ændring af begrundelsen som følge af hensyntagen til argumenter, der blev fremsat for sent
Ifølge appellanten har Personaleretten foretaget en fejlagtig ændring af begrundelsen, idet den har støtte sig på argumenter, som sagsøgte fremførte for sent.
3.
Tredje anbringende: urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder
Ifølge appellanten har Personaleretten gengivet Revisionsrettens holdning forkert, idet den i den appellerede kendelse anførte, at Revisionsretten havde erklæret, at en sammenligning af appellantens fortjenester med de øvrige forfremmelsesværdige tjenestemænds, ikke havde ført til forfremmelse af appellanten, selv om Revisionsretten blot har anført, at appellanten ikke automatisk ville være blevet forfremmet, hvis der havde været flere ledige stillinger.
4.
Fjerde anbringende: fejlagtig anvendelse af et af forfremmelseskriterierne
Appellanten gør endvidere gældende, at Retten ved vurderingen af hans fortjenester anvendte et forfremmelseskriterium fejlagtigt, der går videre end Revisionsrettens kriterier, og som er unødigt strengt, idet det kræves bevist, at appellanten er den mest fortjenstfulde blandt de 53 forfremmelsesværdige tjenestemænd.
5.
Femte anbringende: fejlagtig sammenlignende vurdering af omfanget af ansvaret
Appellanten gør endvidere gældende, at den sammenlignende vurdering, som Personaleretten foretog af omfanget af det ansvar, som han skulle bære, ikke var støttet på faktiske omstændigheder, og at kontorchefer dermed fejlagtigt fik automatisk forrang.
6.
Sjette anbringende: fejlagtig vurdering af den gældende forfremmelseskvote
Appellanten gør herved gældende, at spørgsmålet om den gældende forfremmelseskvote vedrører sagens realitet. Det skulle derfor ikke have været behandlet i forbindelse med sagens formalitet.
7.
Syvende anbringende: fejlagtig anvendelse af ligebehandlingsprincippet
Appellanten gør endelig gældende, at Personaleretten har anvendt ligebehandlingsprincippet fejlagtigt og ikke i overensstemmelse med fast retspraksis, idet den så bort fra, at dette princip tilsidesættes, når institutionerne overskrider grænserne for deres skøn, og på grundlag af vilkårlige sondringer træffer foranstaltninger, der er i strid med bestemmelserne i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union.
Full & Egal Universal Law Academy