22.2.2016
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 68/33
Sag anlagt den 11. december 2015 — Chemtura Netherlands mod EFSA
(Sag T-725/15)
(2016/C 068/43)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: Chemtura Netherlands (Amsterdam, Nederlandene) (ved advokaterne C. Mereu og K. Van Maldegem)
Sagsøgt: Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet
Sagsøgerens påstande
—
Sagen antages til realitetsbehandling, og sagsøgeren gives medhold.
—
Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritets (»EFSA«) afgørelse af 10. december 2015 om offentliggørelse af visse dele af EFSA’s konklusioner vedrørende fagfællebedømmelsen af evalueringen af godkendelsen af aktivstoffet diflubenzuron med hensyn til metabolitten PCA — i forhold til hvilken sagsøgeren havde krævet fortrolig behandling i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF (EUT 2009 L 309, s. 1) — annulleres.
—
Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fem anbringender.
1.
Med det første anbringende gøres det gældende, at der er sket en tilsidesættelse af forordning nr. 1107/2009 og den grundlæggende ret til beskyttelse af forretningshemmeligheder.
—
Sagsøgeren har stillet spørgsmålstegn ved retsgrundlaget for sagsøgtes konklusion om, at denne var forpligtet til at offentliggøre sine konklusioner. Selv hvis den offentliggørelse af EFSA’s konklusioner, der skete i henhold til artikel 21 i forordning nr. 1107/2009, var lovlig, har sagsøgte tilsidesat artikel 63 i forordning nr. 1107/2009 ved at offentliggøre fortrolige oplysninger.
2.
Med det andet anbringende gøres det gældende, at der er foretaget et åbenbart urigtigt skøn.
—
Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgte baserede sin afgørelse på en upræcis forståelse af de faktiske omstændigheder og relateret videnskab, hvilket førte til en åbenbart urigtig vurdering af dennes krav om fortrolig behandling.
3.
Med det tredje anbringende gøres det gældende, at der er sket et brud på grundlæggende principper i EU-retten: retten til forsvar og princippet om god forvaltningsskik.
—
Sagsøgeren fik ikke lejlighed til at kommentere dokumenter, som EFSA’s konklusioner er baseret på.
4.
Med det fjerde anbringende gøres det gældende, at der er sket en tilsidesættelse af EFSA’s egne pligter.
—
Sagsøgte har ikke baseret sin vurdering på al tilgængelig videnskabelig dokumentation, skønt denne er undergivet en forpligtelse til at levere arbejde af den højeste videnskabelige kvalitet.
5.
Med det femte anbringende gøres det gældende, at der er sket en tilsidesættelse af berettigede forventninger.
—
Sagsøgeren er i igangværende drøftelser med Kommissionen, og korrespondance fra Kommissionen afspejler, at sagsøgeren vil få lejlighed til at kommentere EFSA’s konklusioner som et led i Kommissionens evalueringsproces. Der bør tages hensyn til sagsøgerens bemærkninger inden offentliggørelsen af EFSA’s konklusioner.
Full & Egal Universal Law Academy