FulLegal · İçtihat Detay

Romanya 24.06.2016 DA

EUR-Lex - 62015TO0590 - DA

Avrupa Adalet Divanı

Karar Metni

RETTENS KENDELSE (Anden Afdeling)

24. juni 2016 ( *1 )

»Passivitets-, annullations- og erstatningssøgsmål — påstand om indledning af en undersøgelse af en påstået tilsidesættelse af EU-retten — EIOPA’s formands afgørelse om ikke at indlede en undersøgelse — klagenævnets beslutning om at afvise klagen — klagefrister — retsakt, der ikke kan gøres til genstand for søgsmål — tilsidesættelse af formforskrifter — åbenbart, at søgsmålet delvist ikke kan antages til realitetsbehandling, delvist er retligt ugrundet«

I sag T-590/15,

Onix Asigurări SA, Bukarest (Rumænien), ved M. Vladu,

sagsøger,

mod

Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA) ved C. Coucke og S. Dispiter, som befuldmægtigede, bistået af advokat H.-G. Kamman,

sagsøgt,

angående dels principalt en påstand baseret på artikel 265 TEUF om konstatering af, at EIOPA ulovligt har undladt at træffe afgørelse om, at Istituto per la Vigilanza sulle Assicurazioni (IVASS, forsikringstilsynsmyndigheden i Italien) har anvendt artikel 40, stk. 6, i Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring og om ændring af direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (tredje skadesforsikringsdirektiv) (EFT 1992, L 228, s. 1) fejlagtigt, og subsidiært en påstand baseret på artikel 263 TEUF om annullation af EIOPA’s formands afgørelse EIOPA-14-267 af 6. juni 2014 om indledning af en undersøgelse i henhold til artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (EIOPA), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/79/EF (EUT 2010, L 331, s. 48) og klageudvalgets afgørelse BOA 2015 001 af 3. august 2015, hvormed den af Onix Asigurări anlagte klage i medfør af artikel 60 i forordning nr. 1094/2010 blev afvist, dels en påstand baseret på artikel 268 TEUF om erstatning for den skade, som sagsøgeren angiveligt har lidt som følge af ovenstående passivitet og vedtagelsen af nævnte afgørelser,

har

RETTEN (Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, M.E. Martins Ribeiro (refererende dommer), og dommerne S. Gervasoni og L. Madise,

justitssekretær: E. Coulon,

afsagt følgende

Kendelse

Retsforskrifter

Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA) blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24. november 2010 om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/79/EF (EUT 2010, L 331, s. 48).

EIOPA er i henhold til artikel 1, stk. 2 og 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1092/2010 af 24. november 2010 om makrotilsyn på EU-plan med det finansielle system og om oprettelse af et europæisk udvalg for systemiske risici (EUT 2010, L 331, s. 1) en del af det europæiske finanstilsynssystem (ESFS), der har til formål at sikre tilsynet med Unionens finansielle system.

ESFS omfatter ligeledes to andre europæiske tilsynsmyndigheder, nemlig Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA), oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/78/EF (EUT 2010, L 331, s. 12), og Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA), oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 af 24. november 2010 om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/77/EF (EUT 2010, L 331, s. 84). ESFS består endvidere af Det Fælles Udvalg af europæiske tilsynsmyndigheder samt de kompetente eller tilsynsførende myndigheder i medlemsstaterne.

I artikel 1, stk. 2, i forordning nr. 1094/2010 bestemmes det, at EIOPA handler inden for de beføjelser, som det får tildelt med nærværende forordning og inden for rammerne af de retsakter, der er nævnt i denne bestemmelse, herunder bl.a. Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring og om ændring af direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (tredje skadesforsikringsdirektiv) (EFT 1992, L 228, s. 1). I henhold til nævnte forordnings artikel 1, stk. 6, er formålet med EIOPA at beskytte offentlige interesser ved at bidrage til det finansielle systems stabilitet og effektivitet på kort, mellemlang og lang sigt af hensyn til Unionens økonomi, dens borgere og virksomheder.

Med artikel 17 i forordning nr. 1094/2010 indføres en ordning, der giver EIOPA mulighed for at foretage en undersøgelse af de nationale myndigheders overtrædelse af EU-retten i forbindelse med deres tilsyn. Med artikel 17, stk. 2, 3 og 6, i forordning nr. 1094/2010 indføres der således en tretrinsordning. Forordningens artikel 17, stk. 1 og 2, bestemmer:

»1. Har en kompetent myndighed ikke anvendt de i artikel 1, stk. 2, nævnte retsakter, eller har den anvendt dem på en måde, som synes at være i strid med EU-retten, herunder de reguleringsmæssige og gennemførelsesmæssige tekniske standarder, der er fastsat i overensstemmelse med artikel 10-15, navnlig ved ikke at påse, at en finansiel institution opfylder kravene i disse retsakter, anvender [EIOPA] de i nærværende artikels stk. 2, 3 og 6 fastsatte beføjelser.

2. [EIOPA] kan efter anmodning fra en eller flere kompetente myndigheder, Europa-Parlamentet, Rådet, Kommissionen eller interessentgrupperne eller på eget initiativ og efter at have underrettet den berørte kompetente myndighed foretage en undersøgelse af den påståede overtrædelse eller manglende anvendelse af EU-retten.

Den kompetente myndighed giver hurtigst muligt [EIOPA] alle de oplysninger, [EIOPA] anser for nødvendige med henblik på sin undersøgelse, uden at dette berører de i artikel 35 fastsatte beføjelser.«

Artikel 60 i forordning nr. 1094/2010 omhandler de klager, der kan indbringes for klagenævnet for de europæiske tilsynsmyndigheder (herefter »klagenævnet«). Følgende fremgår af denne bestemmelse:

»1. Enhver fysisk eller juridisk person, herunder kompetente myndigheder, kan påklage en i artikel 17, 18 og 19 omhandlet afgørelse truffet af [EIOPA] eller enhver anden afgørelse, som [EIOPA] har truffet i overensstemmelse med de EU-retsakter, der er omhandlet i artikel 1, stk. 2, som er rettet til den pågældende, eller en afgørelse, som, skønt den er i form af en afgørelse rettet til en anden person, berører den pågældende umiddelbart og individuelt.

[...]

4. Hvis klagen kan antages til behandling, undersøger klagenævnet, om den er velbegrundet. Klagenævnet opfordrer klagesagens parter til at fremsætte deres bemærkninger til klagenævnets egne meddelelser eller andre parters indlæg i klagesagen inden for nærmere fastsatte tidsfrister. Parterne i klagesager har ret til at fremlægge deres synspunkter mundtligt.

[...]«

Artikel 61, stk. 1-3, i forordning nr. 1094/2010 bestemmer:

»1. Der kan anlægges sag ved Den Europæiske Unions Domstol i overensstemmelse med artikel 263 [TEUF] for at gøre indsigelse mod en afgørelse truffet af klagenævnet eller, såfremt der ikke har været adgang til at indbringe sagen for klagenævnet, mod en afgørelse truffet af [EIOPA].

2. Medlemsstaterne og EU-institutionerne samt enhver fysisk eller juridisk person kan anlægge sag ved Den Europæiske Unions Domstol vedrørende [EIOPA’s] afgørelser i overensstemmelse med artikel 263 [TEUF].

3. Hvis [EIOPA] har pligt til at handle og undlader at træffe en afgørelse, kan der anlægges passivitetssøgsmål ved Den Europæiske Unions Domstol i overensstemmelse med artikel 265 [TEUF].«

Baggrunden for tvisten

Sagsøgeren, Onix Asigurări SA, er et forsikringsselskab under rumænsk ret med hovedsæde i Rumænien. Selskabet udøver sin virksomhed i flere EU-medlemsstater, herunder bl.a. Den Italienske Republik.

Ved afgørelse af 20. december 2013 forbød Istituto per la Vigilanza sulle Assicurazioni (IVASS, forsikringstilsynsmyndigheden i Italien) sagsøgeren at indgå nye forsikringsaftaler i Italien i en ikke nærmere afgrænset periode (herefter »IVASS’ afgørelse«). Denne afgørelse, der blev truffet på grundlag af artikel 193, stk. 4, i Codice delle assicurazioni private (lov om private forsikringer), hvormed gennemføres tredje skadesforsikringsdirektivs artikel 40, var begrundet i det forhold, at IVASS var meget bekymret over det omdømme, som sagsøgerens eneaktionær havde.

Sagsøgeren sendte en skrivelse til EIOPA den 5. februar 2014. Med denne skrivelse underrettede sagsøgeren bl.a. myndigheden om IVASS’ afgørelse og redegjorde for, hvorfor denne afgørelse efter sagsøgerens opfattelse ikke var i overensstemmelse med EU-retten. Sagsøgeren gjorde i det væsentlige gældende, at IVASS ikke havde kompetence til at bedømme aktionærens omdømme, og at tredje skadesforsikringsdirektivs artikel 40, stk. 6, ikke fandt anvendelse. EIOPA behandlede denne skrivelse som en klage fremsat i henhold til artikel 17 i forordning nr. 1094/2010.

I forlængelse af en mailudveksling i perioden fra marts til maj 2014 mellem sagsøgeren og EIOPA traf formanden for EIOPA den 6. juni 2014 to afgørelser.

For det første blev sagsøgerens klage med afgørelse EIOPA-14-266 om antageligheden af en påstand fremsat i henhold til artikel 17 i forordning nr. 1094/2010 antaget til realitetsbehandling.

For det andet besluttede formanden for EIOPA med afgørelse EIOPA-14-267 om indledning af en undersøgelse på grundlag af artikel 17 i forordning nr. 1094/2010 ikke at indlede en undersøgelse af IVASS’ eventuelle overtrædelse af EU-retten (herefter »afgørelsen om afslag«). Det fremgår af begrundelsen for denne afgørelse, at selv om medlemsstaterne i henhold til tredje skadesforsikringsdirektivs artikel 40, stk. 6, kunne vedtage hasteforanstaltninger for at forhindre, at der begås uregelmæssigheder på deres område, fastsættes rækkevidden og begrænsningerne af denne beføjelse i henhold til national ret under de nationale retsinstansers kontrol. Det fremgik endvidere af nævnte afgørelse, at der ikke fandtes noget grundlag for at påstå, at IVASS havde overtrådt tredje skadesforsikringsdirektiv.

Disse afgørelser blev meddelt sagsøgeren pr. email den 12. juni 2014.

Den 18. juni 2014 fremsendte sagsøgeren en skrivelse til formanden for EIOPA som svar på afgørelsen om afslag, hvori denne anmodede formanden om at annullere nævnte afgørelse og indlede en undersøgelse i henhold til artikel 17 i forordning nr. 1094/2010 af IVASS’ overtrædelse af EU-retten. Sagsøgeren gentog i det væsentlige sin argumentation om, at IVASS ikke havde kompetence til at vurdere aktionærens omdømme, idet kun de rumænske myndigheder kunne foretage en sådan vurdering.

Sagsøgeren og EIOPA udvekslede adskillige emails i perioden fra juni til november 2014. Med email af 2. oktober 2014 besvarede EIOPA navnlig de af sagsøgeren fremførte argumenter og redegjorde for den holdning, der var kommet til udtryk i afgørelsen om afslag. Sagsøgeren svarede ved skrivelse af 8. oktober 2014.

I email af 3. november 2014 oplyste sagsøgeren EIOPA om, at denne, såfremt der ikke var modtaget et svar om, at der ville blive indledt en procedure i henhold til artikel 17 i forordning nr. 1094/2010 senest den 15. november 2014, ville indbringe sagen for Den Europæiske Unions Domstol i henhold til nævnte forordnings artikel 61.

I en skrivelse af 24. november 2014 henviste EIOPA til sagsøgerens skrivelse af 8. oktober 2014 og »bekræftede endnu en gang, at [dens] holdning [...] til [afgørelsen om afslag] [var] uændret«.

Den 22. december 2014 indgav sagsøgeren klage til klagenævnet i henhold til artikel 60 i forordning nr. 1094/2010. Denne klage vedrørte »EIOPA’s [skrivelse] af 24. november 2014, hvormed bekræftedes afgørelsen [om afslag]«, idet sagsøgeren til støtte for sin klage i det væsentlige gjorde gældende, at EIOPA burde have indledt en undersøgelse, eftersom IVASS ved at tage stilling til eneaktionærens omdømme havde overtrådt EU-retten. Ifølge sagsøgeren har IVASS på denne måde gjort indgreb i de rumænske myndigheders beføjelser. IVASS’ afgørelse kunne endvidere ikke gyldigt baseres på tredje skadesforsikringsdirektivs artikel 40, stk. 6. Som bilag til den redegørelse, der blev indgivet med henblik på behandlingen i klagenævnet, fandtes bl.a. sagsøgerens skrivelse af 18. juni 2014.

Ved afgørelse af 3. august 2015 (herefter »klagenævnets afgørelse« og sammen med afgørelsen om afslag »de anfægtede afgørelser«) forkastede klagenævnet sagsøgerens klage med den begrundelse, at den ikke kunne antages til realitetsbehandling, da den ikke vedrørte en retsakt, der henhørte under klagenævnets kompetenceområde. Klagenævnet fastslog i det væsentlige, at EIOPA’s skrivelse af 24. november 2014 blot bekræftede afgørelsen om afslag og dermed ikke udgjorde en afgørelse, der kunne indbringes for klagenævnet. Klagenævnet bemærkede endvidere, at eftersom sagsøgeren ikke havde klaget over afgørelsen om afslag, og klagen under alle omstændigheder var blevet indgivet den 22. december 2014, var den præklusive frist for sagsøgerens bestridelse af denne afgørelse udløbet.

Klagenævnets afgørelse blev meddelt sagsøgeren samme dag. På sagsøgerens anmodning blev denne afgørelse berigtiget for en materiel fejl, hvilket blev meddelt sagsøgeren den 13. august 2015.

Retsforhandlinger og parternes påstande

Ved stævning indgivet til Rettens Justitskontor den 12. oktober 2015 har sagsøgeren anlagt nærværende søgsmål.

EIOPA har indleveret svarskrift til Rettens Justitskontor den 18. januar 2016.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

—

Det fastslås, at EIOPA har undladt at handle med henblik på at vedtage en afgørelse vedrørende IVASS’ urigtige anvendelse af tredje skadesforsikringsdirektivs artikel 40, stk. 6.

—

Subsidiært annulleres de anfægtede afgørelser.

—

Det fastslås, at EIOPA er ansvarlig for det tab, som sagsøgeren har lidt henholdsvis som følge af dets manglende vedtagelse af en afgørelse og som følge af vedtagelsen af de anfægtede afgørelser.

—

EIOPA tilpligtes at betale sagens omkostninger.

EIOPA har nedlagt følgende påstande:

—

Principalt afvises passivitetssøgsmålet, annullationssøgsmålet og erstatningssøgsmålet.

—

Subsidiært forkastes disse søgsmål i deres helhed som ugrundede.

—

Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Retlige bemærkninger

I henhold til artikel 126 i Rettens procesreglement kan Retten, når det åbenbart, at den ikke har kompetence til at behandle en sag, eller at sagen må afvises, eller når sagen er åbenbart ugrundet, på forslag fra den refererende dommer til enhver tid beslutte at træffe afgørelse ved begrundet kendelse uden at fortsætte sagens behandling.

I den foreliggende sag finder Retten sagen tilstrækkeligt belyst i sagsakterne, og den har besluttet at træffe afgørelse uden at fortsætte sagens behandling.

Om passivitetspåstanden

Sagsøgeren har i det væsentlige nedlagt påstand om, at det fastslås, at EIOPA ulovligt har undladt at træffe afgørelse om sagsøgerens påstand om, at der indledes en procedure i henhold til artikel 17 i forordning nr. 1094/2010. Med hensyn til sagens antagelse til realitetsbehandling har sagsøgeren i stævningen bemærket, at den i artikel 265, stk. 2, TEUF fastsatte søgsmålsfrist begyndte at løbe den 3. august, som er den dato, hvor klagenævnets afgørelse blev meddelt sagsøgeren. Det var således først med denne afgørelse, at usikkerheden med hensyn til EIOPA’s svar på sagsøgerens skrivelse af 18. juni 2014, hvormed sagsøgeren anmodede EIOPA om at træffe afgørelse om og indlede en undersøgelse af IVASS’ overtrædelse af EU-retten, blev fjernet.

EIOPA har hertil svaret, at denne påstand skal afvises.

Det bemærkes, at der i henhold til artikel 61, stk. 3, i forordning nr. 1094/2010 kan anlægges passivitetssøgsmål i overensstemmelse med artikel 265 i TEUF, hvis EIOPA har pligt til at handle og undlader at træffe en afgørelse.

Det bemærkes i denne forbindelse, at den i artikel 265 TEUF omhandlede klageadgang bygger på den tankegang, at en institutions retsstridige undladelse af at handle gør det muligt for de interesserede parter at anlægge sag ved Domstolen med påstand om, at det fastslås, at undladelsen af at handle er i strid med EUF-traktaten. Denne artikel vedrører passivitet i form af undladelse af at træffe afgørelse eller tage stilling og ikke i form af vedtagelse af en anden retsakt end den, som sagsøgeren måtte ønske eller anse for nødvendig (dom af 19.11.2013, Kommissionen mod Rådet, sag C-196/12, EU:C:2013:753, præmis 22; jf. ligeledes i denne retning dom af 24.11.1992, Buckl m.fl. mod Kommissionen, C-15/91 og C-108/91, EU:C:1992:454, præmis 17, og af 16.2.1993, ENU mod Kommissionen, C-107/91, EU:C:1993:56, præmis 10).

Ifølge artikel 265, stk. 2, TEUF kan et passivitetssøgsmål kun antages til behandling, hvis den pågældende institution har været opfordret til at handle. Denne opfordring til institutionen er et væsentligt formkrav og bevirker dels, at den frist på to måneder, inden for hvilken institutionen er forpligtet til at tage stilling, begynder at løbe, dels at rammerne for det søgsmål, som vil kunne indgives, hvis institutionen undlader at tage stilling, afgrænses. Selv om opfordringen ikke er undergivet særlige formkrav, skal den dog være udtrykkelig og tilstrækkelig præcis til, at den sagsøgte institution kan få kendskab til det nøjagtige indhold af den beslutning, der ønskes truffet, og til, at det fremgår, at formålet er at fremtvinge en stillingtagen (jf. dom af 3.6.1999, TF1 mod Kommissionen, T-17/96, EU:T:1999:119, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis, samt kendelse af 27.11.2012, H-Holding mod Parlamentet, T-672/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:628, præmis 12 og den deri nævnte retspraksis, og af 10.7.2014, Kafetzakis m.fl. mod Parlamentet m.fl., T-38/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:685, præmis 26).

Det fremgår af artikel 265, stk. 2, TEUF, at hvis institutionen ikke har taget stilling inden to måneder efter opfordringen, kan klagen indbringes inden for en frist på yderligere to måneder. I henhold til bestemmelserne i procesreglementets artikel 60 skal denne frist forlænges med en fast afstandsfrist på ti dage.

I den foreliggende sag har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at denne med sin skrivelse af 18. juni 2014 opfordrede EIOPA til at handle (jf. præmis 28 ovenfor). Sagsøgeren har derimod ikke i sine indlæg nævnt noget andet dokument, eventuelt af senere dato, hvormed denne har opfordret EIOPA til at handle, og sagsøgeren har heller ikke påstået, at denne har taget et sådant skridt.

Det bemærkes, at sagsøgeren med sin skrivelse af 18. juni 2014 anmodede formanden for EIOPA om at annullere afgørelsen om afslag og indlede en undersøgelse i henhold til artikel 17 i forordning nr. 1094/2010.

Hvis sagsøgerens skrivelse af 18. juni 2014 for det første skal kvalificeres som en opfordring til at handle i henhold til den i præmis 32 ovenfor omhandlede retspraksis, bemærkes det imidlertid, at det ikke fremgår af hverken sagsakterne eller sagsøgerens påstande, at EIOPA har taget stilling inden for den i artikel 265 TEUF omhandlede frist på to måneder. Det var således ved udløbet af denne frist, dvs. den 18. august 2014, at søgsmålsfristen på to måneder og ti dage, som sagsøgeren havde til at indbringe et passivitetssøgsmål for Retten, begyndte at løbe. Eftersom det foreliggende søgsmål først blev anlagt den 12. oktober 2015, må det derfor konstateres, at det åbenlyst er anlagt for sent.

For det andet må det under alle omstændigheder fastslås, at EIOPA med email af 2. oktober 2014 i det væsentlige svarede på de af sagsøgeren bl.a. i dennes skrivelse af 18. juni 2014 fremførte argumenter. EIOPA bekræftede sin holdning i sin skrivelse af 24. november 2014. Sagsøgeren har i denne forbindelse endvidere i sin redegørelse for baggrunden for tvisten i stævningen bemærket, at EIOPA har »tydeliggjort« sin holdning i sin skrivelse af 2. oktober 2014 og »redegjort detaljeret for årsagerne til beslutningen [om afslag]« i sin skrivelse af 24. november 2014. Det fremgår således, at den af sagsøgeren påståede passivitet under alle omstændigheder er ophørt, selv om det var efter udløbet af den frist på to måneder, inden for hvilken EIOPA skulle tage stilling. Henset til den i præmis 31 ovenfor nævnte retspraksis gør denne konklusion sig gældende, selv om EIOPA i nævnte email og nævnte skrivelse har gentaget sin afvisning af at indlede en undersøgelse i henhold til artikel 17, stk. 2, i forordning nr. 1094/2010.

Det er således åbenbart, at passivitetspåstanden skal afvises.

Denne konklusion ændres ikke af sagsøgerens argument om, at fristen for anlæggelse af passivitetssøgsmålet begyndte at løbe den 3. august 2015, som var den dato, hvor klagenævnets afgørelse blev meddelt sagsøgeren. Ifølge sagsøgeren fjernede denne afgørelse enhver usikkerhed omkring EIOPA’s svar på sagsøgerens skrivelse af 18. juni 2014 (jf. præmis 28 ovenfor).

Det bemærkes i denne forbindelse for det første, at sagsøgerens argumentation er baseret på den præmis, at EIOPA allerede inden vedtagelsen af klagenævnets afgørelse havde besvaret sagsøgerens skrivelse af 18. juni 2014, idet sagsøgeren dog har præciseret, at dette svar gav anledning til usikkerhed. Det fremgår imidlertid af fast retspraksis, at en afvisning af at handle i overensstemmelse med en opfordring fremsat i henhold til artikel 265 TEUF udgør en stillingtagen, som bringer passiviteten til ophør, og at en sådan afvisning kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål (jf. i denne retning kendelse af 4.5.2005, Holcim (Frankrig) mod Kommissionen, T-86/03, EU:T:2005:157, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

For det andet bemærkes det, at det fremgår af fast retspraksis, at søgsmålsfristerne er ufravigelige, eftersom de har til formål at tilvejebringe klarhed og retssikkerhed og undgå enhver forskelsbehandling eller vilkårlighed i retsplejen, og at det tilkommer Unionens retsinstanser af egen drift at efterprøve, om disse frister er overholdt (kendelse af 14.12.2006, Smanor og Ségaud mod Kommissionen, T-150/06, ikke trykt i Sml., EU:T:2006:402, præmis 14; jf. ligeledes i denne retning kendelse af 13.12.2000, Sodima mod Kommissionen, C-44/00 P, EU:C:2000:686, præmis 51).

Det må således fastslås, at sagsøgeren ikke, efter at denne havde ladet fristen for anlæggelse af et passivitetssøgsmål udløbe (jf. præmis 36 ovenfor), kunne drage fordel af en ny frist beregnet fra den dato, hvor usikkerheden omkring EIOPA’s svar på sagsøgerens skrivelse af 18. juni 2014 efter sagsøgerens opfattelse blev fjernet. Sagsøgeren kan i endnu mindre grad omgå sin passivitetspåstands manglende antagelse til realitetsbehandling, fordi den er nedlagt for sent, og fordi der findes en stillingtagen, ved at fremsende en række skrivelser til EIOPA og ved at bestride den holdning, som EIOPA har givet udtryk for.

Henset til det ovenstående er det åbenbart, at passivitetspåstanden skal afvises.

Om annullationspåstandene

Påstandene om annullation dels af afgørelsen om afslag, dels af klagenævnets afgørelse skal behandles successivt.

Angående påstanden om annullation af afgørelsen om afslag

Sagsøgeren har til støtte for påstanden om annullation af afgørelsen om afslag i det væsentlige fremført et enkelt anbringende om en manglende begrundelse. Hvad angår denne påstands formalitet har sagsøgeren i stævningen anført, at søgsmålsfristen først begyndte at løbe den 13. august 2015, som var den dato, hvor klagenævnets afgørelse blev endelig efter berigtigelse af nogle materielle fejl. Dels fandt behandlingen i klagenævnet sted uden hensyntagen til sagsøgerens skrivelse af 18. juni 2014. Dels var fristen for anlæggelse af annullationssøgsmålet suspenderet, mens spørgsmålet blev behandlet i klagenævnet.

EIOPA har gjort gældende, at påstanden om annullation af afgørelsen om afslag skal afvises. Dels er denne påstand nedlagt for sent. Dels udgør afgørelsen om afslag ikke en anfægtelig retsakt i artikel 263 TEUF’s forstand. Under alle omstændigheder er det eneste anbringende, der er rejst til støtte for påstanden om annullation af afgørelsen om afslag, ugrundet.

Uanset dels spørgsmålet om, hvorvidt påstanden om annullation af afgørelsen om afslag, henset til især sagsøgerens argumenter fremført i præmis 45 ovenfor, er nedlagt for sent, dels spørgsmålet om den virkning, som klagenævnets behandling eventuelt har på muligheden for at bestride nævnte afgørelse ved Retten, skal det indledningsvis undersøges, om denne afgørelse udgør en anfægtelig retsakt i artikel 263 TEUF’s forstand.

Det bemærkes i denne forbindelse først og fremmest, at det fremgår af fast retspraksis, at enhver af EU-institutionerne, ‑organerne og ‑agenturerne udstedt bestemmelse – uanset form – som tilsigter at have retligt bindende virkninger, udgør en anfægtelig retsakt i artikel 263 TEUF’s forstand (dom af 31.3.1971, Kommissionen mod Rådet, 22/70, EU:C:1971:32, præmis 42; jf. ligeledes dom af 13.10.2011, Deutsche Post og Tyskland mod Kommissionen, C-463/10 P og C-475/10 P, EU:C:2011:656, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

Når et annullationssøgsmål til prøvelse af en retsakt, der er vedtaget af en EU-institution, et EU-organ eller et EU-agentur, er anlagt af en fysisk eller juridisk person, har Domstolen gentagne gange fastslået, at annullationssøgsmålet kun kan anlægges til prøvelse af en retsakt, hvis dennes retligt bindende virkninger kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af dennes retsstilling (jf. dom af 11.11.1981, IBM mod Kommissionen, 60/81, EU:C:1981:264, præmis 9; jf. ligeledes dom af 13.10.2011, Deutsche Post og Tyskland mod Kommissionen, C-463/10 P og C-475/10 P, EU:C:2011:656, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis). Nævnte retspraksis har udviklet sig inden for rammerne af de søgsmål, der er anlagt for Unionens retsinstanser, af fysiske eller juridiske personer til prøvelse af retsakter, som de var adressater for. Når en ikke-privilegeret sagsøger anlægger et annullationssøgsmål til prøvelse af en retsakt, som han ikke er adressat for, overlapper betingelsen om, at den anfægtede foranstaltnings retligt bindende virkninger kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af dennes retsstilling, de betingelser, der er fastsat i artikel 263, stk. 4, TEUF (dom af 13.10.2011, Deutsche Post og Tyskland mod Kommissionen, C-463/10 P og C-475/10 P, EU:C:2011:656, præmis 38).

Det bemærkes analogt hermed, at Domstolen har fastslået, at en beslutning om ikke at anlægge et søgsmål i henhold til artikel 106, stk. 3, TEUF ikke udgør en anfægtelig retsakt, eftersom det fremgår af ordlyden af stk. 3 og af opbygningen af bestemmelserne i denne artikel i det hele, at Kommissionen ikke er forpligtet til at iværksætte et søgsmål. Borgerne kan således ikke kræve, at Kommissionen indtager et bestemt standpunkt. Domstolen har heraf udledt, at en skrivelse, hvorved Kommissionen meddelte klageren, at den ikke påtænkte at følge op på klagen, ikke kan anses for at fremkalde bindende retsvirkninger, og den udgør derfor ikke en anfægtelig retsakt, uden at denne løsning berøres af den omstændighed, at en borger efter omstændighederne kan have ret til at anlægge et annullationssøgsmål til prøvelse af en afgørelse, som Kommissionen har rettet til en medlemsstat i medfør af artikel 106, stk. 3, TEUF, såfremt betingelserne i artikel 263, stk. 4, TEUF er opfyldt (jf. i denne retning dom af 22.2.2005, Kommissionen mod max.mobil, C-141/02 P, EU:C:2005:98, præmis 68-70).

I den foreliggende sag er det ubestridt, at sagsøgeren har nedlagt en påstand på grundlag af artikel 17 i forordning nr. 1094/2010. Med denne bestemmelse indføres en ordning, der giver EIOPA mulighed for at foretage en undersøgelse af de nationale myndigheders overtrædelse af EU-retten i forbindelse med deres tilsyn. Det fremgår af artikel 17, stk. 1, at »[h]ar en kompetent myndighed ikke anvendt de i artikel 1, stk. 2, nævnte retsakter, eller har den anvendt dem på en måde, som synes at være i strid med EU-retten, herunder de reguleringsmæssige og gennemførelsesmæssige tekniske standarder, der er fastsat i overensstemmelse med artikel 10-15, navnlig ved ikke at påse, at en finansiel institution opfylder kravene i disse retsakter, anvender [EIOPA] de i nærværende artikels stk. 2, 3 og 6 fastsatte beføjelser«.

Artikel 17, stk. 2, 3 og 6, i forordning nr. 1094/2010 definerer de tre trin i denne ordning: Det fremgår navnlig af nævnte forordnings artikel 17, stk. 2, at »[EIOPA] efter anmodning fra en eller flere kompetente myndigheder, Europa-Parlamentet, Rådet, Kommissionen eller interessentgrupperne eller på eget initiativ og efter at have underrettet den berørte kompetente myndighed [kan] foretage en undersøgelse af den påståede overtrædelse eller manglende anvendelse af EU-retten«.

Det følger af denne bestemmelse og særlig af anvendelsen af verbet »kunne«, at EIOPA har en skønsbeføjelse med hensyn til indledning af undersøgelser, både når det er blevet anmodet herom af et af de organer, som udtrykkeligt er nævnt i artikel 17, stk. 2, i forordning nr. 1094/2010, og når det handler på eget initiativ (jf. analogt hermed dom af 9.9.2015, SV Capital mod ABE, T-660/14, under appel, EU:T:2015:608, præmis 47).

Det følger heraf, at EIOPA i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende i forbindelse med passivitetspåstanden, ikke på nogen måde er forpligtet til at handle i henhold til artikel 17 i forordning nr. 1094/2010.

Denne fortolkning er i øvrigt i overensstemmelse med EIOPA’s mål og opgaver og med opbygningen af den ordning, der indføres med artikel 17 i forordning nr. 1094/2010. I henhold til nævnte forordnings artikel 1, stk. 6, er formålet med EIOPA netop at beskytte offentlige interesser ved at bidrage til det finansielle systems stabilitet og effektivitet på kort, mellemlang og lang sigt af hensyn til Unionens økonomi, dens borgere og virksomheder. Det fremgår endvidere af 26. betragtning til nævnte forordning, at den ordning, der indføres med samme forordnings artikel 17, skal sikre de finansielle markeders integritet, gennemsigtighed, effektivitet og ordnede funktion, det finansielle systems stabilitet og neutrale konkurrencevilkår for finansielle institutioner i Unionen. Garantien for en korrekt og fuldstændig anvendelse af EU-retten er en nødvendig forudsætning herfor. Med andre ord, og som EIOPA har bemærket, har den pågældende ordning ikke til formål at yde individuel beskyttelse eller erstatning i tvister mellem en fysisk eller juridisk person og en kompetent myndighed på nationalt plan.

Henset til disse aspekter bemærkes det, at fremsættelse af en påstand som den, sagsøgeren har fremsat i den forelæggende sag, ikke skaber noget særligt juridisk forhold mellem denne og EIOPA og ikke kan forpligte EIOPA til at gennemføre en undersøgelse i henhold til artikel 17, stk. 2, i forordning nr. 1094/2010.

Under disse omstændigheder bemærkes det analogt med den i præmis 50 ovenfor nævnte retspraksis, at afgørelsen om afslag ikke medfører nogen bindende retsvirkninger. Sagsøgeren kunne navnlig ikke kræve af EIOPA, at det indledte en undersøgelse i henhold til artikel 17, stk. 2, i forordning nr. 1094/2010, idet EIOPA’s afvisning af at indlede en sådan procedure af egen drift ikke kunne berøre sagsøgerens interesser ved på en karakteriseret måde at ændre dennes retsstilling.

Afgørelsen om afslag kan således ikke kvalificeres som en anfægtelig retsakt.

Henset til det ovenstående er det åbenbart, at påstanden om annullation af afgørelsen om afslag skal afvises, og det er ufornødent at prøve parternes argumenter om overholdelse af søgsmålsfristen.

Om påstanden om annullation af klagenævnets afgørelse

Til støtte for påstanden om annullation af klagenævnets afgørelse, der kan antages til realitetsbehandling, fordi sagsøgeren har søgsmålskompetence, og fordi søgsmålsfristen er overholdt, har sagsøgeren i det væsentlige rejst et enkelt anbringende om tilsidesættelse af en væsentlig formforskrift, idet klagenævnet har undladt at udtale sig om hele tvistens genstand. Sagsøgeren har bemærket, at dennes klage ganske vist udelukkende omhandlede EIOPA’s skrivelse af 24. november 2014, men at klagenævnet ikke desto mindre burde have taget hensyn til de argumenter, som sagsøgeren havde fremført i sin skrivelse af 18. juni 2014, hvori denne nedlagde påstand om annullation af afgørelsen om afslag, og som var vedlagt som bilag til klagen.

EIOPA har hertil i det væsentlige svaret, at påstanden om annullation af klagenævnets afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling, idet denne afgørelse ikke er en anfægtelig retsakt i artikel 263 TEUF’s forstand, og eftersom det eneste anbringende, som sagsøgeren har fremført, under alle omstændigheder er irrelevant.

Det bemærkes, at Retten i henhold til fast retspraksis har kompetence til at foretage en vurdering af, om det efter sagens omstændigheder er berettiget af hensyn til god retspleje at forkaste sagsøgerens påstande om det velbegrundede i klagenævnets afgørelse uden at tage stilling til, om denne annullationspåstand kan antages til realitetsbehandling (jf. i denne retning dom af 26.2.2002, Rådet mod Boehringer, C-23/00 P, EU:C:2002:118, præmis 52).

I den foreliggende sag er der af procesøkonomiske hensyn grund til at benytte sig af denne mulighed, idet det eneste anbringende, som sagsøgeren har rejst, af nedenstående årsager åbenbart ikke gør det muligt at påvise, at klagenævnets afgørelse er retsstridig.

Det bemærkes, at det fremgår af artikel 60, stk. 4, i forordning nr. 1094/2010, at »[h]vis klagen kan antages til behandling, undersøger klagenævnet, om den er velbegrundet«. I henhold til artikel 9, stk. 1, i klagenævnets procesreglement bedømmer klagenævnet klagens formalitet, inden det går over til at vurdere dens realitet, når den indklagede har nedlagt påstand om, at klagen ikke kan antages til realitetsbehandling.

I den foreliggende sag fremgår det af sagsakterne, at EIOPA til klagenævnet har fremsendt et svarskrift dateret den 25. juni 2015, som blot omhandlede formalitetsspørgsmålene. I dette svarskrift nedlagde EIOPA påstand om, at klagen afvises.

Klagenævnet afviste med sin afgørelse sagsøgerens klage med den begrundelse, at det i det væsentlige ikke vedrørte en retsakt, der henhørte under dets kompetence. Ifølge klagenævnet bekræftede EIOPA’s skrivelse af 24. november 2014 netop blot afgørelsen om afslag. Klagenævnet bemærkede endvidere, at eftersom sagsøgeren ikke havde klaget over afgørelsen om afslag, og klagen under alle omstændigheder var blevet indgivet den 22. december 2014, var den præklusive frist for sagsøgerens bestridelse af denne afgørelse udløbet.

Klagenævnet afviste klagen, men udtalte sig derimod på ingen måde om realiteten af den af sagsøgeren rejste sag. Dette var i overensstemmelse med dets procesreglements artikel 9, stk. 1, hvilket sagsøgeren i øvrigt ikke har bestridt.

Det må imidlertid for det første fastslås, at sagsøgeren ikke ved Retten har rejst noget anbringende eller fremført noget argument, der kan så tvivl om det velbegrundede i klagenævnets bedømmelse af formaliteten af den klage, der var indbragt for det.

Med sit eneste anbringende har sagsøgeren i det væsentlige kritiseret klagenævnet for at have undladt at tage stilling til de argumenter, som sagsøgeren havde fremført i sin skrivelse af 18. juni 2014. Det fremgår imidlertid af denne skrivelse, at formålet med disse argumenter var at godtgøre, at IVASS havde overtrådt EU-retten, hvilket ifølge sagsøgeren kunne begrunde, at der blev indledt en undersøgelse i henhold til artikel 17 i forordning nr. 1094/2010.

Det følger heraf, at det eneste anbringende rejst til støtte for denne påstand udelukkende vedrører bedømmelsen af det velbegrundede i afvisningen af at indlede en undersøgelse i henhold til artikel 17 i forordning nr. 1094/2010, hvilken bedømmelse klagenævnet imidlertid ikke har foretaget.

Det eneste anbringende skal derfor forkastes som åbenbart irrelevant.

For det andet skal det under alle omstændigheder bemærkes, at sagsøgeren i sine skrivelser har erkendt, at denne »i sin klage af 22. december 2014 kun havde angivet [EIOPA’s skrivelse] af 24. november 2014 som den anfægtede afgørelse«. Sagsøgeren må således anses for at være enig i, at den klage, der blev indgivet til klagenævnet, udelukkende vedrørte EIOPA’s skrivelse af 24. november 2014. Denne konklusion fremgår ligeledes af sagsakterne og særligt af en læsning af den klage, som sagsøgeren har indgivet til klagenævnet, og som klart angav klagens genstand som »EIOPA’s [skrivelse] af 24. november 2014, hvormed bekræftedes afgørelsen [om afslag]«, samt af sagsøgerens indlæg til klagenævnet, hvoraf det fremgår, at sagsøgeren konkluderede, at den pågældende skrivelse, der bekræftede afgørelsen om afslag, var i strid med EU-retten.

Det er ubestridt, at klagenævnet har taget stilling til klagen over EIOPA’s skrivelse af 24. november 2014, som det afviste. Dermed udtømte klagenævnet tvistens genstand, der, som det fremgår af det ovenstående, bestod i denne ene skrivelses lovlighed.

Det er således klart med urette, at sagsøgeren har påstået, at klagenævnet kun har taget delvis stilling til tvistens genstand, idet det har undladt at tage stilling til skrivelsen af 18. juni 2014.

Denne konklusion gør sig gældende, selv om skrivelsen af 18. juni 2014 fandtes i bilaget til sagsøgerens indlæg indgivet med henblik på behandlingen i klagenævnet, og selv om sagsøgeren i dette indlæg præciserede, at bilagene udgjorde en integrerende del af dennes ræsonnement. Uanset spørgsmålet om, hvorvidt klagenævnet i forbindelse med sin vurdering af realiteten er forpligtet til ud over de i indlæggene fremførte argumenter at tage stilling til de argumenter, der udelukkende findes i bilagene til disse indlæg, må det konstateres, at den omstændighed, at den pågældende skrivelse var vedhæftet som bilag til sagsøgerens indlæg, ikke kan ændre genstanden for tvisten ved klagenævnet, som var klart afgrænset til EIOPA’s skrivelse af 24. november 2014.

Selv hvis det antages, at sagsøgeren agtede at kritisere EIOPA for ikke at have behandlet sagsøgerens skrivelse af 18. juni 2014 som en klage indgivet i henhold til artikel 60 i forordning nr. 1094/2010 eller for ikke at have taget stilling til den klage, der blev indgivet med denne skrivelse, er det endvidere vigtigt at tilføje, at det på ingen måde fremgår af nævnte skrivelse, at sagsøgeren agtede at indgive en sådan klage til klagenævnet. Denne skrivelse, der var stilet til formanden for EIOPA, og som indeholdt sagsøgerens argumenter for at bestride afgørelsen om afslag, indeholdt allerhøjst en påstand om, at formanden for EIOPA annullerede den pågældende afgørelse og besluttede at indlede en undersøgelse i henhold til samme forordnings artikel 17.

Det følger heraf, at det eneste anbringende rejst til støtte for påstanden om annullation af klagenævnets afgørelse skal forkastes som åbenbart irrelevant og under alle omstændigheder som åbenbart ugrundet.

Påstanden skal derfor forkastes som åbenbart retligt ugrundet.

Om erstatningspåstanden

Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at det »fastslås, at [EIOPA] er ansvarlig« for det tab, som sagsøgeren har lidt som følge af EIOPA’s manglende vedtagelse af en afgørelse og som følge af vedtagelsen af de anfægtede afgørelser. Med henvisning til bl.a. de argumenter, der blev fremført i forbindelse med passivitetspåstanden og annullationspåstandene, har sagsøgeren gjort gældende, at EIOPA i tilstrækkelig alvorlig grad har tilsidesat artikel 17 og artikel 60 i forordning nr. 1094/2010 og bestemmelserne i tredje skadesforsikringsdirektiv, hvormed sagsøgeren indrømmes rettigheder. Disse ulovligheder har angiveligt medført såvel et økonomisk tab som følge af et fald i sagsøgerens omsætning i årene 2013 og 2014 på 59% af omsætningen i forbindelse med policer udstedt i Italien, en manglende indtjening og omkostninger, fordi åbningen af en filial i Italien blev forhindret, som en skade på sagsøgerens omdømme eller image. Hvad angår årsagsforbindelsen er sagsøgeren af den opfattelse, at selv om det var IVASS’ beslutning, der satte gang i hele sagsforløbet, har EIOPA ikke desto mindre bidraget på afgørende vis til opretholdelsen af virkningerne af denne beslutning.

EIOPA har hertil svaret, at det er åbenbart, at påstanden om erstatning skal afvises, og subsidiært, at den er åbenbart ugrundet.

Det bemærkes, at stævninger i henhold til artikel 21 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og procesreglementets artikel 76, litra d), bl.a. skal indeholde en angivelse af søgsmålets genstand og en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. En stævning, hvori der nedlægges påstand om betaling af erstatning for skade, der angiveligt er forvoldt af en EU-institution, skal for at opfylde disse krav indeholde de elementer, der gør det muligt at identificere den adfærd, som sagsøgeren bebrejder institutionen, grundene til, at han antager, at der består en årsagsforbindelse mellem adfærden og det tab, sagsøgeren hævder at have lidt, samt karakteren og størrelsen af dette tab (dom af 18.9.1996, Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, T-387/94, EU:T:1996:120, præmis 106 og 107, og af 6.5.1997, Guérin automobiles mod Kommissionen, T-195/95, EU:T:1997:66, præmis 20 og 21). En påstand alene om erstatning uden nogen nærmere angivelse mangler derimod den fornødne præcision og kan følgelig ikke antages til realitetsbehandling (dom af 2.12.1971, Zuckerfabrik Schöppenstedt mod Rådet, 5/71, EU:C:1971:116, præmis 9).

En sagsøger kan ganske vist godt have undladt at opgøre det tab, der skønnes at være lidt, hvis de oplysninger, der gør det muligt at vurdere karakteren og størrelsen heraf, klart er angivet, hvorfor den sagsøgte vil være i stand til at varetage sit forsvar. Under sådanne omstændigheder påvirker det forhold, at der ikke i stævningen er angivet noget beløb, ikke modpartens ret til kontradiktion (kendelse af 22.7.2005, Polyelectrolyte Producers Group mod Rådet og Kommissionen, T-376/04, EU:T:2005:297, præmis 55).

I den foreliggende sag har sagsøgeren imidlertid blot i vage vendinger henvist til et påstået økonomisk tab, der skulle bestå i et fald i omsætningen på 59% i forbindelse med policer udstedt i Italien, en manglende indtjening og omkostninger, fordi åbningen af en filial i Italien blev forhindret, og et tab i form af negativ påvirkning af sagsøgerens omdømme eller image, uden på nogen måde at underbygge sine påstande. Dermed har sagsøgeren ikke fremlagt tilstrækkelige oplysninger til, at Retten og EIOPA har kunnet bedømme karakteren og størrelsen af det lidte tab.

Sagsøgeren har endvidere heller ikke i tilstrækkelig grad redegjort for årsagerne til, at der efter dennes opfattelse findes en årsagsforbindelse mellem den adfærd, som EIOPA kritiseres for, og det tab, som sagsøgeren angiveligt har lidt. Sagsøgeren har således blot bemærket, at »det [var] korrekt, at det årsagsforløb, der [havde] ført til det tab, som [sagsøgeren] [havde] lidt, blev udløst af IVASS’ beslutning, men [at] EIOPA ved at undlade at træffe en afgørelse eller ved at træffe afgørelser, der var behæftede med materielle mangler, [havde] bidraget afgørende til opretholdelsen af virkningerne af [nævnte] beslutning og til undladelsen af at træffe en foranstaltning til afhjælpning af denne restriktion«. Det må imidlertid bemærkes, at sådanne vage og uunderbyggede påstande ikke opfylder de i præmis 81 ovenfor nævnte krav.

Under disse omstændigheder er det åbenbart, at påstanden om erstatning skal afvises.

Henset til det ovenstående og navnlig til de konklusioner, der drages i præmis 43, 59, 78 og 85 ovenfor, er det åbenbart, at EIOPA skal frifindes, da søgsmålet delvis ikke kan antages til realitetsbehandling, delvist er åbenbart ugrundet.

Sagens omkostninger

Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Sagsøgeren har tabt sagen og pålægges derfor at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med EIOPA’s påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

bestemmer

RETTEN (Anden Afdeling):

Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA) frifindes.

Onix Asigurări SA bærer sine egne omkostninger og betaler EIOPA’s omkostninger.

Således bestemt i Luxembourg den 24. juni 2016.

E. Coulon

Justitssekretær

M.E. Martins Ribeiro

Afdelingsformand

( *1 ) – Processprog: rumænsk.

Full & Egal Universal Law Academy