31.7.2017
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 249/8
Domstolens dom (Femte Afdeling) af 8. juni 2017 — Vinyls Italia SpA, under likvidation mod Mediterranea di Navigazione SpA (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunale Ordinario di Venezia — Italien)
(Sag C-54/16) (1)
((Præjudiciel forelæggelse - område med frihed, sikkerhed og retfærdighed - insolvensbehandling - forordning (EF) nr. 1346/2000 - artikel 4 og 13 - handlinger, som er til skade for alle kreditorerne - betingelser, hvorunder den omhandlede handling kan anfægtes - handling undergivet lovgivningen i en anden medlemsstat end den, hvor insolvensbehandlingen er indledt - handling, der ikke kan anfægtes på grundlag af denne lovgivning - forordning (EF) nr. 593/2008 - artikel 3, stk. 3 - lovgivning valgt af parterne - lokalisering af alle elementer med relevans for sagen i den stat, hvor insolvensbehandlingen er indledt - betydning))
(2017/C 249/11)
Processprog: italien
Den forelæggende ret
Tribunale Ordinario di Venezia
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Vinyls Italia SpA, under likvidation
Sagsøgt: Mediterranea di Navigazione SpA
Konklusion
1)
Artikel 13 i Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om insolvensbehandling skal fortolkes således, at spørgsmålet om, i hvilken form og inden for hvilken frist den, der nyder godt af en handling, som er til skade for alle kreditorerne, skal rejse en indsigelse i medfør af denne artikel for at modsætte sig en sag med henblik på omstødelse af denne handling efter lex fori concursus, og spørgsmålet om, hvorvidt denne artikel også kan anvendes ex officio af den kompetente ret, i givet fald efter udløbet af den frist, der er fastsat for den berørte part, henhører under den processuelle lovgivning for den medlemsstat, på hvis område sagen verserer. Denne lovgivning må imidlertid ikke være mindre gunstig end den, som regulerer tilsvarende situationer, der er underlagt den nationale lovgivning (ækvivalensprincippet), og den må i praksis ikke umuliggøre eller uforholdsmæssigt vanskeliggøre udøvelsen af rettigheder, der er tillagt ved EU-retten (effektivitetsprincippet), hvilket det påhviler den forelæggende ret at efterprøve.
2)
Artikel 13 i forordning nr. 1346/2000 skal fortolkes således, at den part, som har bevisbyrden, når lex causae gør det muligt at anfægte en angiveligt skadelig handling, skal godtgøre, at de betingelser, der kræves for, at et søgsmål anlagt til prøvelse af denne handling kan tages til følge, og som afviger fra dem, der er fastsat ved lex fori concursus, konkret ikke er opfyldt.
3)
Artikel 13 i forordning nr. 1346/2000 kan med føje påberåbes, når parterne i en kontrakt, der har deres hjemsted i én og samme medlemsstat, på hvis område alle de andre relevante elementer i den pågældende situation ligeledes er lokaliseret, for denne kontrakt har valgt en anden medlemsstats lovgivning som anvendelig lovgivning, på den betingelse, at disse parter ikke har valgt denne lov på en måde, der er udtryk for svig eller misbrug, hvilket det påhviler den forelæggende ret at efterprøve.
(1) EUT C 156 af 2.5.2016.