15.4.2019
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 139/7
Domstolens dom (Store Afdeling) af 26. februar 2019 — Skatteministeriet mod T Danmark (sag C-116/16) og Y Denmark Aps (sag C-117/16) (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Østre Landsret — Danmark)
(Forenede sager C-116/16 og C-117/16) (1)
(Præjudiciel forelæggelse - tilnærmelse af lovgivningerne - fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater - direktiv 90/435/EØF - skattefritagelse for overskud, som selskaber i en medlemsstat udlodder til selskaber i andre medlemsstater - den retmæssige ejer af det udloddede udbytte - retsmisbrug - selskab, der er hjemmehørende i en medlemsstat, som til et selskab, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat, udbetaler udbytte, som dernæst i sin helhed eller stort set i sin helhed overføres ud af Den Europæiske Unions område - datterselskab, der er underlagt en forpligtelse til at indeholde kildeskat af udbytte)
(2019/C 139/04)
Processprog: dansk
Den forelæggende ret
Østre Landsret
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Skatteministeriet
Sagsøgte: T Danmark (sag C-116/16) og Y Denmark Aps (sag C-117/16)
Konklusion
1)
Sagerne C-116/16 og C-117/16 forenes med henblik på dommen.
2)
Det generelle EU-retlige princip, hvorefter borgerne ikke må kunne påberåbe sig EU-retlige bestemmelser med henblik på at muliggøre svig eller misbrug, skal fortolkes således, at de nationale myndigheder og domstole i tilfælde af svig eller misbrug skal nægte en skattepligtig person indrømmelsen af den fritagelse for kildeskat af udbytte, som et datterselskab udlodder til sit moderselskab, der er fastsat i artikel 5 i Rådets direktiv 90/435/EØF af 23. juli 1990 om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater, som ændret ved Rådets direktiv 2003/123/EF af 22. december 2003, selv om der ikke findes nationale eller overenskomstmæssige bestemmelser, der foreskriver en sådan nægtelse.
3)
Med henblik på at bevise, at der foreligger retsmisbrug, kræves dels et sammenfald af objektive omstændigheder, hvoraf det fremgår, at det formål, som EU-lovgivningen forfølger, ikke er opnået, selv om betingelserne i denne lovgivning formelt er overholdt, dels et subjektivt element, der består i en hensigt om at drage fordel af EU-lovgivningen ved kunstigt at skabe de betingelser, der kræves for at opnå denne fordel. Den omstændighed, at en række holdepunkter foreligger, kan godtgøre, at der foreligger retsmisbrug, forudsat at disse holdepunkter er objektive og samstemmende. Sådanne holdepunkter kan bl.a. være, at der findes gennemstrømningsselskaber, som ikke har nogen økonomisk begrundelse, og den rent formelle karakter af en koncerns struktur, af den finansielle konstruktion og af lån.
4)
En national myndighed er med henblik på at nægte at anerkende et selskab som retmæssig ejer af udbytte eller med henblik på at fastslå, at der foreligger retsmisbrug, ikke forpligtet til at fastlægge, hvilken enhed eller hvilke enheder myndigheden anser for dette udbyttes retmæssige ejer.
5)
I en situation, hvor den i direktiv 90/435, som ændret ved direktiv 2003/123, fastsatte ordning for fritagelse for kildeskat af udbytte, som et selskab, der er hjemmehørende i en medlemsstat, udbetaler til et selskab, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat, ikke finder anvendelse som følge af, at det konstateres, at der foreligger svig eller misbrug som omhandlet i direktivets artikel 1, stk. 2, kan anvendelsen af de friheder, der er sikret ved EUF-traktaten, ikke gøres gældende med henblik på at anfægte den lovgivning i den førstnævnte medlemsstat, som regulerer beskatningen af dette udbytte.
(1) EUT C 270 af 25.7.2016.
Full & Egal Universal Law Academy