11.12.2017
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 424/6
Domstolens dom (Anden Afdeling) af 19. oktober 2017 — Merck KGaA mod Merck & Co. Inc., Merck Sharp & Dohme Corp og MSD Sharp & Dohme GmbH (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landgericht Hamburg — Tyskland)
(Sag C-231/16) (1)
((Præjudiciel forelæggelse - forordning (EF) nr. 207/2009 - EU-varemærker - artikel 109, stk. 1 - civile søgsmål baseret på EU-varemærker og på nationale varemærker - litispendens - begrebet »der har samme genstand og hviler på samme retsgrundlag« - anvendelse af navnet »Merck« i domænenavne og online medieplatforme - søgsmål baseret på et nationalt varemærke efterfulgt af et søgsmål baseret på et EU-varemærke - erklæring om inkompetence - rækkevidde))
(2017/C 424/08)
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Landgericht Hamburg
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Merck KGaA
Sagsøgte: Merck & Co. Inc., Merck Sharp & Dohme Corp og MSD Sharp & Dohme GmbH
Konklusion
1)
Artikel 109, stk. 1, litra a), i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EU-varemærker skal fortolkes således, at den heri opstillede betingelse om, at der skal være tale om krav, »der har samme genstand og hviler på samme retsgrundlag«, alene er opfyldt, når krav vedrørende krænkelse, som fremsættes mellem de samme parter for retterne i forskellige medlemsstater, på grundlag af henholdsvis et nationalt varemærke og et EU-varemærke, vedrører en påstået krænkelse af et nationalt varemærke og et identisk EU-varemærke på de samme medlemsstaters område.
2)
Artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 skal fortolkes således, at når krav — det ene på grundlag af et nationalt varemærke og en påstået krænkelse på en medlemsstats område og det andet på grundlag af et EU-varemærke og en påstået krænkelse på hele Unionens område — fremsættes mellem de samme parter for retterne i forskellige medlemsstater, skal den ret, ved hvilken sagen er anlagt sidst, erklære sig inkompetent med hensyn til den del af kravet, der vedrører den medlemsstats område, som der er henvist til i det krav om krænkelse, der er fremført for den ret, ved hvilken sagen er anlagt først.
3)
Artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 skal fortolkes således, at den deri omhandlede betingelse om, at der skal være tale om krav, »der har samme genstand og hviler på samme retsgrundlag«, ikke længere er opfyldt, når de i bestemmelsen omhandlede krav ikke længere vedrører en påstået krænkelse af et nationalt varemærke, der er identisk med et EU-varemærke på de samme medlemsstaters område, fordi den delvise ophævelse, som en sagsøger gyldigt har foretaget af en sag om krænkelse, der er baseret på et EU-varemærke, og hvori der indledningsvis blev nedlagt påstand om at forbyde anvendelsen af dette varemærke på Unionens område, vedrører den medlemsstats område, som den sag, der er baseret på et nationalt varemærke og anlagt ved den første ret, tager sigte på, og hvormed der er nedlagt påstand om forbud mod anvendelsen af det omhandlede varemærke på det nationale område.
4)
Artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 skal fortolkes således, at i tilfælde af identitet mellem et EU-varemærke og et nationalt varemærke skal den ret, ved hvilken sagen er anlagt sidst, alene erklære sig inkompetent til fordel for den ret, ved hvilken sagen er anlagt først, såfremt disse varemærker gælder for varer eller tjenesteydelser af samme art.
(1) EUT C 279 af 1.8.2016.