18.9.2017
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 309/13
Domstolens dom (Niende Afdeling) af 26. juli 2017 — »Toridas« UAB mod Valstybinė mokesčių inspekcija prie Lietuvos Respublikos finansų ministerijos (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas — Litauen)
(Sag C-386/16) (1)
((Præjudiciel forelæggelse - det fælles merværdiafgiftssystem (moms) - direktiv 2006/112/EF - artikel 138, stk. 1 - kvalificering af en transaktion som levering inden for Fællesskabet - fritagelse i forbindelse med levering af varer inden for Fællesskabet - erhververen har til hensigt at videresælge varerne til en afgiftspligtig person i en anden medlemsstat, inden de transporteres fra den første medlemsstat - den eventuelle betydning af, at en del af varerne er blevet forarbejdet inden afsendelsen))
(2017/C 309/17)
Processprog: litauisk
Den forelæggende ret
Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas
Parter i hovedsagen
Sagsøger:»Toridas« UAB
Sagsøgt: Valstybinė mokesčių inspekcija prie Lietuvos Respublikos finansų ministerijos
procesdeltager: Kauno apskrities valstybinė mokesčių inspekcija
Konklusion
1)
Artikel 138, stk. 1, i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede fortolkes således, at en levering af varer, der foretages af en afgiftspligtig person, som er etableret i en første medlemsstat, ikke er afgiftsfritaget i henhold til denne bestemmelse, såfremt erhververen, der er merværdiafgiftsregistreret i en anden medlemsstat, inden indgåelsen af denne leveringstransaktion oplyser leverandøren om, at varerne straks vil blive videresolgt til en afgiftspligtig person, som er etableret i en tredje medlemsstat, inden de udføres af den første medlemsstat og transporteres til denne tredje afgiftspligtige person, for så vidt som denne anden levering har fundet sted, og for så vidt som varerne efterfølgende er blevet transporteret fra den første medlemsstat til den tredje afgiftspligtige persons medlemsstat. Den første erhververs merværdiafgiftsregistrering i en anden medlemsstat end den, hvori den første levering finder sted, eller den, hvori den endelige erhvervelse finder sted, er ikke et kriterium ved kvalificeringen af en transaktion som en transaktion inden for Fællesskabet, eller i sig selv et tilstrækkeligt beviselement til godtgørelse af, at en transaktion har karakter af en transaktion inden for Fællesskabet.
2)
Med henblik på en fortolkning af artikel 138, stk. 1, i direktiv 2006/112 har en forarbejdning af varer i løbet af en kæde med to på hinanden følgende leveringer som den i hovedsagen omhandlede, som sker efter ordre fra den mellemliggende erhverver og foretages før varernes transport til den endelige erhververs medlemsstat, ikke nogen betydning for betingelserne for en eventuel fritagelse af den første levering, idet denne forarbejdning finder sted efter den første levering.
(1) EUT C 343 af 19.9.2016.