1.10.2018
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 352/3
Domstolens dom (Femte Afdeling) af 7. august 2018 — Jorge Luis Colino Sigüenza mod Ayuntamiento de Valladolid m.fl. (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal Superior de Justicia de Castilla y León — Spanien)
(Sag C-472/16) (1)
((Præjudiciel forelæggelse - direktiv 2001/23/EF - anvendelsesområde - artikel 1, stk. 1 - overførsel af virksomheder - varetagelse af arbejdstagernes rettigheder - tjenesteydelseskontrakt vedrørende driften af en kommunal musikskole - første valgte leverandørs ophør af aktiviteten inden afslutningen af det igangværende skoleår og udpegelse af en ny leverandør i begyndelsen af det følgende skoleår - artikel 4, stk. 1 - forbud mod afskedigelse på grund af en overførsel - undtagelse - afskedigelser, som sker af økonomiske, tekniske eller organisatoriske årsager, der medfører beskæftigelsesmæssige ændringer - Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - artikel 47))
(2018/C 352/03)
Processprog: spansk
Den forelæggende ret
Tribunal Superior de Justicia de Castilla y León
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Jorge Luis Colino Sigüenza
Sagsøgte: Ayuntamiento de Valladolid, In-Pulso Musical SC, Miguel del Real Llorente, Administrador Concursal de Músicos y Escuela SL, Músicos y Escuela SL og Fondo de Garantía Salarial (Fogasa)
Konklusion
1)
Artikel 1, stk. 1, i Rådets direktiv 2001/23/EF af 12. marts 2001 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder eller bedrifter eller af dele af virksomheder eller bedrifter skal fortolkes således, at en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor en valgt leverandør for en tjenesteydelseskontrakt vedrørende driften af en kommunal musikskole, vedrørende hvilken kommunen har leveret alle de midler, der er nødvendige for udøvelsen af denne aktivitet, som bringer denne aktivitet til ophør to måneder inden afslutningen af det igangværende skoleår, ved afskedigelse af samtlige ansatte og ved, at disse materielle midler tilbagegives til kommunen, som giver en ny bevilling alene for følgende skoleår og overfører de samme materielle midler til denne nye leverandør, kan omfattes af anvendelsesområdet for dette direktiv.
2)
Artikel 4, stk. 1, i direktiv 2001/23 skal fortolkes således, at under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede, hvor en valgt leverandør for en tjenesteydelseskontrakt vedrørende driften af en kommunal musikskole bringer denne aktivitet til ophør ved afskedigelse af samtlige ansatte, idet den nye leverandør genoptager aktiviteten i begyndelsen af det følgende skoleår, synes afskedigelsen af lønmodtagere at være sket af »økonomiske, tekniske eller organisatoriske årsager, der medfører beskæftigelsesmæssige ændringer« som omhandlet i denne bestemmelse, for så vidt som de omstændigheder, der har givet anledning til afskedigelsen af samtlige ansatte, samt den sene udpegelse af en ny leverandør af tjenesteydelser ikke er omfattet af en bevidst foranstaltning med henblik på at fratage disse arbejdstagere de rettigheder, som dette direktiv giver dem, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.
(1) EUT C 441 af 28.11.2016.
Full & Egal Universal Law Academy