26.2.2018
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 72/24
Domstolens dom (Syvende Afdeling) af 20. december 2017 — Erzeugerorganisation Tiefkühlgemüse eGen mod Agrarmarkt Austria (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesverwaltungsgericht — Østrig)
(Sag C-516/16) (1)
((Præjudiciel forelæggelse - landbrug - fælles markedsordning - driftsprogram i frugt- og grøntsagssektoren - forordning (EF) nr. 1234/2007, som ændret ved forordning (EF) nr. 361/2008 - artikel 103b, 103d og 103 g - finansiel støtte fra Den Europæiske Union - gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 - artikel 60 og bilag IX, punkt 23 - investeringer, der finder sted på bedrifter og/eller i lokaler tilhørende producentorganisationen - begreb - berettiget forventning - retssikkerhed))
(2018/C 072/32)
Processprog: tysk
Den forelæggende ret
Bundesverwaltungsgericht
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Erzeugerorganisation Tiefkühlgemüse eGen
Sagsøgt: Agrarmarkt Austria
Konklusion
1)
Punkt 23 i bilag IX til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 af 7. juni 2011 om nærmere bestemmelser for anvendelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 for så vidt angår frugt og grøntsager og forarbejdede frugter og grøntsager, for så vidt som den henviser til investeringer, der finder sted »på bedrifter og/eller i lokaler tilhørende producentorganisationen«, skal fortolkes således, at:
—
den omstændighed alene, at en investering, der gennemføres inden for rammerne af et driftsprogram som omhandlet i denne forordnings artikel 60, stk. 1, finder sted på en grund, som ejes af en tredjemand og ikke af den pågældende producentorganisation, i princippet ikke i henhold til den første af disse bestemmelser udgør en grund til, at de udgifter, som denne producentorganisation har afholdt i forbindelse med denne investering, ikke er støtteberettigede
—
punkt 23 i dette bilag IX vedrører investeringer, der finder sted på bedrifter og/eller i lokaler, der såvel retligt som faktisk er undergivet denne producentorganisations enekontrol, således at enhver udnyttelse af disse investeringer til fordel for en tredjemand er udelukket.
2)
Princippet om beskyttelse af den berettigede forventning skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for, at den kompetente nationale myndighed under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende for det første nægter at udbetale restbeløbet for den finansielle støtte, som en producentorganisation har ansøgt om til en investering, der i sidste ende ikke blev anset for at være berettiget til denne støtte i medfør af punkt 23 i bilag IX til gennemførelsesforordning nr. 543/2011, og for det andet kræver, at denne producentorganisation tilbagebetaler den allerede modtagne støtte for denne investering.
3)
Under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede skal EU-retten fortolkes således, at den — såfremt de tidsmæssige virkninger af nærværende dom ikke begrænses — ikke er til hinder for, at der tages hensyn til retssikkerhedsprincippet med henblik på at udelukke tilbagebetaling af urigtigt udbetalt støtte, forudsat at de fastsatte betingelser er de samme som i forbindelse med tilbagesøgning af rent nationale pengeydelser, at der fuldt ud tages hensyn til Den Europæiske Unions interesser, og at det godtgøres, at støttemodtageren var i god tro.
(1) EUT C 462 af 12.12.2016.