EUR-Lex -  62016CC0183 - DA

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

N. WAHL

fremsat den 4. maj 2017 ( 1 )

Sag C-183/16 P

Tilly-Sabco

mod

Europa-Kommissionen

»Appel – landbrug – eksportrestitution – forordning (EF) nr. 1234/2007 – artikel 162 og 164 – udvalgsprocedure – forordning (EU) nr. 182/2011 – artikel 3 – fjerkrækød – frosne kyllinger – forordning (EU) nr. 689/2013 – Kommissionens praksis ved fastsættelsen af restitutioner – restitution fastsat til 0 EUR – gældende frister – begrundelsespligt«

1. 

Tilly-Sabco har med sin appel nedlagt påstand om ophævelse af Rettens dom i sag T-397/13 ( 2 ). I denne dom gav Retten ikke Tilly-Sabco medhold i selskabets påstand om annullation af forordning (EU) nr. 689/2013 ( 3 ), som fastsætter restitutionerne for eksport af frosne kyllinger til visse lande til nul. Denne appel rejser en række forskellige retsspørgsmål.

2. 

I den appellerede dom fastslog Retten bl.a., at Kommissionens nuværende praksis ved fastsættelsen af eksportrestitutioner er i overensstemmelse med udvalgsprocedurereglerne, navnlig artikel 3 i forordning (EU) nr. 182/2011 ( 4 ). I det væsentlige består denne praksis i at forelægge og vedtage udkast til gennemførelsesretsakter inden for en meget kort frist for at minimere risikoen for lækager og, som Kommissionen har gjort gældende, spekulationer. Endvidere fastslog Retten, at Kommissionen ikke havde tilsidesat sin begrundelsespligt i henhold til artikel 296 TEUF, da den i forbindelse med vedtagelsen af den anfægtede forordning blot erstattede det tidligere restitutionsbeløb med nul uden at ændre den begrundelse, der var givet i den forordning, som gik forud for den anfægtede forordning. Retten forkastede også en række andre annullationsanbringender, som appellanten havde fremført.

3. 

Af de nedenfor anførte grunde er jeg af den opfattelse, at ingen af Tilly-Sabcos appelanbringender er holdbare. Jeg foreslår derfor, at Domstolen forkaster appellen.

I. Retsforskrifter

A. Forordning (EF) nr. 1234/2007 ( 5 )

4.

Artikel 162 i forordning nr. 1234/2007 (»Eksportrestitutionernes anvendelsesområde«) har følgende ordlyd:

»1.   I det omfang det er nødvendigt for at muliggøre eksport på grundlag af noteringerne eller priserne på verdensmarkedet og inden for de begrænsninger, der følger af aftaler indgået i henhold til [artikel 218 TEUF], kan forskellen mellem disse noteringer eller priser og priserne i [Unionen] udlignes ved eksportrestitutioner for:

a)

produkter fra følgende sektorer, der skal eksporteres i uforarbejdet stand

[…]

viii)

fjerkrækød.«

5.

Artikel 164 i forordning nr. 1234/2007 (»Fastsættelse af eksportrestitutioner«) bestemmer følgende:

»1.   Eksportrestitutionerne skal være ens for hele [Unionen]. De kan differentieres efter destination, især når verdensmarkedssituationen, specifikke krav på visse markeder eller forpligtelser, der følger af aftaler indgået i henhold til [artikel 218 TEUF], gør dette nødvendigt.

2.   Kommissionen fastsætter restitutionerne.

Fastsættelsen kan ske:

a)

med regelmæssige mellemrum

b)

ved licitation for produkter, for hvilke denne procedure var fastsat allerede før datoen for anvendelsen af denne forordning, jf. artikel 204, stk. 2.

Medmindre fastsættelsen sker ved licitation, fastsættes listen over produkter, for hvilke der ydes eksportrestitution, samt restitutionens størrelse mindst en gang hver tredje måned. Restitutionerne kan dog fastholdes på samme niveau i mere end tre måneder og om fornødent ændres af Kommissionen uden bistand fra den komité, der er nævnt i artikel 195, stk. 1, inden for tidsintervallet efter anmodning fra en medlemsstat eller på Kommissionens eget initiativ.

3.   Der tages hensyn til et eller flere af følgende aspekter, når der fastsættes restitutioner for et bestemt produkt:

a)

situationen og den forventede udvikling i:

–

priserne for produktet og de disponible mængder på [EU’s] marked

–

priserne for produktet på verdensmarkedet.

b)

den fælles markedsordnings mål, som er at sikre ligevægt og en naturlig udvikling i priser og samhandel på dette marked

c)

behovet for at undgå forstyrrelser, som vil kunne forårsage en længerevarende uligevægt mellem udbud og efterspørgsel på [EU’s] marked

d)

det økonomiske aspekt i forbindelse med den påtænkte eksport

e)

de begrænsninger, der følger af aftaler indgået i henhold til [artikel 218 TEUF]

f)

nødvendigheden af at skabe balance mellem anvendelsen af [EU]-basisprodukter med henblik på eksport af forarbejdede varer til tredjelande og anvendelsen af produkter fra disse lande, der tillades importeret til forædling

g)

de gunstigste afsætningsomkostninger og omkostninger ved transport fra [EU’s] markeder til [EU’s] eksporthavne eller andre eksportsteder samt transportomkostninger mv. til bestemmelseslandet

h)

efterspørgslen på [EU’s] marked

i)

for svinekød, æg og fjerkrækød forskellen mellem priserne henholdsvis i [EU] og på verdensmarkedet på den mængde foderkorn, der i [EU] er nødvendig for at producere de pågældende produkter.

[…]«

6.

Artikel 195, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1234/2007 (»Udvalg«) foreskriver:

»1.   Kommissionen bistås af Forvaltningskomitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter (i det følgende benævnt »komitéen«).

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 4 og 7 i afgørelse 1999/468/EF[ ( 6 )].

Det tidsrum, der nævnes i artikel 4, stk. 3, i afgørelse 1999/468/EF, fastsættes til en måned.«

B. Forordning (EU) nr. 182/2011

7.

Forordning nr. 182/2011 ophævede og erstattede afgørelse 1999/468. Forordningens artikel 3 (»Fælles bestemmelser«) har følgende ordlyd:

»1.   De fælles bestemmelser i nærværende artikel anvendes på alle procedurerne i artikel 4-8.

2.   Kommissionen bistås af et udvalg sammensat af repræsentanter for medlemsstaterne. En repræsentant for Kommissionen varetager udvalgets formandskab. Formanden deltager ikke i udvalgets afstemninger.

3.   Formanden forelægger udvalget det udkast til gennemførelsesretsakt, der skal vedtages af Kommissionen.

Bortset fra i behørigt begrundede tilfælde indkalder formanden til møde mindst 14 dage efter, at udvalget har fået forelagt udkastet til gennemførelsesretsakt og udkastet til dagsorden. Udvalget afgiver sin udtalelse om udkastet til gennemførelsesretsakt inden for en tidsfrist, som kan fastsættes af formanden under hensyntagen til, hvor meget sagen haster. Tidsfristerne skal være forholdsmæssigt afpassede og give udvalgsmedlemmerne mulighed for tidligt og effektivt at gennemgå udkastet til gennemførelsesretsakter og give udtryk for deres synspunkter.

[…]«

8.

Artikel 5 i forordning nr. 182/2011 (»Undersøgelsesprocedure«) har følgende ordlyd:

»[…]

2.   Afgiver udvalget en positiv udtalelse, vedtager Kommissionen udkastet til gennemførelsesretsakt.

3.   Afgiver udvalget en negativ udtalelse, vedtager Kommissionen ikke udkastet til gennemførelsesretsakt, jf. dog artikel 7. Når en gennemførelsesretsakt anses for at være nødvendig, kan formanden enten forelægge en ændret udgave af udkastet til gennemførelsesretsakt for det samme udvalg inden for to måneder efter afgivelsen af den negative udtalelse eller forelægge udkastet til gennemførelsesretsakt for appeludvalget til yderligere drøftelse inden for en måned efter afgivelsen.

4.   Afgives der ikke nogen udtalelse, kan Kommissionen vedtage udkastet til gennemførelsesretsakt bortset fra i de i andet afsnit omhandlede tilfælde. Vedtager Kommissionen ikke udkastet til gennemførelsesretsakt, kan formanden forelægge udvalget en ændret udgave heraf.

Med forbehold af artikel 7 vedtager Kommissionen ikke udkastet til gennemførelsesretsakt, hvis:

[…]

c)

et simpelt flertal blandt udvalgets medlemmer er imod det.

[…]«

9.

Artikel 7 i forordning nr. 182/2011 (»Vedtagelse af gennemførelsesretsakter i undtagelsestilfælde«) bestemmer:

»Uanset artikel 5, stk. 3, og artikel 5, stk. 4, andet afsnit, kan Kommissionen vedtage et udkast til gennemførelsesretsakt, når det er nødvendigt, at det vedtages straks, for at undgå væsentlige markedsforstyrrelser på landbrugsområdet eller en risiko for Unionens finansielle interesser, jf. artikel 325 i TEUF.«

II. Tvistens baggrund

10.

Tilly-Sabco er et fransk selskab, der driver virksomhed inden for eksport af hele, frosne kyllinger til lande i Mellemøsten.

11.

I overensstemmelse med de principper, der gælder for eksportrestitutioner i henhold til forordning nr. 1234/2007 og specifikt forordningens artikel 162 og 164, har Kommissionen ved gennemførelsesforordninger med regelmæssige mellemrum fastsat eksportrestitutionerne inden for fjerkrækødsektoren.

12.

Efter vedtagelsen af forordning (EU) nr. 525/2010 ( 7 ) har disse restitutioner været genstand for en progressiv nedsættelse hvad angår tre kategorier af frosne kyllinger. Eksportrestitutionerne blev først ændret fra 40 EUR pr. 100 kg til 32,50 EUR pr. 100 kg. Det sidstnævnte beløb blev, efter at det var blevet opretholdt i otte successive gennemførelsesforordninger, herefter ændret til 21,70 pr. 100 kg i henhold til forordning (EU) nr. 962/2012 ( 8 ).

13.

En ny nedsættelse, hvorved restitutionerne blev fastsat til 10,85 EUR pr. 100 kg for de tre pågældende kategorier frosne kyllinger, blev foretaget ved forordning (EU) nr. 33/2013 ( 9 ). Dette beløb blev herefter opretholdt ved forordning (EU) nr. 360/2013 ( 10 ).

14.

Ved den anfægtede forordning fastsatte Kommissionen bl.a. eksportrestitutionerne til nul for tre kategorier af frosne kyllinger.

15.

Størrelse af restitutionerne for de seks andre varer – navnlig kyllinger – der er anført i bilaget til den anfægtede forordning, og som blev fastsat til nul ved forordning (EU) nr. 1056/2011 ( 11 ), blev ikke ændret.

16.

Det fremgår af bilaget til den anfægtede forordning, at de af eksportrestitutionerne omfattede bestemmelsessteder navnlig var lande i Mellemøsten.

17.

De relevante betragtninger til den anfægtede forordning havde følgende ordlyd:

»(1)

I henhold til artikel 162, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1234/2007 kan forskellen mellem priserne i EU og verdensmarkedspriserne for de produkter, der er anført i forordningens bilag I, del XX, udlignes ved en eksportrestitution.

(2)

Under hensyn til den nuværende markedssituation for fjerkrækød bør der fastsættes eksportrestitutioner efter bestemmelserne og kriterierne i artikel 162, 163, 164, 167 og 169 i forordning (EF) nr. 1234/2007.

(3)

I artikel 164, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1234/2007 er det fastsat, at restitutionen kan differentieres efter bestemmelsesstedet, navnlig når situationen på verdensmarkedet, de specifikke vilkår på visse markeder eller forpligtelser som følge af aftaler, der er indgået i henhold til [artikel 218 TEUF], gør det nødvendigt.

[…]

(6)

For at undgå divergens med den nuværende markedssituation, undgå markedsspekulationer og sikre en effektiv forvaltning bør denne forordning træde i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

(7)

Forvaltningskomitéen for Den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter har ikke afgivet udtalelse inden for den af formanden fastsatte frist.«

18.

I henhold til den appellerede doms præmis 76-82 blev den anfægtede forordning vedtaget under følgende omstændigheder.

19.

Den 16. juli 2013 sendte Kommissionen med e-mail til medlemmerne af den i artikel 195, stk. 1, i forordning nr. 1234/2007 omhandlede komité (herefter »forvaltningskomitéen«) et dokument med titlen »EU Market situation for poultry« (Situationen på fjerkræmarkedet i Unionen).

20.

I løbet af mødet i forvaltningskomitéen, som fandt sted om formiddagen den 18. juli 2013, præsenterede Kommissionen situationen på fjerkræmarkedet. Om eftermiddagen samme dag, hvor dette møde fortsatte efter kl. 13:00, forelagde Kommissionen udkastet til den anfægtede forordning (herefter »udkastet til forordning«). Udkastet til forordning var en fotokopi af den foregående forordning om fastsættelse af eksportrestitutioner, hvori angivelsen af restitutionsbeløbene var blevet overstreget med blyant.

21.

Der blev efterfølgende stemt om udkastet til forordning. Generaldirektøren for Kommissionens Generaldirektorat for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter opfyldte formaliteterne for selvcertificering den samme dag kl. 15:46 med henblik på at kunne offentliggøre den anfægtede forordning i EU-Tidende næste dag, for at den straks kunne træde i kraft og blive gældende.

22.

Ingen af medlemsstaternes repræsentanter i forvaltningskomitéen gjorde indsigelse mod den metode eller de frister, som Kommissionen anvendte.

III. Sagen for Retten

23.

Ved stævning indleveret til Retten den 6. august 2013 anlagde Tilly-Sabco sag med påstand om annullation af den anfægtede forordning. Tilly-Sabco fremsatte til støtte herfor fem annullationsanbringender om i) tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter og procedurefordrejning, ii) procedurefejl og manglende beføjelser, iii) begrundelsesmangel, iv) tilsidesættelse af gældende ret eller et åbenbart urigtigt skøn og v) tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

24.

Samme dag anmodede Tilly-Sabco Retten om at udsætte anvendelsen af den anfægtede forordning, indtil der var truffet afgørelse i annullationssøgsmålet. Ved kendelse af 29. august 2013 fik Den Franske Republik tilladelse til at intervenere til støtte for den pågældende begæring. Ved kendelse af 26. september 2013 forkastede Rettens præsident denne begæring ( 12 ).

25.

Ved kendelse af 7. april 2014 fik Doux SA tilladelse til at intervenere i annullationssøgsmålet til støtte for Tilly-Sabcos påstande.

26.

Efter et offentligt retsmøde den 22. april 2015 forkastede Retten Tilly-Sabcos annullationssøgsmål og pålagde selskabet at bære dets egne omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler. Retten pålagde også Kommissionen, Den Franske Republik og Doux at bære deres egne omkostninger.

IV. Retsforhandlingerne for Domstolen og parternes påstande

27.

Ved appelskrift indleveret til Domstolen den 31. marts 2016 har Tilly-Sabco nedlagt følgende påstande:

–

Den appellerede dom ophæves med undtagelse af beslutningen om, at søgsmålet kunne antages til realitetsbehandling.

–

I henhold til statuttens artikel 61 besluttes det at træffe endelig afgørelse, og den anfægtede forordning annulleres.

–

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger i første instans og i forbindelse med denne appel.

28.

Ved svarskrift indleveret til Retten den 17. juni 2016 har Kommissionen nedlagt følgende påstande:

–

Appellen forkastes.

–

Appellanten tilpligtes at bære sagens omkostninger.

29.

Begge parter har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 1. marts 2017.

V. Analyse

A. Indledende bemærkninger

30.

Til støtte for appellen har Tilly-Sabco fremsat fire anbringender, der for størstedelen er opdelt i flere led. Appellanten har i det væsentlige gjort gældende, at Retten har foretaget en urigtig fortolkning af: i) artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 182/2011, ii) artikel 164, stk. 2, i forordning nr. 1234/2007, iii) artikel 296 TEUF og iv) artikel 164, stk. 3, i forordning nr. 1234/2007 eller anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved undersøgelsen af denne bestemmelse. Jeg vil behandle disse appelanbringender hver for sig efter først at have sammenfattet parternes opfattelser.

31.

Det første appelanbringende synes at være det vanskeligste. Det vedrører lovligheden af Kommissionens praksis i relation til Forvaltningskomitéen ved fastsættelsen af eksportrestitutionssatserne. Kommissionen har oplyst Retten om (jf. den appellerede doms præmis 79), at denne praksis er fulgt siden 1962.

32.

Uløseligt forbundet med dette spørgsmål er den omstændighed, at genstanden for denne sag er en forordning, der var udformet på grundlag af en næsten enslydende forordning, som er ophævet og erstattet, og med hensyn til hvilken den kun ændrede visse tal. Sådanne »modelforordninger« rejser herefter spørgsmål både med hensyn til begrundelsespligten og Kommissionens mulighed for ved at fastsætte restitutionsbeløbet til nul de facto at ophøre med, i henhold til forordning nr. 1234/2007, at vedtage såkaldte periodevise landbrugsinstrumenter.

33.

Det bør også nævnes, at Retten ved to domme, der blev afsagt samme dag som den appellerede dom, forkastede de af Doux ( 13 ) og Den Franske Republik ( 14 ) anlagte søgsmål med påstand om annullation af den anfægtede forordning. Disse domme er endelige, da de ikke var genstand for appeller til Domstolen.

34.

Endelig fandt Retten i den appellerede doms præmis 28-68, at alle kravene i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF var opfyldt, navnlig at den anfægtede forordning ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger ( 15 ). Kommissionen, der anfægtede sagsøgerens søgsmålskompetence ved Retten ( 16 ), har ikke iværksat appel til prøvelse af denne del af den appellerede dom. Under disse omstændigheder er det ikke nødvendigt, at Domstolen af egen drift undersøger, om den anfægtede dom er korrekt i denne henseende ( 17 ).

B. Det første appelanbringende: Rettens urigtige fortolkning af artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 182/2011

1.  Parternes argumenter

35.

I det første appelanbringendes første led har appellanten gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 70-146 har foretaget en urigtig fortolkning af begrebet »forholdsmæssig tidsfrist« i artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 182/2011. Forelæggelsen af udkastet til forordning på et møde, der startede efter kl. 13:00 og sluttede kl. 15:46, udgør efter appellantens opfattelse ikke en overholdelse af en forholdsmæssig tidsfrist. Denne har endvidere i sin replik gjort gældende, at privates mulighed for at påberåbe sig en tilsidesættelse af forordning nr. 182/2011 aldrig er blevet anfægtet, og at en manglende anerkendelse heraf ville tilsidesætte artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

36.

I det pågældende appelanbringendes andet led har Tilly-Sabco anført, at Retten i den appellerede doms præmis 86, 110-115 og 128 foretog en forkert fortolkning og/eller modsagde sig selv, da den behandlede spørgsmålet, om der forelå en hastesag. Selskabet har gjort gældende, at Retten ikke på samme tid på den ene side kunne bekræfte, at der ikke forelå en hastesag, og på den anden side fremhæve den risiko for lækage, som kunne berettige forelæggelsen af udkastet til forordning; en risiko, som efter selskabets opfattelse under ingen omstændigheder indebar, at der forelå en hastesag. I sin replik har Tilly-Sabco henvist til standardforretningsordenen ( 18 ) i relation til afgørelse 1999/468, som fastsætter, at der er tale om særligt hastende tilfælde, »[n]avnlig hvis menneskers eller dyrs sundhed er truet«.

37.

I dette appelanbringendes tredje led har appellanten gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 92-108 forvekslede fristen for tilsendelsen af dokumenter vedrørende situationen på markedet med den frist, der var gældende for forelæggelsen af udkastet til forordning. De få minutter, der var tilbage, efter at medlemmerne af forvaltningskomitéen havde modtaget udkastet til forordning, udgjorde en yderst kort eller endog ingen frist, hvilket var til hinder for, at den pågældende komité kunne tage alle de nødvendige omstændigheder i betragtning.

38.

I dette appelanbringendes fjerde led har appellanten gjort gældende, at Retten ved i den appellerede doms præmis 111-118 at godkende den af Kommissionen siden 1962 fulgte praksis tilsidesatte artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 182/2011. Efter appellantens opfattelse var der intet til hinder for, at Kommissionen kunne omformulere den pågældende forordning for at tage højde for denne praksis.

39.

Endelig har Tilly-Sabco i det pågældende appelanbringendes femte led gjort gældende, at Retten modsagde sig selv ved i den appellerede doms præmis 149 på den ene side at anføre, at fastsættelsen af restitutionerne til nul ifølge Kommissionen var baseret på den aktuelle situation på markedet, mens Retten på den anden side senere anførte i dommens præmis 255, at en progressiv nedsættelse af de gældende satser ifølge Kommissionen var resultatet af en igangværende og derfor ikke en eksisterende situation.

40.

Kommissionen har anfægtet disse argumenter.

2.  Bedømmelse

41.

Jeg vil behandle dette appelanbringende samlet, da alle dets led (bortset fra den femte) i det væsentlige vedrører Rettens angiveligt urigtige fortolkning, på forskellige måder, af artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 182/2011.

42.

I den appellerede dom fandt Retten i præmis 91, at artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 182/2011 principielt ikke er til hinder for, at et udkast til gennemførelsesretsakt forelægges under et udvalgsmøde. Efter at have analyseret omstændighederne i forbindelse med den procedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede forordning, fastslog den derpå i dommens præmis 108, at fristen mellem forelæggelsen af udkastet til forordning og afstemningen derom var tilstrækkelig til at give forvaltningskomitéens medlemmer reelle muligheder for at gennemgå udkastet til forordning og give udtryk for deres synspunkter. Dernæst fastslog den i dommens præmis 114, at det påhviler Kommissionen at afgøre spørgsmålet, om der foreligger en hastesag som omhandlet i den pågældende forordnings artikel 3, stk. 3, andet punktum, og at niveauet for domstolsprøvelsen er begrænset til at undersøge, om der foreligger en åbenbart urigtig vurdering eller magtfordrejning. Den konkluderede i dommens præmis 119 og 120, at fristen for forvaltningskomitéens udtalelse var forholdsmæssigt afpasset, og at Kommissionens vurdering af, om der forelå en hastesag, hverken var behæftet med en åbenbart urigtig vurdering eller med magtfordrejning, og at Kommissionen derfor ikke havde tilsidesat den pågældende bestemmelse. Retten fastslog derpå videre i den appellerede doms præmis 123 og 124 – i tilfælde af, at appellanten havde haft til hensigt at fremføre et annullationsanbringende på grundlag af en tilsidesættelse af forvaltningskomitéens interne forretningsorden ( 19 ) – at private ikke kan gøre en tilsidesættelse af sådanne regler gældende. Endelig fastslog den for fuldstændighedens skyld i dommens præmis 125-129, at selv hvis Kommissionen havde tilsidesat den pågældende forordnings artikel 3, stk. 3, havde den fastsatte frist været tilstrækkelig, og at en eventuel tilsidesættelse derfor ikke ville medføre annullation af den anfægtede forordning.

43.

For god ordens skyld vil jeg bemærke, at selv om Tilly-Sabco faktisk har anført i appelskriftet, at det i den foreliggende sag ikke blev påberåbt, at der forelå en hastesag, hvilket kunne begrunde en hurtig behandling, blev selskabets specifikke argument vedrørende begrebet »hastende«, som det er anvendt i standardforretningsordenen (jf. punkt 36 ovenfor), ikke fremført i appelskriftet og er derfor fremfør for sent, da intet i Kommissionens svarskrift begrundede, at dette argument blev fremført i appellantens replik ( 20 ). Hvis det imidlertid antages, at dette specifikke argument kunne antages til realitetsbehandling, ville det skulle forkastes, da private ikke kan påberåbe sig en sådan forretningsorden, jf. nedenfor.

44.

Jeg vil herefter gå over til artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 182/2011. Den indeholder tre særskilte regler.

45.

For der første fastsættes det, at Kommissionen skal indkalde til møde mindst 14 dage efter, at forvaltningskomitéen har fået forelagt udkastet til gennemførelsesretsakt og udkastet til dagsorden »bortset fra i behørigt begrundede tilfælde« (herefter »den første regel«).

46.

Dernæst kræves det, at forvaltningskomitéen afgiver sin udtalelse om udkastet til gennemførelsesretsakt inden for en tidsfrist, som kan fastsættes af Kommissionen »under hensyntagen til, hvor meget sagen haster« (herefter »den anden regel«).

47.

Endelig fastsættes det, at tidsfristerne skal være »forholdsmæssigt afpassede« og give medlemmerne af forvaltningskomitéen »mulighed for tidligt og effektivt« at gennemgå udkastet til gennemførelsesretsakter og give udtryk for deres synspunkter (herefter »den tredje regel«).

48.

Ordlyden af artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 182/2011 gør det umiddelbart klart, at der ikke findes nogen absolut tidsfrist. Selv når en fast tidsfrist er nævnt – som i forbindelse med den første regel – er det muligt at justere den. Jeg er derfor enig med Retten i, at artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 182/2011 principielt ikke er til hinder for at forelægge et udkast til gennemførelsesretsakt under et udvalgsmøde.

49.

De første to regler, som fastsætter specifikke forpligtelser for henholdsvis Kommissionen og forvaltningskomitéen til at handle og de gældende frister herfor, synes således faktisk at sætte rammer for muligheden for at fastsætte korte frister. Det samme kan siges med hensyn til den tredje regel, der har karakter af en generel bestemmelse.

50.

Alle tre regler er imidlertid ufuldstændige: Ingen steder i forordning nr. 182/2011 forklares det, hvad der forstås ved »behørigt begrundede tilfælde«, »sagen haster«, »forholdsmæssigt afpassede« eller »mulighed for tidligt og effektivt«. Disse regler synes derfor snarere at udgøre en politikerklæring end en grundlæggende regel. Specifikt er det efter min opfattelse udelukkende et spørgsmål om omstændigheder, om det er »behørigt begrundet« at afkorte fristen for at forelægge udkastet til gennemførelsesretsakt og udkastet til dagsorden for forvaltningskomitéen i henhold til den første regel, og om den tidsfrist, som forvaltningskomitéen har til at afgive udtalelse, er »forholdsmæssigt afpasset« i henhold til den tredje regel.

51.

For så vidt angår den anden regel, henviser denne bestemmelse faktisk end ikke til hastende tilfælde, men anvender i stedet udtrykket »under hensyntagen til, hvor meget sagen haster«, hvilket er en anden historie. Disse udtryk ville end ikke udelukke muligheden for at fastsætte en lang tidsfrist i hastende tilfælde og en kort tidsfrist i gængse tilfælde. Under alle omstændigheder forbeholder den anden regel ikke en hurtig behandling til hastende tilfælde. Dette bekræftes af andre bestemmelser i forordning nr. 182/2011.

52.

Ud fra et kontekstuelt synspunkt er muligheden for at handle hurtigt i hastende tilfælde – eller snarere i yderst hastende tilfælde – nævnt i en anden bestemmelse, nemlig artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 182/2011 ( 21 ). Det er meget sigende, at tidsfristerne i den pågældende bestemmelse ikke nævner muligheden for en forlængelse.

53.

Ligeledes fastsætter artikel 7 i forordning nr. 182/2011, der fraviger forordningens artikel 5, stk. 3 og 4, en bestemt procedure, hvorved Kommissionen kan vedtage et udkast til gennemførelsesretsakt, når det er »nødvendigt, at det vedtages straks« for at undgå væsentlige markedsforstyrrelser på landbrugsområdet eller en risiko for Unionens finansielle interesser. Den effektive virkning af denne bestemmelse ville blive mindsket eller endog udraderet, hvis kun hastende tilfælde i henhold til den anden regel ville gøre det muligt for Kommissionen at anmode forvaltningskomitéen om at afgive udtalelse om et udkast til gennemførelsesretsakt inden for en meget kort periode.

54.

De hensigter, som lå til grund for udarbejdelsen af artikel 196 i forordning nr. 1234/2007 (»Tilrettelæggelse af forvaltningskomitéens arbejde«), hvorefter der »[v]ed tilrettelæggelsen af møderne i [forvaltningskomitéen] navnlig [tages] hensyn til dens ansvarsområder, den særlige karakter af det emne, der skal behandles, samt behovet for at inddrage passende ekspertise«, støtter endvidere den tanke, at tidsfristerne i forordningens artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 182/2011 er fleksible, og at Kommissionen har et skøn med hensyn til at fastsætte dem.

55.

Endvidere har forordning nr. 182/2011 ud fra et teleologisk synspunkt til formål at sikre, at procedurerne for medlemsstaternes kontrol af Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser er klare, effektive og står i et rimeligt forhold til arten af gennemførelsesretsakterne, og at de afspejler de institutionelle krav i TEUF såvel som den erfaring, der er indhøstet, og den fælles praksis, der er fulgt i forbindelse med gennemførelsen af afgørelse 1999/468. Specifikt har undersøgelsesproceduren til formål at sikre, at Kommissionen ikke kan vedtage gennemførelsesretsakter, der ikke er i overensstemmelse med forvaltningskomitéens udtalelse ( 22 ). Omvendt er formålet med denne procedure ikke at sikre, at Kommissionen ikke kan vedtage gennemførelsesretsakter, hvis private erhvervsdrivende gør indsigelse mod dem.

56.

I denne forbindelse vil jeg vove at drage en parallel. Domstolen har faktisk givet medlemsstater mulighed for at gøre en tilsidesættelse af en intern forretningsorden gældende ( 23 ) og har også fastslået, at institutioner ikke kan fravige denne forretningsorden uden at ændre den ( 24 ). Domstolen har imidlertid også flere gange fastslået, at formålet med en institutions forretningsorden er at sikre en hensigtsmæssig forretningsgang inden for institutionen. Private kan derfor ikke påberåbe sig, at der er sket en tilsidesættelse af sådanne regler, som ikke har til formål at beskytte dem ( 25 ). Kun når en regel, der er indeholdt i en sådan forretningsorden, udgør en væsentlig formforskrift, der har til formål at sikre retssikkerheden – f.eks. stadfæstelsen af retsakter – kan en tilsidesættelse heraf give anledning til et annullationssøgsmål ( 26 ). Dette er ikke tilfældet i denne appelsag.

57.

Som nævnt ovenfor i punkt 50 er de begreber, der er anvendt i alle tre regler i artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 182/2011, upræcise. Dette er grunden til, at disse begreber bør fastlægges i en specifik forretningsorden ( 27 ). Dette er gjort i forvaltningskomitéens forretningsorden. Jeg mener derfor, at der er risiko for, at den retspraksis, der er nævnt i ovenstående punkt, ville blive omgået, hvis det blev lagt til grund, at private kunne uddrage grundlæggende regler af bestemmelser af højere rang som f.eks. artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 182/2011, som, formentlig bevidst, synes at være formuleret i vage og bøjelige vendinger af EU-lovgiver.

58.

Dette rejser ikke tvivl om det forhold, at reglerne i forordning nr. 182/2011 både er bindende og finder direkte anvendelse i henhold til artikel 288 TEUF, og at private såsom appellanten derfor principielt kan påberåbe sig disse regler ved Unionens retsinstanser med henblik på at anfægte gyldigheden af instrumenter, der er vedtaget i strid med dens bestemmelser. De kan f.eks. anfægte det forhold, at der slet ikke blev afholdt noget møde. Det ændrer imidlertid heller ikke den omstændighed, at udvalgsprocedurereglerne i mangel af specifikke regler med andet indhold ikke normalt medfører, at private tillægges rettigheder ( 28 ). I denne forbindelse er tidsfristerne i den pågældende forordnings artikel 3, stk. 3, for upræcise til at tillægge private en ret, der kan gøres til genstand for prøvelse ( 29 ). En anerkendelse heraf udgør ikke en tilsidesættelse af appellantens rettigheder i henhold til chartrets artikel 47.

59.

Med hensyn til den undersøgelse, som Retten har foretaget, er jeg enig med denne i, at Domstolen fastslog i sagen Tyskland mod Kommissionen, at det påhviler Kommissionen at afgøre spørgsmålet, om en given sag i en udvalgsprocedure skal behandles som en hastesag, og at niveauet for domstolsprøvelsen er begrænset til at undersøge, om der foreligger en åbenbar fejl eller magtfordrejning ( 30 ). Den pågældende afgørelse afhang imidlertid af fortolkningen af forretningsordenen for det bestemte udvalg, der var berørt af den pågældende sag, hvor en medlemsstat – ikke private – anfægtede Kommissionens opfattelse af spørgsmålet, om der forelå en hastesag. Den pågældende dom er derfor ikke direkte relevant for denne appelsag, selv om den kunne have været relevant i det af Den Franske Republik anlagte annullationssøgsmål. Det er imidlertid meget sigende, at den pågældende medlemsstat ikke har anfægtet den anfægtede forordning hverken på grund af en tilsidesættelse af artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 182/2011 og heller ikke på grund af en tilsidesættelse af forvaltningskomitéens forretningsorden ( 31 ).

60.

Jeg mener derfor, at Retten med rette fastslog, at Kommissionen ikke tilsidesatte artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 182/2011. Ingen af de af appellanten fremførte argumenter rejser tvivl om dette.

61.

De argumenter, der er fremført i det første appelanbringendes første tre led, kan således ikke støtte påstandene, da eksportører ikke har en ret, der kan håndhæves, i henhold til artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 182/2011, under omstændighederne i den foreliggende sag, til at anfægte den måde, hvorpå Kommissionen interagerer med forvaltningskomitéen.

62.

Endvidere har appellanten med urette gjort gældende i det pågældende appelanbringendes tredje led, at Retten havde tilstrækkelig dokumentation til at fastslå, at forvaltningskomiteen ikke rådede over alle de nødvendige oplysninger til at nå frem til en afgørelse. Artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 182/2011 kræver kun, at Kommissionen forelægger udkastet til gennemførelsesretsakt og udkastet til dagsorden for det pågældende udvalg og ikke andre dokumenter. Kommissionen var derfor strengt taget ikke forpligtet til at oplyse forvaltningskomitéen om sin teoretiske beregning af eksportrestitutionens størrelse støttet på forskellen mellem priserne på EU-markedet og på verdensmarkedet (herefter »den teoretiske beregning«) for forvaltningskomitéen ( 32 ). Som det også fremgår af punkt 107 og 108 nedenfor, er appellantens udsagn om, at formålet med eksportrestitutioner er at opveje uligevægten mellem EU-markedet og verdensmarkedet ved at gøre det muligt for erhvervsdrivende at eksportere, hvilket forudsætter, at Kommissionen og komitéen tager hensyn til eksportørernes situation, ukorrekt.

63.

Det første appelanbringendes fjerde led er ligeledes mangelfuldt, da det går begge veje: Som Kommissionen anførte under retsmødet, var den af den opfattelse, at dens praksis var lovlig, og fandt det ikke nødvendigt at ændre udvalgsprocedurereglerne, uanset varigheden af den pågældende praksis.

64.

Det første appelanbringendes femte led vedrører ikke spørgsmålet, om forvaltningskomitéen havde tilstrækkelig tid til at undersøge udkastet til forordning, men derimod snarere en angivelig modsigelse mellem den valgte procedure og betragtningerne til den anfægtede forordning. Dette spørgsmål vedrører snarere det tredje appelanbringende, som jeg vil behandle nedenfor i punkt 78 ff. Hvorom alting er, anførte Retten i den appellerede doms præmis 149 ikke sin egen, men derimod Kommissionens opfattelse. Retten kan derfor ikke have modsagt sig selv ved at tilslutte sig Kommissionens holdning. Under alle omstændigheder kan en situation på markedet både være aktuel (eksisterende) og igangværende på samme tid, og jeg ser derfor ingen selvmodsigelse.

65.

Da appellanten ikke har fået medhold i nogen af det første appelanbringendes fem led, må dette anbringende derfor forkastes i det hele.

66.

I betragtning af denne konklusion finder jeg det endvidere ikke nødvendigt at undersøge, om resultatet var blevet et andet med hensyn til de fastsatte eksportrestitutioner, hvis forvaltningskomitéen havde fået mere tid til at behandle udkastet til forordning ( 33 ).

C. Det andet appelanbringende: urigtig fortolkning af artikel 164, stk. 2, i forordning nr. 1234/2007 og selvmodsigende begrundelse fra Retten

1.  Parternes argumenter

67.

Tilly-Sabco har gjort gældende, at Retten ved i den appellerede doms præmis 200 at have forkastet selskabets opfattelse, at den anfægtede forordning ikke var et »periodevist landbrugsinstrument«, ikke analyserede dette begreb, selv om den omhandlede uddelegering til den pågældende generaldirektør vedrørte sådanne instrumenter. Da den anfægtede forordning ikke blev erstattet af en ny forordning, kunne der ikke være tale om et »periodevist landbrugsinstrument«, der var omfattet af uddelegering – uanset begrundelsen herfor – og Retten begik derfor efter appellantens opfattelse en fejl, da den fandt, at det var tilfældet. I sin replik har Tilly-Sabco gjort gældende, at den manglende fornyelse var resultatet af på forhånd fastsatte retningslinjer, og at Retten ikke pålagde en sanktion for Kommissionens undladelse af at tage hensyn til »den forventede udvikling« som omhandlet i artikel 164, stk. 3, litra a, i forordning nr. 1234/2007, hvad enten det var under udvalgsmødet den 18. juli 2013 eller ved ikke at indkalde til møde i oktober 2013 med henblik på at genberegne niveauet for eksportrestitutionerne.

68.

Kommissionen har anfægtet disse argumenter.

2.  Bedømmelse

69.

Dette appelanbringende må forkastes.

70.

Indledningsvis er jeg enig med Kommissionen i, at det præcise omfang af dette appelanbringende er uklart. Generelt er appellantens argumenter undertiden som helhed i mindre grad rettet mod den appellerede dom end den anfægtede forordning.

71.

Hvorom alting er, er det i det omfang, dette appelanbringende er baseret på en tilsidesættelse af artikel 164, stk. 2, i forordning nr. 1234/2007, for så vidt som Tilly-Sabco har gjort gældende, at Retten ikke undersøgte, om den anfægtede forordning var et »periodevist landbrugsinstrument«, som var omfattet af den relevante uddelegering og konsekvenserne af denne klassificering, tilstrækkeligt at bemærke, at dens artikel 164, stk. 2, ikke nævner dette begreb. Det forhold, at artikel 164, stk. 3, litra a), i forordning nr. 1234/2007 henviser til »den forventede udvikling«, ændrer ikke dette. Det er derfor uden betydning, om Retten undlod at analysere dette begreb.

72.

Ved i den appellerede doms præmis 200 at forkaste appellantens argument om, at den anfægtede forordning ikke var et »periodevist landbrugsinstrument«, klassificerede Retten endvidere ikke den pågældende foranstaltning som sådan modsætningsvis og anerkendte heller ikke den juridiske værdi af dette begreb. Retten forkastede ganske enkelt argumentet om, at den anfægtede forordning ikke var et »periodevist landbrugsinstrument«, da den ikke var blevet fornyet.

73.

Under alle omstændigheder har appellanten forstået artikel 164, stk. 2, i forordning nr. 1234/2007 forkert. Mens denne bestemmelses første punktum fastsætter, at »Kommissionen fastsætter restitutionerne«, fastsætter det andet punktum, at »[f]astsættelsen kan ske« enten »med regelmæssige mellemrum« eller »ved licitation«. Med hensyn til førstnævnte tilfælde fastsætter det tredje punktum, at restitutionens størrelse »[fastsættes] mindst en gang hver tredje måned«, men »kan dog fastholdes på samme niveau i mere end tre måneder«. Kommissionen havde derfor ret til at fastholde det fastsatte beløb ud over tre måneder. I denne henseende foreskriver artikel 164, stk. 2, i forordning nr. 1234/2007 ikke den måned, hvorpå en sådan fastholdelse skal finde sted. Selv om der derfor kunne have været fastsat en udløbsdato i den anfægtede forordning, var der ikke krav om dette i henhold til den pågældende bestemmelse i betragtning af, at den anfægtede forordning uden en sådan dato ganske enkelt fortsat ville finde anvendelse og således fastholde det fastsatte beløb ( 34 ).

74.

Med hensyn til argumentet om, at den manglende fornyelse var resultatet af på forhånd fastsatte retningslinjer, har appellanten præciseret under retsmødet, at denne opfattelse i det væsentlige er baseret på to elementer. For det første har appellanten gjort gældende, at forvaltningskomitéen under sit møde i oktober 2013 ikke drøftede, om den anfægtede forordning skulle fastholdes eller fornys. For det andet har appellanten gjort gældende, at referatet fra udvalgsmødet den 18. juli 2013 viser, at fastsættelsen af eksportrestitutioner blev afskaffet.

75.

Indledningsvis kan Kommissionens relation til forvaltningskomitéen efter vedtagelsen af den anfægtede forordning ikke rejse tvivl om gyldigheden af denne forordning, som skal bedømmes på grundlag af de faktiske og retlige omstændigheder, der forelå på det tidspunkt, hvor forordningen blev vedtaget ( 35 ). Dernæst kræver de elementer, som appellanten har anført, en analyse af sagens faktiske omstændigheder, hvilket ikke tilkommer Domstolen under en appelsag. Endelig og under alle omstændigheder tager appellanten fejl i begge henseender: Kommissionen har anført under retsmødet, uden at dette er blevet bestridt, at dagsordenen for udvalgsmødet i oktober 2013 indeholdt et punkt, hvoraf det fremgik, at forvaltningskomitéen kunne blive anmodet om at afgive udtalelse om et udkast til forordning om fastsættelse af eksportrestitutioner for fjerkrækødsektoren. Dette bekræftes af referatet fra det møde, der blev afholdt den 17. oktober 2013 ( 36 ). Uanset hvilken fortolkningsmæssig værdi referatet fra et udvalgsmøde kunne have for gyldigheden af de afgørelser, der blev truffet på det pågældende møde, henviser referatet fra det udvalgsmøde, der blev afholdt den 18. juli 2013, endvidere ikke til en »afskaffelse« eller en »suspension«, som appellanten har gjort gældende. I stedet er det blot anført, at »Kommissionen foreslog at fastsætte de resterende restitutioner til nul«. Det er den uofficielle franske oversættelse af dette referat – som appellanten vedlagde som bilag til sin stævning i første instans – som fejlagtigt anfører, at »la Commission a proposé de supprimer les restitutions« (»Kommissionen foreslog at afskaffe restitutionerne«).

76.

Endelig har appellanten ikke gjort gældende i sit appelskrift, at Retten undlod at fastslå, at en faktisk suspension af fastsættelsen af eksportrestitutioner kun kunne vedtages i henhold til artikel 162 i forordning nr. 1234/2007, og at den pågældende uddelegering ikke kunne omfatte den anfægtede forordning ( 37 ). Endvidere har appellantens advokat under retsmødet medgivet, at appellantens argument om, at den anfægtede forordning ikke var et periodevist landbrugsinstrument, var særskilt og subsidiært i forhold til spørgsmålet, om Kommissionen kunne vedtage den anfægtede forordning i henhold til forordningens artikel 164, stk. 2 og 3. Det er derfor tvivlsomt, om det argument, der er baseret på en tilsidesættelse af artikel 162 i forordning nr. 1234/2007, er blevet rejst rettidigt af appellanten i betragtning af, at det ikke tilkommer Domstolen af egen drift at undersøge retsgrundlaget for den anfægtede forordning ( 38 ).

77.

I tilfælde af, at Domstolen alligevel anser dette for at indgå i det andet appelanbringende, bør det efter min opfattelse forkastes. Artikel 162, stk. 1, i forordning nr. 1234/2007 giver således ikke noget EU-organ beføjelse til at iværksætte, regulere eller afskaffe en ordning om eksportrestitutioner. Under alle omstændigheder udgør beslutningen om at fastsætte eksportrestitutionerne til nul ikke i sig selv en afskaffelse. Fastsættelsen til nul er blot en særlig graduering eller tilpasning af restitutionsbeløbet i en given situation. Det forhold, at Kommissionen valgte at fastsætte beløbet til nul i en given periode, rejser ikke tvivl om den omstændighed, at den har beføjelse til at (gen)fastsætte eksportrestitutionerne, endsige antyder, at Kommissionen ulovligt afskaffede ordningen med eksportrestitutioner. Det fremgår af retspraksis, at Domstolen tidligere har fastslået, at Kommissionen ikke kan kritiseres på den baggrund, at den »efter en afgiftsmæssigt kurant og i [EU]-retten optaget fremgangsmåde« har fastsat en præmie til nul i stedet for at suspendere den ( 39 ).

D. Det tredje appelanbringende: Rettens urigtige skøn med hensyn til den manglende begrundelse for eller begrundelsesmanglen i forbindelse med den anfægtede forordning

1.  Parternes argumenter

78.

I det tredje appelanbringendes første led har appellanten gjort gældende, at Retten tilsidesatte artikel 296 TEUF i præmis 245 og foretog en urigtig fortolkning af den relevante retspraksis i den appellerede doms præmis 226-231. Efter appellantens opfattelse kan begrundelsen for en forordning om fastsættelse af eksportrestitutioner ikke være den samme, når beløbene ændres, og navnlig ikke, når beløbet fastsættes til nul.

79.

I dette appelanbringendes andet led har Tilly-Sabco gjort gældende, at det fremgår af den appellerede doms præmis 241, 291, 293, 300 og 398-401, at Retten tilsidesatte lovgivningen ved at anvende Kommissionens beregningsmetode på en sådan måde, at den ikke kan omfattes af domstolsprøvelse, herunder åbenbart urigtige skøn. Appellanten har endvidere gjort gældende, at Retten i dommens præmis 320 og 321 misfortolkede visse dokumenter, der var forelagt for forvaltningskomitéen, og på denne baggrund er appellanten af den opfattelse, at dommen er selvmodsigende og begrænser retten til domstolsprøvelse, og at der er foretaget en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder.

80.

Appellanten har gjort gældende i dette appelanbringendes tredje led, at Retten modsagde sig selv i den appellerede doms præmis 253-255 ved at anføre, at den ændring, der blev indført ved den anfægtede forordning, ikke var strukturelt forskellig fra de tidligere ændringer, men at den dog samtidig var en del af den progressive nedsættelse af eksportrestitutionerne. Endvidere har Tilly-Sabco gjort gældende, at Retten i dommens præmis 259 fejlagtigt fastslog, at Kommissionen ikke hævdede at have fastsat restitutionerne til nul som følge af en international forpligtelse.

81.

I det tredje appelanbringendes fjerde led har Tilly-Sabco gjort gældende, at den appellerede dom indeholder en modsigelse mellem på den ene side dommens præmis 53 og 54, som anerkender, at eksportører ikke vil anmode om eksportrestitutioner, hvis den gældende sats er blevet fastsat til 0 EUR, og på den anden side dens præmis 267 og 268, som ikke udelukker muligheden for, at nationale myndigheder tildeler eksportrestitutioner på 0 EUR, selv om der efter al sandsynlighed ikke vil blive indgivet nogen anmodninger.

82.

Kommissionen har anfægtet disse argumenter.

2.  Bedømmelse

83.

Omfanget af det tredje appelanbringendes forskellige led er uigennemsigtigt. Efter min opfattelse har Tilly-Sabco i det væsentlige gjort gældende, at Retten ikke pålagde en sanktion for Kommissionens tilsidesættelse af begrundelsespligten (det første og det tredje led), modsagde sig selv og/eller begik fejl forskellige steder i den appellerede dom (det andet, det tredje og det fjerde led) og uretmæssigt nedsatte niveauet for domstolsprøvelsen (det andet led). Jeg vil undersøge disse tre spørgsmål hver for sig.

a)  Begrundelsespligten

84.

Det er fastslået, at den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 296 TEUF, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret. Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter artikel 296 TEUF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område ( 40 ).

85.

Når der er tale om almengyldige retsakter, behøver begrundelsen kun at angive de samlede omstændigheder, som har ført til, at retsakten er blevet udstedt, og de generelle formål, som den skal opfylde ( 41 ). Navnlig kan det ikke kræves, at begrundelsen for forordningerne specificerer de ofte meget talrige og komplicerede faktiske og retlige detaljer, som omfattes af en forordning, når den falder inden for systematikken i den helhed, hvori den indgår. Heraf følger, at hvis det mål, der forfølges af institutionen, i det væsentlige fremgår af forordningen, ville det være urimeligt at kræve en særlig begrundelse for de enkelte afgørelser af teknisk art, som institutionen har truffet ( 42 ).

86.

Domstolen har specifikt skullet behandle begrundelsespligten i relation til en fast praksis og andre foranstaltninger (dvs. en administrativ praksis). Den har anerkendt, at kravene til en given foranstaltnings begrundelse må afpasses efter de faktiske muligheder og de tekniske eller tidsmæssige betingelser, hvorunder den pågældende foranstaltning træffes ( 43 ). Domstolen har derfor accepteret, at selv om en foranstaltning, der indgår i en administrativ praksis, kan begrundes kortfattet, navnlig ved henvisning til denne retspraksis eller andre foranstaltninger, påhviler det EU-myndigheden, når en given foranstaltning går væsentligt længere end de forudgående foranstaltninger, udførligt at gøre rede for sin argumentation ( 44 ).

87.

Det klagepunkt, som appellanten har fremført, vedrører netop dette. Tilly-Sabco har gjort gældende, at Kommissionen ved fastsættelsen af eksportrestitutionerne til nul ikke blot kunne »genbruge« den begrundelse, der var anført i en tidligere forordning, da den anfægtede forordning gik væsentligt længere end de tidligere forordninger, hvilket Retten ikke tog hensyn til. Selskabet har gjort gældende, at Retten foretog en ukorrekt anvendelse af den retspraksis, der er nævnt i ovenstående punkt.

88.

Men Retten har ikke gjort noget sådant.

89.

I den appellerede doms præmis 223-231 henviste Retten korrekt til den i punkt 86 ovenfor omhandlede retspraksis. Efter først at have anmodet Kommissionen om at redegøre for praksis på tidspunktet for de faktiske omstændigheder (dommens præmis 235-241), hvorefter Kommissionen fastsatte restitutionsbeløbet på grundlag af to uafhængige metoder, nemlig i) den teoretiske beregning og ii) en analyse af situationen på markedet (herefter »markedsanalysen«), forkastede Retten dernæst appellantens argumenter om, at Kommissionen havde fraveget denne praksis (dommens præmis 242-262).

90.

Og det gjorde Retten med rette.

91.

I første instans gjorde appellanten således ikke gældende, at Kommissionen ikke havde fulgt sin sædvanlige praksis ud fra et proceduremæssigt synspunkt (jf. den appellerede doms præmis 242) ( 45 ). Det var den indholdsmæssige ændring, der blev indført ved den anfægtede forordning, som efter appellantens opfattelse fraveg Kommissionens praksis på tidspunktet for de faktiske omstændigheder.

92.

Retten forkastede imidlertid med rette denne opfattelse, da den begrundelse, der førte til, at Domstolen i dommen i Silos-sagen erklærede den i den nævnte sag omhandlede forordning ugyldig, klart ikke er til stede i den foreliggende sag. I den pågældende dom identificerede Domstolen tre separate grunde, der samlet set førte til en konklusion om, at Kommissionen havde fraveget sin sædvanlige praksis, og at begrundelsen derfor var utilstrækkelig: ( 46 )

93.

For det første havde den forordning, der gik forud for den i den nævnte sag omhandlede forordning, forhøjet restitutionsbeløbet for det omhandlede foder, mens den i den nævnte sag omhandlede forordning havde nedsat det.

94.

For det andet blev restitutionsbeløbet nedsat – på én gang – fra 74,93 ECU pr. ton til nul.

95.

For det tredje blev den i den nævnte sag omhandlede forordning vedtaget kun én uge efter den tidligere gældende forordning.

96.

I modsætning hertil blev, som anført i den appellerede doms præmis 8-11, størrelsen af restitutionerne for de pågældende frosne fjerkrækødprodukter gradvis nedsat – uden at blive forhøjet midlertidigt – over en treårig periode fra et oprindeligt beløb på 40 EUR pr. 100 kg den 17. juni 2010 til 32,50 EUR pr. 100 kg, derefter 21,70 EUR pr. 100 kg, derefter 10,85 EUR pr. 100 kg, inden det blev fastsat til nul den 18. juli 2013 ved den anfægtede forordning. Den anfægtede forordning blev vedtaget tre måneder efter den tidligere gældende forordning; en tidsperiode, der udtrykkeligt er fastsat i artikel 164, stk. 2, i forordning nr. 1234/2007. Disse faktiske omstændigheder er ubestridt.

97.

Det er derfor åbenbart, at den anfægtede forordning inden for rammerne af forordning nr. 1234/2007 og nr. 182/2011 var en del af en ensartet procedure, der var blevet gentaget flere gange, hvor de udstedte forordninger blev vedtaget på grundlag af udtrykkelige kriterier i forordning nr. 1234/2007, og som erhvervsgrupperne var fuldt ud bekendt med. Endvidere adskiller den anfægtede forordnings indhold sig ikke væsentligt fra forgængernes. Dette svarer til situationen i Delacre-sagen ( 47 ).

98.

Det forhold, at den anfægtede forordning fastsatte restitutionsbeløbet til nul uden at fremkomme med en anden begrundelse end i den tidligere forordning, ændrer ikke dette. Ud over det, jeg har anført ovenfor i punkt 77 vedrørende lovligheden af Kommissionens mulighed for at fastsætte eksportrestitutionerne til nul, fulgte den nedsættelse, der blev indført ved den anfægtede forordning, blot den samme tendens med at nedsætte eksportrestitutionerne. En anden opfattelse ville have den absurde konsekvens, at begrundelsespligten skulle overholdes i tilfælde af, at Kommissionen i stedet havde foreslået at fastsætte restitutionsbeløbet til 0,01 EUR pr. 100 kg. Retten begik derfor ikke en fejl, da den anførte i den appellerede doms præmis 245, at den blotte omstændighed, at eksportrestitutionerne blev fastsat til nul, ikke automatisk betyder, at Kommissionen brød med sin tidligere praksis, og at en ændring af disse beløb er uløseligt forbundet med ordningen med en periodisk fastsættelse af disse beløb, således at det samme ræsonnement kan omfatte beløb, som er meget forskellige, og også et beløb, der er fastsat til nul. Appellantens henvisning til dommen i sagen National Iranian Oil Company ( 48 ), som i det væsentlige gentager den retspraksis, der er nævnt ovenfor i punkt 86, i forbindelse med foranstaltninger om indefrysning af midler, viser ikke, at den anfægtede forordning gik væsentligt længere end dens forgængere.

99.

Det følger af det ovenstående, at Tilly-Sabcos argumenter om, at Retten har foretaget en urigtig fortolkning af artikel 296 TEUF, må forkastes.

b)  Selvmodsigende udsagn og andre argumenter

100.

For det første er den angivelige modsigelse og urigtige gengivelse af beviserne, som ifølge appellanten fremgår af den appellerede doms præmis 320 og 321, uden grundlag. Det forhold, at Retten på den ene side fastslog, at importen steg hurtigere end eksporten, og på den anden side, at værdien af importen var blevet mindre, er ikke indbyrdes modstridende udsagn, og det udgør heller ikke på nogen måde en urigtig gengivelse af beviserne. I denne henseende har appellanten ikke præcist angivet, hvilke beviser der er blevet urigtigt gengivet af Retten, eller påvist de fejl i undersøgelsen, der har foranlediget denne urigtige gengivelse ( 49 ).

101.

For det andet opstår der med hensyn til den appellerede doms præmis 253-255, som ifølge Tilly-Sabco er modstridende i betragtning af den politisk motiverede gradvise nedsættelse af eksportrestitutionerne, under ingen omstændigheder nogen spænding mellem disse to udsagn, uanset om Tilly-Sabcos teori måtte være begrundet.

102.

For det tredje er det med urette, at appellanten har kritiseret Retten for i den appellerede doms præmis 259 ikke at have fastslået, at eksportrestitutionerne blev fastsat på grundlag af en forpligtelse, der var indgået på internationalt plan. Det forhold, at Kommissionen anførte i sit svarskrift til Retten, at »udviklingen af den [fælles landbrugspolitik] tager hensyn til de igangværende forhandlinger inden for rammerne af Doha-udviklingsrunden under Verdenshandelsorganisationen [»WTO«] og den holdning, som Unionen indtager i denne sammenhæng i relation til restitutioner«, henviser på ingen måde til en specifik international forpligtelse.

103.

Endelig ser jeg ingen modsigelse mellem den appellerede doms præmis 53 og 54, som anerkender, at eksportører ikke vil anmode om eksportrestitutioner, hvis den gældende sats er blevet fastsat til 0 EUR, og på den anden side denne doms præmis 267 og 268, som ikke udelukker muligheden for, at nationale myndigheder tildeler eksportrestitutioner på 0 EUR, selv om der efter al sandsynlighed ikke vil blive indgivet nogen anmodninger. Tilly-Sabcos fortolkning af disse passager tager således ikke hensyn til den sammenhæng, hvori de indgår: I præmis 53 og 54 undersøgte Retten, om den anfægtede forordning »omfattede« gennemførelsesforanstaltninger, for at efterprøve appellantens søgsmålskompetence i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF. I præmis 267 og 268 var analysen imidlertid helt forskellig: Nemlig om artikel 164, stk. 2, i forordning nr. 1234/2007 tillod, at eksportrestitutionerne blev fastsat til nul. Hvis de to ting var så indbyrdes forbundne, som det ifølge appellanten er tilfældet, er det tvivlsomt, at appellanten ville have haft kompetence til at anlægge dette søgsmål.

104.

Det følger af det ovenstående, at appellantens argumenter om, at Retten modsagde sig selv, foretog en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og en urigtig fortolkning af Kommissionens skriftlige indlæg, må forkastes.

c)  Uretmæssig nedsættelse af niveauet for domstolsprøvelsen

105.

Retten identificerede det gældende niveau for domstolsprøvelsen korrekt i den appellerede doms præmis 276: Nemlig at EU-lovgiver har et vidt skøn på landbrugsområdet. Dette gælder for valget af at foretage en revision eller ej af den gældende lovgivning om frosne kyllinger. Følgelig skal domstolskontrollen begrænses til en undersøgelse af, om den pågældende foranstaltning er behæftet med åbenbare fejl eller magtfordrejning, eller om den pågældende myndighed åbenbart har overskredet grænserne for sit skøn ( 50 ).

106.

Appellanten har ikke gjort gældende, at den appellerede dom ikke indeholder en identifikation af det korrekte niveau for domstolsprøvelsen. Det er heller ikke blevet gjort gældende, at den pågældende dom i det skjulte anvender et niveau, der er mindre gunstigt for selskabet ( 51 ), eller at det anvendte niveau tilsidesætter chartrets artikel 47. Det ser snarere ud til, at Tilly-Sabco i det væsentlige har anfægtet Rettens fortolkning af rækkevidden af Kommissionens skøn i henhold til artikel 164 i forordning nr. 1234/2007. Som Kommissionen har fremhævet, synes dette led af det tredje anbringende at have sit udspring i den generelle uenighed mellem parterne om formålet med eksportrestitutioner.

107.

I denne henseende bemærkes, at ordningen med eksportrestitutioner har til formål at sikre en stabilisering af det fælles marked og at sørge for, at det er muligt at afsætte landbrugsprodukter til lande uden for EU ( 52 ). Navnlig har eksportrestitutioner ikke til formål at sikre eksportøren en passende indtægt. Disse målsætninger prioriterer snarere muligheden for effektivt og smidigt at kunne foretage indgreb på et marked, der ændres hurtigt. Endvidere er hyppige ændringer et af de centrale kendetegn for ordningen inden for EU’s landbrugsretlige område, og lovgivningen skal konstant tilpasses ændrede økonomiske vilkår og nye politiske prioriteter ( 53 ).

108.

Efter min opfattelse var det med rette, at Retten i den appellerede doms præmis 293 fastslog, at Kommissionen i betragtning af anvendelsen af ordene »et eller flere« i artikel 164, stk. 3, i forordning nr. 1234/2007 kan lægge vægt på ét af de aspekter, der er anført i den pågældende bestemmelse. Kommissionen kan endog lovligt begrænse sig til kun ét aspekt. I denne sag fastslog Retten i den appellerede doms præmis 291, at Kommissionen havde lagt vægt på behovet for at sikre ligevægt og en naturlig udvikling i priser og samhandel på markedet, jf. forordningens artikel 164, stk. 3, litra b) ( 54 ).

109.

I modsætning til det, som appellanten har gjort gældende, er denne konstatering ikke i strid med den appellerede doms præmis 401 ( 55 ). Retten udtalte faktisk ikke i denne forbindelse, at de aspekter, der er anført i artikel 164, stk. 3, i forordning nr. 1234/2007, har samme vægt. Det, Retten gjorde, var at svare på appellantens argument om, at Kommissionen modsagde sig selv, da den anførte, at den tillagde den teoretiske beregning og markedsanalysen samme betydning, men alligevel i den endelige analyse lagde mere vægt på sidstnævnte. Disse to metoder er imidlertid ikke »aspekter« som omhandlet i artikel 164, stk. 3, i forordning nr. 1234/2007, men derimod værktøjer til fastsættelse af de passende beløb for eksportrestitutionerne. Appellanten har derfor forstået den appellerede dom forkert.

110.

De herefter resterende argumenter, der er indeholdt i dette led af det tredje appelanbringende, for så vidt som de er forståelige og kan antages til realitetsbehandling, er baseret på en række misforståelser og/eller fejlagtige opfattelser af den pågældende dom.

111.

For det første tog Retten i den appellerede doms præmis 401 ikke stilling til appellantens argument, der er nævnt i dommens præmis 400. Denne konstatering repræsenterer den pågældende rets opfattelse og kan derfor ikke udgøre en urigtig gengivelse af parternes holdninger. Under alle omstændigheder har appellanten ikke gjort gældende, at Retten traf afgørelse ultra petita.

112.

For det andet er det klart med urette, når appellanten har anført, at Retten fastslog i den appellerede doms præmis 300, at »den teoretiske beregning af restitutionerne ikke er forklaret i de dokumenter, der er forelagt for forvaltningskomitéen« ( 56 ).

113.

Endelig er det anførte om, at Retten begik fejl, for så vidt som den ikke krævede, at Kommissionen forelagde den teoretiske beregning, og derfor ikke kunne tage stilling til, om balancen mellem Kommissionens teoretiske beregning og dens markedsanalyse udgjorde et åbenbart urigtigt skøn, forkert. For det første tilkommer det ikke parterne, men Retten at beslutte at træffe foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse og/eller bevisoptagelse, hvis den finder det nødvendigt ( 57 ). For det andet fastslog Retten i den appellerede doms præmis 398, at selv om – som anerkendt af Kommissionen – den teoretiske beregning havde givet et positivt resultat, kunne Kommissionen lovligt fastsætte eksportrestitutionerne til nul på grundlag af de faktorer, der er anført i dommens præmis 292 ( 58 ). Selv uden nærmere oplysninger om den teoretiske beregning var Retten derfor i stand til at vurdere forskellen mellem de to metoder. Endelig indebærer appellantens synspunkt i det væsentlige, at Retten anmodes om at udøve det skøn, som forordning nr. 1234/2007 i stedet giver Kommissionen.

114.

Det følger heraf, at dette led i det tredje appelanbringende må forkastes, og dette anbringende må derfor forkastes i det hele.

E. Det fjerde appelanbringende: tilsidesættelse af artikel 164, stk. 3, i forordning nr. 1234/2007 eller åbenbart urigtig vurdering

1.  Parternes argumenter

115.

Tilly-Sabco har gjort gældende i det fjerde appelanbringendes første led, at Retten modsagde sig selv, da den undersøgte, om Kommissionen havde taget behørigt hensyn til de aspekter, der er anført i artikel 164, stk. 3, i forordning nr. 1234/2007, idet Retten i den appellerede doms præmis 301 sammenlignede et prisfald i Amerikas Forenede Stater i 2013 med situationen på markedet i Brasilien i perioden 2009-2013 i dommens præmis 302, og at Retten burde have taget de senest tilgængelige data i betragtning.

116.

I det fjerde appelanbringendes andet led har appellanten gjort gældende, at Retten tilsidesatte artikel 164, stk. 3, litra b), i forordning nr. 1234/2007 ved i den appellerede doms præmis 289 at tiltræde Kommissionens vurdering af, at prisforskellen i forhold til fjerkræ med oprindelse i Brasilien ikke krævede betaling af eksportrestitutioner. Efter appellantens opfattelse tilsidesatte Retten også den pågældende bestemmelse ved at begrænse sin undersøgelse til verdensmarkedet uden at tage EU-markedet i betragtning.

117.

I appelanbringendes tredje led har Tilly-Sabco gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 366 ikke kritiserede Kommissionen for ikke at tage den faktiske efterspørgsel efter kyllinger i betragtning, og at den modsagde sig selv i dommens præmis 368. Endvidere har Tilly-Sabco gjort gældende, at Retten i dommens præmis 350 ff. undlod at drage konklusioner af stigningen i priserne for dyrefoder for producenternes marginer. Selskabet har kritiseret Retten for heller ikke at drage konsekvenserne af de af Kommissionen begåede fejl, som er identificeret i dommens præmis 350-356 og 360 og 361, og for at foretage en urigtig gengivelse af beviserne i dommens præmis 369, som angiveligt viste en nedadgående tendens for efterspørgslen efter fjerkrækød i 2013.

118.

Kommissionen har anfægtet disse argumenter.

2.  Bedømmelse

119.

Dette appelanbringendes tre led indeholder det, der i det væsentlige er en række forskellige kritikpunkter af Rettens undersøgelse af Kommissionens udøvelse af dens skøn i henhold til artikel 164, stk. 3, i forordning nr. 1234/2007. Jeg finder ikke nogen af dem begrundet og vil behandle dem successivt.

120.

Indledningsvis er den modsigelse, som ifølge Tilly-Sabco angiveligt opstår mellem den appellerede doms præmis 300 og 301, ikke dér: Det forhold, at Retten ved undersøgelsen af udviklingen i priserne for ferske kyllinger kun tog hensyn til 2013 for Amerikas Forenede Stater, betyder ikke, at den modsagde sig selv ved at tage en længere periode i betragtning med hensyn til Brasilien. Intet i ordlyden af artikel 164, stk. 3, i forordning nr. 1234/2007 kræver, at Kommissionen begrænser sin sammenlignende vurdering til specifikke perioder (selv om det utvivlsom ville være i modstrid med formålet med en sammenligning ikke at gøre dette). Selv om appellanten med rette har understreget, at forordningens artikel 164, stk. 3, litra a), henviser til »situationen« på EU-markedet og verdensmarkedet, som anført ovenfor i punkt 108, kan Kommissionen lægge særlig vægt på andre aspekter, der er anført i forordningens artikel 164, stk. 3, hvilket Retten konkluderede, at den havde gjort i denne sag. Under alle omstændigheder er den appellerede doms præmis 300 og 301 ikke modstridende, da Retten fastslog i begge præmisser, at prisfaldet i disse lande først indtrådte i slutningen af 2013.

121.

Dernæst må Tilly-Sabcos argument om, at Retten ikke fastslog, at Kommissionen foretog et åbenbart urigtigt skøn ved ikke at fastsætte eksportrestitutioner i lyset af den anslåede prisforskel – anerkendt i den appellerede doms præmis 289 – mellem priserne for kyllinger på det indre marked og fjerkræ med oprindelse i Brasilien på 44,73 EUR pr. 100 kg, forkastes. Denne prisforskel kunne skyldes, at de sammenlignede produkter ikke var fjerkræ fra begge regioner, men derimod kyllinger og fjerkræ. Tilly-Sabco har ligeledes undladt at anføre, at Kommissionen i den samme præmis fremhævede, at priserne for kyllinger på det indre marked var høje ( 59 ). Dette foranledigede Retten til at fastslå i præmis 292, at Kommissionen lovligt kunne være af den opfattelse, at det ikke var nødvendigt at fastsætte eksportrestitutionerne til et positivt beløb med henblik på at stabilisere markedet – en præmis, som appellanten ikke har anfægtet. Og dette med rette: Som nævnt ovenfor i punkt 107 har eksportrestitutioner ikke til formål at sikre eksportøren en passende indtægt. Erhvervsdrivende kan derfor ikke kræve, at Kommissionen fastsætter restitutionerne til et bestemt beløb.

122.

Med hensyn til argumentet om, at Retten har tilsidesat artikel 164, stk. 3, litra b), i forordning nr. 1234/2007 ved at begrænse sin vurdering til ét marked, hvad enten det er det indre marked eller verdensmarkedet ( 60 ), er disse to markeder kun nævnt i litra a) og i). Retten har imidlertid fastslået, at Kommissionen lagde særlig vægt på litra b), som ikke henviser til disse to markeder ( 61 ).

123.

Jeg går nu over til det fjerde appelanbringendes tredje led og mener, at appellanten med urette har gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 366 ikke forstod, at artikel 164, stk. 3, i forordning nr. 1234/2007 kræver, at Kommissionen skal kende den faktiske udvikling i efterspørgslen efter kyllinger på EU-markedet og verdensmarkedet. Tværtimod er det med rette, at Retten har fastslået, at prisen er skæringspunktet mellem udbud og efterspørgsel, og at en analyse af prisudviklingen nødvendigvis tager hensyn til efterspørgslen. Med hensyn til appellantens modargument om, at en prisstigning afspejler en manglende balance i udviklingen i udbud og/eller efterspørgsel, kan priserne endvidere meget vel omfatte en planlagt udvikling af udbud og efterspørgsel. Dette argument må derfor forkastes, og det samme gælder den angivelige modsigelse mellem den appellerede doms præmis 366 og 368, som kun opstår, hvis appellantens opfattelse af sammenhængen mellem pris og efterspørgsel accepteres.

124.

Dernæst er appellantens argument om, at Retten i den appellerede doms præmis 350 ff. undlod at drage passende konklusioner af stigningen i priserne for dyrefoder for producenternes marginer, ugrundet: I de efterfølgende passager i præmis 351 gør Retten netop dette.

125.

Som det næstsidste kan appellantens argument om, at den appellerede doms præmis 350-356 og 360 og 361 utvivlsomt viser, at Kommissionen gav Retten andre oplysninger end de oplysninger, den gav forvaltningskomitéen, ikke påvirke lovligheden af den anfægtede forordning, som ikke skal vurderes på grundlag af det, Kommissionen forelagde for Retten, men på grundlag af de faktiske og retlige omstændigheder, der forelå på det tidspunkt, hvor forordningen blev vedtaget. Denne argumentation er derfor irrelevant. Det samme gælder det forhold, at Retten i den appellerede doms præmis 360 fandt det nødvendigt at nuancere de udtalelser, der var fremsat i Kommissionens svarskrift vedrørende foderpriserne. Under alle omstændigheder bekræftes den manglende relevans af disse omstændigheder af – som anført af Kommissionen – at appellanten ikke har anfægtet det andet og det tredje punktum i den appellerede doms præmis 361, hvori det bl.a. blev fastslået, at spørgsmålet om, hvornår foder bliver dyrere, ikke var afgørende.

126.

Endelig vedrørende det anførte om, at Retten foretog en urigtig gengivelse af beviserne i den appellerede doms præmis 369, idet den indtog det standpunkt, at Kommissionen havde taget hensyn til navnlig en stigning i efterspørgslen efter kyllinger, indeholder den pågældende præmis blot en gengivelse af appellantens synspunkter og har ikke til formål at fastlægge de faktiske omstændigheder. Den kan derfor ikke indeholde den angiveligt urigtige gengivelse. Med hensyn til appellantens kritik af dommens præmis 371, som appellanten har knyttet til sin påstand om urigtig gengivelse af beviserne i dommens præmis 369, har appellanten ikke godtgjort, at Retten foretog en urigtig gengivelse af disse beviser eller begik en retlig fejl i den pågældende præmis. Som Kommissionen med rette har bemærket, har appellanten ikke anfægtet den appellerede doms præmis 370, hvor Retten fastslog, at appellantens klagepunkter vedrørende en nedgang i stigningen i produktionen og forbruget af fjerkrækød betød, at der stadig var tale om en stigning i produktionen og efterspørgslen samt en forventning om en produktionsstigning, om end på et lavere niveau end tidligere.

127.

Dette sidste appelanbringende er ugrundet og må derfor forkastes. Følgelig må appellen forkastes i det hele.

VI. Forslag til afgørelse

128.

På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen forkaster appellen, og at appellanten tilpligtes at bære sagens omkostninger.

( 1 ) – Originalsprog: engelsk.

( 2 ) – Dom af 14.1.2016, Tilly-Sabco mod Kommissionen (T-397/13, EU:T:2016:8) (herefter »den appellerede dom«).

( 3 ) – Kommissionens gennemførelsesforordning af 18.7.2013 om fastsættelse af eksportrestitutioner for fjerkrækød (EUT 2013, L 196, s. 13) (herefter »den anfægtede forordning«).

( 4 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 16.2.2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT 2011, L 55, s. 13).

( 5 ) – Rådets forordning af 22.10.2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen) (EUT 2007, L 299, s. 1), som ændret.

( 6 ) – Rådets afgørelse af 28.6.1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (EFT 1999, L 184, s. 23).

( 7 ) – Kommissionens forordning af 17.6.2010 om fastsættelse af eksportrestitutioner for fjerkrækød (EUT 2010, L 152, s. 5).

( 8 ) – Kommissionens gennemførelsesforordning af 18.10.2012 om fastsættelse af eksportrestitutioner for fjerkrækød (EUT 2012, L 288, s. 6).

( 9 ) – Kommissionens gennemførelsesforordning af 17.1.2013 om fastsættelse af eksportrestitutioner for fjerkrækød (EUT 2013, L 14, s. 15).

( 10 ) – Kommissionens gennemførelsesforordning af 18.4.2013 om fastsættelse af eksportrestitutioner for fjerkrækød (EUT 2013, L 109, s. 27).

( 11 ) – Kommissionens gennemførelsesforordning af 20.10.2011 om fastsættelse af eksportrestitutioner for fjerkrækød (EUT 2011, L 276, s. 31).

( 12 ) – Kendelse af 26.9.2013, Tilly-Sabco mod Kommissionen (T-397/13 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:502).

( 13 ) – Dom af 14.1.2016, Doux mod Kommissionen (T-434/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:7).

( 14 ) – Dom af 14.1.2016, Frankrig mod Kommissionen (T-549/13, EU:T:2016:6).

( 15 ) – Jf. den appellerede doms præmis 39-68.

( 16 ) – Jf. den appellerede doms præmis 27. Specifikt anfægtede Kommissionen hverken den opfattelse, at den anfægtede forordning var en regelfastsættende retsakt, eller at sagsøgeren var umiddelbart berørt af den, jf. dommens præmis 33 og 38.

( 17 ) – I henhold til artikel 150 i Domstolens procesreglement, der finder anvendelse på appelsagen i henhold til dets artikel 190, stk. 1, »kan [Domstolen] til enhver tid af egen drift […] beslutte at afsige begrundet kendelse om, hvorvidt sagen skal afvises, fordi ufravigelige procesforudsætninger ikke er opfyldt« (min fremhævelse); jf. også dom af 27.2.2014, Stichting Woonlinie m.fl. mod Kommissionen (C-133/12 P, EU:C:2014:105, præmis 32). Spørgsmålet, om en anfægtet foranstaltning »omfatter« gennemførelsesbestemmelser med henblik på artikel 263, stk. 4, TEUF, er på nuværende tidspunkt genstand for verserende appelsager ved Domstolens Store Afdeling; jf. sag C-244/16, Industrias Químicas del Vallés mod Kommissionen, og sag C-384/16 P, European Union Copper Task Force mod Kommissionen.

( 18 ) – Standardforretningsorden – Rådets afgørelse 1999/468/EF – Forretningsorden for udvalget (EFT 2001, C 38, s. 3, fodnote 6).

( 19 ) – Forvaltningskomitéens forretningsorden blev forelagt af Kommissionen i forbindelse med proceduren i første instans som bilag til dens svarskrift.

( 20 ) – Artikel 127, stk. 1, i Domstolens procesreglement, der finder anvendelse på appelproceduren i henhold til dets artikel 190, stk. 1. Under alle omstændigheder er standardforretningsordenen ikke relevant, hvis det pågældende udvalg har vedtaget sin egen forretningsorden, som det er tilfældet i den foreliggende sag, jf. dom af 25.10.2005, Tyskland og Danmark mod Kommissionen (C-465/02 og C-466/02, EU:C:2005:636, præmis 31).

( 21 ) – Artikel 8, stk. 5, i forordning nr. 182/2011 (»Gennemførelsesretsakter, der finder anvendelse straks«) har følgende ordlyd: »Når Kommissionen vedtager midlertidige antidumping- eller udligningsforanstaltninger, finder proceduren i denne artikel anvendelse. Kommissionen vedtager sådanne foranstaltninger efter høring af medlemsstaterne eller, i yderst hastende tilfælde, efter at have underrettet medlemsstaterne. I sidstnævnte tilfælde finder høringen sted senest 10 dage efter, at medlemsstaterne er blevet underrettet om foranstaltningerne vedtaget af Kommissionen« (min fremhævelse). Jf. også 16. betragtning til forordningen.

( 22 ) – Jf. 5. og 11. betragtning til forordning nr. 182/2011.

( 23 ) – Jf. som eksempler herpå dom af 14.1.1987, Tyskland mod Kommissionen (278/84, EU:C:1987:2, præmis 12-16), og af 10.2.1998, Tyskland mod Kommissionen (C-263/95, EU:C:1998:47, præmis 26-32).

( 24 ) – Dom af 23.2.1988, Det Forenede Kongerige mod Rådet (68/86, EU:C:1988:85, præmis 48).

( 25 ) – Dom af 7.5.1991, Nakajima mod Rådet (C-69/89, EU:C:1991:186, præmis 49 og 50), og af 13.9.2007, Common Market Fertilizers mod Kommissionen (C-443/05 P, EU:C:2007:511, præmis 145).

( 26 ) – Dom af 15.6.1994, Kommissionen mod BASF m.fl. (C-137/92 P, EU:C:1994:247, præmis 76 og 77), og af 13.9.2007, Common Market Fertilizers mod Kommissionen (C-443/05 P, EU:C:2007:511, præmis 147 og 148).

( 27 ) – Jf. i denne henseende dom af 15.6.1994, Kommissionen mod BASF m.fl. (C-137/92 P, EU:C:1994:247, præmis 72).

( 28 ) – Jf. med hensyn til kritik af privates manglende rettigheder i udvalgsproceduren generaladvokat Geelhoeds forslag til afgørelse Alliance for Natural Health m.fl. (C-154/04 og C-155/04, EU:C:2005:199, punkt 80-85). Domstolen erklærede ikke den i den nævnte sag omhandlede forordning ugyldig; jf. dom af 12.7.2005, Alliance for Natural Health m.fl. (C-154/04 og C-155/04, EU:C:2005:449, præmis 81 og 82).

( 29 ) – Jf. analogt dom af 11.1.2001, Monte Arcosu (C-403/98, EU:C:2001:6, præmis 26 og 28).

( 30 ) – Jf. dom af 14.1.1987, Tyskland mod Kommissionen (278/84, EU:C:1987:2, præmis 13). Jf. også med hensyn til niveauet for domstolsprøvelsen vedrørende spørgsmålet, om der er fare for forstyrrelser i samhandelen med landbrugsprodukter, dom af 25.1.1979, Racke (98/78, EU:C:1979:14, præmis 4 og 5).

( 31 ) – Jf. dom af 14.1.2016, Frankrig mod Kommissionen (T-549/13, EU:T:2016:6, præmis 18).

( 32 ) – Jf. analogt dom af 15.3.2006, Italien mod Kommissionen (T-226/04, ikke trykt i Sml., EU:T:2006:85, præmis 38-41).

( 33 ) – Jf. i denne henseende dom af 25.10.2005, Tyskland og Danmark mod Kommissionen (C-465/02 og C-466/02, EU:C:2005:636, præmis 36, 38 og 40), hvor Domstolen fastslog, at den omstændighed, at en indkaldelse til et udvalgsmøde fandt sted mindre end 14 dage før mødet, og at der ikke forelå en tysk udgave af de to dokumenter, der skulle behandles på det pågældende møde, ikke kunne have nogen indvirkning på den vedtagne foranstaltning.

( 34 ) – Ophævelsen af en retsakt fra institutionerne er en undtagelsesforanstaltning, der har tilbagevirkende kraft, og den kan derfor kun være udtrykkelig; jf. i denne retning dom af 8.11.2001, Silos (C-228/99, EU:C:2001:599, præmis 19).

( 35 ) – Dom af 22.9.2016, Parlamentet mod Rådet (C-14/15 og C-116/15, EU:C:2016:715, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

( 36 ) – Resumé udarbejdet den 22.10.2013 fra det 435. møde i Forvaltningskomitéen for Den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter af 17.10.2013, dokument nr. ARES REG agri.ddg2.c.4(2013) 3316233, punkt 9.1.1 (findes på ).

( 37 ) – Bortset fra at omtale den pågældende bestemmelse i den indledende del af appelskriftet nævnes artikel 162, stk. 1, i forordning nr. 1234/2007 faktisk ikke noget sted i den del, som omhandler appellantens retlige argumenter. Selv om der i appellantens replik henvises til denne bestemmelse, sker dette kun som svar på et indledende punkt, som Kommissionen havde rejst i sit svarskrift vedrørende formålet med ordningen med eksportrestitutioner.

( 38 ) – Dom af 10.12.2013, Kommissionen mod Irland m.fl. (C-272/12 P, EU:C:2013:812, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

( 39 ) – Dom af 14.3.1973, Westzucker (57/72, EU:C:1973:30, præmis 8). Eksportrestitution for og denaturering af sukker har i visse henseender samme funktion i den fælles markedsordning; jf. generaladvokat Mayras’ forslag til afgørelse Westzucker (57/72, EU:C:1973:20, punkt 2).

( 40 ) – Dom af 2.4.1998, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France (C-367/95 P, EU:C:1998:154, præmis 63), og af 10.3.2016, HeidelbergCement mod Kommissionen (C-247/14 P, EU:C:2016:149, præmis 16).

( 41 ) – Dom af 9.9.2004, Spanien mod Kommissionen (C-304/01, EU:C:2004:495, præmis 51), og af 9.6.2016, Pesce m.fl. (C-78/16 og C-79/16, EU:C:2016:428, præmis 89).

( 42 ) – Dom af 28.10.1982, Lion m.fl. (292/81 og 293/81, EU:C:1982:375, præmis 19), af 22.1.1986, Eridania zuccherifici nazionali m.fl. (250/84, EU:C:1986:22, præmis 38), og af 6.7.2000, Eridania (C-289/97, EU:C:2000:363, præmis 40).

( 43 ) – Dom af 1.12.1965, Schwarze (16/65, EU:C:1965:117, s. 888), og af 4.2.1990, Delacre m.fl. mod Kommissionen (C-350/88, EU:C:1990:71, præmis 16).

( 44 ) – Jf. i denne retning dom af 26.11.1975, Groupement des fabricants de papiers peints de Belgique m.fl. mod Kommissionen (73/74, EU:C:1975:160, præmis 31), af 4.2.1990, Delacre m.fl. mod Kommissionen (C-350/88, EU:C:1990:71, præmis 15), og af 8.11.2001, Silos (C-228/99, EU:C:2001:599, præmis 28).

( 45 ) – Dette berøres ikke af, at appellanten i sit appelskrift har gjort gældende i relation til den del af det tredje appelanbringendes andet led, der vedrører den angiveligt uretmæssige nedsættelse af niveauet for domstolsprøvelsen, at appellanten havde gjort det klart, at hverken appellanten eller Retten havde mulighed for at efterprøve eller anfægte de specifikke elementer i Kommissionens sædvanlige praksis.

( 46 ) – Dom af 8.11.2001, Silos (C-228/99, EU:C:2001:599, præmis 29).

( 47 ) – Dom af 14.2.1990, Delacre m.fl. mod Kommissionen (C-350/88, EU:C:1990:71, præmis 17-19).

( 48 ) – Dom af 1.3.2016, National Iranian Oil Company mod Rådet (C-440/14 P, EU:C:2016:128, præmis 60 ff.).

( 49 ) – Jf. bl.a. dom af 30.11.2016, Kommissionen mod Frankrig og Orange (C-486/15 P, EU:C:2016:912, præmis 99 og den deri nævnte retspraksis).

( 50 ) – Dom af 30.6.2016, Lidl (C-134/15, EU:C:2016:498, præmis 47), og i denne retning dom af 9.3.2017, Doux (C-141/15, EU:C:2017:188, præmis 26).

( 51 ) – Som det var situationen i den sag, som gav anledning til generaladvokat Sharpstons forslag til afgørelse KME Germany m.fl. mod Kommissionen (C-272/09 P, EU:C:2011:63, jf. punkt 71-73).

( 52 ) – Mens 65. betragtning til forordning nr. 1234/2007 fastsætter, at »[e]t fællesmarked i [EU] medfører en ordning for samhandelen med tredjelande. Samhandelsordningen bør omfatte importtold og eksportrestitutioner og bør i princippet stabilisere [EU]-markedet. Samhandelsordningen bør baseres på de aftaler, der er indgået i forbindelse med de multilaterale handelsforhandlinger under Uruguay-runden«, fastsætter 77. betragtning dertil, at »[m]uligheden for ved eksport til tredjelande at yde restitutioner, der er baseret på forskellen mellem priserne i [Unionen] og på verdensmarkedet og ligger inden for de begrænsninger, som [Unionen] har forpligtet sig til i WTO, skal gøre det muligt at sikre [Unionens] deltagelse i den internationale handel med visse produkter, der er omfattet at denne forordning. Der bør fastsættes værdi- og mængdegrænser for subsidieret eksport«.

( 53 ) – Jf. generaladvokat Geelhoeds forslag til afgørelse Silos (C-228/99, EU:C:2001:196, punkt 32) under henvisning til dom af 8.4.1992, Wagner (C-94/91, EU:C:1992:181, præmis 18). Jf. også i denne retning dom af 14.3.1973, Westzucker (57/72, EU:C:1973:30, præmis 6 og 8), af 26.1.1978, Union Malt m.fl. mod Kommissionen (44/77-51/77, EU:C:1978:14, præmis 23 og 28) (vedrørende den særlige situation i forbindelse med eksportlicenser med forud fastsat restitution), af 28.10.1982, Lion m.fl. (292/81 og 293/81, EU:C:1982:375, præmis 14), og af 9.3.2017, Doux (C-141/15, EU:C:2017:188, præmis 36).

( 54 ) – Selv om Kommissionen har oplyst under retsmødet, at den havde taget hensyn til begge aspekter, der er nævnt i artikel 164, stk. 3, litra a) og b), i forordning nr. 1234/2007, kritiserede den ikke konstateringen i den appellerede doms præmis 291.

( 55 ) – Henvisningen i appelskriftet til den appellerede doms præmis 400 synes at være urigtig, da denne præmis gengiver appellantens synspunkt.

( 56 ) – I den appellerede doms præmis 300 fastslog Retten, at »det dokument, der er forelagt for forvaltningskomitéen, ikke har til formål at forklare den teoretiske beregning af eksportrestitutionerne, men især at redegøre for den generelle situation på markedet«.

( 57 ) – Jf. i denne retning kendelse af 31.1.2017, Universal Protein Supplements mod EUIPO (C-485/16 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2017:72, præmis 15 og den deri nævnte retspraksis).

( 58 ) – Det fremgår af den appellerede doms præmis 292, at en prisstigning på EU-markedet, eksistensen af marginer for EU-producenterne, der overstiger det historiske gennemsnit, og øget eksport alt sammen er elementer, som i princippet giver Kommissionen mulighed for uden at foretage et åbenbart urigtigt skøn at finde, at situationen på EU-markedet er stabil, og at det ikke er nødvendigt at fastsætte eksportrestitutionerne til et positivt beløb med henblik på at stabilisere markedet.

( 59 ) – Som anført af Kommissionen har appellanten heller ikke anfægtet konstateringen i den appellerede doms præmis 306 om, at et dokument, der var forelagt for forvaltningskomitéen, viste en klar tendens til prisstigning på EU-markedet på lang og kort sigt.

( 60 ) – Appelskriftet er inkonsekvent i denne henseende, idet det er anført, at »Retten kun tog hensyn til priserne på det indre marked, de høje foderomkostninger og devalueringen af den brasilianske real; den baserede sig derfor kun på verdensmarkedet«.

( 61 ) – Dette bekræftes i de andre sprogversioner af den pågældende bestemmelse. Anvendelsen af flertalsformen (»marchés«) i den franske ordlyd af artikel 164, stk. 3, litra b), i forordning nr. 1234/2007 henviser ikke til EU-markedet og verdensmarkedet, der er nævnt i artikel 164, stk. 3, litra a) og i), men derimod til den fælles markedsordning (»organisation commune des marchés«).

Full & Egal Universal Law Academy