FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
M. SZPUNAR
fremsat den 3. maj 2017 ( 1 )
Sag C-231/16
Merck KGaA
mod
Merck & Co. Inc.,
Merck Sharp & Dohme Corp,
MSD Sharp & Dohme GmbH
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landgericht Hamburg (den regionale ret i første instans i Hamburg, Tyskland))
»Præjudiciel forelæggelse – EU-varemærker – forordning (EF) nr. 207/2009 – lis pendens – artikel 109, stk. 1 – samtidige søgsmål på grundlag af et EU-varemærke og et nationalt varemærke – begrebet »samme parter« – økonomisk forbundne selskaber, der anvender det samme varemærke – begrebet »der har samme genstand og hviler på samme retsgrundlag« – anvendelse af navnet »Merck« på websteder og onlineplatforme – søgsmål baseret på et nationalt varemærke efterfulgt af et søgsmål baseret på et EU-varemærke – den ret, ved hvilken sagen er anlagt sidst, savner delvis kompetence for så vidt angår en del af Unionens område«
Indledning
1.
Anmodningen om en præjudiciel afgørelse i den foreliggende sag giver for første gang Domstolen lejlighed til at fortolke litispendensreglen i artikel 109, stk. 1, i forordning (EF) nr. 207/2009 ( 2 ), der finder anvendelse i tilfælde af samtidige søgsmål, der er baseret på EU-varemærker og nationale varemærker.
2.
Denne anmodning – der blot er et slag i den juridiske kamp, som to internationalt kendte selskaber fører om retten til navnet »Merck« – er blevet fremsat i forbindelse med et søgsmål om krænkelse, som selskabet Merck KGaA har anlagt ved en tysk ret i dens egenskab af EU-varemærkedomstol.
3.
Sagsøgeren søger at opnå et forbud mod, at de tre sagsøgte i hovedsagen – Merck & Co. Inc., Merck Sharp & Dohme Corp og MSD Sharp & Dohme GmbH – anvender ordet »Merck«, der er beskyttet af et EU-varemærke, på internetsider, der er tilgængelige i Den Europæiske Union, samt på onlineplatformene Facebook, Twitter og Youtube.
4.
På det tidspunkt, hvor søgsmålet blev indbragt for den tyske ret, verserede der allerede et søgsmål mellem de samme selskaber med undtagelse af et af de sagsøgte selskaber ved en ret i Det Forenede Kongerige. Dette parallelle søgsmål vedrører bl.a. et søgsmål om krænkelse som følge af anvendelsen på internettet af ordet »Merck«, der er omfattet af nationale varemærker.
5.
Det centrale i den problemstilling, der er rejst i forbindelse med den foreliggende anmodning, ligger i fortolkningen af anvendelsesbetingelserne for artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009, såfremt den ret, ved hvilken sagen er anlagt først, skal afgøre tvisten om krænkelse på en medlemsstats område på grundlag af nationale varemærker, mens den ret, ved hvilken sagen er anlagt sidst, er en EU-varemærkedomstol, der har kompetence i hele Unionen.
Retsforskrifter
6.
Artikel 109, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 bestemmer følgende:
»Når krav vedrørende krænkelse, der har samme genstand og hviler på samme retsgrundlag, fremsættes mellem de samme parter for retterne i forskellige medlemsstater, det ene på grundlag af et [EU]-varemærke og det andet på grundlag af et nationalt varemærke:
a)
skal den ret, ved hvilken sagen er anlagt sidst, ex officio erklære sig inkompetent til fordel for den ret, ved hvilken sagen er anlagt først, såfremt de pågældende varemærker er identiske og gælder for varer eller tjenesteydelser af samme art. Den ret, som herefter skulle erklære sig inkompetent, kan udsætte afgørelsen, såfremt den anden rets kompetence bestrides
b)
kan den ret, for hvilken sagen er anlagt sidst, udsætte sagen, såfremt de pågældende varemærker er identiske og gælder for varer eller tjenesteydelser af lignende art, samt såfremt de anfægtede varemærker ligner hinanden og gælder for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art.«
Tvisten i hovedsagen
7.
Sagsøgeren i hovedsagen er et selskab, der står i spidsen for den tyske koncern Merck, som er en farmaceutisk-kemisk virksomhed. Dens historie går helt tilbage til det 17. århundrede.
8.
De sagsøgte i hovedsagen er to amerikanske selskaber og det ene af disses tyske datterselskab, som tilhører koncernen Merck & Co (Merck Sharp & Dohme), der er en af verdens største farmaceutiske virksomheder. Historisk set har denne koncern udviklet sig fra den tyske Merck-koncerns tidligere amerikanske datterselskab. Siden 1919 har de to koncerner været helt adskilt i økonomisk henseende.
9.
Efter denne adskillelse blev der indgået flere aftaler om sameksistens mellem den tyske koncern og den amerikanske koncern vedrørende anvendelsen af de varemærker, der beskytter navnet »Merck«. Aftalen af 1. januar 1970, der blev indgået mellem sagsøgeren i hovedsagen og Merck & Co, er en af disse aftaler.
10.
Sagsøgeren i hovedsagen er indehaver er flere varemærker, der beskytter dette navn, herunder navnlig nationale mærker beskyttet i Det Forenede Kongerige og EU-ordmærket »Merck«, der er registreret for varer i klasse 5, 9, 16 og tjenesteydelser i klasse 42 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret.
11.
De sagsøgte i hovedsagen anvender navnet »Merck« på flere websteder. I forbindelse med aktiviteten på disse websteder er formidlingen af information ikke målrettet geografisk, idet indholdet kan konsulteres i identisk form over hele verden, og dermed også i hele Den Europæiske Union. De sagsøgte i hovedsagen er ligeledes til stede på internettet på andre måder, nemlig på onlineplatformene Facebook, Twitter og Youtube.
12.
Den 8. marts 2013 anlagde sagsøgeren i hovedsagen sag mod de to første sagsøgte i hovedsagen samt tre andre selskaber tilhørende den samme koncern ved High Court of Justice, Chancery Division (ret i første instans (England og Wales), afdelingen for handelsretlige sager mv., Det Forenede Kongerige). Dette søgsmål vedrører dels en tilsidesættelse af aftalen af 1. januar 1970, dels krænkelse af nationale varemærker og internationale varemærker beskyttet i Det Forenede Kongerige, fordi de sagsøgte i hovedsagen anvender navnet »Merck« på internettet.
13.
Den 11. marts 2013 anlagde sagsøgeren i hovedsagen ligeledes for den forelæggende ret, Landgericht Hamburg (den regionale ret i første instans i Hamburg), sag om krænkelse af EU-ordmærket Merck mod de sagsøgte i hovedsagen med den begrundelse, at de har anvendt navnet »Merck« på deres websteder samt på platformene Facebook, Twitter og Youtube.
14.
Ved skriftlige indlæg af henholdsvis 11. november 2014 og 12. marts, 10. september og 22. december 2015 hævede sagsøgeren i hovedsagen sit søgsmål for så vidt angår Det Forenede Kongeriges område. De sagsøgte i hovedsagen har anfægtet denne ophævelse af sagen.
15.
De sagsøgte i hovedsagen er af den opfattelse, at den sag, der verserer ved den forelæggende ret, ikke kan antages til realitetsbehandling i henhold til artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009, i det mindste for så vidt angår anbringendet om krænkelse af sagsøgeren i hovedsagens EU-varemærke i hele Unionen. Sagsøgeren i hovedsagens delvise ophævelse af sagen er uden betydning i denne forbindelse.
16.
Sagsøgeren i hovedsagen har gjort gældende, at artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 ikke finder anvendelse, for så vidt som dette selskab i den anden sag har gjort de rettigheder gældende, som det har i henhold til EU-varemærket, og som er gyldige i hele Unionen, og at denne bestemmelse under alle omstændigheder ikke længere finder anvendelse på grund af sagsøgerens delvise ophævelse af sagen for så vidt angår Det Forenede Kongeriges område.
17.
Den forelæggende ret er i tvivl om, hvilken fortolkning der skal anlægges af artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009, henset til de faktiske omstændigheder i sagen. Den hælder mod den opfattelse, at de to pågældende sager er sammenfaldende, og at denne bestemmelses ordlyd ikke muliggør en delvis erklæring om manglende kompetence begrænset til en enkelt medlemsstat. Den ønsker endvidere oplyst, om den skal anvende artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 eller denne artikels stk. 1, litra b), idet den har understreget, at det EU-varemærke, der er gjort gældende for den, omfatter en liste over varer og tjenesteydelser, som er længere end den liste, der gælder for det nationale varemærke, som er gjort gældende for domstolen i Det Forenede Kongerige.
De præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne ved Domstolen
18.
På denne baggrund har Landgericht Hamburg (den regionale ret i første instans i Hamburg) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1)
Skal udtrykket »der har samme genstand og hviler på samme retsgrundlag« i artikel 109, stk. 1, litra a), i [forordning nr. 207/2009] fortolkes således, at det omfatter drift og anvendelse af en internetoptræden, der kan konsulteres i identisk form under samme domæne over hele verden, og dermed også i hele Den Europæiske Union, når krav vedrørende krænkelse er fremsat mellem de samme parter for retterne i forskellige medlemsstater, det ene på grundlag af et EF-varemærke og det andet på grundlag af et nationalt varemærke?
2)
Skal udtrykket »der har samme genstand og hviler på samme retsgrundlag« i artikel 109, stk. 1, litra a), i [forordning nr. 207/2009] fortolkes således, at det omfatter drift og anvendelse af indhold, der kan konsulteres i identisk form over hele verden, og dermed også i hele Den Europæiske Union, på internettet under domænet »« og/eller »« og/eller »«, hver især under samme brugernavn – med reference til det pågældende domæne »« og/eller »« og/eller »« – når krav vedrørende krænkelse er fremsat mellem de samme parter for retterne i forskellige medlemsstater, det ene på grundlag af et EF-varemærke og det andet på grundlag af et nationalt varemærke?
3)
Skal artikel 109, stk. 1, litra a), i [forordning nr. 207/2009] fortolkes således, at den »ret [i en medlemsstat], ved hvilken sagen er anlagt sidst« – i en sag om »krav vedrørende krænkelse« af et EF-varemærke som følge af en internetoptræden, der kan konsulteres i identisk form over hele verden, og dermed også i hele Den Europæiske Union, under samme domæne – og for hvilken ret der i henhold til artikel 97, stk. 2, og artikel 98, stk. 1, litra a), i [forordning nr. 207/2009] er fremsat krav vedrørende krænkelser, der er begået, eller som der er risiko for i en af medlemsstaterne, i henhold til artikel 109, stk. 1, litra a), i [forordning nr. 207/2009], for så vidt som der foreligger dobbelt identitet, kun skal erklære sig inkompetent for så vidt angår området i en anden medlemsstat, når sagen er blevet anlagt ved en ret i denne medlemsstat først, og der ved sidstnævnte ret er fremsat påstand om, at der er sket en krænkelse af et nationalt varemærke, som er identisk med det EF-varemærke, der senere er blevet påberåbt for den »ret, ved hvilken sagen er anlagt sidst«, og som gælder for varer af samme art, og krænkelsen er sket som følge af drift og anvendelse af en internetoptræden, der kan konsulteres i identisk form under samme domæne over hele verden, og dermed også i hele Den Europæiske Union, eller skal den »ret, ved hvilken sagen er anlagt sidst« i dette tilfælde, for så vidt som der foreligger dobbelt identitet, erklære sig inkompetent med hensyn til samtlige de krav vedrørende krænkelser, der er begået, eller der er risiko for i en af medlemsstaterne, som er fremsat for retten i henhold til artikel 97, stk. 2, og artikel 98, stk. 1, litra a), i [forordning nr. 207/2009], og dermed er fremsat for så vidt angår hele Den Europæiske Unions område?
4)
Skal artikel 109, stk. 1, litra a), i [forordning nr. 207/2009] fortolkes således, at den »ret [i en medlemsstat], ved hvilken sagen er anlagt sidst« – i en sag om »krav vedrørende krænkelse« af et EF-varemærke som følge af drift og anvendelse af indhold, der kan konsulteres i identisk form over hele verden, og dermed også i hele EU, på internettet under domænet »« og/eller »« og/eller »«, hver især under samme brugernavn – med reference til det pågældende domæne »« og/eller »« og/eller »« – og for hvilken ret der i henhold til artikel 97, stk. 2, og artikel 98, stk. 1, litra a), i [forordning nr. 207/2009], er fremsat krav vedrørende krænkelser, der er begået, eller som der er risiko for i en af medlemsstaterne, i henhold til artikel 109, stk. 1, litra a), i [forordning nr. 207/2009], for så vidt som der foreligger dobbelt identitet, kun skal erklære sig inkompetent for så vidt angår området i en anden medlemsstat, når sagen først er blevet anlagt ved en ret i denne medlemsstat, og der ved sidstnævnte ret er fremsat påstand om, at der er sket en krænkelse af et nationalt varemærke, som er identisk med det EF-varemærke, der senere er blevet påberåbt for den »ret, ved hvilken sagen er anlagt sidst«, og som gælder for varer af samme art, og krænkelsen er sket som følge af drift og anvendelse af indhold, der kan konsulteres i identisk form over hele verden, og dermed også i hele Den Europæiske Union, på internettet under domænet »« og/eller »« og/eller »«, hver især under samme brugernavn – med reference til det pågældende domæne »« og/eller »« og/eller »«, eller skal den »ret, ved hvilken sagen er anlagt sidst« i dette tilfælde, for så vidt som der foreligger dobbelt identitet, erklære sig inkompetent med hensyn til samtlige de krav vedrørende krænkelser, der er begået, eller der er risiko for i en af medlemsstaterne, som er fremsat for retten i henhold til artikel 97, stk. 2, og artikel 98, stk. 1, litra a), i [forordning nr. 207/2009], og dermed er fremsat for så vidt angår hele Den Europæiske Unions område?
5)
Skal artikel 109, stk. 1, litra a), i [forordning nr. 207/2009] fortolkes således, at det forhold, at en sag om krav vedrørende krænkelse af et EF-varemærke, der har verseret for den »ret, ved hvilken sagen er anlagt sidst«, i hvilken det er blevet gjort gældende, at der er sket en krænkelse af et EF-varemærke som følge af en internetoptræden, der kan konsulteres i identisk form over hele verden, og dermed også i hele Den Europæiske Union, under samme domæne, og for hvilken ret der i første omgang i henhold til artikel 97, stk. 2, og artikel 98, stk. 1, litra a), i [forordning nr. 207/2009], var fremsat krav vedrørende krænkelser, der er begået, eller der er risiko for i en af medlemsstaterne, ophæves for så vidt angår området i den anden medlemsstat, i hvilken sagen er anlagt »først« for en ret med påstand om, at der er sket en krænkelse af et nationalt varemærke, som er identisk med det EF-varemærke, der senere er blevet påberåbt for den »ret, ved hvilken sagen er anlagt sidst«, og som gælder for varer af samme art, og krænkelsen er sket som følge af drift og anvendelse af en internetoptræden, der kan konsulteres i identisk form under samme domæne over hele verden, og dermed også i hele Den Europæiske Union, medfører, at den »ret, ved hvilken sagen er anlagt sidst« ikke kan erklære sig inkompetent i henhold til artikel 109, stk. 1, litra a), i [forordning nr. 207/2009], for så vidt der foreligger dobbelt identitet?
6)
Skal artikel 109, stk. 1, litra a), i [forordning nr. 207/2009] fortolkes således, at det forhold, at en sag om krav vedrørende krænkelse af et EF-varemærke, der har verseret for den »ret, ved hvilken sagen er anlagt sidst«, under hvilken det er blevet gjort gældende, at der er sket en krænkelse af et EF-varemærke som følge af drift og anvendelse af indhold, der kan konsulteres i identisk form over hele verden, og dermed også i hele Den Europæiske Union, på internettet under domænet »« og/eller »« og/eller »«, hver især under samme brugernavn – med reference til det pågældende domæne »« og/eller »« og/eller »« – og for hvilken ret der i første omgang i henhold til artikel 97, stk. 2, og artikel 98, stk. 1, litra a), i [forordning nr. 207/2009], var fremsat krav vedrørende krænkelser, der er begået, eller der er risiko for i en af medlemsstaterne, ophæves for så vidt angår området i den anden medlemsstat, i hvilken sagen er anlagt »først« for en ret med påstand om, at der er sket en krænkelse af et nationalt varemærke, som er identisk med det EF-varemærke, der senere er blevet påberåbt for den »ret, ved hvilken sagen er anlagt sidst«, og som gælder for varer af samme art, og krænkelsen er sket som følge af drift og anvendelse af indhold, der kan konsulteres i identisk form over hele verden, og dermed også i hele Den Europæiske Union, på internettet under domænet »« og/eller »« og/eller »«, hver især under samme brugernavn – med reference til det pågældende domæne »« og/eller »« og/eller »« – medfører, at den »ret, ved hvilken sagen er anlagt sidst« ikke kan erklære sig inkompetent i henhold til artikel 109, stk. 1, litra a), i [forordning nr. 207/2009], for så vidt som der foreligger dobbelt identitet?
7)
Skal artikel 109, stk. 1, litra a), i [forordning nr. 207/2009] fortolkes således, at formuleringen »såfremt de pågældende varemærker er identiske og gælder for varer eller tjenesteydelser af samme art« betyder, at såfremt varemærker er identiske, er den »ret, ved hvilken sagen er anlagt sidst«, kun inkompetent i det omfang registreringen af EF-varemærket og det nationale varemærke omfatter de samme varer og/eller tjenesteydelser, eller er den »ret, ved hvilken sagen er anlagt sidst« fuldt ud inkompetent, også selv om det EF-varemærke, der påberåbes for denne ret, endvidere gælder for andre varer og/eller tjenesteydelser – der ikke er beskyttet af det nationale varemærke – for hvis vedkommende der muligvis er foretaget handlinger, der er identiske med eller ligner de omtvistede?«
19.
Forelæggelsesafgørelsen blev indgivet til Domstolens Justitskontor den 25. april 2016. Parterne i hovedsagen samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Parterne i hovedsagen og Kommissionen deltog ligeledes i retsmødet, der blev afholdt den 15. februar 2017.
Bedømmelse
Indledende bemærkninger
20.
Anmodningen om præjudiciel afgørelse i den foreliggende sag giver Domstolen lejlighed til at behandle flere aspekter af den litispendensregel, der finder anvendelse inden for EU-varemærkeretten, og som findes i artikel 109, stk. 1, i forordning nr. 207/2009, idet disse aspekter ikke tidligere er blevet behandlet.
21.
For det første, og som det fremgår af Kommissionens skriftlige bemærkninger og de udvekslinger, der fandt sted mellem parterne under retsmødet, giver de faktiske omstændigheder, der er beskrevet i forelæggelsesafgørelsen, anledning til tvivl med hensyn til betingelsen om parternes identitet. Søgsmålet ved den forelæggende ret er således blevet anlagt mod den amerikanske koncerns tyske datterselskab, som ikke er part i den første sag. Dette spørgsmål skal efter min opfattelse undersøges, selv om det ikke fremgår af de præjudicielle spørgsmål, for at oplyse den forelæggende ret om alle de relevante aspekter af artikel 109, stk. 1, i forordning nr. 207/2009.
22.
For det andet vil jeg analysere den centrale problematik i den foreliggende sag, der vedrører fortolkningen af betingelsen om søgsmåls identitet i henhold til artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009. Denne analyse vil ligeledes omfatte spørgsmålet, om den ret, ved hvilken sagen er anlagt sidst, skal erklære sig delvist inkompetent for så vidt angår en del af Unionens område (første til fjerde præjudicielle spørgsmål).
23.
For det tredje vil jeg, selv om besvarelsen af de foregående spørgsmål skulle tillade den forelæggende ret at afgøre spørgsmålet om litispendensindsigelsen, subsidiært behandle de to andre aspekter af den præjudicielle forelæggelse. Disse to aspekter vedrører dels hensyntagen til den delvise ophævelse ved bedømmelsen af, om der eksisterer litispendens (femte og sjette præjudicielle spørgsmål), dels afgrænsningen mellem litra a) og b) i artikel 109, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 (syvende præjudicielle spørgsmål).
Litispendensreglen i artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009
24.
Artikel 94, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 henviser generelt til bestemmelserne i forordning (EF) nr. 44/2001 ( 3 ).
25.
Denne henvisning er betinget af visse specifikke regler. Artikel 109, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 indeholder en sådan specifik regel vedrørende litispendens mellem samtidige civile søgsmål, der er baseret på EU-varemærker og på nationale varemærker.
26.
Denne regel er begrundet i sameksistensen mellem EU-varemærket og de nationale varemærker, som kendetegner ordningen for beskyttelse af varemærker i EU.
27.
Målet med den i artikel 109, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 omhandlede regel er i det væsentlige det samme som målet med litispendensreglerne i Bruxelles I-forordningens artikel 27 ( 4 ). Målet er at undgå, at der afsiges modstridende domme som følge af parallelle søgsmål mellem de samme parter, som har den samme genstand og hviler på det samme grundlag ( 5 ).
28.
Artikel 109, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 behandler imidlertid litispendensproblematikken inden for en meget afgrænset kontekst, nemlig det tilfælde, hvor der er tale om to parallelle søgsmål om krænkelse, det ene anlagt på grundlag af et EU-varemærke, og det andet på grundlag af et identisk nationalt varemærke.
29.
Eftersom der således er tale om en lovgivning, der er direkte inspireret af litispendensreglerne i Bruxelleskonventionen ( 6 ), som derefter er medtaget i Bruxelles I-forordningen, er Domstolens retspraksis om fortolkningen af disse yderst relevant ( 7 ).
30.
Denne betragtning underbygges af den omstændighed, at forordning nr. 207/2009 ikke omhandler alle tilfælde af litispendens i forbindelse med et EU-varemærke. Parallelle søgsmål anlagt ved domstole i forskellige medlemsstater på grundlag af det samme EU-varemærke er navnlig omfattet af litispendensreglerne i Bruxelles I-forordningen (eller for søgsmål anlagt efter den 10.1.2015 i forordning nr. 1215/2012) ( 8 ).
31.
Det følger heraf, at det litispendensbegreb, der ligger til grund for artikel 109, stk. 1, i forordning nr. 207/2009, nødvendigvis skal være det samme som det litispendensbegreb, der ligger til grund for Bruxelles I-forordningens artikel 27, stk. 1.
32.
De begreber, der anvendes i Bruxelles I-forordningens artikel 27 til afgørelse af, om der findes litispendens, er uafhængige af tidligere tilsvarende begreber i national ret ( 9 ).
33.
Domstolen har fortolket litispendensbegrebet på grundlag af en test bestående af tre elementer: parternes identitet, grundlagets identitet og identiteten af kravenes genstand. Domstolen har i denne forbindelse baseret sig på bestemmelserne i Bruxelleskonventionens artikel 21 i den franske version samt i de øvrige sprogversioner, idet den så bort fra den omstændighed, at der i den tyske og den engelske version ikke sondres mellem begreberne »genstand« og »grundlag« ( 10 ).
34.
Fortolkningen af artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 indebærer et tilsvarende problem. I den engelske version af artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 anvendes det samme udtryk som det, der anvendes i Bruxelles I-forordningens artikel 27, stk. 1 ( 11 ), mens der på fransk og tysk anvendes udtryk i de to bestemmelser, der er forskellige herfra ( 12 ).
35.
Henset til den omstændighed, at der helt klart er tale om en regel, der er inspireret af de litispendensregler, som er fastsat i Bruxelleskonventionen, skal der efter min opfattelse ses bort fra denne sproglige forskellighed. Ved fortolkningen af artikel 109, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 skal der tages udgangspunkt i den hypotese, at denne bestemmelse er baseret på det samme litispendensbegreb som Bruxelles I-forordningens artikel 27, stk. 1, der omfatter testen af de tre elementer, nemlig parternes identitet, grundlagets identitet og identiteten af kravenes genstand ( 13 ).
36.
Forskellen mellem litispendensreglerne i artikel 109 og litispendensreglerne i Bruxelles I-forordningen ligger i, at betingelsen om kravenes identitet er opfyldt i førstnævnte tilfælde, til trods for deres formelt særskilte retsgrundlag – det ene er baseret på et EU-varemærke, mens det andet er baseret på et nationalt varemærke – når de pågældende varemærker er identiske og gælder de samme varer eller tjenesteydelser.
Om parternes identitet
37.
Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at det andet søgsmål, der er anlagt i den foreliggende sag, omfatter en sagsøgt part, der ikke var part i den første sag, nemlig det tyske datterselskab i den koncern, der udgøres af de to første sagsøgte i hovedsagen.
38.
Det skal derfor undersøges, om de to sager er anlagt mellem de samme parter.
39.
Når parterne i parallelle sager kun er delvist sammenfaldende, er den ret, ved hvilken sagen er anlagt sidst, kun forpligtet til at erklære sig inkompetent, for så vidt som parterne i de to sager er de samme, og sagen mellem de øvrige parter kan således videreføres ( 14 ).
40.
Parternes identitet forudsætter i princippet, at der er tale om de samme personer.
41.
I visse særlige tilfælde kan denne betingelse imidlertid være opfyldt, selv om parterne i parallelle sager er forskellige personer.
42.
Domstolen har således fastslået, at det ikke kan udelukkes, at de to parters interesser kan anses for i den grad at være sammenfaldende og uadskilleligt forbundne, at parterne må betragtes som én og samme part med henblik på anvendelsen af litispendensreglerne ( 15 ).
43.
Efter min opfattelse er der tale om et sådant særligt tilfælde i to parallelle søgsmål om krænkelse – som de to søgsmål i den foreliggende sag – som vedrører det samme tegn, der anvendes af økonomisk forbundne selskaber.
44.
I en koncern bestående af flere selskaber skal kontrollen med de intellektuelle ejendomsrettigheder, herunder varemærkerettigheder, overdrages til en af de juridiske personer, ofte det selskab, der står i spidsen for koncernen, selv om tegn i praksis kan anvendes på en ensartet måde af alle selskaber i koncernen.
45.
Under disse omstændigheder er de berørte selskabers interesser, selv om der er tale om særskilte personer, kendetegnet ved en sådan enhed, at de pågældende selskaber må betragtes som en og samme part med hensyn til målet om at undgå modstridende domme på varemærkeområdet ( 16 ).
46.
Under de omstændigheder, der gør sig gældende i den foreliggende sag, er jeg således af den opfattelse, at to parallelle søgsmål anlagt dels mod moderselskabet, dels mod moderselskabet og dets datterselskab, må anses for at vedrøre de samme parter, når genstanden for disse søgsmål er økonomisk forbundne selskabers anvendelse af det samme tegn. Det tilkommer naturligvis den nationale ret at anvende disse betragtninger på tvisten i hovedsagen.
Om identiteten af søgsmålene om krænkelse
47.
Som allerede anført er artikel 109, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 baseret på det samme litispendensbegreb som Bruxelles I-forordningens artikel 27, stk. 1.
48.
Det fremgår af retspraksis vedrørende Bruxelles I-forordningen, at søgsmål vedrørende en litispendensregel skal hvile på samme »grundlag«, dvs. det samme faktiske og juridiske grundlag ( 17 ), og have den samme »genstand«, dvs. forfølge det samme mål ( 18 ).
49.
Søgsmålene skal således ikke være »identiske« i ordets egentlige forstand, men skal være sammenfaldende for så vidt angår deres grundlag og genstand ( 19 ).
50.
Efter min opfattelse er artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 baseret på de samme elementer, idet den finder anvendelse på søgsmål om krænkelse anlagt på grundlag af de samme faktiske omstændigheder og på grundlag af identiske nationale varemærker og EU-varemærker.
51.
Hvad angår grundlaget for søgsmålene i den foreliggende sag fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at de to krav er baseret på retsgrundlag, der kan sidestilles i forbindelse med den i artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 omhandlede litispendensregel, nemlig på de enerettigheder, der følger af nationale varemærker og et EU-varemærke, der er identiske.
52.
Endvidere omfatter de to sager faktiske elementer, der på sin vis er sammenfaldende, eftersom de vedrører anvendelsen af tegnet »Merck« på de samme websteder.
53.
De fortolkningsmæssige vanskeligheder i forbindelse med den foreliggende tvist vedrører disse kravs territoriale aspekt.
54.
Selv om de to søgsmål har til formål at opnå et forbud mod anvendelsen af det samme tegn, er omfanget af konstateringen af en krænkelse i de to søgsmål og de territoriale virkninger af forbuddene kun delvist sammenfaldende.
55.
Under de omstændigheder, der gør sig gældende i den foreliggende sag, har den ret, ved hvilken det første søgsmål er anlagt på grundlag af det nationale varemærke, kun kompetence på Det Forenede Kongeriges område, mens det andet søgsmål er anlagt ved en EU-varemærkedomstol i henhold til artikel 97, stk. 1-4, i forordning nr. 207/2009, idet denne domstol har kompetence til at prøve forekomsten af krænkelser på alle medlemsstaters område og til at vedtage et forbud, der gælder for hele Unionen.
56.
Hvilken indvirkning har denne forskel på bedømmelsen af grundlagets og genstandens identitet i de to søgsmål?
57.
Parterne har delte meninger på dette punkt. Sagsøgeren i hovedsagen er af den opfattelse, at forskellen på de to søgsmåls territoriale rækkevidde udelukker, at der kan træffes afgørelse om, at de er identiske. De sagsøgte i hovedsagen har gjort gældende, at der i den foreliggende sag er tale om to identiske søgsmål med hensyn til anvendelsen af artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009.
58.
Kommissionen har på sin side anført, at betingelsen om de »faktiske omstændigheders« identitet skal vedrøre en krænkelse af de samme varemærker på de samme medlemsstaters område. Begrebet »der har samme genstand og hviler på samme retsgrundlag« skal ifølge Kommissionen i forbindelse med artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 forstås således, at det omfatter to krav, der ikke blot vedrører krænkelse af de samme varemærker, men ligeledes det samme område.
59.
Det skal bemærkes, at det spørgsmål, der er blevet rejst i den foreliggende tvist, vedrører en problematik, der i litteraturen har givet anledning til to forskellige holdninger.
60.
Ifølge den første holdning er artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 til hinder for, at der kan anlægges et nyt søgsmål om krænkelse af et identisk varemærke, uanset de to kravs territoriale aspekter. Med andre ord kræver denne bestemmelse, at den ret, ved hvilken sagen er anlagt sidst på grundlag af et EU-varemærke, erklærer sig inkompetent, selv hvis det første søgsmål er baseret på det nationale varemærke og derfor vedrører en konstatering af krænkelse begrænset til den pågældende medlemsstats område ( 20 ).
61.
Ifølge den anden holdning er to krænkelser omfattet af samtidige søgsmål på grundlag af dels et nationalt varemærke, dels et EU-varemærke, kun identiske, når de faktiske omstændigheder vedrører det samme område. EU-varemærkedomstolen er ikke forpligtet til at erklære sig inkompetent, for så vidt som den territoriale rækkevidde af den tvist, der er indbragt for den, er større end den territoriale rækkevidde af den tvist, der er indbragt for den nationale ret, ved hvilken sagen er anlagt først ( 21 ). Den samme tvivl med hensyn til de to fortolkninger af artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 kommer ligeledes til udtryk i visse nationale domme ( 22 ).
62.
Ifølge begge holdninger er formuleringen af artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 problematisk. I bred forstand er der et hul i retsbeskyttelsen af indehaveren af et EU-varemærke. Denne kan ikke anlægge sag om beskyttelse af sine rettigheder på europæisk plan, fordi der er anlagt et samtidigt søgsmål på grundlag af et nationalt varemærke, som verserer ved en ret, der har kompetence til at påkende sager om krænkelse begrænset til en enkelt medlemsstats område ( 23 ).
63.
Efter min opfattelse skal der for at fjerne denne fortolkningsmæssige tvivl henvises til opbygningen af den pågældende bestemmelse.
64.
Det mål, der forfølges med artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009, fremgår af angivelsen af to principper, nemlig dels EU-varemærkets enhedskarakter, dels dette varemærkes sameksistens med de nationale varemærker, der fører til behovet for at undgå indbyrdes modstridende domme.
65.
Forbindelsen mellem disse principper fremgår af de mål, der er beskrevet i 16. og 17. betragtning til forordning nr. 207/2009. I henhold til disse betragtninger skal afgørelser vedrørende gyldighed og krænkelse af EU-varemærker have retskraft inden for hele Unionens område. Det skal endvidere undgås, at der afsiges indbyrdes modstridende domme i søgsmål, der er anlagt vedrørende de samme forhold, på grundlag af et EU-varemærke og parallelle nationale varemærker ( 24 ).
66.
Forholdet mellem disse to mål ville dog blive truet, hvis artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 skulle fortolkes bredt, således at den forhindrede indehaveren af et EU-varemærke i at påberåbe sig et sådant varemærkes paneuropæiske virkning, fordi der var anlagt et samtidigt søgsmål på grundlag af et nationalt varemærke, som vedrører krænkelse på et mere begrænset område. En sådan fortolkning ville ganske vist bidrage til at fremme målet om at undgå indbyrdes modstridende domme, men den ville bringe målet om at sikre, at virkningerne af afgørelser om krænkelse af et EU-varemærke finder anvendelse på hele Unionens område, i fare.
67.
Derimod kan ligevægt mellem disse to mål sikres fuldt ud, hvis artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 fortolkes således, at den alene finder anvendelse på parallelle søgsmål, hvis territoriale aspekter er sammenfaldende. En sådan fortolkning sikrer dels, at indehaveren af et EU-varemærke kan beskytte sine rettigheder på europæisk plan, også selv om der er anlagt et samtidigt søgsmål på grundlag af et nationalt varemærke. Dels gør den det muligt at undgå indbyrdes modstridende domme, for så vidt som den territoriale kompetence, som de retter, ved hvilke der er anlagt parallelle søgsmål på grundlag af nationale varemærker og et EU-varemærke, har, klart kan afgrænses.
68.
Jeg er således af den opfattelse, at såfremt det første søgsmål er anlagt på grundlag af et nationalt varemærke og vedrører krænkelse på den pågældende medlemsstats område, og det andet søgsmål er anlagt på grundlag af et EU-varemærke og vedrører krænkelse i den pågældende medlemsstat, men ligeledes andre steder på EU’s område, er de to søgsmål kun delvist sammenfaldende for så vidt angår krænkelse på det område, hvor det nationale varemærke er beskyttet.
69.
Denne betragtning underbygges af den mere generelle fremgangsmåde, der ligger til grund for anvendelsen af Bruxelles I-forordningens artikel 27.
70.
I henhold til nævnte forordnings artikel 27 skal spørgsmålet om, hvorvidt grundlaget og genstanden er de samme, især undersøges ud fra de potentielle virkninger af den afgørelse, som den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, skal træffe. Det skal således klarlægges, om parten i den første sag stadig har noget at vinde i den anden sag efter enten at have vundet eller tabt den første sag ( 25 ).
71.
Derfor er en erklæring om inkompetence på grund af litispendens kun hensigtsmæssig, hvis de potentielle virkninger af dommene i de to sager overlapper hinanden. Hvis dette princip gælder for Bruxelles I-forordningens artikel 27, bør det ligeledes gælde for artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 ( 26 ).
72.
Såfremt den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, som det er tilfældet i den foreliggende sag, træffer afgørelse om krænkelse af et nationalt varemærke, giver den omstændighed, at indehaveren af et EU-varemærke har fået medhold i forbindelse med den første tvist, ikke denne en lige så omfattende beskyttelse som den, der kræves i den anden sag på grundlag af EU-varemærket.
73.
Artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 tilsigter ganske vist også at undgå en situation, hvor indehaveren af parallelle varemærker – et EU-varemærke og et identisk nationalt varemærke – vil kunne indbringe den samme krænkelse for to domstole i forskellige medlemsstater.
74.
Det skal dog bemærkes, at det ikke kan antages, at retssager vil blive misbrugt på denne måde. Det kan navnlig ikke udelukkes, at indehaveren af parallelle varemærker i visse situationer rent objektivt kan foranlediges til at gøre sine rettigheder gældende i to parallelle søgsmål. Dette synes at være tilfældet i den foreliggende sag, idet krænkelsen på Det Forenede Kongeriges område skal undersøges sammen med tvisten vedrørende en kontrakt, der udspringer af aftalen om sameksistens af 1. januar 1970.
75.
Endelig understøttes den fortolkning, jeg har foreslået, tilsyneladende af endnu mere grundlæggende betragtninger inspireret af princippet om en effektiv retsbeskyttelse, der er sikret med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
76.
Jeg er i denne forbindelse klar over, at den omstændighed, at Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder gøres gældende, i princippet kan føre til, at rækkevidden af litispendensreglerne eller reglerne om afgørelse af den kompetente ret generelt ændres ( 27 ). Når en bestemmelse kan fortolkes på to måder, skal man imidlertid efter min opfattelse vælge den fortolkning, der gør det muligt at sikre den løsning, der tager udgangspunkt i princippet om en effektiv retsbeskyttelse. Såfremt artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 skal fortolkes således, at den kræver, at EU-varemærkedomstolen erklærer sig inkompetent i tilfælde, hvor der samtidigt er anlagt et søgsmål ved en ret, der har en mere begrænset territorial kompetence, vil det kunne gå ud over retsbeskyttelsen af indehaveren af et EU-varemærke.
77.
Henset til det ovenstående er jeg af den opfattelse, at artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 skal fortolkes således, at genstanden og grundlaget for de to søgsmål om krænkelse, når det første er anlagt på grundlag af et nationalt varemærke om en krænkelse på en medlemsstats område, og det andet på grundlag af et EU-varemærke om en krænkelse på hele Unionens område, kun er delvist sammenfaldende for så vidt angår den medlemsstats område, i hvilken dette nationale varemærke er beskyttet.
Om en erklæring om delvis inkompetence begrænset til en del af Unionens område
78.
Hvilken forpligtelse påhviler der i henhold til artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 den ret, ved hvilken sagen er anlagt sidst, såfremt søgsmålene om krænkelse kun er delvist sammenfaldende?
79.
I princippet er den ret, ved hvilken sagen er anlagt sidst, i tilfælde af en delvis overlapning af de to sager, kun forpligtet til at erklære sig inkompetent i det omfang, det er nødvendigt for at undgå dette sammenfald ( 28 ).
80.
Dette forudsætter naturligvis, at en sådan erklæring om delvis inkompetence er mulig, henset til arten af den anden sag.
81.
Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Domstolen allerede har fastlagt principper, hvorefter det er muligt for EU-varemærkedomstolen undtagelsesvis at begrænse de territoriale virkninger af en dom i en sag om krænkelse i to tilfælde, nemlig for det første, når sagsøgeren har begrænset den territoriale rækkevidde af sit søgsmål under udøvelsen af sin ret til frit at bestemme omfanget af sit søgsmål, og for det andet i det tilfælde, hvor EU-varemærkedomstolen på grundlag af oplysninger, som i princippet skal forelægges den af den sagsøgte part, fastslår, at anvendelsen af et tegn ikke medfører nogen risiko for forveksling med EU-varemærket i en nøjagtigt afgrænset del af Unionens område ( 29 ).
82.
Jeg finder det hensigtsmæssigt at tilføje en tredje mulighed for at begrænse den territoriale rækkevidde af en dom afsagt i et søgsmål om krænkelse af et EU-varemærke. Denne mulighed omfatter det tilfælde, hvor den EU-varemærkedomstol, ved hvilken sagen er anlagt sidst, skal erklære sig delvist inkompetent for at afgrænse rækkevidden af samtidige søgsmål, der er baseret på nationale varemærker og EU-varemærker.
83.
Endvidere er jeg af den opfattelse, at ansvaret for afgrænsningen af dens territoriale kompetence med henblik på at undgå litispendens ikke påhviler parterne i tvisterne, men den ret, ved hvilken sagen er anlagt sidst.
84.
Denne betragtning følger af såvel en rets rolle med hensyn til afgrænsning af dens territoriale kompetence som litispendensreglerne, i henhold til hvilke sagen skal udsættes og efterfølges af en erklæring om inkompetence, fordi der er tale om litispendens. Den afspejles ligeledes i ordlyden af artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009, hvorefter den ret, ved hvilken sagen er anlagt sidst, ex officio skal erklære sig inkompetent.
85.
Henset til det ovenstående skal artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 fortolkes således, at EU-varemærkedomstolen, såfremt der anlægges samtidige søgsmål baseret på et nationalt varemærke og et EU-varemærke, som er delvist sammenfaldende for så vidt angår det område, hvor det nationale varemærke er beskyttet, ex officio skal erklære sig inkompetent, når sagen er anlagt ved denne sidst, for så vidt angår den del af kravet, der vedrører det område, for hvilket sagerne er sammenfaldende.
Subsidiært vedrørende konsekvenserne af delvis ophævelse af sagen
86.
Henset til ovenstående analyse er det unødigt at besvare femte til syvende præjudicielle spørgsmål. Jeg vil undersøge dem kort subsidiært, såfremt Domstolen skulle finde det hensigtsmæssigt at besvare dem.
87.
Med femte og sjette spørgsmål, som skal undersøges samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om sagsøgeren i hovedsagens delvise ophævelse af sagen vedrørende krænkelsen på Det Forenede Kongeriges område vil kunne tages i betragtning med henblik på anvendelsen af artikel 109, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009.
88.
Det skal indledningsvis bemærkes, at de sagsøgte i hovedsagen har anført, at den pågældende ophævelse af sagen ikke gælder i forhold til de nationale retsregler, hvorefter ophævelse af en sag skal ske under retsforhandlingernes mundtlige del, hvis den skal have en ensidig virkning. Spørgsmålet henhører imidlertid under national procesret, der ikke er omfattet af Domstolens kompetence. Jeg vil derfor blot undersøge virkningerne af en ophævelse på baggrund af artikel 109, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009.
89.
Sagsøgeren i hovedsagen har i denne forbindelse gjort gældende, at ophævelsen i den foreliggende sag fjerner risikoen for overlapning af de to sager, således at der ikke længere foreligger litispendens. De sagsøgte i hovedsagen har gjort gældende, at det skal afgøres, om der foreligger litispendens, ved sagens start, således at der ikke kan tages hensyn til en ophævelse, mens sagen verserer.
90.
Mig bekendt har Domstolen endnu ikke haft lejlighed til at udtale sig om de konsekvenser, som en ophævelse vil have for anvendelsen af litispendensreglerne ( 30 ).
91.
Eftersom litispendensreglerne vedrører kompetencen hos den ret, ved hvilken sagen er anlagt, er det ganske vist rigtigt, at afgørelsen i denne forbindelse i princippet skal træffes med henvisning til situationen på tidspunktet for indgivelse af søgsmålet.
92.
Denne hensyntagen skal dog ske i overensstemmelse med målet med de pågældende regler, som er at undgå indbyrdes modstridende domme. Når der som følge af en hændelse, der indtræder under sagen, ikke længere er risiko for indbyrdes modstridende domme, skal der efter min opfattelse tages hensyn hertil i forbindelse med anvendelsen af litispendensreglerne ( 31 ).
93.
Jeg er således af den opfattelse, at der, når samtidige søgsmål om krænkelse ikke længere kan anses for at være identiske, fordi den sidst anlagte sag gyldigt er delvis hævet, skal tages hensyn hertil ved anvendelsen af artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009.
Subsidiært vedrørende varernes og tjenesteydelsernes identitet
94.
Med syvende præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret at sondre mellem de i artikel 109, stk. 1, litra a) og b), i forordning nr. 207/2009 anførte muligheder.
95.
Selv om dette aspekts relevans ikke fremgår klart af forelæggelsesafgørelsen, fremgår det af de argumenter, som hovedsagens parter har fremført, at der er diskussion om, hvorvidt artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 finder anvendelse, når det EU-varemærke, der gøres gældende over for den ret, ved hvilken sagen er anlagt sidst, også er blevet registreret for supplerende varer og tjenesteydelser i forhold til det nationale varemærke, der er omfattet af den først anlagte sag.
96.
Som Kommissionen med føje har gjort gældende, er det i denne forbindelse relevant i forbindelse med anvendelsen af artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 at finde ud af, om søgsmålene ved de to retter omfatter krænkelser af henholdsvis et nationalt varemærke og et EU-varemærke omfattende de samme varer eller tjenesteydelser. Såfremt krænkelsen af de supplerende varer eller tjenesteydelser kun gøres gældende for den ret, ved hvilken sagen er anlagt sidst, er det grundlag, som de to krav hviler på, kun delvist sammenfaldende, således at en erklæring om delvis inkompetence må overvejes.
97.
Som allerede anført er dette aspekt imidlertid ikke relevant, hvis Domstolen følger mine forslag til besvarelse af de fire første præjudicielle spørgsmål.
Forslag til afgørelse
98.
På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen besvarer de præjudicielle spørgsmål, som Landgericht Hamburg (den regionale ret i første instans i Hamburg) har forelagt, således:
»Artikel 109, stk. 1, litra a), i forordning nr. 207/2009 i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EU-varemærker skal fortolkes således, at to søgsmål om krænkelse, der anlægges ved domstolene i forskellige medlemsstater, når det første er anlagt på grundlag af et nationalt varemærke om en krænkelse på en medlemsstats område, og det andet på grundlag af et EU-varemærke om en krænkelse på hele Unionens område, kun er delvist sammenfaldende, for så vidt som de vedrører denne medlemsstats område.
EU-varemærkedomstolen skal ex officio erklære sig inkompetent, når en sag er anlagt ved den sidst, for så vidt angår den del af kravet, der vedrører det område, for hvilket de to søgsmål er sammenfaldende.«
( 1 ) – Originalsprog: fransk.
( 2 ) – Rådets forordning af 26.2.2009 om EF-varemærker (EUT 2009, L 78, s. 1). Ud over at indsætte henvisninger til »EU-varemærker« har Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2015/2424 af 16.12.2015 om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 om EF-varemærker og Kommissionens forordning (EF) nr. 2868/95 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 om EF-varemærker og om ophævelse af Kommissionens forordning (EF) nr. 2869/95 om de gebyrer, der skal betales til Harmoniseringskontoret for det indre marked (varemærker og mønstre) (EUT 2015, L 341, s. 21), ikke ændret de pågældende bestemmelser.
( 3 ) – Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22.12.2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2001, L 12, s. 1, herefter »Bruxelles I-forordningen«).
( 4 ) – Fra den 10.1.2015 erstattet af artikel 29 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12.12.2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1). Henset til den i denne forordnings artikel 66, stk. 1, omhandlede overgangsbestemmelse er det foreliggende søgsmål, der er anlagt før den 10.1.2015, fortsat omfattet af Bruxelles I-forordningen. Det skal endvidere bemærkes, at den i stk. 1 i de to artikler omhandlede litispendenshypotese er formuleret enslydende.
( 5 ) – 17. betragtning til forordning nr. 207/2009.
( 6 ) – Konvention af 27.9.1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1972, L 299, s. 32), som ændret ved efterfølgende konventioner om nye medlemsstaters tiltræden af denne konvention (herefter »Bruxelleskonventionen«).
( 7 ) – Jf. generaladvokat Tanchevs forslag til afgørelse Hummel Holding (C-617/15, EU:C:2017:13, punkt 33).
( 8 ) – Jf. D. Schennen, i G. Eisenführ, D. Schennen, Gemeinschaftsmarkenverordnung, 4. udgave, Carl Heymanns Verlag, Köln, 2014, artikel 109, punkt 4.
( 9 ) – Jf. vedrørende artikel 21 i Bruxelleskonventionen dom af 8.12.1987, Gubisch Maschinenfabrik (144/86, EU:C:1987:528, præmis 11), og af 6.12.1994, Tatry (C-406/92, EU:C:1994:400, præmis 30). Jeg er ikke enig med D. Schennen, som har bemærket, at parternes og de faktiske omstændigheders identitet skal bedømmes i henhold til national procesret. Jf. D. Schennen, i G. Eisenführ, D. Schennen, Gemeinschaftsmarkenverordnung, 4. udgave, Carl Heymanns Verlag, Köln, 2014, artikel 109, punkt 8.
( 10 ) – Jf. dom af 8.12.1987, Gubisch Maschinenfabrik (144/86, EU:C:1987:528, præmis 14), og af 6.12.1994, Tatry (C-406/92, EU:C:1994:400, præmis 38).
( 11 ) – På engelsk »[Actions/proceedings] involving the same cause of action«.
( 12 ) – På fransk »demandes ayant le même objet et la même cause« (artikel 27 i Bruxelles I-forordningen) og »actions en contrefaçon […] formées pour les mêmes faits« (artikel 109, stk. 1, i forordning nr. 207/2009). På tysk henholdsvis »Klagen wegen desselben Anspruchs« og »Verletzungsklagen […] wegen derselben Handlungen«.
( 13 ) – Jf. vedrørende forbindelsen mellem forordning nr. 207/2009 og Bruxelles I-forordningens artikel 27 generaladvokat Bobeks forslag til afgørelse Apple and Pear Australia og Star Fruits Diffusion mod EUIPO (C-226/15 P, EU:C:2016:250, punkt 35-37). Vedrørende forbindelsen mellem de to bestemmelser har Det Forenede Kongeriges domstole draget en tilsvarende konklusion, jf. Hearst Holdings Inc & Anor v A.V.E.L.A. Inc & Ors [2014] EWHC 1553 (Ch) (19 May 2014), præmis 18.
( 14 ) – Dom af 6.12.1994, Tatry (C-406/92, EU:C:1994:400, præmis 34).
( 15 ) – Jf. i denne retning vedrørende parallelle sager, der omfatter forsikreren og den forsikrede, dom af 19.5.1998, Drouot assurances (C-351/96, EU:C:1998:242, præmis 19 og 23).
( 16 ) – Jf. ligeledes en tilsvarende holdning i M. Hartmann, Die Gemeinschaftsmarke im Verletzungsverfahren, Peter Lang, Frankfurt am Main, 2009, s. 164.
( 17 ) – Dom af 6.12.1994, Tatry (C-406/92, EU:C:1994:400, præmis 39), af 14.10.2004, Mærsk Olie & Gas, C-39/02 (EU:C:2004:615, præmis 38), og af 22.10.2015, Aannemingsbedrijf Aertssen og Aertssen Terrassements (C-523/14, EU:C:2015:722, præmis 43).
( 18 ) – Dom af 6.12.1994, Tatry (C-406/92, EU:C:1994:400, præmis 41), af 8.5.2003, Gantner Electronic (C-111/01, EU:C:2003:257, præmis 25), og af 22.10.2015, Aannemingsbedrijf Aertssen og Aertssen Terrassements (C-523/14, EU:C:2015:722, præmis 45).
( 19 ) – Jf. navnlig P. Mankowski og U. Magnus, European Commentaries on Private International Law (ECPIL), Brussels Ibis Regulation, bind I, Otto Schmidt, Köln, 2016, artikel 29, s. 726.
( 20 ) – Jf. H. Schack, »Die grenzüberschreitende Durchsetzung gemeinschaftsweiter Schutzrechte«, i Festschrift für Rolf Stürner, Mohr Siebeck, Tübingen, 2013, s. 1352.
( 21 ) – Jf. D. Halbsguth, Territorialität im Verletzungsverfahren aus der Europäischen Gemeinschaftsmarke, Hamburg, 2010, s. 117 og 118, og R. Janal, Europäisches Zivilverfahrensrecht und Gewerblicher Rechtsschutz, Mohr Siebeck, Tübingen, 2015, §13, nr. 61.
( 22 ) – Jf. dels tysk retspraksis (OLG Düsseldorf, 08.11.2005 - I-20 U 110/04 – RODEO/RODEO DRIVE), dels Det Forenede Kongeriges retspraksis (Prudential Assurance v. Prudential Insurance [2003] EWCA Civ 327 og Hearst Holdings Inc & Anor v A.V.E.L.A. Inc & Ors [2014] EWHC 1553). En analyse af disse domme findes i M. Hartmann, Die Gemeinschaftsmarke im Verletzungsverfahren, Peter Lang, Frankfurt am Main, 2009, s. 105-108.
( 23 ) – Jf. D. Halbsguth, op.cit., s. 118; R. Janal, R., op.cit., s. 61; Schack, op.cit., s. 1352. H. Schack har bemærket, at et sådant resultat er »hårdt, men tilsyneladende ønsket« af lovgiver (»hart aber anscheinend gewollt«).
( 24 ) – Jf. vedrørende forbindelsen mellem disse to betragtninger dom af 12.4.2011, DHL Express France (C-235/09, EU:C:2011:238, præmis 42).
( 25 ) – Jf. generaladvokat Jääskinens forslag til afgørelse Weber (C-438/12, EU:C:2014:43, punkt 67).
( 26 ) – Jf. R. Janal, op.cit., §13, nr. 61.
( 27 ) – Jf. generaladvokat Jääskinens forslag til afgørelse Weber (C-438/12, EU:C:2014:43, punkt 87 og 88).
( 28 ) – Jf. i denne retning vedrørende parternes delvise identitet dom af 6.12.1994, Tatry (C-406/92, EU:C:1994:400, præmis 33).
( 29 ) – Jf. dom af 12.4.2011, DHL Express France (C-235/09, EU:C:2011:238, præmis 46-48), og af 22.9.2016, combit Software (C-223/15, EU:C:2016:719, præmis 36).
( 30 ) – Domstolens retspraksis indeholder ikke noget klart svar på dette spørgsmål. I dom af 14.10.2004, Mærsk Olie & Gas (C-39/02, EU:C:2004:615, præmis 41), tog Domstolen med henblik på anvendelsen af Bruxelles I-forordningens artikel 22 hensyn til den omstændighed, at den første sag var endeligt afsluttet, således at der ikke længere eksisterede »indbyrdes sammenhængende krav«. I dom af 8.5.2003, Gantner Electronic (C-111/01, EU:C:2003:257, præmis 30), bemærkede Domstolen derimod, at formålet med Bruxelleskonventionens artikel 21 ikke ville blive nået, hvis kravenes indhold og karakter kunne ændres af de indsigelser, sagsøgte fremsætter på et tidspunkt, der nødvendigvis er senere, for en sådan løsning kunne føre til, at den ret, som oprindelig er udpeget som kompetent, i medfør af denne artikel efterfølgende skulle erklære sig inkompetent.
( 31 ) – Jf. i forbindelse med Det Forenede Kongeriges retspraksis A. Briggs, Civil Jurisdiction and Judgments, Routledge, New York, 2015, s. 324. Det er i denne forbindelse blevet bemærket, at Bruxelleskonventionens artikel 21 og 22 vedrører parallelle søgsmål og derfor finder anvendelse, når en part har bragt den første sag effektivt til ophør (Internationale Nederlanden Aviation Lease BP -v- Civil Aviation Authority [1997] 1 Lloyd’s Reports 80). Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol, Italien) har afsagt en dom, der går i samme retning i forbindelse med nævnte konventions artikel 21, i dom af 28.4.1993 (nr. 4992).