FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
N. WAHL
fremsat den 11. maj 2017 ( 1 )
Sag C-278/16
Straffesag mod Frank Sleutjes
den anden part:
Staatsanwaltschaft Aachen
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landgericht Aachen (den regionale ret i første instans i Aachen, Tyskland))
»Område for frihed, sikkerhed og retfærdighed – direktiv 2010/64/EU – artikel 3 – ret til tolke- og oversætterbistand i straffesager – begrebet »væsentligt dokument« – strafferetlig kendelse »Strafbefehl««
1.
Retten til tolke- og oversætterbistand i straffesager i Den Europæiske Union, som er fastsat i direktiv 2010/64/EU ( 2 ), er en vigtig milepæl i køreplanen med henblik på at styrke mistænktes eller tiltaltes proceduremæssige rettigheder i straffesager i overensstemmelse med hensigterne bag Rådets Stockholmprogram ( 3 ). Rådet har præciseret, at »[d]en mistænkte eller tiltalte skal være i stand til at forstå, hvad der sker, og til at gøre sig forståelig. En mistænkt eller tiltalt, som ikke taler eller forstår processproget, har brug for en tolk og oversættelse af de vigtigste procesdokumenter« ( 4 ). På denne baggrund vil den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse give Domstolen mulighed for at styrke dens retspraksis efter direktiv 2010/64 ( 5 ).
2.
I hovedsagen har Landgericht Aachen (den regionale ret i første instans i Aachen, Tyskland) i det væsentlige spurgt Domstolen, om en Strafbefehl (strafferetlig kendelse) skal betegnes som et »væsentligt dokument« i straffesager, som i henhold til artikel 3 i direktiv 2010/64 skal oversættes, hvis den person, til hvem det er rettet, ikke forstår tysk.
3.
Af nedenstående grunde foreslår jeg, at Domstolen besvarer det forelagte spørgsmål bekræftende.
I. Retsforskrifter
A. Direktiv 2010/64
4.
14., 16. og 30. betragtning til direktiv 2010/64 har følgende ordlyd:
»(14)
Retten til tolke- og oversætterbistand for de personer, der ikke taler eller forstår det sprog, der anvendes i retssagen, er fastlagt i artikel 6 i [den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«)] som fortolket i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis. Dette direktiv fremmer anvendelsen af denne ret i praksis. Med henblik herpå er hensigten med dette direktiv at sikre mistænktes eller tiltaltes ret til tolkning og oversættelse i straffesager med henblik på at sikre deres ret til en retfærdig rettergang.
[…]
(16)
I visse medlemsstater har andre myndigheder end en domstol med kompetence til afgørelse af straffesager kompetence til at pålægge sanktioner for relativt mindre lovovertrædelser. Dette kan være tilfældet for f.eks. færdselsforseelser, som begås i stort omfang, og som konstateres efter færdselskontrol. I sådanne situationer ville det ikke være rimeligt at kræve, at den kompetente myndighed sikrer alle de rettigheder, der følger af dette direktiv. Hvis lovgivningen i en medlemsstat fastsætter, at en sådan myndighed kan pålægge sanktioner for mindre lovovertrædelser, og der er ret til appel til en domstol med kompetence til afgørelse af straffesager, bør dette direktiv derfor kun finde anvendelse på sager ved domstolen med kompetence til afgørelse af straffesager efter en sådan appel.
[…]
(30)
Sikring af en retfærdig rettergang kræver, at væsentlige dokumenter eller i det mindste relevante passager af sådanne dokumenter oversættes til fordel for den mistænkte eller tiltalte i overensstemmelse med bestemmelserne i dette direktiv. Visse dokumenter bør altid betragtes som væsentlige med henblik herpå og bør derfor oversættes, som f.eks. enhver afgørelse om frihedsberøvelse, ethvert anklageskrift og enhver dom. De kompetente myndigheder i medlemsstaterne bør på eget initiativ eller efter anmodning fra den mistænkte eller tiltalte eller fra dennes advokat afgøre, hvilke andre dokumenter der er væsentlige for at sikre en retfærdig rettergang, og som derfor også bør oversættes.«
5.
Artikel 1, stk. 1-3, i direktiv 2010/64 (»Genstand og anvendelsesområde«) bestemmer:
»1. Dette direktiv fastlægger regler vedrørende rettighederne til tolke- og til oversætterbistand i straffesager […]
2. De i stk. 1 omhandlede rettigheder finder anvendelse på en person fra det tidspunkt, den pågældende af de kompetente myndigheder i en medlemsstat ved officiel meddelelse eller på anden vis underrettes om, at den pågældende er mistænkt eller tiltalt for at have begået en strafbar handling, indtil der falder endelig dom, hvilket betyder den endelige afgørelse af spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende har begået den strafbare handling, herunder i givet fald strafudmåling og afgørelse af en eventuel anke.
3. Hvis lovgivningen i en medlemsstat fastsætter, at andre myndigheder end en domstol med kompetence til afgørelse af straffesager kan pålægge sanktioner for mindre lovovertrædelser, og pålæggelsen af sanktioner kan appelleres til en sådan domstol, finder dette direktiv kun anvendelse på retssager ved den pågældende domstol efter en sådan appel.«
6.
Artikel 3 i direktiv 2010/64 (»Ret til oversættelse af væsentlige dokumenter«) bestemmer:
»1. Medlemsstaterne sikrer, at en mistænkt eller tiltalt, som ikke forstår eller taler det sprog, der anvendes i straffesagen, inden for en rimelig tid får en skriftlig oversættelse af alle dokumenter, der er væsentlige for at sikre, at vedkommende er i stand til at udøve retten til et forsvar, og for at garantere en retfærdig rettergang.
2. Væsentlige dokumenter omfatter enhver afgørelse om frihedsberøvelse, ethvert anklageskrift og enhver dom.
3. De kompetente myndigheder beslutter i alle konkrete tilfælde, om noget andet dokument er væsentligt. Den mistænkte eller tiltalte eller dennes advokat kan indgive en begrundet anmodning herom.
4. Der stilles ikke krav om, at passager i væsentlige dokumenter, som ikke er relevante for, at den mistænkte eller tiltalte kan få kendskab til sagen mod vedkommende, bliver oversat.
5. Medlemsstaterne sikrer, at den mistænkte eller tiltalte i overensstemmelse med procedurerne i den nationale lovgivning har ret til at gøre indsigelse mod en afgørelse om ikke at oversætte dokumenter eller passager heraf og, hvis der er stillet en oversættelse til rådighed, har mulighed for at klage over, at oversættelsens kvalitet ikke er tilstrækkelig god til at sikre en retfærdig rettergang.
[…]
9. Den oversættelsesbistand, der ydes i henhold til denne artikel, skal være af en tilstrækkelig god kvalitet til at sikre en retfærdig rettergang, navnlig ved at sikre, at den mistænkte eller tiltalte har kendskab til sagen mod den pågældende og er i stand til at udøve retten til et forsvar.«
B. Tysk ret
7.
§ 184 i Gerichtsverfassungsgesetz (lov om domstolsordningen, herefter »GVG«) anfører bl.a., at domstolssproget er tysk.
8.
GVG’s § 187, som ændret efter gennemførelsen af direktiv 2010/64 og 2012/13/EU ( 6 ), bestemmer:
»1. Retten sørger for tolke- eller oversætterbistand til en tiltalt eller dømt person, der ikke behersker det tyske sprog, eller som har nedsat hørelse eller talebesvær, såfremt dette er nødvendigt, for at han kan udøve sine straffeprocessuelle rettigheder. Retten gør på et sprog, som tiltalte forstår, den tiltalte opmærksom på, at han for så vidt har krav på gratis tolke- eller oversætterbistand under hele straffesagen.
2. For at sikre, at en tiltalt, der ikke behersker det tyske sprog, kan udøve sine straffeprocessuelle rettigheder, er det normalt nødvendigt, at der udfærdiges en skriftlig oversættelse af en afgørelse om frihedsberøvelse samt anklageskrifter, strafferetlige kendelser og ikke-retskraftige domme […]«
9.
§ 37, stk. 3, i Strafprozessordnung (strafferetsplejeloven, herefter »StPO«) bestemmer: »Hvis en oversættelse af dommen stilles til rådighed for en part i sagen, jf. § 187, stk. 1 og 2, i GVG, meddeles dommen denne part sammen med oversættelsen.«
10.
StPO’s § 407, stk. 1, som vedrører muligheden for at benytte en strafferetlig kendelse, bestemmer, at »i strafferetlige sager […] kan de juridiske konsekvenser af overtrædelsen efter skriftlig anmodning fra anklagemyndigheden fastlægges uden retsmøde ved en skriftlig strafferetlig kendelse. Anklagemyndigheden fremsætter en sådan anmodning, hvis denne i lyset af resultatet af efterforskningen finder, at et retsmøde ikke er nødvendigt. I anmodningen angives de præcise juridiske konsekvenser. Derved anlægges den offentlige sag«.
11.
StPO’s § 410, som vedrører indsigelser mod den strafferetlige kendelse og spørgsmålet om retskraft, bestemmer:
»1. Tiltalte kan gøre indsigelse mod den strafferetlige kendelse inden to uger fra dagen for dens forkyndelse; indsigelsen skal indgives til den ret, der har udstedt den strafferetlige kendelse, og skal afgives skriftligt eller ved erklæring, der af justitssekretæren optages i protokollen […]
2. Indsigelsen kan begrænses til bestemte klagepunkter.
3. Gøres der ikke indsigelse mod den strafferetlige kendelse inden for den fastsatte frist, anses den for en retskraftig dom.«
II. De faktiske omstændigheder, retsforhandlingerne og det præjudicielle spørgsmål
12.
Den 2. november 2015 afsagde Amtsgericht Düren (byretten i Düren, Tyskland) efter anmodning fra anklagemyndigheden i Aachen en strafferetlig kendelse (herefter »den anfægtede strafferetlige kendelse«) mod Frank Sleutjes –tiltalte – som er nederlandsk statsborger med bopæl i Nederlandene, i hvilken denne på grund af flugt fra et ulykkessted blev idømt en bøde på 30 dagbøder a 30 EUR samt blev frakendt førerretten. Kørekortsmyndigheden blev instrueret om i en periode på ni måneder hverken at give tilladelse til fortsat at anvende et udenlandsk kørekort eller at udstede tysk kørekort til vedkommende. Det fremgår desuden af den anfægtede strafferetlige kendelse, at frakendelsen har samme virkning som en frakendelse af retten til at benytte kørekortet i Tyskland. Tiltalte blev desuden pålagt at betale sagens omkostninger.
13.
Den anfægtede strafferetlige kendelse indeholder en ankevejledning. I denne anføres det bl.a., at den anfægtede strafferetlige kendelse bliver retskraftig og kan fuldbyrdes, hvis tiltalte ikke inden for en frist på to uger fra forkyndelsen gør indsigelse over for den anførte byret – i den foreliggende sag Amtsgericht Düren (byretten i Düren) – enten skriftligt eller til protokol på rettens kontor. Det fremgår endvidere af ankevejledningen, at såfremt indsigelse sker skriftligt, er fristen kun overholdt, hvis indsigelsesskrivelsen er modtaget i retten inden for en frist på to uger. Endelig indeholder ankevejledningen i et særskilt afsnit denne afsluttende sætning: »Den skriftlige indsigelse skal ske på tysk.«
14.
Den anfægtede strafferetlige kendelse blev forkyndt for tiltalte den 12. november 2015 ved rekommanderet brev med modtagelsesbevis. Den anfægtede strafferetlige kendelse blev forkyndt for tiltalte på tysk. Kun ankevejledningen blev desuden og samtidig forkyndt for tiltalte i en nederlandsk oversættelse.
15.
Den 24. november 2015 kl. 20:32 sendte tiltalte en e-mail til Amtsgericht Düren (byretten i Düren), hvori han på nederlandsk tog stilling til den anfægtede strafferetlige kendelse. Den 26. november 2015 forespurgte han – ligeledes på nederlandsk – Amtsgericht Aachen (byretten i Aachen), om hans e-mail af 24. november 2015 var modtaget i retten. Ved skrivelse af 1. december 2015, afsendt den 8. december 2015, meddelte Amtsgericht Düren (byretten i Düren) tiltalte, at skrivelser til retten skulle indsendes på tysk. Forinden, den 1. december 2015, gjorde tiltaltes nuværende forsvarer ved telefax indsigelse mod den anfægtede strafferetlige kendelse og anmodede samtidig om tilsidesættelse af virkningerne af, at fristen for indsigelse var udløbet.
16.
Ved kendelse af 28. januar 2016 afviste Amtsgericht Düren (byretten i Düren) at behandle tiltaltes indsigelse mod den anfægtede strafferetlige kendelse, da den var indgivet for sent. Samtidig afviste byretten tiltaltes anmodning om tilsidesættelse af virkningerne af, at fristen for indsigelse var udløbet, da der efter byrettens opfattelse ikke var fremlagt tilstrækkelig begrundelse for indrømmelsen af en sådan tilsidesættelse. Denne afgørelse blev forkyndt for forsvareren den 2. februar 2016. Ved telefax af 4. februar 2016, modtaget samme dag, kærede forsvareren denne afgørelse, som følgelig nu verserer for den forelæggende ret.
17.
Tiltalte behersker ifølge den forelæggende ret ikke det tyske sprog i henhold til GVG’s § 187, stk. 1. Den forelæggende ret finder også, at Amtsgericht Dürens afgørelse af 28. januar 2016 er korrekt, men at EU-retten og navnlig artikel 3 i direktiv 2010/64 kan kræve et andet resultat. Amtsgericht Düren (byretten i Düren) har i denne henseende påpeget, at StPO’s § 37, stk. 3, i modsætning til GVG’s § 187, stk. 2, ikke omhandler strafferetlige kendelser. Det fremgår ifølge denne ret ikke klart af Domstolens praksis, om strafferetlige kendelser skal oversættes for tiltalte. Hvis dette var tilfældet, skulle den konkludere, at fristen for indsigelse endnu ikke var begyndt at løbe. Eftersom en sådan fortolkning efter den forelæggende rets opfattelse ikke er påkrævet i henhold til direktiv 2010/64, men den alligevel nærede tvivl, bl.a. i lyset af de tyske retsinstansers forskellige afgørelser vedrørende dette spørgsmål, besluttede den forelæggende ret at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende spørgsmål:
»Skal artikel 3 i [direktiv 2010/64] fortolkes således, at begrebet »dom« i [StPO’s] § 37, stk. 3, også omfatter strafferetlige kendelser som omhandlet i [StPO’s] § 407 ff.?«
18.
Frank Sleutjes, den tyske, den tjekkiske og den nederlandske regering samt Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. I henhold til procesreglementets artikel 76, stk. 2, er der ikke afholdt retsmøde.
III. Bedømmelse
A. Form
19.
Den tyske regering har anført, at begrebet »dom« i StPO’s § 37, stk. 3, ved en korrekt fortolkning af de gældende tyske regler også omfatter strafferetlige kendelser som omhandlet i StPO’s § 407 ff. Afgørelsen af tvisten i hovedsagen afhænger efter den tyske regerings opfattelse således ikke af det forelagte spørgsmål.
20.
I denne henseende kan det blot nævnes, at der foreligger en formodning for, at de spørgsmål om en fortolkning af EU-retten, som den nationale ret har stillet på det retlige og faktiske grundlag, som den har fastlagt inden for sit ansvarsområde, og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve, er relevante ( 7 ). Det fremgår ikke klart, at den fortolkning af artikel 3 i direktiv 2010/64, som den forelæggende ret ønsker, savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er hypotetisk, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en sagligt korrekt besvarelse af de stillede spørgsmål. Den tvivl, der er rejst af den tyske regering, berører følgelig ikke antagelsen af anmodningen om en præjudiciel afgørelse til realitetsbehandling.
21.
Umiddelbart efterlader ordlyden af det forelagte spørgsmål imidlertid det indtryk, at den forelæggende ret anmoder Domstolen om en fortolkning af StPO’s § 37, stk. 3, hvilket Domstolen ikke har kompetence til at give i henhold til artikel 267 TEUF. Det fremgår imidlertid af ræsonnementet i forelæggelsesafgørelsen, at den forelæggende ret i realiteten ønsker en fortolkning af artikel 3 i direktiv 2010/64. Det forelagte spørgsmål bør derfor omformuleres i overensstemmelse hermed.
22.
Jeg vil desuden ikke følge Kommissionens forslag om at omformulere det forelagte spørgsmål med henblik på også at medtage en anmodning om fortolkning af direktiv 2012/13. I overensstemmelse med den ovennævnte formodning om relevans kan det ikke formodes. at den forelæggende rets spørgsmål er mangelfuldt, idet det ikke henviser til dette andet direktiv. Der er tværtimod intet, der får mig til at mene, at den forelæggende ret ikke har kendskab til dette andet direktiv: I forelæggelsesafgørelsen nævnes Covaci-dommen ( 8 ), som også fortolkede direktiv 2012/13. Den forelæggende ret kan under alle omstændigheder forelægge Domstolen et andet spørgsmål om fortolkningen af dette direktiv, hvis den finder det hensigtsmæssigt. ( 9 )
23.
På denne baggrund forekommer det mig, at den forelæggende ret med sit spørgsmål i det væsentlige ønsker at få oplyst, om et »væsentligt dokument« som omhandlet i artikel 3 i direktiv 2010/64 omfatter en strafferetlig kendelse som omhandlet i StPO’s § 407 ff.
B. Sagens genstand
1. En strafferetlig kendelse er et »væsentligt dokument« i henhold til artikel 3 i direktiv 2010/64
24.
Den forelæggende ret er tilbøjelig til at ville besvare det ovenfor omformulerede spørgsmål benægtende. Alle de parter, der har indgivet indlæg, har derimod det modsatte synspunkt.
25.
Inden jeg besvarer dette spørgsmål, vil jeg minde om, at proceduren for afsigelse af en strafferetlig kendelse som omhandlet i StPO’s § 407 ff. er en forenklet procedure, hvortil der ikke kræves afholdelse af retsmøde eller kontradiktorisk forhandling. Domstolen har mere specifikt fastslået, at den strafferetlige kendelse, der er fastsat i tysk ret, vedtages på grundlag af en sui generis-procedure. Denne procedure bestemmer således, at den eneste måde, hvorpå en tiltalt person kan opnå kontradiktorisk forhandling, hvorunder den pågældende fuldt ud kan udøve sin ret til at blive hørt, er ved at gøre indsigelse mod denne kendelse ( 10 ).
26.
Domstolen har følgelig ikke overraskende fastslået, at den situation, hvor en person ønsker at gøre indsigelse mod en endnu ikke retskraftig strafferetlig kendelse, der er rettet mod ham, er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, således at denne person skal have ret til den tolke- og oversætterbistand, som han er sikret ved direktiv 2010/64 ( 11 ).
27.
I Covaci-dommen anmodede anklagemyndigheden den nationale ret om at afsige en strafferetlig kendelse, hvori det bl.a. anførtes, at en indsigelse skulle affattes på tysk. Da den nationale ret var i tvivl, adspurgte den bl.a. Domstolen om, hvorvidt direktiv 2010/64 er til hinder for en national lovgivning, hvorefter det ikke er tilladt den person, som er genstand for en strafferetlig kendelse, og som ikke forstår tysk, at gøre skriftlig indsigelse mod denne kendelse på et sprog, som denne person forstår. Domstolen besvarede dette spørgsmål benægtende, selv om den tilføjede, at nationale myndigheder udtrykkeligt kan tillade den person, der indgiver denne indsigelse, at gøre dette, hvis de anser dette dokument for et »væsentligt dokument« ( 12 ).
28.
Med hensyn til oversættelsen af selve den strafferetlige kendelse, som er kernen i den foreliggende sag, blev Domstolen i denne sag ikke anmodet om at vurdere dette spørgsmål. Der skal imidlertid ikke herske tvivl: En mistænkt eller tiltalt, som ikke forstår tysk, skal inden for en rimelig tid have en oversættelse deraf. Dette følger af ordlyden af, den sammenhæng, hvori den indgår, og hensigten med artikel 3 i direktiv 2010/64.
29.
Med hensyn til for det første ordlyden omhandler artikel 3, stk. 1, i direktiv 2010/64 »alle dokumenter, der er væsentlige for at sikre, at vedkommende er i stand til at udøve retten til et forsvar, og for at garantere en retfærdig rettergang«. Artikel 3, stk. 2, i direktiv 2010/64 bestemmer, at »[v]æsentlige dokumenter omfatter enhver afgørelse om frihedsberøvelse, ethvert anklageskrift og enhver dom«. Som det bekræftes i 30. betragtning til direktiv 2010/64, er denne liste ikke udtømmende ( 13 ).
30.
I modsætning til Kommissionen er jeg ikke sikker på, at en strafferetlig kendelse kan sidestilles med »ethvert anklageskrift«. Det er naturligvis korrekt, at Domstolen har fastslået, at en strafferetlig kendelse er en form for underretning om tiltalen mod den pågældende person i henhold til direktiv 2012/13 ( 14 ). I modsætning til et anklageskrift er en strafferetlig kendelse imidlertid en afgørelse udstedt af en domstol, som får retskraft, hvis der ikke gøres indsigelse mod den inden for den fastsatte frist. Den har derfor også visse ligheder med en »dom« i henhold til artikel 3, stk. 2, i direktiv 2010/64 ( 15 ). Uanset om den er det ene eller det andet, forekommer det indlysende, at oversættelsen af en strafferetlig kendelse er væsentlig for at sikre, at den person, til hvem den er rettet, kan forstå dens indhold og er i stand til at udøve retten til et forsvar i forhold til den omhandlede straf. Den ville derfor uden tvivl blive anset for et »væsentligt dokument« efter direktivets artikel 3, stk. 1.
31.
Den sammenhæng, hvori direktiv 2010/64 indgår, bekræfter for det andet idéen om, at en strafferetlig kendelse er et »væsentligt dokument« i henhold til artikel 3 i direktiv 2010/64.
32.
Ligesom den nederlandske regering vil jeg her nævne artikel 1, stk. 3, i direktiv 2010/64. Denne bestemmelse udelukker visse administrative sanktioner for mindre lovovertrædelser fra dette direktivs anvendelsesområde. Dets formål er i henhold til 16. betragtning til direktiv 2010/64 at fjerne den pligt, der ellers ville påhvile administrative myndigheder, til at sikre alle rettigheder, der følger af dette direktiv, hvis dette ville være et urimeligt krav. Ifølge denne betragtning kan dette navnlig være tilfældet for færdselsforseelser, som begås i stort omfang, og som konstateres efter færdselskontrol, herunder eksempelvis overtrædelse af hastighedsgrænserne. Dette bekræfter omvendt også, at en domstolsafgørelse, som kan føre til pålæggelse af en sanktion for en færdselsforseelse for et forhold, der ikke blot er en overtrædelse af hastighedsgrænserne, som f.eks. den anfægtede strafferetlige kendelse, typisk er omfattet af de rettigheder, der fastlægges ved direktivet.
33.
Endelig støtter hensigten med direktiv 2010/64, som fremgår af 14. betragtning til direktivet, også det synspunkt, at en strafferetlig kendelse skal anses for et »væsentligt dokument«, som skal oversættes, hvis den tiltalte ikke forstår tysk. Denne hensigt er at sikre mistænktes eller tiltaltes ret til tolkning og oversættelse i straffesager med henblik på at sikre deres ret til en retfærdig rettergang. Retten til tolke- og oversætterbistand for de personer, der ikke taler eller forstår det sprog, der anvendes i retssagen, er fastlagt i artikel 6 i EMRK. Overholdelse af kravene vedrørende retten til en retfærdig rettergang sikrer netop, at den tiltalte er klar over, hvad vedkommende anklages for, og kan forsvare sig ( 16 ). Direktivet fremmer anvendelsen af denne ret i praksis.
34.
Hvis der ikke kræves oversættelse af en strafferetlig kendelse, som potentielt kan føre til permanent pålæggelse af en sanktion – navnlig hvis den person, til hvem den er rettet, ikke forstår den, fordi vedkommende ikke forstår tysk – ville det klart bringe denne persons ret til en retfærdig rettergang i fare. Det ville faktisk være nægtelse af adgang til domstolsprøvelse.
35.
Ovennævnte modsiges ikke af det forhold, at de kompetente myndigheder i henhold til artikel 3, stk. 3, i direktiv 2010/64 i alle konkrete tilfælde beslutter, om noget andet dokument er væsentligt. Denne bestemmelse vedrører således dokumenter, som ikke allerede anses for væsentlige i henhold til direktivets artikel 3, stk. 1 og 2 ( 17 ).
36.
Balogh-dommen sår heller ikke tvivl om den løsning, som jeg foreslår. Denne sag vedrørte en procedure for anerkendelse i Ungarn af virkningerne af en endelig dom afsagt i Østrig, hvorved István Balogh blev idømt en frihedsstraf for en strafbar handling samt pålagt at betale sagens omkostninger. Straffesagen i Østrig mod István Balogh var allerede blevet afsluttet, og hans ret til oversættelse var blevet sikret i denne sag. Dette fik Domstolen til at konkludere, at direktiv 2010/64 ikke fandt anvendelse på en sådan procedure vedrørende anerkendelse ( 18 ).
37.
Det følger af det ovennævnte, at et dokument såsom en strafferetlig kendelse som omhandlet i StPO’s § 407 ff. er et »væsentligt dokument« som omhandlet i artikel 3 i direktiv 2010/64. Det skal følgelig oversættes, hvis den person, til hvem den er rettet, ikke forstår tysk.
2. Yderligere betragtninger vedrørende retten til oversættelse i straffesager i henhold til artikel 3 i direktiv 2010/64
38.
Som følge af konsekvenserne af ovennævnte synspunkt kræves der visse yderligere betragtninger vedrørende retten til oversættelse i straffesager i henhold til artikel 3 i direktiv 2010/64, da de kan hjælpe den forelæggende ret med at afgøre den aktuelle sag.
39.
Denne ret er på den ene side universel, da direktiv 2010/64 ikke begrænser det personelle anvendelsesområde med hensyn til de personer, der har ret til den beskyttelse, som direktivet sikrer. Det eneste krav, som skal opfyldes for at udløse denne beskyttelse, er, at de skal være blevet underrettet om, at de mistænkes eller er tiltalt for at have begået en strafbar handling.
40.
Direktiv 2010/64 angiver på den anden side ikke det sprog, på hvilket den mistænkte eller tiltalte, som ikke forstår processproget, skal modtage en oversættelse af de væsentlige dokumenter. Der er følgelig intet belæg for, at det skal være på denne persons modersmål. Dette direktivs artikel 3, stk. 4, præciserer tværtimod, at formålet med oversættelsen er at sikre, at den mistænkte eller tiltalte får »kendskab til sagen mod vedkommende«. Det forekommer derfor muligt at anvende et »pivotsprog«, som den pågældende person forstår, såfremt dette ikke sker af vilkårlige årsager.
41.
Sidstnævnte bestemmelse giver specifikt medlemsstaterne mulighed for ikke at oversætte passager i væsentlige dokumenter, som ikke er relevante for, at den mistænkte eller tiltalte kan få kendskab til sagen mod vedkommende. Den tillader imidlertid ikke, at oversættelsen af et væsentligt dokument erstattes af blot udleveringen af en supplerende ankevejledning på et sprog, som denne person forstår, som det skete i hovedsagen. I henhold til artikel 3, stk. 9, i direktiv 2010/64 skal oversættelsen desuden – uanset det valgte sprog – være af en tilstrækkelig god kvalitet til at sikre en retfærdig rettergang. Den berørte person har i henhold til direktivets artikel 3, stk. 5, mulighed for i overensstemmelse med procedurerne i den nationale lovgivning at klage over, at oversættelsens kvalitet ikke er tilstrækkelig god, og gøre indsigelse mod en afgørelse om ikke at oversætte dokumenter.
42.
Med hensyn til spørgsmålet om tidsfrister finder retten til oversættelse i straffesager efter artikel 3 i direktiv 2010/64 i henhold til direktivets artikel 1, stk. 2, anvendelse fra det tidspunkt, hvor en person underrettes om, at den pågældende er mistænkt eller tiltalt for at have begået en strafbar handling, indtil den endelige afgørelse af spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende har begået den strafbare handling, herunder i givet fald strafudmåling og afgørelse af en eventuel anke. En oversættelse af et væsentligt dokument skal dog ikke nødvendigvis gives samtidig med det væsentlige dokument, idet en sådan oversættelse i henhold til dette direktivs artikel 3, stk. 1, blot skal gives den berørte person »inden for en rimelig tid«. Jeg behøver dog næppe påpege, at den berørte person også skal have en rimelig tid til at sætte sig ind i og eventuelt reagere på det væsentlige dokuments indhold.
43.
Med hensyn til en tilsidesættelse af retten til oversættelse pålægger direktiv 2010/64 ikke medlemsstaterne at træffe en specifik foranstaltning. De overlades derfor muligheden for frit at vælge mellem de forskellige løsninger, som kan opfylde formålet med denne bestemmelse, afhængig af de forskellige situationer, der kan opstå ( 19 ). Dette kan f.eks. ske ved at indrømme tilsidesættelse af virkningerne af, at fristen for indsigelse var udløbet ( 20 ), eller ved om nødvendigt at undlade at anvende den nationale bestemmelse vedrørende en tidsfrist for indgivelse af indsigelser. ( 21 )
44.
Det er under alle omstændigheder klart, at en medlemsstat ikke kan retsforfølge en person, der ikke forstår processproget, på grundlag af væsentlige dokumenter, som burde oversættes for den berørte person, men ikke er blevet det. Dette ville ikke kun fratage direktivets dets praktiske virkning, men ville også være i strid med retten til forsvar og en retfærdig rettergang i EMRK’s artikel 6, hvis anvendelse direktivet har til formål at fremme. Det er derfor efter min opfattelse i medlemsstaternes interesse at sikre, at den »rimelige tid«, som en person, der er mistænkt eller tiltalt for at have begået en strafbar handling, har til at modtage sådanne oversættelser, er så kort som muligt.
45.
Den forelæggende ret har i forelæggelsesafgørelsen anført sit synspunkt med hensyn til følgerne af en tilsidesættelse af artikel 3 i direktiv 2010/64 vedrørende fristen for at gøre indsigelse mod en strafferetlig kendelse. Den har anført, at forkyndelsen af den anfægtede strafferetlige kendelse uden vedlæggelse af en nederlandsk oversættelse af hele teksten ville have været ugyldig. Dette ville betyde, at fristen for indsigelse endnu ikke var begyndt at løbe.
46.
Jeg vil her minde om, at det i mangel af EU-retlige forskrifter på området tilkommer hver medlemsstat i sin interne retsorden at fastsætte sådanne tidsfrister. I overensstemmelse med ækvivalensprincippet bør en person, der er mistænkt eller tiltalt for at have begået en strafbar handling, som ikke forstår processproget, og som derfor påberåber sig sine rettigheder i henhold til direktiv 2010/64, ikke stilles dårligere end en person, som forstår dette sprog, og som med større sandsynlighed er statsborger i den retsforfølgende medlemsstat ( 22 ). Jeg er derfor enig med den forelæggende ret i, at fristen for indgivelse af en indsigelse mod en strafferetlig kendelse først bør begynde at løbe på det tidspunkt, hvor den pågældende person modtager en egentlig oversættelse af den strafferetlige kendelse. En kortere frist vil kunne være i strid med retten til et forsvar og samtidig effektivitetsprincippet ( 23 ).
IV. Forslag til afgørelse
47.
I lyset af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det forelagte spørgsmål med, at ved en korrekt fortolkning af artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/64/EU af 20. oktober 2010 om retten til tolke- og oversætterbistand i straffesager er et dokument som en strafferetlig kendelse som omhandlet i § 407 ff. i Strafprozessordnung (strafferetsplejeloven) et »væsentligt dokument«, som derfor skal oversættes, hvis den person, til hvem det er rettet, ikke forstår tysk.
( 1 ) – Originalsprog: engelsk.
( 2 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 20.10.2010 om retten til tolke- og oversætterbistand i straffesager (EUT 2010, L 280, s. 1).
( 3 ) – Det Europæiske Råd – »Stockholmprogrammet – Et åbent og sikkert Europa i borgernes tjeneste og til deres beskyttelse« (EUT 2010, C 115, s. 1 og 10).
( 4 ) – Bilag til Rådets resolution af 30.11.2009 om en køreplan med henblik på at styrke mistænktes eller tiltaltes proceduremæssige rettigheder i straffesager (EUT 2009, C 295, s. 3).
( 5 ) – Jf. dom af 15.10.2015, Covaci (C-216/14, EU:C:2015:686), og af 9.6.2016, Balogh (C-25/15, EU:C:2016:423).
( 6 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 22.5.2012 om ret til information under straffesager (EUT 2012, L 142, s. 1).
( 7 ) – Jf. dom af 8.12.2016, Eurosaneamientos m.fl. (C-532/15 og C-538/15, EU:C:2016:932, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).
( 8 ) – Dom af 15.10.2015, Covaci (C-216/14, EU:C:2015:686).
( 9 ) – Jf. i denne retning dom af 17.7.2014, Torresi (C-58/13 og C-59/13, EU:C:2014:2088, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).
( 10 ) – Dom af 15.10.2015, Covaci (C-216/14, EU:C:2015:686, præmis 20 og 41).
( 11 ) – Dom af 15.10.2015, Covaci (C-216/14, EU:C:2015:686, præmis 27).
( 12 ) – Dom af 15.10.2015, Covaci (C-216/14, EU:C:2015:686, præmis 47-50).
( 13 ) – Dom af 15.10.2015, Covaci (C-216/14, EU:C:2015:686, præmis 45).
( 14 ) – Dom af 15.10.2015, Covaci (C-216/14, EU:C:2015:686, præmis 61).
( 15 ) – Begrebet »retsafgørelse« er i denne henseende bredt efter Bruxellesreglerne om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område. Jf. navnlig artikel 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12.12.2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1), som bestemmer, at en »retsafgørelse« er »enhver retsafgørelse truffet af en ret i en medlemsstat, uanset hvordan afgørelsen betegnes, såsom dom, kendelse eller fuldbyrdelsesordre, herunder fastsættelse af sagsomkostninger, som foretages af en embedsmand ved retten«. Jf. i denne forbindelse dom af 2.4.2009, Gambazzi (C-394/07, EU:C:2009:219, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).
( 16 ) – Jf. i denne retning dom af 15.10.2015, Covaci (C-216/14, EU:C:2015:686, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).
( 17 ) – Dom af 15.10.2015, Covaci (C-216/14, EU:C:2015:686, præmis 49).
( 18 ) – Dom af 9.6.2016, Balogh (C-25/15, EU:C:2016:423, præmis 36-40).
( 19 ) – Jf. analogt dom af 17.7.2008, Raccanelli (C-94/07, EU:C:2008:425, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).
( 20 ) – Jf. eksempelvis dom af 22.3.2017, Tranca m.fl. (C-124/16, C-188/16 og C-213/16, EU:C:2017:228, præmis 51).
( 21 ) – Jf. vedrørende et eksempel på de nationale domstoles pligt til i henhold til EU-retten at undlade at anvende en fortolkning af national ret, som er i strid med EU-retten, dom af 19.4.2016, DI (C-441/14, EU:C:2016:278, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).
( 22 ) – Jf. ganske vist vedrørende andre omstændigheder dom af 24.11.1998, Bickel og Franz (C-274/96, EU:C:1998:563, præmis 26), og af 27.3.2014, Grauel Rüffer (C-322/13, EU:C:2014:189, præmis 20).
( 23 ) – Jf. vedrørende fristen for at gøre indsigelse mod en strafferetlig kendelse i forhold til direktiv 2012/13 dom af 22.3.2017, Tranca m.fl. (C-124/16, C-188/16 og C-213/16, EU:C:2017:228, præmis 51).