FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
Y. BOT
fremsat den 6. februar 2018 ( 1 )
Sag C-390/16
Straffesag
mod
Dániel Bertold Lada
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Szombathelyi Törvényszék (retten i Szombathelyi, Ungarn))
»Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i straffesager – artikel 82, stk. 1, TEUF – princippet om gensidig anerkendelse af domme og retsafgørelser i straffesager – rammeafgørelse 2009/315/RIA og afgørelse 2009/316/RIA – det europæiske informationssystem vedrørende strafferegistre (ECRIS) – rammeafgørelse 2008/675/RIA – hensyntagen til en tidligere dom afsagt i en anden medlemsstat i forbindelse med en ny straffesag – national procedure om forudgående anerkendelse af denne afgørelse, der stiller krav om en sådan hensyntagen – forpligtelsen til en overensstemmende fortolkning – princippet om EU-rettens forrang – forpligtelse til ikke at anvende en national lovgivning, der er i strid med en rammeafgørelse«
1.
Denne anmodning om præjudiciel afgørelse rejser nærmere bestemt spørgsmålet, om en dom, der er afsagt af en ret i en medlemsstat, kan prøves på ny inden for rammerne af en national procedure for anerkendelse af denne afgørelse, som er gennemført af en ret i en anden medlemsstat, og i denne forbindelse gøres til genstand for en fornyet prøvelse, der fører til en ændring af den nævnte afgørelse, dvs. en ny klassificering af overtrædelsen og en ændring af den idømte straf, for at bringe den i overensstemmelse med straffelovgivningen i den sidstnævnte medlemsstat.
2.
Anmodningen giver Domstolen lejlighed til at præcisere dom af 9. juni 2016, Balogh ( 2 ). Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med gennemførelsen i Ungarn af en procedure, der havde til formål at få anerkendt en endelig retsafgørelse truffet af en østrigsk ret vedrørende Dániel Bertold Lada.
3.
Der er tale om endnu et eksempel på den praksis, som de ungarske myndigheder følger i forhold til udenlandske straffedomme. Ifølge denne praksis anmoder Igazságügyi Minisztérium (justitsministeriet, Ungarn) en ret i en anden medlemsstat, der har afsagt en dom over en ungarsk statsborger, om at modtage denne dom. Denne anmodning sker med henblik på at gennemføre en procedure, der har til formål at anerkende retsvirkningen af den nævnte dom i Ungarn. Når den omhandlede dom er blevet anerkendt i Ungarn, vil den blive anset for at svare til en national dom, der fremgår af strafferegistret.
4.
Domstolen fastslog i dom af 9. juni 2016, Balogh ( 3 ), at Rådets rammeafgørelse 2009/315/RIA af 26. februar 2009 om tilrettelæggelsen og indholdet af udvekslinger af oplysninger fra strafferegistre mellem medlemsstaterne ( 4 ) og Rådets rammeafgørelse 2009/316/RIA af 6. april 2009 om indførelse af det europæiske informationssystem vedrørende strafferegistre (ECRIS) i henhold til artikel 11 i rammeafgørelse 2009/315 ( 5 ) skal fortolkes således, at de er til hinder for vedtagelsen af en national lovgivning, der indfører en særlig national procedure, som består i, at en ret i en medlemsstat anerkender en endelig retsafgørelse truffet af en ret i en anden medlemsstat, hvorved en person er blevet dømt for en overtrædelse.
5.
Domstolen anmodes inden for rammerne af den foreliggende sag om at præcisere den konklusion, som den nåede frem til i dom af 9. juni 2016, Balogh ( 6 ), vedrørende den samme nationale anerkendelsesprocedure ved denne gang at fortolke Rådets rammeafgørelse 2008/675/RIA af 24. juli 2008 om hensyntagen til domme afsagt i medlemsstaterne i Den Europæiske Union i forbindelse med en ny straffesag ( 7 ). Der er tale om den anden fortolkning af denne rammeafgørelse, idet den første fortolkning førte til dom af 21. september 2017, Beshkov ( 8 ), som allerede gav Domstolen mulighed for at vurdere, om en national procedure for anerkendelse af domme afsagt i andre medlemsstater er forenelig med EU-retten.
6.
Rammeafgørelse 2009/315 og rammeafgørelse 2008/675 er tæt forbundet, idet den første har til formål at lette udvekslingen mellem medlemsstaterne af oplysninger fra strafferegisteret om en person, der er idømt straf i en medlemsstat, og den anden gør det muligt at tage hensyn til de udenlandske domme, der således er tilvejebragt oplysninger om. En styrkelse af udvekslingen af oplysninger mellem medlemsstaterne vil kun have en begrænset værdi, såfremt medlemsstaterne ikke er i stand til at tage hensyn til de udvekslede oplysninger. For at det er muligt at tage hensyn til udenlandske domme i forbindelse med nye straffesager, er det endvidere nødvendigt, at der sker en styrkelse af udvekslingen af oplysninger mellem medlemsstaterne.
7.
Den foreliggende sag giver Domstolen lejlighed til at præcisere grundene til, at medlemsstaterne ikke kan opretholde nationale procedurer for anerkendelse af domme, der er afsagt i andre medlemsstater, hvorved de foretager en fornyet prøvelse af disse afgørelser og i givet fald ændrer indholdet af disse afgørelser med henblik på at tilpasse dem til deres straffelovgivning. Jeg vil bl.a. redegøre for grundene til, at den hensyntagen til sådanne domme i forbindelse med nye straffesager, som kræves i medfør af rammeafgørelse 2008/675, ikke kan gøres betinget af, at der gennemføres en forudgående national procedure for anerkendelse af disse domme.
8.
På baggrund af den tvivl, som den forelæggende ret har givet udtryk for med hensyn til muligheden for at påberåbe sig rammeafgørelserne i forbindelse med en national procedure med henblik på at udelukke anvendelsen af en national lovgivning, der er i strid hermed, vil jeg derefter i tråd med det forslag til afgørelse, som jeg fremsatte i den sag, der gav anledning til dom af 29. juni 2017, Popławski ( 9 ), redegøre for grundene til, at princippet om EU-rettens forrang efter min opfattelse indebærer, at det skal fastslås, at rammeafgørelserne er omfattet af en sådan mulighed for at påberåbe sig disse med henblik på udelukkelse.
I. Retsforskrifter
A. EU-retten
1. Rammeafgørelse 2009/315
9.
2., 3., 5. og 17. betragtning til rammeafgørelse 2009/315 har følgende ordlyd:
»(2)
[…] Rådet [vedtog] den 29. november 2000 et program for foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager […]. Denne rammeafgørelse bidrager til at nå målene i programmets foranstaltning nr. 3 […].
(3)
I den endelige rapport om første evalueringsrunde vedrørende gensidig retshjælp i straffesager […] blev medlemsstaterne opfordret til at forenkle procedurerne for overførsel af dokumenter mellem medlemsstaterne ved om nødvendigt at anvende standardformularer og derved lette den gensidige retshjælp.
[…]
(5)
Med henblik på at forbedre udvekslingen af oplysninger om strafferegistre mellem medlemsstaterne ses der med tilfredshed på projekter, der er udformet med dette formål for øje […]. [De opnåede e]rfaringer […] har vist vigtigheden af at fortsætte integreringen af den gensidige udveksling af oplysninger om straffedomme mellem medlemsstaterne.
[…]
(17)
[…] Det vil være muligt at forbedre den gensidige forståelse ved at skabe et »standardiseret europæisk format« for udveksling af oplysninger i en ensartet og edb-baseret form, der let kan maskinoversættes. […]«
10.
Denne rammeafgørelses artikel 1, der fastsætter rammeafgørelsens formål, bestemmer:
»Denne rammeafgørelse har til formål:
a)
at definere, hvordan en medlemsstat, hvori der afsiges en straffedom over en statsborger fra en anden medlemsstat (herefter benævnt »domsstaten«), overfører oplysninger om dommen til den medlemsstat, hvori domfældte er statsborger (herefter benævnt »medlemsstat, hvori den pågældende person er statsborger«)
b)
at fastsætte de forpligtelser for så vidt angår opbevaring af oplysninger, der påhviler den medlemsstat, hvori den pågældende person er statsborger, og præcisere, hvilke krav sidstnævnte skal opfylde, når den besvarer en anmodning om oplysninger fra strafferegistret
c)
at fastlægge rammerne for at opbygge og udvikle et edb-baseret system for udveksling af oplysninger om straffedomme mellem medlemsstaterne på grundlag af denne rammeafgørelse og den efterfølgende afgørelse, som er omhandlet i artikel 11, stk. 4.«
11.
Den nævnte rammeafgørelses artikel 4, der har overskriften »Forpligtelser, der påhviler domsstaten«, bestemmer:
»[…]
2. Den centrale myndighed i domsstaten informerer snarest muligt de centrale myndigheder i de andre medlemsstater om domme afsagt på dens territorium over personer, der er statsborgere i sådanne andre medlemsstater, således som de er anført i strafferegistret.
[…]
3. Oplysninger om efterfølgende ændring eller sletning af oplysningerne i strafferegistret overføres straks af den centrale myndighed i domsstaten til den centrale myndighed i den medlemsstat, hvori den pågældende person er statsborger.
4. Enhver medlemsstat, der har tilvejebragt oplysninger i medfør af stk. 2 og 3, meddeler på anmodning af den centrale myndighed i den medlemsstat, hvori den pågældende person er statsborger, i hvert enkelt tilfælde en genpart af de pågældende straffedomme og efterfølgende foranstaltninger samt andre relevante oplysninger vedrørende sagen, således at sidstnævnte part kan vurdere, hvorvidt disse straffedomme og foranstaltninger nødvendiggør foranstaltninger på nationalt plan.«
12.
Artikel 5 i rammeafgørelse 2009/315, der har overskriften »Forpligtelser, der påhviler den medlemsstat, hvori den pågældende person er statsborger«, bestemmer i stk. 1:
»Den centrale myndighed i den medlemsstat, hvori den pågældende person er statsborger, opbevarer i medfør af artikel 11, stk. 1 og 2, alle de oplysninger, der er overført i medfør af artikel 4, stk. 2 og 3, med henblik på videreformidling i overensstemmelse med artikel 7.«
13.
Denne rammeafgørelses artikel 11, der har overskriften »Format og andre måder at tilrettelægge og lette udvekslingen af oplysninger vedrørende domme på«, bestemmer:
»1. Ved overførsel af oplysninger i henhold til artikel 4, stk. 2 og 3, overfører den centrale myndighed i domsstaten følgende oplysninger:
a)
oplysninger, som altid skal overføres […] (obligatoriske oplysninger):
i)
oplysning om domfældte (fulde navn, fødselsdato, fødested […], køn, nationalitet og eventuelt tidligere navn(e))
ii)
oplysning om dommens form (dato for domfældelsen, retsinstansens benævnelse, dato, hvor afgørelsen blev endelig)
iii)
oplysning om den lovovertrædelse, der har givet anledning til dommen (dato for […] lovovertrædelse[n], lovovertrædelsens navn eller retlige beskrivelse samt henvisning til de relevante bestemmelser), og
iv)
oplysning om dommens indhold (navnlig sanktionen samt eventuelle supplerende sanktioner, sikkerhedsforanstaltninger og efterfølgende afgørelser, der ændrer fuldbyrdelsen af dommen)
b)
oplysninger, som skal overføres, hvis de er anført i strafferegistret (fakultative oplysninger):
i)
domfældtes forældres navne
ii)
dommens referencenummer
iii)
hvor lovovertrædelsen er begået, og
iv)
rettighedsfortabelser som følge af straffedommen
c)
oplysninger, som skal overføres, hvis de er til rådighed for den centrale myndighed (supplerende oplysninger):
i)
domfældtes personnummer […]
ii)
fingeraftryk, der er taget fra den pågældende person, og
iii)
eventuelt pseudonym og/eller kaldenavn(e).
Endvidere kan den centrale myndighed overføre eventuelle andre oplysninger vedrørende straffedomme, der er anført i strafferegistret.
2. Den centrale myndighed i den medlemsstat, hvori den pågældende person er statsborger, opbevarer alle oplysninger af de i stk. 1, litra a) og b), anførte typer, som den har modtaget i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, med henblik på videreformidling, jf. artikel 7. Den kan med henblik på samme formål opbevare oplysninger af de i stk. 1, første afsnit, litra c), og stk. 1, andet afsnit, anførte typer.
3. […]
Ved udløbet af fristen i stk. 7 overfører medlemsstaternes centrale myndigheder sådanne oplysninger ad elektronisk vej i et standardformat.
4. Det i stk. 3 omhandlede format og de øvrige måder at tilrettelægge og lette udvekslingen af oplysninger om straffedomme mellem medlemsstaternes centrale myndigheder på fastsættes af Rådet […]
Disse andre måder omfatter:
a)
fastsættelse af alle metoder til at lette forståelsen og maskinoversættelsen af de overførte oplysninger
[…]«
2. Afgørelse 2009/316
14.
2., 6. og 12. betragtning til afgørelse 2009/316 har følgende ordlyd:
»(2)
Oplysninger om straffedomme, som en medlemsstats statsborgere idømmes af andre medlemsstater, cirkulerer ikke effektivt på det nuværende grundlag, som er den europæiske konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager. Der er derfor behov for mere effektive og enkle procedurer for udveksling af sådanne oplysninger på EU-plan […].
[…]
(6)
Denne afgørelse har til formål at gennemføre rammeafgørelse 2009/315[…] med henblik på at oprette og udvikle et edb-system til udveksling af oplysninger om domme mellem medlemsstaterne. […]. Der bør […] oprettes et standardformat, som gør det muligt at udveksle oplysninger i en ensartet og elektronisk form, der let kan maskinoversættes, så vel som på andre måder, hvorved den elektroniske udveksling af oplysninger om domme mellem medlemsstaternes centrale myndigheder kan tilrettelægges og gøres lettere.
[…]
(12)
Referencetabellerne med kategorier af strafbare handlinger og kategorier af straffe og foranstaltninger i denne afgørelse bør lette maskinoversættelse og muliggøre gensidig forståelse af de udvekslede oplysninger ved hjælp af et system af koder. […]«
15.
Denne afgørelses artikel 1, der fastsætter afgørelsens genstand, bestemmer:
»Denne afgørelse indfører det europæiske informationssystem vedrørende strafferegistre (ECRIS).
I denne afgørelse fastlægges også elementerne i et standardformat til elektronisk udveksling mellem medlemsstaterne af oplysninger, der hentes fra strafferegistre, navnlig oplysninger om den strafbare handling, der ligger til grund for dommen, og oplysninger om dommens indhold […]«
16.
Den nævnte afgørelses artikel 3, der har overskriften »Det europæiske informationssystem vedrørende strafferegistre (ECRIS)«, bestemmer i stk. 1:
»ECRIS er et decentraliseret it-system, der bygger på de enkelte medlemsstaters strafferegistre. Det består af følgende elementer:
a)
en sammenkoblingssoftware, […] som gør det muligt at udveksle oplysninger mellem medlemsstaternes strafferegistre
[…]«
17.
Artikel 4 i afgørelse 2009/316, der har overskriften »Format til overførsel af oplysninger«, bestemmer:
»1. Når medlemsstaterne overfører oplysninger i henhold til artikel 4, stk. 2 og 3, og artikel 7 i rammeafgørelse 2009/315[…] vedrørende den strafbare handlings betegnelse eller juridiske klassifikation og den gældende lovbestemmelse, henviser de til den tilsvarende kode for hver af de strafbare handlinger, der er nævnt i overførslen, jf. tabellen over strafbare handlinger i bilag A. […]
Medlemsstaterne kan også give disponible oplysninger om graden af fuldbyrdelse og medvirken i den strafbare handling og en eventuel hel eller delvis fritagelse for strafansvar eller recidivisme.
2. Når medlemsstaterne overfører oplysninger i henhold til artikel 4, stk. 2 og 3, og artikel 7 i rammeafgørelse 2009/315[…] vedrørende dommens indhold, især straffen og eventuelle supplerende straffe, sikkerhedsforanstaltninger og efterfølgende afgørelser om ændring af dommens håndhævelse, henviser de til den tilsvarende kode for hver af de straffe og foranstaltninger, der er omfattet af overførslen, jf. tabellen over straffe og foranstaltninger i bilag B. […]
Medlemsstaterne giver også, hvor det er relevant, disponible oplysninger om arten af og/eller betingelserne for fuldbyrdelse af den idømte straf eller foranstaltning, som fastsat i parametrene i bilag B. […]«
3. Rammeafgørelse 2008/675
18.
2., 5.-8. og 13. betragtning til rammeafgørelse 2008/675 har følgende ordlyd:
»(2)
Den 29. november 2000 vedtog Rådet […] et program for foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager […], hvori der foreskrives »Vedtagelse af et eller flere instrumenter, der indfører princippet om, at retten i en medlemsstat skal være i stand til at tage hensyn til endelige afgørelser i straffesager afsagt af en domstol i en anden medlemsstat, med henblik på at vurdere lovovertræderens kriminelle fortid, overveje, om der er tale om gentagelsestilfælde, og fastlægge, hvilken straf der skal pålægges, samt de nærmere vilkår for fuldbyrdelsen«.
[…]
(5)
Det bør fastslås som et princip, at medlemsstaterne bør tillægge domme afsagt i andre medlemsstater samme retsvirkninger som nationale domme i overensstemmelse med national ret, uanset om disse retsvirkninger ifølge national ret betragtes som spørgsmål om faktiske forhold eller som retlige spørgsmål af processuel eller materiel karakter. Denne rammeafgørelse tager imidlertid ikke sigte på at harmonisere de konsekvenser, som tidligere domme skal have ifølge de forskellige nationale lovgivninger, og forpligtelsen til at tage hensyn til tidligere domme afsagt i andre medlemsstater eksisterer kun i det omfang, der tages hensyn til tidligere nationale domme i henhold til national ret.
(6)
I modsætning til andre instrumenter tager denne rammeafgørelse ikke sigte på fuldbyrdelse i en medlemsstat af retsafgørelser, der er truffet i andre medlemsstater, men tager snarere sigte på at gøre det muligt at knytte konsekvenser til en tidligere dom afsagt i en medlemsstat i forbindelse med en ny straffesag i en anden medlemsstat i det omfang, sådanne konsekvenser er knyttet til tidligere nationale domme i henhold til lovgivningen i den anden medlemsstat. Denne rammeafgørelse indebærer derfor ingen forpligtelse til at tage hensyn til sådanne tidligere domme i f.eks. tilfælde, hvor de oplysninger, der er fremskaffet i henhold til relevante instrumenter, ikke er tilstrækkelige, hvor den handling, som udløste den tidligere dom, ikke ville have givet anledning til en national dom, eller hvor den tidligere idømte sanktion ikke kendes i det nationale retssystem.
(7)
De retsvirkninger, der tillægges en dom afsagt i en anden medlemsstat, bør svare til retsvirkningerne af en national afgørelse, der træffes i fasen før retssagen, under selve retssagen og i domsfuldbyrdelsesfasen.
(8)
Når der under en straffesag i en medlemsstat foreligger oplysninger om en tidligere dom afsagt i en anden medlemsstat, bør det så vidt muligt undgås, at den berørte person behandles dårligere, end hvis den tidligere dom havde været en national dom.
[…]
(13)
I denne rammeafgørelse respekteres de mange forskellige nationale løsninger og procedurer, der er nødvendige for at tage hensyn til en tidligere dom afsagt i en anden medlemsstat. Udelukkelse af muligheden for på ny at prøve en tidligere dom bør ikke være til hinder for, at en medlemsstat om nødvendigt kan træffe en afgørelse om at tillægge sådanne tidligere domme samme retsvirkninger. Procedurerne omkring en sådan afgørelse bør imidlertid, i betragtning af den tid og de procedurer eller formalia, der kræves, ikke gøre det umuligt at tillægge en tidligere dom fra en anden medlemsstat tilsvarende retsvirkninger.«
19.
Denne rammeafgørelses artikel 1, stk. 1, bestemmer:
»Formålet med denne rammeafgørelse er at fastsætte, på hvilke betingelser der i forbindelse med en straffesag mod en person i en medlemsstat skal tages hensyn til tidligere domme afsagt mod samme person for andre forhold i andre medlemsstater.«
20.
Den nævnte rammeafgørelses artikel 3, der har overskriften »Hensyntagen til domme afsagt i andre medlemsstater i forbindelse med en ny straffesag«, bestemmer:
»1. Medlemsstaterne sikrer, at der i forbindelse med en straffesag mod en person tages hensyn til tidligere domme afsagt mod samme person for andre forhold i andre medlemsstater, om hvilke der er fremskaffet oplysninger i henhold til relevante instrumenter om gensidig retshjælp eller om udveksling af oplysninger fra strafferegistre, i det omfang der tages hensyn til tidligere nationale domme, og at sådanne domme tillægges samme retsvirkninger som tidligere nationale domme i overensstemmelse med national ret.
2. Stk. 1 finder anvendelse i fasen før retssagen, under selve retssagen og i domsfuldbyrdelsesfasen, navnlig med hensyn til de relevante procedureregler, herunder reglerne for varetægtsfængsling, kvalifikationen af overtrædelsen, straffens type og omfang og reglerne for fuldbyrdelse af afgørelsen.
3. Hensyntagen til tidligere domme afsagt i andre medlemsstater, jf. stk. 1, har ikke som virkning, at den medlemsstat, der gennemfører den nye retssag, griber ind i, ophæver eller på ny prøver tidligere domme eller eventuelle afgørelser vedrørende disses fuldbyrdelse.
4. Stk. 1 finder ikke anvendelse, jf. stk. 3, i det omfang hensyntagen til den tidligere dom, såfremt denne havde været en national dom afsagt i den medlemsstat, der gennemfører den nye retssag, i overensstemmelse med denne medlemsstats nationale ret ville have som virkning at gribe ind i, ophæve eller på ny prøve den tidligere dom eller en eventuel afgørelse vedrørende dens fuldbyrdelse.
[…]«
B. Ungarsk ret
1. Lov om international retshjælp i straffesager
21.
§ 46 i a nemzetközi bűnügyi jogsegélyről szóló 1996. évi XXXVIII. törvény (lov nr. XXXVIII af 1996 om international retshjælp i straffesager, herefter »lov om international retshjælp i straffesager«) er affattet som følger:
»1. Justitsministeren modtager underretninger med henblik på anerkendelse af retsvirkningen af en udenlandsk dom samt anmodninger fra udlandet om overførsel af fuldbyrdelsen af en straf eller en frihedsberøvende foranstaltning, […] og videresender dem til den kompetente ret […]
2. Proceduren for anerkendelse af domme, der er fremsendt af den centrale myndighed, som er udpeget hertil af en anden medlemsstat i [Unionen], skal indledes inden den dato for slettelse af det strafbare forhold, som fremgår af de oplysninger, der er vedlagt medlemsstatens dom.
3. Medmindre andet er fastsat i denne lov, anvendes de almindelige bestemmelser vedrørende særlige procedurer i kapitel XXIX i a büntetőeljárásról szóló 1998 évi XIX. törvény [lov nr. XIX om strafferetspleje af 1998, herefter »lov om strafferetspleje af 1998«], på proceduren for den kompetente ret […]«
22.
§ 47 i lov om international retshjælp i straffesager, der indgår i kapitel 1 i denne lovs afsnit IV, og som har overskriften »Anerkendelse af retsvirkningen af udenlandske domme«, bestemmer:
»1. Endelige domme, som er afsagt af udenlandske retter, har samme retsvirkning som domme, der er afsagt af ungarske retter, forudsat at det søgsmål mod lovovertræderen, der er behandlet i udlandet, og den idømte straf eller den anvendte foranstaltning ikke er i strid med den ungarske retsorden.
[…]
3. Såfremt den ungarske ret anerkender den udenlandske doms retsvirkning, skal forholdene anses for at være blevet behandlet ved endelig dom af den ungarske ret.
[…]«
23.
Endelig bestemmer denne lovs § 48:
»1. Når den ungarske ret træffer afgørelse, er den bundet af de faktiske omstændigheder, som den udenlandske ret har konstateret.
2. Under proceduren fastlægger den ungarske ret, hvilke retlige konsekvenser dommen har ifølge bestemmelserne i ungarsk ret. Hvis den straf eller foranstaltning, som den udenlandske ret har idømt, ikke er fuldstændigt i overensstemmelse med bestemmelserne i ungarsk ret, fastsætter den ungarske ret i sin afgørelse, hvilken straf eller foranstaltning der skal pålægges ifølge bestemmelserne i ungarsk ret, således at denne så vidt muligt svarer til den straf eller foranstaltning, som den udenlandske ret har idømt, og udtaler sig – såfremt der er fremsat anmodning om fuldbyrdelse – om straffens eller foranstaltningens konsekvens for fuldbyrdelsen.
3. Ved fastsættelsen af den gældende straf eller foranstaltning skal der henvises til den gældende lov på det tidspunkt, hvor overtrædelsen blev begået. Hvis det fremgår af den gældende ungarske lov på det tidspunkt, hvor den gældende straf eller foranstaltning fastsættes, at det pågældende forhold ikke længere defineres som en lovovertrædelse, eller at det skal straffes mindre strengt, finder denne nye lov anvendelse.
4. Hvis den udenlandske ret har pålagt en samlet straf som følge af et sammenfald af flere overtrædelser, og visse af de forhold, der er behandlet i dommen, ikke er defineret som en overtrædelse i henhold til bestemmelserne i ungarsk ret og ikke på andet grundlag kan anerkendes i Ungarn, udelader den ungarske ret dette forhold i sin afgørelse og fastsætter straffen under hensyntagen til de øvrige faktiske omstændigheder, som dommen er baseret på, i overensstemmelse med büntető törvénykönyvs [straffelovbogen ( 10 )] bestemmelser om strafudmåling.
5. Hvis den frihedsberøvende straf, som den udenlandske ret har idømt, ikke er forenelig med bestemmelserne i ungarsk ret med hensyn til fuldbyrdelsesmåden eller varigheden, fastsætter den ungarske ret straffen og dens varighed med hensyn til den overtrædelse, som i henhold til bestemmelserne i ungarsk ret stemmer overens med de faktiske omstændigheder, som dommen er baseret på, inden for de rammer for strafudmåling, der er fastsat i den ungarske straffelovbog, og i overensstemmelse med bestemmelserne om idømmelse af straf samt under hensyntagen til reglerne om fastsættelse af fuldbyrdelsesmåden og om bevilling af prøveløsladelse. Hvis varigheden af den frihedsberøvelse, som den udenlandske ret har idømt, er kortere end den, der ville gælde i henhold til bestemmelserne i ungarsk ret, herunder under hensyntagen til straffelovbogens bestemmelser om strafnedsættelse, skal varigheden af den frihedsberøvelse, som den ungarske ret fastsætter, svare til varigheden af den frihedsberøvelse, som den udenlandske ret har idømt. Den straf, som den ungarske ret fastsætter, kan ikke være længere end den straf, som den udenlandske ret har idømt.
6. Hvis den udenlandske ret har idømt frihedsberøvelse og fastslået fuldbyrdelse for en bestemt tidsmæssig del heraf, mens fuldbyrdelsen af den øvrige tidsmæssige del er blevet udsat, anerkender den ungarske ret frihedsberøvelsen, som om den dømte er blevet bevilget prøveløsladelse. I sådanne tilfælde kan retten, når den skal fastsætte tidspunktet for bevilling af prøveløsladelse, undlade at følge straffelovbogens § 38, stk. 2, og – hvis prøveløsladelsens varighed i henhold til straffelovbogens § 39, stk. 1, er længere end varigheden af den udsættelse, som er fastsat i den udenlandske rets dom – straffelovbogens § 39, stk. 1. I sådanne tilfælde skal prøveløsladelsens varighed være af samme længde som den udsættelse, der er fastsat i den udenlandske rets dom, og straffen anses for udstået, når den på denne måde fastsatte sidste dag af prøveløsladelsen er forløbet.
7. Den ungarske ret underretter det organ, som forvalter strafferegistret, om anerkendelsen af den udenlandske doms retsvirkning.
[…]«.
2. Lov om strafferetspleje af 1998
24.
Når der er afsagt endelig dom vedrørende det strafferetlige hovedspørgsmål, træffes der afgørelse om de strafferetlige accessoriske spørgsmål med tilknytning til hovedspørgsmålet ved »særlige« procedurer i henhold til ungarsk strafferet, dvs. der er tale om forenklede procedurer.
3. A bűnügyi nyilvántartási rendszerről, az Európai Unió tagállamainak bíróságai által magyar állampolgárokkal szemben hozott ítéletek nyilvántartásáról, valamint a bűnügyi és rendészeti biometrikus adatok nyilvántartásáról szóló 2009. évi XLVII. törvény
25.
Afsnit III i a bűnügyi nyilvántartási rendszerről, az Európai Unió tagállamainak bíróságai által magyar állampolgárokkal szemben hozott ítéletek nyilvántartásáról, valamint a bűnügyi és rendészeti biometrikus adatok nyilvántartásáról szóló 2009. évi XLVII. törvény (lov nr. XLVII af 2009 om strafferegistret, om registret over domme afsagt over ungarske statsborgere i andre medlemsstater i Den Europæiske Union samt om registret over biometriske data og politiregisteret) har overskriften »Registret over domme afsagt over ungarske statsborgere i andre medlemsstater i Den Europæiske Union«.
26.
Denne lovs § 31 bestemmer:
»Behandlingen af oplysningerne i registret over domme afsagt af retter i [EU-]medlemsstater […] over ungarske statsborgere (herefter »registret over domme afsagt i medlemsstaterne«) har for så vidt angår de oplysninger, der fremgår af en endelig dom afsagt i en anden [EU-]medlemsstat […], som fastslår den ungarske statsborgers skyld (herefter »domme afsagt i medlemsstaterne«), til formål:
a)
at lette udvekslingen af oplysninger mellem medlemsstaterne inden for rammerne af samarbejdet mellem medlemsstaterne i straffesager
b)
at tage hensyn til disse oplysninger, som den domfældte foreholdes i forbindelse med en straffesag, der er indledt på grundlag af en mistanke, som er opstået i forbindelse med begåelsen af en anden overtrædelse.«
27.
Den nævnte lovs § 32 bestemmer:
»Oplysninger om ungarske statsborgere, der ved endelig dom afsagt i en anden [EU-]medlemsstat […] er kendt skyldige, indføres i registret over domme afsagt i medlemsstaterne.«
28.
Den samme lovs § 33 bestemmer:
»1. Registret over domme afsagt i medlemsstaterne omfatter følgende oplysninger, der fremgår af domme afsagt i andre medlemsstater, og som er meddelt de centrale myndigheder, der er udpeget af hver enkelt medlemsstat:
a)
den pågældendes identitetsoplysninger
b)
dato for domfældelsen, dato, hvor dommen blev endelig, og retsinstansens benævnelse
c)
navnet på den overtrædelse, der ligger til grund for dommen, dommens retlige beskrivelse og datoen, hvor overtrædelsen blev begået
d)
oplysning om sanktioner og foranstaltninger og fuldbyrdelsen heraf.
[…]«
II. De faktiske omstændigheder i tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
29.
Den 8. januar 2016 idømte Landesgericht Wiener Neustadt (den regionale domstol i Wiener Neustadt, Østrig) Dániel Bertold Lada, der er ungarsk statsborger, en frihedsberøvende straf på 14 måneder for forsøg på indbrudstyveri af ejendele til en værdi af et større beløb. Denne domstol besluttede, at han skulle afsone 11 måneder af denne straf, og udsatte fuldbyrdelsen af tre måneders fængselsstraf.
30.
Den nævnte domstol afsagde dom i et offentligt retsmøde, hvor den tiltalte, der var varetægtsfængslet, gav møde. Den tiltalte blev bistået af en advokat, og han kunne udtrykke sig på sit modersmål med hjælp fra en tolk.
31.
Efter anmodning fra justitsministeriet fremsendte Landesgericht Wiener Neustadt (den regionale domstol i Wiener Neustadt) ministeriet den dom, der var afsagt i sagen, og en sammenfatning af de nødvendige oplysninger.
32.
Justitsministeriet fremsendte dokumenterne, affattet på tysk, til den forelæggende ret, Szombathelyi Törvényszék (retten i Szombathelyi, Ungarn), som havde materiel og stedlig kompetence til i henhold til § 46 i lov om international retshjælp i straffesager at gennemføre den »procedure for anerkendelse af retsvirkningen af udenlandske domme«, der er fastsat i denne lov.
33.
Den forelæggende har anført, at det indledningsvis bl.a. skal efterprøves, om de grundlæggende rettigheder og de væsentligste bestemmelser i lov om strafferetspleje af 1998 var blevet overholdt i forbindelse med den udenlandske sag.
34.
Denne ret har på dette grundlag undersøgt de fremsendte dokumenter og har fået disse dokumenter oversat til ungarsk. Under behandlingen af sagen har den udpeget en advokat for Dániel Bertold Lada og har fastslået, at den af Landesgericht Wiener Neustadt (den regionale domstol i Wiener Neustadt) afsagte dom, hvormed denne blev domfældt, ikke er indeholdt i det ungarske strafferegister, men i ECRIS. Den forelæggende ret har endvidere konstateret, at fængselsstraffen var under fuldbyrdelse.
35.
Den forelæggende ret har forklaret, at der for i Ungarn at anerkende retsvirkningen af den dom, som Landesgericht Wiener Neustadt (den regionale domstol i Wiener Neustadt) har afsagt over Dániel Bertold Lada, skal indledes en ny særlig procedure, der udgør en ny straffesag. Inden for rammerne af denne sag skal den overtrædelse, som den domfældte har begået, vurderes i henhold til straffelovbogen, i den affattelse, som var gældende på det tidspunkt, hvor overtrædelsen blev begået, eller på tidspunktet for domsafsigelsen, og under hensyn til de faktiske omstændigheder, der lå til grund for den udenlandske dom.
36.
Hvad angår den foreliggende anerkendelsesprocedure har den forelæggende ret anført, at den straffelovbog, der blev vedtaget ved 2012. évi C. törvény (lov nr. C af 2012), finder anvendelse såvel på tidspunktet for de faktiske omstændigheder som på tidspunktet for domsafsigelsen, dvs. på tidspunktet for anerkendelsen af retsvirkningen af den udenlandske dom, og at de overtrædelser, som er blevet begået, og som er blevet pådømt i udlandet, ifølge denne straffelovbog inden for rammerne af anerkendelsesproceduren skal gøres til genstand for en ny klassificering i henhold til ungarsk ret.
37.
Den forelæggende ret har tilføjet, at punkterne i den udenlandske domskonklusion for så vidt angår de således fastslåede overtrædelser bl.a. skal omformuleres i henhold til den gældende straffelovbog, også selv om dette resulterer i en strafferetlig sanktion af en anden art eller rækkevidde.
38.
Den forelæggende ret har anført, at proceduren for anerkendelse af retsvirkningen af udenlandske domme i Ungarn i henhold til §§ 46-48 i lov om international retshjælp i straffesager i praksis fører til en ny vurdering og klassificering, under hensyntagen til de konkrete omstændigheder i sagen, af forhold, der allerede er behandlet i afgørelsen fra den udenlandske straffedomstol, og idømmelse (eller fastsættelse) af ungarske sanktioner. Den pågældende domstol foretager således en ændring eller en ny klassificering af den udenlandske dom i henhold til bestemmelserne i ungarsk ret og anvender en ny sanktion og i givet fald en ny foranstaltning. Den ungarske ret kan således i henhold til §§ 46-48 i lov om international retshjælp i straffesager på baggrund af de samme faktiske omstændigheder erklære den domfældte skyldig i andre overtrædelser, der er forskellige fra dem, der er fastslået i den udenlandske sag, og idømme den pågældende en anden straf eller foranstaltning, som er forskellig fra den, der er blevet truffet bestemmelse om i den udenlandske sag.
39.
Den forelæggende ret har bemærket, at denne særlige procedure giver anledning til tvivl om, hvorvidt bestemmelserne i ungarsk ret tilsidesætter det princip om gensidig anerkendelse, der er fastsat i den primære EU-ret. Dette bekræftes af § 47, stk. 3, i lov om international retshjælp i straffesager, hvoraf det som nævnt fremgår, at »[s]åfremt den ungarske ret anerkender den udenlandske doms retsvirkning, skal forholdene anses for at være blevet behandlet ved endelig dom af den ungarske ret«. Det synes således at følge af bestemmelserne i ungarsk ret, at en dom afsagt af en ret i en anden medlemsstat kun sidestilles med en dom afsagt i Ungarn med mulighed for at håndhæve dens øvrige konsekvenser over for den berørte person, når en ungarsk ret har anerkendt den nævnte doms retsvirkning i Ungarn ved denne særlige anerkendelsesprocedure. Det følger med andre ord af bestemmelserne i ungarsk ret, at der ikke kan tages hensyn til den udenlandske dom i Ungarn, før en ungarsk ret i henhold til denne særlige procedure har anerkendt denne dom.
40.
Den forelæggende ret har endvidere bemærket, at den særlige anerkendelsesprocedure ikke blot består i en automatisk implementering af den udenlandske dom. Den ungarske ret kan inden for rammerne af denne procedure nemlig pålægge en straf af en anden art eller med en anden rækkevidde end den straf, der er blevet anvendt i udlandet, eller endog anerkende dommen og anlægge den vurdering, at de forhold, der udgør overtrædelsen, skal straffes med en hårdere straf. Retsvirkningen af den udenlandske dom anerkendes således ved en ny afgørelse. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at denne situation medfører en upræcis implementering i Ungarn af den udenlandske dom eller medfører en ny dom afsagt i en anden medlemsstat mod den samme person og vedrørende de samme forhold, eftersom den pågældende i henhold til bestemmelserne i ungarsk ret skal dømmes skyldig for nye overtrædelser under den særlige procedure, idet denne domfældelse skal indføres i det ungarske strafferegister. Dette rejser spørgsmålet om, hvorvidt den særlige anerkendelsesprocedure er forenelig med princippet ne bis in idem, hvilket skal afklares ved hjælp af en fortolkning af artikel 54 i konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen af 14. juni 1985 mellem regeringerne for staterne i Den Økonomiske Union Benelux, Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser ( 11 ) og artikel 50 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ( 12 ).
41.
Den forelæggende ret har præciseret, at bestemmelserne i loven om international retshjælp i straffesager, der fastsætter en procedure for anerkendelse af udenlandske domme, har til formål at gøre det muligt at indføre de straffe, der idømmes ved en sådan dom, i det ungarske strafferegister, forudsat at en ungarsk ret har anerkendt dommens retsvirkning. Den anerkendte dom kan således i givet fald på et senere tidspunkt danne grundlag for at klassificere den domfældte som lovovertræder, der har begået en eller flere tidligere overtrædelser.
42.
Den forelæggende har videre bemærket, at anvendelsen af bestemmelserne i ungarsk ret fører til en situation, hvor, som følge af anerkendelsesproceduren, for den domfældtes vedkommende overtrædelser og straffe, som er anerkendt i henhold til ungarsk ret, fremgår af det ungarske strafferegister, mens oplysningerne om den udenlandske dom fortsat fremgår af ECRIS.
43.
Endelig har den forelæggende præciseret, at der i det konkrete tilfælde ikke er tale om fuldbyrdelse i Ungarn af sanktioner, der er idømt ved en dom afsagt af en ret i en anden medlemsstat, og at proceduren i en sådan situation ville have et andet retsgrundlag, nemlig az Európai Unió tagállamaival folytatott bűnügyi együttműködésről szóló 2012. évi CLXXX. törvény (lov nr. CLXXX af 2012 om samarbejde mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union i straffesager) ( 13 ).
44.
Den forelæggende ret ønsker oplyst, om en sådan anerkendelsesprocedure er i overensstemmelse med EU-retten, navnlig under hensyn til princippet om gensidig anerkendelse inden for området for retligt samarbejde i straffesager og princippet ne bis in idem, således som disse principper er fastsat i den primære EU-ret.
45.
På baggrund af de spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt i den foreliggende sag, er det den 13. september 2016 blevet besluttet til den forelæggende ret at fremsende dom af 9. juni 2016, Balogh ( 14 ), hvori Domstolen fastslog, at rammeafgørelse 2009/315 og afgørelse 2009/316 skal fortolkes således, at de er til hinder for vedtagelsen af en national lovgivning, der indfører en særlig procedure, som består i, at en ret i en medlemsstat anerkender en endelig retsafgørelse truffet af en ret i en anden medlemsstat, hvorved en person er blevet dømt for en overtrædelse.
46.
Ved skrivelse indgået til Domstolen den 12. oktober 2016 har Szombathelyi Törvényszék (retten i Szombathelyi) besluttet at opretholde anmodningen om præjudiciel afgørelse, idet den har anført, at de faktiske omstændigheder, der gav anledning til dom af 9. juni 2016, Balogh ( 15 ), kun vedrørte udgifter til oversættelse og tolkning med henblik på, at den pågældende person kunne anvende sit modersmål under den ungarske anerkendelsesprocedure.
47.
Den forelæggende ret har endvidere anført, at denne dom ikke har ført til, at de ungarske retter nu følger en ensartet praksis. Visse retter anvender således fortsat under henvisning til de særlige karakteristika, der kendetegner en rammeafgørelse i EU-retten, de særlige procedurer, idet de afventer en ændring af den ungarske lovgivning. Andre retter har henlagt sager eller afventer, at der udvikles en ny retspraksis. Den forelæggende ret har bemærket, at såfremt det måtte blive fastslået, at den ungarske lovgivning ikke er forenelig med den primære EU-ret, skal de ungarske retter, for hvilke sådanne sager er indbragt, automatisk se bort fra denne lovgivning og princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser på det strafferetlige område vil fuldt ud have forrang.
48.
Vurderingen af, om den særlige anerkendelsesprocedure er forenelig med princippet om gensidig anerkendelse kræver i øvrigt efter den forelæggende rets opfattelse, at der foretages en undersøgelse af langt mere omfattende spørgsmål end dem, der blev behandlet i dom af 9. juni 2016, Balogh ( 16 ). I den foreliggende sag skal det endvidere konkret undersøges, om den nationale ret kan træffe foranstaltninger, der i forhold til de foranstaltninger, som den ret, der har afsagt den udenlandske dom, har besluttet, på den ene eller den anden måde ændrer denne dom.
49.
Den forelæggende ret har endvidere bemærket, at den særlige anerkendelsesprocedure, der er fastsat i den ungarske lovgivning, endnu ikke er blevet undersøgt ud fra princippet ne bis in idem. Denne procedure bør imidlertid undersøges i lyset af dette princip og princippet om gensidig anerkendelse, idet den kompetente ungarske ret under den nævnte procedure i henhold til gældende ungarsk ret foretager en klassificering af de overtrædelser, der allerede er blevet pådømt i udlandet, og kan anvende straffe og andre foranstaltninger, der er forskellige fra de sanktioner, der er idømt ved den udenlandske dom. Der kan således opstå den situation, at der i den udenlandske dom og den ungarske afgørelse fastslås helt forskellige overtrædelser med hensyn til de samme forhold. Det samme gør sig gældende med hensyn til straffen, idet den straf, der er idømt i Ungarn imidlertid ikke må være strengere end den, der er idømt i udlandet.
50.
Den forelæggende ret er endvidere af den opfattelse, at rammeafgørelse 2008/675 er relevant for den omhandlede procedure, idet der ikke kan tages hensyn til den dom, der er afsagt over Dániel Bertold Lada i udlandet, i forbindelse med en senere straffesag, uden forudgående anvendelse af den særlige anerkendelsesprocedure.
51.
På denne baggrund har Szombathelyi Törvényszék (retten i Szombathelyi) besluttet at opretholde følgende præjudicielle spørgsmål:
»1.
Skal artikel 67 [TEUF] og 82 [TEUF] fortolkes således, at de er til hinder for behandlingen af en ved national lov fastsat strafferetlig procedure eller anden national procedure om »anerkendelse« eller gennemførelse i en medlemsstat af retsvirkningen af en udenlandsk dom, som resulterer i, at den udenlandske dom skal anses for at være afsagt af en national ret, med hensyn til en [person], i hvis straffesag der allerede foreligger en endelig afgørelse truffet ved den udenlandske dom, som er afsagt af en ret i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union?
2.
Er en procedure, som er fastsat i en medlemsstat i Den Europæiske Union, helt konkret den, som er fastsat i §§ 46-48 i [lov om international retshjælp i straffesager] »om anerkendelse af retsvirkningen« i Ungarn [af udenlandske domme] vedrørende en straffesag, der er behandlet, og hvori der er truffet en endelig afgørelse (med hensyn til den samme person og de samme forhold) i en anden medlemsstat – i lyset af […] rammeafgørelse 2008/675 […] – forenelig med princippet »non bis in idem«, som er fastsat i [chartrets] artikel 50 […] og i artikel 54 i konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen, når denne procedure rent faktisk ikke har til formål at fuldbyrde en sådan afgørelse, men at fastsætte grundlaget for, at afgørelsen tages i betragtning ved straffesager, som behandles efterfølgende?«
III. Bedømmelse
52.
Den forelæggende ret ønsker med de to præjudicielle spørgsmål, der efter min opfattelse skal behandles samlet, oplyst, om den særlige procedure for anerkendelse af udenlandske domme, der er fastsat i ungarsk ret, er forenelig med EU-retten og nærmere bestemt med princippet om gensidig anerkendelse, der er fastsat i artikel 67 TEUF og 82 TEUF, rammeafgørelse 2008/675 og princippet ne bis in idem, der er fastsat i chartrets artikel 50 og i artikel 54 i konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen.
53.
Disse spørgsmål er forelagt af den nationale ret, der er i den ungarske retsorden er kompetent til at gennemføre den særlige anerkendelsesprocedure vedrørende den dom, som Landesgericht Wiener Neustadt (den regionale domstol i Wiener Neustadt) har afsagt over Dániel Bertold Lada, således som denne procedure er fastsat i §§ 46-48 i lov om international retshjælp i straffesager.
54.
Det skal præciseres, at denne procedure for anerkendelse af udenlandske domme ikke i det foreliggende tilfælde gennemføres med henblik på at fuldbyrde den straf, der er idømt ved denne dom, i Ungarn, og heller ikke for at tage hensyn til den nævnte dom i forbindelse med en ny straffesag, som allerede er indledt mod Dániel Bertold Lada i Ungarn.
55.
§§ 46-48 i lov om international retshjælp i straffesager indfører en særlig procedure for forudgående anerkendelse, som gennemføres af de kompetente ungarske retter, af endelige domme, der er afsagt af udenlandske retter med det formål at tillægge den afgørelse, hvorved disse domme anerkendes, den samme retsvirkning som en dom, der er afsagt af en ungarsk ret.
56.
Det fremgår af den beskrivelse, som den forelæggende ret har foretaget, at denne procedure indebærer, at der foretages en fornyet prøvelse af den pågældende udenlandske dom, hvilket kan føre til en ny klassificering af den overtrædelse, der har ført til denne dom, og en tilpasning af den idømte straf, såfremt disse forhold ikke er forenelige med den ungarske straffelovgivning.
57.
Inden for rammerne af den særlige procedure for anerkendelse af en dom, der er afsagt af en ret i en anden medlemsstat, indledes der ikke en ny straffesag mod den person, som er genstand for en endelig straffedom, som kan føre til en ny domfældelse for det samme forhold. Denne procedure, hvorved den kompetente ungarske ret ikke foretager en ny vurdering af de faktiske omstændigheder eller fastlægger graden af den pågældende persons strafferetlige ansvar, ligner tilsyneladende en eksekvaturprocedure og har snarere til formål at tilpasse den retlige konsekvens, som er fastsat i den udenlandske dom, således at den er i overensstemmelse med den ungarske straffelovgivning. Princippet ne bis in idem, der har til formål inden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed at undgå, at en person, over for hvem der er afsagt endelig dom, retsforfølges for de samme forhold på flere medlemsstaters område som følge af, at den pågældende udøver sin ret til fri bevægelighed ( 17 ), er efter min opfattelse ikke relevant inden for rammerne af den foreliggende sag.
58.
Som allerede anført har Domstolen allerede i dom af 9. juni 2016, Balogh ( 18 ), haft lejlighed til at fastslå, at rammeafgørelse 2009/315 og afgørelse 2009/316 skal fortolkes således, at de er til hinder for gennemførelsen af denne særlige ungarske anerkendelsesprocedure. Domstolen fastslog nærmere bestemt, at indførelsen i strafferegistret af straffedomme afsagt af retter i domsstaten, som foretages af den centrale myndighed i den medlemsstat, hvori den pågældende er statsborger, i henhold til den nævnte rammeafgørelse og afgørelse skal ske direkte på grundlag af den overførsel, som domsstatens centrale myndigheder har foretaget via ECRIS af oplysninger vedrørende straffedommene i form af koder ( 19 ). På denne baggrund kan indførelsen i strafferegistret hverken afhænge af en forudgående gennemførelse af en procedure til retslig anerkendelse af straffedomme, såsom den særlige ungarske procedure, eller af en overførsel af straffedommen til den medlemsstat, hvori den pågældende er statsborger, med henblik på en sådan anerkendelse ( 20 ).
59.
Domstolen tog endvidere i dom af 21. september 2017, Beshkov ( 21 ), stilling til den særlige bulgarske anerkendelsesprocedure. Domstolen fastslog således, at rammeafgørelse 2008/675 skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en medlemsstats hensyntagen til en tidligere dom, der er afsagt af en domstol i en anden medlemsstat, kan undergives de kompetente retter i denne første medlemsstats gennemførelse af en national procedure for forudgående anerkendelse.
60.
Domstolen fastslog i disse to domme, at sådanne nationale procedurer for anerkendelse af udenlandske domme er i strid med princippet om gensidig anerkendelse af domme og retsafgørelser i straffesager som fastsat i artikel 82, stk. 1, TEUF, som har erstattet artikel 31 EU, der ligger til grund for rammeafgørelse 2009/315, afgørelse 2009/316 og rammeafgørelse 2008/675 ( 22 ). Dette princip er navnlig til hinder for, at der i forbindelse med en national anerkendelsesprocedure foretages en fornyet prøvelse af domme, der er afsagt i andre medlemsstater ( 23 ).
61.
Henset til Domstolens stillingtagen i disse to domme er det berettiget at spørge, hvilke grunde der kunne give Domstolen anledning til på ny at tage stilling til, om denne form for national procedure for anerkendelse af udenlandske domme er i overensstemmelse med EU-retten, selv om dette spørgsmål kan anses for fuldt og endeligt besvaret i de nævnte domme. Der kan efter min opfattelse identificeres tre grunde.
62.
For det første synes de forklaringer, som den ungarske regering har anført i sit skriftlige indlæg, at anfægte den forudsætning, som lå til grund for Domstolens ræsonnement i dom af 9. juni 2016, Balogh ( 24 ), nemlig at indførelsen i det ungarske strafferegister af straffedomme over ungarske statsborgere, der var afsagt af retter i andre medlemsstater, var betinget af, at den særlige ungarske anerkendelsesprocedure først var gennemført. Det var med udgangspunkt i denne forudsætning, at Domstolen fortolkede rammeafgørelse 2009/315 og afgørelse 2009/316, som udgør retsforskrifter, der har til formål at lette en hurtig videregivelse af oplysninger om straffedomme mellem medlemsstater, og som derfor er til hinder for, at indførelsen af disse oplysninger i det ungarske strafferegister er betinget af, der først er gennemført en national anerkendelsesprocedure.
63.
Den ungarske regering har nærmere bestemt i sit skriftlige indlæg forklaret, at en dom afsagt i en medlemsstat i henhold til lov nr. XLVII af 2009 om strafferegistret, om registret over domme afsagt over ungarske statsborgere i andre medlemsstater i Den Europæiske Union samt om registret over biometriske data og politiregisteret, såfremt myndigheden i denne medlemsstat har fremsendt denne dom i det rette format og med et korrekt indhold, således at dommen kan indføres i registret, nemlig vil blive indført uden gennemførelsen af en særlig procedure i registret over domme afsagt over ungarske statsborgere af retter i medlemsstaterne, idet dette register administreres af strafferegisterkontoret. Det fremgår af denne beskrivelse, at den ungarske regering er af den opfattelse, at den ungarske lovgivning i det væsentlige er i overensstemmelse med bestemmelserne i rammeafgørelse 2009/315. Det følger af disse forklaringer, at den særlige procedure for anerkendelse af domme afsagt af retter i andre medlemsstater gennemføres uafhængigt af den indførelse, der sker af disse domme, i registret.
64.
Når dette er sagt, bekræfter de oplysninger, der fremgår af forelæggelsesafgørelsen, snarere antagelsen om, at den særlige anerkendelsesprocedure gennemføres forud for og med henblik på indførelsen af udenlandske domme afsagt over ungarske statsborgere i strafferegisteret.
65.
Jeg vil i denne forbindelse henvise til § 48, stk. 7, i lov om international retshjælp i straffesager, som den forelæggende ret har henvist til, hvoraf fremgår, at »[d]en ungarske ret underretter det organ, som forvalter strafferegistret, om anerkendelsen af den udenlandske doms retsvirkning«. Den forelæggende ret har endvidere anført, at nye overtrædelser, således som de måtte følge af den ungarske lovgivning, dvs. efter at der er foretaget en ny klassificering inden for rammerne af den særlige anerkendelsesprocedure, skal meddeles det nationale strafferegister ( 25 ). Den samme ret har endvidere under sagen konstateret, at den dom, som Landesgericht Wiener Neustadt (den regionale domstol i Wiener Neustadt) har afsagt over Dániel Bertold Lada, ikke fremgik af det ungarske strafferegister, men af ECRIS. Endelig har den nævnte ret præciseret, at bestemmelserne i kapitel 1 i afsnit IV i lov om international retshjælp i straffesager har til formål at sikre, at den udenlandske dom fremgår af det ungarske strafferegister, når en ungarsk ret har anerkendt dommens retsvirkninger ( 26 ). Jeg udleder af disse oplysninger, at indførelsen af en udenlandsk dom i det ungarske strafferegister sker, efter at denne dom er blevet anerkendt i henhold til den særlige procedure.
66.
Som den forelæggende ret har anført, kan den kompetente ungarske ret i henhold til bestemmelserne i ungarsk ret i forbindelse med den særlige anerkendelsesprocedure, på baggrund af de samme faktiske omstændigheder, desuden erklære en person, der er genstand for en udenlandsk straffedom, skyldig i overtrædelser, der er forskellige fra dem, der er fastslået i den udenlandske straffesag og idømme den pågældende en straf eller foranstaltning, der er forskellig fra den, der er fastsat i denne sag ( 27 ). Den forelæggende ret har i denne forbindelse bemærket, at gennemførelsen af den særlige anerkendelsesprocedure fører til en situation, hvor, som følge af anerkendelsesproceduren, for den domfældtes vedkommende overtrædelser og straffe, som er anerkendt i henhold til ungarsk ret, fremgår af det ungarske strafferegister, mens oplysningerne om den udenlandske dom fortsat fremgår af ECRIS ( 28 ).
67.
En sådan uoverensstemmelse mellem de oplysninger, der fremgår af ECRIS, og de oplysninger, der fremgår af det ungarske strafferegister, er i strid med den ordning for udveksling og bevaring af oplysninger om straffedomme, der er indført med rammeafgørelse 2009/315 og afgørelse 2009/316.
68.
Spørgsmålet om, hvorvidt den særlige procedure for anerkendelse af domme afsagt af en ret i en anden medlemsstat netop gennemføres med henblik på at indføre disse domme i det ungarske strafferegister, er under alle omstændigheder et spørgsmål om fortolkning af national ret, som ikke henhører under Domstolens kompetence ( 29 ).
69.
Hvad endvidere angår den praksis, som justitsministeriet synes at følge, og som består i at anmode om, at den udenlandske dom fremsendes til dette ministerium, før den domfældelse, der fremgår af denne dom, indføres i det ungarske strafferegister, skal det bemærkes, at denne praksis er i strid med den ordning, der er indført ved rammeafgørelse 2009/315 og afgørelse 2009/316. Disse retsforskrifter har nemlig til formål at indføre et hurtigt og effektivt system for udveksling af oplysninger om straffedomme afsagt i de forskellige EU-medlemsstater ( 30 ). Disse oplysninger overføres således mellem medlemsstaternes centrale myndigheder via ECRIS i form af koder, der svarer til hver af de strafbare handlinger og sanktioner, der er nævnt i overførslen ( 31 ). Overførslen af en straffedom, der er afsagt af retten i en anden medlemsstat, til den centrale myndighed i den medlemsstat, hvori den pågældende er statsborger, foretages således kun, hvis det er påkrævet af hensyn til særlige omstændigheder, og det kan ikke systematisk kræves med henblik på at indføre nævnte straffedom i den førstnævnte medlemsstats strafferegister ( 32 ). Jeg bemærker i denne forbindelse, at den ungarske regering ikke har fremført nogen særlig omstændighed, der kan begrunde anmodningen om fremsendelse af den af Landesgericht Wiener Neustadt (den regionale domstol i Wiener Neustadt) afsagte dom til justitsministeriet.
70.
På baggrund af ovenfor anførte betragtninger foreslår jeg derfor Domstolen at bekræfte det ræsonnement, som den redegjorde for i præmis 28-35 og præmis 41-55 i dom af 9. juni 2016, Balogh ( 33 ). Jeg vil fastholde det standpunkt, som jeg redegjorde for i punkt 36-67 i det forslag til afgørelse, som jeg fremsatte i den samme sag, og hvortil jeg henviser ( 34 ).
71.
For det andet har såvel den forelæggende ret som den ungarske regering sammenholdt den særlige anerkendelsesprocedure med bestemmelserne i rammeafgørelse 2008/675. Det fremgår i denne forbindelse af de forklaringer, der er blevet afgivet over for Domstolen, at de kompetente ungarske retters gennemførelse af denne procedure er en forudgående formalitet, der er nødvendig for i forbindelse med en ny straffesag at kunne tage hensyn til en straffedom, som en ret i en anden medlemsstat tidligere har afsagt. Den ungarske regering har i denne forbindelse fremhævet, at det inden for rammerne af denne særlige anerkendelsesprocedure er nødvendigt at tilpasse en sådan dom til den ungarske strafferetslovgivning. Hvis der ikke blevet foretaget en sådan forudgående tilpasning, ville det ikke være muligt at tage hensyn til den nævnte dom i forbindelse med fremtidige straffesager, der i givet fald måtte blive indledt mod den person, der er genstand for den udenlandske straffedom.
72.
Som jeg har bemærket ovenfor, er der ikke på nuværende tidspunkt indledt en ny straffesag mod Dániel Bertold Lada i Ungarn, hvilket kunne give anledning til at tvivle på relevansen af rammeafgørelse 2008/675, der i henhold til denne afgørelses artikel 1, stk. 1, har til formål »at fastsætte, på hvilke betingelser der i forbindelse med en straffesag mod en person i en medlemsstat skal tages hensyn til tidligere domme afsagt mod samme person for andre forhold i andre medlemsstater« ( 35 ). Denne situation adskiller sig i denne forbindelse fra Trayan Beshkovs situation, idet der var indledt en ny straffesag mod ham i Bulgarien, i hvilken forbindelse der opstod spørgsmål om, hvorvidt der skulle tages hensyn til en tidligere dom, der var afsagt af en østrigsk ret ( 36 ).
73.
Når dette er sagt, er det klart, at uanset i hvilken situation den særlige anerkendelsesprocedure anvendes, vil den være i strid med den ordning, der er indført ved rammeafgørelse 2008/675, for så vidt som den udgør en forudgående formalitet, der ikke er fastsat i denne rammeafgørelse, og som udgør en betingelse for at anvende denne procedure. Den ungarske lovgiver har med andre ord udformet denne procedure med det formål at forberede hensyntagen til udenlandske domme i forbindelse med fremtidige og eventuelle straffesager. Denne procedure synes derfor efter de ungarske myndigheders opfattelse tæt forbundet med gennemførelsen af rammeafgørelse 2008/675. Det er derfor hensigtsmæssigt for at give den forelæggende ret mulighed for at træffe afgørelse vedrørende tvisten i hovedsagen, og nærmere bestemt at tage stilling til, om denne ret skal eller ikke skal gennemføre den nationale anerkendelsesprocedure, at Domstolen gengiver hovedindholdet af det resultat, som den nåede frem til i præmis 35-38 og 40 i dom af 21. september 2017, Beshkov ( 37 ), nemlig at rammeafgørelse 2008/675 skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en medlemsstats hensyntagen til en tidligere dom afsagt af en domstol i en anden medlemsstat undergives de kompetente retter i den første medlemsstats gennemførelse af en national procedure for forudgående anerkendelse. Jeg henviser til punkt 27-31 i det forslag til afgørelse, som jeg fremsatte i den nævnte sag ( 38 ).
74.
I modsætning til, hvad den tjekkiske og den ungarske regering har anført, kan 13. betragtning til rammeafgørelse 2008/675 ikke forstås således, at den betyder, at en medlemsstat har mulighed for at undergive en dom, der er afsagt af en ret i en anden medlemsstat, en national anerkendelsesprocedure, før det er muligt at tage hensyn til denne dom inden for rammerne af en ny straffesag.
75.
Som Europa-Kommissionen har anført i Rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om medlemsstaternes gennemførelse af rammeafgørelse 2008/675, bidrager denne rammeafgørelse »til at fremme den gensidige tillid til den strafferetlige lovgivning og til retsafgørelser inden for EU, da den udgør et incitament til at udvikle en retskultur, hvor der i princippet tages hensyn til tidligere domfældelser, der har fundet sted i andre medlemsstater« ( 39 ). Denne rammeafgørelses artikel 3, stk. 1, sammenholdt med femte betragtning hertil, fastsætter en pligt for medlemsstaterne til at sikre, dels at der i forbindelse med en ny straffesag mod en person tages hensyn til tidligere domme afsagt mod samme person for andre forhold i andre medlemsstater, om hvilke der er fremskaffet oplysninger i henhold til relevante instrumenter om gensidig retshjælp eller om udveksling af oplysninger fra strafferegistre, i det omfang der tages hensyn til tidligere nationale domme i henhold til national ret, dels at sådanne domme tillægges samme retsvirkninger som tidligere nationale domme i overensstemmelse med national ret.
76.
Rammeafgørelse 2008/675 er således underlagt ækvivalensprincippet ( 40 ). Ifølge dette princip er hensyntagen til tidligere domme afsagt af en ret i en anden medlemsstat kun påkrævet af en national ret, som er blevet forelagt en ny straffesag, for så vidt som denne hensyntagen er mulig i en rent intern situation.
77.
Dette krav har en klar forbindelse til virkeliggørelsen af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed og herved til den gensidige anerkendelse, som ikke kun kræver, at der tages hensyn til den udenlandske dom, men også, at den respekteres.
78.
Når en ret, som træffer afgørelse i en sag, tager hensyn til en tidligere udenlandsk dom, kan den derfor ikke ændre den på nogen måde. Dette princip er fastsat i artikel 3, stk. 3, i rammeafgørelse 2008/675. Den nationale ret, som skal træffe afgørelse i en efterfølgende sag, skal ganske enkelt tillægge denne afgørelse de retsvirkninger, som ville være blevet tillagt en tidligere national afgørelse i henhold til national lov.
79.
Som Domstolen præciserede i dom af 21. september 2017, Beshkov ( 41 ), forbyder artikel 3, stk. 3, i og 13. betragtning til denne rammeafgørelse udtrykkeligt en fornyet prøvelse af tidligere domme afsagt i andre medlemsstater, idet der skal tages hensyn til disse domme, således som de blev afsagt ( 42 ).
80.
I modsætning til, hvad den tjekkiske og den ungarske regering har anført, og selv om det af 13. betragtning også fremgår, at denne rammeafgørelse respekterer de mange forskellige nationale løsninger og procedurer, der er nødvendige for at tage hensyn til en tidligere dom afsagt i en anden medlemsstat, og ikke er til hinder for, at en medlemsstat om nødvendigt kan træffe en afgørelse om at tillægge sådanne tidligere domme samme retsvirkninger, kan vedtagelsen af en sådan afgørelse derfor og under ingen omstændigheder indebære gennemførelsen af en national procedure for forudgående anerkendelse som den i hovedsagen omhandlede ( 43 ).
81.
Det kan konkluderes, at selv om det fremgår af 13. betragtning til rammeafgørelse 2008/675, at en medlemsstat om nødvendigt kan træffe en afgørelse om at tillægge en tidligere dom retsvirkninger, er det et krav, at denne afgørelse respekterer de regler, der er nævnt i samme rammeafgørelses artikel 3, stk. 3, dvs. at den ikke består i en fornyet prøvelse af denne dom.
82.
Der er i denne forbindelse stor forskel mellem dels at vedtage en afgørelse ved at foretage en fornyet prøvelse af en tidligere udenlandsk dom, som således kan føre til en ny klassificering af overtrædelsen og en ændring af den straf, der er pålagt ved denne dom, dels at vedtage en afgørelse, der præciserer den konkrete fremgangsmåde for hensyntagen til en udenlandsk dom i forbindelse med en ny straffesag, eller som præciserer grundene til, at det ikke er muligt at tage hensyn hertil i den konkrete sag.
83.
Den første løsning er direkte i strid med princippet om gensidig anerkendelse, mens den anden løsning derimod er udtryk for den konkrete gennemførelse af dette princip.
84.
De oplysninger, der fremgår af 13. betragtning til rammeafgørelse 2008/675, har efter min opfattelse alene til formål at tillægge medlemsstaterne en skønsbeføjelse til at fastlægge de konkrete fremgangsmåder, hvorefter medlemsstaternes retter skal tage hensyn til domme, der tidligere er afsagt i en anden medlemsstat. Det skal således præciseres, at rammeafgørelse 2008/675 ikke harmoniserer de retsvirkninger, der skal tillægges tidligere domme ( 44 ). Anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse indebærer, at domme afsagt i en anden medlemsstat tillægges samme værdi og får samme virkninger som tidligere afsagte nationale domme. Med andre ord opstiller denne rammeafgørelse et »ligestillingsprincip« for andre medlemsstaters afgørelser i forhold til nationale domme ( 45 ). Den nævnte rammeafgørelse overlader det derimod til de nationale lovgivninger at drage konsekvenserne af dette princip, hvilket viser, at formålet på ingen måde er at harmonisere de virkninger, som de enkelte medlemsstater knytter til tidligere domme, idet de fortsat udelukkende reguleres af national lovgivning ( 46 ). I mangel af harmonisering fastsætter medlemsstaterne derfor i deres nationale lovgivninger forskellige retsvirkninger, som i øvrigt kan finde anvendelse i henhold til forskellige regler og på forskellige trin i straffesagen.
85.
Kommissionen konstaterer i begrundelsen for dens forslag til rammeafgørelse, at virkningerne af tidligere domme er meget forskellige afhængig af, hvilket nationalt retssystem der er tale om. I nogle medlemsstater er eksistensen af en tidligere dom et rent formelt forhold, og det overlades til de kompetente myndigheder at tage hensyn dertil, når de træffer afgørelse. I andre medlemsstater findes der lovfæstede regler for gentagelsestilfælde i bred forstand, der tillægger en tidligere dom visse retsvirkninger, idet disse virkninger ikke er omfattet af de kompetente myndigheders skønsbeføjelser. I de tilfælde, hvor der foreligger lovgivning om gentagelsestilfælde, anfører Kommissionen, at medlemsstaterne skal fastsætte de tilfælde, hvor der kan knyttes tilsvarende virkninger til en dom afsagt i en anden medlemsstat. Faktisk afspejler de nationale lovgivninger om gentagelsestilfælde ofte direkte den struktur for overtrædelser og straffe, der eksisterer på nationalt niveau, bl.a. i alle de tilfælde hvor der findes regler for særlige gentagelsestilfælde ( 47 ).
86.
Henset til disse forklaringer kan 13. betragtning til rammeafgørelse 2008/675 derfor ikke forstås således, at den tillader gennemførelsen af en national procedure for anerkendelse af straffedomme, der er afsagt i andre medlemsstater, som den i hovedsagen omhandlede. En sådan udvidende læsning vil være i strid med princippet om gensidig anerkendelse af disse domme. De meget restriktive betingelser i 13. betragtning til denne rammeafgørelse viser i øvrigt, at medlemsstaternes mulighed for at træffe en afgørelse om at tillægge en tidligere udenlandsk dom de samme retsvirkninger under hensyntagen til forbuddet mod at foretage en fornyet prøvelse af denne dom kun undtagelsesvis kan anvendes konkret i de helt åbenbare situationer, hvor det vil være muligt at gennemføre denne prøvelse inden for det korte tidsrum, der følger af denne betragtning.
87.
Jeg udleder af de ovenfor nævnte betragtninger, at den ordning, der er indført ved rammeafgørelse 2008/675, er til hinder for, at en medlemsstat fastsætter bestemmelse om, at domme afsagt af retter i andre medlemsstater skal undergives en national anerkendelsesprocedure, i hvilken forbindelse der foretages en fornyet prøvelse af disse domme, som kan indebære ændringer heraf med henblik på at tilpasse dem til straffelovgivningen i den pågældende medlemsstat. Jeg bemærker i denne forbindelse, at den særlige anerkendelsesprocedure, der er fastsat i ungarsk ret, kan føre til en ny klassificering af den overtrædelse, der har været genstand for en endelig afgørelse ved en ret i anden medlemsstat, og en tilpasning af den straf, der er idømt, i henhold til den ungarske straffelovgivning.
88.
Den ungarske regering har over for Domstolen ganske vist forklaret, at denne regering efter dom af 9. juni 2016, Balogh ( 48 ), besluttede, at den særlige procedure for anerkendelse af udenlandske domme ikke systematisk skal finde anvendelse ( 49 ). Det skal imidlertid fremhæves, at selv om dette på sin vis udgør en skærpende omstændighed, er det ikke den systematiske anvendelse af denne procedure, der i sig selv begrunder konstateringen af, at den nævnte procedure ikke er forenelig med rammeafgørelse 2008/675. Det, der kendetegner denne manglende forenelighed, er den omstændighed, at denne procedure, selv om den kun gennemføres i forbindelse med en ny straffesag, der faktisk er indledt mod en person, som er genstand for en tidligere dom afsagt af en ret i en anden medlemsstat, og ikke systematisk uafhængigt af, om der indledes en ny straffesag, dels udgør en forudgående formalitet, der indebærer et krav om, at der skal tages hensyn til en tidligere dom, dels består i en fornyet prøvelse af denne dom, der kan medføre ændringer heraf med henblik på at tilpasse den til den ungarske straffelovgivning.
89.
Det skal bemærkes, at den ordning, der er indført ved rammeafgørelse 2008/675, grundlæggende adskiller sig på dette punkt i forhold til den ordning, der er indført ved Rådets rammeafgørelse 2008/909/RIA af 27. november 2008 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme i straffesager om idømmelse af frihedsstraffe eller frihedsberøvende foranstaltninger med henblik på fuldbyrdelse i Den Europæiske Union ( 50 ). Den førstnævnte rammeafgørelse giver nemlig ikke mulighed for at foretage tilpasninger af udenlandske domme med henblik på at tage hensyn til disse i forbindelse med en ny straffesag, mens artikel 8 i sidstnævnte rammeafgørelse fastsætter strenge betingelser for, at den kompetente myndighed i udstedelsesstaten kan tilpasse den sanktion, der er idømt i udstedelsesstaten, som således udgør de eneste undtagelser til den principielle forpligtelse, som påhviler nævnte myndighed, til at anerkende den dom, der er fremsendt til myndigheden, og til at fuldbyrde sanktionen, hvis varighed og art svarer til det, der er fastsat i den dom, som er afsagt i udstedelsesstaten ( 51 ). Den ungarske regering kan imidlertid ikke påberåbe sig en sådan mulighed for at tilpasse den udenlandske dom inden for rammerne af den foreliggende sag, idet det er ubestridt, at denne sag ikke vedrører gennemførelsen af den særlige anerkendelsesprocedure med henblik på fuldbyrdelse i Ungarn af den dom, som Landesgericht Wiener Neustadt (den regionale domstol i Wiener Neustadt) har afsagt over Dániel Bertold Lada.
90.
Endelig skal jeg fremhæve, at forekomsten af en procedure som den, de ungarske myndigheder gennemfører, før en udenlandsk straffedom kan indføres i det nationale strafferegister, uanset om dette sker automatisk eller ikke, efter min opfattelse ikke synes at tjene noget formål inden for rammene af den ordning, der er indført ved rammeafgørelse 2009/315 og afgørelse 2009/316, og er derfor i strid med disse retsforskrifter. Disse retsforskrifter har som hovedformål at koordinere de oplysninger, som fremgår af alle medlemsstaternes strafferegistre. Problemet fremstår mere enkelt, hvis man ser på det grundlæggende formål, som varetages med strafferegistret.
91.
Et strafferegister giver de judicielle myndigheder mulighed for at indhente viden om, hvorvidt en bestemt person er blevet domfældt, hvilken straf den pågældende er blevet idømt og hvilket forhold den pågældende har begået, hvilket gør det muligt i givet fald at fastslå eller udelukke, om der foreligger gentagelsestilfælde, og at kontrollere, om den idømte straf er blevet fuldbyrdet.
92.
Indførelsen i strafferegistret udgør ikke i sig selv en hensyntagen til eller en fuldbyrdelse af en dom. Den judicielle myndighed konsulterer strafferegistret i forbindelse med en senere retsforfølgning og undersøger, om dette register indeholder oplysninger om en dom, som den skal tage hensyn til eller fuldbyrde. Det er kun i denne situation og afhængigt af omstændighederne, at den ret, der i forbindelse med en ny straffesag skal tage stilling, vil undersøge, om rammeafgørelse 2008/675 finder anvendelse i forbindelse med hensyntagen til en dom, eller om rammeafgørelse 2008/909 finder anvendelse i forbindelse med fuldbyrdelsen af denne dom.
93.
For det tredje har den forelæggende ret anmodet Domstolen om at fortolke den primære EU-ret, dvs. artikel 82, stk. 1, TEUF, der fastsætter princippet om gensidig anerkendelse af domme og retsafgørelser i straffesager, idet den har fremhævet, at de nationale retter således vil kunne undlade at anvende den ungarske lovgivning, der er i strid med den primære EU-ret, hvilket de ikke vil have mulighed for, hvis Domstolen begrænser sig til at fortolke rammeafgørelserne og konkludere, at den nationale lovgivning er i strid med disse rammeafgørelser ( 52 ). På denne baggrund opstår spørgsmålet om, hvorvidt rammeafgørelserne kan påberåbes for de nationale retter med henblik på at udelukke anvendelsen af en modstridende national lovgivning.
94.
Det er efter min opfattelse klart, at den særlige ungarske procedure er i direkte strid med princippet om gensidig anerkendelse i artikel 82, stk. 1, TEUF. Som Kommissionen med føje har anført, er denne procedure nemlig til hinder for den automatiske anerkendelse af domme afsagt i andre medlemsstater, idet denne procedure kræver, at der i stedet for en automatisk anerkendelse af disse domme træffes en national afgørelse, der alene kan have retsvirkninger i den ungarske retsorden. Ordlyden af § 47, stk. 3, i lov om international retshjælp i straffesager er i denne forbindelse meget klar, idet det fremgår, at »[s]åfremt den ungarske ret anerkender den udenlandske doms retsvirkning, skal forholdene anses for at være blevet behandlet ved endelig dom af den ungarske ret«. Det skal tilføjes, at den afgørelse, som træffes af den kompetente ungarske ret i henhold til den særlige anerkendelsesprocedure, i givet fald kan indebære en tilpasning af den udenlandske dom med henblik på at bringe den i overensstemmelse med den ungarske lovgivning. Dette bekræftes af § 48, stk. 2-6, i lov om international retshjælp i straffesager.
95.
Domstolen kan derfor vælge at koncentrere sit svar til den forelæggende ret om artikel 82, stk. 1, TEUF. Denne artikel fastsætter nemlig princippet om gensidig anerkendelse af domme og retsafgørelser i straffesager og har erstattet artikel 31 EU, som såvel rammeafgørelse 2009/315 og afgørelse 2009/316 som rammeafgørelse 2008/675 er baseret på.
96.
Dette er imidlertid ikke den tilgang, som Domstolen anlagde i dom af 9. juni 2016, Balogh ( 53 ), og af 21. september 2017, Beshkov ( 54 ), for blot at nævne disse domme, hvori Domstolen i sagsfremstillingen henviste til princippet om gensidig anerkendelse af domme og retsafgørelser i straffesager og derefter foretog en fortolkning af den afledte EU-ret, der gennemfører dette princip.
97.
Denne tilgang skal efter min opfattelse fortsættes, idet det netop er den afledte EU-ret, der præciserer de betingelser og grænser, der gælder for anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse af domme og retsafgørelser i straffesager, når der henses til de særlige forhold, der kendetegner de forskellige trin i en straffeprocedure, og i hvilken forbindelse det kan være påkrævet, at Domstolen foretager en præcisering.
98.
Domstolen skal imidlertid også præcisere, hvilke konsekvenser de nationale retter skal drage, når det konstateres, at en national lovgivning ikke er forenelig med en rammeafgørelse, og navnlig klart fastslå, at disse retter, når de ikke finder det muligt at fortolke en sådan national lovgivning i overensstemmelse med den afledte EU-ret, i medfør af princippet om EU-rettens forrang har en forpligtelse til ikke at anvende denne modstridende nationale lovgivning.
99.
Jeg har allerede behandlet dette spørgsmål i det forslag til afgørelse, som jeg fremsatte i den sag, der gav anledning til dom af 29. juni 2017, Popławski ( 55 ). Efter denne dom forelagde rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam, Nederlandene) på ny Domstolen et spørgsmål, der bl.a. vedrørte denne problemstilling, i den verserende sag Popławski (C-573/17). Domstolen har således ved flere lejligheder fået mulighed for at præcisere, om en national domstol, når den finder, at det ikke er muligt at anlægge en fortolkning af den nationale lovgivning, der er i overensstemmelse med en rammeafgørelse, har pligt til at undlade at anvende denne nationale lovgivning.
100.
Det skal i denne forbindelse bemærkes, at konstateringen af, at en rammeafgørelse ikke har direkte virkning, ikke kan skjule den omstændighed, at denne rammeafgørelse i medfør af artikel 34, stk. 2, litra b), EU ( 56 ), er bindende for medlemsstaterne med hensyn til det tilsigtede formål, men overlader det til de nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen ( 57 ). Det fremgår endvidere af Domstolens faste praksis, at medlemsstaterne skal træffe alle almindelige eller særlige foranstaltninger, som er egnede til at sikre opfyldelsen af deres forpligtelser i henhold til en rammeafgørelse ( 58 ).
101.
Det følger nærmere bestemt af Domstolens faste praksis, at en rammeafgørelses bindende virkning indebærer en forpligtelse for de nationale myndigheder, herunder de nationale retter, til at anlægge en overensstemmende fortolkning af national ret. Disse retter er ved anvendelsen af national ret forpligtet til i videst muligt omfang at fortolke denne lovgivning i lyset af rammeafgørelsens ordlyd og formål med henblik på at nå det med rammeafgørelsen tilsigtede resultat. Denne forpligtelse til overensstemmende fortolkning af national ret er uadskilleligt forbundet med EUF-traktatens system, idet den giver de nationale retter mulighed for inden for rammerne af deres kompetence at sikre sig EU-rettens fulde virkning, når de afgør de tvister, der er indbragt for dem ( 59 ).
102.
Princippet om overensstemmende fortolkning af national ret er ganske vist underlagt visse begrænsninger. Den nationale rets forpligtelse til at henvise til indholdet af en rammeafgørelse, når den fortolker og anvender de relevante nationale retsregler, begrænses således af generelle retsprincipper, herunder retssikkerhedsprincippet og princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft. Disse principper er navnlig til hinder for, at denne forpligtelse på grundlag af en rammeafgørelse og uafhængigt af en lov vedtaget til gennemførelse heraf kan føre til, at strafansvaret for dem, der overtræder rammeafgørelsens bestemmelser, fastlægges eller skærpes ( 60 ). Princippet om en overensstemmende fortolkning kan endvidere ikke tjene som grundlag for en fortolkning contra legem af national ret ( 61 ).
103.
Det forholder sig dog således, at princippet om overensstemmende fortolkning kræver, at de nationale retter gør alt, hvad der henhører under deres kompetence – idet de tager national ret i dens helhed i betragtning, og idet de anvender fortolkningsmetoder, der er anerkendt i denne ret – for at sikre den fulde virkning af rammeafgørelsen og for at nå et resultat, der er i overensstemmelse med det, der tilsigtes med rammeafgørelsen ( 62 ). Domstolen har i denne forbindelse tidligere fastslået, at forpligtelsen til at foretage en overensstemmende fortolkning pålægger de nationale domstole i givet fald at ændre en fast retspraksis, såfremt denne er baseret på en fortolkning af national ret, som er uforenelig med formålene med en rammeafgørelse ( 63 ). Domstolen har ligeledes fastslået, at såfremt en national ret finder, at det er umuligt for den at fortolke den omhandlede nationale bestemmelse i overensstemmelse med rammeafgørelsen, fordi den er bundet af den øverste nationale domstols fortolkning af denne nationale bestemmelse i en fortolkende dom, tilkommer det den forelæggende ret at sikre den fulde virkning af rammeafgørelsen, idet den om fornødent af egen drift skal undlade at anvende den fortolkning, som den øverste nationale domstol har anlagt, for så vidt som denne fortolkning ikke er forenelig med EU-retten ( 64 ).
104.
På grundlag af disse præciseringer vedrørende den forpligtelse til at foretage en overensstemmende fortolkning, som påhviler de nationale retter, skal det bemærkes, at det i sidste ende påhviler den forelæggende ret at vurdere, om der kan anlægges en fortolkning af §§ 46-48 i lov om international retshjælp i straffesager, der er i overensstemmelse med rammeafgørelse 2009/315 og rammeafgørelse 2008/675.
105.
Da der hersker usikkerhed om, hvorvidt den forelæggende ret kan nå frem til en fortolkning af national ret, der er i overensstemmelse med EU-retten, er det efter min opfattelse nødvendigt i den situation, hvor det ikke er muligt at anlægge en sådan overensstemmende fortolkning, at fastlægge, hvilke konkrete konsekvenser den forelæggende ret er forpligtet til at drage af den omstændighed, at §§ 46-48 i lov om international retshjælp i straffesager ikke er i overensstemmelse med rammeafgørelse 2009/315 og rammeafgørelse 2008/675.
106.
Såfremt det ikke er muligt at anlægge en overensstemmende fortolkning af de omhandlede nationale bestemmelser, er den forelæggende ret i princippet forpligtet til ikke at anvende disse bestemmelser for at sikre, at EU-retten anvendes fuldt ud.
107.
Det skal i denne forbindelse fastslås, at selv om Domstolen allerede har haft lejlighed til at tage stilling til den retlige rækkevidde af de instrumenter, der er vedtaget inden for rammerne af afsnit VI i EU-traktaten, der vedrører politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager, begrænsede den sig imidlertid i dom af 16. juni 2005, Pupino ( 65 ), til at udvide anvendelsesområdet for dette princip om overensstemmende fortolkning til disse instrumenter, idet den bemærkede, at en rammeafgørelse i denne forbindelse kan sammenlignes med et direktiv.
108.
Domstolen har til gengæld endnu ikke taget stilling til, om en national bestemmelses manglende overensstemmelse med en rammeafgørelse medfører en pligt for den nationale ret til at undlade at anvende denne nationale bestemmelse, når den ikke kan gøres til genstand for en overensstemmende fortolkning.
109.
Som jeg redegjorde for i min stillingtagen af 28. april 2008 i Kozłowski-sagen ( 66 ), kan grundene til, at Domstolen i dom af 15. juli 1964, Costa ( 67 ), fastslog, at medlemsstaterne efter frit at have samtykket i en overførsel af deres beføjelser til Fællesskabet ikke kan gøre en bestemmelse i deres nationale retsorden, uanset hvilken karakter den måtte have, gældende frem for en bindende fællesskabsretsakt, overføres til en rammeafgørelse. En rammeafgørelse skal som enhver bindende EU-retsakt efter min opfattelse gå forud for enhver national bestemmelse, også af forfatningsmæssig art eller som del af en forfatning. Princippet om EU-rettens forrang kræver, at den nationale ret sikrer EU-rettens fulde virkning og »om fornødent af egen drift […] undlade[r] at anvende enhver modstående national bestemmelse« ( 68 ).
110.
Flere betragtninger taler for, at princippet om forrang bør anerkendes for rammeafgørelser, der er vedtaget inden for rammerne af tredje søjle ( 69 ).
111.
Den første betragtning vedrører ordlyden. I denne henseende bemærkes, at med undtagelse af forbeholdet vedrørende den manglende direkte virkning af rammeafgørelser har EU-lovgiver baseret ordningen for rammeafgørelser på ordningen for direktiver, idet EU-lovgiver har fastsat, at rammeafgørelser »er bindende for medlemsstaterne med hensyn til det tilsigtede mål, men overlader det til de nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen« ( 70 ). Eftersom den eneste uomtvistelige særegenhed ved rammeafgørelser er begrænset til deres manglende direkte virkning ( 71 ), er der ingen grund til i øvrigt at udelukke, at disse instrumenter har forrang, med den begrundelse, at de er omfattet af området for mellemstatsligt samarbejde.
112.
Den anden betragtning vedrører Domstolens anerkendelse af den nationale rets forpligtelse til at anvende teknikken om overensstemmende fortolkning med henblik på at sikre rammeafgørelsers fulde virkning og nå frem til en løsning, der er i overensstemmelse med rammeafgørelsernes formål.
113.
For at begrunde anvendelsen af princippet om overensstemmende fortolkning har Domstolen ganske vist ikke lagt princippet om forrang til grund, men princippet om loyalt samarbejde. Domstolen har således anført, at sidstnævnte princip – der bl.a. indebærer, at medlemsstaterne træffer alle almindelige eller særlige foranstaltninger, som er egnede til at sikre opfyldelsen af deres forpligtelser i henhold til EU-retten – ligeledes skal gælde i forbindelse med politisamarbejdet og det retlige samarbejde i straffesager, der i øvrigt helt og holdent bygger på samarbejdet mellem medlemsstaterne og institutionerne ( 72 ). Logikken bag dette ræsonnement blev allerede fremført i dom af 10. april 1984, von Colson og Kamann ( 73 ), idet Domstolen i denne dom bl.a. udledte forpligtelsen til overensstemmende fortolkning af medlemsstaternes pligt til at træffe alle almindelige eller særlige foranstaltninger til at sikre opfyldelsen af deres forpligtelser i henhold til EU-retten, idet Domstolen herved præciserede, at EU-retten gælder for alle myndighederne i medlemsstaterne, herunder også domstolene inden for deres kompetence ( 74 ).
114.
Det forholder sig ikke desto mindre således, at kravet om overensstemmende fortolkning, som Domstolen ifølge fast praksis anser for »uadskilleligt forbundet med EUF-traktatens system, idet den giver de nationale retter mulighed for inden for rammerne af deres kompetence at sikre sig EU-rettens fulde virkning, når de afgør de tvister, der er indbragt for dem« ( 75 ), følger af kravet om EU-rettens fulde virkning og nødvendigheden af at sikre EU-rettens forrang for medlemsstaternes nationale ret ( 76 ). Anerkendelsen af princippet om overensstemmende fortolkning via princippet om loyalt samarbejde forudsætter endvidere nødvendigvis, at det medgives – selv hvis dette blot er underforstået – at EU-retten har forrang. Hvordan skulle forpligtelsen til loyalt samarbejde, som følger af EU-retten, således kunne begrunde, at den nationale ret er forpligtet til at ændre betydningen af sin nationale lovgivning på en måde, der er i overensstemmelse med EU-retten, såfremt denne forpligtelse ikke skulle anses for at veje tungere end den nationale rets forpligtelse til at afgøre tvisten i henhold til reglerne i dens nationale lovgivning?
115.
Den tredje betragtning er knyttet til udviklingen af den retlige ramme, der følger af afslutningen af den overgangsperiode, der er fastsat i protokol (nr. 36) om overgangsbestemmelser, der er knyttet som bilag til traktaterne. I medfør af nævnte protokols artikel 10, stk. 3, ophører den overgangsforanstaltning, som er indeholdt i artikel 10, stk. 1, med at have virkning fem år efter datoen for Lissabontraktatens ikrafttrædelse, dvs. den 30. november 2014. Den endelige optagelse af tredje søjle i det område, der er omhandlet i EUF-traktatens tredje del, afsnit V, om et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, kræver en »fællesskabsretlig fortolkning« ( 77 ). I denne henseende bemærkes navnlig, at mens Domstolens kompetence i medfør af den tidligere artikel 35 EU afspejlede den mellemstatslige karakter af samarbejdet inden for tredje søjle, har Domstolen siden denne dato haft en automatisk og bindende præjudiciel kompetence, eftersom den ikke længere er undergivet et krav om, at hver medlemsstat afgiver en erklæring om, at de anerkender denne kompetence, og at de nationale retter kan forelægge sager for Domstolen. Det er på dette punkt interessant at bemærke, at Domstolen i sin dom af 16. juni 2005, Pupino ( 78 ), baserede sig på »[b]etydningen af Domstolens kompetence til at træffe præjudicielle afgørelser i henhold til artikel 35 EU« med henblik på at begrunde, at borgerne er berettigede til at påberåbe sig rammeafgørelser med henblik på at opnå en overensstemmende fortolkning af national ret ved medlemsstaternes domstole ( 79 ). Anerkendelsen af en kompetence, der svarer til den, som Domstolen havde inden for rammerne af første søjle, påviser en stærk konvergensproces mellem disse to søjler, som begrunder, at virkningerne af rammeafgørelser baseres på virkningerne af direktiver, naturligvis med undtagelse af den direkte virkning, som udtrykkeligt er udelukket.
116.
Af ovenstående betragtninger udleder jeg, at rammeafgørelsen i medfør af princippet om forrang skal gå forud for enhver national bestemmelse, som er i strid hermed.
117.
Det er efter min opfattelse endvidere væsentligt at bemærke, at Domstolen meget klart i dom af 26. februar 2013, Melloni ( 80 ), der vedrørte en fortolkning af Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne ( 81 ), fastslog, at »[d]et følger […] af fast retspraksis, at i medfør af princippet om EU-rettens forrang, som er et væsentligt kendetegn ved Unionens retsorden […], kan den omstændighed, at en medlemsstat påberåber sig bestemmelser i national ret, selv hvis der er tale om forfatningsbestemmelser, ikke ændre EU-rettens virkning på denne stats område« ( 82 ).
118.
I overensstemmelse med logikken om ophævelse af sammenhængen mellem virkningen med henblik på »substitution« og »muligheden for at påberåbe sig et direktiv med henblik på udelukkelse« ( 83 ), finder jeg ikke, at rammeafgørelsens manglende direkte virkning betyder, at den nationale ret ikke har en forpligtelse til at undlade at anvende de bestemmelser i sin nationale lovgivning, som er uforenelige med EU-retten. Denne forpligtelse følger nemlig direkte af EU-rettens forrang for de nationale bestemmelser, der er til hinder for EU-rettens fulde virkning.
119.
De betragtninger, der er anført ovenfor, gælder efter min opfattelse så meget desto mere for afgørelser, der er truffet i henhold til artikel 34, stk. 2, litra c), EU, såsom afgørelse 2009/316.
120.
Jeg er derfor af den opfattelse, at det påhviler den nationale ret, idet den skal tage den nationale lovgivning i dens helhed i betragtning og anvende fortolkningsmetoder, der er anerkendt i denne lovgivning, i videst mulige omfang at fortolke de i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelser i lyset af ordlyden af og formålet med rammeafgørelse 2009/315, afgørelse 2009/316 og rammeafgørelse 2008/675. I tilfælde af, at en sådan fortolkning viser sig at være umulig, skal den nationale ret undlade at anvende disse nationale bestemmelser som værende i strid med EU-retten.
IV. Forslag til afgørelse
121.
På baggrund af ovenfor anførte betragtninger foreslår jeg at besvare de af Törvényszék (retten i Szombathelyi, Ungarn) forelagte præjudicielle spørgsmål som følger:
»1)
Rådets rammeafgørelse 2009/315/RIA af 26. februar 2009 om tilrettelæggelsen og indholdet af udvekslinger af oplysninger fra strafferegistre mellem medlemsstaterne og Rådets afgørelse 2009/316/RIA af 6. april 2009 om indførelse af det europæiske informationssystem vedrørende strafferegistre (ECRIS) i henhold til artikel 11 i rammeafgørelse 2009/315 skal fortolkes således, at de er til hinder for vedtagelsen af en national lovgivning, der indfører en procedure, som består i, at en ret i en medlemsstat anerkender en endelig retsafgørelse truffet af en ret i en anden medlemsstat, hvorved en person er blevet dømt for en overtrædelse.
2)
Det følger af denne rammeafgørelse og denne afgørelse, at indførelsen i strafferegistret af straffedomme afsagt af retter i domsstaten, som foretages af den centrale myndighed i den medlemsstat, hvori den pågældende er statsborger, skal ske direkte på grundlag af den overførsel, som domsstatens centrale myndigheder har foretaget via ECRIS af oplysninger vedrørende straffedommene i form af koder. På denne baggrund kan indførelsen i strafferegistret hverken afhænge af en forudgående gennemførelse af en procedure til retslig anerkendelse af de nævnte straffedomme såsom den særlige ungarske procedure, eller af en overførsel af straffedommen til den medlemsstat, hvori den pågældende er statsborger, med henblik på en sådan anerkendelse.
3)
Rådets rammeafgørelse 2008/675/RIA af 24. juli 2008 om hensyntagen til domme afsagt i medlemsstaterne i Den Europæiske Union i forbindelse med en ny straffesag skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en medlemsstats hensyntagen til en tidligere dom afsagt af en ret i en anden medlemsstat undergives de kompetente retter i den første medlemsstats gennemførelse af en national procedure for forudgående anerkendelse.
4)
Det påhviler den nationale ret, idet den skal tage den nationale lovgivning i dens helhed i betragtning og anvende fortolkningsmetoder, der er anerkendt i denne lovgivning, i videst mulige omfang at fortolke de i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelser i lyset af ordlyden af og formålet med rammeafgørelse 2009/315, afgørelse 2009/316 og rammeafgørelse 2008/675. I tilfælde af, at en sådan fortolkning viser sig at være umulig, skal den nationale ret undlade at anvende disse nationale bestemmelser som værende i strid med EU-retten.«
( 1 ) – Originalsprog: fransk.
( 2 ) – C-25/15, EU:C:2016:423.
( 3 ) – C-25/15, EU:C:2016:423.
( 4 ) – EUT 2009, L 93, s. 23.
( 5 ) – EUT 2009, L 93, s. 33.
( 6 ) – C-25/15, EU:C:2016:423.
( 7 ) – EUT 2008, L 220, s. 32.
( 8 ) – C-171/16, EU:C:2017:710.
( 9 ) – C-579/15, EU:C:2017:503. Forslag til afgørelse fremsat den 15.2.2017 (Popławski, C-579/15, EU:C:2017:116).
( 10 ) – Herefter »straffelovbogen«.
( 11 ) – EFT 2000, L 239, s. 19.
( 12 ) – Herefter »chartret«.
( 13 ) – Når dette er sagt, har den ungarske regering i sit skriftlige indlæg præciseret, at det er den samme særlige anerkendelsesprocedure, der finder anvendelse i tilfælde af, at der i Ungarn anmodes om fuldbyrdelse af en dom, der er afsagt af en ret i en anden medlemsstat.
( 14 ) – C-25/15, EU:C:2016:423.
( 15 ) – C-25/15, EU:C:2016:423.
( 16 ) – C-25/15, EU:C:2016:423.
( 17 ) – Jf. i denne retning dom af 29.6.2016, Kossowski (C-486/14, EU:C:2016:483, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).
( 18 ) – C-25/15, EU:C:2016:423.
( 19 ) – Dom af 9.6.2016, Balogh (C-25/15, EU:C:2016:423, præmis 48).
( 20 ) – Dom af 9.6.2016, Balogh (C-25/15, EU:C:2016:423, præmis 49).
( 21 ) – C-171/16, EU:C:2017:710.
( 22 ) – Dom af 9.6.2016, Balogh (C-25/15, EU:C:2016:423, præmis 54), og af 21.9.2017, Beshkov (C-171/16, EU:C:2017:710, præmis 36).
( 23 ) – Dom af 21.9.2017, Beshkov (C-171/16, EU:C:2017:710, præmis 36).
( 24 ) – C-25/15, EU:C:2016:423.
( 25 ) – Jf. forelæggelsesafgørelsen, punkt 28.
( 26 ) – Jf. forelæggelsesafgørelsen, punkt 30.
( 27 ) – Jf. forelæggelsesafgørelsen, punkt 32.
( 28 ) – Jf. forelæggelsesafgørelsen, punkt 33.
( 29 ) – Jf. i denne retning dom af 29.6.2017, Popławski (C-579/15, EU:C:2017:503, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).
( 30 ) – Dom af 9.6.2016, Balogh (C-25/15, EU:C:2016:423, præmis 52).
( 31 ) – Dom af 9.6.2016, Balogh (C-25/15, EU:C:2016:423, præmis 44).
( 32 ) – Dom af 9.6.2016, Balogh (C-25/15, EU:C:2016:423, præmis 46).
( 33 ) – C-25/15, EU:C:2016:423.
( 34 ) – C-25/15, EU:C:2016:29.
( 35 ) – Min fremhævelse.
( 36 ) – Jf. dom af 21.9.2017, Beshkov (C-171/16, EU:C:2017:710).
( 37 ) – C-171/16, EU:C:2017:710.
( 38 ) – C-171/16, EU:C:2017:386.
( 39 ) – COM(2014) 312 final, s. 12.
( 40 ) – Jf. femte til syvende betragtning til denne rammeafgørelse.
( 41 ) – C-171/16, EU:C:2017:710.
( 42 ) – Jf. dom af 21.9.2017, Beshkov (C-171/16, EU:C:2017:710, præmis 37).
( 43 ) – Jf. analogt dom af 21.9.2017, Beshkov (C-171/16, EU:C:2017:710, præmis 38).
( 44 ) – Jf. femte betragtning til rammeafgørelse 2008/675.
( 45 ) – Jf. forslag til Rådets rammeafgørelse om hensyntagen til straffedomme afsagt i andre medlemsstater i Den Europæiske Union i forbindelse med en ny straffesag [KOM(2005) 91 endelig, begrundelse, s. 3]. Herefter »forslaget til rammeafgørelse«.
( 46 ) – Jf. forslaget til rammeafgørelse (begrundelse, s. 5).
( 47 ) – Jf. forslaget til rammeafgørelse (s. 5 og 6).
( 48 ) – C-25/15, EU:C:2016:423.
( 49 ) – Den ungarske regering har i retsmødet anført, at denne udvikling er omsat til lovgivning i en ny lov, der trådte i kraft den 1.1.2018.
( 50 ) – EUT 2008, L 327, s. 27.
( 51 ) – Jf. dom af 8.11.2016, Ognyanov (C-554/14, EU:C:2016:835, præmis 36).
( 52 ) – Jf. den forelæggende rets besvarelse af en anmodning om oplysninger fra Domstolen, punkt 1 og 5. Jf. ligeledes punkt 47 i nærværende forslag til afgørelse.
( 53 ) – C-25/15, EU:C:2016:423.
( 54 ) – C-171/16, EU:C:2017:710.
( 55 ) – C-579/15, EU:C:2017:503. Forslag til afgørelse fremsat den 15.2.2017 (Popławski, C-579/15, EU:C:2017:116).
( 56 ) – I den affattelse, der følger af Amsterdamtraktaten.
( 57 ) – Jf. dom af 29.6.2017, Popławski (C-579/15, EU:C:2017:503, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).
( 58 ) – Jf. dom af 29.6.2017, Popławski (C-579/15, EU:C:2017:503, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).
( 59 ) – Jf. dom af 29.6.2017, Popławski (C-579/15, EU:C:2017:503, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).
( 60 ) – Jf. dom af 29.6.2017, Popławski (C-579/15, EU:C:2017:503, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).
( 61 ) – Jf. dom af 29.6.2017, Popławski (C-579/15, EU:C:2017:503, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).
( 62 ) – Jf. dom af 29.6.2017, Popławski (C-579/15, EU:C:2017:503, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).
( 63 ) – Jf. dom af 29.6.2017, Popławski (C-579/15, EU:C:2017:503, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).
( 64 ) – Jf. dom af 29.6.2017, Popławski (C-579/15, EU:C:2017:503, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).
( 65 ) – C-105/03, EU:C:2005:386.
( 66 ) – C-66/08, EU:C:2008:253.
( 67 ) – 6/64, EU:C:1964:66.
( 68 ) – Jf. dom af 5.7.2016, Ognyanov (C-614/14, EU:C:2016:514, præmis 34).
( 69 ) – Jf. i denne retning K. Lenaerts og T. Corthaut, »Of birds and hedges: the role of primacy in invoking norms of EU law«, European Law Review, Sweet and Maxwell, London, 2006, s. 287-315. Jf. modsætningsvis S. Peers, »Salvation outside the church: judicial protection in the third pillar after the Pupino and Segi judgments«, Common Market Law Review, nr. 44, Issue 4, Wolters Kluwer Law and Business, Alphen aan den Rijn, 2007, s. 883-929, især. s. 920, hvori anføres, at såfremt princippet om forrang og princippet om direkte virkning skulle anvendes på tredje søjle, ville det tilsidesætte hensigten hos traktaternes ophavsmænd. Forfatteren medgiver dog, at en anerkendelse af princippet om EU-rettens forrang inden for rammerne af tredje søjle ville bestyrke effektivitetsprincippet og ikke udtrykkeligt ville tilsidesætte traktaternes ordlyd (s. 917).
( 70 ) – Artikel 34, stk. 2, litra b), EU i den affattelse, der følger af Amsterdamtraktaten.
( 71 ) – S. Prechal og T. Marguery kvalificerer den manglende direkte virkning af rammeafgørelser som en »lille særegenhed« i »La mise en œuvre des décisions-cadres une leçon pour les futures directives pénales?«, L’exécution du droit de l’Union, entre mécanismes communautaires et droits nationaux, Bruylant, Bruxelles, 2009, s. 225-251, navnlig s. 250.
( 72 ) – Jf. dom af 16.6.2005, Pupino (C-105/03, EU:C:2005:386, præmis 42).
( 73 ) – 14/83, EU:C:1984:153.
( 74 ) – Jf. dom af 10.4.1984, von Colson og Kamann (14/83, EU:C:1984:153, præmis 26).
( 75 ) – Jf. senest dom af 28.1.2016, BP Europa (C-64/15, EU:C:2016:62, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).
( 76 ) – Jf. i denne retning D. Simon, »La panacée de l’interprétation conforme: injection homéopathique ou thérapie palliative?«, De Rome à Lisbonne: les juridictions de l’Union européenne à la croisée des chemins, Mélanges en l’honneur de Paolo Mengozzi, Bruylant, Bruxelles, 2013 s. 279-298. Denne forfatter finder, at »ophøjelsen af forpligtelsen til overensstemmende fortolkning til den værdige stilling af »uadskilleligt forbundet med traktatens system« kan henføres direkte til […] [EU-rettens] forrang for medlemsstaternes nationale ret« (s. 282). Forfatteren tilføjer hertil, at »tilknytningen til EU-rettens forrang i almindelighed og ikke blot til gennemførelsen af direktiver i særdeleshed påvises ved forpligtelsen til at sikre en »EU-overensstemmende« fortolkning af ikke alene gennemførelsesretsakten, men også af national ret i sin helhed, hvad end denne går forud for eller ligger efter direktivet« (s. 283).
( 77 ) – S. Prechal og T. Marguery, »La mise en œuvre des décisions-cadres une leçon pour les futures directives pénales?«, L’exécution du droit de l’Union, entre mécanismes communautaires et droits nationaux, Bruylant, Bruxelles, 2009, s. 225-251, navnlig s. 232.
( 78 ) – C-105/03, EU:C:2005:386.
( 79 ) – Dom af 16.6. 2005, Pupino (C-105/03, EU:C:2005:386, præmis 37 og 38).
( 80 ) – C-399/11, EU:C:2013:107.
( 81 ) – EFT 2002, L 190, s. 1.
( 82 ) – Jf. præmis 59 i nævnte dom og den deri nævnte retspraksis.
( 83 ) – Jf. vedrørende denne sondring bl.a. D. Simon, »L’invocabilité des directives dans les litiges horizontaux: confirmation ou infléchissement?«, Revue Europe, nr. 3, LexisNexis, Paris, 2010. Jf. ligeledes M. Dougan, »When worlds collide! Completing of the relationship between effect direct and supremacy«, Common Market Law Review, nr. 44, Issue 4, Wolters Kluwer Law and Business, Alphen aan den Rijn, 2007, s. 931-963.