FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
J. KOKOTT
fremsat den 22. juni 2017 ( 1 )
Sag C-423/16 P
HX
mod
Rådet for Den Europæiske Union
»Appel – fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger mod Syrien – restriktive foranstaltninger mod en person, som er opført i bilaget til en afgørelse – forlængelse af gyldigheden af denne afgørelse under sagen for Den Europæiske Unions ret – forkyndelse af forlængelsesafgørelsen – modtagelsesbekræftelse – sagen for Retten – anmodning om tilpasning af stævningen under retsforhandlingernes mundtlige del – artikel 86 i Rettens procesreglement – bulgarsk sprogversion – særskilt dokument – Rettens annullation af den oprindelige afgørelse, hvormed den pågældende blev opført på listen – ophør af forlængelsesafgørelsens gyldighed – søgsmålsinteresse med hensyn til tilpasningen af stævningen«
I. Indledning
1.
Den Europæiske Unions restriktive foranstaltninger inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik kræver en vis fleksibilitet, da det ofte er nødvendigt at reagere hurtigt på de omskiftelige politiske vilkår og forhold, som ligger til grund for disse foranstaltninger. Derfor fastsættes det som regel ikke kun i de pågældende retsakter, at det regelmæssigt skal efterprøves, at de er nødvendige, eventuelt efter de berørte personers anmodning. Desuden er gyldigheden af disse retsakter på forhånd begrænset ret snævert i tidsmæssig henseende, f.eks. et år, og forlænges derefter om nødvendigt gennem vedtagelse af yderligere retsakter, ikke sjældent med ret kort frist.
2.
For at sikre de berørte personer effektiv retsbeskyttelse i overensstemmelse med artikel 275, stk. 2, TEUF under disse vilkår, skal der i den retslige procedure tages højde for sådanne retsakters særlige træk. Derfor har Retten navnlig anerkendt muligheden for at tilpasse stævningen i tilfælde af, at der udstedes nye retsakter under retsforhandlingerne, så der i givet fald også kan nedlægges påstand om annullation af disse nye retsakter. Denne mulighed og de nærmere retningslinjer herom er nu udtrykkeligt fastlagt i artikel 86 i Rettens procesreglement af 4. marts 2015 ( 2 ). Desuden har Domstolen præciseret, at en sagsøgers søgsmålsinteresse ikke automatisk bortfalder, når gyldigheden af en retsakt om udstedelse af en restriktiv foranstaltning inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik ophører ( 3 ).
3.
Den foreliggende appel drejer sig om forskellige konsekvenser af disse særlige procedureretlige forhold. Konkret drejer det sig for det første om spørgsmålet om, hvorvidt Retten retmæssigt kunne afvise at realitetsbehandle en anmodning om tilpasning af stævningen på grund af manglende indgivelse af et særskilt procesdokument, selv om den havde ført anmodningen til protokol og ikke havde gjort den berørte opmærksom på yderligere krav, og selv om den relevante sprogversion af procesreglementet på det pågældende processprog ikke er entydig med hensyn til kravet om et særskilt dokument. For det andet rejser den foreliggende konstellation spørgsmålet om søgsmålsinteressens fortsatte beståen i et tilfælde, hvor den retsakt, der blev udstedt under retsforhandlingerne, og hvis annullation anmodningen om tilpasning af stævningen sigter mod, ligeledes blev erstattet af en yderligere retsakt under retsforhandlingerne i samme sag.
4.
Foruden den tekniske karakter og den konkrete sag er det såvel af hensyn til den konkrete sikring af effektiv retsbeskyttelse som af hensyn til procesøkonomien ved Unionens retsinstanser på det særligt følsomme område, som restriktive foranstaltninger udgør, af interesse at afklare disse spørgsmål.
II. Retsforskrifter
5.
Artikel 45 i Rettens procesreglement, som findes i procesreglementets andet afsnit (»Regler om sprog«), har overskriften »Fastlæggelse af processprog« og er affattet således:
»1. I direkte søgsmål som omhandlet i artikel 1 vælger sagsøgeren processproget […]«
6.
Artikel 86 i Rettens procesreglement har overskriften »Tilpasning af stævningen« og var i den affattelse ( 4 ), der er relevant for den foreliggende sag for Retten, affattet således:
»1. Når en retsakt, der påstås annulleret, bliver erstattet af eller ændret ved en anden retsakt med samme genstand, kan sagsøgeren, inden retsforhandlingernes mundtlige del afsluttes, eller inden Rettens beslutning om at træffe afgørelse, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del, tilpasse stævningen for at tage hensyn til dette nye forhold.
2. Tilpasning af stævningen skal foretages i et særskilt dokument og inden for den i artikel 263, stk. 6, TEUF fastsatte frist, hvor der kan nedlægges påstand om annullation af den retsakt, som begrunder en tilpasning af stævningen.
3. Anmodningen om tilpasning skal indeholde:
a)
de tilpassede påstande
b)
om fornødent de tilpassede anbringender og argumenter
c)
om fornødent de beviser, der er knyttet til tilpasningen af påstandene.
4. Anmodningen om tilpasning skal være ledsaget af den retsakt, som begrunder tilpasningen af stævningen. Såfremt denne retsakt ikke er blevet fremlagt, giver justitssekretæren sagsøgeren en rimelig frist til at tilvejebringe den. Sker dette ikke inden for den fastsatte frist, beslutter Retten, om undladelsen af at overholde dette krav skal medføre, at anmodningen om tilpasning skal afvises.
5. Uden at det berører Rettens afgørelse af spørgsmålet, om anmodningen om tilpasning kan antages til realitetsbehandling, giver retsformanden sagsøgte en frist til at fremsætte bemærkninger til anmodningen.
[…]«
III. Baggrunden for appelsagen
7.
Appellanten er en syrisk forretningsmand, som blev pålagt rejsebegrænsninger i forbindelse med de restriktive foranstaltninger, som EU iværksatte mod Syrien. Desuden blev hans penge og økonomiske ressourcer indefrosset.
A. Rådets afgørelser og forordninger
8.
Den 9. maj 2011 vedtog Rådet for perioden frem til den 9. maj 2012 Rådets afgørelse 2011/273/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien ( 5 ) samt forordning (EU) nr. 442/2011 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien ( 6 ). Forordning nr. 442/2011 blev efterfølgende erstattet af forordning (EU) nr. 36/2012 af 18. januar 2012 ( 7 ).
9.
Bestemmelserne i afgørelse 2011/273 blev videreført ved bestemmelserne i afgørelse 2011/782/FUSP af 1. december 2011 ( 8 ) for perioden frem til den 1. december 2012, ved bestemmelserne i afgørelse 2012/739/FUSP af 29. november 2012 ( 9 ) for perioden frem til den 1. marts 2013 og endelig ved bestemmelserne i afgørelse 2013/255/FUSP af 31. maj 2013 (herefter »afgørelsen af 2013«) ( 10 ) for perioden frem til den 1. juni 2014. Gyldigheden af afgørelsen af 2013 blev efterfølgende ved afgørelse 2014/309/FUSP af 28. maj 2014 ( 11 ) forlænget frem til den 1. juni 2015.
10.
Ved Rådets gennemførelsesafgørelse 2014/488/FUSP af 22. juli 2014 om gennemførelse af afgørelsen af 2013 om restriktive foranstaltninger over for Syrien (herefter »gennemførelsesafgørelsen af 2014«) ( 12 ) blev HX’ navn opført på listen i bilag nr. I til afgørelsen fra 2013.
11.
Ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 793/2014 af 22. juli 2014 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 36/2012 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien ( 13 ) blev HX’ navn opført på listen i bilag nr. II til forordning nr. 36/2012.
12.
Ved Rådets afgørelse (FUSP) 2015/837 af 28. maj 2015 om ændring af afgørelsen fra 2013 om restriktive foranstaltninger over for Syrien (herefter »afgørelsen af 2015«) ( 14 ) blev gyldigheden af afgørelsen af 2013 forlænget til den 1. juni 2016.
13.
Derefter blev gyldigheden af afgørelsen af 2013 forlænget endnu en gang ved Rådets afgørelse (FUSP) 2016/850 af 27. maj 2016 om ændring af afgørelsen af 2013 om restriktive foranstaltninger over for Syrien (herefter »afgørelsen af 2016«) ( 15 ), denne gang til den 1. juni 2017. Afgørelsen af 2016 blev offentliggjort i EU-Tidende den 28. maj 2016, trådte i kraft den 29. maj 2016 og blev meddelt HX den 30. maj 2016 ( 16 ). I forhold til gennemførelsesafgørelsen af 2014 indeholdt afgørelsen af 2016 en mere omfangsrig begrundelse for at opføre HX på listen i bilag nr. I til afgørelsen af 2013, som i forhold til begrundelserne i gennemførelsesafgørelsen af 2014 var blevet tilføjet yderligere elementer.
14.
Endelig blev gyldigheden af afgørelsen af 2013 under nærværende appelsag forlænget endnu en gang ved Rådets afgørelse (FUSP) 2017/917 af 29. maj 2017 om ændring af afgørelse 2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien ( 17 ) til den 1. juni 2018, uden at dette medførte ændringer i forhold til HX.
B. Rettens dom
15.
Ved stævning af 13. oktober 2014 nedlagde HX ved Retten påstand om annullation af gennemførelsesafgørelsen af 2014 samt gennemførelsesforordning nr. 793/2014, for så vidt som disse retsakter vedrørte ham.
16.
Under den mundtlige forhandling for Retten den 8. december 2015 fremsatte HX anmodning om tilpasning af hans stævning med henblik på også at nedlægge påstand om annullation af afgørelsen af 2015, for så vidt som denne vedrørte ham. Denne anmodning blev noteret i protokollen for retsmødet med en bemærkning om, at HX havde oplyst, at afgørelsen af 2015 endnu ikke var blevet meddelt ham. Desuden blev det noteret, at Rådet ikke havde protesteret mod anmodningen om tilpasning af stævningen.
17.
I sin dom af 2. juni 2016 (herefter »den appellerede dom«) ( 18 ) afviste Retten imidlertid at realitetsbehandle anmodningen om tilpasning af stævningen til også at omfatte afgørelsen af 2015. Retten støttede denne afvisning på artikel 86, stk. 2, i Rettens procesreglement, hvorefter tilpasning af stævningen skal ske ved et særskilt dokument. Dette krav var efter Rettens opfattelse ikke opfyldt, da HX kun havde fremsat sin anmodning om tilpasning af stævningen mundtligt under retsmødet.
18.
Desuden annullerede Retten gennemførelsesafgørelsen af 2014 samt gennemførelsesforordning nr. 793/2014, for så vidt som disse retsakter vedrørte HX. Som begrundelse anførte retten, at de elementer, som Rådet havde fremlagt for at begrunde opførelsen af HX på listerne i bilagene til disse retsakter, ikke kunne underbygge oplysningen om, at HX støttede eller drog fordel af det syriske regime. Endelig dømte Retten Rådet til at betale såvel sine egne som HX’ omkostninger.
IV. Appelsagen og parternes påstande
19.
Med processkrift af 1. august 2016 iværksatte HX appel til prøvelse af den appellerede dom. HX har nedlagt følgende påstand: Domstolen ophæver denne dom for så vidt angår den del, hvorved den afviste at antage anmodningen om tilpasning af stævningen til at omfatte afgørelsen fra 2015 til realitetsbehandling. HX har desuden nedlagt påstand om, at Domstolen annullerer afgørelsen fra 2015, for så vidt som den vedrører ham, eller at sagen herom hjemvises til Retten. Endelig har HX nedlagt påstand om, at Domstolen tilpligter Rådet at betale omkostningerne.
20.
Rådet har nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og at HX tilpligtes at betale omkostningerne.
21.
Ved Domstolen blev der indgivet skriftlige indlæg om appellen.
22.
I bilaget til sit svarskrift i appelsagen har Rådet fremlagt et nyt bevis, nemlig en modtagelsesbekræftelse for forkyndelsen af afgørelsen fra 2015 til HX’ advokat, som er underskrevet af en tredje person. Domstolen har givet parterne lejlighed til at afgive skriftlige indlæg vedrørende dette nye bevis. Desuden har Domstolen hørt parterne om HX' søgsmålsinteresse, navnlig for så vidt angår afgørelsen af 2015.
V. Bedømmelse
A. Appellen
1. Forkyndelsen af afgørelsen fra 2015 for HX
23.
Med sit første appelanbringende har HX gjort gældende, at hans anmodning om tilpasning af hans stævning til også at omfatte afgørelsen af 2015, af 28. maj 2015, som blev fremsat i retsmødet den 8. december 2015, ikke blev fremsat for sent. Da afgørelsen af 2015 ikke var blevet forkyndt for ham, selv om Rådet kendte hans adresse, var fristen for at tilpasse stævningen for så vidt angår denne afgørelse ikke begyndt at løbe.
24.
Rådet har i denne forbindelse gjort gældende, at afgørelsen af 2015 blev forkyndt for HX’ advokat med anbefalet brev. Desuden har Rådet som allerede nævnt som bilag til sit svarskrift i appelsagen vedlagt en modtagelsesbekræftelse, som er underskrevet af en tredje person den 8. juni 2015. HX har imidlertid bestridt, at underskriveren af denne modtagelsesbekræftelse, som ikke er medarbejder hos hans advokat, har overdraget skrivelsen til denne. HX har tilføjet, at Rådet kunne have konstateret, at modtagelsesbekræftelsen ikke var underskrevet af hans advokat selv. Desuden var dennes e-mailadresse Rådet bekendt. Derfor burde Rådet for en sikkerheds skyld have sendt endnu et anbefalet brev eller en e-mail for at orientere advokaten om afgørelsen af 2015.
25.
Under disse omstændigheder er det ikke muligt for Domstolen at fastslå, om afgørelsen af 2015 blev gyldigt forkyndt for HX. Derfor kan Domstolens afgørelse af spørgsmålet om, hvorvidt den foreliggende appel er begrundet, ikke støttes på en eventuel overskridelse af fristen for så vidt angår den for Retten fremsatte anmodning om tilpasning af stævningen.
26.
I øvrigt er det tilstrækkeligt at fastslå, at det foreliggende appelanbringende under alle omstændigheder ikke er relevant. Retten støttede nemlig ikke afvisningen af anmodningen om tilpasning af stævningen til at omfatte afgørelsen fra 2015 på en eventuel manglende overholdelse af fristen for en sådan tilpasning, men på, at anmodningen ikke var fremsat ved et særskilt dokument.
27.
Dermed kan det i den foreliggende sag lades ubesvaret, om HX gennem sin advokat modtog et eksemplar af afgørelsen af 2015 eller ej.
28.
Desuden kan det lades ubesvaret, om det overhovedet var obligatorisk, at en anmodning om tilpasning af stævningen i den foreliggende sag skulle have været foretaget inden for den i artikel 263, stk. 6, TEUF fastsatte frist, inden for hvilken der kan nedlægges påstand om annullation af den retsakt, som begrunder en tilpasning af stævningen. Hvad dette angår har Retten nemlig – om end før ikrafttrædelsen af Rettens nye procesreglement af 4. marts 2015 – fastslået, at denne frist under bestemte forudsætninger ikke gælder i forbindelse med en verserende sag. Dette er tilfældet, hvor for det første den oprindelige retsakt og den retsakt, som begæres annulleret med tilpasningen af stævningen, i forhold til den berørte person har samme genstand, i det væsentlige baseres på de samme begrundelser og har et i det væsentlige identisk indhold og således kun adskiller sig ved deres tidsmæssige anvendelsesområde, og hvor for det andet tilpasningen af påstandene ikke er baseret på noget nyt anbringende, forhold eller beviselement ud over selve vedtagelsen af den omhandlede retsakt, der ophæver og erstatter den tidligere retsakt ( 19 ).
2. Rettens afvisning af anmodningen om tilpasning af stævningen til at omfatte afgørelsen af 2015
29.
I forbindelse med sit andet appelanbringende har HX gjort gældende, at Retten uretmæssigt afviste hans anmodning om tilpasning af stævningen til at omfatte afgørelsen fra 2015 på grund af det manglende særskilte dokument. I den foreliggende sag var betingelserne for at tillade en tilpasning af stævningen som omhandlet i Rettens procesreglement nemlig opfyldt med fremsættelsen af anmodningen under retsforhandlingerne, som blev fastholdt skriftligt i retsprotokollen. I den foreliggende sag påvirkede det manglende særskilte dokument således hverken modpartens interesser eller Rettens arbejde, som i øvrigt begge allerede før retsmødet havde kendskab til afgørelsen af 2015. Rådet havde desuden haft lejlighed til at gøre indsigelse mod anmodningen om tilpasning af stævningen, men gjorde det ikke, som det er noteret i retsprotokollen.
30.
Desuden tog Retten heller ikke hensyn til, at den bulgarske version af Rettens procesreglements artikel 86, stk. 2, som er relevant i den foreliggende sag, da processproget er bulgarsk, kan misforstås for så vidt angår kravet om et særskilt dokument vedrørende tilpasningen af stævningen. I modsætning til de engelske (»separate document«) og franske (»acte séparé«) versioner af Rettens procesreglement anvender den bulgarske version nemlig ikke begrebet »dokument«, men derimod begrebet »молба« (»molba« – »anmodning«). Dette begreb indebærer ikke automatisk kravet om skriftlighed, da det kan betegne såvel en skriftlig som en mundtlig viljeserklæring.
31.
Endelig tilsidesatte Retten princippet om en kontradiktorisk procedure, idet den ikke i retsmødet og dermed rettidigt før den mundtlige procedures afslutning gav HX lejlighed til at få kendskab til de forskellige sprogversioner af Rettens procesreglement og afgørelsen af 2015. Retten gav ham heller ikke som krævet i procesreglementet en rimelig frist til at afhjælpe manglerne i forbindelse med hans anmodning om tilpasning af stævningen og til at tilvejebringe de nødvendige dokumenter, efter at den i retsmødet havde erfaret, at han ville tilpasse sin stævning.
32.
Denne argumentation er overbevisende.
33.
Det er således absolut berettiget at stille visse formelle krav til en tilpasning af stævningen. Imidlertid er sådanne formelle krav, som det også er fastsat i artikel 86 i Rettens procesreglement, ikke til for deres egen skyld. Tværtimod har de til formål at sikre en kontradiktorisk procedure og give Retten mulighed for at råde over alle nødvendige oplysninger for at kunne foretage en hensigtsmæssig prøvelse af anmodningerne om tilpasning af stævningen.
34.
Denne funktionelle målsætning for de formelle krav til anmodninger om tilpasning af stævningen fremhæves af reglerne i Rettens procesreglement, da der f.eks. i henhold til artikel 86, stk. 3, litra b), kun kræves en tilpasning af anbringender og argumenter, hvis dette forekommer fornødent under de givne omstændigheder. Ligeledes kan Retten, såfremt den retsakt, som begrunder tilpasningen af stævningen, ikke er vedlagt anmodningen om tilpasning, i henhold til artikel 86, stk. 4, give sagsøgeren en rimelig frist til at tilvejebringe den, og selv ikke undladelsen af at overholde dette krav skal nødvendigvis medføre, at anmodningen om tilpasning skal afvises, da Retten har en vid skønsbeføjelse i denne forbindelse.
35.
I den foreliggende sag har Retten derimod anvendt procesreglementets artikel 86 på en meget formalistisk måde, som ikke kun tilsidesætter denne bestemmelses ånd og formål, men også princippet om en retfærdig rettergang, som er forankret i artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Det ville således absolut have været muligt at antage anmodningen om tilpasning af stævningen, som blev fremsat allerede i forbindelse med retsmødet og fastholdt skriftligt i retsprotokollen, til realitetsbehandling, især da protokollen som retsdokument har beviskraft og derfor kan være en erstatning for kravet om skriftlighed. Under de givne omstændigheder var der desuden hverken behov for en yderligere tilpasning af anbringender og argumenter for så vidt angår indholdet af afgørelsen af 2015, som kun forlængede den tidsmæssige gyldighed af afgørelsen af 2013, eller for at fremlægge afgørelsen af 2015, som åbenbart var Retten og Rådet bekendt.
36.
I øvrigt gjorde HX også i retsmødet gældende, at han indtil da ikke havde kendt til afgørelsen af 2015, og som beskrevet ovenfor blev dette udsagn ikke tilbagevist effektivt, da parternes forklaringer på dette punkt er modstridende ( 20 ). Dermed må det fortsat lægges til grund, at HX muligvis først fik kendskab til afgørelsen af 2015 i retsmødet. Under sådanne omstændigheder er en tilpasning af stævningen i retsmødet passende og hensigtsmæssig. Såfremt kravet om det særskilte dokument i en sådan situation håndteres for formalistisk, vil det i praksis være umuligt at foretage en tilpasning af stævningen i retsmødet, hvilket igen beskærer den effektive retsbeskyttelse og modarbejder procesøkonomiske hensyn.
37.
Dersom Retten desuden alligevel ubetinget ville fastholde kravet om, at anmodningen om tilpasning af stævningen skal indgives i et særskilt dokument, kunne den uden videre have gjort HX opmærksom på dette krav under retsmødet. I modsætning hertil var Rettens fremgangsmåde vildledende. Idet den nemlig førte HX’ anmodning skriftligt til protokol og ikke gjorde ham opmærksom på yderligere krav, vækkede den over for HX det indtryk, at hans anmodning var blevet registreret korrekt, og at han ikke behøvede at foretage sig yderligere.
38.
Dette er så meget desto mere problematisk, som den bulgarske sprogversion af artikel 86, stk. 2, i Rettens procesreglement for så vidt angår kravet om, at en anmodning om tilpasning af stævningen skal være skriftlig, faktisk ikke ser ud til at være entydig.
39.
I denne forbindelse har Rådet indvendt, at selv hvis den bulgarske sprogversion skulle være tvetydig, kan en af sprogversionerne af Rettens procesreglement ikke fortrænge de andre, heller ikke selv om der er tale om versionen på det relevante processprog.
40.
Rådet har i denne forbindelse påberåbt sig, at det følger at Domstolens faste retspraksis, at nødvendigheden af en ensartet anvendelse og fortolkning af EU-bestemmelserne udelukker, at en bestemmelse betragtes isoleret i en af dens versioner, og påbyder, at den pågældende bestemmelse fortolkes ud fra lovgivers vilje og det tilsigtede mål i lyset af de versioner, der foreligger på alle Unionens sprog ( 21 ). En afvigende sprogversion kan derfor i hvert fald ikke alene være udslagsgivende i forhold til alle andre sprogversioner. I den foreliggende sag anvender samtlige sprogversioner af Rettens procesreglement med undtagelse af den bulgarske version begreber, hvoraf det entydigt fremgår, at anmodningen om tilpasning af stævningen skal være et særskilt skriftligt dokument.
41.
Det er rigtigt, at behovet for en ensartet fortolkning af en bestemmelse i EU-retten i tilfælde af forskelle mellem flere sprogudgaver af denne kræver, at den omhandlede bestemmelse fortolkes ud fra sammenhængen og formålet med det regelsæt, hvori den udgør et element ( 22 ). Dette kan dog ikke føre til, at den enkelte fratages sin ret, som er forankret såvel i artikel 20, stk. 2, litra d), og artikel 24, stk. 4, TEUF som i artikel 45 i Rettens procesreglement, til at henvende sig til Unions retsinstanser på sit eget sprog.
42.
Som allerede beskrevet opfylder en anmodning om tilpasning af stævningen, som er ført til protokol, formålet med kravet om et særskilt dokument. Og selv om man ville insistere på et særskilt dokument, kan det ikke forventes af de retsundergivne, at de behersker flere at Unionens processprog og – uden særlig henvisning – fortolker bestemmelser vedrørende de procedureretlige krav ved Unionens retsinstanser i lyset af versionerne af disse bestemmelser på alle eller blot flere af Unionens sprog. Tværtimod tager hele sprogordningen i Unionens retssystem netop sigte på effektivt at sikre den enkelte retsundergivnes ret til at henvende sig til Unionens retsinstanser på sit eget sprog. Derfor skal Unionens retsinstanser netop i tilfælde, hvor versionen på processproget afviger i forhold til de øvrige sprogversioner af deres procesreglementer, for at sikre en fair retssag og effektiv retssikkerhed benytte alle muligheder for at oplyse den pågældende om hans fejltagelse og give ham mulighed for effektivt at udøve sine rettigheder.
43.
Dette gælder så meget desto mere, som Retten, som har udstedt sit procesreglement på samtlige processprog, må tage uklarheder i de forskellige sprogversioner af dette procesreglement, som viser sig under forskellige proces- og sprogkonstellationer, på sin kappe. Retten må derfor ved en passende fortolkning og håndtering af sine procesregler i lyset af princippet om en fair rettergang sørge for, at sådanne uklarheder ikke fører til, at en berørt nægtes effektiv retsbeskyttelse.
44.
Alt i alt må det således konkluderes, at det andet appelanbringende må tages til følge. Retten begik en retlig fejl, da den afviste at antage HX’ anmodning om tilpasning af stævningen til realitetsbehandling alene på grund af det manglende særskilte dokument og ikke gav HX lejlighed til at fuldstændiggøre hans mundtligt fremsatte anmodning på den måde, som Retten anser for nødvendig. Den appellerede dom bør derfor ophæves for så vidt angår den del, hvorved anmodningen om tilpasning af stævningen til at omfatte afgørelsen af 2015 blev afvist fra realitetsbehandling.
B. Anmodningen om tilpasning af stævningen i første instans
45.
Ifølge artikel 61, stk. 1, i Domstolens statut kan Domstolen selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse.
46.
Dette er netop tilfældet i den foreliggende sag.
47.
Det må nemlig fastslås, at anmodningen om tilpasning af stævningen til at omfatte afgørelsen fra 2015 ikke krævede en realitetsprøvning, da HX’ søgsmålsinteresse med hensyn til denne afgørelse var bortfaldet endnu under retsforhandlingerne for Retten.
48.
Spørgsmålet om, hvorvidt det ved Retten anlagte annullationssøgsmål kan antages til realitetsbehandling, er et aspekt, som hører under den offentlige orden, og som Domstolen i forbindelse med en appel skal prøve af egen drift ( 23 ). Dette må også gælde for aspektet om, hvorvidt retstvisten er afsluttet under retsforhandlingerne for Retten. I øvrigt kan Domstolen i den foreliggende sag støtte sig på HX’ manglende søgsmålsinteresse med hensyn til afgørelsen af 2015, da den under appelsagen hørte parterne om dette aspekt, som ikke blev drøftet under sagen i første instans ( 24 ).
49.
Som det følger af Domstolens faste retspraksis, skal såvel en sagsøgers søgsmålsinteresse som sagens genstand ikke kun foreligge på tidspunktet for sagens anlæggelse, men også indtil retsafgørelsen, idet det i modsat fald findes ufornødent at træffe afgørelse. Dette forudsætter, at søgsmålet med sit resultat kan bibringe den part, der har anlagt det, en fordel ( 25 ).
50.
I den foreliggende sag må det fastslås, at afgørelsen af 2015, som HX med sin anmodning om tilpasning af stævningen har påstået annulleret, mistede sin gyldighed allerede før afsigelsen af den appellerede dom den 2. juni 2016. For det første var gyldigheden af denne afgørelse, hvis genstand var forlængelse af afgørelsen af 2013 med yderligere et år, i forvejen begrænset til perioden frem til den 1. juni 2016 ( 26 ). Og for det andet blev afgørelsen af 2013 ved afgørelsen af 2016 allerede med virkning pr. 29. maj 2016 på ny forlænget med yderligere et år frem til den 1. juni 2017, således at afgørelsen af 2015 sågar ophørte med at have virkning, endnu før den udløb ( 27 ).
51.
Ganske vist har Domstolen under forskellige omstændigheder anerkendt, at en sagsøgers søgsmålsinteresse ikke nødvendigvis bortfalder som følge af, at den af den pågældende anfægtede retsakt ophører med at have virkninger under den verserende sag ( 28 ).
52.
Dette skyldes navnlig, at ophævelse af en retsakt fra et af Unionens organer ved en senere retsakt eller ved udløbet af en retsakts gyldighed ikke indebærer en anerkendelse af en sådan akts ulovlighed og kun virker ex nunc. Afsiges der derimod en dom om annullation, fjernes den annullerede retsakt fra retsordenen med tilbagevirkende kraft og anses for aldrig at have eksisteret.
53.
Dette gælder navnlig med hensyn til retsakter, som har til genstand at pålægge personer restriktive foranstaltninger i forbindelse med Unionens fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. I denne forbindelse har Domstolen præciseret, at en person, som på grund af sin opførelse på en liste er blevet pålagt sådanne foranstaltninger, eventuelt fortsat kan have en interesse i at få fastslået ulovligheden af den retsakt, hvormed han blev sat på denne liste, efter at denne retsakt har mistet sin gyldighed. Ved en sådan afgørelse kan det nemlig anerkendes, at den pågældende person aldrig burde være blevet opført på denne liste, eller at han ikke burde være blevet det i henhold til den af Unionens institutioner fulgte procedure. En sådan afgørelse kan ganske vist ikke genoprette en materiel skade eller en krænkelse af arbejds- og familielivet, men den er ikke desto mindre af en sådan art, at den kan skaffe en person oprejsning eller udgøre en form for genoprettelse af den ikke-økonomiske skade, han har lidt ( 29 ).
54.
I den foreliggende sag har HX således gjort gældende, at det blotte ophør af gyldigheden af afgørelsen af 2015 ikke kan ophæve de virkninger, som denne retsakt havde, mens den var gyldig. Det var således ikke kun hans opførelse på listen over personer, som ved afgørelsen af 2013 blev pålagt restriktive foranstaltninger, ved gennemførelsesafgørelsen af 2014, men også hans bibeholdelse på denne liste ved afgørelsen af 2015, der skadede hans ret til arbejds- og familielivet og hans omdømme og vakte mistro i hans omgangskreds. Han var således blevet brændemærket som en person, som skader den fredelige syriske civilbefolkning. En annullation af afgørelsen af 2015 kan derfor genoprette hans og hans families gode omdømme og dermed udgøre en form for genoprettelse for den ikke-økonomiske skade, han har lidt.
55.
Denne argumentation er ganske vist korrekt med hensyn til gennemførelsesafgørelsen af 2014, hvormed HX blev opført på listen i bilag nr. I til afgørelsen af 2013, og som indeholdt en tilsvarende begrundelse. Derfor tog Retten korrekt ved den appellerede dom af 2. juni 2016 også stilling til lovligheden af gennemførelsesafgørelsen af 2014, selv om denne afgørelse for så vidt angik HX i mellemtiden var blevet erstattet af afgørelsen af 2016, som indeholdt en ny begrundelse ( 30 ).
56.
HX’ argumentation kan imidlertid ikke tiltrædes, når det gælder hans fortsatte søgsmålsinteresse med hensyn til annullationen af afgørelsen af 2015 efter udløbet af dennes gyldighed. Afgørelsen af 2015 var nemlig for så vidt angår HX begrænset til at forlænge virkningen af afgørelsen af 2013 i den ved gennemførelsesafgørelsen af 2014 gældende affattelse frem til den 1. juni 2016. Dermed ville annullationen af afgørelsen af 2015 efter udløbet af dennes gyldighed ikke kunne have medført en fordel for HX, som gik ud over, hvad han allerede kunne opnå ved annullationen af gennemførelsesafgørelsen af 2014.
57.
Ved annullationen af denne gennemførelsesafgørelse anerkendte Retten nemlig, at de elementer, som Rådet havde fremlagt mod HX, ikke kunne begrunde det anførte om, at han støttede og drog fordel af det syriske regime. Denne anerkendelse gælder også for gyldighedsperioden for afgørelsen af 2015, da denne ikke tilføjede noget til begrundelsen for at opføre HX på listen. Dermed rehabiliterer annullationen af gennemførelsesafgørelsen af 2014 HX såvel for den oprindelige gyldighedsperiode for afgørelsen af 2013 i den ved gennemførelsesafgørelsen af 2014 ændrede affattelse som for den ved afgørelsen af 2015 forlængede gyldighedsperiode for afgørelsen af 2013. Dette udgør en genoprettelse for den ikke-økonomiske skade, som HX led ved den pågældende retsakt.
58.
Det ses ikke, hvilken yderligere fordel en annullation af afgørelsen af 2015 efter ophøret af denne afgørelses gyldighed skulle kunne give HX, og HX har heller ikke frembragt yderligere herom.
59.
Dermed er HX’ søgsmålsinteresse for så vidt angår annullationen af afgørelsen af 2015 og dermed grundlaget for hans anmodning om tilpasning af stævningen bortfaldet allerede under retsforhandlingerne for Retten.
VI. Sagsomkostninger
60.
Domstolens procesreglements artikel 138, stk. 3, som i medfør af dette procesreglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, fastsætter, at hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter, bærer hver part sine egne omkostninger. Domstolen kan dog, hvis dette efter omstændighederne findes begrundet, beslutte, at en part, ud over at bære sine egne omkostninger, skal betale en del af modpartens omkostninger.
61.
Først skal det med hensyn til omkostningerne i sagen i første instans tages i betragtning, at den appellerede dom kun bør ophæves for så vidt angår den del, hvorved anmodningen om tilpasning af stævningen til at omfatte afgørelsen fra 2015 blev afvist fra realitetsbehandling. Dommen i første instans stadfæstes dermed for så vidt angår den del, hvorved gennemførelsesafgørelsen af 2014 blev annulleret.
62.
Desuden får HX i den foreliggende sag ganske vist ikke medhold i sin påstand om annullation af afgørelsen af 2015, men hans argumenter i denne forbindelse kan dog tiltrædes for så vidt angår den del, hvormed han gør gældende, at Retten begik en retlig fejl med hensyn til begrundelsen for at afvise at antage hans anmodning om tilpasning af stævningen til realitetsbehandling. Hvad dette angår kan Rådets argumentation ikke tiltrædes.
63.
Der er derfor ingen anledning til at ophæve Rettens afgørelse vedrørende omkostningerne, som bestod i, at Rådet blev pålagt at betale samtlige omkostninger i første instans.
64.
Med hensyn til omkostningerne i appelsagen skal det for det første tages i betragtning, at HX får medhold i sit andet appelanbringende, men på den anden side med denne appel genfremsætter sin påstand om annullation af afgørelsen af 2015, selv om hans interesse i en sådan annullation bortfaldt allerede under sagen for Retten. HX anlagde i øvrigt allerede før iværksættelsen af den foreliggende appel den 1. august 2016 ved processkrift af 27. juli 2016 søgsmål til prøvelse af afgørelsen af 2016 ( 31 ), som erstatter afgørelsen af 2015 og tilføjer nye elementer til begrundelsen af gennemførelsesafgørelsen af 2014 ( 32 ).
65.
Imidlertid skal det også tages i betragtning, at Rådets argumentation ikke kan tiltrædes i appelsagen. Desuden har Rådet derved, at det åbenbart ikke undersøgte nærmere, om afgørelsen af 2015 overhovedet var blevet gyldigt forkyndt for HX, selv om modtagelsesbekræftelsen for det anbefalede brev ikke var underskrevet af dennes advokat, men af en tredje person ( 33 ), muligvis hindret HX i længe før den mundtlige forhandling for Retten at indgive anmodningen om tilpasning af stævningen.
66.
Dermed forekommer det i den foreliggende sag berettiget med hensyn til omkostningerne i appelsagen at fastsætte, at HX bærer en tredjedel af sine egne omkostninger, og at Rådet bærer sine egen omkostninger samt betaler to tredjedele af HX’ omkostninger.
VII. Forslag til afgørelse
67.
På grundlag af det anførte foreslår jeg Domstolen at træffe følgende afgørelse:
»1)
Rettens dom af 2. juni 2016, HX mod Rådet (T-723/14, EU:T:2016:332), ophæves for så vidt angår den del, hvorved HX’ anmodning om tilpasning af stævningen blev afvist fra realitetsbehandling.
2)
Det er ufornødent at træffe afgørelse om anmodningen om tilpasning af stævningen i første instans, således at der nedlægges påstand om annullation af Rådets afgørelse (FUSP) 2015/837 af 28. maj 2015 om ændring af afgørelse 2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien.
3)
HX bærer en tredjedel af sine egne omkostninger i appelsagen.
4)
Rådet for Den Europæiske Union betaler to tredjedele af HX’ omkostninger i appelsagen og bærer sine egne omkostninger i appelsagen.«
( 1 ) – Originalsprog: tysk.
( 2 ) – EUT 2015, L 105, s. 1.
( 3 ) – Jf. dom af 28.5.2013, Abdulrahim mod Rådet og Kommissionen (C-239/12 P, EU:C:2013:331, præmis 67-85, navnlig præmis 72).
( 4 ) – Ved artikel 1, nr. 7), i Ændringer af Rettens procesreglement af 13.7.2016 (EUT 2016, L 217, s. 73), som trådte i kraft den 1.9.2016, blev artikel 86, stk. 3-6, omnummereret til stk. 4-7, og der blev indføjet et nyt stk. 3, som vedrører sager mellem Unionen og dens tjenestemænd, der anlægges i henhold til artikel 270 TEUF. Denne ændring har ingen indvirkning på den foreliggende sag.
( 5 ) – EUT 2011, L 121, s. 11.
( 6 ) – EUT 2011, L 121, s. 1.
( 7 ) – EUT 2012, L 16, s. 1.
( 8 ) – EUT 2011, L 319, s. 56.
( 9 ) – EUT 2012, L 330, s. 21.
( 10 ) – EUT 2013, L 147, s. 14.
( 11 ) – EUT 2014, L 160, s. 37.
( 12 ) – EUT 2014, L 217, s. 49.
( 13 ) – EUT 2014, L 217, s. 10.
( 14 ) – EUT 2015, L 132, s. 82.
( 15 ) – EUT 2016, L 141, s. 125.
( 16 ) – Jf. HX’ stævning i den for Retten verserende sag T-408/16, HX mod Rådet, indgivet den 27.7.2016, hvormed HX navnlig har nedlagt påstand om annullation af afgørelsen af 2016.
( 17 ) – EUT 2017, L 139, s. 62.
( 18 ) – Jf. Rettens dom af 2.6.2016, HX mod Rådet (T-723/14, EU:T:2016:332).
( 19 ) – Jf. Rettens dom af 9.9.2010, Al-Aqsa mod Rådet (T-348/07, EU:T:2010:373, præmis 34); denne dom blev ophævet ved appelsagen, idet der dog ikke blev sat spørgsmålstegn ved den her citerede konstatering.
( 20 ) – Jf. ovenfor, punkt 24 og 25.
( 21 ) – Jf. i denne retning dom af 12.11.1969, Stauder (29/69, EU:C:1969:57, præmis 3), af 17.7.1997, Ferriere Nord mod Kommissionen (C-219/95 P, EU:C:1997:375, præmis 15), og af 15.10.2015, Grupo Itevelesa m.fl. (C-168/14, EU:C:2015:685, præmis 42).
( 22 ) – Jf. f.eks. dom af 23.11.2016, Bayer CropScience og Stichting De Bijenstichting (C-442/14, EU:C:2016:890, præmis 84).
( 23 ) – Jf. kendelse af 15.2.2012, Internationaler Hilfsfonds mod Kommissionen (C-208/11 P, EU:C:2012:76, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).
( 24 ) – Jf. ovenfor, punkt 22.
( 25 ) – Jf. dom af 19.10.1995, Rendo m.fl. mod Kommissionen (C-19/93 P, EU:C:1995:339, præmis 13), af 7.6.2007, Wunenburger mod Kommissionen (C-362/05 P, EU:C:2007:322, præmis 42), og af 28.5.2013, Abdulrahim mod Rådet og Kommissionen (C-239/12 P, EU:C:2013:331, præmis 61).
( 26 ) – Jf. ovenfor, punkt 12.
( 27 ) – Jf. ovenfor, punkt 13.
( 28 ) – Jf. dom af 28.5.2013, Abdulrahim mod Rådet og Kommissionen (C-239/12 P, EU:C:2013:331, præmis 62 ff. og den deri nævnte retspraksis).
( 29 ) – Ibidem, præmis 68 ff.
( 30 ) – Jf. ovenfor, punkt 13.
( 31 ) – Jf. ovenfor, fodnote. 16.
( 32 ) – Jf. ovenfor, punkt 12, 13 og 50.
( 33 ) – Jf. ovenfor, punkt 24.