FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
P. MENGOZZI
fremsat den 30. maj 2018 ( 1 )
Sag C-430/16 P
Bank Mellat
mod
Rådet for Den Europæiske Union
»Appel – skærpelse af de restriktive foranstaltninger over for Den Islamiske Republik Iran – sektorspecifikke foranstaltninger – formaliteten – ikrafttrædelse af den fælles omfattende handlingsplan under sagens behandling for Den Europæiske Unions Ret – betydning for søgsmålsinteressen for så vidt angår appellen – betydning for søgsmålsinteressens fortsatte beståen for Retten – ufornødent at træffe afgørelse – artikel 275 TEUF – Rettens kompetence i sager vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) – begrebet »restriktive foranstaltninger over for fysiske eller juridiske personer« – artikel 263, stk. 4, TEUF – begrebet »gennemførelsesforanstaltninger« – artikel 215 TEUF – begrebet »nødvendighed« – proportionalitetsprincippet – EU-rettens almindelige grundsætninger«
Indhold
I. Tvistens baggrund
II. Retsforhandlingerne for Retten og den appellerede dom
III. Retsforhandlingerne for Domstolen og parternes påstande
IV. Retlig bedømmelse
A. Principalt: formaliteten vedrørende appellen
1. Sammenfatning af parternes argumenter
2. Bedømmelse
a) Handlingsplanens virkninger
b) Konkret bedømmelse af Bank Mellats søgsmålsinteresse
B. Subsidiært: den fortsatte beståen af Bank Mellats søgsmålsinteresse under sagens behandling for Retten
C. Mere subsidiært
1. Det fjerde og det femte appelanbringende om retlige fejl ved vurderingen af betingelserne i artikel 263, stk. 4, TEUF og af Rettens kompetence
a) Det fjerde anbringende om retlige fejl ved vurderingen af betingelserne i artikel 263, stk. 4, TEUF
1) Den appellerede dom
2) Sammenfatning af parternes argumenter
3) Bedømmelse
b) Det femte anbringende om en retlig fejl ved fortolkningen af Rettens kompetence
1) Den appellerede dom
2) Parternes argumenter og bedømmelse
2. Anbringenderne vedrørende appellens realitet
a) Det første anbringende om en retlig fejl ved fortolkningen og anvendelsen af kravet om nødvendighed som omhandlet i artikel 215, stk. 1, TEUF
b) Det andet anbringende om en retlig fejl ved anvendelsen af proportionalitetsprincippet
c) Det tredje anbringende, hvorefter Retten begik en retlig fejl, da den afgjorde, at den omtvistede ordning overholdt de almindelige retsgrundsætninger
V. Sagsomkostninger
VI. Forslag til afgørelse
1.
Bank Mellat har ved den foreliggende appel nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 2. juni 2016, Bank Mellat mod Rådet ( 2 ) (herefter »den appellerede dom«), hvorved Retten i et af banken anlagt annullationssøgsmål frifandt Rådet for Den Europæiske Union for en påstand om annullation af artikel 1, nr. 15), i Rådets forordning (EU) nr. 1263/2012 af 21. december 2012 om ændring af forordning (EU) nr. 267/2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran ( 3 ) og en påstand om, at det blev fastslået, at artikel 1, nr. 6), i Rådets afgørelse 2012/635/FUSP af 15. oktober 2012 om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran ( 4 ) ikke fandt anvendelse.
I. Tvistens baggrund
2.
Det fremgår af den appellerede doms præmis 1 ff., at appellanten, Bank Mellat, er en iransk kommerciel bank. Som led i de individuelle restriktive foranstaltninger, der var truffet for at øve pres på Den Islamiske Republik Iran med henblik på at få den til at ophøre med spredningsfølsomme nukleare aktiviteter og udvikling af fremføringssystemer til kernevåben (herefter »nuklear spredning«), blev appellantens navn den 26. juli 2010 for første gang opført på listerne over enheder, som er involveret i iransk nuklear spredning ( 5 ). Efter en række successive ændringer af bestemmelserne blev appellantens navn på ny opført i retsakterne af 2010 og 2012 ( 6 ).
3.
Da Den Islamiske Republik Iran ikke havde engageret sig seriøst i forhandlingerne ( 7 ), fandt Rådet for Den Europæiske Union, at der måtte indføres yderligere restriktive foranstaltninger, hvilket skete med vedtagelsen af afgørelse 2012/635. Ved artikel 1, nr. 6), i denne afgørelse blev artikel 10 i afgørelse 2010/413 ændret. Forordning nr. 1263/2012 blev ligeledes vedtaget i samme forbindelse og ændrede forordning nr. 267/2012. Navnlig blev ved artikel 1, nr. 15), i forordning nr. 1263/2012 artikel 30 i forordning nr. 267/2012 ændret og artikel 30a og 30b føjet til den ( 8 ). Den omtvistede ordning kan beskrives som følger.
4.
I det væsentlige fastsætter artikel 30 i forordning nr. 267/2012, som ændret, restriktioner for finansielle transaktioner mellem på den ene side kredit- og finansieringsinstitutter samt vekselkontorer, der er etableret i Iran, samt deres filialer og datterselskaber, og kredit- og finansieringsinstitutter samt vekselkontorer, der kontrolleres af personer, enheder eller organer, der er hjemmehørende i Iran, og på den anden side Den Europæiske Unions finansieringsinstitutter.
5.
Ifølge artikel 30, stk. 2, i forordning nr. 267/2012, som ændret, kan der kun foretages humanitære overførsler, personlige overførsler, overførsler i forbindelse med en specifik handelskontrakt, forudsat at en sådan overførsel ikke er forbudt i henhold til den nævnte forordning, overførsler vedrørende diplomatiske eller konsulære repræsentationer eller internationale organisationer, overførsler vedrørende betaling for krav fra eller mod iranske personer, enheder eller organer eller lignende transaktioner samt overførsler, der er nødvendige til gennemførelse af forpligtelser, der følger af andre former for kontrakter.
6.
Det fremgår af artikel 30, stk. 3-5, i forordning nr. 267/2012, som ændret, at de pengeoverførsler, hvortil der kan gives tilladelse i henhold til samme artikels stk. 2, afhængigt af omstændighederne, formålet med transaktionerne og forskellige grænseværdier er omfattet af en forpligtelse om forudgående underretning af og forhåndstilladelse fra den kompetente nationale myndighed.
7.
I artikel 30a i forordning nr. 267/2012, som ændret, fastsættes bl.a. visse restriktioner for pengeoverførsler, som ikke er omfattet af samme forordnings artikel 30, mellem iranske personer, enheder eller organer på den ene side og EU-borgere på den anden side.
8.
Ifølge artikel 30b, stk. 1, i forordning nr. 267/2012, som ændret, finder de i samme forordnings artikel 30 og 30a fastsatte restriktioner ikke anvendelse, når en tilladelse er givet i henhold til nævnte forordnings artikel 24-28a.
9.
I forbindelse med artikel 30, stk. 3, litra b) og c), og artikel 30a, stk. 1, litra c), i forordning nr. 267/2012, som ændret, giver de kompetente myndigheder ifølge samme forordnings artikel 30b, stk. 3, tilladelse på de vilkår, som de skønner hensigtsmæssige, medmindre de har rimelig grund til at fastslå, at den overførsel af pengemidler, der anmodes om tilladelse til, kunne være i strid med et af forbuddene eller forpligtelserne i denne forordning.
II. Retsforhandlingerne for Retten og den appellerede dom
10.
Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 15. marts 2013 anlagde appellanten sag med påstand om, at artikel 1, nr. 15), i forordning nr. 1263/2012 blev annulleret, og at det blev fastslået, at artikel 1, nr. 6), i afgørelse 2012/635 ikke fandt anvendelse på sagsøgeren.
11.
Inden Retten gik over til at behandle sagens realitet, efterprøvede den ex officio, om den havde kompetence til at træffe afgørelse om påstanden om, at det blev fastslået, at artikel 1, nr. 6), i afgørelse 2012/635 ikke fandt anvendelse, idet appellanten havde præciseret, at påstanden udgjorde en ulovlighedsindsigelse som omhandlet i artikel 277 TEUF. Retten erklærede sig inkompetent på dette punkt ( 9 ). Derimod erklærede den sig kompetent til at træffe afgørelse om påstandene vedrørende forordning nr. 1263/2012 ( 10 ).
12.
Hvad disse angår efterprøvede Retten derpå, om betingelserne i artikel 263 TEUF var opfyldt i det aktuelle tilfælde ( 11 ). Retten fastslog, at det af samtlige de bestemmelser, der var blevet ændret eller indsat ved artikel 1, nr. 15), i forordning nr. 1263/2012, kun var artikel 30, stk. 1, artikel 30, stk. 3, litra a)-c), samt artikel 30, stk. 5, i forordning nr. 267/2012, som ændret, der var indeholdt i en regelfastsættende retsakt, berørte appellanten umiddelbart og ikke omfattede nogen gennemførelsesforanstaltninger. Derudover afviste Retten sagen.
13.
Endelig efterprøvede Retten, om appellanten havde søgsmålsinteresse på det tidspunkt, hvor søgsmålet blev indgivet ( 12 ). Den fastslog, at selv om appellanten også var omfattet af individuelle restriktive foranstaltninger, hvortil artikel 1, nr. 15), i forordning nr. 1263/2012 ifølge Rådet ikke havde føjet yderligere retsvirkninger, havde appellanten efter annullationen af de nævnte restriktive foranstaltninger som følge af Domstolens forkastelse af appellen i sagen Rådet mod Bank Mellat ( 13 ) været omfattet af virkningerne af artikel 1, nr. 15), i forordning nr. 1263/2012, og afgjorde, at appellanten havde søgsmålsinteresse med henblik på at anfægte lovligheden af denne bestemmelse for Retten inden for de ovenfor angivne grænser.
14.
Derpå gik Retten over til at behandle realiteten i appellantens søgsmål og tog stilling til de fire fremsatte anbringender. Ifølge det første anbringende savnede den omtvistede ordning hjemmel i artikel 215 TEUF, da den ikke havde nogen logisk forbindelse med det angivelige formål med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP). Ifølge det andet anbringende savnede den omtvistede ordning hjemmel i artikel 215 TEUF, da den var uforholdsmæssig i forhold til det forfulgte FUSP-formål. Ifølge det tredje anbringende var den omtvistede ordning i strid med EU-rettens almindelige grundsætninger og artikel 215, stk. 3, TEUF, herunder navnlig proportionalitetsprincippet, retssikkerhedsprincippet, princippet om forbud mod vilkårlighed og princippet om ligebehandling, begrundelsespligten samt kravet om, at der til sanktioner skal være knyttet de nødvendige retsgarantier. Ifølge det fjerde anbringende var appellantens ejendomsret og ret til at drive økonomisk virksomhed, retten til frie kapitalbevægelser samt proportionalitetsprincippet blevet tilsidesat.
15.
Retten gav ikke appellanten medhold i nogen af realitetsanbringenderne og frifandt følgelig Rådet.
III. Retsforhandlingerne for Domstolen og parternes påstande
16.
Den 2. august 2016 iværksatte Bank Mellat appel af den appellerede dom. Appellanten har nedlagt påstand om, at Domstolen ophæver den appellerede dom, annullerer artikel 1, nr. 15), i forordning nr. 1263/2012 som helhed, eller for så vidt som den finder anvendelse på appellanten, fastslår, at artikel 1, nr. 6), i afgørelse 2012/635 ikke finder anvendelse på appellanten, og tilpligter Rådet at betale sagsomkostningerne i forbindelse med appellen og sagen for Retten.
17.
I svarskriftet har Rådet nedlagt påstand om, at Domstolen forkaster appellen og tilpligter Bank Mellat at betale sagsomkostningerne. Europa-Kommissionen og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland ( 14 ), som intervenerede i sagen for Retten til støtte for Rådet, har nedlagt tilsvarende påstande.
18.
Appellanten, Rådet, Det Forenede Kongerige og Kommissionen har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet for Domstolen, der fandt sted den 10. januar 2018.
IV. Retlig bedømmelse
19.
Appellanten har fremsat fem anbringender til støtte for appellen. Ifølge det første anbringende er fortolkningen og anvendelsen af kravet om nødvendighed som omhandlet i artikel 215 TEUF behæftet med en retlig fejl. Ifølge det andet anbringende udgør det en retlig fejl, at Retten ukorrekt fastslog, at den omtvistede ordning var forholdsmæssig. Ifølge det tredje anbringende udgør det en retlig fejl, at Retten fastslog, at den omtvistede ordning var i overensstemmelse med EU-rettens almindelige grundsætninger. Ifølge det fjerde anbringende er fortolkningen af artikel 263, stk. 4, TEUF behæftet med en retlig fejl, fordi Retten ikke foretog en samlet efterprøvelse af, om artikel 1, nr. 15), i forordning nr. 1263/2012 opfyldte kravene i førnævnte artikel 263 TEUF, men en særskilt efterprøvelse af hvert enkelt element i den omtvistede ordning, som bestemmelsen bidrog til at gennemføre. Ifølge det femte anbringende er Rettens efterprøvelse af dens egen kompetence behæftet med en retlig fejl, fordi Retten afgjorde, at den ikke havde kompetence til at tage stilling til de klagepunkter, der var fremført vedrørende artikel 6, nr. 1), i afgørelse 2012/635.
20.
Rådet har gjort gældende, at Bank Mellat ikke har interesse i afgørelsen af appellen, da den omtvistede ordning har været »indstillet« siden den 16. januar 2016, hvorfor appellen må afvises.
A. Principalt: formaliteten vedrørende appellen
1. Sammenfatning af parternes argumenter
21.
Rådet har bestridt, at appellen kan antages til realitetsbehandling, og hævdet, at Bank Mellat ikke har interesse i løsningen af tvisten på grund af »indstillingen« eller »tilbagetrækningen« af de anfægtede foranstaltninger, som følgelig i medfør af den med Den Islamiske Republik Iran indgåede fælles omfattende handlingsplan (herefter »handlingsplanen«) ( 15 ) ikke har »fundet anvendelse« på appellanten siden den 16. januar 2016. Rådet har, idet det har henvist til dommen i sagen Abdulrahim mod Rådet og Kommissionen (herefter »Abdulrahim-dommen«) ( 16 ) – som det dog tvivler på kan anvendes i forbindelse med ikke-individuelle restriktive foranstaltninger – gjort gældende, at Bank Mellat ikke vil kunne drage nogen fordel af den foreliggende appel, navnlig på grund af den omtvistede ordnings almene karakter. Der kan ikke forventes nogen ændring af Rådets adfærd. Med hensyn til en eventuel sag om Unionens erstatningsansvar uden for kontraktforhold ville – selv om Domstolen ophævede Rettens dom – selve den omstændighed, at Retten fastslog, at den almene ordning var lovlig, være til hinder for, at betingelsen om en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af EU-retten var opfyldt. Endvidere ville Bank Mellat ikke kunne påberåbe sig nogen skade på sit omdømme netop på grund af den anfægtede ordnings almene karakter, den omstændighed, at appellanten ikke er blevet beskyldt for at have deltaget individuelt i den aktivitet, der modarbejdes, og det forhold, at Bank Mellat samtidig er omfattet af strengere individuelle restriktive foranstaltninger.
22.
Kommissionen har i det væsentlige gjort gældende, at den tvivler på, at Bank Mellat har interesse i at iværksætte appellen, og fremhævet, at de individuelle restriktive foranstaltninger, banken var omfattet af indtil afsigelsen af Domstolens dom i sagen Rådet mod Bank Mellat ( 17 ), var endnu strengere over for den, hvorfor en annullation af den almene ordning, der er tale om inden for rammerne af den foreliggende appel, under alle omstændigheder ikke ville have nogen betydning for appellanten. Denne har i øvrigt indrømmet, at den anfægtede almene ordning ikke har haft nogen reel indvirkning på bankens situation. Den endelige annullation af de individuelle restriktive foranstaltninger over for banken og tilbagetrækningen af den almene ordning har bevirket, at alle de retsvirkninger, Bank Mellat kan have været omfattet af, vil være bortfaldet.
23.
Bank Mellat har henvist til fire forskellige fordele, den stadig ville kunne drage af, at den almene ordning blev annulleret, selv om den har været trukket tilbage siden den 16. januar 2016. For det første har appellanten på grundlag af Abdulrahim-dommen ( 18 ) gjort gældende, at en annullation ville gøre det muligt at forhindre, at Rådet på ny iværksatte eller vedtog lignende foranstaltninger i fremtiden. Dette ville have så meget desto større betydning, som indstillingen af den almene ordning kun er midlertidig. Hvis, for det andet, det blev opnået, at ordningen blev annulleret, ville det betyde, at Bank Mellat bevarede sine muligheder for at anlægge sag om kompenserende erstatning på et senere tidspunkt. For det tredje ville en ophævelse af den almene ordning eller dennes ophør ikke indebære, at Bank Mellat ikke længere var interesseret i, at dens ulovlighed blev fastslået, eftersom virkningerne af en sådan ophævelse eller et sådant ophør ikke er de samme som virkningerne af en annullation ( 19 ). For det fjerde har den almene ordning haft negativ indvirkning på appellantens omdømme på grund af den forbindelse, Rådet i den almene ordning har knyttet mellem bankerne og den nukleare spredning ( 20 ), og en annullation af ordningen ville udgøre en form for ikke-kompenserende erstatning som omhandlet i Abdulrahim-dommen ( 21 ). Endvidere undergraver det forhold, at den almene ordning eksisterer, i høj grad værdien af den dom, hvorved annullationen af de individuelle restriktive foranstaltninger blev stadfæstet. Bank Mellat har ligeledes gjort gældende, at Kommissionens standpunkt, hvorefter den omstændighed, at der på samme tid findes en ordning med angiveligt strengere restriktive foranstaltninger, indebærer, at der ikke er nogen interesse i at anfægte lovligheden af den almene ordning, ikke bekræftes af nogen retspraksis.
2. Bedømmelse
24.
Ifølge retspraksis foreligger der kun søgsmålsinteresse, såfremt en annullation af den anfægtede retsakt i sig selv kan have retsvirkninger, og søgsmålet således med sit resultat kan tilføre parten en fordel ( 22 ). Heraf følger, at det ikke blot er en betingelse for, at søgsmålet kan anses for at kunne antages til realitetsbehandling, at sagsøgeren befinder sig i en særlig situation i forhold til den retsakt, hvis lovlighed han ønsker at anfægte, men også, at en annullation af retsakten kan have positiv indvirkning på hans retsstilling. Den interesse, sagsøgeren skal have, kan ikke alene beskrives som en økonomisk interesse, men også som en retlig interesse eller en interesse i retsbeskyttelse ( 23 ). Det er dette behov eller denne nødvendighed, der begrunder, at en sag kan indbringes for Unionens retsinstanser. Hvis appellanten ikke kan drage nogen fordel af, at hans søgsmål eventuelt antages til realitetsbehandling, er det ikke berettiget, at det forelægges retsinstanserne.
25.
Søgsmålsinteressen, som er den afgørende og grundlæggende betingelse for al rettergang ( 24 ), skal, henset til genstanden for søgsmålet, foreligge på tidspunktet for sagens anlæggelse, idet søgsmålet i modsat fald afvises ( 25 ), og skal på dette tidspunkt være eksisterende og faktisk ( 26 ). Den skal desuden bestå indtil retsafgørelsen, idet det i modsat fald findes ufornødent at træffe afgørelse, hvilket forudsætter, at søgsmålet med sit resultat kan bibringe parten en fordel ( 27 ). Dette gælder ligeledes i forbindelse med en appel ( 28 ).
26.
For at vurdere, om Bank Mellat havde søgsmålsinteresse, da den foreliggende appel blev iværksat, må det for det første klarlægges, hvorledes handlingsplanen faktisk indvirker på de omtvistede retsakter, idet det dog skal tages i betragtning, at Domstolen under alle omstændigheder tidligere har fastslået, at en sagsøgers søgsmålsinteresse ikke nødvendigvis bortfalder, fordi den retsakt, der anfægtes, ophører med at have virkninger under den verserende sag ( 29 ).
27.
Drøftelserne mellem parterne har navnlig drejet sig om, hvorvidt Bank Mellat med føje kunne påberåbe sig den lære, der kan uddrages af Abdulrahim-dommen ( 30 ), i betragtning af – således som Rådet har påpeget – at denne dom blev afsagt på et tidspunkt, hvor en række individuelle restriktive foranstaltninger var blevet ophævet under sagens behandling for Retten. De faktiske omstændigheder, der ligger til grund for den foreliggende appel, adskiller sig fra de faktiske omstændigheder i den sag, der gav anledning til nævnte dom, af to grunde. For det første er den omtvistede ordning en almen ordning og ikke en restriktiv foranstaltning, som rammer Bank Mellat individuelt, fordi denne er opført på listerne over enheder, hvis midler skal indefryses. For det andet klarlagdes i Abdulrahim-dommen ( 31 ), under hvilke omstændigheder sagsøgerens søgsmålsinteresse kan bestå under sagens behandling for Retten, selv om de anfægtede retsakter er blevet ophævet, hvorimod det i det foreliggende tilfælde drejer sig om at afgøre, om Bank Mellat havde søgsmålsinteresse, da appellen blev iværksat.
28.
Jeg mener ikke, at søgsmålsinteressen skal fortolkes forskelligt, alt efter om den omtvistede retsakt udgør en individuel restriktiv foranstaltning eller følger af en mere almen ordning med restriktive foranstaltninger, således som det er tilfældet med den omtvistede ordning. Efter min opfattelse er det eneste, der betyder noget, om appellanten kan drage fordel af søgsmålet. At der skal være tale om en fordel, leder mig også til at mene, at spørgsmålet om, hvorvidt der forelå søgsmålsinteresse, da appellen blev iværksat, ikke nødvendigvis skal afgøres mere restriktivt end i en situation, hvor interessen bortfalder under sagens behandling for Retten. Som begrundelse for at fastslå, at der ikke foreligger søgsmålsinteresse, bør Domstolen med andre ord ikke alene henholde sig til, at retsakten er blevet ophævet, før appellen er blevet iværksat, men også undersøge, om appellanten stadig kan drage fordel af appellen til Domstolen, selv om den institution, der har udstedt den omtvistede retsakt, har foretaget, hvad der undertiden kunne svare til en konfiskation af tvistens genstand.
29.
Efter denne bemærkning skal det nu indledningsvis bestemmes, hvilke virkninger handlingsplanen af 2016 har for den omtvistede ordning, og derpå efterprøves, om Bank Mellat stadig kan påberåbe sig, at den drager en eller anden form for fordel af den foreliggende appel.
a) Handlingsplanens virkninger
30.
Bank Mellats situation i relation til de restriktive foranstaltninger, den rammes af, er følgende: De individuelle restriktive foranstaltninger blev annulleret endeligt, da Domstolen forkastede den af Rådet iværksatte appel, som førte til dom af 18. februar 2016, Rådet mod Bank Mellat ( 32 ), og har, i medfør af handlingsplanen, under alle omstændigheder ikke berørt appellanten siden den 16. januar 2016. Med hensyn til den almene ordning, hvis lovlighed appellanten har anlagt den foreliggende sag for at anfægte, ophørte den ligeledes med at finde anvendelse på Bank Mellat den 16. januar 2016. Appellen blev imidlertid iværksat den 2. august 2016. Således som jeg har anført ovenfor, mener jeg dog ikke, at undersøgelsen af, om der foreligger søgsmålsinteresse, skal begrænses til dette stadium af ræsonnementet.
31.
Handlingsplanen muliggjorde en vis detente i forholdet mellem Den Islamiske Republik Iran og det internationale samfund, som på unionsplan førte til et tilsagn om at »ophæve alle […] sanktioner[ne]« ( 33 ) og »alle […] økonomiske og finansielle restriktive foranstaltninger« ( 34 ) samt at »bringe gennemførelsen af alle Unionens atomrelaterede økonomiske og finansielle sanktioner til ophør« ( 35 ). I artikel 1, nr. 17), i afgørelse 2015/1863 bestemtes det, at de deri omhandlede restriktive foranstaltninger skulle suspenderes. For så vidt angår artikel 1, nr. 15), i forordning 2015/1861 førte den udtrykkeligt til, at artikel 30, 30a, 30b, 31 og 33-35 i forordning nr. 267/2012, som ændret, udgik. Den almene ordning, hvis annullation Bank Mellat havde nedlagt påstand om for Retten, blev således ophævet. I medfør af artikel 1 i afgørelse 2016/37 har afgørelse 2015/1863 og følgelig ( 36 ) forordning 2015/1861 fundet anvendelse siden den 16. januar 2016, hvor suspensionen og ophævelsen af de omhandlede foranstaltninger trådte i kraft.
32.
Om end det bestemmes i de retsakter, hvorved handlingsplanen blev iværksat, at de økonomiske og finansielle restriktive foranstaltninger hæves eller bringes til ophør, fremgår det klart af de samme retsakter, at afgørelsen herom er midlertidig, eftersom »[t]ilsagnet om at ophæve alle Unionens atomrelaterede sanktioner i overensstemmelse med [handlingsplanen] [ikke berører] genindførelsen af Unionens sanktioner, såfremt Iran i væsentlig grad ikke overholder sine tilsagn i henhold til [handlingsplanen]« ( 37 ).
33.
I en sådan sammenhæng mener jeg dog ikke, at der er anledning til at sondre mellem appellantens og enhver anden sagsøgers søgsmålsinteresse, som har nedlagt påstand om annullation af en retsakt, der ophæves under sagens behandling. Rådet kan nemlig »reaktivere« de omtvistede foranstaltninger, hvis forholdet til Den Islamiske Republik Iran forværres. En sådan reaktivering bør dog efter min opfattelse føre til, at der vedtages mindst en ny retsakt, som appellanten derpå i princippet kan anfægte.
34.
Dels er den omstændighed alene, at ophævelsen af den almene ordning kun er midlertidig, således ikke i sig selv tilstrækkelig til at begrunde, at Bank Mellat har søgsmålsinteresse i forbindelse med den foreliggende appel. Dels indebærer det forhold, at den omtvistede ordnings retsvirkninger er ophørt, imidlertid ikke nødvendigvis, at Bank Mellats søgsmålsinteresse er bortfaldet ( 38 ).
b) Konkret bedømmelse af Bank Mellats søgsmålsinteresse
35.
Det fremgår imidlertid af Domstolens praksis, at spørgsmålet om, hvorvidt en sagsøgers søgsmålsinteresse fortsat består, skal bedømmes konkret, idet der bl.a. skal tages hensyn til følgerne af den hævdede ulovlighed og arten af den skade, som angiveligt er lidt ( 39 ). Domstolen har henvist til flere tilfælde, hvor sagsøgeren fortsat har interesse i at påstå en retsakt annulleret. Sagsøgeren kan således bevare en sådan interesse for at opnå en genoprettelse af sin situation, for at udvirke, at den, der har udstedt den anfægtede retsakt, i fremtiden foretager passende ændringer, og dermed forhindre risikoen for gentagelse af den ulovlighed, hvormed den anfægtede retsakt hævdes behæftet, eller for at kunne anvende søgsmålet som grundlag for et eventuelt erstatningssøgsmål ( 40 ).
36.
Derfor drejer det sig nu om meget konkret at afgøre, om Bank Mellat stadig, som banken hævder, kan påberåbe sig, at dens appel kan bibringe den en af disse fordele.
37.
Selv hvis det for det første antages, at handlingsplanens virkninger for den omtvistede ordning kan sammenlignes med virkningerne af en ophævelse, har Domstolen til stadighed gjort det klart, at en sådan ikke er ensbetydende med en anerkendelse af, at den pågældende retsakt er ulovlig, og at den har virkning ex nunc, mens en dom om annullation fjerner, og dermed med tilbagevirkende kraft, retsakten fra retsordenen, idet den således anses for aldrig at have eksisteret ( 41 ). I det foreliggende tilfælde er det en hindring for, at Bank Mellat har søgsmålsinteresse, at den omtvistede ordning ikke har haft nogen indvirkning på bankens situation, fordi ordningen overlappede i forvejen eksisterende individuelle restriktive foranstaltninger. I kronologisk henseende blev Bank Mellat nemlig opført på listerne den 26. juli 2010 ( 42 ), og denne opførelse blev endeligt annulleret den 18. februar 2016, selv om den ophørte med at have virkninger den 16. januar 2016.
38.
De retsakter, hvis ulovlighed Bank Mellat søgte fastslået inden for rammerne af den appellerede dom, omfatter derimod en periode, der løber fra 2012 til den 16. januar 2016.
39.
Hvor de individuelle restriktive foranstaltninger førte til, at appellantens midler blev indefrosset, begrænsede den almene ordning kun overførslen af midler mellem Unionens banker og finansielle institutioner og Iran ved for størstedelens vedkommende at underkaste dem regler om forudgående underretning eller forhåndstilladelse. Bank Mellat kunne som en enhed, der var omfattet af de individuelle restriktive foranstaltninger, under alle omstændigheder ikke stille krav om at kunne foretage nogen overførsel i henhold til betingelserne i de omtvistede retsakter, da undtagelserne fra de restriktioner, som var omhandlet i de individuelle foranstaltninger, var fastsat i retsakterne om indførelse og gennemførelse af disse nævnte foranstaltninger. De betydelige negative følger, Bank Mellat har været ramt af, er således en følge af, at den har været pålagt ulovlige individuelle restriktive foranstaltninger, og ikke af den almene ordning, som efter min vurdering ikke ændrede appellantens retsstilling, fordi den var tidsmæssigt sammenfaldende med de individuelle restriktive foranstaltninger. Bank Mellat synes i øvrigt at anerkende dette, eftersom banken har medgivet, at den »ikke kunne fremlægge noget bevis for de konkrete virkninger af den finansielle embargo, da […] denne foranstaltning rent faktisk ikke havde nogen indvirkning på grund af den ulovlige udpegning« ( 43 ).
40.
For det andet er det under disse særlige omstændigheder lige så vanskeligt at begrunde, at Bank Mellat fortsat har søgsmålsinteresse, i den omstændighed, at en fastslåelse af, at den almene ordning er ulovlig, kunne repræsentere en mulighed for oprejsning eller erstatning for den lidte skade ( 44 ), og det af to væsentlige grunde.
41.
For det første indebærer denne ordning – i modsætning til, hvad Bank Mellat har gjort gældende – ikke en individuel beskyldning mod banken, eftersom den ikke har været omfattet af ordningen som en sanktion for en konkret angivet individuel adfærd fra dens side eller for en mistanke om, at den har deltaget i nuklear spredning. Jeg er – på samme måde som Rådet og på linje med, hvad Domstolen har fastslået ( 45 ) – snarere tilbøjelig til at mene, at den omtvistede ordning blev indført for at forebygge anvendelse af midler overført gennem banker såsom appellanten, der kunne bidrage til nuklear spredning, herunder uden de pågældende bankers viden. Jeg mener derfor ikke, at den omtvistede ordning i sig selv har kunnet medføre nogen form for krænkelse af Bank Mellats omdømme, som kan sammenlignes med den, der var tale om i Abdulrahim-sagen ( 46 ), og med hensyn til hvilken det var bydende nødvendigt, at den i givet fald kunne give anledning til erstatning.
42.
For det andet er ovennævnte konstatering af, at den almene ordning ikke har haft nogen virkninger for appellanten, under alle omstændigheder til hinder for, at der kan påvises en sådan skade, som dennes omdømme skulle have lidt.
43.
For det tredje er det ligeledes på grund af de ovenstående betragtninger, at jeg ikke mener, at Domstolen kan fastslå, at Bank Mellat har søgsmålsinteresse med den begrundelse, at en fastslåelse af, at den almene ordning er ulovlig, kunne danne grundlag for et eventuelt erstatningssøgsmål. Selv om jeg ikke kan tilslutte mig Rådets argument om, at selve eksistensen af den dom, hvorved Retten frifandt Rådet i den sag, appellanten havde anlagt til prøvelse af de omtvistede retsakter, er tilstrækkelig til at fastslå, at den betingelse om en tilstrækkeligt kvalificeret overtrædelse af EU-retten, der skal være opfyldt for, at Unionen ifalder erstatningsansvar uden for kontraktforhold, under alle omstændigheder ikke er opfyldt i det foreliggende tilfælde, må det dog konstateres, at udsigten til, at der gives medhold i et eventuelt erstatningssøgsmål, på grund af de omtvistede retsakters manglende retsvirkninger for banken ikke kan udgøre en »fordel«, som denne ville kunne drage som omhandlet i Domstolens praksis vedrørende søgsmålsinteresse.
44.
Tilbage står, for det fjerde, den sidste mulighed, nemlig den, hvorefter det bør fastslås, at Bank Mellat fortsat har søgsmålsinteresse, for at foranledige Rådet til at foretage passende ændringer og dermed forhindre en gentagelse af den ulovlighed, hvormed de anfægtede retsakter hævdes behæftet ( 47 ). Jeg mener, at formuleringen af denne af Domstolen fastslåede mulighed er for bred. Enhver part har nemlig objektivt betragtet interesse i, at en ulovlighed ikke gentages, og den manglende gentagelse udgør en opnåelig fordel, som kan foreligge i en hvilken som helst konfiguration. At muligheden er formuleret så bredt, vil på længere sigt føre til, at Domstolen ophører med at lade det få betydning for sagen, at tvistens genstand er bortfaldet. Af denne grund bør det kræves, at sagsøgeren klart påviser, at der er fare for, at den påberåbte ulovlighed gentages. At indførelsen af den omtvistede ordning ikke berørte Bank Mellats rettigheder, betyder efter min opfattelse, at betingelsen om, at der skal foreligge risiko for gentagelse, ikke er opfyldt. Da ophævelsen af de restriktive foranstaltninger over for Den Islamiske Republik Iran er af midlertidig karakter, er det ganske vist rigtigt, at risikoen for, at de indføres på ny, består, således som appellanten har hævdet. Hvis foranstaltningerne reaktiveres, vil det imidlertid være første gang, at Bank Mellat oplever de konkrete følger.
45.
Af ovennævnte grunde som helhed drager jeg principalt den konklusion, at det skal fastslås, at appellanten ikke har interesse i at iværksætte appellen, og at denne må afvises. De følgende betragtninger fremsættes derfor kun subsidiært og er nødvendigvis mere kortfattede.
B. Subsidiært: den fortsatte beståen af Bank Mellats søgsmålsinteresse under sagens behandling for Retten
46.
Skønt jeg netop har konkluderet, at Bank Mellat savner søgsmålsinteresse i forbindelse med den foreliggende appel, kunne spørgsmålet om, hvorvidt bankens søgsmålsinteresse vedblev med at bestå inden for rammerne af det annullationssøgsmål, der blev anlagt ved Retten, rejse sig som et indledende punkt, hvis Domstolen ikke deler min opfattelse.
47.
Hvad dette angår er det overraskende, at skønt Rettens dom blev afsagt den 2. juni 2016, og der heri henvises til Domstolens dom af 18. februar 2016, hvorved annullationen af de individuelle restriktive foranstaltninger, som appellanten var omfattet af ( 48 ), blev stadfæstet, og den indeholder en specifik redegørelse for spørgsmålet om, hvorvidt appellanten havde søgsmålsinteresse på tidspunktet for indgivelsen af søgsmålet ( 49 ), henviser Retten på ingen måde til handlingsplanen, som fik fuld virkning den 16. januar 2016.
48.
At virkningerne af denne plan ikke blev taget i betragtning, undergraver sammen med bemærkningen om, at sagsøgeren reelt havde været underlagt den omtvistede ordning med samtlige restriktioner fra den 18. februar 2016 ( 50 ), Rettens ræsonnement vedrørende appellantens søgsmålsinteresse, hvis eksistens ikke blot på tidspunktet for indgivelsen af søgsmålet, men ligeledes under hele behandlingen af sagen, det påhvilede Retten at efterprøve, om nødvendigt ex officio.
49.
Hvad dette angår er det først som svar på et spørgsmål til mundtlig besvarelse fra Domstolen, at parterne endelig har taget stilling til Rettens manglende hensyntagen til handlingsplanens indvirkning på Bank Mellats søgsmålsinteresse under sagens behandling for Retten. Om end de, i det væsentlige, samstemmende finder, at Retten netop ikke tog denne indvirkning i betragtning, eller er i tvivl om, hvorvidt den gjorde det, har kun Bank Mellat gjort gældende – idet den har henvist til de i Abdulrahim-dommen ( 51 ) fastlagte principper – at Retten under alle omstændigheder burde have fastslået, at Bank Mellat fortsat havde interesse i et søgsmål for den på grund af de fordele, den stadig kunne drage af et sådant. Ifølge Bank Mellat medførte annullationen af de restriktive foranstaltninger ex nunc, at den havde været omfattet af den almene ordning siden dennes ikrafttræden.
50.
Det samme ræsonnement som det, jeg foretog ved vurderingen af, om Bank Mellat havde søgsmålsinteresse, da appellen blev iværksat, foranlediger mig imidlertid til at konkludere, at denne interesse bortfaldt under sagens behandling for Retten, eftersom det forhold, at den omtvistede ordning som følge af handlingsplanen sammen med det tidsmæssige sammenfald mellem den individuelle og den almene ordning ikke havde nogen reel indvirkning på appellantens retsstilling, er til hinder for at antage, at Bank Mellat kunne drage nogen form for fordel af sit søgsmål for Retten.
51.
Den appellerede dom er således behæftet med endnu en retlig fejl i præmis 77, idet det var fejlagtigt, at Retten fandt, at »konstateringen af, at sagsøgeren i den foreliggende sag manglede søgsmålsinteresse i forhold til den anfægtede forordnings artikel 1, nr. 15), [ville] medføre en tilsidesættelse af sagsøgerens ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, da sagsøgeren ville være underlagt virkningerne af den omtvistede ordning, når de individuelle restriktive foranstaltninger over for denne måtte forsvinde endeligt, men ikke ville kunne nedlægge påstand om annullation af den anfægtede forordnings artikel 1, nr. 15), fordi søgsmålsfristen var udløbet«. I modsætning til, hvad Retten anførte, kunne en annullation af denne artikel ikke få retsvirkninger for Bank Mellat ( 52 ).
52.
Hvis Domstolen måtte finde, at appellen kan antages til realitetsbehandling, bør den derfor ophæve den appellerede dom på grund af den grundlæggende retlige fejl, den indeholder med hensyn til vurderingen af, om Bank Mellat havde søgsmålsinteresse efter ikrafttrædelsen af handlingsplanen, og selv fastslå, at det er ufornødent at træffe afgørelse om appellantens annullationssøgsmål i overensstemmelse med den retspraksis, hvortil der henvises i punkt 24 i dette forslag til afgørelse.
C. Mere subsidiært
1. Det fjerde og det femte appelanbringende om retlige fejl ved vurderingen af betingelserne i artikel 263, stk. 4, TEUF og af Rettens kompetence
a) Det fjerde anbringende om retlige fejl ved vurderingen af betingelserne i artikel 263, stk. 4, TEUF
1) Den appellerede dom
53.
I den appellerede doms præmis 44 ff. efterprøvede Retten, om Bank Mellat opfyldte de i artikel 263, stk. 4, TEUF fastsatte betingelser for, at bankens søgsmål kunne antages til realitetsbehandling. Efter at have kvalificeret artikel 1, nr. 15), i forordning nr. 1263/2012 som en regelfastsættende retsakt ( 53 ) gav Retten en sammenfatning af betingelserne i artikel 263, stk. 4, TEUF, således som de er fastslået i retspraksis. Den bemærkede i denne henseende, at et søgsmål til prøvelse af en sådan retsakt kunne antages til realitetsbehandling på betingelse af, at den berørte Bank Mellat umiddelbart, og at den ikke overlod et skøn til de adressater for retsakten, der skulle gennemføre den ( 54 ). Endvidere må en regelfastsættende retsakt, som har umiddelbar indvirkning på en fysisk eller juridisk persons retsstilling, ikke kræve gennemførelsesforanstaltninger for at kunne anfægtes ved Unionens retsinstanser ( 55 ).
54.
Efter at have redegjort for grundlaget for den bedømmelse, den skulle foretage, undersøgte Retten bestemmelserne i artikel 1, stk. 15), i forordning nr. 1263/2012 hver for sig. Den fandt indledningsvis, at Bank Mellat som et finansieringsinstitut hjemmehørende i Iran ikke var umiddelbart berørt af artikel 30a i forordning nr. 267/2012, som ændret, og at søgsmålet ikke kunne antages til realitetsbehandling for så vidt angår denne bestemmelse ( 56 ). Derpå fandt den, at artikel 30b, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 267/2012, som ændret, tillagde nationale myndigheder, der havde modtaget en anmodning om tilladelse til overførsel, en skønsbeføjelse med hensyn til at afgøre, om den ønskede overførsel kunne indebære overtrædelse af andre bestemmelser i den pågældende forordning, og at Bank Mellat derfor ikke kunne påberåbe sig at være umiddelbart berørt af den nævnte artikel 30b, stk. 3, første afsnit, som desuden omfattede gennemførelsesforanstaltninger. Det blev derfor fastslået, at Bank Mellats søgsmål ikke kunne antages til realitetsbehandling for så vidt angår artikel 30b, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 267/2012, som ændret ( 57 ).
55.
Derefter fastslog Retten, at artikel 1, stk. 15), i forordning nr. 1263/2012 berørte Bank Mellat umiddelbart uden at omfatte gennemførelsesforanstaltninger i tre andre henseender: artikel 30, stk. 1 (hvori der fastsættes et forbud mod overførsler, hvortil der ikke kan gives tilladelse), artikel 30, stk. 3, litra a), i sammenhæng med artikel 30, stk. 5 (hvori der for visse overførsler fastsættes en forpligtelse til forudgående underretning, som ikke er underlagt de kompetente nationale myndigheders vurdering), og artikel 30, stk. 3, litra b) og c), i sammenhæng med artikel 30, stk. 5 (hvori der fastsættes en forpligtelse, som ikke er underlagt de kompetente nationale myndigheders vurdering, og som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger, til at indlede en procedure vedrørende tilladelse til overførsler, der overstiger en vis grænseværdi) i forordning nr. 267/2012, som ændret ( 58 ).
56.
Retten afgjorde følgelig, at Bank Mellats søgsmål kunne antages til realitetsbehandling, i det omfang det var rettet mod de tre bestemmelser, hvortil der henvises i det foregående punkt ( 59 ).
2) Sammenfatning af parternes argumenter
57.
Bank Mellat har i det væsentlige gjort gældende, at Retten for så vidt angår artikel 30a i forordning nr. 267/2012, som ændret, ikke fortolkede betingelsen om, at sagsøgeren er umiddelbart berørt som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF, korrekt. Banken har gjort gældende, at Retten ikke kunne anskue den nævnte bestemmelse separat i relation til denne betingelse, eftersom det var den omtvistede ordning som helhed, banken var umiddelbart berørt af. En undersøgelse af artikel 30a i sammenhæng med forordningens artikel 30 burde have foranlediget Retten til at fastslå, at artikel 30a supplerede artikel 30, og at der var tale om komplementære bestemmelser. Under alle omstændigheder burde vurderingen i relation til artikel 30a i forordning nr. 267/2012, selv om denne var blevet anskuet separat, have ført til, at det blev fastslået, at Bank Mellat faktisk var umiddelbart berørt af denne bestemmelse.
58.
Bank Mellat har ligeledes anfægtet den vurdering, der foranledigede Retten til at finde, at søgsmålet ikke kunne antages til realitetsbehandling, for så vidt som det var rettet mod artikel 30b, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 267/2012, som ændret. Ifølge Bank Mellat berører denne artikel banken umiddelbart, eftersom den i den sammenhæng, hvori den bør betragtes, udgør en central bestemmelse i den almene ordning, der fastsættes i artikel 1, nr. 15), i forordning nr. 1263/2012, og eftersom den giver de nationale myndigheder beføjelse til at forbyde transaktioner, hvilket svækker bankens forretningsmæssige stilling. De pågældende myndigheder har ikke nogen skønsbeføjelse i henhold til denne bestemmelse, som skal anvendes automatisk, idet den skønsbeføjelse, der eventuelt kan konstateres at foreligge, først kan udøves på et senere stadium. Artikel 30b, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 267/2012, som ændret, omfatter ikke nogen gennemførelsesforanstaltninger, idet den tillægger de nationale myndigheder en skønsbeføjelse umiddelbart og automatisk og således har retsvirkninger, uden at disse kræver en mellemkommende retsakt. Bank Mellat har påpeget, at banken ikke bør befinde sig i en situation, hvor den for at anfægte en bestemmelse og få adgang til en domstol vil være nødt til at overtræde bestemmelserne.
59.
Subsidiært har Bank Mellat gjort gældende, at banken for Retten påberåbte sig, at den i sin egenskab af medlem af en af ordningen omfattet kategori var individuelt berørt af den almene ordning, hvilken Retten enten ikke prøvede eller i det mindste implicit afviste.
60.
Endelig har Bank Mellat gjort gældende, at den omstændighed, at Retten undersøgte bestemmelserne hver for sig, førte til, at den foretog en fejlagtig bedømmelse af, om betingelserne i artikel 263, stk. 4, TEUF var opfyldt, og begrænsede den retlige prøvelse til kun at omfatte visse bestemmelser. Selv om Retten kunne anskue den almene ordnings forskellige bestanddele hver for sig, burde den have konkluderet, at de er snævert forbundne og ikke kan adskilles fra hinanden i tilfælde af annullation.
61.
Rådet, Kommissionen og Det Forenede Kongerige finder, at Rettens undersøgelse af, om betingelserne i artikel 263, stk. 4, TEUF var opfyldt, ikke indeholder nogen retlig fejl for så vidt angår artikel 30a og 30b, stk. 3, i forordning nr. 267/2012, som ændret. Det Forenede Kongerige har dog som svar på et spørgsmål fra Domstolen anført, at Retten burde have fastslået, dels at Bank Mellats søgsmål var rettet mod en lovgivningsmæssig og ikke en regelfastsættende retsakt, dels at søgsmålet i det hele ikke kunne antages til realitetsbehandling, også for så vidt som det var rettet mod de øvrige bestanddele af den almene ordning, der er indeholdt i artikel 1, nr. 15), i forordning nr. 1263/2012, da Bank Mellat ikke havde nogen umiddelbar og individuel interesse heri.
3) Bedømmelse
62.
Indledningsvis skal det bemærkes, at appellanten ikke har anfægtet Rettens kvalificering af forordning nr. 1263/2012 som en »regelfastsættende retsakt« som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF ( 60 ). Det er derfor ikke fornødent at komme nærmere ind på dette spørgsmål, og den følgende bedømmelse går ud fra den antagelse, at der rent faktisk er tale om en regelfastsættende retsakt.
63.
I relation til en sådan retsakt skal to betingelser ifølge artikel 263, stk. 4, TEUF være opfyldt, for at et annullationssøgsmål kan antages til realitetsbehandling: Sagsøgeren skal være umiddelbart berørt af den anfægtede retsakt, og denne må ikke omfatte gennemførelsesforanstaltninger.
64.
Parterne har drøftet hensigtsmæssigheden af at undersøge, om de to betingelser var overholdt, ved at anskue de forskellige bestanddele af den omtvistede ordning hver for sig i stedet for at betragte dem samlet, således som Bank Mellat ønsker. Det skal bemærkes, at bankens søgsmål for Retten var kendetegnet af, at den formelt kun anfægtede en enkelt bestemmelse – artikel 1, nr. 15), i forordning nr. 1263/2012 – som i sig selv indeholder tre artikler, der består i henholdsvis seks, tre og fem stykker samt adskillige led. Den undersøgelsesmetode, som Retten fulgte, mener jeg var fuldt berettiget under disse omstændigheder, hvilket jeg forklarer mod slutningen af min bedømmelse.
65.
Rettens ræsonnement vedrørende artikel 30a i forordning nr. 267/2012, som ændret, synes ikke at være behæftet med nogen retlig fejl. Det bestemmes udtrykkeligt i denne artikel, at den omfatter situationer, der falder uden for bl.a. det personelle anvendelsesområde for forordningens artikel 30 ( 61 ). Det står klart, at Bank Mellat i sin egenskab af bank med hjemsted i Iran var omfattet af det almene forbud mod overførsel af midler i artikel 30, stk. 1, litra a), i forordning nr. 267/2012, som ændret, og følgelig ikke var omfattet af de i forordningens artikel 30a fastsatte foranstaltninger. En part, som ikke er omfattet af anvendelsesområdet for en bestemmelse, kan næppe påvise, at den er umiddelbart berørt af bestemmelsen som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF. Bank Mellats argument om, at Retten burde have anskuet denne betingelse i relation til samtlige bestemmelser i artikel 1, nr. 15), i forordning nr. 1263/2012, er under alle omstændigheder virkningsløst, fordi artikel 30a i forordning nr. 267/2012, som ændret, ikke havde nogen indvirkning på bankens retsstilling.
66.
Hvad angår artikel 30b, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 267/2012, som ændret, har den til formål at angive, under hvilke betingelser den almene regel, der fastsættes i samme forordnings artikel 30 ( 62 ) – dvs. et principielt forbud mod overførsler, hvortil der er knyttet en ordning med undtagelser, der kræver forudgående underretning og forhåndstilladelse – konkret skal anvendes. Det hedder således i bestemmelsen, at »de kompetente myndigheder på de vilkår, som de skønner hensigtsmæssige, [giver] tilladelse, medmindre de har rimelig grund til at fastslå, at den overførsel af pengemidler, der anmodes om tilladelse til, kunne være i strid med et af forbuddene eller forpligtelserne i [forordning nr. 267/2012, som ændret]«. Artikel 30b, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 267/2012, som ændret, gør således i alle tilfælde de påtænkte overførsler betinget af, at de nationale myndigheder automatisk har udstedt en tilladelse, fordi de ikke nærer mistanke om, at de regler, som er fastsat i den omtvistede ordning, søges omgået, idet de samme myndigheder efter at have udøvet deres skønsbeføjelse i modsat fald har givet afslag.
67.
Med hensyn til den betingelse, der skal være opfyldt ifølge artikel 263, stk. 4, TEUF, og hvorefter sagsøgeren skal være umiddelbart berørt af den retsakt, han ønsker at anfægte, har jeg på grund af deres uadskillelighed svært ved at finde, at betingelsen er opfyldt for så vidt angår den almene bestemmelse på den ene side – dvs. artikel 30 i forordning nr. 267/2012, som ændret – og ikke for så vidt angår den bestemmelse, som indeholder de konkrete regler – dvs. nævnte forordnings artikel 30b, stk. 3, første afsnit – på den anden side. Jeg må derfor medgive, at jeg har visse forbehold over for Rettens stillingtagen på dette punkt, idet det forekommer mig, at den fortolkede to betingelser samlet, selv om de er forskellige, da den fandt, at appellanten ikke kunne være umiddelbart berørt som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF, eftersom der ifølge artikel 30b, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 267/2012, som ændret, kræves en afgørelse truffet af de nationale myndigheder.
68.
Denne nye retlige fejl kan dog være uden betydning, hvis det under alle omstændigheder skal bekræftes, at artikel 30b, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 267/2012, som ændret, er en bestemmelse, der omfatter gennemførelsesforanstaltninger. Jeg vil derfor nu undersøge den anden betingelse, hvortil der henvises i artikel 263, stk. 4, in fine TEUF.
69.
Ifølge Domstolens praksis, som nu er blevet fast, og hvortil der senest er blevet henvist i dommen i sagen Industrias Quimicas del Vallés mod Kommissionen ( 63 ) og i dommen i sagen European Union Copper Task Force mod Kommissionen ( 64 ), skal udtrykket »som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger« i det væsentlige fortolkes i lyset af formålet med artikel 263, stk. 4, TEUF, der består i at forhindre, at en borger skal overtræde retsreglerne for at kunne få adgang til en dommer. Når en regelfastsættende retsakt omfatter gennemførelsesforanstaltninger, er domstolskontrollen med overholdelsen af Unionens retsorden sikret, uanset om nævnte foranstaltninger hidrører fra Unionen eller medlemsstaterne, og borgerne er derfor beskyttet mod anvendelsen af den pågældende retsakt, da de gennemførelsesforanstaltninger, som den omfatter, kan anfægtes. Når gennemførelsen af den omhandlede retsakt påhviler medlemsstaterne, kan borgerne påberåbe sig den grundlæggende retsakts ugyldighed for de nationale domstole og foranledige disse til at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål i henhold til artikel 267 TEUF. Med henblik på vurderingen af spørgsmålet om, hvorvidt en regelfastsættende retsakt omfatter gennemførelsesforanstaltninger, skal der derfor tages udgangspunkt i situationen for den person, der påberåber sig søgsmålsretten i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF. Endvidere skal der udelukkende tages udgangspunkt i søgsmålets genstand, og det er uden betydning, om de pågældende foranstaltninger virker automatisk eller ej.
70.
På baggrund af denne retspraksis er jeg tilbøjelig til at mene, at hvis det er hensynet til at sikre Bank Mellat en effektiv retsbeskyttelse, der skal være ledende for min fortolkning af den sidste betingelse, der skal være opfyldt ifølge artikel 263, stk. 4, TEUF, forekommer den konklusion, Retten nåede frem til, og hvorefter der lægges vægt på, at en tilladelse til eller i givet faldet et forbud imod den ønskede overførsel forudsætter en afgørelse truffet af de nationale myndigheder, rimelig, eftersom appellanten i et sådant tilfælde ville have haft fuld frihed til at anfægte en national afgørelse om at nægte den ønskede overførsel for de nationale retsinstanser uden i dette øjemed at være nødsaget til at overtræde EU-retten.
71.
Stadfæstelsen af konklusionen om, at søgsmålet måtte afvises, for så vidt som det var rettet mod artikel 30b, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 267/2012, styrker det synspunkt, at Retten fulgte en tilfredsstillende fremgangsmåde, da den anskuede hver enkelt bestemmelse for sig i relation til artikel 263, stk. 4, TEUF. Hvad skulle den nemlig have lagt størst vægt på, hvis den skulle have taget stilling til, om betingelserne i denne artikel var opfyldt for så vidt angår artikel 1, nr. 15), i forordning nr. 1263/2012 som helhed: at Bank Mellats søgsmål klart opfyldte betingelserne i relation til artikel 30 i forordning nr. 267/2012, som ændret, eller skulle den tværtimod have fastslået, at søgsmålet ikke kunne antages til realitetsbehandling som helhed på grund af tilstedeværelsen af to i denne henseende problematiske bestemmelser, hvoraf den ene ikke berørte appellanten umiddelbart (forordningens artikel 30a), mens den anden omfattede gennemførelsesforanstaltninger (samme forordnings artikel 30b, stk. 3, første afsnit)? Det er ikke let at besvare dette spørgsmål, og den løsning, Retten i sidste ende valgte, fremstår velovervejet, eftersom den både tog hensyn til Bank Mellats adgang til at indbringe søgsmål og sikrede en sammenhængende anvendelse ( 65 ) af betingelserne i artikel 263, stk. 4, TEUF.
72.
Det fjerde anbringende må følgelig forkastes.
b) Det femte anbringende om en retlig fejl ved fortolkningen af Rettens kompetence
1) Den appellerede dom
73.
I den appellerede doms præmis 25 ff. undersøgte Retten, om den havde kompetence til at træffe afgørelse om Bank Mellats tredje påstand om, at det blev fastslået, at artikel 1, nr. 6), i afgørelse 2012/635 ikke fandt anvendelse på appellanten ( 66 ). Efter at have gengivet ordlyden af artikel 263, stk. 4, TEUF, artikel 275 TEUF og artikel 277 TEUF, fandt den, at artikel 1, nr. 6), i afgørelse 2012/635 udgjorde en bestemmelse vedrørende FUSP som omhandlet i artikel 275 TEUF ( 67 ). Den påpegede, at undtagelsen fra reglen om Domstolens kompetence i artikel 275 TEUF som en sådan skulle fortolkes indskrænkende. Derpå fastslog den, at foranstaltningerne i artikel 1, nr. 6), i afgørelse 2012/635 var almene, og at deres anvendelsesområde var fastlagt under henvisning til objektive kriterier og ikke under henvisning til fysiske eller juridiske personer, og at der følgelig ikke var tale om en afgørelse, der fastsætter restriktive foranstaltninger over for fysiske eller juridiske personer som omhandlet i artikel 275 stk. 2, TEUF ( 68 ). Derpå bemærkede Retten, at appellanten havde fremsat ulovlighedsindsigelsen inden for rammerne af et annullationssøgsmål til prøvelse af artikel 1, nr. 15), i forordning nr. 1263/2012, som har til formål at gennemføre artikel 1, nr. 6), i afgørelse 2012/635 inden for EUF-traktatens område ( 69 ). Ifølge Retten udgør artikel 1, nr. 15), imidlertid ikke en afgørelse, der fastsætter restriktive foranstaltninger over for fysiske eller juridiske personer som omhandlet i artikel 275, stk. 2, TEUF, da den finder anvendelse på objektivt bestemte situationer og har retsvirkninger for generelt og abstrakt fastlagte persongrupper, og da gennemførelsen af den heller ikke følger af en vurdering af de særlige omstændigheder, der knytter sig til den enkelte berørte virksomhed ( 70 ). Følgelig var ulovlighedsindsigelsen vedrørende artikel 1, nr. 6), i afgørelse 2012/635 ikke fremsat til støtte for et annullationssøgsmål til prøvelse af en afgørelse, der fastsætter restriktive foranstaltninger over for fysiske eller juridiske personer som omhandlet i artikel 275, stk. 2, TEUF ( 71 ). På denne baggrund erklærede Retten sig inkompetent til at træffe afgørelse om ulovlighedsindsigelsen vedrørende artikel 1, nr. 6), i afgørelse 2012/635 ( 72 ). Den bemærkede dog i forlængelse heraf, at undtagelsen vedrørende Unionens retsinstansers kompetence i henhold til artikel 275 TEUF ikke går så vidt som til, at det ikke er muligt at kontrollere lovligheden af en retsakt, som er vedtaget i henhold til artikel 215 TEUF, og som ikke henhører under FUSP, men hvor vedtagelsen forudsætter en forudgående vedtagelse af en afgørelse vedrørende FUSP, såsom artikel 1, nr. 15), i forordning nr. 1263/2012. Retten fastslog følgelig, at den havde kompetence til at træffe afgørelse om den første og den anden af Bank Mellats påstande, som vedrørte denne bestemmelse ( 73 ).
2) Parternes argumenter og bedømmelse
74.
Bank Mellat har i det væsentlige kritiseret Retten for at have en alt for formalistisk og snæver opfattelse af sin egen kompetence, som ikke er forenelig med formålet med ordningen for en effektiv domstolsbeskyttelse. Da Bank Mellat mener, at den er umiddelbart berørt af den omtvistede ordning, uden at der, for at dette kan være tilfældet, skal foreligge gennemførelsesforanstaltninger, skal det efterprøves, om foranstaltningerne er af individuel karakter som omhandlet i artikel 275 TEUF, navnlig fordi der rent faktisk er tale om foranstaltninger, der er indført over for juridiske personer, som appellanten er en del af. Bank Mellat har ligeledes gjort gældende, at der i selve artikel 1, nr. 6), i afgørelse 2012/635 fastsættes sådanne foranstaltninger, hvilket giver tilstrækkeligt grundlag for, at Retten har kompetence til at træffe afgørelse om appellantens ulovlighedsindsigelse. Subsidiært har Bank Mellat gjort gældende, at artikel 1, nr. 15), i forordning nr. 1263/2012 klart udgør en restriktiv foranstaltning, at lovligheden af denne artikel kan anfægtes, og at det bør fastslås, at der kan indbringes et særskilt søgsmål til prøvelse af artikel 1, nr. 6), i afgørelse 2012/635 på grundlag af artikel 277 TEUF på grund af den direkte retlige forbindelse mellem disse to omtvistede bestemmelser.
75.
Rådet, Kommissionen og Det Forenede Kongerige finder, at dette anbringende bør forkastes.
76.
Afgørelse 2012/635 har som retsgrundlag artikel 29 TEU, som er en af bestemmelserne i kapitel 2 i afsnit V i denne traktat. På denne baggrund forekommer afgørelsen rent faktisk at være omfattet af anvendelsesområdet for den udelukkelse, der fastsættes i artikel 275, stk. 1, TEUF, hvorfor Unionens retsinstanser som udgangspunkt ikke har kompetence til at træffe afgørelse om lovligheden eller gyldigheden af en sådan afgørelse. Det bestemmes imidlertid i artikel 275, stk. 2, TEUF, at Unionens retsinstanser ikke desto mindre har kompetence til at kontrollere lovligheden af »afgørelser om restriktive foranstaltninger over for fysiske eller juridiske personer vedtaget af Rådet på grundlag af afsnit V, kapitel 2«, i traktaten om Den Europæiske Union. Bank Mellat har gjort gældende, at der i artikel 1, nr. 6), i afgørelse 2012/635 netop fastsættes sådanne foranstaltninger, og at Retten derfor burde have erklæret sig kompetent til at træffe afgørelse om den ulovlighedsindsigelse, som banken havde rejst for den.
77.
Den fortolkning, som Bank Mellat mener, at Domstolen skal anlægge af den nævnte artikel 275, stk. 2, TEUF, forekommer mig at gøre denne bestemmelse betydningsløs. Det er klart, at artikel 275, stk. 2, TEUF som en bestemmelse, der fastsætter en undtagelse vedrørende Unionens retsinstansers kompetence, skal fortolkes indskrænkende – hvilket Retten i øvrigt erindrede om. Imidlertid forsøger Bank Mellat ved at hævde, at artikel 1, nr. 6), i afgørelse 2012/635 er en bestemmelse, hvori der fastsættes restriktive foranstaltninger over for fysiske eller juridiske personer som omhandlet i artikel 275, stk. 2, TEUF, i betydelig grad at mindske rækkevidden af den udelukkelse, der fastsættes i denne bestemmelses stk. 1. Forskellen mellem karakteren af henholdsvis den foranstaltning, Bank Mellat blev ramt af individuelt, og som gav anledning til Domstolens dom af 18. februar 2016 ( 74 ), og de foranstaltninger, det drejer sig om i den foreliggende appelsag, er et glimrende eksempel på den sondring, der skal foretages ved anvendelsen af artikel 275, stk. 2, TEUF. Unionens retsinstanser er således ikke kompetente, når der er tale om restriktive foranstaltninger i udtrykkets almene betydning. Desuden skal foranstaltningerne være individuelle.
78.
Domstolen bekræftede for første gang denne fortolkning i dommen i sagen Gbagbo m.fl. mod Rådet ( 75 ), hvori den fastslog, at »for så vidt som det angår de retsakter, der er vedtaget på grundlag af bestemmelserne vedrørende [FUSP], er det disse retsakters individuelle karakter, der i overensstemmelse med artikel 275, stk. 2, TEUF og artikel 263, stk. 4, TEUF giver adgang til Unionens retsinstanser«.
79.
Den omtalte forskel kan yderligere eksemplificeres ved at sammenligne bestemmelserne i afgørelse 2012/635. Artikel 1, nr. 6), i afgørelse 2012/635 har til formål at etablere en almen ordning med restriktive foranstaltninger, der uden forskel på de i bestemmelsen angivne betingelser rammer banker hjemmehørende i Iran på grundlag af et generelt kriterium, uden at det foreholdes de pågældende banker, at de deltager i nuklear spredning. Denne artikel er omfattet af udelukkelsen i artikel 275, stk. 1, TEUF. Derimod er artikel 2 i afgørelse 2012/635, der supplerer listen over personer og enheder, som er involveret i nukleare aktiviteter eller i aktiviteter vedrørende ballistiske missiler, og personer og enheder, der støtter Irans regering, efter min opfattelse omfattet af artikel 275, stk. 2, TEUF på grund af de pågældende foranstaltningers individuelle karakter.
80.
Den appellerede doms præmis 33, hvori Retten påviste, at artikel 1, nr. 6), i afgørelse 2012/635 har til formål at fastsætte foranstaltninger af almen karakter ( 76 ), og derpå fastslog, at den savnede kompetence, fremstår følgelig uden nogen retlig fejl.
81.
Mere overraskende er det følgende trin i Rettens ræsonnement i præmis 35 og 36, hvori den fastslog, at artikel 1, nr. 15), i forordning nr. 1263/2012 »ikke [er] en afgørelse, der fastsætter restriktive foranstaltninger […] som omhandlet i artikel 275, stk. 2, TEUF«. Denne bemærkning er ikke relevant, da det var den stilling, artikel 1, nr. 6), i afgørelse 2012/635 indtager i relation til artikel 275 TEUF, Retten skulle afklare. Denne retlige fejl er dog uden betydning for den korrekte konklusion, som Retten nåede frem til i dommens præmis 38.
82.
På denne baggrund må det femte anbringende forkastes.
2. Anbringenderne vedrørende appellens realitet
a) Det første anbringende om en retlig fejl ved fortolkningen og anvendelsen af kravet om nødvendighed som omhandlet i artikel 215, stk. 1, TEUF
83.
Appellanten har med dette anbringende gjort gældende, at Retten fortolkede artikel 215, stk. 1, TEUF forkert og behæftede dommen med en »selvstændig materiel fejl«. Ifølge appellanten var det fejlagtigt, at Retten fastslog, at det krav om nødvendighed, som er indeholdt i artiklen, ikke vedrører forholdet mellem den retsakt, der er vedtaget på dette grundlag, og det forfulgte FUSP-formål.
84.
Det bestemmes i artikel 215, stk. 1, TEUF, at »såfremt en afgørelse, der er vedtaget på grundlag af kapitel 2 i afsnit V i traktaten om Den Europæiske Union, tager sigte på helt eller delvis at afbryde eller indskrænke de økonomiske og finansielle forbindelser med et eller flere tredjelande, vedtager Rådet de nødvendige foranstaltninger med kvalificeret flertal på fælles forslag af Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Kommissionen. […]«.
85.
Bortset fra, at appellantens kvalificering af den fejl, Retten beskyldes for at have begået, ikke forekommer korrekt ( 77 ), synes det ud fra selve ordlyden af artikel 215, stk. 1, TEUF klart, at det nødvendighedsforhold, den etablerer, rent faktisk er mellem FUSP-afgørelsen og den retsakt, som efterfølgende er vedtaget. Retten skulle følgelig i givet fald efterprøve, om artikel 1, nr. 15), i forordning nr. 1263/2012 udgjorde en foranstaltning, der var nødvendig for at gennemføre afgørelse 2012/635, herunder navnlig denne afgørelses artikel 1, nr. 6). Det var derfor med føje, at Retten i den appellerede dom præmis 87 fastslog, at »[h]envisningen til »nødvendige foranstaltninger« tager sigte på at sikre, at Rådet ikke vedtager restriktive foranstaltninger i henhold til artikel 215 TEUF, der går videre end dem, der er fastsat i den tilsvarende FUSP-afgørelse«. Domstolen har allerede afgrænset Rådets gennemførelsesbeføjelse på dette område ( 78 ). Hvad dette angår er de foranstaltninger, der fastsættes i artikel 1, nr. 15), i forordning nr. 1263/2012, allerede i vidt omfang beskrevet i artikel 1, nr. 6), i afgørelse 2012/635, således som Kommissionen korrekt har påpeget.
86.
På denne baggrund må det første appelanbringende forkastes.
b) Det andet anbringende om en retlig fejl ved anvendelsen af proportionalitetsprincippet
87.
Bank Mellat har gjort gældende, at Rettens ræsonnement er fejlagtigt på grund af en forkert anvendelse af proportionalitetsprincippet, som foranledigede den til at fastslå, at den omtvistede ordning var i overensstemmelse med dette princip. Appellanten har fremført seks klagepunkter. Ifølge det første blev det defineret forkert, hvor vidtgående en kontrol Unionens retsinstanser skal foretage af en sådan ordning. Ifølge det andet blev sanktionernes strenghed vurderet forkert. Ifølge det tredje er fastlæggelsen af formålet med den omtvistede ordning fejlagtig. Ifølge det fjerde blev ordningens nødvendighed vurderet forkert. Ifølge det femte er der fejl i vurderingen af, om der findes alternative, mindre restriktive foranstaltninger. Endelig blev der ifølge det sjette klagepunkt ikke taget tilstrækkeligt hensyn til Bank Mellats individuelle situation i Rettens vurdering i relation til proportionalitetsprincippet.
88.
Med hensyn til definitionen af, hvor vidtgående den retlige kontrol skal være, har Bank Mellat i det væsentlige gjort gældende, at Retten vendte bevisbyrden om, eftersom den ikke fandt, at de retsgarantier, der knytter sig til vedtagelsen af individuelle restriktive foranstaltninger, kan overføres til bedømmelsen af lovligheden af en almen ordning såsom den omtvistede ordning, hvilket førte til, at appellantens ret til en effektiv domstolsbeskyttelse blev tilsidesat. Retten begik imidlertid ikke nogen retlig fejl, da den afgjorde ( 79 ), at det ikke var relevant at anvende den retspraksis, Bank Mellat havde påberåbt sig for den, eftersom de omtvistede retsakter og navnlig forordning nr. 1263/2012 udgør almengyldige retsakter, der er undergivet retsregler, som er forskellige fra dem, der gælder for individuelle afgørelser om vedtagelse af individuelle restriktive foranstaltninger over for fysiske eller juridiske personer, der er udpeget som følge af en af Rådet angivet individuel adfærd, og som opfylder et kriterium for udpegning, som dette har fastsat. Endvidere blev – således som Rådet med rette har påpeget – den omtvistede ordning vedtaget på et område, som indebærer valg af politisk, økonomisk og social art, og hvorpå Domstolen allerede har indrømmet EU-lovgiver et vidt skøn med henblik på at foretage komplekse vurderinger, hvorfor lovligheden af den omtvistede ordning i relation til proportionalitetsprincippet kun ville kunne påvirkes af, at ordningen var åbenbart uhensigtsmæssig i forhold til det forfulgte mål ( 80 ). Det fremgår af den appellerede doms præmis 110, at Retten rent faktisk efterprøvede forholdsmæssigheden af den omtvistede ordning og navnlig tog stilling til, om Rådet kunne anse vedtagelsen af ordningen for egnet til og nødvendig for at opnå det tilsigtede formål, der bestod i at forhindre nuklear spredning og finansiering heraf, uden at det medførte uforholdsmæssige byrder for appellanten. Under disse omstændigheder anlagde Rådet et kontrolniveau, der er passende for et sådant tilfælde.
89.
Hvad vurderingen af sanktionernes strenghed angår har appellanten ganske vist klart angivet, at dennes kritik vedrører den appellerede doms præmis 205-211, men har derudover kun gjort gældende, uden at underbygge det, at Retten fejlvurderede sanktionernes strenghed. Da Bank Mellat på dette punkt ikke har givet en tilstrækkelig redegørelse, er yderligere prøvelse af argumentet ikke mulig.
90.
Med hensyn til fastlæggelsen af formålet med den omtvistede ordning har appellanten også i denne forbindelse gjort gældende, at Retten skulle have krævet, at Rådet beviste, at ordningen var passende i relation til det angivelige formål, nemlig at forhindre nuklear spredning. Bank Mellat har ligeledes foreholdt Retten, at den lagde for stor vægt på Rådets erklæringer og ikke sørgede for at klarlægge det ulovlige formål, som reelt blev forfulgt, nemlig at lægge økonomisk pres på Iran. Appellantens argumentation retter sig imidlertid i denne forbindelse mod en del af den appellerede dom, der særligt vedrører, hvad Retten betegnede som »det første formål« ( 81 ), nemlig ( 82 ) at forhindre nuklear spredning, og Retten indskrænkede sig ikke til at fastslå, at den omtvistede ordning rent faktisk tog sigte på dette formål, alene på grundlag af Rådets erklæringer ( 83 ), men gik videre i sin bedømmelse og fandt, at appellantens egne erfaringer syntes at bekræfte Rådets udsagn, eftersom Bank Mellat havde været foranlediget til at yde en på listen opført enhed visse tjenester uden at vide det ( 84 ). Endelig har Bank Mellat ikke grundlag for at hævde, at der ikke blev foretaget en fyldestgørende vurdering af det formål, som reelt blev forfulgt – nemlig at lægge økonomisk pres på Iran – således som det fremgår af den appellerede doms præmis 136-143, hvori Retten fandt, at det ikke fremgik af de anfægtede retsakter, at de forfulgte et sådant formål. Retten fastlagde således formålet med den omtvistede ordning korrekt.
91.
For så vidt angår vurderingen af den omtvistede ordnings nødvendighed har Bank Mellat i det væsentlige gjort gældende, at ordningen går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det forfulgte formål, da den finder anvendelse på enheder, for hvilke der ikke er noget holdepunkt for at antage, at de har deltaget i spredningsaktiviteter, og da den ikke indeholder tilstrækkelige undtagelser. Retten påviste ikke, at den finansielle embargo var nødvendig for at nå det tilsigtede formål, og begrundelsen i denne henseende er alt for bred. Det fremgår imidlertid af den appellerede dom, at Retten efter at have bemærket, at den omtvistede ordning var et led i en styrkelse af de restriktive foranstaltninger, der var blevet vedtaget over for Den Islamiske Republik Iran, påviste, at der var en vis kontinuitet i forhold til den tidligere almene ordning, som Bank Mellat ikke havde hævdet var unødvendig, og at den afmålte styrkelse af ordningen i tre henseender ( 85 ) ikke pludselig havde gjort ordningen for vidtgående ( 86 ). Endvidere synes appellanten at klandre Retten for at have udstrakt konklusionerne af Den Finansielle Aktionsgruppes undersøgelser til også at omfatte den nukleare sprednings område ved at finde, at de vidnede om systemiske mangler i den iranske bank- og finansielle sektor, som betød, at den styrkelse af overvågningen af sektoren, som den omtvistede ordning indebar, var i overensstemmelse med formålet om at forhindre nuklear spredning. Denne kritik mener jeg imidlertid falder uden for Domstolens kontrol inden for rammerne af en appel, da den har til formål at genoptage drøftelsen om en faktisk omstændighed, som Rådet gjorde gældende for Retten ( 87 ), men som Bank Mellat ikke har påberåbt sig blev gengivet urigtigt. Derudover er det allerede blevet fastslået, at den omtvistede ordning ikke forudsætter, at der påvises en fare for, at den enkelte bank eller finansielle enhed deltager i den forbudte aktivitet, og at ordningen indeholder en hel række undtagelser og fritagelser, der har til formål så vidt muligt at begrænse ordningens negative virkninger. Retten påpegede korrekt disse to faktorer, som klart taler for at fastslå, at den omtvistede ordning ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det tilsigtede mål.
92.
Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt der findes alternative, mindre restriktive foranstaltninger, har Bank Mellat gjort gældende, at Retten hvad sådanne foranstaltninger angår ikke fandt, at det burde have været fastsat i den omtvistede ordning, at den kun omfattede de finansieringsinstitutter, som var genstand for rimelig mistanke, eller at den burde have indeholdt en gunstigere undtagelsesordning eller mere transparente og mindre diskretionære regler. Rettens vurdering angående konstateringen af systemiske mangler i den iranske banksektor, som jeg henviste til ovenfor, indebærer efter min opfattelse klart, at det var nødvendigt at underkaste hele sektoren en streng ordning, der omfattede samtlige iranske banker uden hensyn til, om de individuelt havde været involveret i nuklear spredning, navnlig fordi der under den omtvistede ordning ikke var tale om, at enhver overførsel skulle være forbudt, men om, at overførslerne skulle vurderes ud fra den risiko, de eventuelt repræsenterede med hensyn til nuklear spredning, ved at de blev omfattet ikke kun af regler om forudgående underretning og forhåndstilladelse, men også af en fritagelsesordning. Endvidere skal det bemærkes, at Bank Mellat ikke har påvist, på hvilken måde de alternative foranstaltninger, banken har foreslået, ville være lige så effektive som den omtvistede ordning, hvilket endegyldigt er til hinder for, at dens klagepunkt kan tiltrædes.
93.
Med hensyn til, at der ved vurderingen af den omtvistede ordnings forholdsmæssighed burde have været taget hensyn til Bank Mellats individuelle situation, har appellanten i det væsentlige gjort gældende, at Retten burde have taget i betragtning, at der ikke var nogen beviser for, at banken på en eller anden måde havde ydet støtte til nuklear spredning, og at Retten burde have fastslået, at den omtvistede ordning ikke var nødvendig på grund af denne omstændighed. På ny beror appellantens argumentation vedrørende dette spørgsmål på en fejlagtig opfattelse af, hvad den omtvistede ordning udgjorde, nemlig en almen ordning, som omfattede enheder, for hvilke det var unødvendigt at henvise til en individuel adfærd i forbindelse med risikoen for nuklear spredning. Ydermere bekræfter den omstændighed, at Bank Mellat ydede en på listen opført enhed tjenester uden at vide det, snarere, at en almen ordning såsom den omtvistede var nødvendig for at bekæmpe nuklear spredning i Iran mere effektivt. Dette er i øvrigt, hvad Retten fandt i den appellerede doms præmis 195, hvorfor den faktisk – i modsætning til, hvad appellanten har hævdet, og skønt Retten efter min opfattelse ikke var forpligtet til at gøre det på grund af den omtvistede ordnings almene karakter – til dels tog hensyn til appellantens situation, om end den drog andre konklusioner heraf end de af Bank Mellat ønskede.
94.
På grundlag af ovennævnte betragtninger som helhed, og da jeg ikke har kunnet påvise nogen retlig fejl i Rettens vurdering af den omtvistede ordnings forholdsmæssighed, må det andet anbringende forkastes.
c) Det tredje anbringende, hvorefter Retten begik en retlig fejl, da den afgjorde, at den omtvistede ordning overholdt de almindelige retsgrundsætninger
95.
Bank Mellat har gjort gældende, at det var fejlagtigt, at Retten fandt, at de klagepunkter, der var blevet fremført inden for rammerne af det for Retten fremsatte tredje anbringende, ikke kunne antages til realitetsbehandling, for så vidt som de vedrørte artikel 30b, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 267/2012, og at det ligeledes var fejlagtigt, at den fandt, at den omtvistede ordning ikke var i strid med retssikkerhedsprincippet, princippet om forbud mod forskelsbehandling, begrundelsespligten og de proceduremæssige garantier, der principielt skal ydes i forbindelse med vedtagelse af restriktive foranstaltninger.
96.
Med hensyn til, om klagepunkterne vedrørende artikel 30b, stk. 3, første afsnit, i forordning nr. 267/2012 kunne antages til realitetsbehandling, henviser jeg til punkt 66 ff. i dette forslag til afgørelse.
97.
Hvad angår klagepunktet om tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet fastslog Retten korrekt efter at have henvist til den klassiske retspraksis på området, at den omtvistede ordning opfyldte de kriterier, som Domstolen har opstillet for, at det kan fastslås, at det ufravigelige krav om retssikkerhed er opfyldt ( 88 ). I betragtning af den omhandlede ordnings karakter og dens nærmere funktionsbestemmelser som fastlagt i artikel 1, nr. 15), i forordning nr. 1263/2012 har appellanten ikke grundlag for at hævde, at der foreligger nogen som helst form for krænkelse af retssikkerhedsprincippet, eftersom betingelserne for, hvornår der krævedes forudgående underretning og forhåndstilladelse, efter min opfattelse var formuleret klart. Jeg kan følgelig kun være enig i Rettens konklusion om, at bestemmelserne i den omhandlede ordning, herunder navnlig artikel 30, stk. 2-4, i forordning nr. 267/2012, »på en tilstrækkeligt klar og præcis måde [definerer] anvendelsesområdet for de restriktioner og forpligtelser, som de fastsætter« ( 89 ).
98.
Med hensyn til klagepunktet om, at Retten fejlfortolkede rækkevidden af de proceduremæssige forpligtelser, hvis overholdelse skulle have været sikret i forbindelse med vedtagelsen af den omtvistede ordning, efterprøvede Retten først, om den begrundelse, som var blevet meddelt de enheder, der var omfattet af den almene ordning, havde gjort det muligt for disse at forstå ordningens ratio legis, således at de eventuelt kunne anfægte lovligheden af den ( 90 ), og foretog dernæst en sondring mellem de proceduremæssige garantier, der skal ydes fysiske og juridiske personer, som er genstand for individuelle restriktive foranstaltninger, og de garantier, der skal ydes personer, som er omfattet af en almen ordning såsom den omtvistede ( 91 ). I denne henseende kan Rettens bedømmelse kun stadfæstes, eftersom det er klart – således som jeg i øvrigt allerede har haft lejlighed til at fremhæve – at den omtvistede ordning, i modsætning til individuelle restriktive foranstaltninger, ikke bygger på konkrete beskyldninger vedrørende individuel adfærd, der strider imod det forfulgte FUSP-formål, men på faren for, at Iran anvender banker og finansieringsinstitutter, der befinder sig på dens område, til formål, der vedrører nuklear spredning, herunder uden deres vidende. Af disse grunde gjaldt der i den etape, som gik forud for vedtagelsen af retsakten, meget anderledes proceduremæssige garantier end under vedtagelsen af individuelle restriktive foranstaltninger ( 92 ). Den omtvistede ordning udgør netop ikke en individuel afgørelse, som Bank Mellat er adressat for. I modsætning til, hvad banken har gjort gældende, og i betragtning af forskellen mellem de retsregler, der finder anvendelse på individuelle restriktive foranstaltninger, og dem, som den omtvistede ordning var omfattet af, er de konklusioner, Retten drog i forbindelse med kontrollen af de individuelle restriktive foranstaltningers lovlighed, helt selvstændige i forhold til dem, den kunne drage inden for rammerne af det søgsmål, der tog sigte på at anfægte lovligheden af den omtvistede ordning. På denne baggrund begik Retten ikke nogen retlig fejl, da den forkastede klagepunkterne om tilsidesættelse af begrundelsespligten og af de retsgarantier, der skal foreligge, når der er tale om individuelle restriktive foranstaltninger.
99.
Hvad endelig angår klagepunktet om tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling må det også på dette punkt fastslås, at Retten ikke begik nogen retlig fejl, da den fastslog, at den forskellige behandling af de iranske enheder, der var omfattet af det personelle anvendelsesområde for den omtvistede ordning, skyldtes selve karakteren af ordningen, som havde til formål at bidrage til bekæmpelsen af enhver risiko for nuklear spredning i Iran, efter at det var blevet fastslået, at de pågældende enheder kunne tænkes at deltage i finansieringen af denne spredning, endog uden deres vidende. Med hensyn til appellantens argument om, at den forskellige behandling ikke var nødvendig for at nå det tilsigtede mål, og at der fandtes andre, mindre restriktive foranstaltninger, er jeg tilbøjelig til at mene, at det har til formål at genoptage drøftelsen af den vurdering, Retten foretog i forbindelse med efterprøvelsen af den omtvistede ordnings forholdsmæssighed, og jeg henviser derfor til min bedømmelse vedrørende det andet anbringende i den foreliggende appel.
100.
Af ovenstående grunde må det tredje anbringende forkastes.
V. Sagsomkostninger
101.
Jeg tager kun stilling til sagsomkostningerne under hensyn til min hovedkonklusion, nemlig at appellen må afvises. Jeg kan dog ikke lade være at mene, at hvis Retten havde behandlet spørgsmålet om søgsmålsinteressens bortfald under sagens behandling for den korrekt og havde fundet, at det var ufornødent at træffe afgørelse, kunne det have foranlediget appellanten til at afstå fra at iværksætte den foreliggende appel. Denne faktor kunne derfor tages i betragtning ved fastsættelsen af sagsomkostningerne.
102.
Det pålægges således i henhold til artikel 138, stk. 1, i Domstolens procesreglement, der ifølge samme reglements artikel 184, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse i appelsager, den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Rådet har nedlagt påstand om, at Bank Mellat tilpligtes at betale sagsomkostningerne, og den af banken iværksatte appel må afvises, bør det pålægges denne at betale omkostningerne i forbindelse med appellen. Derimod finder jeg, af de ovenfor anførte grunde, at Domstolen bør anvende artikel 184, stk. 4, sidste punktum, i sit procesreglement og bestemme, at Det Forenede Kongerige og Kommissionen skal bære hver deres egne omkostninger.
VI. Forslag til afgørelse
103.
På baggrund af ovenstående betragtninger i det hele foreslår jeg, at Domstolen udtaler og bestemmer følgende:
»1)
Appellen forkastes.
2)
Bank Mellat betaler de omkostninger, der er afholdt af Rådet for Den Europæiske Union.
3)
Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland og Europa-Kommissionen bærer hver deres egne omkostninger.«
( 1 ) – Originalsprog: fransk.
( 2 ) – T-160/13 (EU:T:2016:331).
( 3 ) – EUT 2012, L 356, s. 34.
( 4 ) – EUT 2012, L 282, s. 58.
( 5 ) – Dvs. i bilag II til Rådets afgørelse 2010/413/FUSP af 26.7.2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP (EUT 2010, L 195, s. 39) (herefter »afgørelse 2010/413«) og bilag V til Rådets forordning (EF) nr. 423/2007 af 19.4.2007 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT 2007, L 103, s. 1).
( 6 ) – Dvs. Rådets forordning (EU) nr. 961/2010 af 25.10.2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EF) nr. 423/2007 (EUT 2010, L 281, s. 1) og derpå Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 af 23.3.2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EU) nr. 961/2010 (EUT 2012, L 88, s. 1).
( 7 ) – Jf. femte betragtning til afgørelse 2012/635.
( 8 ) – Mine henvisninger i det følgende til artikel 30, 30a og 30b, som ændret eller indsat ved artikel 1, nr. 15), i forordning nr. 1263/2012, gælder de nævnte artikler i forordning nr. 267/2012, som ændret.
( 9 ) – For en sammenfatning af den appellerede dom, jf. punkt 73 ff. i dette forslag til afgørelse.
( 10 ) – Angående prøvelsen af Rettens kompetence jf. den appellerede doms præmis 25-40.
( 11 ) – Jf. den appellerede doms præmis 41-67.
( 12 ) – Jf. den appellerede doms præmis 68-78.
( 13 ) – Dom af 18.2.2016 (C-176/13 P, EU:C:2016:96).
( 14 ) – Det Forenede Kongerige iværksatte en kontraappel den 14.10.2016, men trak den tilbage den 21.6.2017.
( 15 ) – Jf. artikel 1, nr. 17), i Rådets afgørelse (FUSP) 2015/1863 af 18.10.2015 om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT 2015, L 274, s. 174), artikel 1, nr. 15), i Rådets forordning (EU) 2015/1861 af 18.10.2015 om ændring af forordning (EU) nr. 267/2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT 2015, L 274, s. 1), Rådets afgørelse (FUSP) 2016/37 af 16.1.2016 om anvendelsesdatoen for afgørelse 2015/1863 (EUT 2016, L 11 I, s. 1) samt bekendtgørelse af anvendelsesdatoen for forordning 2015/1861 og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2015/1862 om gennemførelse af forordning nr. 267/2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT 2015, L 274, s. 161).
( 16 ) – Dom af 28.5.2013, Abdulrahim mod Rådet og Kommissionen (C-239/12 P, EU:C:2013:331).
( 17 ) – Dom af 18.2.2016 (C-176/13 P, EU:C:2016:96).
( 18 ) – Dom af 28.5.2013 (C-239/12 P, EU:C:2013:331).
( 19 ) – Appellanten har i denne forbindelse henvist til dom af 12.12.2006, Organisation des Modjahedines du peuple d’Iran mod Rådet (T-228/02, EU:T:2006:384).
( 20 ) – Denne negative indvirkning er ifølge appellanten fuldt sammenlignelig med den, hvortil der henvises i præmis 80-85 i dom af 25.11.2014, Safa Nicu Sepahan mod Rådet (T-384/11, EU:T:2014:986).
( 21 ) – Appellanten har i denne forbindelse henvist til præmis 70-74 i dom af 28.5.2013, Abdulrahim mod Rådet og Kommissionen (C-239/12 P, EU:C:2013:331).
( 22 ) – Jf. dom af 21.12.2011, ACEA mod Kommissionen (C-319/09 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2011:857, præmis 67), og af 27.2.2014, Stichting Woonlinie m.fl. mod Kommissionen (C-133/12 P, EU:C:2014:105, præmis 54).
( 23 ) – Jf. dom af 26.2.2015, Planet mod Kommissionen (C-564/13 P, EU:C:2015:124, præmis 28 og 34).
( 24 ) – Jf. kendelse af 31.7.1989, S. mod Kommissionen (206/89 R, EU:C:1989:333, præmis 8).
( 25 ) – Jf. dom af 20.6.2013, Cañas mod Kommissionen (C-269/12 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:415, præmis 15 og den deri nævnte retspraksis).
( 26 ) – Jf. dom af 26.2.2015, Planet mod Kommissionen (C-564/13 P, EU:C:2015:124, præmis 34).
( 27 ) – Jf. dom af 28.5.2013, Abdulrahim mod Rådet og Kommissionen (C-239/12 P, EU:C:2013:331, præmis 61).
( 28 ) – Jf. dom af 19.10.1995, Rendo m.fl. mod Kommissionen (C-19/93 P, EU:C:1995:339, præmis 13), og af 13.7.2000, Parlamentet mod Richard (C-174/99 P, EU:C:2000:412, præmis 33); jf. ligeledes kendelse afsagt af Domstolens præsident den 27.2.2002, Commerzbank mod Kommissionen (C-480/01 P(R), EU:C:2002:127, præmis 20), samt kendelse af 19.1.2006, Audi mod KHIM (C-82/04 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2006:48, præmis 20), af 5.7.2012, Audi og Volkswagen mod KHIM (C-467/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2012:425, præmis 11), og af 15.11.2012, Neubrandenburger Wohnungsgesellschaft mod Kommissionen (C-145/12 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2012:724, præmis 23).
( 29 ) – Jf. dom af 28.5.2013, Abdulrahim mod Rådet og Kommissionen (C-239/12 P, EU:C:2013:331, præmis 62).
( 30 ) – Dom af 28.5.2013 (C-239/12 P, EU:C:2013:331).
( 31 ) – Dom af 28.5.2013 (C-239/12 P, EU:C:2013:331).
( 32 ) – Dom af 18.2.2016 (C-176/13 P, EU:C:2016:96). Det skal bemærkes, at Domstolens dom blev afsagt efter, at handlingsplanen trådte i kraft.
( 33 ) – Niende betragtning til afgørelse 2015/1863.
( 34 ) – Femte og sjette betragtning til forordning nr. 2015/1861.
( 35 ) – 14. betragtning til afgørelse 2015/1863.
( 36 ) – Jf. artikel 2, stk. 2, i forordning 2015/1861.
( 37 ) – Niende betragtning til afgørelse 2015/1863. Jf. ligeledes tiende betragtning til denne afgørelse og sjette og syvende betragtning til forordning nr. 2015/1861.
( 38 ) – Jf. punkt 26 i dette forslag til afgørelse.
( 39 ) – Jf. dom af 28.5.2013, Abdulrahim mod Rådet og Kommissionen (C-239/12 P, EU:C:2013:331, præmis 65).
( 40 ) – Jf. dom af 28.5.2013, Abdulrahim mod Rådet og Kommissionen (C-239/12 P, EU:C:2013:331, præmis 63 og 64).
( 41 ) – Jf. dom af 28.5.2013, Abdulrahim mod Rådet og Kommissionen (C-239/12 P, EU:C:2013:331, præmis 68).
( 42 ) – Jf. dom af 18.2.2016, Rådet mod Bank Mellat (C-176/13 P, EU:C:2016:96, præmis 11 ff.).
( 43 ) – Jf. fodnoten på s. 12 i appelskriftet.
( 44 ) – Jf. dom af 28.5.2013, Abdulrahim mod Rådet og Kommissionen (C-239/12 P, EU:C:2013:331, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis).
( 45 ) – Jf. den appellerede doms præmis 127, 161 og 173.
( 46 ) – Dom af 28.5.2013 (C-239/12 P, EU:C:2013:331).
( 47 ) – Jf. dom af 28.5.2013, Abdulrahim mod Rådet og Kommissionen (C-239/12 P, EU:C:2013:331, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).
( 48 ) – Dom Rådet mod Bank Mellat (C-176/13 P, EU:C:2016:96).
( 49 ) – Jf. den appellerede doms præmis 68 ff.
( 50 ) – Jf. den appellerede doms præmis 76.
( 51 ) – Dom af 28.5.2013 (C-239/12 P, EU:C:2013:331).
( 52 ) – Jf. den appellerede doms præmis 78.
( 53 ) – Jf. den appellerede doms præmis 44-55.
( 54 ) – Jf. den appellerede doms præmis 56.
( 55 ) – Jf. den appellerede doms præmis 57 og 58.
( 56 ) – Jf. den appellerede doms præmis 59.
( 57 ) – Jf. den appellerede doms præmis 60 og 61.
( 58 ) – Jf. den appellerede doms præmis 62-65.
( 59 ) – Jf. den appellerede doms præmis 66 og 67.
( 60 ) – I sidste ende synes kun Det Forenede Kongerige at have anfægtet denne kvalificering i sit skriftlige svar på Domstolens spørgsmål.
( 61 ) – Artikel 30a, stk. 1, i forordning nr. 267/2012, som ændret, har følgende ordlyd: »Overførsler, der ikke er omfattet af artikel 30, stk. 1, af pengemidler til og fra iranske personer, enheder eller organer, behandles som følger: […]« (min fremhævelse).
( 62 ) – Navnlig artikel 30, stk. 3, litra b) og c), i forordning nr. 267/2012, som ændret. Det skal bemærkes, at forordningens artikel 30b, stk. 3, første afsnit, ligeledes vedrører de tilfælde, hvortil der henvises i artikel 30a i samme forordning, men jeg har hvad dette angår allerede påpeget, at den ikke angår appellanten.
( 63 ) – Dom af 13.3.2018 (C-244/16 P, EU:C:2018:177, præmis 42 ff. og den deri nævnte retspraksis).
( 64 ) – Dom af 13.3.2018 (C-384/16 P, EU:C:2018:176, præmis 32 ff. og den deri nævnte retspraksis).
( 65 ) – Bortset fra den retlige fejl, jeg påpegede i punkt 67 i dette forslag til afgørelse.
( 66 ) – Retten anførte i præmis 31 i den appellerede dom, at appellanten havde præciseret, at denne påstand skulle opfattes som en ulovlighedsindsigelse som omhandlet i artikel 277 TEUF.
( 67 ) – Jf. den appellerede doms præmis 28-31.
( 68 ) – Jf. den appellerede doms præmis 33.
( 69 ) – Jf. den appellerede doms præmis 34 og 35.
( 70 ) – Jf. den appellerede doms præmis 36.
( 71 ) – Jf. den appellerede doms præmis 37.
( 72 ) – Jf. den appellerede doms præmis 38.
( 73 ) – Jf. den appellerede doms præmis 39 og 40.
( 74 ) – Dom Rådet mod Bank Mellat (C-176/13 P, EU:C:2016:96).
( 75 ) – Dom af 23.4.2013 (C-478/11 P – C-482/11 P, EU:C:2013:258). Domstolen bekræftede sin holdning i dom af 28.3.2017, Rosneft (C-72/15, EU:C:2017:236, præmis 103).
( 76 ) – Eller »almengyldige foranstaltninger« som omhandlet i præmis 98 i dom af 28.3.2017, Rosneft (C-72/15, EU:C:2017:236).
( 77 ) – Der synes nemlig snarere at være tale om en retlig end om en materiel fejl.
( 78 ) – Jf. dom af 1.3.2016, National Iranian Oil Company mod Rådet (C-440/14 P, EU:C:2016:128, præmis 54).
( 79 ) – Jf. den appellerede doms præmis 100 ff.
( 80 ) – Jf. dom af 28.11.2013, Rådet mod Manufacturing Support & Procurement Kala Naft (C-348/12 P, EU:C:2013:776, præmis 120). Jf. ligeledes dom af 1.3.2016, National Iranian Oil Company mod Rådet (C-440/14 P, EU:C:2016:128, præmis 77).
( 81 ) – Jf. den appellerede doms præmis 117 ff.
( 82 ) – Min fremhævelse.
( 83 ) – I den appellerede doms præmis 122 udviser Retten en vis forsigtighed over for de af Rådet anførte forudsætninger, der sammenfattes i den foregående præmis i dommen.
( 84 ) – Jf. den appellerede doms præmis 126.
( 85 ) – Jf. den appellerede doms præmis 164.
( 86 ) – Jf. den appellerede doms præmis 165.
( 87 ) – Jf. den appellerede doms præmis 167.
( 88 ) – Jf. den appellerede doms præmis 242 og 243.
( 89 ) – Den appellerede doms præmis 243.
( 90 ) – Jf. den appellerede doms præmis 226-229.
( 91 ) – Jf. den appellerede doms præmis 232-240.
( 92 ) – For en sammenfatning af disse garantier jf. dom af 21.12.2011, Frankrig mod People’s Mojahedin Organization of Iran (C-27/09 P, EU:C:2011:853, præmis 64-66).
Full & Egal Universal Law Academy