FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
J. KOKOTT
fremsat den 23. januar 2018 ( 1 )
Sag C-635/16 P
Spliethoff’s Bevrachtingskantoor BV
»Appel – annullationssøgsmål – formaliteten – bestemmelse af sagens genstand – Forvaltningsorganet for Innovation og Netværk (INEA) – EU-program for Connecting Europe-faciliteten (CEF) – meddelelse om en afgørelse, hvorved der gives afslag på et forslag indsendt efter indkaldelse af forslag i forbindelse med CEF – effektiv domstolsprøvelse«
I. Indledning
1.
Den foreliggende sag er et skoleeksempel på de problemer, der kan opstå for den, der søger retsbeskyttelse, som følge af den omstændighed, at Europa-Kommissionen i forbindelse med udførelsen af sine opgaver benytter sig af et agentur, i den foreliggende sag Forvaltningsorganet for Innovation og Netværk (Innovation and Networks Executive Agency, herefter »INEA«).
2.
Dette gælder navnlig, når kommunikationen, som i den foreliggende sag, er mangelfuld: fra INEA’s og Kommissionens side over for den berørte og vel også mellem Kommissionen og INEA.
3.
Appellanten havde således indgivet en omfattende ansøgning om støtte i størrelsesordenen 20 mio. EUR. Hverken Kommissionen eller INEA fremsendte afgørelsen, hvormed ansøgningen implicit blev afslået, særskilt til appellanten. Denne afgørelse fra Kommissionen, som fastlægger listen over de valgte forslag, blev vedtaget den 31. juli 2015 og blot lagt online tre måneder senere.
4.
I stedet sendte INEA den 17. juli 2015 – dvs. to uger før datoen for Kommissionens afgørelse – appellanten en e-mail, hvori agenturet informerede appellanten om og nævnte grundene til, at dennes projekt ikke var kommet med på den foreløbige liste over projekter, som blev tildelt støtte. Denne meddelelse havde INEA, hvilket Kommissionen har indrømmet med beklagelse, forsynet med en vildledende klagevejledning, som vakte det indtryk, at Kommissionen allerede havde vedtaget sin afgørelse, og at fristen for at klage over denne allerede var begyndt at løbe.
5.
Åbenbart udløste denne e-mail appellantens søgsmål og gav anledning til en vis forvirring hos denne, hvilket er kommet til udtryk i, at stævningen er rettet mod »Kommissionens afgørelse af 17. juli 2015« – altså e-mailens dato – og at den omtvistede akt ikke er defineret entydigt i stævningen. Kommissionen påstod sagen afvist. Uden i øvrigt at drøfte søgsmålets genstand afviste Retten ved kendelse af 11. oktober 2016 ( 2 ) i overensstemmelse med Kommissionens påstand om afvisning søgsmålet som rettet mod e-mailen med den begrundelse, at Kommissionen ikke var ophavsmand til denne omtvistede retsakt, og at den omtvistede retsakt kun havde foreløbig karakter.
6.
Sagsøgeren har iværksat den foreliggende appel til prøvelse af Rettens kendelse. Dette giver Domstolen anledning til at fremhæve, hvor vigtig en hensigtsmæssig fortolkning af stævningens påstand er for at realisere den effektive retsbeskyttelse. Dette gælder ikke mindst i betragtning af, at den retsundergivne i den foreliggende sag netop er blevet »ledt på vildspor« af en mangelfuld kommunikation.
7.
Det bemærkes desuden, at appellanten i mellemtiden har anlagt en ny sag ved Retten, hvormed appellanten har omformuleret sin påstand. Ved dette søgsmål har appellanten nedlagt påstand om annullation af »Kommissionens gennemførelsesafgørelse […] af 31. juli 2015 om fastlæggelse af listen over forslag, som […] er udvalgt« ( 3 ). Også i denne sag har Kommissionen påstået sagen afvist, denne gang under påberåbelse af, at sagen ikke er anlagt inden for fristen. Selv om dette ikke måtte være et relevant element for bedømmelsen af den foreliggende appel, fremhæver det dog yderligere vigtigheden af en hensigtsmæssig fortolkning af stævningens påstand med henblik på at realisere en effektiv retsbeskyttelse. En sådan fortolkning ville i den foreliggende sag have overflødiggjort et yderligere søgsmål og i sidste ende have medvirket til at undgå, at det trods to søgsmål muligvis slet ikke bliver prøvet ved retsinstanserne, hvorvidt Kommissionens handlemåde var materielt retmæssig.
II. Relevante retsregler
8.
Rådets forordning (EF) nr. 58/2003 af 19. december 2002 om vedtægterne for de forvaltningsorganer, der skal administrere opgaver i forbindelse med EF-programmer ( 4 ), sætter den retlige ramme for forvaltningsorganernes organisation og funktion. Ifølge denne forordnings artikel 3, stk. 1, kan Kommissionen beslutte at oprette et forvaltningsorgan med henblik på uddelegering af visse opgaver i forbindelse med forvaltningen af et eller flere EF-programmer. Ifølge artikel 4, stk. 2, har forvaltningsorganerne status som juridisk person. Artikel 6 beskriver de opgaver, som Kommissionen kan pålægge forvaltningsorganerne; opgaver, der indebærer, at der skal udøves et skøn, når politiske beslutninger skal føres ud i livet, er undtaget. De nærmere detaljer i uddelegeringen fastlægges i en retsakt om uddelegeringen.
9.
På grundlag af forordning (EF) nr. 58/2003 blev INEA oprettet ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2013/801/EU ( 5 ). Som efterfølger til forvaltningsorganet for det transeuropæiske trafiknet fik INEA især overdraget forvaltningen af visse dele af EU-programmet for Connecting Europe-faciliteten (Connecting Europe Facility, herefter »CEF«).
10.
EU-programmet CEF har til formål at fremskynde investeringerne i de transeuropæiske net. På trafikområdet er der hertil afsat 22 mia. EUR for perioden 2014-2020 ( 6 ).
11.
Artikel 18 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1316/2013 af 11. december 2013 om oprettelse af Connecting Europe-faciliteten, om ændring af forordning (EU) nr. 913/2010 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 680/2007 og (EF) nr. 67/2010 ( 7 ) fastsætter følgende:
»Tildeling af finansiel støtte fra Unionen
1. Efter hver forslagsindkaldelse […] træffer Kommissionen efter undersøgelsesproceduren i artikel 25 afgørelse om størrelsen af den finansielle støtte, der tildeles til de udvalgte projekter eller til dele heraf. […]
2. Kommissionen underretter de berørte støttemodtagere og medlemsstater om enhver tildeling af finansiel støtte.«
12.
Artikel 25, stk. 1, i forordning nr. 1316/2013 fastsætter, at Kommissionen bistås af et CEF-koordinationsudvalg.
13.
For så vidt angår undersøgelsesproceduren henviser artikel 25, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1316/2013 til artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser ( 8 ):
»1. Når undersøgelsesproceduren finder anvendelse, afgiver udvalget udtalelse […]. […]
2. Afgiver udvalget en positiv udtalelse, vedtager Kommissionen udkastet til gennemførelsesretsakt.«
14.
11. betragtning til forordning (EU) nr. 182/2011 fremhæver, at undersøgelsesproceduren skal sikre, »at Kommissionen ikke kan vedtage gennemførelsesretsakter, der ikke er i overensstemmelse med udvalgets udtalelse, undtagen under ganske ekstraordinære omstændigheder […]«.
15.
Kommissionens afgørelse C(2013) 9235 final af 23. december 2013 om overdragelse af beføjelser til INEA med henblik på varetagelse af opgaver i forbindelse med gennemførelse af EU-programmer inden for trafik-, energi- og telekommunikationsinfrastruktur samt forskning og innovation inden for trafik og energi, herunder anvendelse af midler fra Unionens almindelige budget, præciserer Kommissionens og INEA’s respektive opgaver.
16.
Afgørelsens artikel 5, som har overskriften »Opgaver forbeholdt Kommissionen«, fastsætter i stk. 2, at INEA navnlig ikke overtager følgende opgaver:
»[…] vedtagelse af afgørelser om finansiel bistand inden for Connecting Europe-faciliteten samt eventuelle ændringer af disse afgørelser […]«
Afgørelsens bilag I, litra B, fastsætter, at følgende opgaver overdrages til INEA:
»[…]
a)
afvikling af forløb og procedurer forud for vedtagelsen af Kommissionens afgørelser om tildeling af finansiel bistand og indgåelse af aftaler om finansiel bistand samt administration af de pågældende afgørelser og aftaler:
–
[…]
–
underretning af ansøgere, som har fået afslag eller er tildelt støtte, om Kommissionens tildelingsafgørelser […]«.
III. Baggrunden for appelsagen
17.
Appellanten, Spliethoff’s Bevrachtingskantoor BV (herefter »appellanten«), er en virksomhed med hjemsted i Nederlandene, som driver en flåde på 50 fragtskibe.
A. De faktiske omstændigheder og udvælgelsesproceduren
18.
Den 11. september 2014 indkaldte INEA forslag inden for CEF på trafikområdet. En prioritet i forslagene skulle være at fremme miljøvenlige tiltag inden for udvikling af »havmotorveje« (motorways of the Sea) ( 9 ).
19.
Den 25. februar 2015 indsendte appellanten et forslag. Dette bestod navnlig i at udstyre 25 af virksomhedens skibe, som sejler på havmotorvejene i Nord- og Østersøen, med systemer til rensning af udstødningsgassen.
20.
Udvælgelsen af forslag skete i en procedure i to trin, hvor der først blev gennemført en ekstern udvælgelsesfase ved uafhængige sagkyndige, fulgt af en intern udvælgelsesfase under ledelse af Kommissionens ansvarlige generaldirektorat. Listen over forslag, som blev udvalgt efter denne procedure, blev efterfølgende forelagt for CEF-koordinationsudvalget i henhold til artikel 25 i forordning (EU) nr. 1316/2013, som afgav en positiv udtalelse.
21.
Den 17. juli 2015 modtog appellanten fra INEA en e-mail (herefter »e-mail af 17. juli 2015«) med følgende indhold:
»[…] [V]urderingen af de støtteberettigede forslag har nu fundet sted, og Kommissionen har udarbejdet en liste over forslag, som er udvalgt til at modtage finansiel bistand fra EU. Den 10. juli 2015 afgav CEF-koordineringsudvalget, som består af repræsentanter for medlemsstaterne, en positiv udtalelse om denne foreløbige liste.
Vi beklager at måtte meddele Dem, at deres ansøgning ikke blev udvalgt i den ovenfor beskrevne procedure, af følgende grunde:
[her følger en liste over grundene]
I øjeblikket pågår proceduren med Europa-Kommissionens vedtagelse af en afgørelse om udvælgelse og tildeling af støtte […]. I det usandsynlige tilfælde, at vedtagelsen af denne afgørelse fører til ændringer, vil De blive underrettet ved særskilt e-mail.
[…]
Ingen form for [forespørgsel, svar eller klage] kan have til formål eller virkning at forlænge fristen, inden for hvilken der kan anlægges annullationssøgsmål til prøvelse af Kommissionens afgørelse, som meddeles ved denne meddelelse, og som udgør to måneder fra modtagelsen af denne meddelelse. [Her følger en henvisning til Den Europæiske Unions Ret som kompetent ret med angivelse af adresse]. […]«
22.
Den 31. juli 2015 vedtog Kommissionen gennemførelsesafgørelse C(2015) 5274 final om fastsættelse af listen over forslag, der udvælges til at modtage finansiel bistand fra EU i forbindelse med Connecting Europe-faciliteten (CEF) — Transportsektoren efter indkaldelse af forslag iværksat den 11. september 2014 på grundlag af det flerårige arbejdsprogram (herefter »gennemførelsesafgørelse af 31.7.2015«). Denne afgørelse fastsætter i sin eneste artikel:
»Den i bilaget anførte liste over udvalgte projekter af fælles interesse inden for CEF, som modtager finansiel bistand fra EU, samt de deri skønnede støtteberettigede samlede udgifter til foranstaltningerne, den finansielle bistands procentandel af de skønnede støtteberettigede samlede udgifter og de respektive maksimale støttebeløb bevilges.«
23.
Appellantens projekt er ikke med på listen over udvalgte projekter.
24.
Gennemførelsesafgørelsen af 31. juli 2015 blev den 12. oktober 2015 offentliggjort på Kommissionens generaldirektorat MOVE’s hjemmeside og den 14. oktober 2015 på INEA’s hjemmeside.
B. Retsforhandlingerne for Retten og den appellerede kendelse
25.
Appellanten anlagde den 25. september 2015 sag ved Retten med påstand om annullation af »Kommissionens afgørelse af 17. juli 2015 om afslag på [appellantens] forslag«. Dette søgsmål blev registreret ved Retten som sag T-564/15.
26.
Til støtte for sit søgsmål påberåbte appellanten sig to anbringender. For det første gjorde appellanten gældende, at Kommissionen ved vurderingen af appellantens forslag havde anlagt et åbenbart urigtigt skøn. For det andet havde Kommissionen tilsidesat ligebehandlingsprincippet, eftersom den ganske vist ikke havde udvalgt appellantens forslag, men andre, tilsvarende forslag vedrørende emissionsreducerende teknologier, uden at denne forskelsbehandling blev begrundet.
27.
Den 18. december 2015 fremsatte Kommissionen ved særskilt dokument en formalitetsindsigelse. Dette dokument blev tilsendt appellanten den 12. februar 2016.
28.
Kommissionen støttede sin formalitetsindsigelse på to argumenter. For det første var den omtvistede e-mail af 17. juli 2015 en forberedende retsakt og derfor ikke en retsakt, som kan anfægtes. For det andet kunne søgsmålet ikke rettes mod Kommissionen, da det ikke er den, men INEA, som er ophavsmand til den omtvistede retsakt.
29.
I sin udtalelse af 21. marts 2016 vedrørende formalitetsindsigelsen gjorde appellanten gældende, at denne ved e-mailen af 17. juli 2015 blev informeret om Kommissionens endelige afgørelse om at afslå appellantens forslag, eller i det mindste af appellanten kunne fortolkes således. E-mailen af 17. juli 2015 blev ganske vist sendt af INEA, men udgjorde kun en fremsendelse af Kommissionens afgørelse, som appellanten anfægtede med det foreliggende søgsmål. I øvrigt skal appellantens søgsmål i hvert fald forstås således, at det også omfatter gennemførelsesafgørelsen af 31. juli 2015. Appellanten gjorde derfor gældende, at Kommissionens formalitetsindsigelse skulle forkastes.
30.
Retten tog i sin kendelse, som blev afsagt i den skriftlige procedure, Kommissionens formalitetsindsigelse til følge og afviste derfor sagen (herefter »den appellerede kendelse«) ( 10 ).
31.
I den appellerede kendelses præmis 9 gengav Retten appellantens påstand som rettet mod »e-mailen af 17. juli 2015«. Med udgangspunkt i denne forståelse af stævningens påstand konkluderede Retten, at sagen mod Kommissionen ikke kunne antages til realitetsbehandling, idet e-mailen af 17. juli 2015 ikke hidrørte fra Kommissionen, men fra INEA. Desuden var søgsmålet ikke rettet mod den endelige afgørelse og skulle også af denne grund afvises. Den endelige afgørelse blev først truffet ved gennemførelsesafgørelsen af 31. juli 2015. Endelig kunne søgsmålet heller ikke efterfølgende udvides til også at omfatte gennemførelsesafgørelsen af 31. juli 2015.
IV. Appelsagen og parternes påstande
32.
Ved processkrift af 8. december 2016 iværksatte appellanten appel til prøvelse af den appellerede kendelse og nedlagde følgende påstande:
–
Den appellerede kendelse ophæves.
–
Sagen hjemvises til Retten.
–
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder sagsomkostningerne ved Retten.
33.
I sit skriftlige indlæg af 16. februar 2017 har Kommissionen nedlagt følgende påstande:
–
Appellen forkastes.
–
Appellanten tilpligtes at bære sagens omkostninger.
34.
Ved Domstolen blev der indgivet skriftlige indlæg om appellen.
V. Bedømmelse
35.
Appellanten har til støtte for appellen gjort tre anbringender gældende. For det første begik Retten en retlig fejl, da den fastslog, at sagen skulle afvises, idet søgsmålet var rettet mod Kommissionen, som ikke er ophavsmand til den omtvistede retsakt. For det andet begik Retten en retlig fejl, da den fastslog, at sagen burde afvises, fordi den omtvistede retsakt ikke er en endelig retsakt. For det tredje begik Retten en retlig fejl, da den afviste at forstå annullationssøgsmålet således, at det omfattede gennemførelsesafgørelsen af 31. juli 2015.
36.
Jeg foreslår, at første og tredje appelanbringende prøves under ét, og at det fastslås, at søgsmålet ikke var rettet mod INEA’s e-mail, men derimod mod Kommissionens gennemførelsesafgørelse af 31. juli 2015. Det følger heraf, at den appellerede kendelse skal ophæves. Andet appelanbringende er derfor ikke længere relevant. Først vil jeg dog behandle Kommissionens indvendinger mod, at appellen antages til realitetsbehandling.
A. Formaliteten med hensyn til appellen
37.
Kommissionen har gjort gældende, at appellen som helhed skal afvises. Med appellen gentages de i første instans anførte argumenter, og der indføres nye faktiske elementer, hvorved der tilstræbes en ny bedømmelse fra Domstolen.
38.
Dette argument er ikke overbevisende.
39.
Ifølge Domstolens faste praksis fremgår det af artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF, artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol samt artikel 168, stk. 1, litra d), og artikel 169, stk. 2, i Domstolens procesreglement, at et appelskrift præcist skal angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom eller den kendelse, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand. De krav til begrundelsen af appellen, som fremgår af de nævnte bestemmelser, kan ikke anses for opfyldt, når appelskriftet blot gentager eller nøjagtigt gengiver de anbringender og argumenter, der er blevet fremført for Retten, herunder de anbringender og argumenter, der var støttet på faktiske omstændigheder, som Retten udtrykkeligt har afvist at lægge til grund ( 11 ).
40.
Imidlertid kan retsspørgsmål, som Retten har behandlet i første instans, diskuteres på ny under en appelsag, såfremt appellanten bestrider Rettens fortolkning eller anvendelse af EU-retten. Hvis en appellant nemlig ikke således kunne basere sin appel på anbringender og argumenter, som allerede havde været fremført for Retten, ville appelproceduren blive berøvet en del af sin mening ( 12 ). Hensigten med appellen er jo netop at prøve Rettens retlige argumentation vedrørende anbringendet i første instans.
41.
I den foreliggende sag kan det ikke, som Kommissionen har gjort gældende, fastslås, at appellanten generelt begrænser sig til blot at gentage de argumenter, som allerede blev gjort gældende i første instans, uden at anføre argumenter mod en væsentlig del af begrundelsen for den appellerede kendelse.
42.
For så vidt som Kommissionen har gjort gældende, at appellanten fremfører nye faktiske omstændigheder eller argumenter, eller at der af andre grunde skulle være tvivl om, hvorvidt appellantens påstand kan antages til behandling, vil jeg i givet fald komme ind på dette i forbindelse med undersøgelsen af de enkelte appelanbringender.
B. Første og niende appelanbringende
43.
Appellanten har i forbindelse med den første del af første appelanbringende i det væsentlige gjort gældende, at Retten fejlagtigt anså INEA for ophavsmand til den omtvistede afgørelse. Derfor anså den søgsmålet, som var rettet mod Kommissionen, for rettet mod den forkerte adressat. I anden del af dette appelanbringende har appellanten anført grunde til, at selv om INEA må anses for ophavsmand til den omtvistede retsakt, må denne i det mindste tilregnes Kommissionen, og søgsmålet er derfor gyldigt rettet mod Kommissionen. Med sit tredje appelanbringende har appellanten gjort gældende, at Retten med urette afviste at forstå appellantens søgsmål således, at det (også) var rettet mod gennemførelsesafgørelsen af 31. juli 2015.
44.
Kommissionen har anfægtet disse argumenter. Retten afviste korrekt at antage søgsmålet mod Kommissionen til realitetsbehandling. Desuden afviste Retten korrekt at udvide søgsmålet til også at omfatte gennemførelsesafgørelsen af 31. juli 2015. Desuden har Kommissionen gjort gældende, at appellantens argumentation, for så vidt som appellanten har påberåbt sig en undskyldelig fejltagelse, er ny og derfor skal afvises. Appellantens henvisning i appelskriftet til en samtale med Kommissionen den 20. oktober 2015, som appellanten ikke nævnte i første instans, skal ligeledes afvises.
45.
Kernen i første og tredje appelanbringende er, at Retten på den ene side med urette lagde til grund, at søgsmålet var rettet mod INEA, og at Retten på den anden side med urette ikke anså søgsmålet for rettet mod gennemførelsesafgørelsen af 31. juli 2015.
46.
Jeg kan ikke erkende nogen faktorer, som specifikt kunne begrunde en afvisning af første og tredje appelanbringende. Navnlig er Kommissionens formalitetsindsigelser ikke overbevisende. Det er uden betydning, om appellanten i forbindelse med appellen gyldigt kan påberåbe sig en samtale med Kommissionen eller en undskyldelig fejltagelse, da appelanbringenderne skal tages til følge uafhængigt af dette.
47.
Det afgørende er nemlig, at Retten i sin kendelse fejlfortolkede søgsmålets mening. Retten lagde med urette til grund ( 13 ), at den retsakt, som appellanten anfægtede, var e-mailen af 17. juli 2015.
48.
På dette grundlag konkluderede Retten med urette, at sagen skulle afvises ( 14 ), idet den var rettet mod Kommissionen og ikke mod INEA som koncipist af e-mailen af 17. juli 2015. Af denne grund lagde Retten ligeledes med urette til grund ( 15 ), at det ville kræve en ændring af sagens genstand at omfatte gennemførelsesafgørelsen af 31. juli 2015, hvilket ifølge artikel 86 i Rettens procesreglement ikke er tilladt i den foreliggende sag.
49.
Såfremt Retten havde lagt sin egen retspraksis til grund, hvorefter fastslåelse af den anfægtede foranstaltning kan fremgå implicit af oplysningerne i stævningen og de deri indeholdte anbringender som helhed ( 16 ), havde den måttet indse, at genstanden for søgsmålet, som udtrykkeligt var rettet mod Kommissionen, ikke var e-mailen af 17. juli 2015 som sådan, men Kommissionens afgørelse af 31. juli 2015, ved hvilken appellantens forslag blev afslået i forbindelse med udvælgelsesproceduren.
50.
Det er korrekt, at appellanten i sin stævning ikke altid betegnede den omtvistede retsakt på samme måde. Således definerede appellanten først den omtvistede retsakt som »Kommissionens afgørelse af 17. juli 2015 om afslag på sagsøgerens forslag […] (»afgørelsen«)«. Et senere sted i stævningen hedder det derimod, at Kommissionen den 17. juli 2015 sendte appellanten en e-mail, og appellanten definerede denne »e-mail af 17. juli 2015« som »afgørelsen«. Også i sin begrundelse for stævningen refererede appellanten til »afgørelsen« og anfægtede begrundelsen for denne ved at henvise til teksten i e-mailen af 17. juli 2015. I stævningens påstand refererede appellanten blot til »afgørelsen«, som blev påstået annulleret, også i betragtning af en »manglende eller utilstrækkelig begrundelse«.
51.
Appellanten har imidlertid i sin besvarelse af Kommissionens formalitetsindsigelse præciseret, at INEA’s e-mail af 17. juli 2015 efter appellantens opfattelse blot skal forstås som meddelelsen om et negativt svar fra Kommissionen, og at appellantens søgsmål udtrykkeligt ikke var rettet mod INEA, men mod Kommissionen som den negative afgørelses koncipist.
52.
På denne baggrund, som er præget af, at appellanten ganske vist har betegnet den omtvistede retsakt forskelligt, men klart og tydeligt giver udtryk for sin opfattelse af sagens genstand i sin besvarelse af formalitetsindsigelsen, kunne Retten ikke uden videre lægge til grund, at sagens genstand var e-mailen af 17. juli 2015.
53.
Dette gælder så meget desto mere, som Retten i præmis 18 og 23 udtrykkeligt kom ind på, at søgsmålet efter sagsøgerens opfattelse ikke var rettet mod en retsakt fra INEA, men derimod mod en retsakt fra Kommissionen, som blot blev meddelt med den førstnævnte. I denne forbindelse skal det også påpeges, at Retten i den appellerede kendelses præmis 32-36 udtrykkeligt undersøgte og fastslog, at Kommissionens afgørelse, som der henvises til i e-mailen af 17. juli 2015, endnu ikke var endelig. Dermed modsiger Retten sin egen fortolkning af stævningens genstand.
54.
Endelig var søgsmålet udtrykkeligt rettet mod Kommissionen, hvilket ifølge Rettens egne retlige overvejelser ( 17 ) også var konsekvent, da det heraf fremgår, at kun Kommissionen og ikke INEA havde kompetence til at træffe afgørelse om tildeling af støtte i forbindelse med udvælgelsesproceduren ( 18 ). Retten anlagde dermed en fortolkning af stævningens genstand, som ifølge dens egne betragtninger nødvendigvis må føre til, at den ikke kan lægges til grund.
55.
Ved en korrekt fortolkning af stævningens påstand burde Retten desuden have erkendt, at gennemførelsesafgørelsen af 31. juli 2015 var omfattet af søgsmålets genstand.
56.
Som det fremgår af betragtningerne i punkt 49, var formålet med søgsmålet nemlig at få ophævet Kommissionens afgørelse, hvormed appellantens forslag i forbindelse med indkaldelsen af forslag var blevet afslået.
57.
I henhold til artikel 18 og 25 i forordning (EU) nr. 1316/2013 ( 19 ) vedtog Kommissionen i forlængelse af den fastsatte undersøgelsesprocedure gennemførelsesafgørelsen af 31. juli 2015, som fastsætter de udvalgte projekter og størrelsen af den tildelte finansielle bistand. Appellantens forslag står ikke blandt de udvalgte projekter og blev dermed implicit afslået.
58.
Den omstændighed, at appellanten i denne forbindelse i sin stævning henviste til en afgørelse fra Kommissionen af 17. juli 2015 – dvs. datoen for e-mailen – er uden betydning. Denne omstændighed er ikke til hinder for at anse gennemførelsesafgørelsen af 31. juli 2015 for søgsmålets genstand.
59.
I denne forbindelse skal det erindres, at på det tidspunkt, hvor appellanten indgav sin stævning til Retten, dvs. den 25. september 2015, rådede appellanten kun over e-mailen af 17. juli 2015. Som Retten selv har anerkendt ( 20 ), var dennes indhold i det mindste ikke entydigt. Appellanten havde forstået denne e-mail af 17. juli 2015 således, at appellanten dermed blev meddelt Kommissionens negative afgørelse.
60.
På det tidspunkt, hvor sagen blev anlagt, havde Kommissionen imidlertid allerede for længst vedtaget gennemførelsesafgørelsen af 31. juli 2015.
61.
I strid med de relevante bestemmelser var denne afgørelse imidlertid ikke særskilt blevet meddelt appellanten. Hvad dette angår fremgår det af Kommissionens afgørelse C(2013) 9235 final af 23. december 2013 om overdragelse af beføjelser til INEA, at opgavefordelingen mellem Kommissionen og INEA består i, at Kommissionen træffer afgørelsen, og INEA sørger for, at denne afgørelse særskilt bliver meddelt den berørte ( 21 ).
62.
Det er desuden ubestridt, at gennemførelsesafgørelsen af 31. juli 2015 først blev offentliggjort på Kommissionens generaldirektorat MOVE’s hjemmeside den 12. oktober 2015 og på INEA’s hjemmeside den 14. oktober 2015, altså først nogle uger efter sagens anlæggelse.
63.
Dermed er referencen til en afgørelse fra Kommissionen af 17. juli 2015 blot en forkert betegnelse fra appellantens side, som ud fra sagens omstændigheder er fuldt ud forklarlig, og som ikke rejser alvorlig tvivl om identiteten af den genstand, som appellanten med har anfægtet med søgsmålet ( 22 ).
64.
Derfor forringer en fortolkning af stævningen, hvorefter den omfatter gennemførelsesafgørelsen af 31. juli 2015, i øvrigt heller ikke Kommissionens ret til forsvar. Dette gælder så meget desto mere, som appellanten i sit dokument, hvormed denne besvarede Kommissionens formalitetsindsigelse, udtrykkeligt erklærede, at Retten skulle anse stævningen for rettet mod gennemførelsesafgørelsen af 31. juli 2015.
65.
Endelig burde Retten have erkendt, at den fortolkning af stævningens genstand, som sagsøgeren udtrykkeligt havde anmodet om, også var den eneste hensigtsmæssige.
66.
Som allerede konstateret ovenfor i punkt 54, kunne der ifølge Rettens egne konstateringer ikke gives medhold i et søgsmål med påstand om annullation af »e-mailen af 17. juli 2015«. Desuden fremgår det i det mindste implicit af den appellerede kendelses præmis 35, at Retten var af den opfattelse, at et annullationssøgsmål kun kunne være rettet mod gennemførelsesafgørelsen af 31. juli 2015. Også her viser det sig igen, at Retten har valgt den fortolkning af stævningen, som efter dens egen opfattelse må føre til, at sagen afvises på formaliteten.
67.
Dermed er en fortolkning af stævningen, hvorefter den omfatter gennemførelsesafgørelsen af 31. juli 2015, også nødvendig for at sikre en effektiv retsbeskyttelse ved domstolene ( 23 ).
68.
På denne baggrund må det fastslås, at Retten, da den anså søgsmålet for rettet mod e-mailen af 17. juli 2015 og ikke mod gennemførelsesafgørelsen af 31. juli 2015, fejlfortolkede stævningen og med urette afviste sagen.
69.
Støttet herpå skal den appellerede kendelse ophæves, uden at der er behov for at prøve anden del af første appelanbringende eller andet appelanbringende.
VI. Konsekvenser
70.
Under disse omstændigheder skal den appellerede kendelse ophæves. Da Kommissionen endnu ikke har udtalt sig i sagen, er tvisten endnu ikke moden til påkendelse og hjemvises i henhold til artikel 61 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol til Retten til afgørelse. Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes (modsætningsslutning ud fra procesreglementets artikel 184, stk. 2).
VII. Forslag til afgørelse
71.
På grundlag af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at træffe følgende afgørelse i sag C-635/16 P:
»1)
Rettens kendelse af 11. oktober 2016, Spliethoff’s Bevrachtingskantoor mod Kommissionen (T-564/15, EU:T:2016:611), ophæves.
2)
Sagen hjemvises til Den Europæiske Unions Ret.
3)
Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.«
( 1 ) – Originalsprog: tysk.
( 2 ) – Rettens kendelse af 11.10.2016, Spliethoff’s Bevrachtingskantoor mod Kommissionen (T-564/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:611).
( 3 ) – Sag T-149/16, Spliethoff’s Bevrachtingskantoor mod Kommissionen (EUT 2016, C 211, s. 56). Retten har endnu ikke truffet afgørelse i denne sag.
( 4 ) – EFT 2003, L 11, s. 1.
( 5 ) – EUT 2013, L 352, s. 65.
( 6 ) – Kommissionens gennemførelsesafgørelse C(2014)1921 final af 26.3.2014 om oprettelse af et flerårigt arbejdsprogram af 2014-2020 om finansiel bistand i forbindelse med Connecting Europe-faciliteten CEF – Transportsektoren i perioden 2014-2020, ændret ved Kommissionens gennemførelsesafgørelser C(2015) 2192 final af 8.4.2015, C(2015) 7358 final af 30.10.2015 og C(2017) 5437 final af 3.8.2017.
( 7 ) – EUT 2013, L 348, s. 129.
( 8 ) – EUT 2011, L 55, s. 13.
( 9 ) – Jf. bilag II, 3.3.4, i Kommissionens gennemførelsesafgørelse C(2014) 1921 final.
( 10 ) – Rettens kendelse af 11.10.2016, Spliethoff’s Bevrachtingskantoor mod Kommissionen (T-564/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:611).
( 11 ) – Dom af 3.10.2013, Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet (C-583/11 P, EU:C:2013:625, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).
( 12 ) – Dom af 3.10.2013, Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet (C-583/11 P, EU:C:2013:625, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).
( 13 ) – I den appellerede kendelses præmis 9, 19, 22 og 40.
( 14 ) – I præmis 24 i den appellerede kendelse.
( 15 ) – I præmis 38-40 i den appellerede kendelse.
( 16 ) – Jf. blot Rettens dom af 13.10.2015, Kommissionen mod Verile og Gjergji (T-104/14 P, EU:T:2015:776, præmis 108).
( 17 ) – Den appellerede kendelses præmis 21 og 23.
( 18 ) – Jf. ovenfor i punkt 15. Det skal bemærkes, at INEA’s beføjelser, som er fremstillet i den appellerede kendelses præmis 21, kun er delvis relevante for den foreliggende sag.
( 19 ) – Jf. ovenfor, punkt 11-14.
( 20 ) – Den appellerede kendelses præmis 32.
( 21 ) – Jf. punkt 16 ovenfor.
( 22 ) – Jf. Rettens kendelse af 21.9.2011, PPG og SNF mod ECHA (T-1/10, EU:T:2011:507, præmis 33 og 34), stadfæstet ved dom af 26.9.2013, Polyelectrolyte Producers Group og SNF mod ECHA (C-626/11 P, EU:C:2013:595, præmis 29).
( 23 ) – Jf. punkt 7 ovenfor.