14.3.2016
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 98/22
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Audiencia Provincial de A Coruña (Spanien) den 4. januar 2016 — Abanca Corporation Bancaria S.A. mod María Isabel Vázquez Rosende
(Sag C-1/16)
(2016/C 098/29)
Processprog: spansk
Den forelæggende ret
Audiencia Provincial de A Coruña
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Abanca Corporation Bancaria S.A.
Sagsøgt: María Isabel Vázquez Rosende
Præjudicielle spørgsmål
1)
Kan artikel 6 og 7 i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 (1) om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler fortolkes således, at de genoprettende virkninger, der er afledt af, at en urimelig gulvklausul i en låneaftale er blevet erklæret ugyldig, ikke tillægges tilbagevirkende kraft fra tidspunktet for indgåelsen af aftalen, men fra en senere dato?
2)
Er kriteriet om, at god tro hos de berørte parter kan være grundlag for en begrænsning af den tilbagevirkende kraft, der er afledt af, at et urimeligt vilkår er blevet erklæret ugyldigt, et selvstændigt begreb i EU-retten, der skal fortolkes ensartet i alle medlemsstaterne?
3)
Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, hvilke forudsætninger skal da være opfyldt, for at det kan fastslås, at der foreligger god tro hos de berørte parter?
4)
Er det under alle omstændigheder foreneligt med artikel 6 og 7 i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 at fortolke begrebet om god tro hos de berørte parter således, at der kan foreligge god tro hos den erhvervsdrivende, som ved udarbejdelsen af aftalen forårsagede den manglende gennemsigtighed, der var afgørende for, at vilkåret var urimeligt?
5)
Er det foreneligt med artikel 6 og 7 i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 at fortolke begrebet om god tro hos de berørte parter således, at der kan foretages en teoretisk vurdering af god tro hos den erhvervsdrivende, eller er det derimod nødvendigt, at den gode tro vurderes i hvert konkrete tilfælde under hensyn til den konkrete adfærd, som den erhvervsdrivende har udvist?
6)
Er risikoen for alvorlige forstyrrelser som grundlag for begrænsningen af den tilbagevirkende kraft, der afledes af et urimeligt vilkår, et selvstændigt begreb i EU-retten, der skal fortolkes ensartet?
7)
Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, hvilke kriterier skal der da tages hensyn til?
8)
Er det under alle omstændigheder foreneligt med artikel 6 og 7 i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993, at risikoen for alvorlige forstyrrelser vurderes alene under hensyntagen til, at disse kan finde sted i forhold til den erhvervsdrivende, eller skal der også tages hensyn til det tab, som en forbruger lider ved en manglende fuld tilbagebetaling af de beløb, der er indbetalt i henhold til den nævnte gulvklausul?
9)
Når der er tale om et individuelt søgsmål anlagt af en forbruger, er det da foreneligt med artikel 6 og 7 i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 at fastsætte risikoen for alvorlig forstyrrelse af den økonomiske orden udelukkende ud fra de økonomiske konsekvenser af dette konkrete søgsmål, eller skal risikoen derimod fastlægges under hensyn til de økonomiske konsekvenser af et individuelt søgsmål anlagt af et stort antal forbrugere?
(1) EUT L 95, s. 29.
Full & Egal Universal Law Academy