18.4.2016
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 136/12
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de Primera Instancia no 6 de Alicante (Spanien) den 21. januar 2016 — Manuel González Poyato y Ana Belén Tovar García mod Banco Popular Español S.A.
(Sag C-34/16)
(2016/C 136/17)
Processprog: spansk
Den forelæggende ret
Juzgado de Primera Instancia no 6 de Alicante
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Manuel González Poyato y Ana Belén Tovar García
Sagsøgt: Banco Popular Español S.A.
Præjudicielle spørgsmål
1)
I forbindelse med en kontrakt om lån, der er indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, og som indeholder et forud fastsat og ikke individuelt forhandlet vilkår om en begrænsning af faldet på den almindelige aftalte rentesats (minimumsrentesatsen), der er indføjet i den nævnte kontrakt på en måde, der ikke er tilstrækkeligt klar og forståelig for forbrugeren, hvorved retten har fastslået, at det er urimeligt, er det da i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØF (1) om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler at fortolke udtrykket »ikke binder«, således at en rets erklæring om, at det nævnte vilkår er urimeligt, kan medføre, at de ydelser, som forbrugeren tidligere har betalt til den erhvervsdrivende som følge af anvendelsen af det nævnte vilkår, ikke tilbagebetales til forbrugeren?
2)
Såfremt den ovennævnte fortolkning anses for at være forenelig med artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13, er da en fortolkning som den ovenfor anførte om de virkninger, der bør følge af, at et vilkår som det beskrevne erklæres urimeligt, forenelig med udtrykket »egnede og effektive midler til at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår […] til ophør« i artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13?
3)
I tilfælde af, at de ovennævnte fortolkninger ikke er forenelige med artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13, er det da i strid med »princippet om god tro«, når der i en kontrakt mellem en erhvervsdrivende og en forbruger indføjes vilkår, der definerer den principale genstand for kontrakten på en måde, der ikke er tilstrækkelig klar og forståelig, eller skal tilsidesættelsen af princippet om god tro vurderes på grundlag af andre omstændigheder? Hvilke omstændigheder skal den nationale ret i givet fald vurdere for at kunne lægge til grund, at princippet om god tro ikke er blevet tilsidesat, såfremt den finder, at der foreligger et vilkår, der definerer kontraktens principale genstand på en uklar og uforståelig måde? Kan sådanne omstændigheder navnlig anses for at foreligge, når der forefindes et nationalt regelsæt på lov- eller bekendtgørelsesniveau, der teoretisk set anser den slags »minimumsrentesatser« for gyldige?
4)
I forbindelse med en sag som den foreliggende, hvor der er anlagt et individuelt søgsmål med henblik på, at et vilkår om en »minimumsrentesats«, der anses for at være ugennemsigtigt, erklæres ugyldigt, er det da foreneligt med udtrykket »ikke binder forbrugeren« i artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13, når der foretages en fortolkning, der på grundlag af en risiko for alvorlig forstyrrelse af den offentlige økonomiske orden begrænser tilbagebetalingen af de beløb, som forbrugeren har betalt til den erhvervsdrivende i henhold til det nævnte vilkår, der af retten er erklæret urimeligt, såfremt den af retten afsagte dom ikke har bindende virkninger for andre forbrugere i samme situation?
(1) EFT L 95, s. 29.
Full & Egal Universal Law Academy