2.5.2016
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 156/24
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale Ordinario di Verona (Italien) den 10. februar 2016 — Livio Menini og Maria Antonia Rampanelli mod Banco Popolare — Società Cooperativa
(Sag C-75/16)
(2016/C 156/33)
Processprog: italiensk
Den forelæggende ret
Tribunale Ordinario di Verona
Parter i hovedsagen
Sagsøger: Livio Menini og Maria Antonia Rampanelli
Sagsøgt: Banco Popolare — Società Cooperativa
Præjudicielle spørgsmål
1)
Skal artikel 3, stk. 2, i direktiv 2013/11 (1), for så vidt som det heri bestemmes, at direktivet »[ikke berører] direktiv 2008/52 (2)«, fortolkes således, at denne bestemmelse ikke berører de enkelte medlemsstaters mulighed for at gøre mægling obligatorisk udelukkende i de tilfælde, som ikke er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2013/11, dvs. de i artikel 2, stk. 2, i direktiv 2013/11 omhandlede tilfælde, aftaleretlige tvister, der opstår i forbindelse med andre aftaler end købs- eller tjenesteydelsesaftaler, samt tvister, som ikke vedrører forbrugere?
2)
Skal artikel 1 […] i direktiv 2013/11, for så vidt som denne bestemmelse sikrer forbrugerne mulighed for at indgive klager mod erhvervsdrivende til specifikke instanser for alternativ tvistbilæggelse, fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national ordning, hvorefter gennemførelse af mægling i en af de i artikel 2, stk. 1, i direktiv 2013/11 omhandlede tvister er en betingelse for at realitetsbehandle et søgsmål for domstolene anlagt af den part, som anses for forbruger, og under alle omstændigheder for en national ordning, som fastsætter, at den forbruger, som deltager i mæglingen i en af de ovennævnte tvister, skal bruge en advokat og bære de hermed forbundne omkostninger, og ifølge hvilken parten kun har mulighed for at undlade at deltage i mæglingen, såfremt der er berettigede grunde herfor?
(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/11/EU af 21.5.2013 om alternativ tvistbilæggelse i forbindelse med tvister på forbrugerområdet og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og direktiv 2009/22/EF (direktiv om ATB på forbrugerområdet) (EUT L 165, s. 63).
(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/52/EF af 21.5.2008 om visse aspekter af mægling på det civil- og handelsretlige område (EUT L 136, s. 3).
Full & Egal Universal Law Academy