2.5.2016
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 156/30
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Lietuvos Aukščiausiasis Teismas (Litauen) den 25. februar 2016 — Indėlių ir investicijų draudimas
(Sag C-109/16)
(2016/C 156/40)
Processprog: litauisk
Den forelæggende ret
Lietuvos Aukščiausiasis Teismas
Parter i hovedsagen
Sagsøger: VĮ Indėlių ir investicijų draudimas
Sagsøgt: Alvydas Raišelis
Præjudicielle spørgsmål
1.
I sager, hvor et kreditinstitut handler som et investeringsselskab, hvortil der er overført penge med henblik på erhvervelse af værdipapirer udstedt af det samme kreditinstitut, men udstedelsen af værdipapirerne ikke træder i kraft, og ejeskabet til værdipapirerne ikke overføres til den person, som har indbetalt pengene, mens pengene allerede er blevet hævet på denne persons bankkonto og overført til en konto, der er åbnet i kreditinstituttets navn, og ikke kan tilbagebetales, og hensigten med den nationale lovgivning i et sådant tilfælde ikke er klar hvad angår anvendelsen af en bestemt beskyttelsesordning, kan indskudsdirektivets artikel 1, nr. 1) (1), og investordirektivets artikel 1, stk. 4 (2), da finde direkte anvendelse med henblik på at fastlægge den gældende dækningsordning, og er den påtænkte anvendelse af pengene det afgørende kriterium i den forbindelse? Er disse bestemmelser i direktiverne tilstrækkeligt klare, detaljerede og ubetingede og tildeler personer rettigheder med den følge, at personer kan støtte ret herpå ved de nationale retsinstanser i sager om betaling af erstatning fra det statslige organ, der yder forsikringsdækning?
2.
Bør investordirektivets artikel 2, stk. 2, som specificerer de former for krav, der er dækket af investorgarantiordningen, forstås og fortolkes således, at den også omfatter fordringer på tilbagebetaling af penge, som et investeringsselskab skylder investorer, og som ikke opbevares i investorernes navn?
3.
Såfremt spørgsmål 2 besvares bekræftende, er investordirektivets artikel 2, stk. 2, som specificerer de former for krav, der er dækket af garantiordningen, da tilstrækkeligt klar, detaljeret og ubetinget og tildeler personer rettigheder med den følge, at disse personer kan støtte ret på denne bestemmelse ved de nationale retsinstanser i sager om betaling af erstatning fra det statslige organ, der yder forsikringsdækning?
4.
Bør indskudsdirektivets artikel 1, nr. 1), forstås og fortolkes således, at definitionen af »indskud« i henhold til dette direktiv også omfatter penge, der med personens samtykke overføres fra en personlig konto til en konto, der er åbnet i et kreditinstituts navn, som opbevares i det samme kreditinstitut, og som skulle være betaling for denne institutions fremtidige udstedelse af værdipapirer?
5.
Skal indskudsdirektivets artikel 7, stk. 1, sammenholdt med artikel 8, stk. 3, forstås således, at der skal udbetales en indskudsgaranti op til det beløb, der er specificeret i artikel 7, stk. 1, til alle personer, hvis fordring kan fastslås inden den dato, hvor den afgørelse eller kendelse, der er henvist til i indskudsdirektivets artikel 1, stk. 3, nr. i) eller ii), er blevet afsagt?
(1) Europa-Parlaments og Rådets direktiv 94/19/EF af 30.5.1994 om indskudsgarantiordninger (EFT L 135, s. 5).
(2) Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv 97/9/EF af 3.3.1997 om investorgarantiordninger (EFT L 84, s. 22).
Full & Egal Universal Law Academy