27.6.2016
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 232/6
Appel iværksat den 11. april 2016 af SolarWorld AG til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 1. februar 2016 i sag T-142/14, Solar World AG m.fl. mod Rådet for den Europæiske Union
(Sag C-205/16 P)
(2016/C 232/07)
Processprog: engelsk
Parter
Appellant: SolarWorld AG (ved avocat L. Ruessmann og solicitor J. Beck)
De andre parter i appelsagen: Brandoni solare SpA, Solaria Energia y Medio Ambiente, SA, Rådet for den Europæiske Union, Europa-Kommissionen, China Chamber of Commerce for Import and Export of Machinery and Electronic Products (CCCME)
Appellanten har nedlagt følgende påstande
—
Sagen antages til realitetsbehandling, og sagsøgerne gives medhold.
—
Rettens kendelse i sag T-142/14 annulleres.
—
Der træffes afgørelse om sagens realitet, og artikel 2 i forordning 1239/2013 annulleres, eller sagen hjemvises til Retten til realitetsafgørelse vedrørende påstanden om annullation.
—
Rådet tilpligtes at betale appellantens sagsomkostninger.
Anbringender og væsentligste argumenter
Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at artikel 2 i forordning nr. 1239/2013 (1) ikke kan adskilles fra den øvrige del af forordningen. En ændring af foranstaltningernes form, ændrer ikke anvendelsesområdet for den forordning, hvorved de fastsættes. Anvendelsesområdet for udligningsforanstaltningerne er al import fra producenter, som har foretaget skadevoldende subsidiering, og deres formål er uanset deres form at afhjælpe den skade, som EU-producenter er blevet påført. Dette anvendelsesområde ændres ikke ved, at artikel 2 annulleres.
Den anfægtede kendelse tilsidesætter appellantens ret i henhold til artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, idet den hindrer EU-erhvervsgrenens adgang til retsmidler i handelsbeskyttelsessager mod endelige foranstaltninger, der ikke lever op til de betingelser, som er fastsat i grundforordningen. Den anfægtede kendelse tilsidesætter endvidere appellantens ret i henhold til artikel 20 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ved at stille eksporterende producenter bedre end EU-erhvervsgrenen, eftersom deres klageret er anerkendt i retspraksis.
(1) Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1239/2013 af 2.12.2013 om indførelse af en endelig udligningstold på importen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler) med oprindelse i eller afsendt fra Folkerepublikken Kina (EUT L 325, s. 1)